GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 1 FEBRUAR 2012

FOKUS PÅ Bæredygtig Udvikling og Rio+20 + anmeldelse af Carsten Staurs Den Globale Udfordring

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ Ryan Brown ISSN: 2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: Marts 2012 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da

Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@fnforbundet.dk

Tiden er ikke på vores side “Time is of the essence”. Sådan indledte tidligere klimaminister Connie Hedegård, FN’s klimakonference i 2009. Tiden er knap, men to år er gået, siden COP15 fejlede i at nå sit mål. Dermed har vi mistet to år i forhold til at finde globale løsninger på globale problemer.

Til sommer er der dog mulighed for at rette lidt op på regeringernes uvilje til konstruktiv handling. Hvor COP15’s fokus var på klima, så vil FN’s Bæredygtighedskonference, Rio+20, samle alle dele: miljø, udvikling, økonomi, sociale spørgsmål mv. Men viljen til forandring kommer ikke af sig selv. Det var svært nok for 20 år siden, hvor landene mødtes i Rio til FN’s konference om miljø og udvikling, UNCED. Dengang var der en helt anden optimisme: den kolde krig var netop slut, og verdensøkonomien stod ikke ved afgrundens rand.

Nu er landene mere pressede, og indenrigspolitiske hensyn spiller en større rolle i forhold til, hvor langt landene vil være villige til at gå med hensyn til bindende, internationale forpligtelser. Tidens debat i Danmark om betalingsring/ trængselsafgift viser, hvor trange kår konstruktive, langsigtede forslag har i forhold til kortsigtet privatøkonomi og politiske genvælgelseshensyn. Global forandring er nødvendig, og den starter lokalt med personlige og samfundsmæssige vaneændringer.

Dette nummer udkommer samtidig med, at rapporten fra FN’s generalsekretærs bæredygtighedspanel er offentliggjort. Et panel, der rummer medlemmer som EU’s klimakommissær Connie Hedegaard og Norges Gro Harlem Brundtland, hvilket blandt andet har sikret kontinuiteten fra Brundlandkommissionens rapport i 1987, til dagens aktuelle udfordringer. Rapporten rummer 56 anbefalinger, der blandt andet lægger vægt på inklusiv vækst og øget social lighed.

I dette nummer af GLOBAL bringer vi tre bidrag til debatten: Camilla og Kim Carstensen kommenterer det aktuelle forhandlingspapir på baggrund af glæden og forventningsfuldheden i 1992; Kirsten Hjørnholm Sørensen fokuserer på det vigtige tema fødevaresikkerhed og landbrug; og Niels Johan JuhlNielsen sætter fingeren på det lokalt forankrede helhedsperspektiv. De næste måneder vil disse og andre bidrag være med til at forme Danmarks indsats i processen – en indsats, der er særligt vigtig i kraft af Danmarks rolle som formand for EU. Vi ønsker de danske navigatører held og lykke med, at krydse gennem oprørte nationale og internationale vande – og som civilsamfund insisterer vi på, at låne jer vores søkort og positionspapirer, så vi alle kan komme sikkert i havn!

Torleif Jonasson Generalsekretær 2

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

Krudttønden Kashmir

SIDE 5

Grøn økonomi? Stærkere globale institutioner?

SIDE 7

Rio+20 bliver kampplads om fremtidens landbrug

SIDE 9

Tænk globalt, handl lokalt

SIDE 10

Internationalt overblik

SIDE 13

Bøger

SIDE 14

3

Nyt fra FN-forbundet Vand er én af vores mest dyrebare ressourcer. For os, der har det, er det nemt at tage for givet. Forandringer begynder derhjemme—dråbe for dråbe.

Vær med til at skabe opmærksomhed og inspirere andre til at passe bedre på vores vand. Deltag i UNRIC’s konkurrence, som du kan læse meget mere om her

www.dropbydrop.eu

På vej mod Rio+20 - hvordan sikrer vi en bæredygtig fremtid?

I juni 2012 afholdes årets største FNkonference, konferencen for bæredygtig udvikling, også kaldet Rio+20.

I den anledning har FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, udpeget et højniveau -panel, der har udarbejdet en rapport med anbefalinger til konferencen.

Blandt deltagerne i panelet og medforfatter til rapporten er EU’s klimakommissær Connie Hedegaard.

Derfor har vi i FN-forbundet i samarbejde med Europa-Kommissionen inviteret jer medlemmer med, når højniveau-panelets rapport præsenteres i København mandag den 6. februar 2012. Connie Hedegaard og udviklingsminister Christian Friis Bach taler, og Poul Smidt styrer debatten med opponenter fra hhv. videnskaben, civilsamfundet, erhvervslivet og kommunerne.

Fristen for tilmelding er desværre overskredet, men vi glæder os til at se jer, der har meldt sig til.

FYRAFTENSMØDE:

Burma - på vej fra militærdiktatur til demokratisering?

Efter knap 50 års militærdiktatur har Burma fået en civil regering, og der er tegn på demokratisering, men også tvivl om, hvor langt regeringen kan og vil gå i den retning.

Mandag den 6. februar 2012 kl. 17 – 19 FN-forbundets sekretariat St. Kongensgade 36, 4. th 1264 København K

Vi får besøg af Annette Berentzen, der er international konsulent i LO og i en årrække har været generalsekretær for Den Danske Burma Komité.

Annette Berentzen kan, udover en stor viden om landet og de seneste års udvikling, bl.a. bidrage med informationer om og holdninger til, hvordan er udsigterne til organisations- og ytringsfrihed? I hvor høj grad har militæret sluppet magten? Hvad er de geopolitiske interesser i Burma? Kan demokratisering løse modsætninger mellem de etniske grupper? Hvad bliver Aung San Suu Kyi’s rolle fremover? Hvordan kan Danmark og danske NGO’er bidrage fremover?

Arrangementet er åbent for alle. Tilmelding til Ole Olsen, olsenroskilde@hotmail.com

4

Krudttønden Kashmir Freden i den nordindiske provins trues bestandig af bitterheden over ikke selv at måtte bestemme over sin skæbne Henrik Døcker skriver fra Kashmir

Det tager blot en times tid at flyve fra New Delhi til Kashmir, nærmere betegnet provinsens såkaldte sommerhovedstad Srinagar. Op til en betagende naturskønhed, til knejsende bjerge, idylliske søer med åkander, farverige husbåde, blomsterparker og æbleplantager. De fleste udlændinge vægrer sig dog ved det. Det danske udenrigsministerium fraråder det da også i sin seneste opdatering. Året 2011 var dog præget af relativ ro, de hyppige demonstrationer - med provinsens selvbestemmelsesret som omdrejningspunkt – skal ikke forveksles med de uroligheder, som prægede 1990’erne. FN, repræsenteret her ved observatører siden 1949, modtager fortsat appeller fra kashmirske organisationer, som føler sig svigtet af verdenssamfundet. Jammu-Kashmirs Befrielsesfront (JKLF) tager som sædvanlig teten i slagkraftige marcher, hyppigt om aftenen og med fakler!

Lang sej kamp for den nationale selvbestemmelsesret

Langt hen ad vejen forholder sig utvivlsomt sådan. Beretningerne om tortur af tilbageholdte er mange, Amnesty International har berettet herom i årevis. Og da Kashmirs befolkning på ca. fire millioner næsten udelukkende er muslimer, ja så er det dem, det går ud over.

Frontens formand Yasin Malik sidder i skrædderstilling på gulvet, da jeg – sammen med en delegation fra Det Udenrigspolitiske Selskab – besøger ham i frontens hovedsæde i Srinagar.

Også vi tager plads på gulvet for at høre om den forsmædelige tilværelse, Kashmirs muslimske befolkning må tåle under hinduistisk overherredømme. Den 48-årige aktivist er så at sige kashmirernes talerør, bestandig på vej ud og ind af fængsler, ind imellem tortureret. Han var mærket heraf på helbredet, mens hans ildhu for kashmirernes sag, siden 2007 dog kun med fredelige midler, er usvækket.

Kashmirs oprindelige hinduistiske befolkningsislæt, ca. 150.000 mennesker, følte under 1990’ernes fjendtligheder, udløst af guerillaaktivitet fra muslimske partisaner og tilhørende indgreb fra indisk militær, situationen så usikker, at de næsten alle forlod Kashmir (139.000 kvadratkilometer) – en del til naboprovinsen Jammu, som har hindu-flertal, og som Kashmir administreres sammen med.

Hvordan hele miseren begyndte, er velkendt: At Kashmir ved oprettelsen af republikken Indien i 1947 tilfaldt Indien, fordi provinsens maharaja dengang, sri Hari Singh, var hindu og derfor opterede for Indien. Men fordi det kom til kampe mellem den nye muslimske stat Pakistan, flettet ud af Britisk Indien, kom en tredjedel af Kashmir -dalen til Pakistan.

