GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 3 APRIL 2012

MED

FOKUS PĂ…

FN i Danmark + Dommen over Charles Taylor en sejr for international strafferet og meget mere

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ KB ISSN: 2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: Juni 2012 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da

Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

Vi har i FN-forbundet netop indgivet vores høringssvar til udkastet for den nye strategi for dansk udviklingsarbejde, Retten til et bedre liv, der skal ‘sætte kursen for Danmarks bidrag til at bekæmpe fattigdom og fremme folks rettigheder i verdens fattigste lande’. Det er positivt at se, hvordan udkastet understreger, hvordan den danske udviklingspolitik skal bygge på multilaterale aftaler som 2015 Målene og FN’s menneskerettighedskonventioner, standarder, normer og instrumenter.

FN er ikke perfekt, men verdensorganisationen har gang på gang demonstreret, hvordan den er i stand til at sætte den globale dagsorden og få verdens stater, civilsamfund og i stigende grad også erhvervsliv til at investere tid og politisk prestige i at konfrontere problemerne. Vi har set det med 2015 Målene, og vi ser det lige nu i optakten til Rio+20-mødet, der afholdes i juni, hvor bæredygtig udvikling er på dagsordenen.

Men vejen fra dagsordenen til politiske kompromisser og brugbare løsninger kan være lang, og i sidste ende er det medlemslandenes vilje til samarbejde og deres evne til at finde brugbare politiske kompromisser og løsninger, som bestemmer, om FN kan levere resultaterne.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Når man tænker på FN, tænker man ikke nødvendigvis på organisationen som en del af hverdagen herhjemme. Der er trods alt et stykke vej fra Danmark til forhandlingsbordene og de bonede gulve i New York eller Rio – og endnu længere til de konflikter og katastrofer, vi må forholde os til gennem nyhedsstrømmen.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk

Men med næsten 1.100 medarbejdere fordelt på seks FN-organisationer er København den 6. største FN-by i verden. Her ligger UNDP, FN’s Udviklingsprogram; UNFPA, FN’s Befolkningsfond; UNICEF, FN’s Børnefond; UNOPS, der blandt andet koordinerer indkøb for FN; WHO, FN’s Sundhedsorganisation; og WFP, FN’s Fødevareprogram; der alle har til huse her og næste år kan samles under ét tag på de 45.000 m2, der kommer til at udgøre den nye FN By på Marmormolen i København.

FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@fnforbundet.dk

Vi har inviteret tre af organisationerne til at give os et indblik i, hvordan deres arbejde med FN’s globale virkefelt tager sig ud – lige her fra hjørnet af Danmark .

God fornøjelse!

Trine Marqvard Nymann Jensen Næstformand i FN-forbundet

2

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

En sejr for den internationale strafferet

SIDE 5

UNDP: Klar til at styrke samarbejdet med Danmark om bæredygtig udvikling

SIDE 6

WFP: En stemme til verdens sultne

SIDE 7

UNFPA: Når kondomer er hverdagskost

SIDE 9

Tung opgave at få Danmark til at kompensere ofre for racediskrimination

SIDE 11

Internationalt overblik

SIDE 12

Bøger

SIDE 13 3

Nyt fra FN-forbundet FN-forbundets Repræsentantskab vedtog på deres møde lørdag den 21. april 2012 tre udtalelser: > FN-forbundet efterlyser en samlet dansk handlingsplan for menneskerettighederne > Den syriske regering skal stoppe volden og acceptere en reel demokratisering af landet > Danmark skal sikre folkeligt forankrede, globale løsninger i forbindelse med Rio+20 Klik eller find dem på www.fnforbundet.dk

DEBAT:

Svigter EU palæstinenserne og israelerne? Især når det gælder folkeretten og menneskerettighederne? Sammen med Human Rights March inviterer vi til oplæg & debat mandag den 7. maj 2012 kl. 16.30—19.00. Tilmelding skal ske senest den 6. maj kl. 12 til Ole Olsen: olsenroskilde@hotmail.com

Mathildeprisen 2012 Dansk Kvindesamfund inviterer til prisuddelingen af Mathildeprisen 2012 den 13. maj 2012 kl. 14—17 i Huset KBH (i Magstræde), Rådhusstræde 13, 1466 Købenahvn K. Arrangementet er gratis. Tilmelding skal ske til mail: sekretariat@danskkvindesamfund.dk

92-gruppen afholder Rio+20konference om bæredygtig udvikling Kom og hør den danske miljøminister, udviklingsminister, repræsentanter fra danske og internationale NGO’er diskutere status for den globale bæredygtige udvikling samt hvilke beslutninger, der skal tages på Rio+20topmødet for at ændre udviklingen i en mere bæredygtig retning.

Tid & Sted: Den 16. maj 2012, kl. 9-15.30, Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 Kbh. K For program og tilmelding, se 92-gruppens hjemmeside >> www.92-grp.dk

”Drop by Drop— The Future We want” Nordisk Ministerråd, UNRIC og UNEP (FN’s Miljøprogram) inviterer til prisoverrækkelse, når vinderen af årets reklamekonkurrence Drop by Drop.

Blandt talerne er udviklingsminister Christian Friis Bach, og vinderen får overrakt prisen af hans kongelige højhed kronprins Frederik.

Overrækkelsen finder sted den 5. juni 2012 i København. For mere information om arrangementet, se www.nordenifokus.dk

Karriere i FN— sådan gør du Har du en drøm om at gøre karriere internationalt, så kom til dette arrangement, hvor vi i samarbejde med Djøf og Udenrigsministeriet sætter spot på karrierevejene inden for FN-systemet. Oplægsholderne er Birgitte Møller, UM, Tyge Lehmann, FN-forbundets Venner og Jean-Luc Marcelin, UNDP. Det er torsdag den 24. maj, kl. 17—20 i Djøfs mødecenter, Gothersgade 133, 1123 København K. For program og tilmelding, se mere på Djøfs hjemmeside >> www.djoef.dk

Kom og find os på Folkemødet på Bornholm Den 14.—17. juni er der igen Folkemøde på Bornholm—og FN-forbundet er selvfølgelig med!

Hold øje 4med vores hjemmeside og Facebook for updates!

En sejr for den internationale strafferet Dommen over Liberias tidligere diktator er en milepæl i retshistorien de blod, sved og tårer at udvinder de ædle stene.

RUF havde sat sig i besiddelse diamantminerne.

Forholdene, hvorunder det skete, er en særlig gruvækkende historie – af de mange, som både Sierra Leone og Liberia er så rig på. De eftertragtede diamanter kunne Sierra Leone i borgerkrigsperioden ikke eksportere på grund af internationale sanktioner. Anklageskriftet mod Taylor var sammenfattet i 11 punkter, som han alle fandtes skyldig i. Dommen over ham, der højest kan blive livsvarigt fængsel, falder den 30. maj. Afsoningen vil finde sted i Storbritannien.

Af Henrik Døcker Det særlige Internationale Straffedomstol vedrørende Sierra Leone skrev international retshistorie, da den den 26. april kendte den tidligere liberianske præsident Charles Taylor skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved at støtte den brutale fremfærd, som oprørere i naborepublikken Sierra Leone udøvede i perioden 1991-2002.

Hans betaling: ”Bloddiamanter”. Han blev det første tidligere statsoverhoved i verden, der dømtes af en international domstol.

UN Photo/ SCSL/ AP Pool/ Peter Dejong

Taylor har et broget generalieblad. I 1987 styrtede han ved et militærkup Liberias daværende præsident Samuel Doe (som selv var kommet til magten ved kup). Som andre militærdiktatorer trak Taylor i civil og blev endog valgt til sit lands præsident i 1997 – for så selv at blive styrtet et par år senere.

