GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 4 MAJ 2011
Med fokus på Danmark og menneskerettighederne Humanitær intervention: Skal – skal ikke?
REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/Oliver Chassot ISSN: 1903-8623
Det handler om mennesker
GLOBAL udkommer næste gang: 30. juni 2011 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.
FN er staternes sammenslutning og samarbejde, men har aldrig kun handlet om staterne og deres snævre interesser. Et hovedformål for FN har fra starten været at varetage befolkningernes interesser – kollektivt og individuelt. FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden. Forbundets rødder går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.
GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FNorientering til FN-bladet til FNforbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.
I dette nummer af Global er to emner i fokus. Det ene er det ”eftersyn”, som FN‟s Menneskerettighedsråd gennemfører af Danmarks overholdelse af menneskerettighederne. Det andet handler om ”Ansvaret for at beskytte”, en FNdoktrin som aktionen i Libyen i høj grad er begrundet i. Den 2. maj var der høring i Geneve i Menneskerettighedsrådet. Her fremlagde Danmark sin rapport om overholdelse af menneskerettighederne, og der blev stillet spørgsmål fra de øvrige medlemslande i Rådet og også mange andre lande, herunder flere nabolande. Denne ”lidt latterlige forestilling” (citat fra Jyllandsposten leder 10/5) affødte 133 anbefalinger til Danmark. Sammen med ngo-rapporten og den nylige sag om overtrædelse af konventionen om borgerskab til statsløse, viser det, at der faktisk er noget at diskutere. Desværre er citatet fra Jyllandsposten symptomatisk. Der har bredt sig en holdning om, at Danmark er et udpræget foregangsland, og kritik alene skyldes uvidenhed verden over. Lidt ydmyghed hos både regering og meningsdannere ville være klædelig – hvis Danmark lukker ørene for andre, så andre lukker andre også ørene for Danmark. Som både den danske ngo-rapport og statsløsesagen har vist, er der noget at komme efter; og FN-forbundets forslag om at få skabt et redskab til at sikre overholdelse af konventionerne er helt relevant.
FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar. Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@una.dk
Danmark gennemfører i øjeblikket militære aktioner i Libyen – sammen med andre og autoriseret af 10 ja-stemmer i FN‟s Sikkerhedsråd til resolution 1973. Formålet er at beskytte civilbefolkningen i den igangværende borgerkrig i Libyen – under henvisning til at FN har en pligt til at beskytte befolkninger, når en regering ikke kan eller vil. At der er opbakning til dette i Sikkerhedsrådet, må man glæde sig over som tilhænger af verdensorden. Forudsætningerne i doktrinen Responsibility to Protect, om indgreb i landes ellers interne forhold ved grove menneskeretskrænkelser, må siges at være opfyldt, hvilket også kom klart til udtryk på FN-forbundets konference 17. maj. Formålet med indgrebet, at beskytte civilbefolkningen, står klart. Rammerne for aktionens handlinger er imidlertid noget uklare. På den ene side opfordres der til at tilvejebringe våbenhvile og forhandlinger, på den anden side lægges der næsten op til regimeskift for at beskyttelsesaktionen kan lykkes. Hvis indsatsen i Libyen skal danne model for andre aktioner er det afgørende, at FN‟s medlemslande og opinionen verden over ikke bliver i tvivl om at der alene handles ud fra hensynet til civilbefolkningen. Eftermælet må ikke blive: ”Hov, det var dog en fiks måde at slippe af med Gadaffi på” Ole Olsen Formand for FN-forbundets Menneskerettighedsudvalg [2]
Indhold Nyt fra FN-forbundet
SIDE 4
Danmark og menneskerettighederne
SIDE 6
Skal – skal ikke? Fra ikke-interventionspolitik til ansvar for at beskytte
SIDE 8
Rapporter, udredninger, evalueringer
SIDE 11
Bøger
SIDE 12
[3]
Nyt fra FN-forbundet "Skiftende Folketing har i bred enighed underskrevet og ratificeret FN-konventionerne. Alligevel oplever vi nu, at folketingsmedlemmer sætter spørgsmålstegn ved Danmarks forpligtelser. Det viser, at der har udviklet sig en manglende respekt for FN‟s normgivende rolle omkring menneskerettigheder. Det er vigtigt, at der ikke kan rejses berettiget tvivl om, at Danmark er et ansvarligt medlem af FN. Ellers risikerer vi, at landene alene fokuserer på egne nationale interesser og afviser at tage medansvar for de fælles globale problemer via FN"
Jørgen Estrup, landsformand for FN-forbundet om danske politikeres holdning til Danmarks ’eksamen’ menneskerettigheder i starten af maj. Læs mere på de næste sider.
Danmark og FN’s princip om ”Responsibility to Protect” FN-forbundet og gruppen Parliamentarians for Global Action Denmark afholdt tirsdag den 17. maj 2011 en konference med titlen “Danmark og FN‟s princip om “Responsibility to Protect”: Hvordan varetager vi vores ansvar for at yde international beskyttelse?”