Selvom man tilbringer adskillige dage i Srinagar (der har et indbyggertal på en million og kaldes Kashmirs ”sommerhovedby”) - og møder repræsentanter både for det indiske styre, ngo’erne, advokater, journalister og andre kvalificerede iagttagere, er det ikke enkelt at få rede på situationen. Det lette standpunkt er at solidarisere sig fuldt og helt med kashmirerne og tiltro alle indiske soldater og politifolk det værste. Er der en statistik over voldtagne kvinder, sådan som avisen Kashmir Observer har offentliggjort, så kan det kun være hinduer, der er gerningsmænd. Er der tale om skyderier, er det altid de samme hinduistiske ordenshåndhævere, som dræber uskyldige muslimer.

Det er først og fremmest denne deling, det kashmirske folk med eget sprog og kultur, opponerer imod, og som også siden delingen har ført til to kortvarige krige mellem Indien og Pakistan.

5

Straffrihed til militær og politi På et møde med Srinagars Advokatsamfund, hvor en snes advokater var mødt frem, bliver det klart hvad det indiske herredømme over Kashmir i virkeligheden indebærer: Vidstrakt retsløshed for befolkningen. En særlov fra 1997 har givet politi og militær ret at åbne ild mod enhver, der foretager sig noget som er ”et alvorligt brud på den offentlige orden eller i modstrid med gældende lov”. Eller mere enkelt sagt: Er du på det gale sted på det gale tidspunkt, kan du dø af det. Advokater kan stort set ikke stille noget op over for myndighederne, idet sagerne ikke efterforskes. Reelt nyder de impunitet (straffrihed). Men der er også mange former for chikane: Hyppige lange tilbageholdelser af folk, nægtelse af pasfornyelse, nedbrænding af huse og så videre.

Alt dette her skærer Kashmirs guvernør Narinder Nath Vohra igennem. ”Al den snak om Kashmirs uafhængighed er urealistisk. Den tror unge mennesker af i dag ikke på. Tag en tur ud på landet og få syn for sagn. Dér tænker man fremad, vil ganske enkelt skabe sig en bedre tilværelse”, siger han i en samtale i hans residens i Srinagar. Hvis Indien slap grebet om Kashmir, ville Pakistan straks opsluge det. Det kan Indien på ingen måde forestille sig. Ganske vist lever der i dag 150 millioner muslimer i Indien, men de er ikke flertallet i nogen anden delstat.

Begiver man sig rundt i Srinagar, der ligger langs flere af de søer, området er så berømt for, får man ikke indtryk af at befinde sig et udpræget muslimsk sted. Påklædningen hos de mange, der går og kører af sted i den myldrende trafik, ligner den, man træffer på i en gennemsnitlig indisk by. Husene er højest forskelligartede, en del dog noget miserable, mange mangler vinduer. Om det skyldes skader fra urolighederne nu godt 10-15 år tilbage eller almindeligt forfald, er svært at afgøre.

Befrielsesfrontens tilhængere er dem, der vifter med ”uafhængighedsfanen” – med evige referencer til over 50 år gamle FN-resolutioner om at holde en folkeafstemning til afgørelse af Kashmirs

Urealistisk og realistisk snak Der er omkring 500.000 indiske soldater til at holde ro og orden, og det er dem man skal holde sig gode venner med. Kashmirs førsteminister, Omar Abdullah, har i december 2011 taget til orde for, at undtagelsesloven modereres i de områder af Kashmir, der igennem længere tid har været rolige.

status. De spiller ikke nødvendigvis – eller slet ikke – ”det muslimske kort”. De er muslimer per tradition - sådan lidt à la bosniakkerne i BosnienHercegovina. Det er antagelig slet ikke dem, der fik situationen til at eskalere i 1990’erne, hvor der endog skete drab på europæere. Det er en kendsgerning, at der sendes krigere ind over grænsen fra Pakistan, og nogle af dem har været ”hellige krigere”.

Det kan han ikke uden videre komme igennem med, for det store ord har guvernøren - i øvrigt den første civile guvernør lige her. Så det trækker de tov om.

Når man selv under et kortere ophold i en by eller et område ikke direkte støder på uro eller oplever voldelige episoder, kan man være tilbøjelig til at afkræfte alle forlydender om uro.

Men Kashmir Observer, den eneste engelsksprogede avis lige her, overtydes man om det almindelige i skyderier, drab på civile eller drab på politifolk. Nerverne sidder så at sige uden på tøjet i Kashmir. Området er lidt af en krudttønde, som sagtens kan eksplodere igen.

Men meget af det man hører, må man tage med et gran salt. Når Befrielsesfrontens leder Yasin Malin opfordrer pandit’erne, det vil sige de hinduer, der oprindelige boede i Kashmir, men som har søgt sikrere himmelstrøg efter uroligheder, om at vende tilbage, er det næppe realistisk. De hinduer, som betragtede sig som ofre for etnisk udrensning, da muslimske, eventuelt Pakistan-baserede, partisaner hærgede i landdistrikterne. Lige så lidt som hans appeller til verdensoffentligheden om at støtte Kashmir-selvstændighedens sag.

Vist tror alle vi andre, der lever i Kashmirs omverden, på folkenes selvbestemmelsesret, men vi véd også at den ikke sjældent er vanskelig at realisere. Spørg bare sahravierne (fra Vestsahara) eller kurderne (i Tyrkiet) eller tibetanerne (i Kina).

Yasin Malik med danske gæster i hovedkvarteret for Jammu og Kashmirs Befrielsesfront.

Foto: Henrik Døcker

6

Grøn økonomi? Stærkere globale institutioner?

Eventuelt på Rio-konferencen?

med specifikke retningslinjer og målsætninger for det videre arbejde for en bæredygtig udvikling; biodiversitets- og klimakonventionen kom til, og der blev indgået kompromisser om finansieringen af arbejdet, herunder sågar etableret en miljøfond, Global Environment Facility, med penge og det hele.

Af Camilla og Kim Carstensen, Fairgreensolutions, konsulenter for 92-gruppen Der er stor FN-konference om bæredygtig udvikling d. 20-22. juni. Den holdes i Brasilien som en markering af 20-året for det store topmøde om miljø og udvikling i Rio tilbage i 1992. Målet er at sikre fornyet politisk opbakning til bæredygtig udvikling, gøre status over fremskridt og mangler, samt at adressere nye udfordringer og kriser. Der er fokus på to hovedtemaer – grøn økonomi og institutionelle rammer for bæredygtig udvikling. Udbyttet af konferencen vil blive dét, de kalder et fokuseret politisk dokument.

… som blev til stadig flere konferencer, men med svækket vision Men begrebet bæredygtighed passer grundlæggende ikke ind i vores måde at tænke politik og økonomi på. Det gjorde det heller ikke dengang, og derfor blev bæredygtigheden fra starten lagt ind under et krav om stadig økonomisk vækst som løsning på alle kriser og problemer. Og så var der frit spil for, at udviklingen bare kunne fortsætte i de velkendte UN Photo/ Pernaca Sudhakaran

spor – ude i samfundet blev der trompeteret til forbrugsfest igen og igen og højere og højere og i flere og flere lande.

Der var engang en konference med en vision Når vi tænker tilbage på sommeren 1992, husker vi en glæde og forventningsfuldhed – en følelse af, at der efter Murens fald var ved at ske noget helt nyt i verden, og at ting kunne bevæge sig i en god retning. Det strømmede med ord og begreber som bæredygtighed og global lighed, og de blev diskuteret i lokaler, som man ikke havde drømt om skulle lægge vægge til den slags. Der var en oplevelse af, at miljø- og udviklingskrisen blev taget alvorligt.

I FN-systemet blev diskussionerne i forlængelse af Rio en skueplads for stadig mere indgroede konflikter mellem Nord og Syd. Der blev taget mange beslutninger, men der var ingen vilje til at gennemføre noget og dermed heller ingen finansiering at arbejde med. Selv flagskibet, klimakonventionen, som ellers var kommet godt fra land med bindende forpligtelser i Kyoto-protokollen, gik på grund i København i 2009!

Tanken om bæredygtighed åbnede op for nye måder at forholde sig til verdens problemer på. Selve kernen i begrebet handler om sammenhæng og afhængighed – økonomisk, miljømæssig og social udvikling hænger sammen. Økonomi, natur og miljø, og menneskers velfærd er sidestillede, og dette gælder også over tid – så derfor skal fremtidens behov tænkes med og sikres i nutidens beslutninger.

