GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 1 MARTS 2016

1

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen, Trine Marqvard Nymann Jensen og Jørgen Estrup (ansvarshavende)

FORSIDE: Eric Kanalstein ISSN:2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang i JUNI 2016 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

De irriterende konventioner?

Fra at være en dansk koloni har grønlænderne opnået mere og mere selvstyre, siden Danmark gjorde hævd på landet i nord i 1921. Det skete ikke uden modstand fra Norge, men tvisten blev løst ved Den Internationale Domstol i Haag (der efter FN’s oprettelse blev til ét af de 6 hovedorganer i verdensorganisationen). Domstolen dømte til fordel for Danmark (hvilket førte til oprettelsen af Siriuspatruljen, som overholdelse af kravet om at Danmark skulle vise vilje og evne til at være til stede i hele Nordøstgrønland).

Fra at være et relativt højprofileret punkt på den politiske dagsorden med eget Grønlandsministerium, gled Grønland længere ned på dagsordenen i Danmark. Det har de globale klimaforandringer ændret på, hvor en forventet øget adgang til naturressourcer og transportveje igen har bragt Grønland, og relationen mellem Grønland og Danmark, højt på dagsordenen.

Så højt, at da statsministerens ’gransker’, Peter Taksøe-Jensen, i januar løftede lidt af sløret for forslag til kommende udenrigspolitiske prioritetsområder, så var det særligt Arktis og Grønland der blev fremhævet. Det giver umiddelbart god mening, også set i lyset af Danmarks krav på Nordpolen, som et resultat af Rigsfællesskabets Kontinentalsokkelprojekt, rejst i henhold til FN’s Havretskonvention i 2014.

Men med opprioriteringen af det arktiske, sker en nedprioritering af andre områder, samtidig med at der gennemføres store besparelser i forhold til Danmarks internationale engagement.

I begyndelsen af marts kunne vi læse om en spareplan, der rammer 25 politiske områder i Udenrigsminisiteriet. Indsatsen for nedrustning bortprioriteres, den mellemøstlige fredsproces i Israel og Palæstina nedprioriteres, det nordiske samarbejde reduceres – er bare tre af punkterne. Dét efter at vi i Finansloven for 2016 har oplevet knap en halvering af Danmarks bidrag til FNorganisationerne. For eksempel beskæres UNFPA, UNDP og UNICEF med hhv. 55%, 54% og 64% i forhold til 2015-finansloven – mens Danmark melder sig helt ud af FN’s Industriudviklingsorganisation, UNIDO. Sammenhængen mellem indsats og virkninger kompleks, men der har indtil nu været rimelig enighed om, at en småstat som Danmark via deltagelse i internationale fora opnår mere indflydelse, end hvad der kan opnås ved for snæver indsats og unilateral handling.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk

Heldigvis har vi indtil videre undgået konflikt med Rusland i Arktis (og Siriuspatruljen ville heller ikke kunne stille meget op, hvis det gik så galt). Og via et tæt nordisk samarbejde har vi i dag et godt samarbejde med vores norske nabo. Men en nedprioritering af en sammenhængende international indsats svækker mulighederne for, at fredsommeligheden vil vare ved.

FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K.

Danmark nyder godt af en international retsorden, som eksemplerne med Østgrønland og Nordpolen viser. Internationale konventioner og institutioner er, uanset alder, gensidigt forpligtende – og er grundlaget for et internationalt retssamfund, også når det er politisk og ideologisk irriterende. Også på flygtningeområdet.

Torleif Jonasson Generalsekretær

2

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

Kommentar til regeringens spareplan

SIDE 5

3 spørgsmål til Aaja Chemnitz Larsen

SIDE 6

FN og den samarbejdende orden i Arktis

SIDE 7

Kurdistan – brandfarligt statsideal, både i Syrien og Irak

SIDE 10

Internationalt overblik

SIDE 11

Henrik Døcker anmelder

SIDE 13

3

Nyt fra FN-forbundet

FORSIDEN DENNE GANG er fra en udstilling i FN’s hovedkvarter i New York, der satte fokus på klimaforandringerne og deres konsekvenser for Arktis og Grønland. Den smeltende isbro er lavet af den norske kunstner, Vebjørd Sand.

SÆT

X i KALENDEREN

5. april 2016 i Aalborg inviterer FN-forbundet Nordjylland til debat om FN's fredsbevarende operationer.

Tidligere udenrigsminister og nuværende formand for FN's generalforsamling, Mogens Lykketoft (via videoforbindelse til New York), Medlem af Folketinget, Christian Juhl (Enhedslisten), tidligere Assisterende generalsekretær i FN, Finn Reske-Nielsen, og adjunkt ved Aalborg Universitet Osman Farah, vil debattere, hvad der virker, og hvad der ikke gør i FN's fredsarbejde, ligesom de vil diskutere Danmarks rolle i FN's fredsarbejde i det 21. århundrede. >> Læs mere på facebook.com/FNForbundetNordjylland

8. april 2016 kan du komme til konference på Christiansborg om Europa og forpligtelserne i FN's flygtningekonvention, når vi inviterer sammen med Den Danske Helsinki-Komité og Europabevægelsen. >> Læs mere og tilmeld dig senest den 5. april via linket her: fnforbundet.nemtilmeld.dk/54/

28. april 2016 inviterer vi til fyraftensmøde på sekretariatet i København med Sune Skadegård Thorsen, der vil fortælle om den globale minimumsstandard for ansvarlig virksomhedsadfærd - FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv. Hold øje med hjemmesiden for mere information og tilmelding.

29. – 30. oktober 2016: Landsmøde i Aalborg

Nu kan du finde os på det faglige netværk, LinkedIn. Klik her - eller søg på FN-forbundet, og så dukker vi op!

4

Kommentar til regeringens spareplan for Udenrigsministeriet Regeringen var ikke mange dage gammel, førend det stod klart, at finanslovsforhandlingerne for 2016 ville få konsekvenser for den danske udviklingsbistand, men ingen havde nok helt forudset, hvor drastiske konsekvenserne ville være. Resultatet blev en historisk nedskæring af både den bilaterale og den multilaterale bistand, der ramte på tværs af civilsamfund, ngo’er, FN-organisationer og ministerier.

