GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 1 MARTS 2014

Hvad vil Rusland? Og hvorfor brĂŚnder det i Ukraine? + interview med Jakob Ellemann-Jensen

1

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen, Trine Marqvard Nymann Jensen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ Eskinder Debebe ISSN:2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: April 2014 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K.

Hvad vil Rusland?

Efter Sovjetunionens opløsning var det store riges arvtager, Rusland, et land tæt på opløsning, institutionelt og økonomisk. Landets rolle i FN og på den internationale scene i øvrigt var tæt på det usynlige.

Dette har ændret sig markant. Med en kombination af politisk stabilitet og økonomisk fremgang er Rusland nu en stat, der er svær at komme udenom. Landets interessesfære synes større og større, og ydmygheden er kastet væk, hvilket Vinter-OL, gennemført i en næsten altid frostfri by, også vidner om.

Det er principielt godt, at lande med styrke engagerer sig og øver indflydelse, men det kan i tilfældet Rusland være svært at se, hvilke mål der forfølges og hvilke værdier, der eventuelt måtte ligge til grund for engagementet.

Jeg opfattede det som positivt, da Rusland i efteråret var med til at forhindre forhastede angreb i Syrien fra flere vestlige lande og efterfølgende bidrog til fælles planer i FN’s Sikkerhedsråd om at gøre noget ved borgerkrigen, herunder at få bragt de kemiske våben væk.

Siden har det imidlertid været svært at få øje på positiv russisk indflydelse i Syrien og effekten af, at Rusland formentlig er et af de få lande som Assad i Damaskus lytter til. Ruslands engagement har knapt rakt til at få stoppet humanitære katastrofer i f.eks. Homs og i Yarmouk-forstaden i Damaskus, hvor over 100.000 palæstinensere i månedsvis har været på hungersnødens rand.

Rusland har også været direkte fraværende på møder i FN om situationen i Syrien, og i de aktuelle forhandlinger i Geneve synes FN-mægleren Lakdar Brahimi ikke at få megen hjælp af det stærke Rusland. Internationalt ansvar rækker altså længere end at forhindre det, man ikke vil.

I Ukranie er det svært at gennemskue, hvad der er foregået bag kulisserne, men det synes som om, Rusland (og muligvis også EU-landene) har givet de ukrainske ledere et valg om at vælge enten Rusland eller EU som partner, selv om det politisk eneste mulige valg for Ukraine er at vælge begge.

Opdelingen i ”dem eller os” synes i det hele taget at styre Putin-regeringen, også på russisk grund. De, som ikke på alle måder følger flertallet, har ikke meget plads. Det uanset om det er politisk opposition, lokale NGO-aktive, Greenpeaceaktivister eller udfordrende sanggrupper. Pluralisme er ikke velset i Rusland – og slet ikke i Kreml.

Ole Olsen Medlem af FN-forbundets bestyrelse 2

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

3 spørgsmål til Jakob Ellemann-Jensen

SIDE 6

Putins russere eller russernes Putin?

SIDE 7

Det brændende Ukraine

SIDE 9

Sværere at retsforfølge menneskehedens fjender

SIDE 11

Internationalt overblik

SIDE 13

Henrik Døcker anmelder

SIDE 15

3

Nyt fra FN-forbundet TAK til de, der har bidraget til dette nummer af GLOBAL: Ole Olsen, FN-forbundets Menneskerettighedsudvalg, Karsten Fledelius & Kim Frederichsen fra DanskRussisk Forening, & Jakob Ellemann-Jensen, Venstre

Forsiden denne gang: En fotograf har taget et smugkig ind i den russiske tolkeboks under et møde i Sikkerhedsrådet. Alle officielle møder og dokumenter oversættes fra og til de officielle arbejdssprog for verdensorganisationen: Engelsk, fransk, arabisk, kinesisk, russisk og spansk. Næsten 460 tolke arbejder hver dag i FN-sekretariatet.

Kom med til Generalforsamling i FN-forbundets Københavnskreds Københavnskredsen er lige nu i gang med at planlægge en række arrangementer og tiltag, der skal sætte fokus på at markere udløbet på 2015 Målene og se frem mod og engagere os i udviklingen af nye bæredygtighedsmål i arbejdet for verdens udvikling.

Generalforsamlingen vil derfor starte med et kort oplæg om de emner og aktivitetsformer, som vi planlægger at beskæftige os med i kredsen i 2014 og 2015.

Det er mandag den 31. marts 2014 kl. 19.00 på FN-forbundets sekretariat, St. Kongensgade 36, 4.th. København

Se mere på www.fnforbundet.dk

Velkommen til vores nye kreds i Aalborg!

Efter en nylig stiftende generalforsamling kan vi nu sige tillykke og velkommen til vores nye kreds i Aalborg. Formand blev Bjarke Zinck Winther.

Næsten 90 dukkede op til deres første offentlige møde om FN, udvikling og fredsbevarende missioner v/ Finn Reske Nielsen, medlem af FNforbundets Venner og nu næstformand i Aalborg-kredsen.

Find dem på Facebook og følg med i deres arbejde eller skriv direkte til FN-forbundetnordjylland@outlook.dk

4

Forholdet mellem den amerikanske og den russiske FN-ambassadør, Samantha Power og Vitaly Churkin, har længe været køligt.

Efter Power havde mødtes med medlemmer fra gruppen Pussy Riot, fik temperaturen sig dog endnu et hak nedad - denne gang på Twitter.

”We must all raise our voices against attacks on lesbian, gay, bisexual, transgender or intersex people.

We must oppose the arrests, imprisonments and discriminatory restrictions they face.”

Så klar i mælet var generalsekretær Ban Ki-moon, da han talte til Den Olympiske Komité aftenen inden åbningen af Vinterlegene i Sochi.

Sæt

i kalenderen allerede nu til, når vi holder Landsmøde 2014 den 25.-26. oktober i København!

5

3 spørgsmål til Jakob Ellemann-Jensen Venstres EU-ordfører og udviklingsordfører og ikke mindst formand for FN-forbundets Folketingsgruppe, Jakob Ellemann -Jensen, har været medlem af Folketinget siden 2011.

Her ses han til Christiansborg-konferencen om bæredygtig udvikling og post2015-processen i september sidste år.

Hvilke udfordringer ser du for forholdet mellem Danmark og Rusland i spillet omkring grænsedragningen og ressourcefordelingen af Arktis?

”

Den største udfordring bliver at sikre en fredelig udvikling i Arktis, hvor både grænsedragning og ressourcefordeling sker ved forhandlingsbordet, frem for ved (trusler om) brug af rå magt.

Derfor er jeg meget glad for, at Per Stig Møller som udenrigsminister for VK-regeringen tog initiativ til at fremsætte Ilulissat-erklæringen, hvor de fem arktiske kyststater forpligtede sig til at løse alle politiske uoverensstemmelser igennem forhandlinger.