Kort sagt, visionen og de gode ideer gjorde det hverken nemmere eller mere indlysende at nå til enighed om fælles beslutninger for verdens udvikling. I dag står vi i en langt mere presset situation, hvor ulighederne er endnu større, miljøkrisen endnu tydeligere og måske endnu mere uoverskuelig, og hvor alle lande befinder sig i en økonomisk krise, som de færreste regner med, at vi har set bunden af endnu. Og det eneste svar, vi har på alt dét, er stadig et forslag om endnu mere vækst.

Det er store ord, og derfor kunne bæredygtighedsbegrebet have løftet hele diskussionen om udvikling og miljø op på et andet niveau – et niveau, hvor vi så længere ud end vores egen næse. Vi kunne have ladet os inspirere til at tage vores politiske systemer og økonomiske modeller op til diskussion og udviklet dem til mere fremsynede og retfærdige redskaber til håndtering af vores virkelighed.

Og nu, 20 år efter: En status Nu skal diskussionen tages op igen, i Rio én gang til, 20 år efter. Rio+20 konferencen vil fokusere på to hovedtemaer, nemlig grøn økonomi og institutionelle rammer for bæredygtig udvikling. To gode og meget nødvendige temaer at tage fat på.

Og faktisk blev konferencen en milepæl og et nyt håb. I Rio-deklarationen fra dengang enedes landene om vigtige principper for det internationale samarbejde om miljø og udvikling; Agenda 21 blev født

Der er kommet et første udkast til en forhandlingstekst: ”The Future We Want”. Grøn økonomi skal 7

FOKUS

fremmes indenfor rammerne af bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom, står der, og umiddelbart er der tænkt på alle de vigtige ting i denne proces: fattigdom, biodiversitet, lighed, klimaforandringer, hav, institutioner, naturressourcer osv. Og der kaldes på handling og finansiering og ansvar.

2012 FN’s Konference om Bæredygtig udvikling, ’Rio+20’ ► fokus på grøn økonomi og de institutionelle rammer for bæredygtig udvikling

Men en nærlæsning viser desværre, at der er meget langt mellem de fine principper og den reelle politiske vilje. Endnu mere end sædvanligt mangler der konkrete mål, konkret finansiering, anerkendelse af planetens grænser og sikring af, at de fattigste får udbytte af en grøn økonomi. Og selv om det anerkendes, at bruttonationalproduktet (BNP), er et mangelfuldt mål for bæredygtig udvikling, som slet ikke kan bruges til at værdifastsætte vores udbytte fra naturressourcerne og dermed vores behov for at beskytte samme, er der ingen konkrete forslag til, hvordan det så kan blive målbart, eller hvordan man skal få gennemført bare de eksisterende internationale aftaler om miljøhandling.

2002 FN’s Verdenstopmøde om Miljø og Udvikling i Johannesburg, ’Rio+10’ ► fornyet global forpligtelse til bæredygtig udvikling, der dog af civilsamfundet blev fundet for svag

Bevares, der er nye og gode ideer i Zero Draft. Der tales fx om en ombudsmand for fremtidens generationer, en international aftale om virksomhedernes samfundsansvar, reform af FNs miljøprogram til at blive et ’specialized agency’ og nationale råd for bæredygtig udvikling. Alt sammen gode og vigtige ideer.

1992 Rio-konferencen, FN’s Konference om Miljø og Udvikling ► global politisk konsensus om, at miljø og udvikling er to sider af samme sag; mange af konferencens erklæringer og konventioner udgør stadig referencepunkterne for den internationale debat om bæredygtig udvikling i dag, herunder:

Men desværre – ikke meget mere end pynt på kransekagen. I det store billede er der ikke meget, der tyder på, at Rio+20 giver mulighed for, at idealforestillingerne giver et løft til virkelighedens handlinger. Det virker snarere som om bæredygtighedstanken er reduceret til et tyndt lag fernis, og det kan ikke undgå at skuffe, når det sættes i relief af de muligheder, der blev åbnet op for tilbage i 92. Vi savner mod, ambitioner og reel anerkendelse af den store sociale, økonomiske og miljømæssige krise, verden befinder sig i netop nu i disse år.

► Rio-deklarationen ► Agenda 21 ► Konventionen om biologisk mangfoldighed

92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling har valgt en kritisk, konstruktiv tilgang til at påvirke processen. 92-gruppen støtter udarbejdelsen af et uafhængigt ekspert-papir fra Syd, der i kort og overskuelig form skal belyse, hvilke temaer og beslutninger, der må inkluderes i beslutningerne om Grøn Økonomi i Rio for at denne reelt kommer til at fremme global lighed og en bæredygtig udvikling.

► Klimarammekonventionen ► Skovdeklarationen

1987 Brundtlandrapporten ► bæredygtig udvikling defineres som: ”... en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov bringes i fare.”

1972 FN’s Konference om det menneskelige Miljø ► det internationale samfund sætter for første gang samlet fokus på miljøudfordringerne

1962 ’Silent Spring’ ► med sin bog skaber Rachel Carson for alvor opmærksomhed på, hvordan menneskelige aktiviteter skader miljøet

FOKUS

Papiret er tænkt som en slags checkliste, som både kan bruges til at analysere og vurdere indkomne forslag og tekster i processen frem mod topmødet, og til efterfølgende at identificere styrker og svagheder i beslutningerne med henblik på at fokusere indsatsen for opfølgning og implementering efter topmødet. Dermed forventer 92-gruppen også, at papiret kan fungere som input i andre FNprocesser efter Rio, herunder ikke mindst processerne frem mod 2015, og hvad der til den tid skal erstatte de nuværende 2015 Mål.

Læs mere om 92-gruppen og deres arbejde på:

www.92grp.dk

8

Rio+20 bliver kampplads om fremtidens landbrug Når Helle Thorning-Schmidt tager til FN-topmøde om bæredygtig udvikling i Rio i juni, vil fødevaresikkerhed og landbrug være emner, der ligger meget højt på dagsordnen. Kampen om, hvordan fremtidens landbrug skal se ud, raser, og der er (mindst) en milliard liv på spil. Er Danmark parat til at tackle den diskussion?

UN Photo/ Albert Gonzales Farran

IAASTD og den særlige FN-observatør på retten til mad, Olivier De Schutter samt mange andre er enige om, at nøglen til at alle kan få opfyldt retten til mad ligger i en massiv investering i bæredygtige landbrugsmetoder for især kvindelige landmænd.

På den måde vil kvinderne kunne producere mere mad, beskæftige flere mennesker og undgå at udpine jorden og forurene. Omstillingen skal selvfølgelig også ske for vores landbrug herhjemme, hvor vi primært skal omlægge til økologi for at nedbringe udledningen af klimagasser.

Af Kirsten Hjørnholm Sørensen, politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke Bønderne i Jumla-distriktet i Nepal ved det måske ikke, men deres landbrugsmetoder indeholder nøglen til fremtidens landbrug, der i 2050 skal kunne brødføde ni milliarder mennesker. Ni milliarder, som ifølge menneskerettighederne alle har ret til en passende mængde sund, og nærende mad. Bønderne i Jumla benytter sig af bæredygtige landbrugsmetoder for at sikre deres fødevaresikkerhed og levefod.

Ved at samle og reproducere såsæd fra afgrøder, som er traditionelle og tilpasset til områdets klimatiske forhold, så kan bønderne dyrke fødevarer, som ikke kræver ny såsæd hvert år eller kemisk gødning, som de alligevel ikke har råd til at købe.

Nepal er et af verdens fattigste lande og hårdt ramt af sultkrisen. Der er mad nok i verden, men over en milliard mennesker sulter globalt på grund af ulige fordeling af den. Blandt årsagerne er en uansvarlig lille, eller forkert, investering i fattige landes landbrugssektorer, stigende fødevarepriser, som delvist er forårsaget af produktion af biobrændstof og overdreven fødevarespekulation samt skadelige konsekvenser af rige landes landbrugsstøtte.

Grøn økonomi skal bekæmpe fattigdom I Nepal - som i så mange andre udviklingslande - er landbrugssektoren rygraden i økonomien. Derfor er kampen om fremtidens landbrug ikke bare et spørgsmål om at bekæmpe sult, men også om at bekæmpe fattigdom. Størstedelen af verdens fattige bor på landet, og mens vi i de rige lande taler om at omstille vore brune økonomier til grønne økonomier, så kæmper de fattigste lande stadig med bare at opbygge nationale økonomier og komme af med afhængigheden af bistand.

I de lidt større udviklingslande, vokser uligheden, og i dag bor to tredjedele af verdens fattige i mellemindkomstlande f.eks. Indien og Kina. De lande og virksomheder, som i dag besidder teknologisk viden, kan være med at løse mange problemer, men de vil uden tvivl også forsøge bare at flytte deres magt og markedsmonopol over i en mere grøn økonomi, hvor udviklingslandene og de fattigste befolkningsgrupper stadig ikke er med. Det gælder især på landbrugsområdet, hvor der er enorme økonomiske interesser på spil.