På kort sigt har det betydet fyringsrunder, nedlæggelser af programsamarbejder og en ikke-positiv omtale af Danmark, som da udenrigsminister Kristian Jensen mod forventning ikke blev inviteret til Global Citizen-festivalen under FN’s Generalforsamling i september.

Hvad det vil betyde på lang sigt? Det ved vi ikke endnu. Ét af de internationale samarbejder, Danmark har trukket sig tilbage fra, som konsekvens af nedskæringerne, er nedrustning. Det har John Kierulf, der er medlem af FN-forbundets bestyrelse og tidligere var Danmarks forhandler på nedrustningsområdet, skrevet en kommentar om.

Ifølge pressen har udenrigsminister Kristian Jensen udpeget 25 områder, som Danmark skal bruge mindre eller ingen tid på. Nedprioriteringen og bortskæringen på en række områder er en direkte konsekvens af besparelserne på udviklingsbistanden på ca. 2,9 mia. kr. i 2016.

FN’s arbejde med nedrustning er koncentreret i Genève, hvor der året rundt afholdes en lang række konferencer og møder om såvel konventionelle våben som masseødelæggelsesvåben.

Om efteråret mødes Generalforsamlingens 1. udvalg om nedrustning og international sikkerhed i en fire uger lang mødesamling i New York.

Ingen af Danmarks FN-missioner i Genève eller New York er bemandet til at varetage opgaverne med at deltage i og rapportere fra nedrustningsmøderne og koordinationsmøderne i EUkredsen.

Blandt de væsentligste områder, som er omfattet af spareplanen nævnes som det første punkt, at ”Danmarks indsats for global nedrustning bortprioriteres helt”. Ifølge Altingets dokumentation skal Udenrigsministeriet ikke længere beskæftige sig med nedrustning (eller Balkanområdet).

Stillingen som udsendt nedrustningsmedarbejder på FN-missionen i Genève blev nedlagt i 1999, og ingen af Udenrigsministeriets udsendte medarbejdere i New York beskæftiger sig med nedrustning. Det er derfor ikke muligt at lade FN -missionerne i de to byer dække nedrustningsmøderne på Udenrigsministeriets vegne.

I FN-pagtens artikel 1 er De Forenede Nationers fire hovedformål angivet. Det første formål er: ”at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed og i dette øjemed træffe effektive fælles forholdsregler til forebyggelse og fjernelse af trusler mod freden (…).”

De nærtstående lande, som Danmark normalt sammenlignes med i FN-sammenhæng – Norge, Sverige, Finland og Nederlandene – er alle repræsenteret med udsendte medarbejdere, som deltager aktivt i nedrustningsarbejdet i både Genève og New York.

Nedrustning er en væsentlig del af sikkerhedspolitikken og ét af kerneområderne for FN’s forebyggende arbejde med at opretholde freden og sikkerheden i verden. Gennem sit medlemskab af FN har Danmark forpligtet sig til at stræbe efter opfyldelse af de i artikel 1 nævnte formål, jf. artikel 2.

FN-forbundet finder det principielt forkert, at den danske regering vælger helt at bortprioritere Danmarks deltagelse i det internationale nedrustningssamarbejde, som der i høj grad er behov for at styrke for at undgå nye væbnede konflikter.

På denne baggrund forekommer det uforståeligt, at Danmark ikke længere skal deltage i det internationale samarbejde om nedrustning og international sikkerhed. FN-forbundet har erfaret, at Udenrigsministeriets nedrustningsambassadør allerede er fratrådt, og at stillingen tilsyneladende er blevet nedlagt. De fuldmægtige, der tidligere beskæftigede sig med nedrustning, våbenkontrol og ikke-spredning er blevet overført til andre opgaver.

FN-forbundet appellerer til regeringen om ikke at melde Danmark ud af det internationale nedrustningssamarbejde.

FN-forbundet er i øvrigt medlem af ngo-koalitionen

Læs mere om deres arbejde på www.controlarms.org

5

3 spørgsmål til

AAJA CHEMNITZ LARSEN Mens vi går og venter på anbefalingerne til Regeringen af nye prioriteter for dansk udenrigspolitik fra ambassadør Peter Taksøe-Jensen, har vi spurgt Aaja Chemnitz Larsen (IA), hvad det vil betyde fra hendes perspektiv.

Den længe ventede Taksøe-rapport forventes at anbefale et øget fokus på Arktis for dansk udenrigspolitik. På hvilken måde forventes det at være en fordel for Grønland?

Et øget fokus på Arktis skal ses som en løftestang for at skabe nye muligheder for bæredygtig erhvervsudvikling i Grønland, og øge mulighederne for at skabe velstand og vækst til gavn for befolkningen i Grønland. Der er behov for, at Rigsfællesskabet tager en mere proaktiv rolle i udviklingen af Arktis, da dette også kan komme Danmark til gavn på sigt, hvis man i fællesskab ser på mulighederne for at tiltrække investeringer til Arktis og f.eks. arbejder målrettet på at øge turismen og skabe forbedrede muligheder for innovation og iværksætteri.

Hvordan ser du rollen for de arktiske befolkninger i det fremtidige arktiske samarbejde?

Noget af det interessante ved den kommende Taksøe-rapport er bl.a. også, at man ser på sammenhængen mellem sikring af menneskerettigheder og muligheder for bæredygtig udvikling. Det er oplagt at Grønland og Rigsfællesskabet spiller en mere aktiv rolle i Arktis end hidtil, samtidig med man løfter uddannelsesniveauet og sikrer at udvikling i Arktis sker med befolkningen i Arktis og til gavn for befolkningen i Arktis. En aktiv deltagelse af folk i Arktis ser jeg i virkeligheden som noget af det vigtigste, når vi taler om udvikling i Arktis.

Med de nye Verdensmål er bæredygtighed for alvor blevet sat på den globale dagsorden. Hvordan vil de passe ind i fht. Grønlands udvikling – bl.a. i lyset af diskussionerne om f.eks. udvinding af uran eller selvstændighed?

Fra IA siger vi klart nej til uranudvinding i Grønland, fordi vi netop mener at udviklingen i Grønland bør ske på bæredygtig vis. Målet er selvstændigheden, men ikke på bekostning af en kortsigtet politik, hvor man efterlader dele af befolkningen splittet i spørgsmålet om uran udvinding eller efterlader befolkningen dybt bekymret for deres egen og deres efterkommeres sundhed eller for miljøet omkring dem.