“I will say that the imperfect nature of our international system implies that we have legitimate fears that concepts can be misused for countries‟ personal agenda. However, this reality does not overshadow the tremendous possibilities that RtoP offers as a framework to push for political will and capacity for better protection of populations” Marion Arnoud Princippet om „Responsibility to Protect” har med sine kun 6 år på bagen stadig et stykke vej, før det kan karakteriseres som en norm i det internationale samfund. Og indtil begivenhederne i Libyen var det ikke noget, der fyldte meget i den folkelige bevidsthed. Men sådan er det ikke længere. Formålet med konferencen var at sikre Danmarks fortsatte opbakning bag princippet om ”Responsibility to Protect” (R2P); og selvom det stod klart, at der stadig er mange uafklarede aspekter af R2P, herunder spørgsmålet om forebyggelse, om ‟early warning systems‟ og etableringen af nationale kontaktpunkter, er det også klart, at den politiske opbakning var der – om end forsigtig. FN-forbundet er del af Den Internationale Koalition for R2P: Et globalt netværk af NGO‟er der arbejder for at fremme R2P på international, regionalt og sub-regionalt niveau
I panelet var:
www.responsibilitytoprotect.org
Martin Mennecke
Marion Arnoud, International Coalition for the Responsibility to Protect Udenrigsminister Lene Espersen
Anders Henriksen
Se billeder fra konferencen på:
www.fn-forbundet.dk
Tonny Brems Knudsen Bo Lidegaard, chefredaktør på Politiken Naser Khader Niels Helveg Petersen Jeppe Kofod Holger K.[4] Nielsen Dirigenter: Jørgen Estrup og Bente Nielsen
I samarbejde med TNT, FN-forbundet og Soroptimist International inviterer FN’s Fødevareprogram (WFP) til Walk the World søndag den 29. maj 2011 kl.11.00 i København, Kolding, Vejle, Århus og flere andre byer landet over. I alle 24 tidszoner verden over går folk på gaden for at stoppe sult den 29. maj. Gå med og vis din støtte for en god sag!
[5]
Danmark og menneskerettighederne Den 2. maj 2011 blev Danmark for første gang bedømt i FN‟s menneskerettighedsråd, der havde gennemgået menneskerettighedssituationen i Danmark. FN-forbundet tog i samarbejde med 9 andre rådsmedlemmer under Institut for menneskerettigheder i efteråret 2010 initiativ til en fælles ngo-rapport. Rapporten indeholder 35 punkters kritik af dansk praksis og lovgivning på menneskerettighedsområdet med tilhørende anbefalinger, alle vedrørende påviste eller truende brud på konventionsforpligtelser. Blandt FN-forbundets prioriteter var: -
Debatten om afskaffelse af racismeparagraffen Udvisning af asylsøgere til Grækenland Starthjælpen Vilkårene for handlede kvinder Anti-terror lovgivningen Opnåelse af opholdstilladelse Opnåelse af statsborgerskab.
Eksaminationen, som er Danmarks første af slagsen, fandt sted i FN's menneskerettighedsråd i Genève under det såkaldte Universal Periodic Review (UPR).
Under bedømmelsen blev der især lagt væk på Danmarks forhold til internationale konventioner, manglende beskyttelse af kvinder, der har været udsat for vold, manglende inklusion af etniske minoriteter i samfundslivet, børns rettigheder - herunder at Danmark ikke har en børneombudsmand, tortur samt hele spørgsmålet om flygtninge og indvandrere. Alt i alt blev det til 133 anbefalinger til Danmark fra FN‟s menneskerettighedsråd. Regeringen har udmeldt, at den ikke forventer at forholde sig til anbefalingerne før til september, hvad der er den absolut sidste frist.
UPR er en mekanisme under Menneskerettighedsrådet, der indebærer, at alle FNmedlemslande inden for en 4års periode skal have bedømt deres interne menneskerettighedssituation på baggrund af bl.a. en national rapport, der udarbejdes af Udenrigsministeriet selv og interessentrapporter, f.eks. fra ngo‟er.
Sådan vil UPR-processen forløbe:
Ultimo 2011:
FNs Menneskerettighedsråd vedtager endeligt UPR bedømmelsen af den danske rapport.
2011 – 2015:
Den danske regering planlægger og igangsætter initiativer, der sikrer, at UPR anbefalinger udmøntes evt. i samråd med relevante interessenter.
2011 – 2015:
Civilsamfund, Institut for Menneskerettigheder, specialister etc. søger dialog med regeringen om samarbejde omkring udmøntningen af UPR anbefalingerne.
2011 – 2015:
Civilsamfund, Institut for Menneskerettigheder, specialister etc. monitorerer udmøntningen af UPR-anbefalingerne.
2014 – 2015:
Høringsproces herunder oplysningskampagner om den anden nationale UPR rapport udarbejdet af regeringen.
