Danmark for bæredygtighed - Yes, We Can!

"Danmark for BĂŚredygtighed - yes we can".

Politikpapir fra FN-forbundet,2012

Indhold Hovedpunkter

SIDE 3

Resultat fra Rio +20

SIDE 4

Definition af bæredygtighed - forståelse af den store sammenhæng

SIDE 6

Grøn økonomi og bredere mål for samfundsværdi

SIDE 7

Udnyttelse af alle aktørers potentialer

SIDE 8

FN som samlende og faciliterende institution

SIDE 10

Danmark som foregangsland

SIDE 11

2

Hovedpunkter Efter Rio+20 – hvad nu?

I sommeren 2012 mødtes verdens ledere i Rio, 20 år efter det skelsættende Earth Summit i 1992, for at gøre status og sætte nye fremadrettede mål for bæredygtig udvikling. FN-forbundet havde håbet på en mere ambitiøs Rio+20-aftale. Aftalen er hovedsagelig en genbekræftelse af tidligere aftaler og anviser ikke konkrete tiltag til at løse de globale bæredygtighedsudfordringer. Dog er der elementer i aftalen, som ambitiøse stater, virksomheder og civile aktører kan bygge videre på. Her tænkes bl.a. på afsnittene om bæredygtighedsmål (SDG’er), grøn økonomi, High Level Panel og finansiering. FNforbundet ser i dette lys bl.a. følgende muligheder for at for alvor få genetableret fokus på en bæredygtig global udvikling: Definition af bæredygtighed Der er brug for en definition af bæredygtighed, som kan inspirere og motivere relevante aktører til at udvikle bæredygtige løsninger. Grundet virkelighedens kompleksitet bør bæredygtighedsbegrebet hvile på et bredt fundament og omfavne både udfordringerne vedr. naturressourcer/energiforbrug, det nuværende finansielle system og uligheden i det globale samfund. FN-forbundet forstår, at det ikke er enkelt at udarbejde et bredt og dækkende bæredygtighedsbegreb, men opfordrer FN-institutionerne til at komme med et bud og den danske regering til at involvere sig aktivt i dette arbejde.

Udnyt alle aktørers potentiale Rio+20-aftalen viser, at nationalstaterne ikke kan løse opgaven alene. De bæredygtige løsninger skal også komme fra private virksomheder, ngo’er, byer og civilsamfund. Derfor opfordrer FN-forbundet FNinstitutionerne til at være opsøgende over for de kreative løsninger, der findes på de forskellige aktørniveauer, og være et sted, hvor ”first movers” kan hjælpes på vej. Samtidig bør den danske regering være facilitator for deltagelse af civilsamfundet i internationale forhandlingsprocesser, ligesom der fortsat bør arbejdes for mere konkrete politiske og lovgivningsmæssige rammebetingelser for virksomhedernes sociale ansvar.

FN som samlende og faciliterende institution FN-systemet må forholde sig til de nye magtkonstellationer mellem lande, på nationale, regionale og lokale niveauer, så FN kan sætte retning for en bæredygtig global udvikling på alle niveauerne. FN bør med andre ord søge at udnytte sin rolle som international organisation til at samle aktører på alle niveauer i verdenssamfundet om en bæredygtig global udvikling og fungere som en facilitator og motivator for nye initiativer.

Danmark som foregangsland Det er FN-forbundets klare opfattelse, at der er et stort behov for, at ambitiøse lande går forrest og påviser konkrete resultater på bæredygtighedsområdet. Derfor opfordrer FN-forbundet Danmark til at påtage sig sin del af ansvaret. Dette kan fx ske ved udarbejdelse af en national bæredygtighedsstrategi, oprettelse af et nationalt bæredygtighedsorgan (råd eller center), vægt på opretholdelse af EU 15landenes mål om at afsætte mindst 0,7 procent af BNP til udviklingsbistand, involvering af civilsamfundet, samt fokus på bæredygtighed i uddannelse på alle trin (grundskole, gymnasiale uddannelser og videregående uddannelser o.l.)

