GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 8 DECEMBER 2011

Med fokus p책 Menneskerettighederne i Danmark

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ Ryan Brown ISSN: 2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: Februar 2012 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

Ja til retssamfund – globalt og i Danmark FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundets rødder går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FNorientering til FN-bladet til FNforbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@una.dk

Menneskerettigheder kender som udgangspunkt ikke til grænser. Det er fælles normer og regler, som skal sikre borgere på tværs af grænser. Ideen er både at hæve standarden for, hvordan myndigheder handler overfor borgerne og gøre det lettere for mennesker at krydse grænser.

Umiddelbart tænker de fleste nok på for eksempel Kina, Burma og en række lande i Mellemøsten, når der tales om krænkelser af menneskerettigheder, og det er sandt, at der er meget at komme efter i en lang række lande. At fokusere på forholdene i bl.a. disse områder har høj prioritet i FN-forbundet.

Menneskerettigheder handler imidlertid ikke alene om de andre lande, men også om Danmarks overholdelse af de standarder, vi selv har været med til at sætte. Det er omdrejningspunktet i dette nummer af GLOBAL. Anledningen er både Danmarks bedømmelse i FN i foråret, og spørgsmålet om respekt for menneskerettigheder, der øjensynligt ikke ses helt på samme af den tidligere og den nuværende regering.

I dette nummer bringer vi derfor artikler, som beskæftiger sig med nogle af de punkter, hvor der er blevet stillet spørgsmål ved, om Danmark gør det godt nok. Der er en generel kommentar til, hvordan dansk lovgivning og internationale konventioner spiller sammen – og om hvordan de eventuelt bør gøre det.

Et andet tema er anti-terrorlovgivningen, som har flyttet retsopfattelse i Danmark og mange andre lande. I et indlæg problematiseres nogle af de nye love og stilles spørgsmålstegn ved om borgernes frihed er blevet tilsidesat i urimelig grad.

Danmark udlændingepolitik fik rigtig mange kommentarer af andre medlemslande i FN, da de danske initiativer de sidste 10-15 år skiller sig ud fra, hvad andre lande har gjort. Der ses på, om der er ændringer på vej, sådan at der i mindre grad end tidligere bliver svært at blive eller være flygtning eller være medborger uden dansk eller europæisk pas.

I FN-forbundet mener vi, at der er behov for, at Danmark gør det bedre på en række punkter. Det betyder også, at vi gerne ser, at mistænkeligheden overfor internationalt aftalte normer og regler afløses af en holdning om, at der er god fornuft i sådanne regler.

En større omhyggelighed fra danske myndigheders side er også blandt Forbundets forventninger. Der er behov for mekanismer, som sikrer, at dansk lov følger de konventioner og standarder Danmark har tilsluttet sig; at vi tager vores del af det globale ansvar.

Ole Olsen Formand for FN-forbundets menneskeretsudvalg

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

Om at holde stand for vand – og forebygge at det slipper op SIDE 5 Menneskeretskonventionerne – symbolpolitik eller praktiseret samfundsmoral?

SIDE 7

Menneskerettigheder – også for fru Jensen i Valby?

SIDE 8

I sikkerhedens navn – om menneskerettighederne og antiterrorlovgivningen SIDE 9 En ikke-diskriminerende udlændingepolitik

SIDE 11

Internationalt overblik

SIDE 12

Bøger

SIDE 14

Nyt fra FN-forbundet Sig NEJ til Vold mod kvinder UDSTILLING:

"Den man elsker, tugter man," siges der. Det er en bekvem omskrivning, men desværre en virkelighed, der er relevant hver dag.

Men de dårlige undskyldningers tid er forbi."

Sådan sagde FN-forbundets landsformand, Jørgen Estrup, da han bød velkommen til receptionen for udstillingen Nej til vold mod kvinder hos 2200Kultur i Nørrebrohallen.

Du kan se udstillingen hele december måned i København i Nørrebrohallen, Bragesgade 5, 2200 København N. I januar rykker udstillingen videre til Kvindemuseet i Aarhus. Mere information herom følger på vores hjemmeside.

Du kan se billeder fra receptionen på www.facebook.com/FNforbundet.dk

Konference: Vil den nye regering gå nye veje for menneskerettighederne?

Sammen med de andre organisationer i Institut for Menneskerettigheders Råd, inviterer FN-forbundet til konference om den nye regerings opfølgning på de danske menneskerettighedsforpligtelser, herunder den Universelle Periodiske Bedømmelse.

I 2011 var Danmark for første gang til ’eksamen’ i menneskerettigheder i FN også kaldt den Universelle Periodiske Bedømmelse. Den daværende regering fik 133 anbefalinger om, hvordan Danmark kan gøre det bedre på en række konkrete områder. Regeringen accepterede 84 af anbefalingerne, men afviste de resterende 49. Spørgsmålet er, hvordan den nye regering ønsker at følge op på anbefalingerne fra FN? Vil den acceptere flere af de 133 anbefalinger? Hvordan vil regeringen styrke menneskerettighedsarbejdet i Danmark. Kort sagt: Vil den nye regering gå nye veje for menneskerettighederne?

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF), Jonas Christoffersen, direktør, Institut for Menneskerettigheder og FN-forbundets egen Jørgen Estrup er blandt talerne. Det er mandag den 12. december kl. 10 – 13 i Eigtveds Pakhus i København.

OBS Tilmelding senest den 9. december klokken 12.00 via e-mail til Marie Westenholz mnw@humanrights.dk

Om at holde stand for vand – og forebygge at det slipper op Reguleringen af vandet fra Himalaya: Geologi og storpolitik i ubarmhjertige favntag: IndienPakistan-Kina-Bhutan m.fl.

Af Henrik Døcker Verdens vandmangel er et tilbagevendende emne. Her skal vi ’nøjes med’ at sætte fokus på Sydasiens problemer – som om det ikke var nok. Hvis man anslår dette områdes befolkning til 1,5 milliarder, så skal det tages i betragtning, at den ifølge Verdensbanken stiger med 1, 7 pct. om året, dvs. plus 25 millioner flere indbyggere. Til dette perspektiv skal lægges, at Himalayas gletsjere smelter – det betyder ifølge kvalificerede beregninger, at vandet i floden Indus ved midten af dette århundrede er reduceret med otte pct.

Men inden vi begraver os i de dystre forudsigelser lige et indskud om et aktuelt behjertet forsøg på at gøre noget ved de foruroligende klimaforandringer: Fire stater i Himalaya: Bhutan, Indien, Nepal og Bangladesh, har netop holdt hvad der kaldes et ”mini-topmøde” i Thimphu, Bhutans hovedstad – og det såmænd samtidig med, at jeg var på besøg dér. I et kort nu blev man således revet ud af sin romantisk-prægede begejstring over ’den landskabelige skønhed’, de vældigt knejsende, sneklædte bjerge, de dybe skovbevoksede slugter.