Hans eksil i Nigeria, påbegyndt 2003, blev afbrudt, da han ville søge tilflugt i Cameroun, fordi nigerianerne angiveligt ville efterkomme en udleveringsbegæring fra Liberia. Han blev nemlig pågrebet ved en grænseovergang.

Men hvorfor har liberianerne ikke iværksat et retsligt opgør med den mand, som blev indbegrebet af mange uhyrligheder under den liberianske borgerkrig, herunder mange amputationer af arme og ben.

De militære opgør i Liberia har været langt blodigere end i Sierra Leone – fordelt på to borgerkrige 1989-96 og 1999-2003, begge bragt til afslutning ved indgriben fra andre afrikanske stater og FN. I alt 250.000 mennesker omkom under disse to krige, mens Sierra Leones krævede 50.000 dødsofre.

Men Liberia valgte – ligesom Sydafrika – at nedsætte en sandheds- og forsoningskommission, hvis endelige rapport kom i 2009. Det blev anbefalet af ca. 150 personer blev stillet for retten, men endnu er der ikke iværksat nogen retssager.

Charles Taylor venter på domsafsigelsen

Mere konkret fandt Sierra Leone-straffedomstolen, at Taylor sammen med den frygtindgydende oprørsleder af RUF, Sam Bockarie havde planlagt angreb på byer i Sierra Leone, nærmere betegnet hovedstaden Freetown foruden Kono og Makenine i 1998. Taylor var så at sige Sierra Leones ”onde ånd”, som ligefrem stod fadder til RUF, baseret på Sierra Leone-borgere, der havde ophold i nabolandet.

Retten var af sikkerhedsgrunde sat i Haag. Den har tidligere dømt otte oprørere fra Sierra Leone for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved tvangsudskrivning af børnesoldater, slaveri, plyndring, sex-slaveri, amputeringer og gennemførelse af tvangsægteskaber - til fængselsstraf fra 50 til seks års fængsel. Oprørerne var med i hhv.

Det væbnede Revolutionsråd (ARFC), Civilforsvarsstyrkerne (CDF) og Den Forenede Revolutionsfront (RUF).

Han hjalp nemlig analfabeten Bockarie med at oprette og bevæbne RUF. Bockarie blev i en alder af 40 år skudt i kamp med liberianske styrker i 2003.

Det var ham, kendt som diamant- og heroinhandler m.m.m., der havde lanceret de frygtelige amputationer af arme, ben, ører og læber på sine landsmænd.

Det bemærkelsesværdige er, at den nu 64-årige Taylor aldrig satte sin fod på Sierra Leones jord i den periode, hvor befolkningen blev terroriseret ved alle former for fysisk vold, herunder voldtægt, sexslaveri, fornedrelse, drab…, som blev støttet og iscenesat af Taylor. Men han solgte oprørerne i dette land, særlig RUF, våben, som blev betalt med diamanter, de nævnte bloddiamanter, fordi det koste

Find domsafsigelsen her>> www.sc-sl.org

5

Klar til at styrke samarbejdet med Danmark om bæredygtig udvikling UNDP:

”Fra nu af skal ordet udvikling altid associeres med bæredygtig” Brasiliens Præsident Dilma Rousseff ”FN er en hjørnesten i Danmarks udenrigs- og udviklingspolitik. FN vil altid være velkommen i Danmark. Og vi vil fortsætte med at støtte FN’s arbejde”. Med disse ord lancerede den danske statsminister, Helle Thorning Schmidt i november sidste år, sammen med UNDP’s chef, Helen Clark, UNDP’s Human Development Report i København.

UNDP blev oprettet i 1965 med hovedsæde New York.

UNDP’s overordnede mål er bæredygtig menneskelig udvikling, som UNDP søger at fremme gennem fattigdomsbekæmpelse, ansvarlig regeringsførelse, kriseforebyggelse og genopretning, miljø og klimaforbedringer samt ligestilling.

At København var valgt som byen for den globale lancering af rapporten ’Bæredygtighed og Social Retfærdighed’ var ikke en tilfældighed. Med en ny ’rettighedsminister’, som udviklingsminister Christian Friis Bach ynder at kalde sig selv, har den danske regering cementeret, at de bakker stærkt op om at sikre en mere retfærdig verden.

UNDP er til stede i over 170 lande Danmark er UNDP’s 9. største donor et årligt kernebidrag på 320 millioner kroner i 2011.

At statsministeren valgte at stille op til den globale lancering var heller ikke helt tilfældigt. Danmark er stærkt engageret i FN og international udvikling, og den seneste Human Development Report er et vigtigt indspark i debatten om bæredygtig udvikling og til den kommende FN-konference om bæredygtig udvikling i Brasiliens hovedstad Rio de Janeiro til juni. En konference som emnemæssigt ligger Danmark, og ikke mindst den nye regering, tæt på sinde, og som Danmark, som følge af EUformandsskabet i 2012, skal lede de europæiske forhandlinger omkring.

UNDP er repræsenteret i Danmark gennem UNDP’s nordiske repræsentations kontor. Desuden er flere af UNDP’s hovedkontorsfunktioner placeret i København, såsom personale administration, IT support samt del af UNDP’s vareindkøbsafdeling; i alt ca. 160 medarbejdere, som alle flytter med ud til den nye FN by på Marmormolen, når den står klar i starten af 2013.

Det er netop dette brede mandat, og samtænkningen mellem forskellige sektorer og institutioner, der er helt afgørende, når vi taler bæredygtig udvikling.

Udfordringen er at tilpasse og prioritere vores mange ’værktøjer’ ud fra den udviklingskontekst vi befinder os i,” siger Camilla Brückner, der desuden forklarer, at det er begrundelsen for, at UNDP i de fleste lande har ansvaret for at koordinere FN organisationernes udviklingsaktiviteter.

Samtænkningens betydning Bæredygtig udvikling er fundamentet for UNDP’s mandat og virke. Som FN’s største udviklingsorganisation har UNDP det bredeste udviklingsmandat og mest omfangsrige globale netværk i verden.

Med programsamarbejder i mere end 170 lande arbejder UNDP med nationale regeringer, civilsamfund og privatsektoren for at reducere fattigdom og forbedre levevilkårene for de 1,3 milliarder mennesker, der i dag lever under den officielle fattigdomsgrænse på 1,25 dollars (7 kr.) om dagen.

UNDP ser dermed ikke isoleret på fattigdomsbekæmpelse, økonomisk vækst og miljøforbedringer.

Tingene hænger sammen, og skal løses i sammenhæng for at sikre bæredygtig udvikling og eksempler viser, at det kan lade sig gøre.

”Vores mål er at skabe holdbare samfundsforandringer, forbedre betingelserne for social, økonomisk og miljømæssig udvikling, og øge modstandskraften i fattige lande og blandt de mest sårbare og udsatte grupper i samfundet” siger Camilla Brückner, som for nyligt tiltrådte som chef for UNDP’s nordiske kontor i København.

Eksempler på UNDP’s indsats Mette Fjalland fra UNDP’s nordiske kontor forklarer: ”Vi ved, at energisektoren er afgørende for udvikling. 1.4 milliarder mennesker har ikke adgang til moderne energiformer, hvilket fastholder dem i en fattigdomscirkel, der er vanskelig at bryde. Vi arbejder i flere lande med at forbedre fattiges adgang til energi med det, vi anser for at være en tredobbelt udviklingsgevinst”.

Det kræver, at udviklingsaktiviteter tænkes i sammenhæng, hvilket UNDP’s brede mandat med fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig menneskelig udvikling, netop giver god mulighed for. ”UNDP arbejder med en bred vifte af strategiske ’udviklingsværktøjer’. Vi hjælper blandt andet med at skabe flere jobs gennem kompetenceudvikling og iværksætterstøtte, vi bidrager til at forbedre regeringer og statslige institutioners ansvarlighed og kapacitet til at servicere borgerne, og vi arbejder for bedre miljø. Desuden er kriseforebyggelse og genopretning og ikke mindst forbedring af kvinders rettigheder blandt vores prioriteter.