Højteknologisk eller økologisk landbrug Og der bliver ikke nogen bæredygtig fremtid, hvis en milliard eller flere sulter. Derfor er Rio+20 topmødet, hvor verdens ledere mødes, ikke bare en kamp om at læse verdens energi- eller klimakrise, men også en kamp om at definere fremtidens landbrug. På den ene side står de, som ønsker at fortsætte med den dominerende landbrugsmodel, som baserer sig på højteknologiske input.

På den anden side står de, som ønsker at satse på økologiske landbrugsmetoder, som styrker lokale afgrøder og dyrkningsmetoder, der kræver mindre og naturlige input. Sultkrisen skal løses på mange niveauer, men FN’s forskningspanel på landbrug,

Danmark har lagt ambitiøse planer for omstilling til økologi herhjemme, godt hjulpet på vej af at danskerne i stigende grad vælger at købe økologiske varer. Forhåbentlig rækker det globale udsyn så langt, at regeringen også op mod Rio+20 vil fremme de løsninger, der gavner verdens fattigste.

Tour De Future – vi cykler for verdens fremtid. Og du kan cykle med!

Mellemfolkeligt Samvirke arrangerer Tour De Future i samarbejde med Dansk Cyklist Forbund, Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Den Økologiske Produktionsskole, Globale Gymnasier, FOA Ungdom og ildsjæle rundt om i landet.

Se mere på WWW.TOURDEFUTURE.DK 9

FOKUS

Tænk globalt, handl lokalt Den globale udvikling kalder på sammenhængende løsninger. Bæredygtighed kræver helhedsperspektiv – med lokal forankring Af Niels Johan Juhl-Nielsen, specialrådgiver, bestyrer af OmstillingsCafeen i Det Økologiske Inspirationshus, medlem af FNforbundets bestyrelse

ringsprojekt med EU knager, når befolkningerne afkræves betaling ved ’Kasse 1’ for en i dag helt uforståelig liberalisering af finanspolitikken med skyhøj gældsstiftelse til følge.

Hvor Afrika for få år siden hang på udviklingens bagsmæk, opgivet af alverdens investorer, så er kontinentet i dag for store dele ombejlet og søgt opkøbt i småbidder, ført an af Verdensbankens, Valutafondens og Verdenshandelsorganisationens forsøg på at ”kultivere” verdensdelen for at forskellige krisenationer kan finde moderne lebensraum. Afrikas middelklasse og unge ønsker også at blive en del af den globale mainstreamkultur. Skal en materiel efterspørgsel hos den afrikanske befolkning give endnu en tur i forbrugskarrusellen?

Som efterkrigsbarn bosat i den nordlige del af Europa, har udviklingen af et Europa, som en fredszone efter to verdenskrige og som en dynamisk verdensdel, har været en helt utrolig oplevelse at være vidne til. Udvikling, vækst og fremskridt karakteriserer perioden og overgås i så henseende kun af, hvad der er sket i visse dele af Asien i den samme periode.

Men ’udvikling, vækst og fremskridt’ – der i 2. Verdenskrigs murbrokker og nedslagtning af millioner af mennesker må have haft en anden klang end i dag – kan også gradbøjes. ”Udvikling, vækst, fremskridt” for hvem? Og med hvilke konsekvenser?

Krisen er mere globalt omfattende og strukturelt dybere end de tidligere kriser i vor tid. Efter år med turbo på den økonomiske globalisering er der kommet et nyt fokus på lokal resiliens (”robusthed”) - på det nationale niveau, for eksempel på kommunens område; mens der på den ene side er behov for global governance som svar på de overvældende globale udfordringer fra fremtiden, så åbenbarer kriserne sig på den anden side også ved at give det nationale og nationalismen ny vind i sejlene.

40 år efter FN’s første miljøkonference i Stockholm og 20 år efter FN’s konference for miljø og udvikling i Rio de Janeiro mødes repræsentanter for nationalstaterne og fra erhvervs- og civilsamfundet i 2012 til den måske vigtigste FN-konference i vor tid, det såkaldte Rio+20. Ny viden om planetens og civilisationens tilstand skal her søges optaget i det internationale samfunds praksis for at ændre udviklingens kurs, så også kommende generationer vil kunne opleve livet udfolde sig.

Hertil kommer, at to af kriserne i den globale multidimensionale krise udvikler sig med sin helt egen dynamik: ressourcekrisen og klimakrisen. Tilbage står, at ingen af kriserne kan løses isoleret. Kriserne er indbyrdes forbundne og må løses i sammenhæng.

Store omvæltninger pågår i dag i det geopolitiske.

USA’s dominans efter 2. Verdenskrig er brudt, kun

UN Photo/ Eskinder Debebe

Tankesættet bag ”udvikling, vækst, fremskridt”

den militære er bevaret, hvad finanskrisen åbenbarede med sin begyndelse i efteråret 2008. BRIKlandene stormer frem med vækstrater, der skaber både misundelse og ængstelse i OECD-landene.

Samtidig skaber det forventninger hos middelklassen i BRIK-landene om at få del i forbrugsfesten og blive del af den globale mainstream kultur, baseret på reklamen og dens virkemidler, kreditter og varernes indbyggede forældelse og understøttet af de sociale medier. Det europæiske freds- og stabilise FOKUS

Uagtet at perioden efter krisen har været karakteriseret ved ønsker om en regulering af det finansielle marked, herunder øget kontrol med bankerne, så har det afhjælpende element i krisen været det helt dominerende. Spørgsmål som reorganisering af bankvirksomhed (fri for pengespekulation) og en ændring af de indbyggede mekanismer i aktie10

konceptet (shareholder value) har kun perifert været oppe.

Inspirationen til bevægelsen stammer oprindeligt fra de såkaldte permakulturelle principper. Disse principper udgør et planlægningssystem, som har sigtet på at etablere et vedvarende og bæredygtigt jordbrug. De principper ligger til grund for undervisningen på Further Education College i Kinsale, Irland, og blandt drivkræfterne var underviseren Rob Hopkins. Projektet inspireredes bl.a. af bøgerne Powerdown af Richard Heinberg og Permakultur – Principles and Pathways Beyond Sustainability af David Holmgren, som var blandt grundlæggerne af Permakultur-bevægelsen.

Skiftende regeringer, understøttet af de dominerende ideer og tankesæt, har arbejdet på en markedsgørelse af samfundet, har privatiseret i den offentlige service, dereguleret markedet og globaliseret den økonomiske aktivitet. De dominerende principper bag denne udvikling kan opsummeres som følger: Vedvarende økonomisk vækst målt i nationalproduktet er vejen til menneskelige fremskridt Frie markeder, løsgjort fra regeringens indflydelse, resulterer i den mest effektive og den socialt set optimale fordeling af ressourcerne,

Men det skulle blive i Totnes i Devon (Sydengland), at Rob Hopkins sammen med andre lokale borgere videreudviklede de principper og rammer, som i dag udgør grundlaget for Omstillings-bevægelsen. Ligesom i Kinsale var udgangspunktet i Totnes erkendelsen af, at verden må gå mod mindre anvendelse af fossile brændstoffer for at løse problemerne med såvel CO2-udslippet som udtømningen af olieressourcer. Løsningen består i, at de enkelte lokale samfund bliver mere robuste gennem en omstilling til en højere grad af lokal selvforsyning og lokal økonomi (lokal valuta).

Økonomisk globalisering, opnået ved at fjerne barrierer for et frit flow af goder og penge, hvor som helst i verden, ansporer konkurrence, øger den økonomiske effektivitet, skaber jobs, sænker forbrugerpriserne, øger forbrugernes valg, øger den økonomiske vækst og er generelt gavnlig for næsten enhver, Privatisering, som flytter opgaver og forpligtelser fra det offentlige til den private sektor, forbedrer effektiviteten,

I dag eksisterer mere end 300 omstillingsinitiativer, og flere tusinde er under forberedelse. I takt hermed er udviklet en infrastruktur inden for bevægelsen med kurser, udviklingsseminarer, forskning samt netværk og materiale på internettet.

Det primære ansvar for regeringen er, at stille den nødvendige infrastruktur til rådighed med det formål at fremme handel og understøtte lovens bogstav med respekt for den private ejendomsret og kontrakter

Se: www.transitionnetwork.org Det globale civilsamfund mobiliserer til deltagelse i Rio+20 konferencen – og til et efterfølgende og opfølgende samarbejde, når repræsentanterne vender tilbage til hverdagen i lokalområderne. Her bør erfaringerne fra omstillingsarbejdet indgå i diskussionerne og mellem det politiske, erhvervsliv og civilsamfundet.