2015:
Anden UPR bedømmelse af Danmark finder sted i arbejdsgruppen under Rådet og på baggrund af implementeringen af anbefalinger fra den første UPR bedømmelse af Danmark. Kilde: Institut for Menneskerettigheder
[6]
LÆS MERE: Den fælles ngo-rapport Danmarks nationale rapport Ngo’ernes kritik af den nationale rapport
NYTTIGE LINKS: www.menneskeret.dk www.upr-info.org
FN‟s Menneskerettighedsråd i Geneve
UN Photo/ Jean-Marc Ferré
FN-forbundet mener:
Danmark behøver ‘alarmsystem’ imod overtrædelse af menneskeretskonventioner FN's menneskeretskonventioner er på Danmarks vegne underskrevet og ratificeret af skiftende Folketing i bred enighed. Alligevel kan man nu opleve, at folketingsmedlemmer sætter spørgsmålstegn ved Danmarks forpligtelse til at efterleve de FN bestemmelser, som vi selv frivilligt har påtaget os. Danmark har i mere end 10 år overtrådt de krav på statsborgerskab, som statsløse unge har ifølge FN's konventioner om statsløse personers retsstilling og om børns rettigheder. Inden for en række andre konventioner har Danmark heller ikke levet op til sine forpligtelser, som det vil fremgå af den eksamination på menneskerettighedernes område, som Danmark skal op til mandag d. 2. maj i FN's Menneskerettighedsråd i Genève. FN-forbundet tager afstand fra, at en dansk FN-politik alene fokuserer på egne nationale interesser og afviser at tage medansvar for de fælles globale problemer via FN og andre multilaterale organisationer. Derfor mener FN-forbundet, at Regering og Folketing nu må skabe det redskab - det 'alarm- og overvågningssystem' som sikrer, at Danmark troværdigt og i praksis lever op til de konventioner, som Folketinget har tilsluttet sig i regi af FN, Europarådet og EU. Regeringens og Folketingets nuværende redskaber har klart vist sig utilstrækkelige. FN-forbundet foreslår derfor, at de af Danmark ratificerede eller tiltrådte konventioner kortlægges og registreres centralt, således at dansk opfølgning af påtagne forpligtelser kan dokumenteres og overvåges løbende. Dette indebærer, at ansvarlige myndigheder, Folketinget og offentligheden når som helst kan foretage en systematisk gennemgang af, om dansk lovgivning og administrativ praksis følger de principper og bestemmelser som Folketinget gennem ratifikation har tiltrådt. FN-forbundet anbefaler, at en sådant 'alarm- og overvågningssystem' udvikles og vedligeholdes af Institut for Menneskerettigheder, som er den af FN anerkendte nationale institution til fremme og sikring af Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Der bør ikke kunne rejses berettiget tvivl om, at Danmark er et ansvarligt medlem af FN - også hvad angår overholdelse af menneskerettighederne.
Udtalelsen blev vedtaget på FN-forbundets repræsentantskabsmøde den 30. april 2011 [7]
Skal - skal ikke? Fra ikke-interventionspolitik til ansvar for at beskytte Nogle refleksioner over interventioner før og nu. Kan man opstille brugbare kriterier for, hvornår de er berettigede?
stk.7.), er kendt til hudløshed. Og det er lige så vist, at dette kun gælder som en meget overordnet sandhed, og at det som med så mange juridiske regler (såvel i landes interne ret som i folkeretten) er noget, der kan dispenseres fra. Selvforsvar er en oplagt situation. Der har endog været tale om det berettigede i at føre en såkaldt ”præventiv krig”. Populært sagt: at gå til angreb på en fjende, før denne selv slog til.
Af Henrik Døcker Forestillingen om de konflikter, der skulle forebygges, da FN blev oprettet i 1945, var ganske anderledes end i dag. Man kendte naturligvis begrebet borgerkrige – verden havde både den spanske og den kinesiske i den umiddelbare fortid at reflektere over. Men for den nye verdensorganisation var det internationale krige, sådan ganske ‟traditionelt‟, om man må sige, der var fokus på. Det var dét, man skulle undgå. Det var dét, FN skulle være med til at forhindre.
I den ældre folkeret benyttedes udtrykket casus belli om en handling, der kunne udløse berettiget væbnet aktion fra en anden magts side. En sådan krigsudløsende handling var i nutiden f.eks. Egyptens spærring af Tiranstrædet i 1967, hvorved søvejen til Israels eneste havn i Eilat blev blokeret. Det førte til Seksdageskrigen, der som de øvrige mellemøstlige krige blev vundet af Israel.
Forbuddet mod at blande sig er tøet op
De fleste eksempler på udløsningen af en såkaldt retfærdig krig som følge af blot én eller et sæt af handlinger fra en modparts side er imidlertid omtvistede.
Vi kan hilse med glæde, at antallet af krige sådan land mod land (eller flere mod hinanden) har været sjældne siden 2. Verdenskrig. Men ufredelighed har der generelt været masser af. Og ikke så få væbnede interventioner. Dvs. en magts indsættelse af styrker i et andet land som led i en målrettet kommando-aktion, hvis formål ikke har været erobring af territorium. Et fænomen folkeretten har haft svært ved at forholde sig til. Behovet for at opbløde FN-pagtens tilsyneladende forbud mod enhver form for magtanvendelse, som anført i art. 2, stk. 4 er stærkt.
Selv om krigens folkeret under navn af humanitær folkeret i vore dage er et stort kapitel, så hersker der dog enorm uenighed mellem verdens ledende magter om hvad der er hvad. Når en række aktivister fra forskellige lande, bl.a. Tyrkiet, i 2010 satte kurs mod det israelsk besatte Gaza med nødhjælp og så blev bordet af israelsk militær, kunne den øvrige verden med undren konstatere, at både Tyrkiet og Israel talte om krænkelser af folkeretten – selv om Israels nedskydning af flere ombordværende skete i internationalt farvand.