Der er behov for at se på, hvordan man kan udnytte de ressourcer, vi har omkring os i Grønland, både levende og ikke-levende, på en forbilledlig vis, så vi viser, at bæredygtig udvikling på et økonomisk, menneskeligt og miljømæssigt plan ikke er hinandens modsætninger, men understøtter hinanden. Børnene er vores vigtigste ressource, og det er vigtigt, at vi investerer i fremtiden ved at investere i menneskene, for at vi kan skabe en lys fremtid i Grønland. Her er menneskerettighederne fundamentet for en positiv udvikling for Grønland.

Aaja Chemnitz Larsen (nr. to fra venstre) er medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit siden valget den 18. juni 2015, og gjorde os selskab til FN-forbundets uddeling af Verdens Bedste Nyheder på Kongens Nytorv sammen med udenrigsministeren, MF-kollega Johanne Schmidt-Nielsen og en række ambassadører.

6

FN og den samarbejdende orden i Arktis: et system under pres fra Ukrainekonflikten På trods af global opvarmning er Arktis ikke det næste vilde vesten. Langt de vigtigste områder er allerede fordelt – og FN’s havretskommission opstiller en række regler for fordelingen af det resterende. Den største trussel imod arktisk stabilitet kommer udefra: Ukrainekonflikten truer i dag med at svække den samarbejdende orden i Arktis.

ritorier, der ligger udenfor landenes territorialfarvande og uden for deres 200 sømil eksklusive økonomiske zone (EZZ). De omfatter, i modsætning til EZZ, kun ret til ressourcer i havbunden – ikke til fx fiskebestande i vandsøjlen over havbunden. For at kunne gøre krav på en udvidet kontinentalsokkel, skal et land påvise geologisk sammenhæng mellem kyststatens landmasse og den kontinentalsokkel (havbund), som de ønsker ret til. Det sker ud fra en række faktorer, der blandt andet inkluderer tykkelsen af aflejringer under havbunden, havbundens hældning, havets dybde samt afstand fra kyststaten. Her kan det være særligt udslagsgivende, hvis man kan påvise sammenhæng mellem kyststaternes landmasse og undersøiske højdedrag, da det kan udløse ret til store omkringliggende områder.

Af Mikkel Runge Olesen, Postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Følger man pressedækningen af den politiske udvikling i Arktis, får man nemt indtrykket af, at vi med global opvarmning står overfor et for vor klode måske sidste regulære gold rush: I takt med at nye naturrigdommene pludselig bliver tilgængelige, kæmper verdens stater, særligt de fem stater med kystlinje til det Arktiske Ocean – USA, Rusland, Canada, Norge og Kongeriget Danmark (Danmark-Grønland-Færøerne) – nu tilsyneladende om at sikre sig størst mulig del af rovet.

Det er imidlertid en ret grov overdrivelse af udviklingen i Arktis. Ikke alene er de bedste dele af Arktis for længst fordelt, som – fraregnet den ubetydelige Hans Ø – inkluderer alt landterritorium.

Ansøgningerne er ekstremt komplekse. Alene Danmark har indsamlet geologiske data i Arktis for ca. 350 millioner kroner op til fremsættelsen af de seneste danske krav i december 2014.

Men det er også uklart om det overhovedet nogensinde vil kunne betale sig at udvinde ressourcer fra de endnu ikke fordelte søområder omkring Nordpolen.

Det barske vejr og havdybderne er stadig, trods global opvarmning, ikke lige sådan at overvinde. I hvert fald ikke hvis det skal give overskud. Og så er Arktis faktisk slet ikke så lovløst, som man nogen gange kan få indtryk af. FN spiller her en vigtig regulerende rolle i Arktis igennem FNs Havretskommission – UNCLOS, The United Nations Convention on the Law of the Sea.

Men Danmark er ikke alene i ansøgerfeltet. Både Rusland, Norge og Canada har enten helt eller delvist ansøgt om ret til dele af Arktis. Deres krav overlapper i flere tilfælde med de danske og her er et af de store stridspunkter retten til Lomosovryggen, som er en stor undersøisk bjergkæde, der strækker sig under det Arktiske Ocean. Derudover kommer de eventuelle amerikanske krav, som først vil blive udsendt, når USA ratificerer UNCLOS. I de kommende år er det så op til et hold internationale eksperter i Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS) at vurdere hvert krav ud fra reglerne i UNCLOS. Der er imidlertid kø i kommissionen. Det kan derfor snildt komme til at tage op til 15 år, før kommissionen er nået igennem de fire landes ansøgninger.

Regelsættet i Arktis: FN’s havretskonvention FN’s gældende havretskonvention (UNCLOS III) blev indgået i 1982 og trådte officielt i kraft i 1994.

UNCLOS rummer en lang række regler, der guider staters handlemåde på verdenshavene – og dermed også i Arktis. Selv USA har de facto valgt at følge UNCLOS’ regler, selvom de, som den eneste stat i Arktis, endnu ikke har ratificeret konventionen på grund af modstand i det amerikanske senat. Dermed er der overordnet enighed om UNCLOS’s privilegerede rolle for regulering af Arktis-regionen.

Dermed kunne man så ledes til at tro, at kontinentalsokkelkonflikterne i det Arktiske Ocean, fraregnet områder tæt på Alaska, nu i det mindste, mere eller mindre automatisk vil blive ordnet. Så nemt er det imidlertid ikke. For selv når kommissionen er færdig, er der endnu et godt stykke til en endelig aftale landene imellem. Reglerne fungerer nemlig på en sådan måde, at et land kan få svar på hvorvidt dets ansøgning er godkendt eller ej, men det kan ikke være sikker på at være det eneste land, der får godkendt retten til et bestemt stykke kontinentalsokkel. For en undersøisk bjergkæde som Lomonosovryggen kan sagtens ‘hænge sammen’ med mere end én kyststats landmasse. Hvad gør

Den nuværende konvention afløste fire eksisterende traktater fra 1958. Især med hensyn til grænsedragning til søs, rummede den nye konvention store nyskabelser.