FOKUS

”Som i Peru for eksempel, hvor UNDP har sikret, at 150.000 gammeldags brændekomfurer er erstattet med nye og mere moderne komfurer. Det har forbedret levevilkårene for 750.000 mennesker blandt Perus allerfattigste. De nye komfurer kræver kun halvt så meget brænde som de gamle og reducerer CO2 udslippet med 41.000 tons om året. Desuden leder de ikke livsfarlig røg og sod ud i husene, som de gamle gjorde, og bidrager dermed til bedre 6

UN Photo/ Sophia Paris

Vi står overfor store globale udfordringer, og der er brug for at intensivere kampen for bæredygtig udvikling de kommende år. Det kræver et tæt samarbejde med alle relevante udviklingsaktører herunder ikke kun de multi- og bilaterale organisationer, men også større inddragelse af privatsektoren, civilsamfundet og forskningsmiljøet. UNDP står klar.

(UNDP).

sundhed for hele husstanden. Det er vigtigt, for vi ved, at indendørs luftforurening koster omkring 2 millioner menneskeliv på verdensplan hvert år. Og en betydelig sideeffekt har i øvrigt været, at de nye komfurer har bidraget til mulighederne for kvinder og piger. Den tid kvinder og børn tidligere brugte på at samle brænde, kan nu i stedet bruges på indkomstskabende arbejde og lektier.”

UNDP’s brede mandat og erfaringsbaserede viden om bæredygtig udvikling gør UNDP til en yderst relevant partner for Danmark i implementeringen af Danmarks nye udviklingsstrategi. Udkastet til den ny strategi blev sendt til høring i slutningen af marts og indebærer bl.a. et stærkt fokus på grøn vækst og udvidet adgang til moderne energi. Strategiudkastet lægger da også op til et styrket samarbejde med FN’s udviklingsorganisationer, som tillægges en ”afgørende global rolle for bekæmpelse af fattigdom, fremme af menneskerettigheder og vækst”.

Human Development Report UNDP’s Human Development Report (HDR) indeholder dybdegående analyse indenfor forskellige temaer i udvikling, samt en komparativ måling på menneskelig udvikling i verdens lande – det såkaldte Human Development Index, som måler et lands udvikling ikke kun ud fra indkomst men også levealder, uddannelsesniveau, ligestilling og lighed i samfundet.

I 2011 lå Norge som nr. 1 og Danmark som nr. 16.

I bunden ligger den Demokratiske Republik Congo, Niger og Burundi. Rapporten har været udgivet årligt siden 1990 og er blevet et højt respekteret og i flere tilfælde dagsordensættende bidrag til udviklingsdiskussionen i verden.

Udkastet fremhæver bl.a. FN-organisationernes og Verdensbankens større legitimitet i udviklingslande i forhold til bilaterale donorer i kraft af deres universelle medlemskab og mandat, en legitimitet som er helt grundlæggende for nationalt ejerskab.

Find den her >> www.undp.org/hdr

Danmark og UNDP har altid haft et tæt samarbejde.

WFP: En

stemme til verdens sultne Tørke rammer stadig oftere i Sahel, og vilkårlig og sen regn betyder, at millioner af mennesker i regionen nu står over for konsekvenserne af den tredje tørke siden 2005.

Chaboun Ag Omar er landmand og bor i landsbyen Tin-Ediar i Burkina Fasos Sahel region.

Ligesom millioner andre i den vestafrikanske Sahelregion er Chaboun Ag Omar ramt af den altødelæggende tørke, der lige nu trækker sit katastrofale spor igennem en stor række lande som Niger, Mauretanien, Mali, Tchad, Senegal, Gambia, Burkina Faso og Cameroun. Områder, hvor de fleste mennesker lever som småbønder og af de afgrøder, som de selv kan dyrke.

For Chaboun Ag Omar, far til seks, betød det, at han kun fik en tredjedel af det normale udbytte under årets høst i november. Og at hans forråd allerede i januar løb tør. Dermed stod han – ligesom millioner andre i regionen – overfor det smertefulde valg; at tage nogle af sine børn ud af skole eller at se dem sulte.

7

FOKUS

giver interviews, gennemfører studieture med meget mere. WFP's nordiske kontor fungerer desuden som forbindelseskontor mellem WFP's hovedkontor i Rom og til repræsentanter for donerer og andre samarbejdspartnere i de nordiske lande.

Ét ansigt, én historie Bag hver eneste af de 925 millioner mennesker, som hver aften går sultne i seng, gemmer der sig et ansigt, en historie. Problemet for Chaboun Ag Omar og for de 8,8 millioner i Sahel regionen, som lige nu er afhængige af humanitær fødevarehjælp for at klare sig igennem sultkrisen frem til næste høst i oktober/ november, er, at deres historie blot er endnu én i den tilsyneladende uendelige strøm af død, nød og lidelse.

UN Photo/WFP/Phil Behan

Mens mad er menneskets mest grundlæggende behov, må det konstateres, at én ud af syv mennesker ikke, véd hvor deres næste måltid skal komme fra.

De fleste af dem er kvinder og børn. Sult dræber, forkrøbler, hæmmer intelligensen, reducerer deltagelse i skolegang, sænker lønninger og undermine-

WFP blev etableret i 1962 med hovedsæde i Rom. I dag er WFP verdens største humanitære organisation.

Hvert år sikrer WFP fødevarehjælp til mere end 90 millioner mennesker i omkring 75 lande.

WFP arbejder ud fra en vision om en verden, i hvilken hver mand, kvinde og barn til enhver tid har adgang til de fødevarer, de har brug for, for at leve et sundt og aktivt liv.

Omkring 15.000 mennesker arbejder for WFP. Langt størstedelen af dem i felten. WFP har desuden syv regionale kontorer og 9 forbindelseskontorer.

WFP i Danmark er repræsenteret igennem et forbindelseskontor, som arbejder på at udbrede kendskabet til og viden om konsekvenserne af sult og underernæring.

Danmark støttede i 2011 WFP med knap 260 millioner kroner, hvilket placerer Danmark som nr. 18 på listen over WFP’s samlede donorlande og som den 5. største donor målt per indbygger.

De daglige problemer, de er konfronteret med, bliver ikke til breaking news på TV-stationerne eller havner på forsiden af aviserne, endsige som en af døgnets øvrige i den uendelige strøm af nyheder. I hvert fald ikke før end billederne er blevet stærke nok.

rer økonomisk vækst. Sult er verdens største sundhedsrisiko. Sult dræber hvert år flere mennesker end hiv, malaria og tuberkulose kombineret. Andre udviklingsbehov kan ikke opfyldes uden først at tackle det mest grundlæggende menneskelige behov. Sult gør medicin mindre effektiv. Sult forhindrer elever i at lære. Sult gør voksne mindre produktive og hæmmer derfor de enkelte landes økonomiske udvikling..

En vigtig del af FN’s Fødevareprograms (WFP) opgave er derfor at give stemme til nogle af de 925 millioner mennesker, der almindeligvis ikke har nogen stemme. Det gør vi også for at mobilisere den støtte, som skal gøre det muligt for os at hjælpe nogle af verdens mange sultne. I gennemsnit når vi årligt ud til omkring 100 millioner mennesker – i mere end 70 lande.

Verdens største humanitære organisation WFP er verdens største humanitære organisation, som bekæmper sult globalt. Under katastrofer sikrer WFP, at nødhjælpen kommer ud til dem, der har mest brug for den - hvad enten det er ofre for krig, borgerkrige eller naturkatastrofer. Når den umiddelbare katastrofefase er overstået, bruger WFP fødevarer til at hjælpe mennesker med at genopbygge deres liv og deres samfund.