Folkeretten har ’afskaffet’ begrebet krig Det hele bliver ikke lettere af at de folkeretskyndige i øvrigt nu om dage har afskaffet ordet ‟krig‟. Ingen magter, der har sat soldater ind i en intervention af den slags, der ikke tilsigter territoriale erobringer, bryder sig selvsagt ikke om at kunne kaldes aggressorer. De har grebet ind i en væbnet konflikt. Det være sig NATO‟s intervention i Kosovo i 1999, hvor Serbien blev udsat for angreb, eller den nuværende, hvor nogle NATO-magter har grebet ind i Libyen. Man har forsøgt sig med at kalde denne type for indgriben humanitær intervention. Såvel bombardementerne af mål i Serbien (for at redde kosovoalbanerne mod massenedslagtning), som de nuværende luftangreb på Libyens væbnede styrker og byer, der stadig er på oberst Gaddafis hænder, skal efter nutidig sprogbrug ses som beskyttelsesforanstaltninger.
Verdenspressens øjne hvilede på generalsekretær Ban Ki-moon og Sikkerhedsrådet under forhandlingerne, der til sidst førte til vedtagelsen af resolution 1973 (UN Photo/ Mark Garten)
At medlemsstaterne ikke må blande sig i, ”hvad der i det væsentlige hører under en anden stats jurisdiktion” (art. 2, [8]
Idealister vil gerne se interventionen i Libyen som udtryk for den nu fem år gamle folkeretsnorm, der hedder ansvaret for at beskytte (af de uhøjtidelige amerikanere – uanset det alvorlige emne – døbt ‟R2P‟). Det er FN‟s Sikkerhedsråd, som er designeret til at bære dette ansvar, eftersom dette råd i henhold til FN-pagten mere generelt har ansvaret for verdens fred og sikkerhed. I den aktuelle situation stemte ingen rådsmedlemmer (medlemsstater) imod, da resolutionen om Libyen-interventionen – med det formål at beskytte civilbefolkningen dér – skulle til afstemning.
re en bid af Tanzania, var der tale om kortere militæraktioner, som knap falder ind under interventionsbegrebet. Tyrkiets invasion af republikken Cypern i 1974 hentede et juridisk grundlag i London- og Zürich-aftalerne, som lå til grund for skabelsen af det selvstændige Cypern i 1960. Østatens græske befolkningsflertal havde i en periode foretaget mange drab på tyrk-cyprioter, og Tyrkiet – der sammen med Storbritannien og Grækenland havde folkeretlig status som såkaldte garantimagter – havde derfor ret til at sende militærstyrker til beskyttelse af tyrkcyprioterne. Ulykkeligvis var stridighederne mellem de to befolkningsgrupper på Cypern så dybtliggende, at NordCypern, overvejende beboet af tyrk-cyprioter, rev sig løs fra republikken. FN har i årevis deltaget i mæglingskonferencer med repræsentanter for henholdsvis Nord-Cyperns og Cyperns (dvs. Syd-Cyperns) regeringer med henblik på at ”lime” staten sammen igen, evt. få dannet en forbundsstat.
Ganske modsat Kosovo-interventionen, hvor Sikkerhedsrådet end ikke blev spurgt. Aktuelt har to stormagter, som bestemt ikke ynder indblanding i deres (og for den sags skyld andre landes) indre anliggender, Rusland og Kina, forholdt sig som passive tilskuere til dramaerne i Mellemøsten, herunder det farligste: Det i Libyen. Russerne ønsker selvklart ingen indblanding i det voldsramte Tjetjenien. Kina vogter nidkært over det religiøst-funderede Tibet.
Stater handler magtpolitisk – ikke ud fra følelser
Da nutidens folkeret for omkr. en snes år siden for alvor fik kriminaliseret begreberne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, nemlig ved at strafsanktionere dem ved straffetribunalerne for Rwanda og Eksjugoslavien og siden hen ved Den Internationale Straffedomstol, forestillede man sig antagelig overvejende en mere eller mindre forsvarsløs befolkning eller befolkningsgruppe som de typiske ofre for disse meget alvorlige forbrydelser. Når en kuet befolkning, som har måttet tåle årelange, grusomme menneskeretskrænkelser, går til oprør, er det en noget anden sag.
Denne store eksercits i nutidshistorien for at eksemplificere og perspektivere de gode humanitære tanker, der ligger bag Sikkerhedsrådets nyopfundne ansvar for at beskytte. Essensen af dette er, at rådet selv bestemmer, hvornår det ønsker at påtage sig dette ansvar, og at det ikke for alvor har udløst nogen interventionsret i andre lande under nærmere givne betingelser. Det diskuteredes for resten også da Myanmar i 2008 oplevede en frygtelig naturkatastrofe, en cyklon, der afskar tusinder af mennesker fra nødhjælp – mennesker, som det undertrykkende militærregime ikke ville tillade at modtage hjælp udefra. Men ingen magt påtvang det menneskefjendske styre hjælpen, da det kom til stykket.