Disse principper hviler på et antal antagelser, som – når de udtrykkes – afslører deres ensidighed: Mennesker motiveres af selvinteressen, udtrykt gennem en søgen efter finansiel gevinst, De handlinger, der tages individuelt og i grupper for at maksimere de finansielle gevinster, giver de største fordele for samfundet

Erfaringer fra omstillingsinitiativerne:

→

KRISEINDSIGT: Vi har behov for ikke blot indsigt i og kundskab om ressourcemuren og den globale miljøtrussel. Men der må også være en oplevet følelse til stede af krisetilstanden i samfundet for at der skal opstå en forandringskraft.

Det sociale og økonomiske liv er karakteriseret ved konkurrence snarere end ved samarbejde, og samfundet er bedst organiseret ud fra dette princip Menneskelige fremskridt måles bedst ved forbrug og produktion af goder og services som det er udtrykt i BNP

→

EN OVERBVISNING OM, AT VI SOM MENNESKER SELV KAN FORME UDVIKLINGEN: At magten over fremtiden dybest set ligger i vore egne hænder.

Økonomisk aktivitet er den primære hensigt med og det primære formål for samfundet

→

AT LADE OMSTILLINGEN FORMES UD FRA STEDET/LOKALITETEN: Der findes ikke én model der passer alle, tværtimod handler omstillingen om at tage afsæt i ens eget lokale udgangspunkt. At identificere muligheder og begrænsninger, at scanne begrænsninger og muligheder i lokalområde, at kreativt vende lokale problemer til muligheder

Udvikle en lokal plan ”nedefra” - og i samarbejde med kommunen Et særligt initiativ vedrørende omstilling til bæredygtighed er de såkaldte Transition Towns, som har fået fodfæste i en række lande. Her omsættes ønsket om bæredygtighed konkret med fokus på de store sammenhænge, etablering af nye fællesskaber og udvikling af lokal resiliens (robusthed) med bæredygtighed.

→

AT TÆNKE UD AF BOKSEN: Omstillingen handler om at udfordre vore egne forestillinger og konventioner. At være åben over for det ukonventionelle og ikke lade sig stoppe af hellige kor.

Den multidimensionale krise, herunder med fokus på energiressourcerne, omsættes her lokalt i et bottomup samarbejde og med henblik på en dialog med kommunen og udvikling af en ny type kommunalplan med fokus på energi og fødevarer.

→

VISIONENS MAGT: Omstillingen må fyldes med lyst, og det sker ved sammen med andre at skabe et attraktivt billede af en bæredygtig fremtid, som vi vil leve i.

11

FOKUS

DE SYV SAMMENHÆNGENDE MEGAKRISER Sundhedskrise Livsstilssygdomme som diabetes, KOL og cancer koster hver dag 96.000 mennesker livet globalt set. De seneste år er omkostninger til sundhedsvæsenet i de vestlige lande eksploderet og udgør i dag en bombe under disse landes økonomier. Sideløbende er sundhedstilstanden blandt verdens fattigste en stor global udfordring.

Selv om den globale sundhedstilstand generelt er forbedret, dør der hvert år 8 millioner børn under 5 år. Særligt i udviklingslandene må befolkningens sundhedsniveau forventes forværret, i takt med at klimakrisen og fødevarekrisen tager til.

Sikkerhedskrise

Fødevarekrise

Globale sikkerhedsproblemer accelererer og bliver mere komplekse. Ud over traditionelle sikkerhedstrusler som krig, terror og masseødelæggelsesvåben står vi i dag over for helt nye typer af risikoscenarier, som truer den globale sikkerhed.

Klimakrisen kunne blive den største sikkerhedstrussel i det 21. århundrede. ´Regionale konflikter, som f.eks. de store omvæltninger i Mellemøsten og Nordafrika, kan føre til helt nye sikkerhedsudfordringer for verdenssamfundet.

Vi bliver 9 mia. mennesker på jorden i 2050. Det vil øge efterspørgslen på fødevarer markant. Allerede i dag står verdenssamfundet over for en voksende fødevarekrise, med næsten 1 mia. mennesker underernærede. Det seneste års mange naturkatastrofer og politisk uro har fået de globale fødevarepriser til at ramme det højeste niveau siden 2007-2008, hvor stærkt stigende priser og mangel på fødevarer udløste voldsomme protester i verdens fattigste lande. Den nuværende situation på Afrikas Horn er blot en forsmag på de fødevarekatastrofer, der forventes de kommende år.

►

▼

BEHOV FOR NYE LØSNINGER

◄

Vækstkrise

Fattigdomskrise

Mens EU, Japan og USA kæmper med at holde vækstrater, som kan matche inflationen, og vi i disse dage ser en række ’gamle’ nationer stå over for truslen om statsbankerot, fortsætter Asien sin massive vækst. Dette skaber nok nye vækstmarkeder og nye vækstmuligheder, men udgør samtidig en kilde til nationale, regionale og internationale magtforskydninger og spændinger – som vi endnu ikke har set det fulde omfang af.

Antallet af fattige i verden de seneste år er faldet. En rapport fra FN fra juli i år viser, at det ambitiøse mål om at halvere ekstrem fattigdom inden 2015 næsten er indfriet. Men fremgangen hviler på et ekstremt skrøbeligt fundament. Både vækstkrisen, klimakrisen og fødevarekrisen truer i dag med på få år at erodere dette fremskridt. Et eksempel: For hver en procent den globale vækst går tilbage, er mere end 20 mio. mennesker skubbet tilbage i fattigdom.

▲

Klimakrise

Ressourcekrise

2010 satte ny rekord som det varmeste år nogensinde målt. Samme år nåede de politiske klimaforhandlinger sit absolutte nulpunkt. Resultatet af verdenssamfundets manglende handlekraft ift. at begrænse de globale CO2-udledninger er skræmmende: Vi står i dag overfor 2-4 graders temperaturstigninger, som vil betyde destabilisering af globale øko-systemer, massive havvandsstigninger, markant flere naturkatastrofer – forandringer, som på få år vil true hele vores civilisation.

Vi er i dag godt i gang med at udtømme naturressourcer som vand, olie, metaller og træ – og med voksende befolkningsantal og store velstandsforbedringer i lande som Kina og Indien sættes de allerede trængte ressourcer under yderligere pres. Prisen på olie og råstoffer nåede således sit hidtidige maksimum i foråret 2011, og der er intet, der tyder på, at de har ramt loftet endnu. De kommende år vil kampen om klodens svindende ressourcer skærpes med massive prisstigninger, globale magtkampe og sikkerhedsproblemer som afledte risici.

Syv globalt forbundne kriser griber ind i hinanden i et komplekst mønster, og stiller krav om lige så sammenhængende løsninger Kilde: Mandag Morgen.

FOKUS

12

INTERNATIONALT OVERBLIK

ved Henrik Døcker

FN’s budget på 5,15 milliarder dollars for 2012-13 vedtaget Kort før jul vedtog FN’s Generalforsamling verdensorganisationens budget for de næste to år på 5,15 milliarder dollars. Generalsekretær Ban Ki-moon havde ansøgt om 5,197 milliarder dollars, som i øvrigt var udtryk for visse besparelser, ja helt op til 44 procent på rejser, konsulent-honorarer, almindelige operative omkostninger, forsyninger, udstyr og materiel. Alene til 29 ’særlige politiske missioner’ afsattes 583,38 millioner dollars. Budgettet for 2020-11 var på 5,41 milliarder dollars. Det er første gang siden 1998 og kun anden gang, at budgettet er sat til mindre end den foregående to-års periode. USA’s særlige ambassadør for FN’s administration og revision af denne Joseph M. Torsella har blandt andet foreslået, at FN fastfryser niveauet for sine lønninger. FN inklusiv Verdensbanken og Valutafonden beskæftiger i alt 63.450 personer, hvortil kommer staternes 7750 diplomater, attacheret FN. Er det mange eller få? Til sammenligning beskæftiger for eksempel USA’s undervisningsministerium 71.000 personer.

