GLOBAL by FN-forbundet

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 2 JUNI 2014 1

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen, Trine Marqvard Nymann Jensen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ Logan Abassi

En verden uden vold

ISSN:2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: September 2014 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden. Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882. FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar. Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K.

FN blev til i de sidste måneder af 2.verdenskrig, medens krigens rædsler var synlige og mærkbare for en hel verden. Formålet var utopisk: ʽat frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden’, som FN-pagtens første ord slår fast. Trods øst-vest konfrontation og årtiers kold krig har vi undgået en 3.verdenskrig. Det skyldes i stort omfang FN’s eksistens. Dialogen og de diplomatiske kanaler blev trods alle kriser og sammenstød – Korea, Ungarn, Cuba, Tjekkoslovakiet og de mere bizarre som Khrusjtjovs sko-stunt i Generalforsamlingen – holdt åbne. Men den fortjeneste glemmes let i lyset af de væbnede konflikter, folkemord og humanitære katastrofer, som FN ikke har magtet at forhindre gennem de seneste årtier: Bosnien, Rwanda, Afghanistan, Irak, Sri Lanka og Darfur har udstillet det internationale samfunds og dermed FN’s manglende evne til at forhindre selv de groveste krænkelser af menneskerettighederne og til at løse konflikter uden anvendelse af vold. I mere end 3 år har vi været vidne til bestialske overgreb på civilbefolkningen i forlængelse af det syriske oprør imod Assad-styret. Mere end en tredjedel af den syriske befolkning er på flugt, og de, som ikke kan flygte, udsættes dagligt for krigens mest udspekulerede rædsler. Formandsskabet for FN’s Sikkerhedsråd har henstillet til alle parter, at der skabes fri passage for den humanitære hjælp. Men effekten har været ringe. Alle forsøg i Rådet på at løse konflikten er hidtil strandet. Parallelt hermed har en humanitær katastrofe været under udvikling i Sydsudan siden uafhængigheden i 2011. Krigshandlinger og målrettede angreb på civilbefolkningen har drevet store dele af befolkningen på flugt internt og i nabolandene. Det anslås, at 4 mio. mennesker i øjeblikket har akut behov for nødhjælp. Mere end 2½ mio. mangler stadig hjælp trods massiv indsats fra FN og humanitære organisationer. Det er vurderingen, at et enigt sikkerhedsråds beslutning om at intervenere militært allerede i 2011 (UNMISS) har forhindret, at vi i dag står med et folkemord af rwandiske dimensioner i Sydsudan. FN-pagtens ord om at ’frelse kommende generationer fra krigens svøbe’ er en utopi – men en nødvendig utopi. Alternativet er grove menneskeretskrænkelser, undertrykkelse og forsøg på at løse konflikter med vold. Det har vi set i Palæstina og Congo, som denne udgave af GLOBAL beretter. Hvis vi vil undgå skrøbelige eller direkte fejlslagne stater og fremme global lighed, så er det afgørende, at den nye post-2015 dagsorden omfatter et klart mål om at skabe ʽfred, sikkerhed og konfliktforebyggelse’. Utopien for post-2015 er: ʽen verden uden vold’. Jørgen Estrup Landsformand

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

På kant i Congo

SIDE 6

3 spørgsmål til Per Stig Møller

SIDE 8

Et besøg i Jerusalem—et lille studie i Israel-Palæstinakonflikten SIDE 9 Alverdens befolkningsproblemer

SIDE 12

Internationalt overblik

SIDE 14

Henrik Døcker anmelder

SIDE 15

Nyt fra FN-forbundet Sæt

i kalenderen allerede nu til, når vi holder Landsmøde 2014 den 25.-26. oktober i København!

Vi søger praktikanter! Vi søger igen to praktikanter til at hjælpe os med blandt andet at holde både www.fnforbundet.dk og www.globalis.dk opdaterede og spændende og i sync med vores Facebook og Twitter-konti. Kunne det have din interesse, så læs mere på www.fnforbundet.dk/aktuelt/fnforbundet-soeger-praktikanter og send din ansøgning senest den 18. juni 2014

Kom med til debat om Kampen mod tortur – globalt og i Danmark Den 26. juni 1987 havde 20 lande ratificeret FN’s konvention mod tortur, og den kunne træde i kraft. Konventionen pålægger de ratificerende stater, nu over 150, ikke at udøve tortur, at retsforfølge de, som gør det, og at bistå ofre for tortur, nationalt som globalt.

Sommerlukket Sekretariatet er lukket for henvendelser hele juli

Men udøvelse af tortur finder fortsat sted i stort omfang i en lang række lande, ofte med ’kampen mod terror’ som undskyldning. Kampen mod tortur er en vigtig sag i dansk FN-politik.

TAK til de, der har bidraget til dette

TID & STED:

nummer af GLOBAL:

FN-forbundets Sekretariat Tirsdag den 24. juni 2014 kl. 17.00-19.00 Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K.

Andreas Hansen, FN-forbundets Bæredygtighedsudvalg, Malene Mortensen & Per Stig Møller, Det Konservative Folkeparti

Tilmelding skal ske via NemTilmeld: https://fnforbundet.nemtilmeld.dk/12/ senest 20. juni.

Forsiden denne gang er fra Haiti, hvor FN’s Stabiliseringsmission overså valgene. Her ved et valgsted i Cité Soleil, Port-au-Prince.