Arbejdet i København Fra København arbejder WFP's nordiske forbindelseskontor på at udbrede kendskabet til og viden om konsekvenserne af sult og underernæring. Vi henvender os bredt til privatpersoner, studerende, medier, tænketanke, samarbejdspartnere, politikere og andre beslutningstagere. Vi kanaliserer informationen dels igennem vores egne medieplatforme – vi har hjemmesider, Facebook-sider og Twitter-profiler på hvert af de nordiske sprog.

WFP blev etableret i 1962 og forfølger visionen om en verden, i hvilken hver mand, kvinde og barn til enhver tid har adgang til de fødevarer, de har brug for for at leve et sundt og aktivt liv. WFP er en del af FN-systemet og er udelukkende finansieret via frivillige bidrag. Sultens problem er stort, men det kan afhjælpes. Ressourcerne er der – det er den lige adgang til dem, man skal få tilvejebragt.

Desuden deltager vi i møder, workshops og konferencer, arrangerer forelæsninger og præsentationer, FOKUS

8

ydere til WFP.

Lykkeligvis har WFP en lang række dedikerede og gavmilde donorer, som på forskellig vis støtter kampen mod sult og underernæring. En af dem er Danmark. Danmarks støtte til WFP beløb sig i 2011 til knap 260 millioner kroner. Det placerede Danmark som nr. 18 på listen over WFP’s samlede donorlande samt som den 5. største donor målt per indbygger. Desuden ligger Danmark konsekvent i toppen blandt de multilaterale bidrags-

De multilaterale bidrag har især stor betydning for organisationen på grund den fleksibilitet, der er forbundet med dem. De tillader nemlig WFP at fordele ressourcerne i forhold til operationelle prioriteringer og dermed sikre en effektiv og præcis indsats i de områder, hvor behovet er størst. (WFP).

Ny chef for WFP: Den amerikanske jurist Ertharin Cousin afløser Josette Sheeran Den 55-årige amerikanske jurist tiltrådte i april som WFP’s 12. eksekutivdirektør. Hun afløste den ligeledes amerikanske Josette Sheeran, som havde haft lederposten siden 2007. Cousin har 25 års erfaring, både nationalt og internationalt, i varetagelse af initiativer til fordel for nødlidende og hungerramte. Som leder af verdens største humanitære organisation står hun nu i spidsen for en stab på 15.000 personer, der skønnes at formidle hjælp til omkr. 100 mio. mennesker spredt over 78 lande.

Hun blev i 2009 af præsident Barack Obama nomineret til USA’s ambassadør ved FAO, FN-særorganisationen for levnedsmidler og landbrug, og amerikanske missionschef ved FN’s andre institutioner i Rom. Som sådan blev hun den amerikanske FN-diplomat, som bestandig talte de hungerramtes sag og foreslog løsninger på deres problemer. Heri indgik initiativer til at bygge bro mellem nødhjælp og udviklingshjælp, herunder bistanden til det jordskælvsramte Haiti, og til landbrugsprogrammer efter de voldsomme oversvømmelser i Pakistan samt tørkekatastrofen på Afrikas Horn i 2011.

Hun har gjort en betydelig indsats for fremme af kønslig ligestilling som repræsentant for FN-organerne i Rom, der foruden FAO omfatter Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling og WFP. Andet af hendes arbejde var helliget Komiteen for Internationale Fødevaresikkerhed.

Før denne internationale post havde hun en ledende funktion i en amerikansk organisation til lindring af sult, ligesom hun ledede hjælpearbejde til personer og familier, som var ramt af orkanen Katrina. Hun virkede endvidere en tid som organisator af filantropisk virksomhed for to store supermarkedskæder. Hun stammer fra Chicago og har en grad i jura fra universitetet i Georgia.

UNFPA:

Når kondomer er hverdagskost

På Midtermolen på Østerbro i København handler hverdagen om prævention – det er nemher, at FN’s Befolkningsfonds (UNFPA) indkøbskontor har til huse 20.000.000 kvindekondomer, tak!

på mandekondomer, som er det præventionsmiddel, der indkøbes mest til det afrikanske kontinent.

Marta Cucala har lige lagt røret på efter et opkald fra sundhedsministeriet i Brasilien, som har bestilt 20 millioner kvindekondomer. De skal leveres hurtigst muligt, så nu skal Marta i gang med at forhandle en god aftale på plads med leverandør til FN’s Befolkningsfond (UNFPA), som derefter leverer bestillingen til Brasilien. Når bestillingen er nået frem, er

Kondomer til OL og VM Det er en menneskeret selv at kunne bestemme hvor mange børn, man gerne vil have, og hvornår man vil have dem. Desværre har 215 millioner kvinder i verden, som på nuværende tidspunkt ønsker at undgå graviditet, ikke mulighed for at bruge moderne prævention. Grunden til dette kan være mangel på information, begrænset adgang til prævention eller kulturelle barrierer. Derfor arbejder UNFPA ikke bare med indkøb. UNFPA’s ca. 120 landekontorer arbejder også med information og oplysningsvirksomhed og med at skabe større ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket bidrager til at skabe efterspørgsel på moderne prævention.

UNFPA’s landekontor i samarbejde med landets sundhedsministerium ansvarlig for den lokale distribuering.

Det er et eksempel på en almindelig hverdag for Marta, som har arbejdet i UNFPA Procurement Branch i København i tre år. Kontoret er verdens største offentlige indkøber af prævention. Indkøbskontoret udgør i sig selv et mini-FN med ca. 50 an satte fra omkring 30 forskellige lande.

”Hvis vi ikke rammer folks behov, gør vores arbejde jo ikke den store forskel”, siger Monica Lay, som er teamleder i den afdeling, der dækker Latinamerika og Caribien. Derfor er en af de opgaver, der prioriteres i indkøbskontoret også at skræddersy produkter, når der er specielle ønsker. Eksempelvis undersøgte kontoret muligheden for at levere ’fodboldkondomer’

Marta har tidligere arbejdet for kontorets Afrikaafdeling og sidder nu i den afdeling, der dækker Latinamerika og Caribien. Derfor kan hun fortælle, at kvindekondomer og spiraler er populære i Sydamerika, mens bestillinger fra afrikanske lande ofte lyder 9

FOKUS

til Sydafrika, da landet udtrykte interesse for dette i forbindelse med afholdelsen af VM i fodbold tilbage i 2010. Også andre lande diskuterer muligheden for at benytte store sportsarrangementer til at sætte fokus på prævention eksempelvis i forbindelse med OL.

87 millioner dollar på prævention i år 2011. Dette svarer til cirka 496 millioner kroner. Indkøbsafdelingen står også for indkøb af alle andre artikler, der efterspørges af landekontorerne – fra kontorartikler til hospitalsudstyr. (UNFPA).

UN Photo/ Louise Gubb

Når prævention bliver hverdagskost Arbejdet med indkøb og distribution af prævention er hverdagskost for medarbejderne på UNFPA’s indkøbskontor. Derfor trækker folk heller ikke på smilebåndet, når snakken falder på prævention. ”Hos os dur det ikke, at man rødmer, hver gang ordet ’kondom’ bliver nævnt”, siger Monica og fortsætter med at forklare, hvordan hun nemt glemmer, at det er et lidt særligt område, hun arbejder med. Således oplever hun ofte sjove reaktioner fra sin omgangskreds, når hun eksempelvis fortæller om, hvordan hun inspicerer kondomfabrikker i Kina.

UNFPA blev oprettet i 1969 med hovedsæde New York.