Det betyder bl.a., at spørgsmålet om grænsedragning skal afklares ved den særlige FN-kommission for kontinentalsoklens grænser, og i sidste ende ved en international domstol.

Barack Obama, David Cameron, Angela Merkel valgte ikke at deltage i Vinterlegene i Sochi, hvad der af flere betragtes som et boykot i protest mod Ruslands noget blakkede ry på menneskerettighedsfronten. Skulle Danmark også have boykottet?

”

Som hovedregel bør man gøre en indsats for at undgå at blande politik og sport sammen. Men det er ofte nemmere sagt end gjort. Nogle gange er det derfor på sin plads at sende et klart signal gennem en politisk boykot af en sportsbegivenhed som f. eks. OL. Hver gang skal man dog spørge sig selv, om man tror en boykot vil kunne have en positiv effekt og vil kunne rykke noget politisk. Det tror jeg ikke på ville være tilfældet med en boykot af OL i Rusland. Et ikke uvæsentligt parameter, man må forholde sig til, er naturligvis, hvor mange lande, der støtter en boykot. For det er klart, at hvis Danmark boykotter alene, vil det ikke have nogen større effekt. Så bliver det bare indenrigspolitisk symbolpolitik.

Der har været meget fokus på Rusland og Kina og deres brug af vetoretten i forbindelse med konflikten i Syrien, men når man kigger på afstemningerne i Sikkerhedsrådet siden 1991, da Sovjetunionen blev til Rusland, er det faktisk USA, der flest gange har nedlagt veto (14 i alt i mod Ruslands 9 og Kinas 7). Hvad er din holdning til Ruslands diplomatiske adfærd under Syrien-konflikten? Og er vetoretten sådan helt generelt et problem for FN’s legitimitet, som den organisation, der skal varetage international fred og sikkerhed?

”

Vetoretten er både FN-systemets styrke og svaghed. Det gør det vanskeligt at nå til enighed, men når det så rent faktisk lykkedes, står FN også med et virkeligt stærkt mandat til at handle på vegne af verdenssamfundet. Der er ingen tvivl om, at der er en risiko for, at FN’s legitimitet kan blive svækket, hvis systemet sander fuldstændig til på grund af gentagne vetoer.

Vi så et frygteligt eksempel på det omkring konflikten i Kosovo. Selvom jeg er særdeles skuffet over Ruslands adfærd i forhold til Syrien-konflikten, hvor den russiske modstand har lammet FN og dermed verdenssamfundet, mener jeg ikke, at man skal kritisere FN og selve vetoretten for det. Ansvaret ligger alene hos Rusland.

6

Putins russere eller russernes Putin?

Forholdet mellem stat og borger i dagens Rusland

Af Kim Frederichsen

Den populære Putin

Næstformand Dansk-Russisk Forening

I den første periode blev der afholdt 3 præsidentvalg og 3 parlamentsvalg. Valgresultaterne viste en overvældende støtte til Putin og derpå Medvedet samt til Forenet Rusland. Mest markant i 2007 hvor partiet fik 64 % af stemmerne, mens Medvedev (ligesom Putin) blev valgt til præsident i første valgrunde. Når man gennemgår valgresultaterne springer 5 forhold i øjnene:

Ph.d. stipendiat, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

Som oplæg til et foredrag om Rusland på Seniorhøjskolen i Odense blev jeg spurgt: ”Hvorfor finder russerne sig i det?” Min umiddelbare tanke var: Gør de da det?

1: Valgresultaterne afspejlede reelt folkestemningen.

I denne artikel skal vi forsøge at besvare ovenstående spørgsmål. For at give et fyldestgørende svar må vi dele det op i to tidsperioder; før og efter de seneste Duma- og præsidentvalg. Vi skal se på, hvad der har ændret sig, hvordan magthaverne har reageret på ændringen, og hvor pilen for Ruslands fremtidige udvikling peger hen.

2: 1/3 af de stemmeberettigede stemte ikke.

3: I modsætning til Jeltsin havde Putin ikke et flertal imod sig i parlamentet.

4: De borgerlige-liberale politikere var stærkt upopulære, da de i vælgernes øjne bar hovedansvaret for den kaotiske situation i 1990’erne.

5: Derimod var der en overvældende støtte til den politik, Putin førte.

Den ukendte Putin Den 31. december 1999 trådte præsident Boris Jeltsin tilbage og overlod magten til den dengang nærmest ukendte premierminister Vladimir Putin. Allerede samme dag offentliggjorde russiske aviser et dokument, der siden er blevet kendt som ”Putins manifest”. Programmet indeholdt 5 hovedomdrejningspunkter for den politik, Putin ønskede at føre:

Denne støtte gik igen i en række meningsmålinger fra perioden. Når russerne blev spurgt svarede et klart flertal, at Rusland var et demokrati, og at landet udviklede sig i en demokratisk retning. Men med demokrati forstod de ikke demokrati i ”vestlig forstand”, men en unik russisk model med en stærk stat og leder og økonomisk vækst som de vigtigste punkter. I 2008 mente næsten 50 % af de adspurgte, at det var legalt, at Putin selv udpegede sin efterfølger, mens næsten 66 % fandt det rigtigt eller meget rigtigt, at Putin blev premierminister.

1: En afvisning af kommunismen som samfundsmodel.

2: Den stærke stat med statsmagten og med monopol på at iværksætte og gennemføre samfundsreformer.

3: Patriotisme og national stolthed som et plusord.

Baggrunden for Putins succes var de stærkt stigende råstofpriser. Rusland bevægede sig fra at være den 22. til den 6. største økonomi. Blandt BRIC landene har det den hurtigst voksende middelklasse og den største vækst i BNP pr. capita.

4: En stærk økonomi, der ikke var et eksperimentarium for vestlige økonomer. Rusland skulle finde sin egen vej til modernisering og især satse på forskning, udvikling af avanceret teknologi og udnyttelse af ressourcerne.

5: Endemålet var at se Rusland genrejst som den stormagt, ikke bare magthaverne men mange almindelige borgere mener, Rusland rettelig er og altid har været.

I Vesten har vi en tendens til (med rette) at betragte 1990’ernes Rusland som det frieste tidspunkt i landets historie. Men for russerne var det en tid med økonomisk kaos, hvor reallønnen blev udhulet, priserne eksploderede, værdien af pensionerne forsvandt i den voldsomme inflation, og offentlige lønninger eller overførselsindkomster kunne udeblive i månedsvis. Putin blev belønnet for at skabe stabilitet og sikkerhed.

Der var tale om et meget langsigtet program. Det gav et behov for at kunne fastholde magten i meget lang tid for at kunne føre de politiske målsætninger ud i livet.

Konkret udmøntede det sig i, at Putin tog magten over økonomien og medierne tilbage fra oligarkerne ved hjælp af Gazprom. Samtidig indførte Putin ”Magtens vertikal”, der via direkte udpegning af guvernørerne i regionerne, skulle sikre, at Kremls politik rent faktisk blev ført ud i livet, hvilket fjernede mange små fyrster, der kun havde arbejdet i egen økonomisk vindings interesse. Medaljens store bagside var bestræbelserne på at monopolisere medierne og særligt fjernsynet, der er russernes vigtigste informationskilde, samt oprettelsen af partiet Forenet Rusland for at monopolisere den politiske og parlamentariske magt.