Nu kan du også følge os på Twitter! Find os på @FNforbundetDK og @Globalisdk 4

United Nations Youth Association Denmark blev sparket godt i gang i FN-byen UNYA Denmark havde sin lancering i FN-byen lørdag den 31. maj, hvor intet mindre end 100 FN-interesserede unge dukkede op på en solrig lørdag for at høre, hvordan de kan engagere sig i den globale dagsorden. Mignote Libsedal, UNYA´s formand, bød folk velkommen og gennemgik UNYA´s struktur, bestyrelse og partnerorganisationer, der tæller DanMun, DanMun Society, Think Rights, Skoletjenesten, FN-Byens praktikanter og FN-forbundet. De fortalte hver især kort om deres arbejde, og hvordan det er relateret til FN´s arbejde, hvorefter der var mulighed for at gå rundt mellem de forskellige organisationers stande, hvor snakken hurtigt gik på kryds og tværs. Fra FN-forbundet hilser vi UNYA Denmark velkommen! Var du ikke med til lanceringen, men vil du stadig gerne være engageret? Så kom med når UNYA holder møde den 18. juni kl. 19:00 på FN-forbundet på Store Kongensgade 36, 4. th. 1264 København K. Her skal de mange idéer fra lanceringen diskuteres, og de første udvalg og arbejdsgrupper etableres - du kan tilmelde dig via Facebook eller læse mere på deres hjemmeside

www.unya.dk

På kant i Congo Af Malene Mortensen, stud.scient.pol. og informationspraktikant ved FNforbundet

Den interventionsbrigade, der i 2013 blev indsat under FN-missionen MONUSCO i Congo, er den første offensive styrke i FN’s historie. Den har i den seneste tid brugt metoder, som umiddelbart er i strid med FN’s principper for fredsbevarende styrker. Ét eksempel er brug af droner til at indkredse oprørsgrupper langs den congolesisk-rwandesiske grænse. Selv om disse metoder kan være kontroversielle, er det den bedste måde at hjælpe civilbefolkningen, som ofte bærer konfliktens største byrder.

hårdt, kan de ofte ikke leve op til ansvaret om at beskytte de civile. Brug af magtanvendelse Siden missionen i DR Congo, der startede i 1999, er der ofte blevet skrevet ”use all necessary means to physically protect civilians under imminent threat” i mandater til missioner, der blev givet den såkaldte Kapitel VII autorisation. Der skulle dog gå længere tid, før dette blev til virkelighed. Flere år var vetomagterne i Sikkerhedsrådet uenige om, hvor meget magtanvendelse FN kunne bruge for at beskytte civile, når landenes suverænitet også skulle respekteres. Først da Responsibility to Protect doktrinen blev fast cementeret ved verdenstopmødet i 2005, måtte Sikkerhedsrådet finde ud af, hvordan man praktisk skulle løse dilemmaet med at beskytte civile og samtidigt respektere de tre principper for FN´s fredsbevarende indsats.

Fredsbevarelsens grundlæggende principper De tre principper for FN’s rolle i konflikter er samtykke, upartiskhed og minimal magtanvendelse. Staten skal godkende FN´s tilstedeværelse. FN skal optræde neutralt. FN soldaterne med de blå hjelme skal kun bruge vold i selvforsvar eller for at forsvare mandatet. Principperne er dog ikke helt urokkelige og har været debatteret, siden FN viste sig ude af stand til at forhindre 90ernes tragedier i Somalia, Srebrenica og Rwanda på trods af FN-tilstedeværelse. Det har siden 1999 fast været diskuteret, hvordan FN kunne blive bedre til at forsvare de civile, der i stadigt større grad bliver ofre for konflikten.

For det er svært at beskytte civile mod et styres overgreb på egen befolkning, hvis samtykke kræves. Det er også udfordrende at være upartisk, når bestemte oprørsgrupper skal nedkæmpes. Og selvfølgelig er der tale om magtanvendelse i mere end selvforsvar, når mandatet er offensivt.

Kravet om statens godkendelse kan nemlig blive en hindring for, at FN-styrken kan være en vagthund, ikke bare overfor militsers brud på menneskerettigheder, men også overfor militærets. Hvis FN død og pine skal have statens godkendelse, kan det føre til, at FNmissionen tøver en ekstra gang, før de rapporterer militærets menneskerettighedskrænkelser.

I begyndelsen af FN´s fredsbevarende indsats i DR Congo var FN da også langt mere tilbageholdende med magtanvendelse. FN´s generalsekretær ønskede ikke en robust tilgang: “The tracking down of armed groups and their disarmament by force are not peacekeeping functions,” lød udtalelsen i 2001. Han så ikke en militær løsning på en konflikt, der strakte sig over et land på størrelse med Vesteuropa og involverede en myriade af forskellige oprørsgrupper. Men oprørsgruppernes uhyrligheder mod de civile fortsatte, og deres politiske vilje ved FN´s fredsforhandlinger kunne der sættes store spørgsmål ved.

Upartiskheden skal ikke forveksles med neutralitet og inaktivitet, men det har alligevel vist sig som en udfordring at optræde upartisk, når der er tale om rebellers oprør mod et styre, hvis samtykke FN har brug for.