UNFPA har kontorer 119 lande og aktiviteter i mere end 150 lande.

Danmark er UNFPA’s 5. største donor med et kernebidrag i 2012 på 230 millioner kroner.

UNFPA arbejder for at sikre: At enhver graviditet er ønsket; At alle fødsler er sikre; Og at enhver seksuel handling er frivillig og uden risiko for seksuelt overførte sygdomme inklusiv HIV/AIDS.

UNFPA har hovedkontor i New York og landekontorer i ca. 120 lande. I København ligger både UNFPA’s indkøbskontor og organisationens nordiske kontor, som arbejder med at oplyse om organisationens mandat i alle de nordiske lande. UNFPA arbejder i mere end 150 lande for at sikre, at enhver graviditet er ønsket, og at alle fødsler er sikre. Dette involverer forbedret adgang til prævention, til jordemødre og til akut hjælp som for eksempel kejsersnit.

Desuden arbejder organisationen med forebyggelse, diagnose og behandling af seksuelt overførte sygdomme samt hjælper lande med at foretage befolkningstællinger og –fremskrivninger.

UNFPA støtter seksualundervisning og information til både unge og voksne; forbedret adgang til prævention, til jordemødre og til akut hjælp ved komplikationer under graviditet og fødsel; diagnose og behandling af seksuelt overførte sygdomme; samt ligestilling mellem mænd og kvinder.

UNFPA hjælper lande med at foretage befolkningstællinger og –fremskrivninger.

UNFPA er repræsenteret i Danmark gennem organisationens nordiske kontor og UNFPA’s indkøbskontor, som er verdens største indkøber af prævention for offentlige midler. I København arbejder ca. 55 af de i alt godt 1100 ansatte i UNFPA.

Alene i 2011 år sørgede UNFPA for, at 615 millioner kondomer til mænd og 29 millioner kvindekondomer kom frem til udviklingslande. Dertil kom diverse andre former for prævention. Samlet set brugte UNFPA FOKUS

10

Tung opgave at få Danmark til at kompensere ofre for racediskrimination En afgørelse fra FN’s anti-racediskriminationskomité påtaler det Af Henrik Døcker Danmark har endnu engang afvist at give økonomisk kompensation til ofre for racediskrimination. Den afgørelse, som FN’s racediskriminationskomité i marts traf i sagen Imhali Dawas & Yousef Sahava mod Danmark giver endnu et eksempel på, at det ligger tungt med at få domstolene med på, at racistiske motiver til forbrydelser skal regnes med og yderligere belaste de tiltalte i en retssag.

I lyset af denne sag har komiteen opfordret Danmark til at revidere retningslinjer og procedurer i straffesager om racediskrimination eller racemotiveret vold.

Det korte af det lange i disse sager er, at en del danskere i forskellige grader nærer uvilje mod ”fremmede”, hvad enten disse nu er flygtninge eller indvandrere, eller om de har midlertidig eller varig opholdstilladelse. Når disse negative følelser udvikler sig til aggressioner – som i Sorø, hvor smædeord og skilte tilkendegav fremmedhadet – tegner sig konturerne af en ”sag”.

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC) finder desværre lidt af et mønster i denne type sager, eftersom Danmark i flere andre tilfælde har afvist at yde kompensation for ikkeøkonomisk skade. Det gælder således sagerne Mohammed Gelle (2004), Murat Er (2007) og Saada Adan (2008).

Det vanskelige ligger i, at staten Danmark her ikke som sådan har igangsat krænkelsen af den internationale forpligtelse. Det er ikke danske myndigheder, som optræder racistisk eller krænker private borgere. Men det er danske myndigheder, som svigter den forpligtelse, der ligger i at beskytte menneskerettighederne, dvs. at bistå/kompensere borgere, der er blevet udsat for krænkelser af deres medborgere.

Mængder af afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har vist dette.

Centret har opfordret justitsminister Morten Bødskov til at indgå i en dialog om passende erstatning til de forulempede personer af udenlandsk herkomst, som har oplevet Danmark fra den særlig ugæstmilde måde. Folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen (Enhedslisten) har også stillet spørgsmål om dette emne. Det er ingen hemmelighed, at politiet ikke ofrer voldsomme ressourcer på at efterforske de mulige racistiske motiver til den slags krænkelser.

Men det er også sket, at enkelte medlemsstater af FN har fulgt afgørelser fra FN’s såkaldte kontrolkomiteer, herunder racediskriminationskomiteen, op ved at følge en FN-anbefaling om kompensation og godtgøre et offer for menneskeretskrænkelser økonomisk. Makedonien har således gjort det i en del sager om krænkelser af sigøjnere. Den mulighed foreligger også, at de danske sager, som er kørt fast i FN-systemet fortsætter i form af en klage til Menneskeretsdomstolen i Strasbourg.

Den aktuelle sag – om 35 unge danskere, der forulempede en irakisk familie i Sorø groft – går helt tilbage til 2004. Danskerne gik til angreb på familien i dennes hus, angiveligt med påstand om, at et familiemedlem havde stjålet noget fra én af danskerne; de ødelagde husets hoveddør, slog familiefaderen ned og begik forskellige former for hærværk. Fire af danskerne fik betingede straffe. Familien måtte tage flugten og sidenhen flytte til en anden kommune.

Læs mere om komitéen og dens arbejde på FN’s Menneskerettighedskommissærs hjemmeside HER

De psykiske langtidsvirkninger og andre voldsomme gener hos irakerne udløste altså kun straf over de aggressive hærværksfolk, men ingen form for kompensation med statslig opbakning. FN’s komité finder, at Danmark har svigtet sine forpligtelser efter FN’s antiracismekonvention til at beskytte borgere mod sådanne handlinger.

Under den type omstændigheder, hvor familien blev udsat for voldeligt angreb af 35 personer, deraf nogle bevæbnede, er der tilstrækkelig grund til at foretage en gennemgribende efterforskning om det mulige racistiske motiv, hedder det i FN-komiteens meningstilkendegivelse. (Der er i FN-systemet ikke her nogen domslignende afgørelse). ”Det er [i en sådan situation] statens opgave at iværksætte en effektiv kriminalefterforskning i stedet for at give ofrene bevisbyrden i et civilt søgsmål”. Det er dette, sagen nemlig i realiteten er mundet ud i.

11

INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker Bedre beskyttelse af FN-personel påkrævet Generalsekretær Ban Ki-moon har opfordret FN’s medlemslande til i større omfang at tilslutte sig 1994-konventionen om sikkerhed for FN-personel og dertil knyttede personer på baggrund af den alarmerende statistik, der beretter, at folk i denne kategori blev tilbageholdt eller anholdt i 189 tilfælde i 2011. Foreløbig har 90 stater ratificeret konventionen.

18 personer blev bortført og holdt som gidsler. Appellen faldt på den særlige dag, den 25. marts, hvor FN hvert år mindes tilbageholdte eller savnede stabsmedlemmer.

Sikkerhedsrådet har forlænget FN-mandatet for Afghanistan FN’s Sikkerhedsråd har forlænget mandatet for FN’s Afghanistan-mission (UNAMA) med ét år, så det nu løber til 23. marts 2013. Styrken støtter de såkaldte ’nationale støtteprogrammer’, som skal værne om afghansk ’suverænitet, lederskab og ejerskab’, hvori ligger respekt for retsstaten, samt sikkerhed og funktionsdygtighed for de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) til afløsning af den internationale, FN-støttede, sikkerhedsbistandsstyrke (ISAF). Det kommende år vil så blive en prøve på, om afghanerne i virkeligheden kan bære ansvaret for sikkerheden, kombineret med styring af regeringen og stimulering af landets udvikling. (UN Photo/ Aurora Alambra) FN-støttet massevaccination af 111 mio. afrikanske børn på blot 4 dage Med FN’s støtte blev der i marts – på blot fire dage – gennemført vaccination af ikke mindre end 111 mio. børn i 20 forskellige afrikanske lande. Det gjaldt polio, som Verdenssundhedsorganisationen WHO hermed søger at få helt udryddet i denne del af verden. Nigeria er det eneste land, hvor sygdommen er blevet endemisk. De andre 19 lande var Benin, Burkina Faso, Den Centralafrikanske Republik, Cameroun, Congo (Kinshasa), Cap Verdiske Øer, Elfenbenskysten, Gambia, Ghana, Guinea-Bissau, Liberia, Mali, Mauretanien, Niger, Senegal, Sierra Leone, Tchad og Togo. Siden 1988, da et globalt initiativ til udryddelse af polio blev sat i gang, er udbredelsen af polio blevet reduceret med 99 pct.