I forhold til Arktis er reglerne om nationernes ret til udvidede kontinentalsokler et særligt væsentligt spørgsmål. Sådanne kontinentalsokkelkrav omhandler søter7

man så? Hvis mere end et land har krav på det samme område, så er FN’s regler ikke så entydige. I så fald er det op til landene at dele området imellem sig i fred og fordragelighed.

ådanne spekulationer kulminerede i 2007, da en russisk ubåd i et klart mediestunt plantede det russiske flag på bunden af havet under Nordpolen.

Denne frygt blev imidlertid hurtigt gjort til skamme. I 2008 samlede de arktiske kyststater i Ilulissat i Grønland sig, og de bekræftede bl.a. overfor hinanden, at UNCLOS var deres fælles regelgrundlag for Arktis. Erklæringen er senere blevet kritiseret for at forsøge at lukke alle andre stater, herunder Kina, ude af Arktis, og for ikke at inkludere alle lande som er medlemmer af Arktisk Råd, det vigtigste samarbejdsforum i Arktis, der også omfattende Sverige, Finland og Island. Denne kritik skal imidlertid holdes op mod det væsentlige resultat det dog må siges at være at få bekræftet FN’s og UNCLOS’s privilegerede position i regionen.

Modellen har altså en vis begrænsning. Den beskytter ikke fuldstændig små lande som Danmark og Norge imod at skulle forhandle direkte med en eller flere stormagter. Det betyder også, at det ikke nødvendigvis er uproblematisk at nå fra FN’s afgørelse om konkrete kontinentalsokler til en endelig løsning. Det kræver stadig en god portion diplomati og vilje til kompromis for at nå helt i mål. Derfor er det centralt at stille skarpt på, hvordan forhandlingsklimaet i Arktis har udviklet sig de seneste år.

Efter tilkendegivelserne fra Ilulissat fulgte hurtigt konkrete fremskridt. I 2010 lykkedes det for Rusland og Norge at forhandle sig frem til en aftale om deres konflikt om Barentshavet. Den inkluderede blandt andet en konflikt over kontinentalsoklen. Det var resultatet af 40 års forhandlinger, gjort muligt af et særligt gunstigt forhandlingsklima imellem de to lande. Aftalen kom hurtigt til at fremstå som et eksempel til efterfølgelse for konfliktløsning i Arktis og demonstrerede, at regionens kontinentalsokkelkonflikter faktisk kunne løses ved at følge UNCLOS’s regler.

Rigsfællesskabet ratificerede Havretskonventionen i 2004. De efterfølgende 10 år blev der indsamlet videnskabeligt bevis for retten til territorium i det Arktiske Ocean, så Rigsfællesskabet i 2014 kunne fremsætte et krav om 895.541 km2 af den Arktiske kontinentalsokkel. Arealet er mere end 20 gange større end Danmark, og udgør et at de i alt fem krav om territorium i Arktisk som Rigsfællesskabet har fremsat. Alt i alt udgør Rigsfællesskabets krav om territorium et areal på 1.768.000 km2.

Succesen for UNCLOS i Barentshavet blev sideløbende fulgt op med succeser for Arktisk Råd. I 2011 lykkedes det de otte fuldgyldige medlemmer af Arktisk Råd (USA, Rusland, Canada, Norge, Danmark, Sverige, Finland og Island) at nå frem til en bindende aftale om samarbejde i forbindelse med søredningsoperationer i Arktis. I 2013 blev en lignende aftale indgået i forbindelse med oliekatastrofer.

Danmark har været den første af de 5 kyststater til at gøre krav på territorium i det Arktiske Ocean, og kravet er betydeligt større sammenlignet med de krav på territorium, som de andre fire kyststater har fremsat.

Afgørelsen om retten til territorium mellem de fem kyststater kan komme til at tage op til 10-15 år. FN har nedsat en kommission, der på baggrund af det videnskabelig datamateriale, indgivet af de fem kyststater, skal vurdere, hvorvidt staterne er berettiget til territoriet. Kommissionen har dog ikke den juridiske ret til at fordele territoriet, det skal forhandles indbydes mellem kyststaterne.

Baggrunden for den samarbejdende ordens succes i disse år er sammensat. For det første har der ganske simpelt vist sig meget at vinde ved samarbejde i Arktis, hvor klimaet og de store afstande gør selv relativt simple operationer vanskelige og dyre. Samtidig kan man pege på, hvordan en positiv udvikling og statsledernes erklærede intentioner om at samarbejde gradvist er blevet selvforstærkende. Men mest af alt er det vigtigt at holde sig for øje, at den samarbejdende orden især kommer Rusland til gode, eftersom Rusland, i kraft af besiddelse af den suverænt længste kystlinje ud mod det Arktiske Ocean, allerede sidder på nogle af de bedste dele af Arktis.

Konflikt eller samarbejde i Arktis?

Under den Kolde Krig spillede Arktis en central rolle for USA’s og Sovjets atomstrategier. Arktis var den korteste afstand imellem de to supermagter, som en oplagt korridor for bombefly og senere interkontinentale missiler og atombevæbnede ubåde. Imidlertid var egentlig regional krigsførelse i Arktis med konventionelle enheder nærmest utænkeligt i større stil. Klimaet var for ufremkommeligt til det.

Det gælder særligt gasreserver, som dog er svært tilgængelig grundet havdybden og det ufremkommelige arktiske klima. Udvinding af sådanne reserver kræver altså ikke alene adgang til betydelige udenlandske investeringer, men også til avanceret vestlig teknologi.

Rusland har, ganske simpelt, mere brug for Vesten i Arktis, end Vesten har brug for Rusland. Eftersom seriøs intern vestlig konflikt i Arktis nærmest er utænkelig, grundet de fire vestlige kyststaters stillinger som NATO -allierede, burde Vesten derfor have gode muligheder for at kunne undgå konflikt i Arktis, hvis man ønsker det. Rusland har ganske vist oprustet i Arktis, men fra et meget lavt niveau. Det skal nærmere ses som et russisk forsøg på at sikre sin allerede eksisterende arktiske rigdom, end som et forsøg på at prøve at tiltuske sig den resterende, økonomisk tvivlsomme, arktiske kontinentalsokkel omkring Nordpolen med magt.