Efter civile i flere omgange blev massakreret tæt på FN´s tropper i DR Congo, voksede frustrationen i FN, i Sikkerhedsrådet og især hos den congolesiske civilbefolkning. FN´s prioritering af humanitær nødhjælp over beskyttelsen af civiles liv, fik den peruanske

Endelig giver tilbageholdenhed i forhold til magtanvendelse problemer, når FN står overfor militser, som ikke ser nogen grænser, når det kommer til magtanvendelse. Hvis FN´s missioner ikke kan sætte hårdt mod

repræsentant ved det daværende Sikkerhedsråd til at påpege absurditeten i, at FN “provides food, medicine and blankets to potential corpses”. For at sætte en endelig stopper for væbnede grupper, blev der taget andre midler i brug i 2013.

tivitet rundt om i landet. Dronerne kan hjælpe FN til at bevise, hvilken militær aktivitet, der finder sted – og hvilken, der ikke gør. Det kan hjælpe til at styrke tilliden mellem grupperne samt gøre FN’s arbejde med fx internt fordrevne flygtninge bedre, da situationsbilledet bliver klarere. Dronerne giver udfordringer i forhold til overvågning og datasikkerhed, men de skal ses som et vigtigt redskab for FN´s fremtidige missioner.

Kontroversielle metoder MONUSCO og Interventionsbrigaden kan ses som en kulmination på denne udvikling. Den 28. marts 2013 autoriserede FN’s Sikkerhedsråd en Interventions Brigade, som skulle arbejde inden for MONUSCO. Det er den første ”offensive” styrke i FN’s historie, idet den er dannet for at ”neutralisere og afvæbne” M23 og andre militser i regionen. Den kan foretage forebyggende angreb mod bevæbnede grupper for at neutralisere dem, hvilket er en nyskabelse, hvis betydning ikke kan overvurderes.

En central udfordring er, at en stor del af fredsmissionerne arbejder inden for ”det humanitære rum”, hvilket betyder, at de er upolitiske og upartiske, hvilket sikrer dem adgang til at yde hjælp, lige meget om det er oprørere eller regeringsstyrker, som har kontrol over et område. Derfor kan det være en fordel at adskille fredsmissionen og magtanvendelsen, som det skete i efteråret 2013 i DR Congo. Interventionsbrigaden står for offensiv magtanvendelse, ligesom EU-styrken Artemis gjorde det tilbage i 2006, da sikkerheden omkring byen Bunia i det østlige DR Congo brød sammen. Eksperter på området, såsom seniorforsker og tidligere rådgiver til FN-missioner, James Sloan, anbefaler, at den offensive magtanvendelse og fredsbevaringen skilles ad. Det skal ske for at undgå, at FN optrapper konflikter ved at introducere mere magtanvendelse, samt for at sikre, at den fredsbevarende styrke kan arbejde inden for det humanitære rum.

MONUSCO har derved valgt side i konflikten, og kæmper med militæret mod navngivne oprørsgrupper, som de gjorde mod M23 i efteråret 2013. Da MONUSCO og den congolesiske regeringshær (FARDC) vandt over M23 var det historisk; det var første gang den congolesiske regering havde nedkæmpet en større rebelgruppe, og det er første gang i næsten 20 år, at der ikke er en bevæbnet gruppe allieret med Rwanda i det østlige Congo.

Hvis vi ønsker et FN, der skal kunne bide fra sig, kræver det – som udfordringerne ved MONUSCO har vist – mere end at tilføje en linje i fredsmissioners mandater. Det kræver flere soldater, bedre udstyr og bedre ledelse af missionerne. Missionen i DR Congo har ikke løst opgaven endnu, da der stadig er uroligheder i det østlige DR Congo. Men måske har missionen nu fået de rigtige redskaber, som de har manglet i mange år.

Dronerne, som har fået et plettet rygte på grund af USA's mere eller mindre lovlige aktioner i blandt andet Pakistan, kan bruges til en effektivisering af den overvågning, som er meget vigtig for FN i DR Congo. Det enorme land er præget af en mistillid mellem grupperne, fordi man aldrig kan være helt sikker på militær ak-

UN Photo/ Sylvain Liechti 7

3 spørgsmål til Per Stig Møller Når man ser på det forløb, der har været i FN’s Sikkerhedsråd omkring Syrien, med det ene veto efter det andet fra Rusland og Kina… Har det internationale samfund svigtet Syrien?

”

Ja, Sikkerhedsrådet har igen demonstreret, at det i givne situationer er offer for visse faste medlemmers egne, geostrategiske interesser. Men nej`et er en følge af, at NATO måske gik videre end af Rusland og Kina forventet i Libyen.

Kan en reform af Sikkerhedsrådet imødegå, at det ikke sker igen? Og ser du EU stærkere repræsenteret ved f.eks. ét samlet sæde i et reformeret Sikkerhedsråd?

”

Nej ikke så længe der er veto. Men for at lægge et vist pres på veto-landene, kunne man forpligte dem til i generalforsamlingen at forklare og forsvare deres beslutning, så de kommer tydeligt til at stå til ansvar over for verdensoffentligheden. EU har i dag flere repræsentanter. Det bliver ikke stærkere af kun at have én, men det vil styrke EU`s External Affairs Council, hvis den europæiske position skal fastlægges her. Som udenrigsminister ledte du en af Danmarks temadebatter i Sikkerhedsrådet om en styrkelse af den internationale retsorden under vores seneste medlemskab af Rådet. Hvad husker du som en af de største knaster i debatten? Og hvordan kan Sikkerhedsrådet bruge disse temadebatter?