De fire landes miljøministre – et helt ’rigtigt’ topmøde var det altså ikke – enedes om at samarbejde om begræns-

ning af udledning af drivhusgasser, om vandforsyning og sikring af fødevareforsyninger, ikke mindst til sårbare og afsides beliggende byområder. Bhutans ministerpræsident, Lyonchhoen Jigmi Y. Thinley anslog en højstemt tone, da han erklærede, at ”den succes, vort møde har fået, kan blive et pejlemærke for andre stater med lignende problemer” - hvorved han hentydede til stater som Kina, Afghanistan og Pakistan, der ikke deltog i mødet.

Skal vand skille staterne eller binde dem sammen?

Det er nogle af disse sidstnævnte lande, der ind imellem har antydet, at det onde blod, som flyder mellem dem, særlig dog nok Indien og Pakistan, også så at sige kunne hente ’inspiration’ i en strid om vand. Så meget står fast, at Pakistan nyder godt af en garanti i traktaten om Indusflodens vand fra 1960. Fremsynede ingeniører og diplomater indså nemlig dengang, at efter Britisk Indiens deling i Indien og Pakistan 1947 måtte også vandet deles. Traktaten fastslår, hvordan vandet fra bifloder, der krydser grænser, skal fordeles.

Traktaten har hidtil vist sig ’holdbar’– efter tre indiskpakistanske krige. Indien besidder en magtposition ved at kunne tilbageholde en del af Indusflodens vand for Pakistan i store tanke i forbindelse med dæmninger, som er livsvigtige for kraftforsyningen. 80 pct. af Pakistans overrislede arealer stammer fra Indus. Det er en beskeden trøst for pakistanerne, at Indien så andetsteds strides

En mand samler en plasticflaske op af floden Punakha.

UN Photo/ Gil Fickling

med Kina i sine grænseegne. Tværnationalt samarbejde om vandforsyning kan imidlertid komme til at løse vældige forsyningsproblemer, som landene i Syd- og Sydøstasien tumler med.

Nuvel, den gode vilje, også til at samarbejde ved miljøkatastrofer, er i hvert fald til stede i Himalaya. Det er vigtigt, at regionale spændinger ikke står i vejen, i betragtning af at over en sjettedel af verdens befolkning lever ved floder, der har deres udspring i Himalaya: Indus, Ganges, Mekong, Yangtze og Den Gule Flod.

Men hvad nu lige angår Bhutan, et 47.000 kvadratkilometer stort og 100 år gammelt kongedømme med 700.000 indbyggere, så er det påtrængende skræk-scenarie dét, en hurtig gletsjer-smeltning kan medføre: Oversvømmelser, ødelæggelser. Selv om landet, sådan i almindelighed trives med at eksportere en mængde vandkraft til Indien.

Det må da hilses med glæde, at Bhutan er ét af de første lande i verden, der har gjort fænomenet ’GLOF’ til et statsligt prioritetsemne. GLOF står for ’oversvømmelser fra gletsjer-sø’. I 1994 blev en halv snes landsbyer druknet i vandet fra en flod, som gik over sine bredder på grund af en kælvende gletsjer. 24 af Bhutan 2674 gletsjersøer skønnes ustabile. Hvad der vakte glæde hos UNEP, FN’s Miljøprogram, som har tilsagt støtte til foranstaltninger til at standse løbske gletsjere.

Men det er hårdt arbejde, heroppe i 5000 meters højde med tynd luft. Man kan ikke bruge helikoptere her, så flere hundrede lokale beboere måtte engageres til at etablere en basislejr, hvorfra frivillige, studerende, veteran-soldater m.fl. kunne bevæge sig ud i terrænet, dvs. ind imellem i knædybt gletsjervand, for at anlægge en dræningskanal og bygge stendiger.

Barsk natur, men ellers harmoni Satellitteknologi er taget i brug for at finde de farligste gletsjere, sensorer er blevet anbragt i gletsjer-søerne for at være opdateret med vandstanden dér. Men det værste er altså på længere sigt, at antallet af gletsjere skrumper ind. Bhutan er stærkt afhængig af vand til overrisling af markerne. I alt 750 mio. mennesker antages på den ene eller anden måde at være afhængige af vandtilførsler fra Himalayas gletsjere.

Bhutan, der i 2011 modtager for 65 mio. kr. bistand fra Danmark, kan ikke selv klandres for at bidrage til klimaforværringer: Takket været landets mange skove (der dækker 82 pct. af arealet), er det er et af de få lande på kloden, der absorberer mere CO2, end det udleder. Det holder så at sige på skovene ved direkte i sin forfatning at have en passus om at mindst 60 pct. af arealet skal være skovklædt.

Det overfladiske indtryk af det lille, kun tre år gamle demokrati er orden og harmoni. Med et nært samarbejde med sin store nabo Indien, og trygt hvilende i sine buddhistiske traditioner, tjek på turiststrømmen (ved bestemmelse om et maksimalt årligt indtag af turister) og regulativer for byudviklingen fremstår det som velordnet – med mange store, smukt ornamenterede hvide huse og imødekommenhed over for fremmede.

Dette sidste så meget, at butiksskilte m.m. på engelsk er totalt dominerende.

Jeg spurgte en ung bhutaner hvordan det dog kunne være i betragtning af, at landet både har et eget sprog og alfabet? ”Jamen, der kommer jo så mange udlændinge, de taler jo fx ikke dzongkha, men vi lærer da engelsk i skolen.”, svarede han. I alle forretninger i både hovedstaden Thimphu og den næststørste by Paro talte man da også engelsk.

Morale: Skab ikke problemer på andres vegne.

Læs mere om FN’s arbejde i Bhutan på www.undp.org.bt

Menneskeretskonventionerne – symbolpolitik eller praktiseret samfundsmoral?

Af Erik Lohmann-Davidsen, ekstern lektor, cand.jur.

Der er behov for, at Danmark afklarer forholdet til menneskeretskonventionerne. I de senere år er flere tilfælde konventionsbrud dukket op. Det seneste tilfælde vedrører en statsløs’ muligheder for at få dansk indfødsret, efter at PET har udtalt, at den pågældende udgør en sikkerhedsrisiko. Efter konventionen har den statsløse krav på indfødsret medmindre vedkommende er dømt for – blandt andet – samfundsskadelige forbrydelser. Den pågældende er ikke dømt, end ikke sigtet. Det er spørgsmålet, om Justitsministeriet i det hele taget må spørge PET i disse sager.

I andre lande praktiseres konventionen således at de statsløse, som der er kriminel efterforskning imod, får udsat deres indfødsretssag. Fulgte Danmark den linje, var en udtalelse fra anklagemyndighederne jo tilstrækkelig.

Men i Danmark hører man PET i alle indfødsretssager, og dermed bliver PET en myndighed, der dømmer, om man kan få indfødsret. Den situation er der også nogen, der finder utilfredsstillende, og der er derfor krav fremme om mere kontrol med PET.

Symbolpolitik I den foreliggende sag bliver det reduceret til symbolpolitik at undlade at give den pågældende indfødsret på grund af en sikkerhedsrisiko. PET følger nok allerede den pågældende tæt i dag. Det vil PET blive ved med, for vedkommende kan som statsløs ikke udvises. Han skal fortsat leve i et limbo i Danmark; overvåget, men med reduceret retsbeskyttelse – som dem på tålt ophold. Ved at nægte ham den ret til indfødsret, som Danmark har pligt til at give ham, bekender politikerne sig til en generel holdning om, at rigets sikkerhed går forud for hensynet til enkeltpersoners – ikke mindst udlændinges – menneskerettigheder.