Den upopulære Putin Når man ser på de seneste valgresultater ser det umiddelbart ud som business as usual. Putin og Forenet Rusland vandt overvældene sejre. Men går man tættere på ser man, at Forenet Rusland gik tilbage ved valget, og selvom Putin selv ifølge oppositionens exit polls ville have vundet, skulle han sandsynligvis havde været ud i en anden valgrunde. Allerede op til valgene vi7

ste meningsmålinger folkelig utilfredshed ved udsigten til valgsvindel, og da den blev dokumenteret førte det til – efter russiske forhold – store demonstrationer, der dels tiltrak folk, der ikke normalt har tilhørt den svage og fragmenterede opposition, dels kom bag på såvel magthaverne som udenlandske iagttagere.

vise sig at give bagslag – f.eks. fik oppositionslederen Aleksandr Navalnyj (der er dømt til 5 års fængsel for at stjæle en skov) 32 % af stemmerne ved borgmestervalget i Moskva. Samtidig er der trods skiftende udmeldingerne stadig ikke sket indskrænkninger i friheden på Internettet, som over 50 % af russerne i dag har adgang til, og som spiller en stadig større rolle som primært informationsmedie i forhold til de statsstyrede TV kanaler.

Der er blevet skabt en middelklasse i Rusland, der er begyndt at ønske indflydelse, og som er dybt utilfredse med f.eks. det ukontrollable korruption, som de udsættes for i daglige, og som for nylig indbragte Rusland en tredjesidsteplads på en europæisk liste over, hvilke lande, det er godt at drive forretning i.

Putins Rusland hvorhen?

Det er meget vigtigt at holde sig for øje, at Putin stadig har opbakning fra over halvdelen af den russiske befolkning, der støtter hans politik om traditionelle værdier, har en stærk negativ opfattelse af Vesten og mener, Rusland har krav og ret til en stormagtsplads i solen.

Det virker ikke sandsynligt, at han vil blive afsat ved det førstkommende valg, selvom der så småt er ved at vokse en opposition til Putin frem i den russiske middelklasse, det er langt mere interessant, hvad der kommer til at ske efter hans 2. valgperiode.

Den trængte Putin Putin har reageret med både pisk og gulerod. Førstnævnte er ikke mindst kommet til udtryk ved vedtagelsen af ”loven om fremmede agenter”, der påbyder alle NGO’er, der har modtaget støtte fra udlandet, at lade sig registrere som fremmede agenter (hvilket på russisk lyder fuldstændig som ”spion”), og ”loven om forbud mod homoseksuel propaganda rettet til mindreårige”, idet Putin i sin retorik sætter direkte lighedstegn mellem homoseksualitet og pædofili.

Vi bør derfor følge kulturminister Marianne Jelveds eksempel om en fortsat kritisk dialog med magthaverne.

Men samtidig skal vi støtte det spirende, men stadig meget skrøbelige russiske civilsamfund, der er stærkt fragmenteret og stort set ikke er enige om andet end at være imod Putin.

Med lovene såvel som dommen over Pussy Riot ønsker Putin at appellere til de konservativt indstillede kernevælgere og bevare støtten fra den stærkt konservative ortodokse kirke ved at fremstille sig selv som bolværket og beskytteren mod skadelig vestlig påvirkning af traditionelle russiske samfundsværdier og normer.

I Rusland er der tradition for, at reformforsøg kommer fra oven – fra magthaverne – men de virkelige omvæltninger i russisk historie – februar 1917 og august 1991 – er altid kommet fra neden, og Rusland nærmer sig et vadested mellem disse to strømninger.

På den anden side er der efter års pause blevet genindført valg til guvernørposterne – mest af alt ud fra et ønske om at legitimere udpegningerne. Men det kan

Kim Frederichsen er cand.mag. i Russisk , og pt. ansat som ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, hvor han forsker på et projekt om sovjetisk kulturdiplomati under Den Kolde Krig. Han er næstformand i Dansk-Russisk Forening og formand for afdelingen i Region Syddanmark. Han er foredragsholder og forfatter til flere artikler om historiske og aktuelle russiske samfundsforhold.

Videre læsning: Materialerne fra de årlige Ruslandskonferencer på Christiansborg, herunder det statistiske materiale, der ligger til grund for denne artikel, kan ses på Dansk-Russisk Forenings hjemmeside: dkrus.dk, hvor man også kan finde aktuelle nyhedsklip om Rusland fra danske og udenlandske medier.

Desuden findes der en række gode hjemmesider med aktuel information: Russian Analytical Digest: http://www.isn.ethz.ch/Digital-Library/Publications/Detail/?id=17933 Johnson’s Russia List: http://russialist.org Russia Beyond the Headlines: http://rbth.co.uk Intet nyt fra Vestfronten podcast: http://intetnytfravestfronten.dk

8

Det brændende Ukraine Og i EU er der stærk uenighed mellem de centraløsteuropæiske medlemmer, ikke mindst det nye medlem Kroatien, som ønsker at Ukraine nu skal have et løfte om EU-medlemskab engang ud i fremtiden, og de EU-stater, herunder Danmark, som finder det meget klogere ikke at udæske Rusland med noget tiltrædelsestilbud til Ukraine, men finde frem til en samarbejdsstruktur mellem Rusland og Vesten, som kan få den ukrainske krise nedtrappet og forholdene normaliseret ved et fredeligt magtskifte, herunder præsidentvalg, og så koncentrere sig om det, der burde ses som det alvorligste problem i dagens Ukraine: den katastrofale økonomiske situation. Men her ved udgangen af februar er det, som om retorikken bliver stadig mere aggressiv, og bevæbnede militsgruppers besættelser af nøglebygninger og lufthavne på Krim er med til at optrappe den igangværende psykologiske krigsførelse.

Af Karsten Fledelius Formand for Dansk-Russisk Forening og medlem af FN-forbundets bestyrelse Hvad drejer den voldsomme og langvarige konflikt i Ukraine sig om? En genopvækning af den Kolde Krig, hvor vest og øst kæmper om den største rent europæiske stat i Europa? Et forspil til en deling af dette store land efter etniske linier? En drøm hos en stor del af ukrainerne om at blive en del af den europæiske union? Eller en rent politisk kamp mellem en befolkning som er dødtræt af korrupte politikere og elendig social standard og ønsker nye ledere til magten?

Uanset hvilken forklaring man byder ind med: Mens disse linjer skrives, aner vi ikke, hvordan det hele vil ende. For 25 år siden rejste folket sig mod magthaverne i Kina – men tabte efter et par måneders demonstrationer. 5 måneder senere rejste folket sig mod DDR’s (Østtysklands) regering og system – og fejede dem reelt væk. Begge udgange har været mulige i Ukraine.