Efter den Kolde Krigs afslutning blev Arktis hurtigt en mindre vigtig region for stormagterne, fordi tilnærmelsen imellem USA og Rusland gjorde en atomkrig imellem de to magter usandsynlig. Imidlertid kom der særligt i 00’erne igen fokus på Arktis. Denne gang i højere grad for regionens egen skyld, fordi global opvarmning gradvist gjorde regionens naturressourcer lettere tilgængelige. Kunne naturressourcer føre til konflikt i Arktis?

8

Ukrainekonfliktens skygge over Arktis ansøgninger til UNCLOS om retten til Lomonosovryggen, der blandt andet vil kunne give ret til kontinentalsoklen omkring Nordpolen. Her inkluderer begge lande i deres ansøgninger klart udarbejdede henvisninger til hinandens bestræbelser. Man skriver, at man er hinandens ansøgninger bevidst, og at man er enige om ikke at ville gøre indsigelser imod hinandens ret til at ansøge om Lomonosovryggen. De to lande anerkender ligeledes, at Canada formodentlig snarligst vil fremkomme med et overlappende krav.

Ukrainekonflikten repræsenterer den største trussel imod den samarbejdende orden i Arktis siden Ilulissaterklæringen og har generelt ført til øget mistillid og animositet imellem Rusland og Vesten. Det smitter af på tilliden imellem parterne i Arktis.

Hertil kommer en mere direkte såkaldt ‘spill over’ fra Ukrainekonflikten til Arktis. Vesten har nemlig valgt at bruge Arktis som et redskab til at straffe Rusland for dets handlinger i Ukraine. I første omgang skete det gennem aflysninger af mange samarbejdsmøder mellem Rusland og Vesten i Arktis. Dernæst fulgte en række sanktioner, der blandt andet var rettet imod den russiske olie- og gasindustri i Arktis. Det er potentielt meget alvorligt, da sådanne sanktioner er rettet direkte imod den måske vigtigste faktor bag den samarbejdende orden i Arktis indtil nu: nemlig at Rusland, mere end de andre arktiske kyststater, har haft lidt at vinde og meget at tabe ved konflikt med Vesten i Arktis.

Det er i denne henseende især sandsynligt at både Danmark og Rusland kan få medhold i forhold til potentielt meget store overlappende områder. I så fald er det altså op til dansk-russiske forhandlinger at nå en endelig aftale, når FN’s kontinentalsokkel-kommission om 10-15 år har færdigbehandlet begge ansøgninger. Men ikke desto mindre viser den russiske villighed til fortsat at følge UNCLOS, at Rusland trods sanktionerne stadig har en klar interesse i at værne om resterne af den samarbejdende orden i Arktis og i at forsøge at få den genopbygget så hurtigt så muligt.

Indtil videre har sanktionerne dog ikke ændret Ruslands arktisstrategi i udpræget grad. Russerne har svaret igen med aggressive militærøvelser i regionen og med diverse stunts, som da de i foråret 2015, lod den rabiate russiske vicepremierminister Dmitry Rogozin besøge Svalbard. Dermed udnyttede ham nemlig et smuthul i forhold til Svalbards juridiske status til at omgå EU og Norges sanktioner imod ham, der forbyder ham indrejse i både EU og Norge.

Men på især et centralt område, har de imidlertid ikke ændret kurs. De har bibeholdt deres fremgangsmåde overfor FN’s Havretskonvention. Et klart eksempel herpå kan ses i de koordinerede danske (december 2014) og russiske (august 2015)

FN’s regler vil derfor med al sandsynlighed også i fremtiden forblive centrale for mellemstatslige anliggender i Arktis. Det er de gode nyheder. De dårlige nyheder er, at krisen i Ukraine har vist sig langvarig, og at den med al sandsynlighed vil blive ved med at kaste skygger over Arktis en rum tid endnu.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Baggrund, som en del af artikelserien ’det andet FN’, hvor forskere og FN-eksperter satte fokus på det FN, der sjældent trækker overskrifter.

Find det og andre, interessante artikler fra verden bag overskrifter og breaking news på

www.baggrund.com Læs også: En bæredygtig fremtid for Arktis? fra GLOBAL 2/2014

9

Kurdistan – brændfarligt statsideal, både i Syrien og Irak Storpolitiske hensyn blander sig med folkegruppers interesser Af Henrik Døcker

Barzani anklager så Syriens Demokratiske Parti (PYD), et venstreorienteret pro-kurdisk parti, for ikke helhjertet at støtte kurdiske selvbestemmelse. Det er imidlertid PYD's militære formation YPG, som har sat sig stærkt i respekt i kampene mod IS. En talsmand for PYD har taget til orde for en kurdisk føderation i det nordlige Syrien, der imidlertid efter omstændighederne eventuelt også kunne komme til at omfatte arabere og turkmenere i dette område. Rusland har i øvrigt tilkendegivet, at det støtter en føderativ statsdannelse i Syrien, men USA går ind for en autonom kurdisk region i Irak.

Begge FN's menneskeretskonventioner af 1966 begynder med at forsikre om den nationale selvbestemmelsesret, og da mange kolonier, især i årene efter 1960, ville løsrive sig fra deres moderlande, blev denne ret i stor skala tilgodeset. Som politisk våben for en så vidtstrakt og opsplittet folkegruppe som kurderne lader den sig dog næppe realisere foreløbig, i hvert fald ikke som et samlet rige. Men kurderne i både Syrien og Irak har i den seneste tid fået en del medvind, takket være det kaos, der i Irak og Syrien er skabt af den muslimske terrorbevægelse, som kalder sig IS.

Andre problemer frembydes af Irakisk Kurdistans olieksport fra sine nordlige provinser via Tyrkiet. Den irakiske regering er som så mange andre hårdt ramt af de faldende oliepriser og er fortørnet over regionens egenrådighed. Centralregeringen i Bagdad har tilbageholdt offentlige ydelser til den kurdiske region, fordi denne på sin side ikke har sendt pligtige andele af oliehandelens provenu til Bagdad. Kurderne står i sidste ende svagere, fordi de ikke i deres region har adgang til at optage lån som Bagdad-regeringen.