”

UN Photo/Devra Berkowitz

Knasten er reformen af Sikkerhedsrådet, og hvem der gennem en sådan reform skal sidde i det, samt veto-problematikken, hvor ingen veto-magt vil aflevere sin veto-ret. Debatterne tjener til at skærpe opmærksomheden over for et problem og samtidig opstille løsninger. Vi fik efter en sådan debat gennemført oprettelse af Rådet, der tager sig af situationen efter en konflikt.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), er også medlem af FN-forbundets Folketingsgruppe. Her ses han i formandsstolen for FN’s Sikkerhedsråd, juni 2006, under Danmarks medlemskab af Rådet.

Et besøg i Jerusalem - et lille studie i Israel-Palæstinakonflikten Af Andreas Hansen, Formand for FN-forbundets udvalg om bæredygtig udvikling og medlem af FN-forbundets bestyrelse

Under et besøg til den evige stad Jerusalem - krydret med afstikkere til Betlehem og Ramallah på Vestbredden - var jeg så heldig at få mulighed for et nærmere studie af Israel-Palæstinakonflikten via samtaler med personer med særlig viden om konflikten (hovedsageligt set ud fra Det Palæstinensiske Selvstyres’ (DPS) side). Grundet konfliktens kompleksitet vil jeg gøre det klart, at denne artikel alene afspejler min personlige forståelse på baggrund af disse samtaler.

Muren

Mine studier af konflikten og FN's betydning med henblik på en løsning af den satte mange tanker i gang, og jeg ville kunne skrive stolper op og stolper ned herom. Jeg vil dog holde mig til de fem væsentligste temaer, som jeg uddrog heraf, og som forhåbentlig også kan give et godt indblik i de udfordringer, som DPS står over for…

Efter murens opførelse er denne kontakt markant reduceret. Udover de formelle folkeretlige problemstillinger kan man frygte, at afstanden på det alment menneskelige plan bliver så stor, at den folkelige opbakning til og forståelsen for fredsforhandlinger undermineres – eller blot ikke udvikles.

Et andet interessant aspekt er sikkerhedsmurens eller adskillelsesmurens (alt efter holdning) betydning for de rent menneskelige bånd mellem israelere og palæstinensere og derfor også for en fremtidig bæredygtig løsning på konflikten. Inden opførelsen af muren tog hundrede tusinder palæstinensere dagligt på arbejde i israelske områder, hvilket førte til venskaber og daglig kontakt mellem de to befolkningsgrupper.

Hamas vs. Fatah Spørgsmålet om kontrol Ovenstående er ikke mindst interessant i forhold til et tredje væsentligt element - nemlig at en evt. fredsaftale og aftale om territoriale grænser skal godkendes ved folkeafstemninger i såvel Israel som selvstyreområderne. Her skal det bemærkes, at dette for selvstyreområdernes vedkommende inkluderer både den Fatah-styrede Vestbred, den Hamas-styrede Gazastribe samt de palæstinensiske flygtninge i udlandet.

Først og fremmest overses det ofte i den daglige mediedækning, at områderne på Vestbredden er opdelt i tre forskellige kategorier – A, B og C. I A-områderne har Det Palæstinensiske Selvstyre både den administrative og militære kontrol, i B-områderne har DPS den administrative kontrol og israelerne den militære, mens israelerne i C-områder har såvel den administrative som militære kontrol.

Fatah og Hamas har længe været på kant med hinanden og har forskellige holdninger til en fremtidig løsningsmodel (f.eks. har Hamas ikke anerkendt Israel som stat). Så selv hvis de vanskelige forhandlinger på et tidspunkt rent faktisk skulle munde ud i et resultat, vil der altså – bl.a. som følge af at Hamas-støtterne her er en meget ukendt faktor – fortsat være stor usikkerhed om, hvorvidt befolkningerne vil støtte op om.

I 2012-rapporten fra FN's Kontor for Humanitære Anliggender (OCHA) kan man se, at ca. 60 procent af Vestbredden udgøres af C-områder og dermed er helt under israelsk kontrol, koncentreret op mod den jordanske grænse og Det døde Hav. Dette betyder, at palæstinenserne i praksis ikke har råderet over Vestbreddens mest attraktive landbrugsområder og mineralerne fra Det Døde Hav, som ellers af Verdensbanken er udset til at være afgørende elementer i opbygningen af en velfungerende palæstinensisk økonomi. Jeg må jeg indrømme, at denne kendsgerning gør et vist indtryk på mig. Hvordan kan man opbygge et velfungerende selvstyre (og grobunden for en evt. fremtidig stat), hvis man ikke kan gøre brug af de væsentlige værdier i selvstyreområdet?

I forlængelse heraf er det værd at gøre klart, at det er Fatahs leder, Mahmoud Abbas, der repræsenterer palæstinenserne i fredsforhandlingerne med udgangspunkt i et mål om en to-statsløsning. Den territorielle opdeling Et fjerde punkt, som blev klart for mig under min tur,

drejer sig om mulighederne i selve den territoriale opdeling. Fra palæstinensisk side har man lagt vægt på en forhandlet løsning baseret på 1967-grænserne kombineret med såkaldte ”agreed land swaps”, hvilket bl.a. EU støtter.