Interventioner iværksat for at beskytte ens egne Tankerne om særlig streng straf for politisk inspirerede massemord var jo udsprunget af Nazi-Tysklands massemord på jøderne, alene fordi de var jøder. Det bliver straks lidt mere indviklet, hvis det internationale samfund skal kobles på i situationer, der har udviklet sig i form af en intern revolte. Det er jo enhver regerings pligt at sørge for intern ro og orden. For nu at nævne to europæiske områder, hvor de herskende stater har oplevet mange voldsomme, dvs. voldelige, væbnede, udfordringer, men dog aldrig har tabt besindelsen som Gaddafi: Nordirland og Baskerlandet i Spanien. Hvorfor ingen udenforstående magter kunne drømme om at skride ind.
Akkurat som retstilstanden i et givet land, den såkaldt gældende ret, for det meste ‟sættes‟ ved praksis og sædvaner – kun ind imellem gennem retsafgørelser, der igen beror på, at nogen har rejst sagen - ja så er spillet mellem
Modsat løb situationen til en vis grad løbsk f.eks. i Peru, hvor den venstreorienterede voldsorganisation Den Lysende Sti førte sig voldsomt frem, og regeringen under præsident Alberto Fujimori dræbte oprørere – hvad præsidenten siden hen har måttet bøde for: Han idømtes i 2009 25 år fængsel for tortur af og nedskydning af guerillaer. Men ingen fremmed magt intervenerede her. Når det er sket, som f.eks. da Vietnam i 1978-79 invaderede dele af Cambodja for at beskytte derboende vietnamesere mod det blodtørstige Pol Pot-regime, eller da Tanzania i 1979 greb ind mod Idi Amins brutale styre i Uganda, som havde forsøgt at erob-
Libyske flygtninge venter i kø på grænsen til Tunesien (UN Photo/ Alexis Duclos)
nationerne, den internationale politik, også afhængig af at nogen tager et initiativ, at nogen ”vover pelsen”, og at det lykkes, bl.a. fordi ingen sætter sig imod det. [9]
Også FN-delegerede for forskellige lande kan være besjælet af idealisme, men dybest set har stater ingen følelser, og generelt styres verden ikke af højbårne idealer, men af magtpolitik. Staters lyst til at intervenere i fremmede lande vil derfor sjældent være båret af de følelser, som besjæler fredens og frihedens venner, snarere af hvad der er muligt og nyttigt for de stater, der overhovedet vil rage andres kastanjer ud af ilden. Derfor har ingen stater f.eks. mobiliseret en indsatsstyrke til Zimbabwe eller Syrien.
Det var dog kun i forhold til Europa, at USA i lang tid holdt sig tilbage. Monroe-doktrinen legitimerede absolut, at USA ligesom ‟regerede‟ i de to verdensdele Nord- og Sydamerika. Der taltes om ”den store stoks politik”, hvorefter USA som en overmagt ‟holdt orden‟. Således intervenerede USA fx i Guatemala i 1954, da et venstreorienteret styre ville nationalisere amerikanske selskaber, ligesom det greb ind ”til forsvar for (nord)-amerikansk liv og ejendom” i Grenada i 1983 og i Den Dominikanske Republik i 1965. Det er almindeligt antaget, at USA stod bag og støttede det højreorienterede kup, der i 1973 styrtede og ombragte Chiles præsident Salvador Allende og banede vejen for Augusto Pinochets diktatur.
Man tør sige, at strømningerne i international politik har taget nye retninger, i hvert fald hvis man betragter det hele i et længere tidsperspektiv. Ikke mindst har USA sadlet om. I mellemkrigsårene var USA ligefrem præget af en isolationisme, placeret, som det var, mellem to verdenshave. Det var så magtfuldkomment, at det både videreførte en Monroe-doktrin (opkaldte efter præsident James Monroe, der formulerede doktrinen i 1823), som afviste enhver form for europæiske indblanding i sine forhold og eksponerede en ikke-indblandingspolitik i Europa.
Mens mange interventioner er blevet fordømt – med større eller mindre ret, begrædes de interventioner, der slet ikke rigtig blev til noget. Til sidstnævnte hører fuldbyrdelsen af gruvækkende folkedrab i Rwanda og BosnienHercegovina i 1990‟erne, selv om FN i begge tilfælde havde soldater dér. Det blev opfattet som en slags afbigt for FN‟s magtesløshed i begge disse tilfælde, at Sikkerhedsrådet siden nedsatte særlige straffetribunaler for de to lande.
Fra ikke-interventionspolitik til beskyttelsesintervention
Interventionen i Libyen er det første eksempel på en relativ hurtig intervention, beskyttelsesintervention, kunne man måske kalde den, med henblik på at forebygge udstrakte forbrydelser mod menneskeheden. Folkedrab er efter folkedrabskonventionen af 1948 udslettelse eller forsøg på udslettelse af bestemte folkegrupper på grund af deres afstamning, etniske oprindelse eller religiøse tilhørsforhold. Det er ikke tilfældet i Libyen. Nedskydning af civile i større omfang og over lang tid kan imidlertid falde ind under forbrydelser mod menneskeheden.
Mens verden, men måske mest Europa, således kunne betragte den blodige borgerkrig i Spanien (1936-39) med frygt og bæven, ikke mindst efter at Benito Mussolinis fascistiske Italien intervenerede på monarkisternes side i den, så hyldede de førende europæiske magter (såvel som USA) ikke-interventionspolitikken. USA havde ligefrem en neutralitetslov, der forbød USA at forsyne krigsførende med våben. Frankrig og Storbritannien drømte ikke om at intervenere i Tyskland, selv om Hitler på forskellig vis krænkede Versailles-traktaten (bl.a. gennem excessiv oprustning).