Det er symbolpolitik, fordi nægtelsen af indfødsret har ringe virkning for sikkerhedsrisikoen. Denne sag rejser nok så meget spørgsmålet, hvilke pligter Danmark helt præcist skal opfylde for at overholde FN-konventionerne?

FN-konventioner ikke lov Konventionerne er ikke præcise lovtekster. Ordlyden skal tilpasses mange forskellige retssystemer og retstraditioner. De bliver til ved internationale forhandlinger, hvor det ofte er et mål i sig selv, at så mange som muligt tilslutter sig konventionen. Derfor upræcise bestemmelser og mange princip- og programerklæringer.

De problemer, der følger heraf, er blevet større og større.

På strudsevis har Folketinget ”stukket hovedet i jorden” ved i udlændingelovgivningen at indskrive, at menneskerettighederne skal overholdes. Så er det op til myndighederne, ikke mindst Udlændingeservice, selv at sørge for, det sker. Men det gør, at myndighederne kan fortolke til grænsen og lidt derover imod udlændinges rettigheder og håbe på, at det ikke opdages eller afsløres. På den måde kan myndighederne imødekomme holdninger, der går på at begrænse antallet af udlændinge og deres rettigheder.

I Danmark er FN-konventionerne ikke gjort til dansk lovgivning. Det er derimod Den Europæiske Menneskeretskonvention, der blev dansk lov i 1992 - mere end 40 år efter af Danmark havde forpligtet sig til at overholde den.

Det skete ved, at der blev lavet en lov, der simpelthen skrev menneskeretskonventionen af. Det er både godt og skidt. Godt var, at man fik gjort forvaltninger, advokater og domstolene opmærksom på reglerne i konventionen.

Skidt var, at det ikke blev nærmere overvejet, hvordan disse regler hænger sammen med dansk lovgivning i øvrigt, og hvilke pligter danske myndigheder har. De problemer er større med FN-konventionerne. Det har problemerne med at overholde konventionen om forbud mod tortur og børnekonventionen vist.

Tilslutningen til FN-konventioner om menneskerettigheder er symbolpolitik i den forstand, at Danmark har tilsluttet sig og så ladet stå til ud fra den opfattelse, at reglerne jo er fornuftige, og de må derfor antages at blive overholdt i praksis!

En ny samfundsmoral?

Regeringen har i sit regeringsgrundlag udtalt, at indsatsen for menneskerettigheder ”starter med, at vi sikrer os, at de altid respekteres hos os selv.” Her er måske et eksempel på en ny samfundsmoral! En god måde at komme i gang på vil være at nedsætte et udvalg med den opgave at inkorporere menneskeretsbestemmelserne i FNkonventionerne i dansk ret på en måde, der sikrer det legale grundlag for Danmarks overholdelse af konventio-

nerne.

Støder udvalget i sit arbejde på regler, der er direkte skadelige for Danmarks sikkerhed eller, som det koster uforholdsmæssigt mange ressourcer at overholde, kunne man samtidigt bede udvalget komme med forslag til regeringen om at forhandle bestemte ændringer af disse regler med de øvrige konventionslande.

Menneskerettigheder er et emne, der interesserer mange.

Derfor må det være et krav, at udvalgsarbejdet foregår for ”åbne vinduer,” således at offentligheden kan følge med i arbejdets tilrettelæggelse og i udvalgets undersøgelser og drøftelser og komme med forsalg. Nettet og de tekniske muligheder gør, at det kan lade sig gøre uden store udgifter. Det er en god måde at praktisere folkestyre på.

“” Human rights belong to every one of us without exception. But unless we know them, unless we demand they be respected, and unless we defend our right -- and the right of others -- to exercise them, they will be just words in a decades-old document.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon

Menneskerettigheder – også for fru Jensen i Valby?

Af Ole Olsen, formand for FN-forbundets menneskerettighedsudvalg På den politiske kampplads har menneskerettighederne fyldt meget de seneste år. Sjældent med forslag om forbedrede rettigheder for borgerne i Danmark, men snarere præsenteret som noget regeringer ikke kan slippe for – selv om de kunne have lyst til det.

Det er til tider blevet fremstillet sådan, at menneskerettigheder er påtvunget Danmark af FN, og at Danmark slet ikke har haft lod og del i dem og deres indhold. Sådan forholder det sig ikke, og det ved de fleste aktører på den politiske kampplads udmærket. Borgerne er imidlertid blev påduttet en dyb skepsis overfor ordet ”menneskerettigheder”.

Tankegangen i menneskerettighederne er imidlertid at sætte borgerne og borgerrettigheder i centrum, da stater og autoriteter ikke er til for egen skyld, men for borgernes skyld. Borgerne skal behandles anstændigt og ligeværdigt. Det er menneskerettighedernes grundlæggende budskab. Derfor bør menneskerettigheder ikke blive noget fjernt som regeringer og jurister mundhugges om, men en tilgang til samfundet, som falder naturligt både hos myndigheder hos ”den almindelige borger”, hvis en sådan kunne defineres.

Mange års modvilje hos myndigheder mod reelle høringer før lovforslag fremsættes, må afløses af procedurer, der sikrer, at de, som spørges, får en Kinamands chance for

at svare. Folkelige organisationer kan ikke levere et høringssvar på tre dage – medmindre de holder op med at være demokratiske.

Det er også vigtigt, hvordan partier, Institut for Menneskerettigheder og folkelige organisationer prioriterer og præsenterer arbejdet med menneskerettigheder. Der er brug for alle aktører sætter kød og blod på ideer og tankegang.

Hvad betyder det for eksempel at være statsborger i eget land, i et andet land eller slet ikke at være statsborger?

Det er både noget om paragraffer og om mulighederne i hverdagen, også hvis du for en stund skal til et andet land på rejse eller længere ophold.

Og hvad betyder det, at man som arbejdstager har nogle internationalt udstukne rettigheder, hvis de respekteres og – nok især – hvis de ikke respekteres. Der er en masse reguleringer, som har rod i at borgerne skal have rettigheder – og at myndighederne som repræsentant for fællesskabet også har det.

Hvis ideen om at tænke i menneskerettigheder skal fremmes – og det er der heldigvis mange, der mener, skal være tilfældet - er vi mange, som skal ud af vore kontorer og mødelokaler og bidrage til (gen)opbygning af folkelig tilslutning.

Der er institutioner og organisationer, som med denne opgave står med en særlig forpligtigelse. Det gælder myndigheder, Institut for Menneskerettigheder og foreningerne som nationalt og internationalt sætter menneskerettighederne på dagsordnen, herunder også FN-forbundet.

I sikkerhedens navn – om menneskerettighederne og antiterrorlovgivningen Af Malthe Bang Harvald Medlem af FN-forbundets menneskerettighedsudvalg, Odense

eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a.”

Fighters and Lovers Siden 11. september 2001 har verden ændret sig meget.

Bevidstheden om truslen fra terrorismen er blevet øget, og dette har givet sig til udtryk i lovgivningen, administrationen og ved domstolene. I anledning af FN’s menneskerettighedsdag er det vigtigt at sætte fokus på menneskerettighederne i lyset af terrorbekæmpelsen.