Dette bringer DPS i et dilemma i forhold til at søge optagelse i andre FN-organisationer, da der er risiko for, at USA også her vil reducere støtten. Flere af DPS' støtter er afhængige af FNorganisationers ressourcer, hvorfor DPS kan svække "allieredes" udviklingsmuligheder i ønsket om at søge yderligere legitimitet og anerkendelse. Endnu en hæmsko for ønsket om en selvstændig stat.

Ved at flytte en anelse på grænsen mellem Israel og Vestbredden svarende til ca. 3-4 procent vil det faktisk være muligt at indlemme nogle af de større israelske bosættelsesområder i Israel, mens DPS kunne kompenseres med landområder i Israel af samme størrelse og kvalitet. Hvis det var tilfældet, ville ca. 70-80 procent af de nuværende israelske bosættere på Vestbredden blive en del af Israel. Spørgsmålet om legitimitet Det sidste element, jeg vil nævne her, er DPS' dobbelte udfordring i forhold til at vinde legitimitet og anerkendelse som statslig aktør. DPS blev i 2012 anerkendt af FN som medlem med observatørstatus, ligesom DPS er blevet anerkendt som fuldgyldigt medlem af FNorganisationen UNESCO. USA og Israel har ikke støttet disse medlemsskaber, og USA har reduceret sin finansieringsandel til UNESCO. Da USA er FN's største donor, vil reduktion af USA's tilskud altid have betydning for organisationernes ressourcer til at løse deres opgaver.

Alaa Ghosheh / UNRWA archives

Abu Hatem er 73 år gammel. Han er en af de mange bønder fra den palæstinensiske by, Beit Ijza, der ligger 10 kilometer nordvest for Jerusalem på Vestbredden.

og OCHA's kortlægning af bosættelser, menneskerettighedssituationen og humanitære situation – hvilket giver relevante aktører et mere faktuelt vidensgrundlag til at forholde sig til situationen.

FN spiller er vigtigere rolle end som så Mine samtaler viste desuden (som i så mange andre tilfælde), at FN's betydning er større, end man måske lige tænker, når man følger konflikten i de danske medier o.l.

FN gør via UNRWA et stort arbejde for at hjælpe de 5 mio. palæstinensiske flygtninge fordelt i DPS, Jordan, Syrien og Libanon gennem fx sundheds- og uddannelsesprogrammer. På den måde bidrager FN dels til at forbedre flygtningenes tilværelse, men også til at forberede folkene på en tilværelse efter flygtningelejrene.

Et af de væsentlige punkter hænger direkte sammen med den tidligere omtale af DPS' ønske om at opnå legitimitet gennem anerkendelse fra FN og medlemskab af de forskellige FN-organisationer. Det er fortsat via FN, at man "blåstemples" som anerkendt aktør i det internationale samfund, hvorfor en af de israelske betingelser for de igangværende fredsprocesforhandlinger da også har været, at DPS ikke må søge om optagelser i nye FN-organisationer, mens forhandlingerne står på.

Den såkaldte Mellemøstskvartet bestående af USA, EU, Rusland og en repræsentant for FN udarbejder hvert kvartal en rapport til Sikkerhedsrådet om situationen i Mellemøsten. FN spiller her via et særligt kontor for konflikten – kontoret har eksisteret i 40 år – en særlig rolle i at sikre saglige og neutrale rapporter. Rapporterne har generelt et godt ry og vurderes at give ganske reelle tal om fx omfanget af bosættelser.

Omvendt har DPS fra sin side stillet krav om løsladelse af 104 palæstinensiske fanger over fire omgange i de ni måneder, der er afsat til de seneste forhandlinger. Forhandlingsperioden udløb den 29. april, og Israel har ikke villet løslade den sidste fjerdedel af fangerne, før der er aftalt en forlængelse af forhandlingerne. Mahmoud Abbas har svaret på dette ved at underskrive 15 folkerets- og menneskerettighedskonventioner, herunder flere FN-konventioner, for på den måde at fremvise en støtte til FN-værdierne og derved lægge pres på Israel. DPS afholder sig dog fortsat for at søge om medlemskab af yderligere FN-organisationer - muligvis grundet nogle af de tidligere skitserede udfordringer i forhold til "allieredes" afhængighed af FNorganisationernes ressourcer.

Mange af FN’s humanitære og udviklingsorganisationer er også til stede på Vestbredden og i Gaza. Det samme gælder Verdensbanken, dels gennem konkrete udviklingsprogrammer, mens også rapporter om de økonomiske perspektiver for de palæstinensiske områder og bidrager på den måde til fortsat fokus på udvikling af områderne. Disse humanitære og udviklingsrelaterede aktiviteter har stor betydning for palæstinensernes liv og deres ønske om at opbygge en fremtidig stat. Som afsluttende kommentar må jeg som medlem af FN-Forbundets bestyrelse jo nok erkende, at denne artikel er skrevet af en af FN-systemets støtter. Det er naturligvis USA, som har spillet den afgørende rolle i de seneste forhandlinger, ikke FN. Men omvendt skal man heller ikke undervurdere, den indsats forskellige dele af FN bidrager med ift. palæstinenserne og konflikten generelt. Vi kan kun håbe på (selv om udsigterne er lange), at de to parter med støtte fra FN og andre stærke aktører kan komme nærmere en fredelig løsning med en acceptabel tilværelse for de to befolkningsgrupper.