Men også en tredje: En eller anden form for kompromis, magtdeling eller overgangsordning. Og det var det, man nåede frem til den 21.2. Efter 80 dødsofre. Men selvfølgelig kunne kampene bryde ud igen, hvis implementeringen af aftalen gik i fisk. Og det var lige præcis det, der skete den 22.

Denne voldsomme konflikt, som er den alvorligste trussel mod freden og sikkerheden i Europa siden den georgisk-russiske krise i 2008, foregår tilmed, i modsætning til den langtrukne syriske borgerkrig, lige uden for EU’s hoveddør: 5 EU-lande grænser op til Ukraine.

Landet er transitland for naturgas fra Rusland til Centraleuropa, som det kulturelt har tætte forbindelser med. Samtidig er dets største handelspartner Rusland.

Ukraine er således afhængigt til begge sider. Og har rigtig gode muligheder for at agere som økonomisk og kulturel formidler. Hvis landet da havde en ordentlig regering, administration og retsvæsen og et retfærdigt og velfungerende politisk system. Men ingen af disse forhold har været til stede indtil nu. Og det store spørgsmål er, om de uenige oppositionspolitikere, som nu har den formelle magt, sammen med medlemmerne af den folkelige opstand kan sikre skabelsen af et sådant, i en situation, hvor staten er på randen af bankerot og samfundet i høj grad holdes i gang af den sorte økonomi.

Det var ikke præsidenten, som sprang fra aftalen, heller ikke oppositionspolitikerne. Det var oprørerne i Kiev, som ikke accepterede det indgåede kompromis. Så flygtede præsidenten, parlamentet afsatte ham, og nyvalg til præsidentposten er udskrevet til maj. Oppositionens mere moderate politikere, som stod bag aftalen, er også blevet desavoueret. Og Rusland, som ikke brød sig om aftalen, kræver nu dens overholdelse.

Samtidig med at det opbygger en militær trussel mod Ukraine og helt klart understøtter kampen mod det nye regime i Kiev, bl.a. ved at puste til lokale etniskrussiske ønsker på Krim om at løsrive halvøen fra Ukraine og genforene den med Rusland, som situationen var indtil 1954.

Der har været spekuleret en del på muligheden for en opsplitning af landet i et russisk-venligt Østukraine og et EU-venligt Vestukraine, men så enkelt er det ikke.

Hovedstaden Kiev er i høj grad præget af oprørsbevægelsen, som også er stærk i flere store byer mod øst. I østområderne er der naturligvis større geografisk nærhed til Rusland, og ukrainske gæstearbejdere findes i betydeligt tal i dettes vestlige egne. Men der har ikke hidtil været noget stærkt ønske hos hverken de etniske østukrainere eller den store russiske minoritet (omkring 35 %) om en løsrivelse fra Ukraine. Mange indbyggere i Ukraine føler sig først og fremmest knyttet til deres hjemby eller hjemegn, og hvad der i stigende grad binder dem sammen er en fælles skæbne. Sprogligt ligger ukrainsk og russisk ikke langt fra hinanden, og i dag er de to sprog i praksis ligestillede.

Bliver det næste en russisk militær invasion af Ukraine, eller forsøg på en sådan? Bliver det et måske vellykket forsøg på at løsrive områder som Krim og Donetskområdet, som er nært knyttet til Rusland, fra resten af landet? Ender det hele i en borgerkrig som det hedengangne Jugoslavien i 1991? Eller er det, der vil ske, Afghanistan-scenariet fra 1979, hvor en slagen eksilpolitiker, der havde søgt sikkerhed i Moskva, vendte tilbage støttet på de russiske våben og oprettede en Moskvastyret marionet-regering i sit hjemland?

Men et helt særligt område er Krim, hvor den dominerende befolkningsgruppe, som også præger halvøens hjemmestyre, er russerne. Men uden for flådebyen Sevastopol, som er klart russisk domineret, forekommer ukrainsk sprog ofte, hertil kommer det igen voksende tatariske mindretal, som taler et med tyrkisk nært beslægtet sprog og gennemgående støtter oprørsbevægelse i Kiev – i hvert fald ønsker de ikke en tilbagevenden til Rusland. Det var Sovjetunionens stærke mand

Både Ruslands og EU’s forsøg på at gribe ind i konflikten er indtil videre strandet. Man skal ikke umiddelbart tro, at alle er enige om de næste skridt i Moskva – det var man heller ikke i 1979 før invasionen i Afghanistan.

Fornuftige stemmer i Rusland fraråder, at landet forsøger at overtage ansvaret for det ukrainske fallitbo, som den flygtede præsident har så stort et medansvar for.

9

efter Stalin, Nikita Khrustjov, som 1954 forærede halvøen til Ukraine, som han havde været partichef for, i anledning af 300-året for de ukrainske kosakkers frivillige tilslutning til Rusland i stedet for Polen. Krim fik imidlertid efter kommunismens fald en ganske vidtgående hjemmestyre-ordning, som stadig består, som det eneste territorium i Ukraine i dag med en speciel politisk status. Og kommunismens fald åbnede op for tilbagevenden i større omfang af den 1944 fordrevne tatariske befolkningsgruppe, hvis ejendom fra før fordrivelsen dog stadig ikke er tilbagegivet.

Det er ikke første gang, Viktor Janukovitj har måttet give køb over for en stærk folkelig bevægelse. Sidste gang var i 2004, ved den såkaldte ”Orange Revolution”. Denne var baseret på et samarbejde mellem flere utilfredse fløje, med Jusjtjenko og Tymosjenko som de ledende toppolitikere. Men deres indbyrdes uenighed og manglende evne til at løse landets problemer førte til den orange koalitions opløsning og Janukovitj’s magtovertagelse i 2010. Vil den folkelige opstands ledere kunne holde bedre sammen end de ”orange” ledere, og vil de kunne samarbejde konstruktivt med landets øvrige politiske grupperinger? Og vil de få lov til det af en hær, som hidtil har holdt sig i ro, men som kunne tænkes at ville gribe ind, hvis situationen bliver endnu mere kaotisk, og et politi, som hidtil i høj grad har været kontrolleret af de gamle magthavere?

Der er naturligvis en indbygget risiko i et sammensat land for en ”eksjugoslavisk” udvikling som den, der ramte det vestlige Balkan i 1990’erne efter at have været under udvikling gennem 1980erne. Men Ukraine er ikke på sammen måde som det gamle Jugoslavien opbygget af etnisk forskellige republikker, dels går den sociale og økonomiske vrede på tværs af etniske skel.

Hvad der virkelig skiller i Ukraine, er skellet mellem rig og fattig. Præsidenten og hans kreds, og disses familier, er utrolig rige og øger deres rigdom ved korruption og nepotisme. Det snakker man helt åbent om i samfundet. Og myndighedernes misbrug af retssystemet til at jagte oppositionspolitikere under dække af korruptionsbekæmpelse (!) synes uudryddeligt, trods protester fra Europarådet. Det virker grotesk at høre den ukrainske ambassadør i København fremhæve, hvor godt det går med økonomien under præsident Janukovitj, når det er åbenbart, at landet i dag befinder sig på grænsen til statsbankerot.