Min påstand er, at menneskerettighederne (især dem, der knytter sig til retssikkerhed og politiske friheder) har lidt voldsomt under forsøget på at bekæmpe terrorismen. Terrorpakke I og II fra hhv. 2002 og 2006 indførte bl.a. en række ændringer i straffeloven og retsplejeloven.

Der må aldrig herske tvivl om, at forbrydelser mod samfundsstrukturen, civilbefolkningen og de værdier, vores samfund bygger på, skal bekæmpes. Men man må altid holde sig for øje, at man ikke udhuler det frie samfunds værdier i forsøget på at beskytte dem.

Derfor skal man være kritisk, når der sker indskrænkninger i menneske- og frihedsrettighederne – især når de begrundes i en for de fleste borgere heldigvis meget hypotetisk sikkerhedsrisiko.

FIND TERRORPAKKERNE PÅ: www.justitsministeriet.dk/terrorpakkerne.html

Legalitetsprincippet Kernen i antiterrorlovgivningen er straffelovens §§ 114114h, der findes i straffelovens kap. 13 om ”Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste myndigheder, terrorisme m.v.” Da en stor del af disse bestemmelser virker skærpende i forhold til i forvejen kriminelle handlinger, er det ikke alle bestemmelserne, der indeholder juridiske problemer – de kriminologiske og moralske aspekter skal ikke diskuteres i denne sammenhæng.

Straffelovens § 114b skal særligt fremhæves, da den bryder med et grundlæggende princip i en retsstat; legalitetsprincippet. Dette princip er en af grundpillerne i en retsstat, og det kommer til udtryk mange forskellige steder i dansk ret, f.eks. i straffelovens § 1.

Enhver straf skal have klar lovhjemmel, så der ikke hersker tvivl om, hvad der er strafbart. Lovgiver skaber stor uklarhed om indholdet af bestemmelsen ved i § 114b, nr.

3 at bruge denne formulering: ”direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for en person, en gruppe

Denne uklarhed fik direkte betydning i Højesterets bedømmelse af sagen om ”Fighters & Lovers”, hvor en gruppe danskere gennem T-shirtsalg forsøgte at samle penge ind til FARC i Colombia og PFLP i Palæstina – efter eget udsagn til civile projekter. I den trykte udgave af dommen udtaler Højesteret i forbindelse med fastsættelsen af to af de tiltaltes straf: ” For så vidt angår T3 og T6 finder Højesteret, at det under de foreliggende omstændigheder - herunder at den nærmere rækkevidde af § 114 b har givet anledning til tvivl - er forsvarligt, at straffene også for deres vedkommende i det hele gøres betinget.”

Det er her helt tydeligt, at lovgiver (og domstolene) forbryder sig imod legalitetsprincippet og dermed også muligheden for en retfærdig rettergang. Højesteret giver en halv dom ved at betinge fængselsstraffen, hvilket strider mod al juridisk fornuft. Hvis det strafbare indhold stod klart, kunne Højesteret enten have frikendt eller givet en ubetinget straf, men alene på grund af lovens vage formulering, må man lave en bastard af en løsning, som ikke hører hjemme i en retsstat, der påberåber sig at beskytte menneskerettighederne.

I Justitsministeriets evaluering fra 9. september 2010 af Terrorpakke I og II anerkender Rigsadvokaten, at der foreligger ”visse vanskeligheder såvel juridisk som efterforskningsmæssigt”. Men vanskelighederne tilskrives, at der er tale om relativ ny lovgivning. Denne evaluering er på ingen måde tilfredsstillende, da de dybereliggende bekymringer for retsstaten ikke diskuteres.

På www.un.org/terrorism får du et overblik over FN’s indsats i kampen mod terrorisme

Selvcencur?

Derudover er der indført en række ændringer i retsplejeloven og anden lovgivning, som alt sammen har forskellige negative konsekvenser for borgerne. Med den øgede adgang til overvågning, ransagning, logning af data- og teletrafik og muligheden for at indhente oplysninger fra sociale myndigheder, flyselskaber og biblioteker er politiet og efterretningstjenesten trådt et stort skridt tættere ind på livet af den enkelte borgers privatliv. Dette er i sig selv et stort problem, da hverken domstolskontrollen eller den parlamentariske kontrol er fulgt med, og tiltagene derfor forskyder magtbalancen i en uheldig retning.

Særligt hvad angår den enkelte borgers menneskerettigheder ser jeg dog et langt mere konkret problem. Når man som borger véd, at alle ens aktiviteter bliver arkiveret, begynder man pludseligt at tænke meget grundigt over, hvilke hjemmesider, man besøger, hvilke bøger man låner, hvem man taler med og hvilke demonstrationer, man deltager i. Kort sagt, lægger man beslag på sin fuldstændige legitime ret til at ytre sig og søge informationer.

hvor Danmark overtager formandskabet i EU. Den mulighed bør udnyttes, og jeg kan kun opfordre den nye regering til at tage et opgør med den antiterrorlovgivning, der krænker de politiske menneskerettigheder og dermed undergraver de værdier, som vi vil beskytte mod terrorismen.

Jeg mener, at den øgede overvågning medfører en de facto indskrænkning i informations- og ytringsfriheden, der ligesom retten til en retfærdig rettergang er fuldstændigt grundlæggende i en demokratisk retsstat.

Elholm, Thomas (26. februar 2008) Vesteuropæiske værdier under pres. Politiken

Kilder:

Fenger-Grøndahl, Malene (2011). 11. september – verdens tilstand ti år efter. Aarhus universitetsforlag Greve, Vagn m.fl. (2011). Frihedsrettigheder tur/retur? – Om antiterrorlovgivningen. Tiderne Skifter

Danmarks rolle Terrorpakke I og II blev gennemført på baggrund af internationale forpligtelser over for FN og EU. Derfor kan Danmark få svært ved at skulle afmontere de elementer, der giver anledning til juridiske eller andre problemer. Dette hindrer imidlertid ikke Danmark i at gå forrest i en international evaluering og diskussion af antiterrorlovgivningens rimelighed. Dette er især en oplagt mulighed nu,

Høilund, Peter (2010). Frygtens Ret. Hans Reitzels Forlag Justitsministeriet (9. september 2010). Redegørelse om erfaringerne med lovgivning indført i forbindelse med antiterrorpakke I fra 2002 og anti-terrorpakke II fra 2006.

NOTAT nr. 1241 (november 2011)

UN Photo/ Martine Perret

“” …compromising human rights cannot serve the struggle against terrorism.

On the contrary, it facilitates achievement of the terrorist's objective – by ceding to him the moral high ground, and provoking tension, hatred and mistrust of government among precisely those parts of the population where he is most likely to find recruits.

Upholding human rights is not merely compatible with successful counter-terrorism strategy.

It is an essential element.

Kofi Annan, 2005

Se også FN-forbundets udtalelse: AFSKAF TERRORLISTERNE OG FASTHOLD EKSISTERENDE FOLKERET …om 'krigen imod terror' og stemplingen af modstandsbevægelser som terroristiske og dettes konsekvenser for fredsarbejdet i blandt andet Sri Lanka, hvor borgerkrigen blussede op efter terrorstemplingen af den ene part, og titusinder af civile skønnes dræbt.