Resolutionerne fra FN’s sikkerhedsråd udgør også et vigtigt referencepunkt. Det gælder ikke mindst Rådets resolution 242 og 338, som udstikker principperne for en løsning på konflikten. Upartiskhed FN er accepteret som en overvejende neutral og saglig part i forhold til indsamling af data vedr. konsekvenserne af den igangværende konflikt – f.eks. gennem FN's Højkommissariat for menneskerettigheder (OHCHR)

Sikkerhedsmuren adskiller mange af bønderne fra deres land, hvor de nu er afhængige af særligt berammede åbningsdage, der fastsættes af de israelske myndigheder. Problemet er, at antallet af dage, hvor der er åbent for gennemgang ikke er nok for bønderne til at passe deres jord eller afgrøder. Abu Hatem dyrker vin. Forrige år måtte han se hele sin høst gå til på grund af manglende pasning.

Alverdens befolkningsproblemer – her for få, i u-landene for mange Stadig flere stater oplever decideret fald i befolkningstallet

Af Henrik Døcker Nå, men er et da ikke en gunstig udvikling? kan man spørge. For stater med arbejdsløshed kunne man måske forvente et ja til dette spørgsmål. Men regeringerne og deres demografiske eksperter er ikke af den opfattelse. En befolkning skal kunne reproducere sig selv, og det er foruroligende, som verdensstatistikken nu viser, at omkring halvdelen af verdens lande nærmere sig et punkt, hvor dette ikke er tilfældet. Tænker man nærmere over det, er det da også indlysende, at færre børn betyder færre til at udføre arbejdet i den såkaldt aktive befolkningsandel, og dermed også færre til på længere sigt at forsørge befolkninger, der bliver ældre og ældre.

Småt er godt, lød et yndet motto en overgang. I årevis har den rige verden da også påmindet den fattige om, at befolkningspolitik var lig med børnebegrænsning, som var lig med anerkendelse af præventive midler i staternes nationale lovgivning. Og mange u-lande med store befolkninger skal nok stadig have politikere, der også drømmer om, at ”en lille familie er en lykkelig familie”. Det er fremgået af mange FN-statistikker i årenes løb, at fødselsraten nok med tidens fylde ville stabilisere sig på omkring 2,1 barn pr. fødedygtig kvinde, dvs. lige præcis det tal, der - fordi en del børn i den tredje verden dør tidligt – sikrer en konstant befolkningsfornyelse.

Det har ligefrem ført til kampagner rettet mod befolkningen i visse lande om at være mere frugtbar. FN har beregnet, at to tredjedele af regeringerne i den bedre stillede del af verden i 2013 aktivt gik ud med dette budskab. Og det var altså ikke kun i Europa, men også i Asien (Japan har en fødselskvote på 1,4 pr. kvinde, Sydkorea 1,3). Lad os bare fokusere på Japan først, for her er der foretaget beregninger, der virkelig chokerer. De fænomener, der er afdækket, genkendes i mange andre lande verden over: Affolkning af yderdistrikter, massivt pres på byerne.

Men det har vist sig, at et ikke helt ringe antal stater har haft et faldende befolkningstal. Vi springer her på det nærmeste Europa over, for i denne verdensdel er det alment kendt, at selv de katolske sydeuropæiske lande har taget kontraception til sig, og at det gennemsnitlige antal børn pr. fødedygtig kvinde ligger lavt (det er i gennemsnit 1,6). Men også i Afrika er tallet faldet betydelig – fra 5,7 i 1990’erne til nu i omegnen af 4,7. På verdensplan er tallet omkr. 2,5.

områder og bestandige appeller til stater om prioritere uddannelse og udvikling.

Både Japan og Kina må omstille sig En japansk tænketank har fundet frem til, at omkr. 1000 japanske landsbyer eller små bysamfund i løbet af et par årtier vil stå helt uden kvinder i fødedygtig alder. Ved ekstrapolering kan det forudsiges, at Japans nuværende befolkning på 127 mio. vil være en tredjedel mindre i løbet af de næste 50 år.

Den demografiske dividende Overbefolkningsproblemerne i store dele af verden er fremdeles nok så tyngende. Udtrykket familieplanlægninger mere eller mindre erstattet af seksuel og reproduktiv sundhed. En del økonomer har ligefrem taget til orde for, at brug af kontraception ikke i sig selv befordrer økonomisk vækst. Men tilbage står, at hver syvende af verdens borgere lever i lande, hvor fødselsraten er fire børn pr. kvinde. Så det er trods alt stadig god latin, at manglende familieplanlægning – som jeg så stadig kalder det – standser fremskridtet. Man har udtrykt det på den måde, at fald i børnefamiliernes størrelse giver en demografisk dividende.

Selv om Japan er et moderne samfund, så er det alligevel på mange måder væsensforskelligt fra Vesten, ikke mindst Europa: Mange arbejder vældig længe hver dag, og kvinderne er ikke i samme omfang på arbejdsmarkedet, børnepasningsordninger ikke så hyppige som her. Japan har heller ikke været særlig villig til at modtage flygtninge. Forudsætningen for et forøget folketal er med andre ord – som ministerpræsident Shinzo Abe har udtrykt det – forandrede holdninger og sociale nyordninger.