Der er også store sociale forskelle i Rusland, og meget korruption. Men Putin-regimet er dygtigere, og Ruslands bruttonationalprodukt pr. indbygger er næsten tre gange så højt som Ukraines. Ukraine var økonomisk på linje med Polen i 1992, i dag er Polen målt i bruttonationalprodukt pr. indbygger tre gange rigere! Faktisk er Ukraine i dag en af Europas allerfattigste stater, med større nød end selv det fattigste EU-land, ja selv end lande som Serbien, Albanien og Bosnien-Hercegovina.

I sidstnævnte land synes man i øvrigt at have ladet sig inspirere af den månedlange ukrainske opstand, om end ikke så velorganiseret som i Ukraine. Blandt andet fordi man i Bosnien har svært ved at finde en fælles hadefigur. Det er det gået helt fint med i Ukraine, med den ærlig talt ikke udpræget charmerende præsident Janukovitj og hans familie og venner, herunder hans hovedrige tandlægesøn med den store ejendom tæt på Sevastopol på – Krim.

Ukraine var en relativt velstående republik i Sovjettiden. Det er et særdeles vigtigt landbrugs-om-råde med masser af frugtbar jord, og fik i Sovjettiden en udbygget minedrift (i øst) og en stærk industriel sektor. Men landet mangler de råstoffer, det i sovjettiden importerede til meget lave priser fra Rusland, først og fremmest olie og gas. Det er forbi efter Sovjetunionens opløsning, og opvejes ikke af transitafgifterne fra de russiske pipelines til Centraleuropa. Og de nye pipelines for naturgas er blevet trukket uden om Ukraine. Det er en politik, som Rusland og EU faktisk har været fælles om.

Der var derfor en vis logik i Janukovitj’s forslag om trepartsforhandlinger mellem Ukraine, EU og Rusland. Et anstrøg af det så man i februar, da udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Polen med en russisk bisidder forhandlede med præsident og parlamentarisk opposition i Ukraine. Men den aftale, som den folkelige opstand så ikke ville acceptere, stillede man sig ikke officielt bag fra russisk side. Og de regeringssty-rede medier i Rusland har hele tiden udtalt sig skrapt mod den folkelige opstand og støttet den tidligere ukrainske regerings retfærdiggørelse af opstandens blodige udvikling med, at specialstyrkerne kun havde skudt med skarpt ”i selvforsvar”.

Taktiske evner har man ikke kunnet frakende den (tidligere) ukrainske præsident: her har han ofte været mere snu end sine modstandere. Hans folks færdighed i at bruge juridiske spidsfindigheder til at sætte politiske modstandere ud af spillet har været stor. Og det er også juraen, hans russiske støtter i dag forsøger at køre på, sammen med en massiv mistænkeliggø-rende propanda i de regeringskontrollerede russiske medier, som forstørrer betydningen af de højreradikale gruppers rolle under opstanden ud over al rimelighed. Men Janukovitj har i det mindste for øjeblikket mistet støtten fra sin eget parti, Regionernes Parti. Spørgsmålet er, hvor længe man fra russisk side fortsat vil satse på denne taber fra både 2004 og 2014.

Det er nemt nok at kritisere EU’s ledere for ikke at have udvist nok ”fasthed” over for Janukovitj-regimet. Men det kombinerede pres af de pinlige og stadig mere blodige kampe og EU’s sanktionstrusler fik trods alt Janukovic til at søge sammen med de mere moderate oppositionsledere under mægling fra tre af de største EUlande, Tyskland, Frankrig og Polen, med deltagelse af en repræsentant for Rusland. Fredag 21.2. faldt forhandlingerne på plads med vedtagelse af aftalen om en begrænsning af Janukovic’s magt og præsidentperiode, ophør af kampene, amnesti og løsladelse af bl.a.

Julija Tymosjenko. Denne aftale kan næppe genoplives i dag. Men en fredelig udgang af krisen forudsætter en eller anden lignende proces, hvor EU, USA og Rusland virker sammen med konstruktive kræfter i den ukrainske politiske verden for at skabe en form for demokratisk normalitet i det hårdt prøvede land.

Foreløbig synes alle at være tabere i Ukraine, undtagen den folkelig opstand. Som sagtens kan ende med at være den, der taber til sidst. Spørgsmålet er, i hvor høj grad opstanden fremover vil være præget af dens radikale højrefløj, som både vender sig mod Rusland og EU og ønsker et helt ”frit” Ukraine for Ukrainerne.

Det er denne fløj, man fra Janukovitj’s tilhængere og Rusland side har gjort alt for at betegne som nyfascistiske kræfter. Og det er klart, at den folkelige opstands foreløbige sejr i virkeligheden hviler på et særdeles skrøbeligt fundament.

10

Sværere at retsforfølge menneskehedens fjender Ny spansk lov begrænser spanieres brug af universel jurisdiktion

Indgangen til Fredspaladset, der huser Den Internationale Domstol i Haag

UN Photo/ Sudhakaran

Af Henrik Døcker FN-pagten forudsætter, at dens medlemsstater ikke griber ind i, hvad der i det væsentlige hører under én stats herredømme (’jurisdiktion’) – men næsten lige siden 1945 har verdensorganisationen ”blandet sig” på den ene eller anden måde. Ganske enkelte stater har taget FN’s konventioner så seriøst, at de har forsøgt retssager anlagt mod politiske lederskikkelser, som har haft ansvar for folkedrab, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller tortur. I den forbindelse også at få dem anholdt på fremmed territorium. Belgien og Spanien, eller enkeltpersoner fra disse lande, er de eneste, som har forsøgt sig med iværksættelse af den såkaldt universelle jurisdiktion.

lem sågar storpolitiske hensyn spænder ben for at få anholdt fx en kinesisk statsadvokat, en iransk udenrigsminister, en cubansk præsident, en tidligere israelsk efterretningschef – som alle tilfældigvis har besøgt Danmark – selv om de har haft ansvar for nogle af de nævnte politisk motiverede delikter.

Spanien bøjede sig for politisk pres fra Kina Det spanske parlament vedtog i februar en lovændring, som begrænser spanske undersøgelsesdommeres ret til at rejse sådanne sager mod ikke-spaniere vedrørende forbrydelser begået i andre lande. Det var foranlediget af forsøg på at ’brændemærke’ Kinas 87-årige tidligere præsident Jiang Zemin og andre kinesiske politiske spidser for deres ansvar for blodig undertrykkelse i Tibet år tilbage. En form for international ’anholdelsesbegæring’ à la Interpols for almindelige kri-

Det appellerer til retfærdighedssansen hos verdensborgeren anno 2014, at en præsident, en general, en lokal magtherre må kunne undgælde for meget alvorlige, politisk betonede forbrydelser overalt i verden, hvor vedkommende måtte befinde sig. Men politiske, ind imel11

Universel jurisdiktion eller universalprincippet blev udformet ud fra den tanke, at visse former for forbrydelser er af en sådan karakter, at de vender sig mod det internationale samfund eller menneskeheden som sådan, og derfor bør kunne pådømmes af enhver domstol i verden. I folkeretten var det en tid lang ’god latin’ at tale om sådanne personer som hostes humani generis, ’menneskehedens fjender’. Til dem regnedes pirater, falskmøntnere og i moderne tid nok også torturbødler.