UN Photo/ Martine Perret

I de følgende afsnit vil FN-forbundet uddybe de ovenfor omtalte hovedpunkter. Først gives der dog et par kommentarer til resultatet af Rio+20-mødet.

3

Resultatet fra Rio+20 Ved Rio+20-topmødet i 2012 blev FN’s medlemslande enige om en 49-siders aftaletekst med titlen ”The future we want”. Aftalen er hovedsageligt en genbekræftelse af tidligere aftaler, mens nye tiltag, konkrete initiativer og forpligtelser med tidsrammer stort set er fraværende. Maurice Strong, sekretariatsleder ved FN-konferencerne i 72 om miljø og i 92 om miljø og udvikling udtalte ved Rio+20 følgende: "Der er i dag en stor afgrund mellem videnskabens anbefalinger og politikernes arbejde for bæredygtig udvikling. Vi er i dag tættere på "the tipping point", som refererer til civilisationens overlevelse".

FN-forbundet havde håbet på en mere ambitiøs aftale, der i højere grad indeholdte planer for og anviste veje mod en bæredygtig global udvikling. Da dette ikke er tilfældet, er det nu FN-forbundets og diverse andre aktørers (de er mange) opgave at arbejde for, at de mange hensigtserklæringer i aftalen kan videreføres til konkret handling mod et bæredygtigt globalt samfund.

FN-forbundet anser især følgende punkter i aftaleteksten som centrale: Bæredygtighedsmål (SDG’er) i 2015 Grøn økonomi High Level Political Forum Finansiering Bæredygtighedsmål – Sustainable Development Goals (SDG) I aftaleteksten betones det, at 2015-målene er et nyttigt redskab til at sætte fokus på konkrete udviklingsaspekter som en del af en større vision. Derfor anerkendes behovet for udarbejdelse af globale bæredygtighedsmål, som kan træde i kraft i 2015. Samtidig angives der dog ikke konkrete initiativer for udarbejdelse af bæredygtighedsmålene, ligesom nærmere redegørelser vedrørende proces for arbejdet er fraværende.

Dog angives det, at de nationale regeringer med aktiv inddragelse af relevante interessenter skal være den aktive part i implementeringen af målene. Det er derfor FN-forbundets holdning, at udvælgelse og formulering af bæredygtighedsmålene skal prioriteres højt, såfremt de skal have grobund i den internationale bæredygtighedsdagsorden. Samtidig skal bæredygtighedsmålene integreres i den fremtidige proces for MDG’erne (udløber i 2015), så det sikres, at eventuelle nye MDG’er og SDG’er ses som en samlet proces, hvor alle mål arbejder i samme retning. På den baggrund opfordrer FN-forbundet den danske regering og andre aktører (FN, EU m.fl.) til at arbejde for, at processen med udarbejdelse af bæredygtighedsmålene igangsættes snarest muligt.

I forhold til selve udformningen af bæredygtighedsmålene mener FN-forbundet, at der bl.a. bør udvikles mål for: Begrænsning af indkomstforskelle mellem rig og fattig Sikring af væsentlige naturressourcer som fx vandkvalitet og beskyttelse af skovareal Fødevaresikkerhed Civilbefolkningens muligheder for deltagelse i en demokratisk udvikling Uddannelse Minimering og forebyggelse af klimaforandringer Transformation til energi baseret på vedvarende energikilder.

4

Grøn økonomi Grøn økonomi angives i aftaleteksten som et vigtigt redskab til opnåelse af en bæredygtig udvikling.

Udgangspunktet er, at grøn økonomi kan give et bredere fundament for politikudvikling, men at grøn økonomi ikke skal ses som et rigidt regelsæt. Aftaleteksten indeholder ikke et egentligt bud på en decideret model for grøn økonomi.