En ikke-diskriminerende udlændingepolitik Danmarks udlændingepolitik er de senere år blevet kritiseret både nationalt og internationalt.

Det nye regeringsgrundlag fra S-SF-R er blevet offentliggjort, og det indbefatter et par positive overraskelser omkring den udlændingepolitik, som den nye regering vil føre.

Af Mary Consolata Namagambe Medlem af FN-forbundets menneskerettighedsudvalg, Odense Når det er sagt, vil den nye regering stadig bibeholde 24års-reglen. Eller rettere sagt bliver den genindført i stedet for det pointsystem, der erstattede den d. 1. juli i år, og som skrottes helt.

Reglerne for permanent opholdstilladelse bliver også modificeret, men beklageligvis ikke nær så meget, som man kunne have ønsket sig. Grundlæggende overtager den nye regering nemlig det princip, som VKO indførte i 2007, om, at det ikke er nok, at en udlænding har boet i Danmark uafbrudt i et vist antal år, og at grundlaget for opholdstilladelsen stadig er i orden. Nej, deltagelse på arbejdsmarkedet eller (som det nye) i uddannelsessystemet skal også være en betingelse for, at en udlænding kan opnå den relative tryghed, det er, at få sin opholdstilladelse gjort permanent.

På det punkt, så må jeg her sige lige ud, at jeg er skuffet over regeringsgrundlaget. Jeg mener, at det havde været på sin plads at tage et langt mere dybdegående opgør med reglerne for permanent opholdstilladelse og hele det menneskesyn, som ligger bag dem.

Institut for Menneskerettigheder har anført, at udlændingeloven og administrationen heraf på dette punkt ikke beskytter borgernes ret til et familieliv, ligesom den er blevet kritiseret af en lang række af internationale og danske eksperter for direkte at have overtrådt eller modarbejdet intentionen i flere internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt.

Socialt fokus

Positive ændringer på vej

Det er et opgør med hele den "dem-og-os" retorik, hvor ordet "indvandrer" i de sidste 10 år er blevet gjort synonymt med en person med kulturelle og etniske rødder i Mellemøsten - uden skelen til, at mange af de borgere, som har kulturelle og etniske rødder i Mellemøsten, enten er flygtninge eller ligefrem født i Danmark, og at de fleste indvandrere omvendt kommer fra alle mulige andre områder end netop Mellemøsten.

Det er derfor positivt at se de ændringer, den nye regering har fremlagt i regeringsgrundlaget. Et eksempel herpå er, hvad der kommer til at ske med reglerne for tildeling af dansk statsborgerskab. Her melder den nye regering rent ud, at målet er integration, og at tildeling af dansk statsborgerskab skal ses som et redskab, der vil gavne hertil.

Børn, der er født i Danmark, får igen et retskrav på dansk statsborgerskab, når de fylder 18 år, med undtagelse af tilfælde, hvor vedkommende har begået alvorlig kriminalitet.

Dertil vil Danmark nu give grønt lys for dobbelt statsborgerskab. Det kommer både de mange herboende udlændinge til gode, som ikke har lyst til at sige farvel til deres oprindelige statsborgerskab samt alle de udlandsdanskere, som ikke har lyst til at opgive deres danske statsborgerskab for at blive statsborgere der, hvor de bor.

Langt mere positivt er det til gengæld, at Integrationsministeriet bliver nedlagt, og at integrationsindsatsen bliver flyttet over i Socialministeriet. Dette har en meget vigtig signalværdi derved, at man på den måde siger, at ghettoproblemer og adfærdsvanskelige unge (mænd) er sociale problemer og ikke "integrationsproblemer".

Fremover skal vi ikke længere løse "integrationsproblemer" med "2.generations indvandrere", men derimod sociale problemer i belastede områder og blandt ressourcesvage grupper af borgere. Det er det signal, der ligger i, at integrationsindsatsen adskilles fra opgaven med at udstede opholdstilladelser og flyttes over i Socialministeriet. Og det er det helt rigtige signal at sende. Så alt i alt et regeringsgrundlag med mange positive ting på udlændingeområdet.

Se også FN-forbundets udtalelse: KONVENTIONER ER IKKE ET ’TAG-SELV-BORD’ …om behovet for et større politisk engagement, nye administrative procedurer og bedre offentlig information, efter skiftende regeringers mere end 10 års tilsidesættelse af statsløse unges konventionssikrede ret til dansk statsborgerskab

INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker Første gang tidligere statsoverhoved bliver tiltalt og fremstillet for Den Internationale straffedomstol Der blev skrevet international retshistorie, da Elfenbenskystens tidligere præsident Laurent Gbagbo blev fremstillet for Den Internationale straffedomstol i Haag (ICC) nu i december. Det er første gang, at et tidligere statsoverhoved er kommet på anklagebænken dér, sådan rent fysik, og med udsigt til, at der kan gennemføres en retssag mod ham – i dette tilfælde som tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden. Liberias tidligere præsident Charles Taylor er også i forvaring i Haag, men hans sag behandles af den særlige straffedomstol vedrørende Liberias naboland Sierra Leone. Gbagbo tabte i 2010 et præsidentvalg, men afviste at gå af, hvorefter der udbrød en fire måneder lang borgerkrig, hvorunder 3000 blev dræbt, og en mio. drevet på flugt. Han tiltales for at have ladet sine tropper skyde på civile, herunder demonstranter.

Retssagen vil skærpe fortsatte stridigheder i Elfenbenskystens befolkning, eftersom Gbagbo fik så meget som 48 pct. af stemmerne ved det omstridte præsidentvalg. Også mod Sudans præsident så anklagemyndigheden ved ICC gerne en sag gennemført, idet Omar al-Bashir sigtes for forbrydelser mod menneskeheden, som ansvarlig for nedskydninger af talrige bønder i Darfur-provinsen. Al-Bashir har besøgt flere afrikanske stater, men ingen af dem har villet sætte sig op mod Sudan. En stribe afrikanske lande har direkte taget afstand fra ICC i denne forbindelse.

Den Internationale Domstol siger god for landenavnet Makedonien i forhold til NATO Den Internationale Domstol i Haag, FN’s højeste juridiske organ, har i en dom af 5. december 2011 underkendt Grækenlands blokering af Makedoniens optagelse i NATO. Ved at gøre dette har Grækenland nemlig krænket en interimsaftale mellem Grækenland og Makedonien af 1995, som netop handler om, hvordan Grækenland ikke må lægge hindringer i vejen for Makedonien på grund af den fortsatte strid om sidstnævntes navn. Makedonien har ifølge dommen ret til, ved begæring om optagelse i en international organisation, at anvende det navn, som står i landets forfatning. Grækenland har gjort sig skyldig i en folkeretskrænkelse, idet det i denne situation ikke har været beføjet til at insistere på den betegnelse, Makedonien i andre sammenhænge, just på grund af de græske indsigelser, er tvunget til fortsat at bruge, nemlig ’Den tidligere jugoslaviske Republik Makedonien’ (som f.eks. i FN). Grækenlands fortsatte besværinger over navnet bunder i en opfattelse af, at den geografiske betegnelse Makedonien indbefatter en del af et nuværende Grækenland, og at vor tids makedonske republik dermed bemægtiger sig noget af grækernes kulturarv.