[10]
UN Photo/ Alexis Duclos
RAPPORTER,
UDREDNINGER,
EVALUERINGER
ved Henrik Døcker Irans kvaler med Afghanistan og Pakistan Hvordan ‟problemstaterne‟ i det muslimske Asien har det indbyrdes, er noget, antropologen Janne Bjerre Christensen søger at forklare i Strained Alliances: Irans troubles relations with Afghanistan and Pakistan, en 54 siders udredning fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Med den skepsis den øvrige verden betragter Iran, vakte det opsigt, da verdenspressen i okt. 2010 kunne berette om en gigantisk pengesæk med euro-sedler, som den iranske ambassadør i Afghanistan havde overrakt den afghanske præsident Karzai. Men Afghanistan modtager også millioner af euro fra USA. Det iransk-afghanske forhold og de to lande i det hele taget har dybe fælleshistoriske rødder. Irans sydøstlige provinser er afhængige af vandet fra den afghanske flod Helmand. Dertil kommer der spørgsmålet om repatrieringen af millioner af afghanske flygtninge fra Iran. Tæt ved en mio. afghanere bor stadig i Iran. Under alle omstændigheder er det absolut i Irans interesse at styrke stabiliteten i Afghanistan. Hvad angår Pakistan, så er det afhængig af Irans gas- og oliereserver. (UN Photo/Eric Kanalstein)
Det officielle Danmarks politik over for skrøbelige stater Danmark vil i perioden 1910-15 opprioritere sin indsats i verdens såkaldt skrøbelige stater. Prioriteter og principper er beskrevet i 27-siders pjecen Fred og stabilisering, udgivet af Udenrigsministeriet. I denne forbindelse har man talt sig op til hele 43 af den type stater i verden af i dag. Omkr. 600 mio. mennesker er så uheldige at bo i de skrøbelige stater, dvs. dér hvor oprørsgrupper udfordrer statens autoritet, dér hvor almindelige samfundsfunktioner er fraværende. Lande som Somalia, Den Demokratiske Republik Congo og Afghanistan hører til de mest velkendte eksempler. De skiftende forhold, ikke mindst manglen på sikkerhed, vil nødvendiggøre mange hurtigt trufne, ind imellem improviserede, beslutninger. Men det er godt at have nogle grundlæggende principper, og som disse har Danmark formuleret: Tilpasning, samtænkning, risikovillighed og fokusering. I centrum af det hele står den langsigtede politiske proces, der i dag hedder: Statsopbygning. Samtænkningen vil ikke mindst blive søgt realiseret i forbindelse med FN‟s indsats gennem fredsbevarende styrker og u-landsbistand. (UN Photo/Marco Domino)
Foreløbig bedømmelse af burundiske flygtninge integration i Tanzania FN‟s flygtningehøjkommissær lancerede i 2008 et særligt initiativ for at finde frem til varige løsninger på langvarige flygtningesituationer. Danida‟s Evalueringsenhed påtog sig efter opfordring fra FN‟s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og i samarbejde med UNHCR, at evaluere hvordan opr. 160.000 burundere, der i 1972 flygtede til Tanzania, er faldet til i dette land. Gruppen, der i mellemtiden er vokset til 220.000 personer, fik i 2010 bevilget tanzaniansk statsborgerskab – efter at Tanzania i flere omgang havde strammet sin politik over for flygtninge. I 1993 kom det nemlig i Burundi til nye blodige sammenstød mellem tutsier og hutuer (akkurat som i Rwanda senere), hvilket resulterede i en ny flygtningebølge på 340.000 mennesker. 1972-flygtningene vil imidlertid først få papirer på deres nye statsborgerskab, når de er flyttet hen til deres nye lokalsamfund. UNHCR har spillet en aktiv rolle ved gennemførelsen af integrationsprocessen, herunder skaffet donorressourcer. Danida har udtalt sin anerkendelse af indsatsen, men finder, at det er for tidligt at kalde den en succes. Danida har peget på UNHCR‟s problemer med at decentralisere fra hovedkvarteret i Geneve og tillade flere beslutninger på regionalt plan. (UN Photo/Evan Schneider)
Fortsat stor ulighed i mange udviklingslande Ulighed, udviklingshjælp og udvikling var temaet på et seminar, blandt de mange Dansk Institut for Internationale Studier i København holdt i april. Budskaberne er i vidt omfang velkendte, selv om de kommer fra lærde universitetsfolk: Indkomsten pr. indbygger stiger fremdeles stærkere i de rige end i de fattige lande. Det stod såmænd i ’Verdensudviklingsrapporten’ (Human Development Report) fra 2010. Enhver kan jo konstruere disse sammenligninger, men lad os alligevel gengive den fra konferencepapiret: En person født i Niger kan forvente at leve 26 år færre, få ni år færre undervisning og have en købekraft, der er 53 gange lavere end en person født i Danmark. Mennesker syd for Sahara lider særlig under denne konstante fattigdom. Eksperterne synes dog at være bedre til at beskrive fattigdomssymptomerne end at finde veje ud af dem. Frem for alt forudsætter løsninger også målrettet indsats hos modtagere af bistanden. Meget sættes over styr, når den siddende præsident styrtes ved kup, sådan som det skete i Niger i 2009. Ellers hvis den demokratisk valgte præsident ikke kan komme til, fordi den hidtidige præsident ikke vil vige sædet – som det skete i år i Elfenbenskysten. (UN Photo/Rozberg) [11]
BØGER anmeldt af Henrik Døcker have deltaget i en aggression mod Irak uden sanktion i FN‟s Sikkerhedsråd. Det anføres i bogen, at folkeretten ikke har grundlovskraft, hvormed det antydes, at Danmarks grundlov – i hvert fald i en tænkt situation – kan tilsidesætte en dansk folkeretlig forpligtelse. Læseren tilføjes intet nyt ved at lade en højesteretsdommer resumere dommen!