FN-forbundet forstår, at konteksten for Rio+20-mødet har gjort det vanskeligt at fastsætte mere konkrete retningslinjer for grøn økonomi. Dog må det siges at være skuffende, at der i aftaleteksten – før nærmere bud på grønne økonomimodeller er blevet drøftet – allerede tages mange forbehold for, hvad grøn økonomi ikke indebærer. FN-forbundet ser dette som et udtryk for tilbageholdenhed og tøven blandt underskriverne af aftaleteksten – en reaktion, der kan bunde i en mangel på en klar fælles forståelse af begrebet grøn økonomi. FN-forbundet opfordrer til, at FN-institutionerne og de nationale regeringer fastholder en positiv og konstruktiv tilgang til grøn økonomi og i højere grad fokuserer på mulighederne frem for begrænsninger ved omstilling til grøn økonomi.

High Level Political Forum Et interessant element i aftaleteksten er dannelse af det såkaldte ”High Level Political Forum”, som skal bygge på erfaringerne og styrkerne fra ”Commission of Sustainable Development”. Herudover er forummet ikke defineret nærmere. Der lægges op til, at forummets funktion og organisation skal klarlægges i forbindelse med FN’s generalforsamling, så forummet fra slutningen af 2013 kan påbegynde sit arbejde.

Hvis forummet gives de rette beføjelser og ressourcer, ser FN-forbundet muligheder for, at det kan virke som en form for vidensbank, hvor ambitiøse stater eller andre foregangsaktører kan få input til igangsættelse af grønne initiativer. Omvendt kan FN-forbundet også frygte, at forummet bliver en form for syltekrukke, hvor behandling af problemstillinger bremses af lange diskussioner frem for at føre til reelle tiltag, der kan fremme bæredygtige initiativer.

Finansiering – komité skal analysere finansieringsbehov Rio+20-aftalen førte ikke til resultater vedrørende finansiering af initiativer for bæredygtig udvikling. I aftalen opfordres alle lande til at prioritere bæredygtig udvikling, ligesom vigtigheden af internationale, nationale og regionale finansieringsmekanismer anerkendes. Ligeledes nedsættes en mellemstatslig komité med 30 medlemmer, der nomineres af regionale grupper, og som har ligevægtig geografisk repræsentation. Komitéen skal inden 2014 skal komme med en rapport vedrørende finansieringsbehov, nuværende instrumenters effektivitet og yderligere initiativer.

FN-forbundet havde ønsket sig, at der allerede i forbindelse med Rio+20-aftalen var fundet finansiering til udbredelse af bæredygtige løsninger. FN-forbundet opfordrer til, at der i arbejdet med den kommende rapport bliver lagt vægt på, at der er et reelt finansieringsbehov, hvis målet om et bæredygtigt verdenssamfund skal opnås.

UN Photo/ Pernaca Sudhakaran

Kort konklusion på Rio+20 Manglen på konkrete tiltag i aftaleteksten overlader det nu til diverse aktører – herunder FN – at konkretisere og sætte handlen bag hensigterne. FN-forbundet vil i de følgende afsnit præsentere nogle temaer og ideer, som kan bidrage til igangsætningen af den ønskede udvikling.

5

Definition af bæredygtighed - forståelse af den store sammenhæng For at kunne udvikle et bæredygtigt globalt samfund er det først og fremmest afgørende, at der er en egentlig bæredygtighedsforståelse at tage udgangspunkt i. Derfor opfordrer FN-forbundet den danske regering til at arbejde for, at der defineres et nyt og bredere bæredygtighedsbegreb. Grundet problemstillingens kompleksitet anser FN-forbundet det for væsentligt, at et sådan bæredygtighedsbegreb vil kunne omfavne de forskelligartede og samtidig forbundne udfordringer, som det globale samfund står over for. Definitionen bør inddrage følgende betragtninger: UN Photo/ Eskinder Debebe

Den økonomiske globalisering har ført til materiel vækst, men er samtidig en stor belastning for naturgrundlag, naturressourcer og biodiversitet. Opretholdelse af naturgrundlag, klodens ressourcer og biodiversitet bør vægtes højere end materiel vækst. Det betyder ikke, at der ikke kan ske materiel vækst, men vækst, der kræver udhuling af naturressourcer og biodiversitet, afvises.