Tænketanken Gutmacher Institute i New York har regnet sig frem til, at antallet af uønskede svangerskaber ville kunne reduceres med to tredjedele, hvis præventive midler var tilgængelige i hele verden: 26 mio. færre aborter og 21 mio. færre uønskede børn.

Men det land, som måske har påkaldt sig størst opmærksomhed for sin befolkningspolitik, læs børnebegrænsning, er Kina, nærmere bestemt étbarnspolitikken. Demografer har beregnet, at forbuddet mod at få mere end ét barn (der dog ikke gjaldt i alle landdistrikter), indført i 1979 og officielt ophævet ved årsskiftet 2013/14, i perioden19792009 hindrede omkr. 300 mio. fødsler. Men det erkendes nu som en stor fejltagelse, en vældig bremse på fremskridtet, og aktuelt, som oven for nævnt, at der er for få til at forsørge den aldrende del af befolkningen, de gamle forældre.

Forebyggelse af graviditeter – for nu at bruge endnu et udtryk for det samme – har en direkte indvirkning på sundhedstilstanden. Når vaccinationer har betydet nedbringelse af børnedødeligheden, så har kontraceptionelle midler haft en tilsvarende indflydelse på dødeligheden blandt kvinder i fødedygtig alder. Hvis en kvinde bliver gravid inden for 18 måneder efter seneste fødsel er udsigten til en abort eller et dødfødt barn, et undervægtigt eller fysisk handicappet barn stærkt forøget. Med andre ord bør der tilstræbes længere afstand mellem graviditeterne.

Men der er absolut delte meninger om alt dette. Således peger nogle eksperter på, at mange kinesiske byboere alligevel kun ville have fået ét barn. I en så stor befolkning som den kinesiske har étbarnspolitikken haft alvorlige konsekvenser for de ægtepar, hvis ene barn er død før forældrene: Dem skønnes der at være 10 mio. af!

Ud over den megen ufredelighed hos i hvert fald en halv snes af FN’s medlemsstater for tiden, konfronteres store dele af verden altså med de problemer betydelige befolkningsforskydninger rejser.

Når så mange afrikanere ligefrem sætter livet på spil for at nå Europa, ikke mindst under de farefulde sejladser over Middelhavet, og dette Europa ”lider under” faldende befolkningstal, kan man spørge hvorfor de europæiske lande da er så modvillige til at modtage dem? Det er der mange forklaringer på, men blandt de hyppigst fremførte er afrikanernes manglende uddannelse.

Et underliggende tema, som blot er strejfet ovenstående, er de problemer, det rejser, at befolkningens gennemsnitsalder i et stort antal lande er stadig stigende. Det forrykker faretruende balancen mellem den aktive og passive del af befolkningerne, altså børn/pensionister over for folk i arbejde, dem der skal forsørge. Det skal nok give stof til mange både nationale og internationale konferencer i fremtiden.

Tilpasningsvanskelighederne er betydelige, fremmed religion viser sig ikke sjældent at være en barriere. Alt dette fletter sig ind i mange af FN’s kerne-

INTERNATIONALT OVERBLIK

ved Henrik Døcker

Sikkerhedsrådet forlænger FN-missioner i Abyei (Sudan), Guinea-Bissau, Somalia til 15. oktober 2014 for for den midlertidige sikkerhedsstyrke vdr. Abyei (UNIFSA) i fortsatte forsøg på at få såvel Sudan som Sydsudan til at trække deres militærstyrker tilbage fra dette olierige område, som ligger på grænsen mellem de to stater. Sudan bemægtigede sig kontrollen med området to uger før Sydsudan blev selvstændigt i 2011. til 30. november for FN's integrerede fredsopbygningskontor (UNIOGBIS) i Guinea-Bissau med henblik på løse en række sikkerhedsproblemer såvel styrke den politiske udvikling. Efter et militærkup i 2012 og et præsidentvalg i år er der behov for ro til økonomisk udvikling. Landets militær må nu fuldt ud undergive sig civile autoriteter og overholde forfatningen. til 29. maj 2015 for FN's hjælpemission i Somalia (UNSOM) , som blev dannet i juni 2013 med det formål at støtte fred og forsoning samt bistå den somaliske regering og AMISOM, den eksisterende fredsstyrke udsendt af Den Afrikanske Union (AU), i deres bestræbelser på at fremme freden, styrke menneskerettighederne og søge retsstaten gennemført. Somalia er efter Sikkerhedsrådets opfattelse bagud i formuleringen af en forfatning forud for de valg, der skal afholdes i 2016. Der skal også stemmes om en ny forfatning.

FN: Syriens økonomi styrer lige mod ruin Efter fire års borgerkrig styrer Syriens økonomi direkte mod ruin, fremgår det af en rapport, udfærdiget af det syriske Center for Politiske Studier efter opdrag af Den Internationale Valutafond (IMF). Syriens bruttonationalprodukt skønnes at være blevet svækket med 40 pct. siden borgerkrigen brød ud i 2011. Knap halvdelen af Syriens fem mio. store arbejdsstyrke står uden arbejde. De økonomiske tab, krigen har foranlediget, anslås til 143,8 milliarder $. Særlig alvorlig har tabet af indtægter fra landets olieproduktion været, når det tages i betragtning, at den daglig nu kun er på 16.500 tønder. Tre ud af hver fire syrere levede i fattigdom i slutningen af 2013 og mere end halvdelen af landets næsten 20 millioner mennesker, mange fordrevne eller flygtninge i udlandet, overlever i ekstrem fattigdom. "Forekomsten af fattigdom i Syrien har nu nået katastrofale niveauer," hedder det i rapporten .