Fornemt værk om 350-års jubilaren: Højesteret Højesteret – 350 år, redigeret af Per Magid, Torben Melchior, Jon Stokholm & Ditlev Tamm, 477 sider, Gyldendal
Hvis man betragter Højesteret som en slags elysium for retfærdighed, så er det da interessant at få oplyst, at retten i hele perioden 1674-1856 ligefrem havde forbud mod at begrunde sine domme, og at den først i 1936 fik pligt til at oplyse om dissenser. Højesteret giver dog i dag ikke særlig fyldige begrundelser, såkaldte præmisser, i sine domme. Det forklares af højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen med, at retten gerne vil udforme det faktiske og det juridiske i en sag så klart og koncist som muligt.
Danmark Højesteret er én af verdens ældste, netop fyldt 350 år, så det er rimeligt, at jubilaren får noget i retning af et festskrift i den anledning. Flere af forfatterne er højesteretsdommere, så det festlige i positiv henseende er sikret. Med den koncentration af viden og magt, som en højesteret er udtryk for, er det under alle omstændigheder en udfordring at forsøge sig med kritik. Dog har Højesterets dommere måttet finde sig i heftige protester mod deres fede bijobs og i, at der er blevet lagt et loft over, hvor meget den enkelte dommer må tjene ekstra.
Hun refererer dog – i modsætning hertil – praksis hos Norges Højesteret, hvis domme redegør for dommernes overvejelser, inden dommen fældes, og som derfor skulle give en bedre forståelse, hvorfor en sag falder ud på en bestemt måde. Læseren efterlades efter hendes mening snarere i unødig tvivl om, hvad retstilstanden er på det pågældende område. De udførlige præmisser fra fx Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der ofte giver en glimrende beskrivelse af den europæiske menneskeretstilstand på et bestemt retsområde, nævnes ikke. Uden citerede eksempler på det ene og det andet er den forudsætningsløse læser lige klog (eller dum).
Strengt taget vedrører det ikke Højesteret som sådan, hvad dommerne laver i deres fritid, og bogen, stor og flot og med adskillige farvefotos, strejfer kun det med, at nogle af dem ”varetager forskellige offentlige opgaver af generel betydning for retsplejen og domstolene”, som det udtrykkes af én af forfatter-dommerne. De sidder i en række nævn og råd, og de er opmænd i voldgiftsretter. Det er dette sidste, som i nogle tilfælde har indbragt enkelte dommere mere pr. år end deres løn.
Megen lærdom er samlet i denne bog. Men lidt mere udefrakommende, kritisk analyse af Højesterets domme havde været livgivende.
Et nyt og bedre Latinamerika
Professor Ditlev Tamm gør i bogen opmærksom på, at Enevældens højesteret på ingen måde var uafhængig, men reelt styredes af kongen og altså var en del af den udøvende magt. Den kunne heller ikke tage stilling til spørgsmål om forholdet mellem borgerne og det offentlige. Først med junigrundloven af 1849 (den nugældende grundlov) blev det muligt at fælde domme vedrørende forvaltningsretlige konflikter, dvs. omgøre den udøvende magts beslutninger..
Niels Boel & Finn Rasmussen: Det nye Latinamerika, 192 sider, Columbus Det er fin og gennemarbejdet bog, cand. mag. Niels Boel og mag. art. Finn Rasmussen har begået om Latinamerika. Det ”nye” ved verdensdelen består bl.a. i dens frigørelse af USA og en øget velstand. Mens 48 pct. af befolkningen i 1998 henregnedes til de fattige, var det i 2009 kun 34,1 pct. Det er dog stadig sådan, at der er grotesk store forskelle mellem rig og fattig. Afstanden mellem de 10 pct. rigeste og de 10 pct. fattigste er 50 til 1. (Til sammenligning er afstanden 10 til 1 i Spanien og 6 til 1 i Norge).