Verden mangler 8 mio. skolelærere Verden vil aldrig blive fuldkommen, og der vil altid mangle en masse.

En FN-rapport har således beregnet, at der er påtrængende behov for at rekruttere otte mio. skolelærere for at nå 2015 Målene, hvad angår undervisning. I årene frem til 2015 skal der mindst tilføres to mio. nye lærere, og yderligere 6,2 mio. må skaffes for at erstatte dem, der vil afgå ved døden eller skifte karriere. Den største lærermangel forekommer i Burkina Faso, Eritrea og Den Centralafrikanske Republik. Ifølge rapporten, udfærdiget af UNESCO, FN’s særorganisation for undervisning, videnskab og kultur, mangler der flest lærere syd for Sahara. (UN Photo/ Eskinder Debebe) 9 mio. kinesere vaccineret mod polio Efter at Kina i 11 år har været forskånet for polio, er der konstateret nye tilfælde, hvorved 17 mennesker er blevet hårdt ramt, og én er død i det vestlige præfektur Honan i Xinjiang. Som følge heraf gennemførte kinesiske sundhedsmyndigheder dette efterår en massevaccination af ni mio. børn og voksne op til 39 års alderen blandt indbyggere dér. Verdenssundhedsorganisationen WHO har i en længere periode sat kraftigt ind for at få sygdommen udryddet på verdensplan.

Nye vaccinationskampagner er på tegnebrættet i en håndfuld lande, hvor polio stadig forefindes.

Langsom genopbygning af det jordskælvsramte Haiti Knap to år efter det frygtelige jordskælv, der lagde store dele af Haiti i ruiner, er kun omkr. en tredjedel af de $5,6 milliarder, der udefra blev lovet som støtte til genopbygning, blevet anvendt. 600.000 jordskælvsofre bor stadig i teltlejre. Der ligger fortsat murbrokker i mængder, der kunne fylde 8000 olympiske svømmebassiner. Den Midlertidige Rehabiliteringskommission (IHRC) blev nedlagt i oktober, da haitianske myndigheder forsømte at forny dens mandat – eller skabe et haitiansk afløserorgan til at koordinere genopbygningen.

Haitis præsident Michel Martelly, også kendt som en populær sanger, der blev valgt i maj, er raget uklar med flere ledende politikere. Den vigtige genopbygning synes en tid lang at skulle ligge mere eller min-

dre underdrejet på grund af politisk mudderkastning i parlamentet og uden for dette. (UN Photo/ Marco Dormino) Den nye stat Sydsudan tynges af alskens problemer Med sine beskedne ressourcer er den knapt halvt år gamle stat Sydsudan trængt af mange problemer. Den mægtige nabostat Sudan, hvorfra den er udskilt, beskylder den således for at bevæbne oprørere fra Den Nordsudanske Befrielseshær (SPLA-N) med antiluftskyts, antitank-missiler, ammunition, landminer og morterer – hvilket alt sammen afvises af både Sydsudan og SPLA-N. Oprørsenhederne holder til i områderne Blånilen og Syd-Kordofan, hvor 27.000 mennesker skal være flygtet fra. Hvad værre er: Sydsudan har det højeste antal dødsfald blandt fødende kvinder: Pr. 100.000 fødsler dør 2054 sudanske kvinder. Det kan måske ikke undre når der kun er 100 uddannede jordemødre i landet, som har otte mio. indbyggere. Til sammenligning dør eksempelvis kun 435 kvinder for hver gang, man passerer 100.000 fødsler i Uganda.

Børn fra Zimbabwe smugles til Sydafrika I løbet af de sidste ti år er titusinder af børn fra Zimbabwe blevet smuglet over grænsen til og ind i Sydafrika – de er simpelthen på flugt fra Robert Mugabes regime, præget af fattigdom, sygdom og vold. De indgår i en større emigration fra det martrede land på to mio. mennesker, som har søgt en ny, tryg tilværelse i Sydafrika. De fleste er indrejst ulovligt og alene.

Det er dog uklart i hvilket omfang børnene er bytte for ryggesløse menneskehandlere. Udsigterne til en uddannelse i Sydafrika er ikke de bedste for udlændinge.

FN’s Menneskerettighedskomité: Iran skal anerkende homoseksuelle FN’s Menneskerettighedskomité har udtrykt dyb bekymring over Irans systematiske overgreb på homo-, trans- og biseksuelle. Komiteen afviser fra sin 103. session i Geneve Irans enestående påstand: At landet ikke har homoseksuelle, åbenbaret for verdensoffentligheden af selveste præsident Mahmoud Ahmadinejad på et møde i USA i 2007. I åbenbar strid med FN’s konvention om de borgerlige og politiske rettigheder af 1966 – ratificeret af 167 stater, inkl. Iran – er iranere endog blevet henrettet på grund af homoseksualitet. Den af Irans påståede ’kulturrelativisme’ i dette spørgsmål afvises totalt af FN. Libyske oprørere holder fortsat 7000 anset for Gaddafi-tro i fangenskab FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har i en rapport opfordret Libyens nye magthavere til at sikre grundlæggende rettigheder for de omkr. 7000 libyere, angivelig det faldne Gaddafi-regimes støtter, der fortsat holdes i fangenskab. En del af dem er tilmed blevet mishandlet eller torteret. ”Jeg har tiltro til, at det nye regime, Overgangsrådet, vil opbygge et samfund baseret på menneskerettighederne, men meget står tilbage, herunder at få løsladt en del uskyldige”, hedder det.

Første FN-rapport om jordklodens ressourcer En fjerdedel af Jordens landarealer befinder sig i en dårlig, nedbrudt tilstand, fremgår det af en rapport fra FAO, FN’s særorganisation for levnedsmidler og landbrug. Landmænd over hele verden må fremstille 70 pct. mere i årene frem til 2050, hvis Jordens til den tid ni milliarder mennesker skal kunne brødfødes. Rapporten, som blev forelagt delegaterne til den internationale klimaforandringskonference i Durban, koblede de negative virkninger af CO2udledningerne sammen med rigtig dårlige dyrkningsmetoder i mange landes landbrug sammen. Borte er optimismen fra ”den grønne revolution”, som i årene 1961-2009 muliggjorde en stigning af Jordens dyrkede areal med 12 pct. og stigning i fødevareproduktiviteten med hele 150 pct. (UN Photo/ Lucien Rajaonina

Millioner sulter i Afghanistan Op mod tre mio. mennesker i Afghanistan må imødese hungersnød, underernæring og sygdomme efter at en voldsom tørke har ødelagt afgrøder, og en særlig streng vinter har afskåret adgang til livsvigtige leverancer af fødevarer, fremgår det af rapporter fra organisationerne Oxfam og Red Barnet.