Dengang var 350.000 børn på verdensplan lammet af sygdommen, sidste år rapporteredes blot 650 tilfælde. Der er nu kun tre lande tilbage, hvor sygdommen er endemisk: Nigeria, Afghanistan og Pakistan.

Retsopgøret efter De Røde Khmerer slæber sig af sted FN har med bekymring noteret, at den anden internationale dommer ved det quasi-internationale straffetribunal vedr.

Cambodja, den schweiziske advokat Laurent Kasper-Ansermet, har trukket sig tilbage, fordi han ikke har kunnet røgte sit hverv ”ordentligt og frit”. Han har blot fungeret siden november 2011, da han afløste den tyske jurist Siegfried Blunk, som forlod tribunalet af nøjagtig samme grund. Det er den cambodjanske undersøgelsesdommer You Bunleg, som vedholdende har udøvet ”aktiv sabotage”, som det hedder. Efter livstidsdommen over lederen af tortur- og dødscentret Tuol Sleng i Phnom Penh, Kaing Guek Eav (alias ’Duch’) gælder det nu politiske topfolk fra De Røde Khmerer, den 85årige ’chefideolog’ Nuon Chea, den 80-årige tidl. præsident Khieu Samphan og den 86-årige tidl. udenrigsminister Ieng Sary. Den nuværende statspræsident Hun Sen afviste sidste år, at retssagen ville komme til at omfatte disse tre. Han – der selv var med i De Røde Khmerer – frygter, at processen med tiden vil inddrage ham og mange andre, som havde et eller andet ansvar for massakrerne, der i 1970’erne tog livet af omkr. 1,5 mio. cambodjanere.

Ikke-vestlige lande yder nu betydelig u-landsbistand I over et halvt århundrede har vestlige lande været de betydeligste donorer af bistand til udviklingslandene, men i dag yder de såkaldte BRIC-lande, dvs. Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika også megen hjælp til disse lande.

Rusland eksempelvis 500 mio. $ om året. BRIC-landene har også forøget bistanden med mellem 10 og 20 pct. inden for de sidste ca. fem år, mens USA kun har øget sin med 1,6 pct. BRIC-banken skal ses som et sags modstykke til Verdensbanken, den vestlige verdens bank, der netop atter har fået en amerikansk præsident, Jim Young Kim. Guatemalansk soldat idømt 6060 års fængsel for deltagelse i massakre Den 55-årige tidligere soldat Pedro Pimentel Rios er ved Guatemalas højesteret idømt i alt 6060 års fængsel for deltagelse i en massakre, der i 1982 krævede 201 menneskeliv. Han er den femte guatemalanske soldat, der er blevet dømt for massedrabet i landsbyen Dos Erres, den blodigste i Guatemalas 36 år lange borgerkrig, der sluttede ï 1996.

En særlig militær enhed, kaldet Kaibiles, stormede landsbyen, fordi den mistænkte dens indbyggere for at hjælpe landets venstre-orienterede guerillaer. Pimentel flygtede siden hen til Californien, USA, men blev udleveret derfra i 2010.

Pimentels symbolsk høje straf havde rod i 30 års fængsel for hver dræbt landsbyboer plus 30 år, fordi det hele kategoriseredes som en forbrydelse mod menneskeheden. I alt 200.000 mennesker omkom under borgerkrigen.

Første dom fra Den Internationale Straffedomstol vedrørte børnesoldater Den Internationale Straffedomstol i Haag har afsagt sin første dom – den fandt den congolesiske krigsherre Thomas Lubanga Dyilo skyldig i krigsforbrydelser ved i årene 2002-2003 at have tvunget en mængde drenge og piger under 15 12

år til at indgå i sin oprørshær, der var i kamp mod regeringsstyrkerne i Congo. Det var den første dom i verden vedrørende de såkaldte børnesoldater – et fænomen, der er udbredt en del andre steder i verden, men er særlig udbredt i Afrika. Det samlede antal af børnesoldater anslås at andrage langt over 100.000. Ved redaktionens slutning var straffen over ham endnu ikke blevet udmålt.

FN-mandatet over Libyen forlænget FN’s Sikkerhedsråd har forlænget sin mission i Libyen (UNSMIL) med ét år med det formål at sikre overgangen til demokrati, herunder få fremmet retsstaten, sikret menneskerettighederne og styrket sikkerheden i landet. Men nærer forhåbning om frie og retskafne valg i juni, således at der kan nedsættes en forfatningsgivende forsamling. Situationen skal opsummeres i en rapport hvert halvår.

Renoveringen af FN’s hovedkvarter vil komme til at koste 2 mia. $ Den igangværende renovering af FN’s hovedkvarter på Manhattan i New York ventes nu at være afsluttet før Generalforsamlingen i efteråret 2014. De samlede omkostninger vil beløbe sig til 2 milliarder $, hvilket er 4 pct. mere end oprindelig budgetteret. De omfattende arbejder på FN-skyskraberen, de første gennemgribende i mere end 60 år, er blevet noget forsinket af stadig nødvendige ekstrahensyn til sikkerheden. Terrorister er også gået efter fredens forkæmpere – i august 2011 blev 12 FN-stabsfunktionærer således dræbt ved et attentat mod FN’s kontor i Abuja, Nigeria. Denne ugerning har sammen med andre – i f.eks. Bagdad og Alger – skærpet sikkerhedsforanstaltningerne for FN’s repræsentationer. De oprindelig 5200 vinduer, som kunne åbnes i den 39 etager høje skyskraber, bliver for fremtiden, netop af sikkerhedsgrunde, forseglet og derfor konstant lukkede.

(UN Photo/ Rick Bajornas) Hjemstavnsfordrevne Darfur-flygtninge vender nu hjem Over 100.000 mennesker, som har deres hjemstavn i Sudans vestlige provins Darfur, er i løbet af det sidste år vendt hjem til deres landsbyer. Men i alt tre millioner skønnes at være såkaldte hjemstavnsfordrevne, en del fordi deres landsbyer ganske enkelt er blevet jævnet med jorden af sudanske regeringsstyrker. Sudan har for nylig sluttet fred med nabolandet Tchad, og det betyder også tilbagevenden fra landflygtighed for mange. Dog vil en del darfurere slet ikke hjem til en provins, som da også har ændret sig væsentligt siden konflikten brød ud i 2003: Dengang levede 18 pct. af Darfurs befolkning i byer mod 50 pct. i dag. (UN Photo/ Gonzales Farran) Også Guinea-bugten har brug for en strategi for at modvirke pirateriet Det er ikke kun i Aden-bugten, at pirater huserer: Den internationale Maritime Organisation (IMO) modtog i 2011 64 indberetninger om angreb på skibe i denne bugt mod 45 i 2010. Heri indgår altså en del forsøg på kapring, som ikke førte til noget. I de første måneder af i år har der været ti tilfælde af pirateri her: ud for Benin, Congo, Elfenbenskysten, Ghana og Nigeria. Ifølge FN-undergeneralsekretær B. Lynn Pascoe mister Nigeria omkr. syv pct. af sine olieressourcer på grund af pirateri. Det anbefales de berørte kyststater at samles til et topmøde for at opnå enighed om en strategi for pirateribekæmpelse. Ligesom i Aden-bugten har de vestafrikanske stater ikke nogen fælles pirateri-definition endsige en fælles holdning til, hvordan ondet bekæmpes og de skyldige straffes. Der findes heller ikke fælles folkeretlige regler om bevæbning af skibe (mod piraterne), men det anslås, at omkr. 40 pct. af de skibe, der besejler de farlige farvande, har bevæbnede vagter ombord.