Det er også Tamm, der i et kapitel om Danmarks højesteret og andre højesteretter beretter om en række lande, der har forfatningsdomstole, altså organer, som er særlig skikket til at løse retskonflikter, der inddrager enkelte landes grundlove. Der er mest behov for forfatningsdomstole i forbundsstater, mener han og tilføjer, at han vanskeligt kan forestille sig sådan én i Danmark. Det er der dog andre højt placerede jurister, der synes – med Højesterets afvisning af Irak-sagen in mente. Den selvretfærdige tone, ja nærmest ”vi-alene-vide”-holdning er påfaldende. Som nu den måde, hvorpå bogen omtaler den sag, der af en gruppe danskere søgtes anlagt mod Danmark for at [12]
Det ”nære”, men også betændte forhold til USA illustreres iflg. bogen af, at USA har væltet eller undermineret over 40 latinamerikansk regeringer i det 20. århundrede. Det i Guatemala i 1954 huskes af mange, det var motiveret af frygt for at den mellemamerikanske republik var kommet under sovjetisk indflydelse. Det skulle hænge sammen med supermagtens stadig øgede investeringer i verdensdelen (fra 1897-1914 eksempelvis fra 38 mio. $ til 366 mio. $).
fast både som forfatter til rejseskildringer og som skønlitterær forfatter, og har modtaget en del priser. Man tør sige, at han ikke har sparet sig selv, han har døjet mange afsavn, følt både kulde og sult de særeste steder på kloden. Men han har sandelig også hentet indtryk fra steder, hvor få andre frivilligt ville begive sig hen, til stadighed drevet af sympati med de dårligt stillede. Som fx hos folk i byen Sumgait tæt ved Aserbajdsjans hovedstad Baku. Her stødte han på azerier (aserbajdsjanere) fra det armensk besatte Nagorno-Karabakh, som siden 1994 har levet her under usle forhold. Og som såmænd har modtaget mest hjælp fra Dansk Flygtningehjælp.
Bogen har rigtig mange væsentlige informationer med, såvel historiske som økonomisk/politiske. Men beskrivelsen af USA‟s opgør med det venstreorienterede sandiniststyre i Nicaragua, hvorunder støtten til de oprørske såkaldte contraer spillede en væsentlig rolle, er for kortfattet gengivet. Men vi får god besked med Argentinas vældige økonomiske nedtur, verdens største statsbankerot i 2001, og så den hestekur, som en halv snes år senere bragte væksten i dette land op på ni pct.
Han er også en tur i Abkhasien, en del af Georgien, som siden 2008 har været anerkendt af Rusland og Nicaragua som selvstændig stat. Jensens beretning fra 1998 konstaterer, at abkhasierne er et mindretal i deres egen ‟stat‟, hvilket hænger sammen med den kortvarige krig mellem Abkhasien og Georgien efter Sovjetunionens sammenbrud. Befolkningssammensætningen har muligvis ikke ændret sig væsentligt, siden Jensen var der. Men iflg. andre kilder bor der i dag ca. 300.000 mennesker (i 1989: 525.000), rigtig mange af de opr. 90.000 abkhasiere flygtede i 1990‟erne. Men om de nu er kommet tilbage, er uvist.
Det er bestemt ikke noget glansbillede, der tegnes af Latinamerika: Det er således den mest voldelige verdensdel i verden. Men Colombia bærer prisen, som det værste af alle staterne: 60 for hver 100.000 indbyggere omkommer hvert år ved en voldelig død (i Danmark er det én pr. 100.000 indb.) Fremgang er der dog sket inden for emnet befolkningspolitik: I Bolivia får gennemsnitskvinden i dag 2,7 børn mod 7,8 for 20 år siden.
Under alle omstændigheder lider en sådan bog ved, at den blot genoptrykker gamle artikler og ikke på noget punkt fører dem à jour. Det betyder dog kun noget for nogle få af hans kapitler. Generelt har mange af forf.s observationer passende tidløshed til, at de også kan gouteres mange år efter. Det gælder eksempelvis hans gribende fortælling om den bosniske mor, der mistede sine børn under den barbariske borgerkrig i nærheden af byen Mostar (med den berømte bro). Det gælder andre øjebliksbilleder far Cambodja og Afghanistan. Til sidst politiserer han også. Generelt giver han et interessant supplement til dagblade og andre bøger om denne verdens nuværende viderværdighed. ■
Politisk samarbejde mellem de latinamerikanske lande har fået et nyt forum i Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR), som bl.a. har medvirket til at forlige stridende parter i Bolivia forud for vedtagelsen af en ny grundlov for landet. USA spiller stadig en stor rolle, således ved støtte til narkobekæmpelse – Colombia har f.eks. fået 30 mia. kr. hertil gennem de sidste ti år. Bogen har mange gode skemaer, oversigter og grafer, mens fotomaterialet virker lidt tilfældigt og fx ikke giver portræt af én eneste siddende præsident. P.S. Der tales i bogen om ‟Den internationale krigsforbryderdomstol‟ i Rom. Det må være Den Internationale Straffedomstol i Haag, der sigtes til (dens statut blev undertegnet i Rom).
En blandet landhandel fra Carsten Jensen Carsten Jensen. Ud – Opdagelsesrejser 1978-2010, 536 sider, Gyldendal Om svært rejselystne sagde man tidligere, at de havde ”bisselæder i støvlerne”. En sådan type er Carsten Jensen, der har omkring en snes bøger bag sig. I denne store bog har han samlet en mængde rejseartikler fra et lettere omtumlet liv. Den oprindelige litteraturmagister (mag. art.) har slået sit navn [13]
Fordi vi tror på et globalt ansvar Er du det ikke allerede, så husk, du kan blive medlem og støtte vores arbejde
Læs mere på http://www.fnforbundet.dk/bliv-medlem [14]