Det er de irakiske kurdere, der har markeret sig tydeligst som selvstyrende område – og i længst tid. Siden Saddam Husseins Irak led nederlag i sit forsøg på at erobre Kuwait i 1991, har Irakisk Kurdistan udviklet og fået afstivet sin autonomi. Længe før den tid havde to politiske partier her kastet sig ud i alvorlige dyster om magten: Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK). Sammenlignet med det øvrige Irak har forholdene dog været relativt rolige – til gavn for en økonomisk vækst.

De nok så berømte Peshmgerga-krigere, de irakiske kurderes frygtløse soldater, har ikke fået deres sold til tiden, og en del af dem indgår i de 37.000 kurdere, der siden 2014 har forladt deres land og er flygtet til Europa. Uanset den politiske og økonomiske opblomstring, der en overgang prægede Irakisk Kurdistan, så er sandheden, at omkr. 60 pct. af befolkningen dér er offentlig ansat. En del af dem har ikke fået deres løn udbetalt i månedsvis.

For nylig har regionens 'præsident' Masoud Barzani (KDP), direkte taget til orde for en vejledende folkeafstemning om, hvorvidt kurderne på længere sigt ønsker en form for selvstændighed, her altså de irakiske kurdere. Sådanne initiativer forstærker umiddelbart spændingerne mellem den kurdiske 'hovestad' Erbil og Iraks Bagdad. Det hele kompliceres af KDP's samarbejde med Tyrkiet, som fremdeles udkæmper et voldeligt opgør med sine kurdere, samlet i Kurdistans Arbejderparti (PKK).

At bevare magten i den olierige Kirkuk-provins er særlig vigtigt. Den militære magt, Peshmergaerne har i i alt fire provinser, skal med tiden ”omveksles” til en politisk magt, hvad der utvivlsomt vil frembyde nye bryderier. Efter den nuværende oliedelingsaftale mellem Erbil og Bagdad skal fire femtedele af indtægterne fra oliesalg gå til forbundsstaten, 17 pct. til kurderne. Trafikken til de kurdiske oliefelter er blevet mere sparsom, efter at IS i 2014 erobrede Mosul, som ligger blot 85 km. fra Erbil. Dertil kommer den økonomiske afmatning foruden en slags borgerkrig mellem forskellige kurdiske partier og fraktioner

PKK har i en meget lang årrække, ja helt siden 1984, haft, hvad man roligt kan kalde et stormfuldt forhold til regeringen i Ankara. Omkr. 40.000 mennesker menes at have mistet livet under væbnede sammenstød i årenes løb. En våbenhvile, deklareret i 2013, blev i 2015 bragt til ophør, og væbnede sammenstød mellem PKK-grupper og militæret samt forfærdende terroraktioner, foranstaltet af PKK, præger nu situationen. Et åbent spørgsmål er, om Tyrkiets kurdiske befolkning – der skønsmæssigt udgør omkr. 20 mio. mennesker – slutter op bag den voldelige konfrontation. Opfordringerne fra PKK til åbent oprør er imidlertid talrige.

Endelig er der intern politisk usikkerhed, fordi den gamle stridsmand og politiske landsfader Barzani ikke vil gå af efter udløbet af hans valgperiode. Begrundelsen for at han bliver siddende er den fortsatte kamp mod IS. Hvad der forbinder kurdere i såvel Tyrkiet, Irak, Syrien som Iran er det fælles sprog. Det er dog inddelt i forskellige hoveddialekter, en nordlig, en central og en sydlig. Umiddelbart er det ikke let for folk fra disse grupper indbyrdes at forstå hinandens tale.

Med god grund frygter Tyrkiet for et for stærkt kurdisk selvstyre i Syrien – en afsmitning til Tyrkiet og afstivning af PKK kunne let være konsekvensen. Også USA er bekymret over de eventuelle bånd mellem PKK og YPG – de syriske kurderes væbnede formation. I det vældige drama om kurderne, der udspilles samtidig med luftbombardementer af IS-enheder og syriske oprøreres blodige borgerkrig mod den syriske diktator Assads styrker, er det kompliceret at skelne mellem terrorister og støtteværdige nationalister.

Der skønnes i alt at leve op til 35 mio. kurdere - i det væsentlige fordelt på Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien. De udgør omkr. 18 pct. af den tyrkiske, fem pct. af den syriske, 15 pct. af den irakiske og omkr. otte pct. af den iranske befolkning. De har aldrig været et samlet rige og har heller ikke moderne tid fundet sammen om den idé. De er næsten alle sammen sunni-muslimer.

10

INTERNATIONALT OVERBLIK

ved Henrik Døcker

Ban Ki-moon på kant med Marokko for at tale om dets besættelse af Vestsahara FN's generalsekretær Ban Ki-moon stak på det nærmeste hænderne i en hvepserede, da han under et besøg i Algeriet i begyndelsen af marts beklagede de forhold, hvorunder omkr. 150.000 flygtninge fra Vestsahara lever på grund af nabolandet Marokkos besættelse af det meste af dette område. Marokko beordrede, fordi han netop sagde besættelse, ca. 80 af FN's udstationerede i dets Vestsahara-mission, kaldet MINURSO, udvist. ”Disse mennesker (flygtningene, red.) har i over 40 år levet under de værst tænkelige forhold og føler sig glemt af verden...

Sahrawiflygtningelejren nær Tindouf (i Vest-Algeriet, red.) hører til de ældste i verden... Jeg agter at indkalde til en donor- og bistandskonference i Geneve for at lette deres trængsler...” sagde generalsekretæren.

Vestsahara var indtil 1975 en spansk koloni, og har siden da været genstand for uendelige forhandlinger og konfrontationer, fordi der ikke er opnået enighed om den folkeafstemning om områdets tilhørsforhold. Allerede da Spanien ved sammenbruddet af sit kolonirige forlod området, opførte Marokko en mur ned gennem det 266.000 kvadratkilometer store område. FN-styrken er på ca.