Energiforbrug med store CO2-udledninger bidrager til den globale opvarmning. Opretholdelse af en global temperatur, der højst overstiger den før-industrielle temperatur med 2 grader, bør vægtes frem for øget energiforbrug. Ved et eventuelt øget energiforbrug bør det sikres, at dette sker i overensstemmelse med nødvendigheden af reduktion af den globale CO2-udledning.

Et stadig mere komplekst og omfattende finansielt system, som unddrager sig demokratisk kontrol, har ført til en uforudsigelig økonomisk udvikling, hvor kraftige stigninger i ”imaginære” værdier tager fokus fra den reelle værdisætning og produktion. Reelle værdier og produktionsfaktorer bør være essensen i det økonomiske system, så tilfældige udsving på baggrund af spekulation o.l. begrænses.

En fortsat global ulighed og den fortsatte befolkningstilvækst udfordrer forholdet mellem basale/ materielle behov og begrænsninger af ressourceforbrug, CO2-udledning o.l. Derfor bør et bæredygtighedsbegreb indeholde en social dimension. Med andre ord skal de tre ovenstående vægtninger ses i en social global sammenhæng, så fx begrænsninger i materiel vækst og energiforbrug sker ud fra en solidarisk bevidsthed om, at udgangspunktet for henholdsvis fattige og velstående samfund ikke er det samme. Bæredygtighed er ikke kun et spørgsmål om naturressourcer, men i lige så høj grad om at skabe et fundament, hvor den globale befolkning på tværs af generationer og geograf vedvarende kan leve under respektable sociale og økonomiske forhold.

I denne sammenhæng forventer FN-forbundet, at de mere velstående samfund går forrest i løsningen af de globale bæredygtighedsudfordringer.

6

Forbundne udfordringer nødvendiggør bredt bæredygtighedsbegreb De angivne betragtninger og behovet for et bredt bæredygtighedsbegreb skal ses i lyset af, at det globale samfunds udfordringer til dels er indlejret i hinanden, hvorfor der ofte tales om en multidimensionel krise. Således er fx de fire problemstillinger angivet i ovenstående afsnit (materiel vækst, omfattende energiforbrug, komplekst finansielt system og global ulighed) karakteriseret ved en række træk og parallelle udviklingslinjer, som er delvis forbundne. Fokus på fortsat materiel vækst i de velstående lande medfører en tøven over for reelle forsøg på at begrænse presset på naturressourcerne, mens den globale ulighed medfører, at de fattige lande ikke kan se, hvorfor de har et ansvar for at tage vare på naturressourcerne. Dette er blot et eksempel blandt mange på, hvordan fragmenterede og enkeltstående interesser kan bremse udviklingen mod en bæredygtig verden. Og derfor er et brugbart bæredygtighedsbegreb nødt til at omfatte flere dimensioner.

Resiliens – dynamisk robusthed De mange forbundne udfordringer, kombineret med det øgede befolkningstal, har aktualiseret begrebet ”resiliens” som en yderligere dimension i forhold til bæredygtighed. I miljøsammenhænge kan resiliens defineres som følgende: “Et systems kapacitet til at absorbere forstyrrelser og omorganisere under igangværende ændrin ger, så systemet fortsat kan opretholde samme funktion”.