Sidstnævnte efter at FN’s antitorturkonvention var kommet til verden.

minelle sigtelser er hermed nærmest lagt død.

Man kan formentlig heraf udlede, at et initiativ, som den daværende undersøgelsesdommer Balthazar Garzón i 1998 udviste, for at få den tidligere chilenske præsident Augusto Pinochet bragt for retten for tortur og henrettelser 1973-90, ikke kan gentages. Garzón fik Pinochet anholdt under dennes ophold i Storbritannien, men i sidste ende lod den britiske højesteret ham slippe, dvs. løsladt og udleveret til Chile, hvor han døde, inden en retssag blev afviklet. For fremtiden skal selv en folkedrabssigtet person, set fra Spaniens officielle synspunkt, enten være spanier eller bosiddende i Spanien på tidspunktet for forbrydelsen, hvis en anklage skal nyde fremme.

Svælg mellem folkerettens idealer og virkeligheden Det har vist sig, at internationalisters og idealisters tro på, hvad man kunne kalde den internationale rets lyksaligheder er blegnet. For det første må det betegnes som erfaringsviden, at ansvarlige for menneskeretskrænkelser sjældent straffes – selv om der dog efterhånden findes en del eksempler på, at særlig voldelige politifolk er blevet fritaget fra tjeneste og idømt fængselsstraf. I Strasbourg tilkender Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ofre for menneskeretskrænkelser alene erstatning eller godtgørelse, som udredes af den krænkende stat. Derimod sørger ICC for, at der kan fældes straf for krænkere af den humanitære folkeret (folkedrab, krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden), mens der her ikke er tale om erstatninger.

Sådan ser da næsten alle andre i lande på dette. Strafferet og –kompetence er meget bundet til en nationalstat, idet vi her ser bort fra Den Internationale Straffedomstols (ICC’s) ret så nye kompetence, og de særlige regler, der gælder for tiltale i medfør af, den for domstolen gældende, Rom-statut (et emne, som i flere foregående numre af GLOBAL har været indgående omtalt). Der er jo det ved det, at en del vigtige stater, så som USA og Kina ikke har tiltrådt ICC. Og her kan man godt bruge et nationalt initiativ.

USA’s kamæleonagtige rolle i folkeretten På den anden side er det værd at opholde sig en smule ved USA i denne forbindelse. Dette land anerkender nemlig, at straffesager hidrørende fra andre lande eller vedrørende ikke-amerikanere, pådømmes ved USA’s domstole. I 1980 blev en politiofficer fra Paraguay i sagen Filartiga mod Peña-Irala ved en amerikansk domstol dømt til at betale en bøde på 10 mio. $ for drabet på en paraguayansk læge Joel Filartiga på Paraguays territorium. Lægens bror anlagde sagen mod politimanden under begges ophold i USA.

Senest fik en gruppe danskere ikke særlig meget ud af deres forsøg på at få anholdt den tidligere israelske efterretningschef Carmi Gillon under dennes nylige besøg i Danmark. Som tidligere ansvarlig for tortur af palæstinensiske fanger er Gillon fremdeles af den opfattelse, at den særlige form for rystelser, fanger i israelske fængsler har været udsat for, er berettiget (Den israelske Højesteret har siden erklæret dem ulovlige).

Gillon afkortede sit besøg, før end dansk anklagemyndighed overhovedet fik behandlet danskernes anmodning.

Sagens symbolske betydning – fordi der intet foreligger om beløbets betaling, og Paraguays myndigheder ikke anholdte Peña-Irala, efter at denne var udvist til sit hjemland fra USA – er måske symptomatisk for et land som USA. Et land, som igen og igen forarges over andre landes menneskeretskrænkelser, men ikke selv sørger for lukning af Guantanamo-fængslet. USA’s noget inkonsekvente holdning til folkeretten og de forpligtelser, den også pålægger en stormagt, illustreres også ved at USA, som det eneste land i verden, har erklæret Sudans overgreb i Darfur for folkedrab.

Meningerne om denne form for aktivisme er delte i den danske befolkning. Hvad man end mener om det, må det erkendes, at forholdet til andre nationer berøres i en sådan grad, at der kan blive tale om diplomatiske kriser, ligesom den ’krænkede’ stat let bringes til at true med vanskeligheder for samhandelen (det skete i forholdet mellem Kina og Belgien). Dertil kommer den omstændelige tilvejebringelse af det nødvendige bevismateriale, før en statsadvokat kan mobiliseres. Og han/hun må som bekendt i kraft af opportunitetsprincippet ikke rejse en sådan sag, hvis man ikke kan forvente, at anklagemyndigheden vinder den ved en domstol.

Andre lande har ’nøjedes med’ at kalde det forbrydelse mod menneskeheden, fordi det ikke er godtgjort, at præsident al-Bashir har haft til hensigt at udrydde hele befolkningen dér.

Der er – måske i grunden ikke overraskende – også her lang vej mellem teori og praksis. Eller, om man vil, idealer og realiteter.

12

INTERNATIONALT OVERBLIK

ved Henrik Døcker

FN afsætter 86 mio. $ som humanitær hjælp til 10 nødlidende stater FN har afsat 86 mio. $ til nødhjælpsoperationer i ti lande med behov og elendig økonomi. Pengene kommer fra den centrale nødhjælpsfond (UN Central Emergency Fund, CERF), der blev oprettet i 2006 med det mål at fordele omkr. 500 mio. $ om året til nødlidende, hvad enten det skyldtes naturkatastrofer, udbrud af fjendtligheder eller kroniske kriser med underernæring, sult og sygdomme i sit følge. 11,5 mio. $ går til det stadig volds- og urohærgede Mali, 55 mio. $ går til Myanmar, nærmere bestemt Kachin- og Rakhin-områderne, hvor buddhister og muslimer strides voldeligt, og tusinder af familier har måttet tage flugten. Resten af pengene fordels på Colombia, Djibouti, Haiti, Nordkorea, Uganda og Yemen. CERF har hidtil uddelt 3,2 milliarder $ til hjælpeoperationer i 88 stater og territorier.

På ny 10 mio. $ fra FN’s Nødhjælpsfond til Den Centralafrikanske Republik FN’s Nødhjælpsfond (CERF) har for anden gang inden for to måneder afsat 10 mio. $ til bistand for nogle af de i alt 2,5 mio. mennesker, der er ofre for voldshandlingerne i Den Centralafrikanske Republik.