Forlængelser af FN-mandater til Sudan, Golan-højderne, Burundi, Centralafrika og Guinea-Bissau Sikkerhedsrådet har forlænget mandaterne til hele fire områder, præget af uro og vold: Abyei (med fem måneder), arnested for kampe mellem sudansk og sydsudansk militær. FN’s midlertidige styrke, forkortet UNISFA, bestående af etiopiske soldater, kom hertil i juni 2011. Mens Det Sydsudanske Folks Befrielseshær (SPLA) som aftalt forlod området i september sidste år, er sudanske hærenheder forblevet dér. Omkring 130.000 mennesker er flygtet fra dette område, men i alt over 400.000 har på grund af fjendtligheder forladt deres hjemstavn i grænseområderne mellem Sudan og Sydsudan. FN-fredsstyrken i Golanhøjderne mellem Syrien og Israel (UNDOF), oprettet i 1974, bliver yderligere et halvt år. Fredsopbygningsstyrken til Den Centralafrikanske Republik forlænges med ét år til sikring af koordinationen af FN’s programmer, bevillinger og kontorer i landet. Det skal også bistå landets regering med at skabe permanente organer til gennemførelse af frie valg. Sikkerhedssituationen i republikken er usikker, hvorfor Sikkerhedsrådet har appelleret til nabolandene Tchad og Sudan om at bidrage til mindskelse af fjendtligheder langs grænsen, blandt andet gennem fælles patruljer, noget som også Cameroun er med i med rødder i en aftale tilbage til 2005. Rådet udtrykte dyb bekymring over fortsat barbari fra ’Guds Modstandshær’ (Lord Resistance Army – LRA), der i årevis har terroriseret dele af såvel Sudan som Congo, Cameroun og Den Centralafrikanske Republik, herunder hvervet børnesoldater og udsat kvinder og børn for seksualkrænkelser, bortførelser og drab. Til styrkelse af menneskeretsbeskyttelse, til udvikling af økonomien og til bekæmpelse af korruption er FN’s politiske mission i Burundi (BNUB) blevet forlænget til 15. februar 2013. Fredsopbygningskontoret i Guinea-Bissau (UNIOGBIS) er blevet forlænget til 28. februar 2013. Landet er tidligere portugisisk koloni, og har været hærget af kup lige siden 1970’erne, da den blev uafhængig. Andre lande på dagsordenen i FNFredsopbygningskommissionen er Burundi, Sierra Leone, Den Centralafrikanske Republik og Liberia. (UN Photo/ Lois Conner) To af Rwanda-folkedrabets hovedorganisatorer idømt livsvarigt fængsel Ved det særlige Straffetribunal for Rwanda er to af de vigtige iværksættere af folkedrabet på landets tutsi-befolkning (samt en del moderate hutuer) i 1994 blevet idømt livsvarigt fængsel. Som fremtrædende medlemmer af regeringspartiet Den Nationale Revolutionsbevægelse for Udvikling, forkortet MRND, styrede Édouard Karemera og Matthieu Ngirumatse oppiskningen af befolkningens had, udviklende sig til et folkedrab på 800.000 i løbet af blot 100 dage. Ngirumatse var formand for partiet, Karemera næstformand. Straffetribunalet, sat i Arusha i nabostaten Tanzania, dømte de to for forbrydelser mod menneskeheden for organisering af massedrab, voldtægt og andre seksuelle overgreb på kvinder og piger. Tribunalet fortsætter til i hvert fald 30. juni og skal under alle omstændigheder afslutte løbende sager.

Over 100.000 dræbt af landminer i Vietnam Over 100.000 vietnamesere er i løbet af de sidste 40 år blevet dræbt af landminer eller andre former for efterladte eksplosiver – rester fra Vietnam-krigen. I samme periode er godt 62.000 blevet såret af minerne.

USA anvendte 16 millioner tons bomber og ammunition så længe det som allieret med den daværende sydvietnamesiske hær forsøgte at nedkæmpe den nordvietnamesiske kommunistiske bevægelse, samlet i Vietminh. Siden Nordvietnams sejr og landets samling har USA ydet bistand for 62 millioner dollars for at råde bod på, hvad der fra officiel amerikansk side kaldes ”den pinlige arv”. Men kun fem procent af det minebelagte område (300.000 ha) er blevet mineryddet. (UN Photo/ Tim McKulka) FN opskræmt over stigning i antallet af dødsdomme i Saudi-Arabien FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) er foruroliget over den betydelige stigning i antallet af eksekverede dødsdomme i Saudi-Arabien – fra 29 til i hvert fald 70 i 2011. ”det bekymrer os også, at forløbet af retssager, som er endt med dødsdom på ingen måde er udtryk for retfærdig retspleje (fair trial)”, hedder det i en udtalelse fra OHCHR, Rupert Colville. Der bruges i vidt omfang tortur for at presse tilståelser igennem, og så anvendes dødsstraf på alt for mange forskellige typer forbrydelser. 140 af FN’s 193 medlemslande har i dag afskaffet dødsstraffen.

Skærpede sanktioner mod Eritrea FN’s Sikkerhedsråd har skærpet sanktionerne mod Eritrea efter at dets østafrikanske nabolande har indberettet landets fortsatte hjælp til militante islamister. Der er således indført våbenembargo, det vil sige forbud mod at eksportere våben til landet, ligesom ledende politikeres udlandsrejser i vidt omgang blokeres, og deres og ledende officerers konti i udlandet indefryses. Det er 13

ikke mindst økonomisk og logistisk bistand til den somaliske terrorbevægelse Al Shabaab, der er og har været en torn i øjet på især afrikanske stater.

Over én million libyske børn tilbage på skolebænken Over 1,2 million libyske børn kunne i januar genoptage deres skolegang efter i næsten et år at have stået uden skoleundervisning på grund af det folkelige oprør mod den nu hedengangne diktator, Muammar al-Gaddafi. De libyske myndigheder har blandt andet fået hjælp af FN’s Børnefond UNICEF til at rydde bygninger og arealer for murbrokker som følge af de heftige kampe mellem befolkningen og Gaddafi-tro tropper. (UN Photo/ Albert Gonzalez Farran)

Ros til terrorplaget Mali Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag - der dømmer i sager om krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab - har med tilfredshed kunnet notere sig, at den vestafrikanske stat Mali som den første i Afrika har indvilget i at modtage personer, der er dømt af ICC, til strafafsoning i Mali. Lignende aftaler er undertegnet med Danmark, Belgien, Finland, Colombia, Serbien, Storbritannien og Østrig. Den maliske jurist Fatouma Dembele Diarra er for tiden viceretspræsident ved ICC. Mali er ellers præget af alvorlig indre uro, senest midt i januar, da 47 tuareg-stammefolk og to regeringssoldater blev dræbt under kampe i landets nordøstlige del. Tilhængere af Den Nationale Bevægelse for Azawads Befrielse (MNLA) gik til angreb på militærforlægninger og kaserner øst for provinshovedstaden Gao. Nogle af disse er - belæsset med våben- vendt hjem fra Libyen efter at have tjent som lejesoldater for Gaddafi. Samtidig er al turisme siden efteråret 2011 af sikkerhedsgrunde blevet indstillet i Malis nordlige provinser, inklusiv Timbuktu, hvor fire vestlige turister blev angrebet på et hotel i november. Én af dem blev dræbt og tre bortført. Omtrent samtidig blev to franske geologer bortført fra et hotel i byen Hombori. Fra en formation kaldet Al Qaeda i Islamisk Mahgreb (AQIM), som tilsyneladende samarbejder med tuaregerne, udsendtes i januar en ’advarsel’ til vestlige lande om at forsøge en befrielse af vestlige gidsler – det drejer sig om i alt 12 personer, herunder folk, kidnappet i Algeriet, der tilbageholdes i Sahel-området i Sahara-ørkenens sydlige del.

En tredjedel af verdens fødevareproduktion smides ud Forbrugere i den rige del af verden smider hvert år 220 millioner tons mad ud, nok til alt hvad der produceres i landene syd for Sahara, sagde FAO’s, FN’s fødevare- og landbrugsorganisations, generaldirektør José Graziano da Silva ved et møde mellem 64 landes landbrugsministre i Berlin. Det sker samtidig med at omkring en milliard mennesker i verden sulter. FAO har beregnet, at fremstillingen af fødevarer bør stige med 70 procent op til 2050 for at kunne brødføde verdens befolkning, som til den tid fra de nuværende syv er vokset til ni millioner mennesker.

(UN Photo/ BZ) Maldiverne appellerer til FN om hjælp til at løse juridisk krise på højt plan Republikken Maldiverne har anmodet FN om hjælp til at få løst den krise, som er opstået efter at en retspræsident, Abdulla Mohamed, er blevet anholdt på begæring af præsident Mohamed Nasheed. Anklagen mod dommeren lyder på korruption, som en kommission til undersøgelse af justitsvæsenet har kulegravet. Anholdelsen kommer efter indvendinger mod, at 143 anmeldelser om korruption blot i 2010 ikke har ført til noget. Men både Maldivernes vicepræsident og udenrigsminister har protesteret mod anholdelsen og fastholder, at der er tale om en politisk strid, hvor militæret og politiet bruges til at intimidere politiske modstandere. Maldiverne har gennem FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder anmodet om at udenlandske juridiske eksperter bliver sendt til landet.