Med andre ord er der tale om en form for dynamisk robusthed, hvor et system (fx økologisk) kan imødegå udfordringer udefra og opretholde funktionsdygtigheden. På den måde bliver det underliggende globale system en afgørende faktor for bæredygtighed, idet systemet skal indeholde en dynamisk robusthed over for stadig foranderlige globale forhold.

FN-forbundet anser særligt følgende elementer for vigtige i udviklingen af et mere dynamisk, robust globalt system: Fokus på materiel vækst, markedskonkurrence o.l. i dag skal udvikles til en grundlæggende hensyntagen og solidaritet med kommende generationer. Bæredygtighedsbegrebet må således understøtte en proces frem mod et ligevægtssamfund (herunder også en Nord-Syd retfærdighed), der grundlæggende udtrykker en hensyntagen til og solidaritet med kommende generationer.

Dette kan ske ved at inkludere befolkningen både lokalt, nationalt og regionalt i et nyt udviklingskoncept med respekt for naturgrundlaget. Øget fokus på hele tiden at arbejde for en overensstemmelse mellem den materielle konsumption på den ene side og naturgrundlaget på den anden side.

Udvikling af en ny økonomisk udviklingsmodel, hvor der differentieres mellem forskellige former for vækst under hensyntagen til klodens ressourcer.

I forlængelse af sidstnævnte hænger dynamisk robusthed også sammen med de mål, man opstiller for et velfungerende samfund. Derfor bør det nuværende fokus på BNP som mål for et samfunds velstand udfordres, hvilket kommenteres nærmere i det efterfølgende afsnit.

Grøn økonomi og bredere mål for samfundsværdi Bruttonationalproduktet (BNP) har i mange år været det styrende mål for et samfunds værdi. Hvis BNP stiger, stiger samfundets værdi til glæde for borgerne. Der er dog ved at brede sig en stigende erkendelse af, at BNP-målet ikke tager tilstrækkelig hensyn til udnyttelsen af naturressourcer, sociale faktorer og det enkelte menneskes ikkematerielle lykke. Samtidig er der fortsat en udbredt tøven og skepsis ved for alvor at udvikle alternative modeller til BNP, hvilket ikke mindst gøres klart med Rio+20-aftalens manglende konkretisering af dette tema.

I FN-forbundets øjne er det fremadrettet en vigtig opgave at komme med konkrete bud på bredere mål for samfundsværdi. Dette hænger ikke mindst sammen med det brede bæredygtighedsbegreb, der blev omtalt i forrige 7

afsnit. Derfor hilser FN-forbundet også den danske udviklingsministers udmelding om, at Danmark i samarbejde med Verdensbanken vil indføre bredere mål end BNP, velkommen.

Udbred kendskabet til definerede modeller og sæt fart på udviklingen af nye modeller!

En væsentlig årsag til den fortsatte tøven over for udvikling af BNP-målet er manglen på synlige alternativer. FN-forbundet anser det som en fornem opgave for FN’s institutioner i højere grad at fokusere på synliggørelsen af modeller. Fx kan nævnes følgende: GNH, Bhutan: Bhutan har som alternativ til BNP udviklet et mål, som kaldes Gross National Happiness (GNH). GNH er bygget op omkring de fire hovedsøjler bæredygtig og retfærdig socialøkonomisk vækst, beskyttelse af miljøet, bevarelse og fremme af kulturen samt gode politiske styreformer. GNH indeholder 72 indikatorer.

Human Development Index, HDI: HDI er udviklet af bl.a. nobelprismodtager Amartya Sen og inddrager i modsætning til BNP ligeledes faktorer som fattigdom, uddannelse, middellevetid o.l.

HDI er siden 1990 blevet brugt som udgangspunkt for FN’s årlige Human Development-rapport.

Better Life Index, OECD: OECD har ligeledes udviklet et alternativ ved navn Better Life Index.

Her indgår 11 indikatorer, som bl.a. omhandler miljø, sundhed, tilfredshed med tilværelsen og civil engagement.