Færre dødsfald blandt fødende kvinder Antallet af kvinder, der dør i barselsseng, er faldet på verdensplan, fremgår det af en statistik fra WHO, Verdenssundhedsorganisationen: Omkr. 289.000 kvinder døde i 2013 - mod eksempelvis 523.000 i 1990 - som følge af komplikationer ved et svangerskab eller i forbindelse med selv fødslen. Det er udtryk for en nedgang på 45 pct. 11 lande, der i 1990 havde højeste dødelighed for gravide kvinder har opnået en 75 pct. nedgang i deres dødelighedstal. Det drejer sig om Bhutan, Cambodja, Kap Verde, Ekvatorial-Guinea, Eritrea, Laos, Maldiverne, Nepal Rumænien, Rwanda og Østtimor. Syd for Sahara dør hver 40. gravide kvinde på 15 i forbindelse med en graviditet, i Europa er det kun 1 ud af 3300. (UN Photo/ Martine Perret)

Nigerianske generaler menes at have støttet Boko Haram Ti generaler og fem andre seniorofficerer i den nigerianske hær er ved en militærdomstol blevet fundet skyldige i at have forsynet den muslimske terrorbevægelse Boko Haram, rapporterer flere nigerianske dagblade. En talsmand for det nigerianske forsvarsministerium har imidlertid taget kraftigt afstand fra denne nyhed. Vedholdende forlydender om, at nigeriansk militær har dræbt fanger og beskudt civile har i øvrigt ført til, at den hjælp, USA havde tilbudt Nigeria med at lokalisere de omkr. 300 skolepiger, som Boko Haram har bortført, er blevet kraftig beskåret. Det skyldes et udtrykkeligt amerikansk lovforbud mod at bistå menneskeretskrænkende regimer med informationer og teknologisk bistand. Nigerias regering er kommet under stærk international kritik for ikke at have gjort nok for at finde og befri pigerne. 14

Henrik Døcker anmelder… Fra soldatertrøje til jakkesæt Marcus Knuth: Soldat og diplomat – mine tre år i Afghanistan, 251 sider, Gyldendal Er der ikke direkte krig i Afghanistan, så er der en nærmest konstant ufredelighed, som omverdenen bliver nødt til at forholde sig til. Et særligt indblik i denne verden af kulturkløfter giver Marcus Knuths bog, der skildrer en ung økonoms militære afbræk i sin karriere, et afbræk, der på en usædvanlig måde bragte ham ind i diplomatiet! Knuth giver en livfuld beskrivelse af de mange kulturforskelle og de udfordringer, han blev konfronteret med her under hans udsendelse til ét af verdens farligste og mindst sammenkittede nation.

Den skrivende skarpskytte – Lars R. Møller Lars R. Møller: Tak for turen, 585 sider, Lindhardt og Ringhof Møller navn blev nok første gang slået fast i en bredere offentlighed, da han gav ordre til, at der skulle skydes med skarpt i Bosnien, hvortil han selv var udsendt. I erindringsbogen Tak for turen tager Møller læseren med rundt til de talrige tjenestesteder, han har haft, og leverer, rask for usødet, som han har for vane, sine friske kommentarer hertil. Det er en uhyre væsentlig bog, spækket med nyttig viden, sprudlende af selvoplevelse, forfriskende ved de mange modige meninger. Lars R. Møller: Snigskytter, 373 sider, Lindhardt og Ringhof Også denne bog er spækket med historisk og militært materiale, så det næsten svimler for læseren. De nærmere mål for enkelte former for våben henvender sig nok kun til særligt militært interesserede læsere. Men de mange ”stationer” i den teknologiske udvikling er interessante også for den almindelig historisk disponerede. Den samlede informationsmængde er overvældende.

Ofte svært at skelne mellem civilbefolkning og kombattanter i krig Helen M. Kinsella: The image before the Weapon, 260 sider, Cornell University Press, London Det er blevet vanskeligere at skelne mellem civile og såkaldte kombattanter i moderne krigsførelse. I den almindelige folkebevidsthed har der formentlig altid været en opfattelse af, at der gjaldt andre regler for soldater end for civilister – så simpelt som det er, at drab blandt civile er forbudt i almindelighed og straffes strengt, mens soldater er uddannet til om nødvendigt at dræbe. Under nutidens mange borgerkrige er det blevet nødvendigt med en udvidelse af kombattant-begrebet, eftersom mange deltagere i borgerkrige ikke bærer uniform. Helen M. Kinsella vil dog med denne bog ikke blot beskrive disse definitionsproblemer, men foretage et grundigere historisk studie mellem den forskellige position, civilisten og kombattanten har haft helt siden middelalderen. Megen gedigen viden kan hentes i bogen, men udpræget pædagogisk kan man på ingen måde kalde fremstillingen.

For at læse anmeldelserne i deres helhed, klik på titlen eller find dem på vores hjemmeside: www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev/boeger. Du kan også klikke lige HER 15

Bliv medlem. Fordi vi tror p책 globalt ansvar. 16