Fire kenyanske toppolitikere anklages nu for ICC Den Internationale Straffedomstol (ICC) har besluttet at rejse sag om forbrydelser mod menneskeheden mod fire fremtrædende kenyanske politikere for drab, deportation, voldtægt og andre overgreb på civile i kølvandet af Kenyas parlamentsvalg i 2007. Den tidligere vicepremier- og finansminister Uhuru Muigai Kenyatta, undervisnings-, videnskabs- og teknologiminister William Samoei Ruto, chef for centraladministrationen Francis Kirimi Muthaura og radiodirektør Joshua arap Sang organiserede eller deltog i overgrebene, som kan ses som en voldelig videreførelse af valget. Det førte imidlertid til over 1000 dødsofre, mens 600.000 mennesker blev fordrevet fra deres hjemstavn. (UN Photo/ Jean Marc Ferré)

BØGER

anmeldt af Henrik Døcker

Spændende og vedkommende om piratjagten i Adenbugten

>>

Camilla Stampe & Laura Maris Sørensen: Piratjagt Kampen om menneskeliv og millioner, 236 sider, Forlaget Pressto.

Jagten på somaliske pirater i Aden-bugten er blevet intensiveret i den senere tid, men uvæsnet piner og plager fortsat rederier, stater og enkeltpersoner. To unge journalister, Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen, har investeret megen energi og skrivetalent i denne bog, som kommer vældig godt rundt om og ind i et stort og kompliceret emne. FN har vedtaget adskillige resolutioner, og Danmark har markeret sig stærkt i det internationale samarbejde til bekæmpelse af pira- 14

teriet – i bogen får vi et væld af informationer til at bedre atbegribe problematikken. I 2011 blev 120 skibe angrebet af pirater, som fik kapret en tredjedel af dem. Ifølge bogen brugte rederierne i 2010 62 milliarder kr. som følge af pirateriet, idet dog kun en femtedel af dette beløb antages at være havnet som løsesum hos piraterne. Den gennemsnitlige løsesum var i 2010 5,4 millioner dollars. Det skal med, at kun en tredjedel af de folk, der drager ud på pirattogt - og denne bog handler altså om somalierne - vender succesrig tilbage til kysten, en anden tredjedel bliver taget til fange, og en tredjedel omkommer under pirateriet. De fleste rederier følger efterhånden nu de såkaldte ”regler for bedste former for håndtering” [af pirtattruslen], der er indeholdt i en såkaldt ’rød håndbog’. Disse regler af lavpraktisk karakter”, som jeg engang hørte en

reder udtrykke sig), anbefaler, at rælingen forsynes med kraftig pigtråd og elektrisk hegn, ligesom skibe bør benytte en såkaldt transitkorridor. Skibene bør have en afstand af mindst otte meter mellem havoverfladen og rælingen, og bør sejle med mindst 18 knob, dvs. 33 km i timen. Godt er det også at have skum- eller vandkanoner anbragt ved rælingen. Kommer pirater faktisk ombord, bør besætningen hurtigst muligt søge mod hvad der kaldes ”citadellet”, et beskyttelsesrum, armeret med skudsikre stålplader, som moderne skibe er udstyret med. Men stadig flere fartøjer bruger nu om dage bevæbnede vagter, som har vist sig at kunne slå ganske mange angreb tilbage.

Det hele koster uforholdsmæssig mange penge, alene for eksempel det danske krigsskib Esbern Snare 10-12 mio. kr. om måneden. Som de to forfattere glimrende beskriver, er der megen frustration forbundet med piratjagten, fordi de europæiske stater – ganske modsat piraterne – følger lovregler i deres ”håndtering” af piraterne og dybest set ikke ønsker at hænge på dem ved at føre dem med tilbage til deres hjemlande til retsforfølgning.

problem. Winkels beskrivelse udmærker sig ved en meget gennemtænkt disposition, hvor kapitlerne i første omgang er inddelt i tre grupper: Historien, naturen og dens mennesker, samfundsopbygningerne og de aktuelle konflikter. De mange fænomener, han har indfanget under sine årelange ophold i Afrika, særlig Kenya og Tanzania, bliver hele tiden belyst grundigt og så vidt muligt årsagsforklaret. Hvor vigtigt f. eks. at få på plads, at Djenné (accent aigu’en mangler i bogen) i Mali (som nærværende anmelder for resten besøgte for et år siden) hører til de første større vestafrikanske samfund, som arkæologerne har skaffet os viden om. Der er masser af vigtig erhvervsgeografi i Winkels bog. 80 procent af afrikanerne lever af landbruget – selv når de har slået sig ned i byerne, bevarer de fleste afrikanere tilknytningen til dette erhverv og forlader ind imellem deres byjobs for at give en hånd med hos familiemedlemmer, der er blevet på landet. Der er omtrent dobbelt så megen landbrugsjord per arbejder i landbruget i Afrika end i Asien, men den meget bedre adgang til kunstvanding og bedre jordkvalitet muliggør en mere intensiv udnyttelse i Asien. Kun få afrikanske bønder bruger kunstgødning. I gennemsnit 8 kilo per hektar.

Mod for eksempel 100 kilo i Indien og 600 i Holland! Afrikanerne er også meget mere syge end for eksempel asiaterne. Det går ud over lysten til at arbejde legemligt i 35-40 graders varme, ikke mindst hvis man lider af blodmangel, er svækket efter malariaanfald eller har parasitter i blodet, sår på fødderne eller er underernæret. Blandt mange prægnante sammenligninger mellem i- og u-landsverdenen nævner forfatteren, at dét, der for eksempel er til rådighed for ghaneserens sundhed kun er en 42. del af hvad en dansker bydes!

Søværnets Frømandskorps kan således, som bogen beretter, have fanget ti somaliske pirater i deres dhow (arabisk båd med trekantet sejl), fordi man vidste, at den havde deltaget i et angreb på et hollandsk fartøj nogle dage før, og komme ud for at måtte vente i op til fem timer på videre ordre fra Forsvarsministeriet. Taget op på det danske orlogsfartøj interneredes somalierne så i en uges tid, hvorefter forsvarsministeren kunne meddele, at de pågældende måtte løslades. Den danske straffelov tillod ikke retsforfølgelse, idet piraterne ikke havde forsøgt at kapre et skib med danske besætningsmedlemmer, ligesom det ikke kunne bevises, at de pønsede på at angribe et dansk skib. Det er derfor forslaget om oprettelse af én eller flere særlige piratdomstole – for eksempel i Seychellerne eller Kenya – har vundet stor tilslutning. Men det er kun Kenya, Indien, Somalia og Seychellerne, som selv er begyndt at retsforfølge formodede pirater, der har angrebet andre handelsskibe end deres egne. Som påpeget i bogen kunne Danmark ved blot at sløjfe fem ord fra straffeloven ændre denne retstilstand.

Det er kravet om at piraten skal ’befinde sig i landet” (altså Danmark), som burde udgå. Ved bogens udgivelsestidspunkt for et halvt års tid siden var Somalia-piraterne blevet retsforfulgt i en snes forskellige lande, og det skønnedes at omkring 1000 pirater sad i fængsel. Et nyere uhyggeligt aspekt af pirateriet er et samarbejde mellem piraterne og den voldelige muslimske terrorbevægelse al-Shabaab, hvorefter bevægelsen sikres 20 procent af hver heldig pirataktions udbytte. FN har bekræftet dette. Eksperter tror dog ikke på holdbarheden af dette ”samarbejde”, fordi piraterne alene drives af jagt på penge, mens islamisterne vil sprede ideologi. Men der er en udbredt frygt for, at piraterne kunne finde på at ”sælge” deres gidsler til al-Shabaab, fordi de ikke har fundet en løsesum høj nok. På togt med Esbern Snare og i samtaler med både politikere, embedsmænd, redere, militærfolk prostituerede, bagmænd og sågar rigtige pirater har forfatterne skaffet sig rigelig egen indsigt, som er underbygget af omfattende læsning. Det er et yderst anbefalelsesværdigt produkt, de har fået ud af det.

Mindre end 20 pct. af Afrikas seksuelt aktive bruger prævention. I 2005 ansloges 25 mio. afrikanere at leve med hiv/aids – svarende til to tredjedele af verdens således smittede. 57 pct. af de smittede i Afrika var kvinder. Befolkningstilvæksten er nu for nedadgående i de lande hvor aids har hærget voldsomst.

Værst er det gået ud over Øst- og Sydafrika, i Tanzania er levetiden på kun 15 år faldet fra 51 til 43 år, i Zimbabwe fra 52 helt ned til 34 år. Over 40 mio. børn syd for Sahara (denne bogs emne) har mistet en eller begge forældre. Det bidrager til aids, at mange afrikanske mænd er promiskuøse, op mod halvdelen af verdensdelens kvinder er i ægteskaber med flerkoneri.