Tusinder af landets borgere blev dræbt, da overvejende muslimske oprørere, betegnet Séléka, i december 2012 slog ned på kristne landsmænd. Disse, betegnet anti-Balaka, har siden grebet til våben.

Sikkerhedsrådet har forlænget mandatet for FN’s fredsskabende kontor (BINUCA) i landet til 31. januar 2015. Denne, bestående af 5000 afrikanske og 1600 franske soldater, anses af mange for alt for lille – den skal mindst op på 10.000 mand. FN har også pålagt sine medlemsstater at fastfryse alle økonomiske midler hidrørende landet, ligesom der er dekreteret ét års embargo vedr. forsyninger af våben, militært udstyr og dermed beslægtet materiel til ikke-statslige aktører i republikken. (UNHCR / S. Phelps) FN forlænger sin mission i Burundi til december FN’s Sikkerhedsråd har forlænget sin mission i Burundi (BNUB) til december for at få neddæmpet tendenser til politisk inspireret vold, selv om landets regering havde ønsket missionen bragt til ophør i midten af året. Men landet skal have parlamentsvalg i 2015 og har under alle omstændigheder brug for uvildige observatører før og efter denne handling. Der er ligesom i nabostaten Rwanda bestandig modsætninger mellem hutuerne, hvorfra den siddende præsident Pierre Nkurunziza kommer, og tutsierne, som står bag manglen på stabilitet. Det har vakt utilfredshed hos tutsierne, at præsidenten vil søge at blive valgt for en tredje periode.

Nedgang i pirateri verden over Antallet af kapringer faldt drastisk i 2013 til kun 264 angreb på skibe. Det er det laveste niveau i seks år, fremgår det af årsrapporten fra Det Internationale Maritime Bureau (IMB). I alt 300 mennesker blev taget som gidsler, hvoraf 21 blev såret under gidseltagningen. De fleste skibe blev angrebet, mens de lå for anker. Særlig mærkbar var faldet i angreb på skibe i Aden-bugten til kun 15 (mod 237 i 2011). Her har den internationale flådepatruljering, bevæbnede vagter på skibene og andre afværgeforanstaltninger haft virkning. Mellem 2005 og 2012 lykkedes det pirater at skaffe sig løsesummer for tilfangetagne besætninger på 400 mio. $. I Guinea-bugten steg angreb på skibe betydeligt, ifølge IMB var der 48 i 2013, men Nigerias regering har indberettet 15 om måneden, så statistikken er mildest talt upålidelig! I Sydøstasien var pirater på færde med angreb 126 gange, overvejende i det indonesiske ørige.

Et af tre børn eksisterer ikke officielt i denne verden Op mod 230 mio. børn under fem år er ikke blevet officielt registeret i deres fødeland – og har dermed ikke ret til at modtage undervisning, få lægehjælp eller blive plejet gennem et socialt sikkerhedssystem, fremgår det af en rapport fra UNICEF, FN’s Børnefond. Det svarer til én ud af tre børn. Sagt på en anden måde blev kun 60 pct. af alle fødsler i verden registreret. Værst så det ud i Sydasien og i Afrika syd for Sahara. Men selv når de er registreret, er det kun hver syvende, der modtager et fysisk bevis på registreringen. UNICEF har i årevis drevet på for at forbedre disse forhold i forskellige lande. Bedst er et gået i Uganda og Kosovo, hvor et system med mobil-baserede registreringsenheder har kunnet reducere den tid, der går med registreringen fra måneder til minutter. (UN Photo/ Tobin Jones) Uruguays legalisering af marihuana i strid med folkeretten FN’s narkotikakontrolnævn (International Narcotics Control Board – INCB) har stemplet Uruguays nylige legalisering af marihuana til personer over 18 år som folkeretsstridigt. Herved overtrædes nemlig 1961-traktaten med inter13

nationalt forbud mod marihuana. Efter denne lov kan en voksen uruguayaner købe op til 40 kg. marihuana om måneden. Formålet skulle være at bekæmpe narko-karteller. Andre lande har ophævet forbud mod at besidde marihuana, i Holland er det således tilladt at sælge marihuana på cafeer.

Rwandisk borgmester dømt for folkedrab – ved tysk domstol En domstol i Frankfurt har dømt den tidligere rwandiske borgmester Onesphore Rwabukombe 14 års fængsel for deltagelse i folkedrabet på Rwandas tutsi-befolkning i 1994. Den nu 56-årige mand blev fundet skyldig i at have beordret drab på hundreder af mennesker i en kirke i byen Kiziguru, hvor de havde søgt tilflugt. Han har boet som politisk flygtning i Tyskland siden 2002. Forud for dommen blev over 100 vidner afhørt, ligesom tyske embedsmænd foretog kriminel efterforskning i Rwanda.

Fastfrysning af bistand til Malawi Storbritannien har fastfrosset al britisk bistand til Malawi efter beretninger om korruption på højt plan med betydelig skadevirkning for sundhedsvæsnet og undervisningen i landet. Skandalen blev udløst tilbage i september efter et fejlslagent drabsforsøg på regeringens budgetdirektør Paul Mphwiyo, som antoges at ville afsløre systematisk korruption i selve regeringen. Efterfølgende fandt politiet store pengebeløb skjult hos højtstående embedsmænd og der blev foretaget en del anholdelser. Uofficielt forlyder det, at det drejer sig om 250 mio. $. Der er dog ikke direkte tegn på at britiske midler er blevet misbrugt. Fortsat britisk hjælp er afhængig af en nøjere undersøgelse af forholdene.

Fortsat stigning i verdensturismen Trods finanskrisen fortsatte turismen med at stige i 2013, nemlig med fem pct., således at tæt ved en milliard sidste år kunne kategoriseres som turister. Anderledes udtrykt havde året 52 mio. flere end året før, fremgår det af tal fra ’Verdensturismebarometret’, der offentliggøres af FN’s Verdensturismeorganisation (UNWTO). Stigningen var mest markant i Sydøstasien (+10 pct.); derefter fulgte Central- og Østeuropa (+7 pct.). Blandt enkeltlande med store stigninger var Kina og Rusland.

Eftertragtet – men ikke let – at få et job hos FN Hver gang, der er et ledigt job i FN, kommer der omkring 800 ansøgninger. Mange ad disse job slås op på databasen Inspira, som omfatter i omegnen af 100 FN-institutioner. I stedet for at søge her, kan man også – hvis man er under 32 år og ikke har mindst fem år professionel arbejdsindsats bag sig – melde sig til UN Young Professionals Program (YPP). Under alle omstændigheder er det lettest at udfylde en ansøgning online, hvorefter man må påregne ti måneders ventetid. Flydende engelskkundskaber plus et andet sprog er ofte en forudsætning. Til en del jobs fordres også universitetsgrad.