BØGER anmeldt af Henrik Døcker Fra udenrigsreporterens ”rejsestald” Ulla Terkelsen & Andreas Fugl Thøgersen: Vi kan sove i flyvemaskinen, 256 sider, Politikens Forlag Ulla Terkelsen er sandsynligvis Danmarks mest rejsende journalist, så en selvbiografisk beretning fra hendes hånd vækker vid interesse. Hvordan trives man med at leve i en kuffert?

Har en sådan person et privatliv? Giver det ikke rodløshed?

13

Bogen svarer ikke direkte herpå, den er ikke præget af refleksioner i egentlig forstand, men udstråler journalistens stærke identifikation med sin metier og en stor nydelse ved det. Der er fuld fart på øjebliksbilleder fra nær og fjern. Hun er på det nærmeste altid på vej.

Tættest er på en måde beskrivelsen af hendes barndom og ungdom i Århus, hvor hun trivedes med nogle liberale forældre. Fascinationen af den store verden uden for Danmark blev befordret ved et kortvarigt medlemskab af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), der gav muligheden for at komme udenlands sammen med sin hastigt erhvervede akademiker-ægtemand og blive en slags

ungkommunistisk udsending til Polen – her hjalp de bl.a. med dansksprogede radioudsendelser, som forkyndt kommunismens velsignelser.

Yafasova foretrækker, at mennesker, der har været torteret, snarere skal betegnes som torturoverlevere. Med denne bog har hun beskrevet, hvordan de danske læger Inge Genefke og Bent Sørensen samt deres internationale netværk i torturbekæmpelsens og torturofferbehandlingens tjeneste blev Archana Guhas redning fra følgerne af grov tortur mod hendes fødder. Yafasova har dedikeret de to læger sin bog, ledsaget af hendes varme tak for deres indsats for hende selv såvel som et utal af torturofre verden over.

Afsavn led hun uden ophævelser for oplevelsernes skyld, og sådan må man tro, at hun også i dag er indstillet. Ellers kunne hun vel ikke have udviklet sig til en så inkarneret kosmopolit, der bor snart her, snart der, ja indimellem sågar et helt år i Afghanistan. Efter hjemkomsten fra Polen tumlede hun nærmest ind i journalistikken, nærmere betegnet det hedengangne socialdemokratiske dagblad Demokraten i hendes fødeby Århus – dér hvor også journalister som Jørgen E. Petersen og Ole Sippel har arbejdet.

Fra begyndelsen grebet af journalistjobbet, måtte hun relativt hurtigt kvitte det ikke særlig velovervejede ægteskab.

Men bogen handler altså om den indiske lærerinde Archana Guha, som havde det held at få kontakt med danskerne, at komme til behandling på Rigshospitalet i København og dertil, efter næsten 20 år, at få dømt den indiske politimand, som var skyldig i hendes invaliditet. Yafasova har på basis af nøje kendskab til denne lange lidelseshistorie lavet, hvad hun kalder en ”dokumentarroman”, der indfanger en mænge atmosfære fra Guhas beskedne hjem i Kolkata (Calcutta), indbefattet hendes søskende og øvrige familie. Men også om kvindens forhold til en dansk sygeplejer, som fattede mere end almindelig sympati med hende, ja som forelskede sig i hende og blev hendes mand. Et forhold med mange problemer, præget af langvarige adskillelser, og af Archanas tids- og pengekrævende kamp for retfærdighed.

Tidligt blev hun optaget af Storbritannien – og så var det bare om at få pakket kufferten og tage til London! Tilværelsen gik siden videre til Nordirland og USA. De perioder hvor hun – trods alt – har boet sammenhængende år i Danmark, har tilsyneladende været uharmoniske. Endnu en ægtemand (brite) skilles hun fra. Det skyldtes, så vidt man kan forstå, ikke så meget rejseriet som en impulsiv holdning til tilværelsen som sådan. Det gik især ud over hendes søn – hvad man forstår, hun ikke har det godt med.

Men en så – i bogstaveligste forstand – forfløjen person må nødvendigvis bringe mange ofre, hvad angår traditionelt privatliv. Hun er overvejende affabel i beskrivelsen af personer, fx hendes chef Jørgen Schleimann. Men ofte flyver navne blot lettere ukommenterede ”gennem luften ” i hendes bog. Den er fyldt med mere eller mindre muntre oplevelser, afbrudt af gedigne bidder nutidshistorie. Det er ikke synderlig logisk præsenteret, der er vældige tanke- og tidsspring og megen tilfældighed over det hele. Hvorfor hun i en periode har boet i Paris forklares fx ikke. Men der kan naturligvis heller ikke være megen (reflekteret) ro over en person, der er parat til at bryde op og tage ud i verden (hvor som helst hen) med ultrakort varsel.

Det hele er indfanget med mobilisering af hvad jeg vil kalde opfindsom fantasi. Bogen slutter med gengivelse af en indholdsrig samtale, Dina Yafasova havde med Genefke og Sørensen, hendes to ”gode ånder”, som har viet deres liv til målrettet indsats mod tortur og dennes forfærdende følger. En bog, der må gøre dybt indtryk på enhver, der har fulgt dette årelange og yderst fortjenstfulde arbejde.

De bitre frugter af dansk krigsdeltagelse på Balkan og i Irak Sven Arvid Birkeland: Danmark i krig, 400 sider, Gyldendal.

Et indisk torturoffers ukuelige kamp for retfærdighed Læge Sven Birkeland har siden 2007 skrevet hele tre bøger om forskellige kriges ”lange kølvandsstriber”, de mange tragiske følger, ofte langtidsfølger, som væbnede opgør udgør. Han har samlet megen vigtig viden og på formidabel vis registreret de store ofre, ikke mindst familierne til krigsdeltagere, har måttet bringe.

Dina Yafasova: Kald mig ikke offer!

352 sider, Gyldendal Kun få af verdens torturofre opnår nogen godtgørelse eller andet udtryk for retfærdighed, efter hvad de har gået igennem. Denne bog er så at sige undtagelsen, der bekræfter reglen. Den usbekiske Dina Yafasova, selv torturoffer med asyl i Danmark, har i denne bog beskrevet det indiske torturoffer Archana Guhas grumme skæbne. Nuvel, helt korrekt er der tale om en form for gendigtning af den indiske kvindes liv, både før og efter hun blev maltrakteret af indisk politi, fordi hendes bror angiveligt var en farlig marxistisk separatist i delstaten Vestbengalen.

Danske soldaters indsats på Balkan og i Irak er mere eller mindre historie, men står dog stadig nogenlunde klart i manges erindring. For at udforske psykiske og fysiske følger af danskeres krigsdeltagelse til denne seneste bog har Birkeland interviewet 200 personer, spredt over Danmark, og omhyggelig fået nedskrevet deres mange beretninger.