Fødevarepriserne er steget til det dobbelte sammenlignet med sidste år. (UN Photo/ Muzafar Ali)

40 pct. af Østtimors befolkning lever i yderste fattigdom Trods en mærkbar økonomisk fremgang lever 40 pct. af indbyggerne i republikken Østtimor, tidl. portugisisk koloni, på et eksistens minimum, fremgår det af rapport fra FN’s særlige rapportør om fattigdom og menneskerettigheder, Magdalena Sepulveda. Hun er ikke enig i den måde, på hvilken den lille, unge stat i Sydøstasien har sammensat sin finanslov på $1,8 mia.: Nemlig ved at afsætte 6,3 pct. til undervisning, mindre end tre pct. til sundhedssektoren og én pct. til landbruget, mens 50 pct. går til infrastruktur.

BØGER

anmeldt af Henrik Døcker

Dansk journalist med afghanske rødder om Afghanistans morads Nagieb Khaja: Historien, der ikke bliver fortalt, 356 sider, Gyldendal Der skal mere end almindelig mod og mandshjerte til at afdække alt det, journalist Nagieb Khaja bringer frem i denne bog.

Med afghanske forældre, der kom hertil i 1970’erne, og med beherskelse af et af de lokale afghanske sprog fik han som journalist mulighed for at tage på udbytterige rejser ind i ”fjendeland”, dér hvor Taliban huserer.

Bogens titel afspejler i en meget kort version det kaos, den umoral, den uforudsigelighed, der præger Afghanistan.

Khaja møder mange forskellige folk under nogle rejser ind i farefyldte områder, og det kan knibe for læseren at følge dem alle – også til deres respektive indsatsområder. Så meget mere som der ikke er et eneste foto eller geografisk kort i bogen.

Begge kunne have lettet forståelsen noget. Vi har hørt om Kandahar og Helmand, men nok ikke om Korengal-dalen, Sangar eller Torkham osv. Det er et vanvittig spændende nærbillede forf. præsenterer læserne for, samtaler med dristige afghanske journalister, som – ligesom Khaja selv – vover sig ind i meget usikre områder, hvor det er svært at skelne ven fra fjende, beskrivelser af hvad ’en gennemsnitlig’ afghaner i det hele taget mener om alle disse vesterlændinge, der ’rumsterer’ rundt i deres land. Mange af dem, der er analfabeter, kan overhovedet ikke se noget godt i dét!

De ofte kaotiske tilstande bevirker, at mistilliden til ’de fremmede’ (ofte for nemheds skyld kaldet amerikanere, uanset deres nationalitet i øvrigt), har vokset sig fast hos mange. Det er berettet før, at nogle af de afghanske klaner kan finde på at skifte side i borgerkrigen, penge spiller en stor rolle. Ved den knap eksisterende nordlige grænse mellem Pakistan og Afghanistan krydser kæmpestore lastbiler uden nogen som helst kontrol: De fleste af lastbilchaufførerne tilhører samme klan som grænsevagterne. Når en grænsevagt endelig stanser en lastbil hedder det: ”Giv mig 50 afghani, eller jeg undersøger din bil!”

Ligefrem dramatisk bliver det, da Khaja tilbageholdes i et af de usikre områder, han har begivet sig ind i. Tilsyneladende opfattes han som potentielt bytte for indtil flere forskellige klaner eller grupper. Det bliver ved truslerne, men det er svært for læseren helt at gennemskue, hvor farligt det egentlig har været. Om det var noget politisk eller ’blot’ nogle halvkriminelle, som ville bortføre ham for løsepenge? Forf. lufter nogen frustration over, at hjemlige tv-medier eller den skrevne presse ikke rigtig viste iver for at bringe hans beretninger, da han kom hjem.

Endnu mere ærgrer det ham, at danske fjernsynsstationer ikke var interesserede i at bruge hans informationer om civile tabstal fra Afghanistan, noget han havde sat sin sikkerhed på spil for at få. Wikileaks fremkom så senere med disse oplysninger.

Ergo skal helst store internationale medier være kilde til sådanne vigtige tal, ikke en vovehals af en dansk-afghansk journalist. Ligeså faldt hans historier om civile afghanere, der ved fejltagelser blev ofre for fjendtlighederne, på klippegrund. Han konkluderer, at kun fem pct. af den afghanske befolkning har fået det bedre som følge af de udenlandske troppers tilstedeværelse.

Bjøl i udvalg – gennem 73 år Erling Bjøl: I min tid – Artikler og tilbageblik 1938-2011, 388 sider, Politikens Forlag Så er han på banen igen, den ukuelige, nu 92-årige skrivekugle, professor emeritus Erling Bjøl! Han har vendt bunkerne og omhyggelig udvalgt en lang række artikler, hvis indhold stort set ikke har indgået i hans andre bøger, herunder hans erindringer i to bind. Nærv. anmelder er fascineret af tidsspandet fra 1938-2011, akkurat så længe som han (dvs: jeg) har levet.

Det er blevet til omkr. 80 indslag, opført i kronologisk orden med årstal og vedføjet korte forklarende bemærkninger ind imellem, overvejende stof af såkaldt ’blivende værdi’. Bjøl var kort efter FN’s oprettelse FN-korrespondent til Danmarks Radio, og i bogen her gengives en længere artikel, såmænd bragt i ugebladet Hjemmet, hvor begrebet ulandsbistand introduceres for danske læsere – FN kaldes i denne forbindelse ’udvekslingscentral’ for hele verden, og bistanden betegnes (og det holdt sig i øvrigt i en årrække) som tekniske hjælpeprogrammer. Halvdelen af jordens befolkning kan hverken læse eller skrive, anfører Bjøl i 1951. (I dag er det nok kun omkr. en tiendedel, der er analfabeter).

Bjøls karriere er ikke helt almindelig: Først 25 år som journalist, mest rejsende og i det væsentlige for Information og Politiken, derefter i 20 år professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, ind imellem mag.art. og forfatter til talrige bøger om nutidshistoriske emner. Trods et stærkt synshandicap siden 1990’erne magter Bjøl, bl.a. gennem lydbøger stadig at holde sig vældig godt orienteret. Den seneste artikel gengivet i bogen stammer fra Politiken juni 2011. Enkelte steder virker bogen lidt indforstået, og kun læsere med en del år og læsning på bagen er helt med: fx når Tillge-Rasmussen omtales; han var en højt skattet Politiken-udenrigskorrespondent (akkurat som Bjøl blev senere), som siden udnævntes til chefredaktør, hvad han slap vældig dårligt fra. Andre værdsatte Politiken-medarbejdere, som John Danstrup og Bjøl selv var kloge nok til at afslå et sådant tilbud.

Der er tale om tids- og situationsbilleder, som måske mere har kuriøs end egentlig leksikal værdi – men det hele skal læses i lyset af, at Bjøl har skrevet så meget andet om en del emner, end gengivet i bogen her, og at han tydeligvis har gjort en stor indsats for, at der er meget lidt overlapning. Blot et enkelt eksempel på en meget velturneret artikel - den om udviklingen i Chile under Salvador Allende, der førte til præsidentens død i

hans eget præsidentpalads under Pinochets kup i 1973. Her viser Bjøl til fulde sine analytiske evner i en beskrivelse af de elendige sociale tilstande, der udgjorde en del af baggrunden for kuppet. Der er personlige erindringsglimt, storpolitik, fokus på enkelte lande eller fint indlevede indtryk fra diverse byer, store historiske tilbageblik og meget andet. Velskrevet, detaljerigt, men aldrig kedeligt.