Når de vestlige lande og andre donorer ivrer efter fattigdomsorientering og menneskerettigheder i for eksempel Afrika, udhuler det ifølge forfatteren landenes uafhængighed og sætter deres demokrati ud af funktion, bl.a. fordi parlamenterne normalt ikke er inddraget. De udenlandske rådgivere savner ikke sjældent kendskab til de lokale betingelser. Afrika ville være bedre hjulpet, hvis en del af de omkring 100.000 udenlandske rådgivere kunne erstattes af nogle af de hundredetusinde veludannede afrikanere, som nu gør gavn i rige lande. Men de pågældende, der er uddannet i Vesten, repræsenterer jo netop den hjerneflugt, som alle beklager. De vil helst blive i Vesten.

Med den aktuelle bog Danskere i tropisk Afrika har Klaus Winkel ønsket at beskrive godt en halv snes danskere, der ved en personlig indsats har ”gjort en forskel” i Afrika. Vist er det interessant at blive præsenteret for en slavehandler på Guldkysten (i dag Ghana), officerer i den kyniske belgiske kong Leopold I’s tjeneste i Congo, en missionær, en læge, en bistandsarbejder foruden nogle vi (mere eller mindre) kender i forvejen, så som forfatteren og farmeren Karen Blixen, u-landseksperten, økonomen Knud Erik Svendsen, erhvervsmanden Jan Bonde Nielsen, sygeplejersken og forfatteren Merete Engell m.fl. Men her ser vi ligesom det hele gennem en mindre prisme – det var jo strengt taget ikke så meget disse danskere udrettede, på godt og på ondt, i den store afrikanske sammenhæng. Det er en flot illustreret bog, som også præsenterer læserne for en nok ikke så vidt kendt personlighed som antropologen og forskeren Peter Aaby, der skulle komme til at udøve en enestående indsats mod sygdomme i Guinea-Bissau. Han er et eksempel på nogle af de ildsjæle i indsatsen for u-landene, som vi kan være stolte af. Det er kort sagt blevet til en samling personalhistorier, som er solidt leveret, men alt i alt udgør en meget broget helhed.

Deres formål med at virke i tropisk Afrika var da også meget forskelligartet. De udgør kort sagt et meget heterogent ’selskab’.

Fascineret af Afrika – på godt og på ondt, i fortid og nutid

>>

Klaus Winkel: Danskere i tropisk Afrika – fra slavehandler til bistandsarbejder, 199 sider, Forlaget Klim

>>

Klaus Winkel: Hvorfor er det så svært for Afrika?, 236 sider, Geografforlaget/Mellemfolkeligt Samvirke Klaus Winkel har i over en menneskealder formidlet dansk ulandsbistand, det meste af tiden som diplomat i DANIDA med poster i afrikanske lande. Som nationaløkonom har han dyb indsigt i de økonomiske problemer, som fortsat plager Afrika – og videre ind i materien netop hvad årsagerne til den vedvarende misere er. ”Hvorfor er det så svært for Afrika” har fire år på bagen, men da det er her, at Winkel i 18 meget oplysende kapitler opruller hvad man kunne kalde hele Afrikas udviklingsproblematik, vil jeg begynde med den. Tiden er ikke afgørende løbet fra bogen, som giver et enestående godt overblik over det tropiske Afrika og giver mange brikker til at forklare hvorfor alle landene her tilsammen udgør verdens største udviklings15

En FN-ambassadør taler ud menneskerettigheder, gerne fokuserer på andre slags ’rettigheder’, så som ’retten til vand’, der er blevet ’udflettet’ af FN’s konvention om de økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder af 1966 med basis i dennes proklamation af retten til arbejde, social tryghed, sundhed med videre.

>> Carsten Staur: Den globale udfordring, 317 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Det er en vægtig og meget oplysende bog, Danmarks FN-ambassadør Carsten Staur her har bedrevet.

Dens undertitel ”FN mellem relevans, legitimitet og handlekraft” signalerer, at der fokuseres på såvel FN’s betydning som dets effektivitet og folkeretlige forankring.

Staur har levet sig virkelig ind i FN’s struktur og virkeflet, siden han – der er historiker af fag – overtog sit nuværende job i 2007.

Derved sløres disse landes manglende vilje til at sikre væsentlige elementer i retsstaten. Staur kommer vidt omkring disse vigtige emner, herunder også Danmarks fortsatte indsats for at begrænse anvendelsen af tortur gennem resolutioner, men jeg savner nogle manifeste eksempler på enkelte lande, hvor dette har haft effekt.

Forfatteren fremhæver som noget væsentligt den rolle UNDP, FN’s Udviklingsprogram, spiller for hvad man lidt frit oversat kunne kalde ’velfungerende styreformer’ (’good governance’). Hvordan parlamenter, kommuner og lokale forvaltninger opbygges med disses respekt for civilsamfundsorganisationer, fri presse, kort sagt så der tilvejebringes en ’demokratisk kultur’ i samfundet. Meget af dette samles nu om dage i begrebet kapacitetsopbygning. Heri ligger også en fundamental styrkelse (man kunne måske sige skabelse) af borgere som rettighedsindehavere, mens de offentlige myndigheder er pligtbærere, dvs. kernen i menneskeretsproblematikken. Jeg kunne have ønsket mig en smule mere om disse borgeres klagemuligheder, når deres rettigheder krænkes eller ikke opfyldes.

Han påpeger bl.a. Sikkerhedsrådets unikke position i FNsystemet, fordi det efter FN-pagten kan træffe beslutninger, der er bindende for medlemsstaterne: 15 lande (de for tiden værende medlemslande i Sikkerhedsrådet) kan ’autorisere’ (dvs. påbyde) magtanvendelse mod lande eller personer, såsom indefrysning af penge, der måtte stå på en konto i et fremmed land, eller gennemføre handelsrestriktioner. Det vil dog sjældent være i form af en egentlig ’ordre’, snarere en kraftig opfordring. Staur nævner ingen eksempler på, at en sådan opfordring ikke er blevet fulgt af et medlemsland.

Den europæiske menneskerettighedskonvention er for de europæiske lande ”generelt mere detaljeret og relevant end FN’s menneskerettighedssystem”, skriver Staur. Jovist, men bedre havde det været om han tydeligt forklarede, at Europas borgere har en menneskerettighedsdomstol, der kan tilkende menneskeretsofre godtgørelse (erstatning) for menneskeretsbrud. Det findes ikke i samme målestok, dvs. ikke så effektivt noget andet sted i verden.

Ligervis fik USA i 1950 af Sikkerhedsrådet bemyndigelse til at hjælpe Sydkorea, efter at det i 1960 var blevet angrebet af Nordkorea (Korea-krigen). Mere generelt har rådet altså ikke i egentlig forstand beordret stater til at skride til bestemte handlinger, i den langvarige Mellemøst-konflikt har det således normalt bekræftet hvad der er opnået enighed om ansetsteds. Men i løbet af 2011 demonstrerede rådet en betydelig handlekraft i to spørgsmål, nemlig vedrørende magtskiftet i Elfenbenskysten og oprøret i Libyen.

FN-ambassadøren berører og beskriver et utal af emner og sætter dem ind i en meningsfuld sammenhæng i forhold til FN’s muligheder. Det er træffende, når han kalder det afgørende at nedbryde det klassiske skel mellem industri- og udviklingslande, mellem OECD-landene (som nu senest også omfatter Mexico, Sydkorea og Chile) og G77-landene, dvs. ca. 130 udviklingslande. Som han skriver holder den gamle ”vi/de-opdeling” af verden ikke, når OECD-landenes andel af den globale økonomi for fremtiden vil falde, samtidig med at nogle af de nye økonomier, ikke mindst Kina, Indien og Brasilien, vokser kraftigt år for år.

Det er velkendt, at Sikkerhedsrådet ikke magtede (og fortsat ikke magter) at få samme opbakning til en lige så markant international undsigelse af Syrien, om end mange stater har indført kraftige sanktioner. Mens FN-styrker i Elfenbenskysten medvirkede til nedkæmpelse af Laurent Gbagbo, den forsmåede hidtidige præsident (som nu endog er bragt til Den Internationale Straffedomstol i Haag som tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden) kan Bashar al-Assad fortsætte nedskydning af civilbefolkningen i Syrien. Magtpolitik vejer bestandig tungere end FNidealer.

Klima, bæredygtighed, nødhjælp, fredsskabelse er blandt de mange andre emner, der forstandigt og indgående beskrives i bogen, som er båret af dybt indsigt i og tro på De Forende Nationer.

Staur påpeger prægnant, at en del lande, der massivt krænker deres egne borgeres (borgerlige og politiske)

Bliv medlem — se hvordan på www.fnforbundet.dk Fordi vi tror på et globalt ansvar 16