Han har haft base på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), som derved er blevet tilført gedigen supplerende viden om krigens traumer. I perioden 1992-2010 var der 30.440 udsendelser til Balkan og 6426 til Irak. Medregnes de 7844 udsendelser til Afghanistan, var der i dette lange tidsrum tale om ca. 25.000 udsendte soldater, idet mange har været udsendt flere gange. Det er blandt de 20.500 Balkan- og Irakveteraner, Birkeland har samlet stof til den foreliggende bog. Men også civile ofre fra det borgerkrigshærgede Eksjugoslavien får mæle.

Journalisten Yafasova, der i 2006 udgav bogen Dagbog fra Sandholm om egne oplevelser som asylsøger her, måtte selv flygte fra sit hjemland efter en række kritiske artikler om Usbekistans sundhedssystem. Hun har skrevet sine to bøger på russisk og fået dem oversat til dansk af Sten Jakobsen. Der er grund til at komplimentere ham for en dyb indlevelse i Yafasovas udsøgte udtryksform.

Hun har på sin side realiseret en meget stærk identificering med den indiske kvinde. Bogens titel hentyder til, at

Det er yderst fortjenstfuldt og beundringsværdigt hvor 14

mange informationer, Birkeland har indsamlet. Han har gjort et omfattende stof med mange detaljer om krigenes psykiske skadevirkninger tilgængeligt for offentligheden.

Det er også beretningen om, at danske myndigheder kun langsomt forstod, at der burde iværksættes psykologisk efterkrigsbehandling af en del af de hjemvendte soldater.

hvor så også nogle italienske områder blev afstået til det daværende Jugoslavien. Sådanne tanker kan man dog antage, at det økonomisk hårdt trængte Italien af i dag har lagt bag sig – såvel som visse politikeres spredte applaus til Mussolini.

Det er bemærkelsesværdigt, at kun 2 pct. af regionen Piemontes befolkning havde stemmeret, da den i januar 1861 gennemførte det første valg til kongeriget Italiens parlament. Lundberg, der trækker på mange italienske kilder, redegør omhyggeligt for de mange personer og magtinteresser, der gjorde sig gældende, og for det svælg, der var mellem det højtudviklede kongedømme Piemonte (og Sardinien) og Syditalien, hvor Norditaliens politiske elite blev betragtet som fremmede og med mistro. Piemonte blev så at sige skabelon for det samlede Italien, ligesom det leverede dette riges første konge.

Når jeg alligevel ophobede en god portion irritation under læsningen af bogen, skyldtes det brugen af striber af engelske udtryk, militære betegnelser, forkortelser mv., som ikke er umiddelbart forståelige for en gennemsnitslæser.

Omkring 30 steder bemærkede jeg dette. Begyndende med rapelle (s. 62) og ved tro gengivelse af militære dokumenter, hvad der udvikler sig sig til den rene militære hjernegymnastik: ”IED har varieret fra avancerede systemer som EFP- og PIR-udløste til primitive bomber med kabel… Senere blev anvendt ”Command Wire”, ’daisy chain’ IED med 2 EFP..” osv. (side 278).

Et blødende sår i den italienske ”selvforståelse” var nederlaget til Etiopien i Adwa i 1896, hvor 6000 italienere omkom. Med så megen større iver kastede Italien sig siden hen over Libyen i årene efter 1910, da dets hersker, det Osmanniske Rige, var svækket. Men libyerne bed godt fra sig, selv om Italien med brug af bl.a. giftgas udfoldede stor brutalitet: omkr. 100.000 libyere blev drevet ud i ørkenen, hvor omkr. halvdelen skulle finde døden på grund af sult eller tørst i løbet af blot fem år. Erobringen af Etiopien i 1936 – som indledning til skabelsen af et Italiensk Østafrika - blev kortlivet, den varede kun til 1941, da de allierede under 2. Verdenskrig befriede landet.

Man spørger sig selv om bogens autencitet ville have lidt ved at gengive leave med orlov, small arms med små våben eller head quarters med hovedkvarter – for nu blot at nævne nogle af de få, denne anmelder umiddelbart kunne oversætte. Det hele kunne være klaret ved en forkortelses - og ordforklaringsliste!

Kampen for et samlet Italien Italien har stået i fokus på grund af 150-året for landets samling i 2011, så derfor kort vue over to vægtige bøger om Italien. Den danske historiker, tidl. folkeskolelærer Sv. Lundberg har bl.a. udredet et væld af indviklede tråde om Italiens samling og udvikling op til 1948, og den britiske historiske forfatter David Gilmour går både længere tilbage og op til det 21. årh. med påvisning af megen hulhed og megen mytedannelse i storladne proklamationer om nutiSvend Lundberg: dens Italien.

Kampen om Italien - I betragtning af at Italien sammen 1789-1948, 336 sider, med Tyskland var 2. Verdenskrigs Forlaget Broen. to store europæiske tabermagter,

Lundberg har rigtig mange detaljer med i sin flotte bog, der tillige bringer et væld af relevante illustrationer, hvoraf kun et fåtal tidligere har været gengivet i danske bøger.

Han kommer kort ind på det interessante spørgsmål, om Italien så også reelt er blevet samlet, om det fremviser sammenhængskraft. Han giver ikke noget fyldestgørende svar, men betegner det generelt som splittet. Ikke mindst på grund af fortsatte og store forskelle i indkomstniveau mellem nord og syd.

Den facts-spækkede historiebog levner ikke plads til en nøjere beskrivelse af nutidens sociale og økonomiske tilstande, herunder ej heller om mafiaens magt skulle være styrket eller reduceret. Gilmour finder, at bekendelsen til en italiensk identitet er gået fløjten. Men i virkeligheden kræver det en dybere gående sociologisk undersøgelse at finde kernen i denne problematik. Den italiener, der måtte erkende sandheden i de mange udtryk for italiensk uformåenhed, som især Gilmour fremlægger, har unægtelig heller ikke meget at vær stolt af: I 1930’erne, da Mussolini hævdede at kunne tilintetgøre Storbritanniens Middelhavsflåde ”på én dag”, fremstillede Italiens lige så mange fly på et år, som USA gjorde på én uge.

og at disse to lande var blevet samlet på nogenlunde samme tidspunkt i det 19. årh., er det rimeligt at foretage en kort sammenligning mellem dem. Først og fremmest stod Italien i første halvdel af det 20. årh. ganske lang tid i skyggen af Tyskland, det var ikke i tide kommet med i kapløbet om kolonierne i Afrika, efter 1945 opl e ve d e b e g g e e t s å k a l d t ”økonomisk mirakel”, men det tyske forekom nok det mest imponerende.

Da krigslykken vendte under 2. Verdenskrig, ville en del italienere gerne (som fx også i Danmark) give det indtryk, at rigtig mange sluttede sig til modstandsbevægelsen (ofte kaldet partisanerne), men det var, som Gilmour oplyser, kun omkring en tredjedel af en 1 pct., der greb til våben – eller i forholdstal nogenlunde det samme antal som i 1848 havde gjort oprør mod Italiens østrigske besættelsesmagt. Han har mange andre skarpe og træffende iagttagelser, som ikke overraskende munder ud i at, de fleste italienere stadig synes at identificere sig med deres hjemegn eller måske region, og at Italien som nation ikke er slået ordentlig igennem.

Italien kom, som Lundberg beskriver, modsat Tyskland til at underskrive en egentlig fredstraktat efter 2. Verdenskrig og blev pålagt at betale krigsskadeserstatninger til lande, som det havde besat. Silvio Berlusconi, som har forladt ministerpræsidentposten efter bogens udgivelse, indførte den 10. februar som en særlig ”mindedag”, fordi traktaten stammer fra denne dag i 1947, David Gilmour: The Pursuit of Italy. History of a Land, its Regions and their Peoples, 447 sider, Allen Lane, London.

15

Fordi vi tror på et globalt ansvar Bliv medlem — se hvordan på www.fnforbundet.dk Og følg os på

facebook.com/FNforbundet.dk

16