Elementært elendighedsportræt af Afrika Afrikas vej – Fra bistand til velstand? Ved Sven Riskær, Poul Schultz, Jørgen Dan Jensen & Mathias Gredal Nørvig, 182 sider, Handelshøjskolens Forlag To tidligere udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft, har givet denne bog gode ord med på vejen og forfatterne ret i, at der er grund til optimisme, hvad angår Afrika. Det findes der efter denne anmelders mening kun et begrænset belæg for i bogens tekst. Under alle omstændigheder hviler optimismen et pænt stykke af vejen på Industrialiseringsfonden for Udviklingslandenes (IFU’s) erfaringer – og det er jo kun en del af helheden.

Sagen er, som det tydeligt fremgår af bogen, at Afrikas befolkning hører til verdens fattigste: Ca. 40 pct. af den lever for under én dollars om dagen, hvor det til sammenligning kun er omkring ti pct. i Asien. Forfatterne, tidl. IFU-direktør Sven Riskær, tidl. IFU-vicedirektør Dan Jensen, lektor Poul Schultz, Handelshøjskolen (CBS) København, og konsulent Mathias Nørvig, har været aktivt engageret i diverse lande i dette Afrika, som de altså aner en lysere fremtid for, selv om det er få danske virksomheder, der har direkte succeshistorier at fremvise. Hvis man ikke skulle have bemærket det, så er Afrika altså ligefrem ”ekseptionelt rig på ressourcer”, som bogen bemærker. Jovist, én og anden erindrer sig diamanterne (som ind imellem finansierer de uhyggelige, blodige borgerkrige), Congos kobber, Libyens og Nigerias olie osv. En del lande syd for Sahara (jeg foretrækker dette udtryk frem for bogens ”Sub Sahara lande”) har udvist imponerende vækstrater, fra under to pct. om året i 1990’erne til fire pct. i perioden 20002006 – og op til 6,5 pct. i 2007.

Forfatterne erkender, at selv de danske virksomheder, der har haft et langvarigt engagement i Afrika (fx i form af joint venture (et begreb, der ikke tydeligt defineres i bogen, selv om det er en meget benyttet forretningsform af IFU) har været konfronteret med voldsomme udfordringer (læs: vanskeligheder) – selv tilsyneladende velgennemtænkte samarbejdsprojekter er strandet. En meget stor opgave består i at oplære og motivere afrikanerne. Indtil nu har også kun relativt få danske virksomheder etableret egen produktionsvirksomhed i Afrika. Det skyldes bl.a. mangel på infrastruktur i mange lande, hvad der fører til ”logistisk afsondrethed fra de globale markeder”, som bogen udtrykker det. Bogen er forsynet med en række kort til illustration af forskellige udviklingsaspekter i de enkelte afrikanske lande og bringer tillige en række erhvervshistorier. Her er den om Fan Milk i Vestafrika én af de mere iøjnespringende. Nærv. anmelder har selv set de uniformerede, cyklende mælke-, is- og yoghurt-sælgere i funktion i Togo. Virksomheden, der har hovedkvarter i Aalborg, begyndte så tidligt som i 1961, men måtte i 1980 finansielt rekonstrueres, hvilket skete,

da IFU indtrådte som aktionær. Succesen kan aflæses ved, at firmaet nu har fabrikker i fire lande og distributionsselskaber i fire andre. Bogens mange konstateringer af Afrikas mangler – på vand, på penge, på demokratiforståelse etc. og overflod af analfabeter, korruption og dårlig lokal administration – kan virke lidt trættende: Det er velkendt stof. Bogen fremstår på én gang som en advarsel om de uendelige problemer, Afrika byder på, hvad der måske lettest kan sammenfattes ved ordet kulturkløft, og så en påmindelse om Afrikas store potentiale – fx skønnes kun 25 pct. af kontinentets dyrkbare jord at være udnyttet, mens kun ti pct. af denne jord er overrislet, samtidig med at gødning er overordentlig lidt anvendt. Det synes klart, IFU gerne ser flere danske firmaer ”vove pelsen”. Men man skal altså som firma have et godt økonomisk rygstød og brede ledelseserfaringer.

En amerikansk præsidentrådgivers erindringer Ted Sorensen: Præsidentens mand, 599 sider, Gads forlag Flere af Ted Sorensens tidligere bøger er oversat til dansk, men denne store bog samler det hele op og giver ligesom en syntese af denne dygtige, arbejdsomme jurists lange liv som præsidentrådgiver, og da særlig John F. Kennedys. Sorensens danske oldefar udvandrede i slutningen af det 19. årh. til USA, deraf det dansk-klingende efternavn. Forfatteren døde i en alder af 82 år i 2010 kort efter udgivelsen af den danske udgave. Sorensen virkede som Kennedys rådgiver fra 1953 til dennes død for morderhånd i 1963. Noget over halvdelen af bogen er helliget disse intense år. De var overordentlig handlings- og arbejdsmættede, så det er der ikke noget mærkeligt i – Ted Sorensen ofrede sig i ordets egentligste forstand for Kennedy, han var nærmest både pr-agent, privatsekretær og spindoktor for ham – eksempelvis fik han som led i Kennedys valgkampagne opbygget et kartotek over indflydelsesrige medlemmer af Det Demokratiske Parti, som der gik frasagn om over hele USA: det var nemlig på 30.000 personer, som alle fik julekort! Et spændende, men meget opslidende liv fik denne Sorensen. Men selv om han færdedes blandt Amerikas mægtigste mænd, var der tilsyneladende meget lidt tid eller lejlighed til at nyde livet – han nød således spiritus første gang i en alder af 28 år. Kennedy var ikke bleg for at hæve den moralske pegefinger, og Sorensen minder om den mest berømte sætning i præsidentens tiltrædelsestale i 1961: ”Spørg ikke, hvad jeres land kan gøre for jer; spørg, hvad I kan gøre for jeres land”. En del plads bruges naturligt på Cuba-krisen i 1962, de sidste 50 års måske farligste situation for verdensfreden. Som præsidentiel taleskriver havde Sorensen stor indflydelse og medvirkede til at Kennedy valgte at iværksætte blokade mod de sovjetiske skibe, der var på vej til Cuba med våben og ammunition til de raketaffyringsramper, der på så truende vis pegede mod USA. Der var ellers nok af ledende amerikanske officerer, som ivrede for et angreb mod Cuba – en løsning, der ville have udløst et atomart ragnarok. Siden skulle Sorensen også blive rådgiver for John F. Kennedys bror, Robert (der blev myrdet i 1968). Senere vendte han tilbage til advokatvirksomhed, men fortsatte med at være rådgiver for flere landes regeringer institutioner og virksomheder.

En velskrevet bog, som udvider ens viden om USA og vidner om en person med stort menneskeligt og politisk vingefang.■

Fordi vi tror på et globalt ansvar

Er du det ikke allerede, så husk, du kan blive medlemog støtte vores arbejde.

Læs mere på www.fnforbundet.dk/bliv-medlem