Cypern-mandatet forlænget et halvt år FN-styrken på Cypern (UNFICYP) er blevet forlænget til 31. juli med en efterhånden velkendt påmindelse fra FNSikkerhedsrådet til såvel græsk- som tyrk-cyprioterne om at tilvejebringe tillidsskabende forhold og at åbne ”den grønne linje”, som adskiller republikken Cypern fra den løsrevne tyrkiske del. FN-styrken har været på ørepublikken siden 1964. Det videre sigte er, at de to parter indgår i en forbundsregering. Tyrk-cyprioterne og de tyrkiske militærstyrker på øen opfordredes til at vende tilbage til den militære status i området Strovila før 30. januar 2000.

Den Internationale domstol afgør strid om søgrænser mellem Chile og Peru Den internationale Domstol i Haag har afgjort en strid om de maritime grænser mellem Chile og Peru, som tilkender sidstnævnte 21.000 kvadratkilometer ud af et 38.000 kvadratkilometer omstridt område – en strid, der går omkring 30 år tilbage. Men den har rødder endnu længere bagud: til en konflikt, der i 1879-83 på grund af Atacamaørkenens nitratforekomster rasede mellem Chile og Peru/Bolivia, hvor Chile endte med at erobre dele af de to andre lande. Den helt præcise søgrænsedragning overlod Haag-domstolen til parterne at forhandle sig til rette om.

FN: Nordkoreas Kim Jong-un bør anklages ved Den Internationale Straffedomstol En særlig FN-undersøgelseskommission har efter et års afhøringer af nordkoreanske flygtninge konkluderet, at Nordkoreas styre har gjort sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Der foreligger klare beviser på vilkårlige anholdelser, tortur, udsultning og henrettelser i et omfang og under omstændigheder, der bringer det nazistiske Tyskland i erindring, sagde tre-mands kommissionens formand, den tidligere australske dommer Michael Kirby. Det bør den nordkoreanske præsident Kim Jong-Un, som øverste ansvarlige for uhyrlighederne, personligt stilles til regnskab for i Haag.

Sikkerhedsrådet: Parterne i den syriske borgerkrig bør lad nødhjælp komme frem FN’s Sikkerhedsråd har i en sjælden, enstemmig resolution pålagt parterne i den syriske borgerkrig at standse deres blokering af hjælpeforsyninger til befolkningsgrupper i nød. 250.000 mennesker antages at være i desperat mangel på forsyninger udefra, men så mange som 9,5 mio. mennesker eller halvdelen af Syriens befolkning er ifølge FN i nød. FN vil løbende kontrollere om påbuddet efterleves, og senest i slutningen af marts skal FN’s generalsekretær aflægge rapport herom. Siden borgerkrigen brød ud i 2011 har over 100.000 mennesker mistet livet, mens millioner er blevet drevet på flugt til nabolandene.

14

Henrik Døcker anmelder…

Beretning om menneskelig trofasthed og styrke, der trodsede GULAG Orlando Figes: Lov mig, at du kommer tilbage, 370 sider, Kristeligt Dagblads Forlag ...en enestående kærlighedshistorie gennem otte brydsomme år, hvor den ene af parterne var indsat i en af GULAG’s lejre i delrepublikken Komi i det nordøstlige Rusland. Takket være den russiske menneskeretsorganisation Memorial, fik Figes adgang til den totale korrespondance - 1.250 breve - mellem de to sovjetborgere, Lev og Svetlana, der var blevet gennemført på trods af den ellers strenge censur i Sovjetunionen. Deres brevveksling er sammenlagt på flere tusinde sider og afdækker utrolig meget om livet i straffelejrene

Når politisk undertrykkelse må vige for privates indsats Steve Crawshaw & John Jackson: Det stille oprør, 221 sider, Forlaget Vindelsti.

De to forfattere beretter her succeshistorier, men også de historier, der alene illustrerer enkeltpersoners mod og betydning, fordi de har sat noget i gang.

Denne udmærkede lille bog viser, at det i kampen mod uretten gang på gang har vist sig, at hvad meget rationalistiske mennesker anså for umuligt, alligevel ved snarrådighed kunne lade sig gøre. Så som at vælte en diktator!

Kina – magtfuld eller farlig, eller begge dele?

Kinas sikkerhedspolitik – stabilitet og spændinger, redigeret af Bertel Heurlin, 341 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Med titlen på denne bog sigtes til en beskrivelse af giganten Kinas position og interesser i en verden under forandring. Selv om Kina i dag ikke længere er et autoritært regime, så udøver det kommunistiske parti fremdeles en udstrakt meningskontrol med den offentlige debat. Her indgår den knæsatte forståelse af Kina som ”en ansvarlig og fredelig stormagt”.

Som illustration heraf har det påtaget sig internationale forpligtelser, som iflg. bogen rækker ud over, hvad man kunne forvente af et land på Kinas udviklingsniveau. Mest iøjnefaldende i form af deltagelse i FN’s fredsbevarende styrker (hvor Kina har bidraget med 2000 personer til logistik-, observatør-, læge- og politiopgaver).

Tortur og henrettelser florerede under den kinesiske ’kulturrevolution’ Torbjørn Færøvik: Maos rige – en lidelseshistorie, 573 side, Sohn.

Mao Zedong er i dag historie – men en historie, hvis rædsler ikke står nær så skarpt i bevidstheden hos omverdenen som med hans to diktatorkolleger Hitler og Stalin. Den norske historiker og journalist Torbjørn Færøvik har i denne store bog kastet et meget skarpt lys på Kina i perioden under Mao, dvs. årene 1949-1976.

På flugt alene med frygt i sin bagage Mahtob Mahmoody: Forfulgt, 350 sider, Gads forlag.

Denne bog er strengt taget ikke nogen politisk bog, men en levnedsbeskrivelse, som illustrerer vældige konsekvenser af et transnationalt ægtepars skæbne i skyggen af storpolitikken. Og ikke mindst den frygt hos et barn, som en forælders magtfuldkommenhed kan udløse. Forfatteren er nemlig den datter, hvis amerikanske mor i 1985 med hende flygtede ud af Iran – væk fra en iranske ægtemand, der ville tvinge dem til at blive boende i Iran mod deres vilje. Nu få vi hele historien én gang til, men ”set fra børnehøjde”.

Det psykologiske nærvær, atmosfæren, de modstridende følelser, alt dette og mere til er gengivet med en sådan nerve, at læseren hele tiden ”er med”, man fristes til at sige at stilen bringer Stefan Zweig i erindring. Og det selv om ”spændingen” kun er i fantasiens rige.

For at læse anmeldelserne i deres helhed, klik på titlen eller find dem på vores hjemmeside: www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev/boeger. Du kan også klikke lige HER 15

Som medlem af FN-forbundet kan du



Støtte vores arbejde og være med til at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser gennem FN



Deltage i kurser, konferencer og fyraftensmøder



Møde andre, der også interesserer sig for FN



Blive aktiv i dit lokalområde

Bliv medlem på fnforbundet.dk/bliv-medlem - fordi vi tror på globalt ansvar.

16