500 personer, hvoraf halvdelen er uniformerede. FN har siden 1991 forsøgt at mægle mellem den vestsaharaske politiske bevægelse POLISARIO og Marokko om betingelser for national selvbestemmelse for det fosfatrige område. (UN Photo/ Evan Schneider) Tungeste sag for Eks-Jugoslavien-tribunalet afgjort med dommen over Karadzic Efter syv års retshandlinger er den mest omfangsrige sag, Det Internationale Straffetribunal (ICTY) vedr. EksJugoslavien har haft til behandling, afgjort. Den 70-årige tidligere præsident for den bosnisk-hercegovinske delstat Republika Srpska, Radovan Karadzic idømtes 40 års fængsel som skyldig i såvel folkedrab som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under de bosnisk-serbiske styrkers fremfærd perioden 1992-95. Karadzic, den højest placerede af samtlige 161, der er idømt straffe ved tribunalet, var ansvarlig for forfølgelse, udryddelse, drab, deportation, umenneskelig behandling, terror og ulovlige overgreb mod civile såvel som gidseltagning. Her indgik ansvaret for mord på 8000 bosniakiske mænd og drenge i Srbrenica i 1995. Dommen er ikke endelig, eftersom Karadzic har indbragt den for ICTY's appelkammer. Senere på året ventes tribunalet, der har hjemsted i Haag, at fælde dom over den serbisk-bosniske hærchef Ratko Mladic, der ligesom Karadzic i årevis skjulte sig for myndighederne, og ligeledes regnes blandt de hovedansvarlige for hvad der samlet og forenklet kan kaldes de serbisk funderede massakrer og politiske massemord i Bosnien-Hercegovina.

Den Internationale Straffedomstol: Voldtægt er en krigsforbrydelse Den Internationale Straffedomstol i Haag har fundet den tidligere congolesiske vicepræsident Jean-Pierre Bemba skyldig i krigsforbrydelser i form af drab, plyndringer og massevoldtægt i Congo-Kinshasas naboland, Den Centralafrikanske Republik i årene 2002-2003. Bemba, der også var øverstkommanderende for en oprørsstyrke ved navn Congos Befrielsesfront, var ansvarlig for over 1000 tilfælde af overgreb. Straffen vil først blive udmålt senere på året. Bembas styrke var trængt ind i Den Centralafrikanske Republik for at bistå den daværende præsident Ange-Felix Patassé, som siden hen blev styrtet. Bemba selv flygtede fra Congo efter at have tabt i et præsidentvalg, men blev i 2008 anholdt i Belgien, Congos tidligere koloniale moderland. Voldtægt begået i et politisk øjemed blev i øvrigt allerede i 1997 af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg betegnet som tortur, nemlig i Aydin-dommen om en 17-årig kurdisk pige, som blev voldtaget af en uniformeret person.

87 mio. børn under syv år er kun vokset op med krig Knap 87 mio. børn har i deres første syv leveår kun oplevet væbnet konflikt, hvorved deres hjerner har taget skade, fremgår det af en rapport fra UNICEF, FN's børnehjælpefond. I denne periode af et barns liv har hjernen potentiale til at aktivere 1000 hjerneceller, kaldet neuroner, hvert sekund. På globalt plan er hvert 11. barn under seks år opvokset under forhold, der fået vidtrækkende negativ indvirkning på deres kognitive, sociale og fysiske udvikling. Et barn er født med 253 mio. fungerende neuroner, som i et roligt forløb gerne skulle udvikle sig til en milliard neuroner. UNICEF på sin side hjalp i det forløbne år 800.000 børn i konfliktzoner til en opvækst under roligere forhold.

11

Cameroun har dømt 89 Boko Haram-terrorister til døden Det er sjældent at høre om tilfangetagelse af og efterfølgende dom over de nigerianske islam-terrorister, der går under navnet Boko Haram. Men 89 af dem er nu blevet dødsdømt i Nigerias nabostat Cameroun, hvortil Boko Haram også har strakt sine terrorhandlinger. De er imidlertid kun et udsnit af 850 Boko Haram-krigere, som camerounske styrker fangede i 2015. Hundreder af camerounere er i de seneste år blevet dræbt af Boko-Haramenheder. Cameroun vedtog i 2014 en antiterror-lov, som hjemler dødstraf for terror.

Sikkerhedsrådet forlænger mandater for Guinea-Bissau, Somalia, Afghanistan og Libyen FN's Integrerede Fredsopbygningstyrke i Guinea-Bissau (UNIOGBIS) således til marts 2017 for at styrke de demokratiske institutioner, fremme menneskerettighederne og – nok så vigtigt – bekæmpe den transnationale narkohandel, som er forbundet med organiseret kriminalitet. En henstilling til regering og parlament om at få sikkerhedstjenesten og militæret ind under civil kontrol blev gentaget ligesom den fortsatte straffrihed for krænkelser af de borgerlige rettigheder, ikke mindst over for kvinder og børn – et udslag af at den udøvende og dømmende magt ikke holdes adskilt.

FN's Mission til Somalia (UNSOM) til marts 2017 med særlig henblik på en freds- og forsoningsproces som forberedelse til frie, fair og transparente valg senest 2020. Sikkerhedssituationen skal forbedres, forskellige regionale styrker skal optages i den somaliske hær, så indsatsen fra Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (AMISOM) lettes, antallet af interne flygtninge er stadig stort, og terrorangreb fra Al-Shabaab noget, der bør bekæmpes mere effektivt.

FN's Hjælpemission i Afghanistan (UNAMA) til marts 2017, idet er udtrykkes bekymring over den ulovlige opiumshøst, det stigende antal interne flygtninge foruden rekruttering og brug af børnesoldater, herunder til selvmordsaktioner fra Taliban, Al Qaidas og andre ekstremistiske voldsgruppers side. Mange afghanske kræfter trækker udviklingen bort fra fredelige løsninger i en periode, hvor udenlandske militærstyrker er på vej ud af landet. Behovet for udenlandsk bistand er fremdeles meget stort. Over 3500 civile blev i 2015 dræbt, mens 7500 blev såret under kamphandlinger i Afghanistan.

FN's Hjælpemission til Libyen (UNSMIL) til 15. juni i år med henblik på at støtte den nydannede regering i Tripoli baseret på almindelig tilslutning hos de politiske partier. Ved FN's hjælp blev der i december i Marokko opnået enighed om en samlingsregering, der nu skal finde sit fodfæste. En parlamentarisk forsamling i Tobruk skulle gerne flytte til Tripoli og dermed bygge bro mellem øst og vest og bringe opgøret mellem landets forskellige dele til ophør – den splittelse, som en overgang førte til, at der var to regeringer i samme land.

13 mio. mennesker i Yemen sulter Adskillige hjælpeorganisationer har udtrykt deres harme over Saudi-Arabien, fordi det blokerer for havne, der for tiden er kontrolleret af de Houthi-partisaner, der siden 2011 har bekriget den siddende yemenitiske regering. Herved forhindres nødhjælpsforsyninger i at nå frem – det er yderst alvorligt, eftersom 10 af Yemens 22 provinser er erklæret i nødssituation. Houthierne tog magten i Yemens hovedstad San'a i september 2014 og tvang præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi på flugt. Hidtil er 6200 mennesker blev dræbt under kampene – heraf halvdelen civile.

FN har ledet to runder diplomatiske forhandlinger i Schweiz håb om en fredelig løsning. I alt 2,4 mio. yemenitter er internt fordrevne.

Alvorlig mangel på drikkevand i Ukraine Der er alvorlig risiko for mangel på drikkevand i Ukraine, efter at personalet ved Voda Donbassavandfiltreringsanlægget i marts måtte evakueres på grund af trussel mod sikkerheden på stedet, oplyser FN's kontor for Koordination af Humanitære Aktioner (OCHA). Omkr. 300.000 mennesker er afhængig af det rene drikkevand, som anlægget producerer. Normalt står anlægget for halvdelen af Donetsk by og opland. Mindst 30.000 mennesker har været ude for vandmangel. Ifølge UNICEF er 580.000 børn, der bor i de dele af Ukraine, der ikke er under Kiev-regeringens kontrol alvorligt berørt af den væbnede konflikt: 200.000 af dem har brug for psykologhjælp. Et lignende antal børn er fordrevet fra deres hjemstavn.

90 pct. af alle beskæftiget med hushjælp har ikke noget socialt sikkerhedsnet Omkr. 60 mio. mennesker verden over, der er beskæftiget med husligt arbejde, er aldeles uorganiserede og dermed afskåret fra noget, der ligner fagforeningsbistand. Den slags arbejde er undervurderet og ubeskyttet, hedder det i en rapport fra FN's arbejdsorganisation ILO. Det er svært at beskytte mennesker i denne sektor, fordi den udfolder sig i private hjem og ofte for mere end én arbejdsgiver. Dertil kommer, at der er hyppig udskiftning. Ikke overraskende står det værst til udviklingslandene, men det står også sløjt til i lande som Italien, hvor 60 pct. af de husligt ansatte ikke er registrerede endsige organiserede.

12

Henrik Døcker anmelder…

Ujævnt om menneskerettigheder Kampen om menneskerettighederne, red. af Anette Faye Jacobsen & Steven L.B. Jensen, 207 sider, Gads forlag & Francois Zimeray: Jeg har set det ansigt overalt. Erindringsglimt, 153 sider, Gyldendal To nye bøger beskriver på vidt forskellig måde aktuelle menneskeretsproblemer. Det lyder dramatisk, når den ene kalder sig Kampen om menneskerettighederne, men der er grænser for, hvor meget drama nu lige denne bog, skrevet af medarbejdere ved Institut for Menneskerettigheder, byder på.

Dramatisk Europa-historie – med et berømt maleri som ledetråd Anne-Marie O'Connor: Kvinden i guld, 519 sider, Forlaget Don Max Den dramatiske historie om ejerskab til et af verdens mest kostbare malerier har ingen relationer til FN – men den afspejler dog nogle af de grundbegreber, FN bygger på som retfærdighed og respekt for ejendomsretten. Historien om dets skæbne er nylig blevet filmatiseret, hvad der tilsyneladende har skygget noget over bogen af samme navn.

Carsten Jensens store Afghanistan-drama Carsten Jensen: Den første sten, 614 sider, Gyldendal En enkelt roman er medtaget her, fordi den rummer en masse atmosfære, som ikke rigtig kommer med i fagbøger om den vestlige militære indgriben i Afghanistan. Carsten Jensen er kontroversiel, når han i dagspressen blander sig i Afghanistan-debatten, men her er det fiktion og ikke meningspåvirkning i egentlig forstand, det drejer sig om.

Endnu en gribende beretning fra Nordkoreas helvede Yeonmi Park: For at kunne leve, 315 sider, Gyldendal Forfatteren til denne bog, som bærer undertitlen ”En nordkoreansk piges rejse mod friheden”, føjer sig til bemærkelsesværdige selvbiografier af ganske unge kvinder, placeret i en malstrøm af dramatiske begivenheder – som f.eks. den attentat-dræbte pakistanske politiker Benazir Bhutto og den ligeledes pakistanske skolepige Malalla Yousafzai.

Yeonmis beretning er væsentlig læsning.

Tilbageblik på Hitlers jødeforfølgelser og Norges store nazi-skamplet: Hamsun Jacob Halvas Bjerre: Udsigt til forfølgelse, 278 sider, Syddansk Universitetsforlag & Tore Rem: Knut Hamsun – Rejsen til Hitler, 399 sider, Forlaget Vild Maskine Meget af hvad disse to bøger byder på vil være kendt af den, som er engageret i sin samtid, og som prioriterer at følge seriøst med i verdensudviklingen. Men de gør begge dybere spadestik og beriger læseren med væsentlig ny indsigt. Noget som er vigtigt for fuldt ud at forstå betydningen af at bekæmpe racisme og diktaturers massive undertrykkelse.

Læs anmeldelserne i deres helhed på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev/boeger.

13

Bliv medlem.

Fordi vi tror på globalt ansvar.

Ved at blive medlem støtter du vores arbejde for bl.a. at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser gennem FN. Jo flere vi er, jo stærkere vores stemme.

Som medlem får du  muligheden  vores  en  det

får at deltage i et eller flere af vores netværk i Aalborg, Aarhus eller København

medlemsblad, GLOBAL, der udkommer 4 gange om året,

månedlig mail med overblik over fyraftensmøder, konferencer og andre arrangementer kan også være du har lyst til at være aktiv i vores Skoletjeneste?

Læs mere om os og vores arbejde på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk eller find os her

FN-forbundet

@FNforbundetDK

facebook.com/FNforbundet.dk

14