BNP - brug af naturressourcer: Svagheden ved BNP er ikke ukendt inden for den økonomiske teori. Her er det bl.a. foreslået, at man trækker forbruget af naturressourcer fra BNP, ligesom overvejelser om, hvordan man sikrer, at forureningsgrad indgår i prisfastsættelsen for et givent produkt, ikke er et ukendt fænomen. http://www.beyond-gdp.eu/links.html: Link, hvor diverse alternative BNP-modeller omtales både i nationalt og ngo-regi.

UN Photo/Martine Perret

FN-forbundets budskab er kort og godt, at der allerede foreligger tanker og modeller for bredere samfundsmål end BNP, som aktører, der ønsker at afprøve bredere samfundsmål, kan tage afsæt i. Dermed ikke sagt, at disse initiativer er fyldestgørende, men de kan bidrage til, at ”first movers” har noget konkret at starte ud fra.

FN-forbundet ser gerne, at FN-institutionerne udarbejder en konkret model for bæredygtige samfundsmål. I det omfang dette ikke kan lade sig gøre, anbefaler FN-forbundet, at FN-institutionerne om ikke andet bliver et sted, hvor ”first movers” har let adgang til de forskellige modeller, som anvendes rundt omkring i verden. Et sted hvor man kan hjælpes i gang.

Dynamisk robusthed og udviklingen af en bæredygtig økonomi kræver også en mobilisering og involvering af et bredt udsnit af aktører på alle niveauer. Dette vil blive uddybet i næste afsnit.

Udnyttelse af alle aktørers potentialer FN-forbundet finder det vigtigt, at aktører på alle niveauer inddrages i udformningen og implementeringen af bæredygtighedspolitikker og -initiativer. Det er derfor positivt, at aftaleteksten lægger op til krav om aktivt engagement ikke blot fra lovgivere og domstole, men også en række forskellige aktører fra civilsamfundet og den private sektor. Desuden fremhæves det, at der i større grad skal lægges vægt på at udvikle regionale rammer, der kan komplementere og støtte nationale bæredygtighedspolitikker. Generelt opfordres regionale, nationale og lokale institutioner til at fremme adgangen til information og aktiv deltagelse af den brede palet af aktører.

8

Det skal understreges, at vigtigheden af samarbejdet mellem samfundets forskellige aktører ikke er nyt i FN-regi. I 1992 etablerede FN en kommission om global governance, der fastlagde, at styringen af det globale rum i stigende grad nu også skulle omfatte ngo’er, private virksomheder, borgerbevægelser samt en række andre aktører, og at FN skulle fungere som en ramme for samarbejdet mellem disse. I forbindelse med Rio-konferencen i 1992 blev der derfor også som en del af Agenda 21-planen defineret ni civilsamfundsgrupper, som alle skulle deltage i udarbejdelsen af bæredygtighedspolitikker. De ni samfundsgrupper er kvinder, børn/unge, landmænd, oprindelige folkeslag, ngo’er, fagforeninger, lokale myndigheder, videnskab/ teknologi, og erhverv/industri.

Der var altså også tilbage i 92 fokus på inddragelse af flere aktører, hvorfor sommerens Rio+20-aftale også på dette punkt hovedsageligt må opfattes som en genbekræftelse af tidligere aftaler. FNforbundet mener derfor, at tiden nu må være inde til i højere grad at komme med konkrete initiativer for udnyttelsen af potentialet fra den brede palet af aktører til at vise vejen frem mod et bæredygtigt globalt samfund - især set i lyset af nationale og globale instansers manglende resultater. Yderligere finder FN -forbundet det beklageligt, at der ikke som ventet blev fremsat rammebetingelser for virksomhedernes sociale ansvar.

Større udnyttelse af potentialet hos regioner og byer De regionale og lokale myndigheder er villige til at agere og rummer et stort potentiale, idet de råder over kommunale ydelser, bygningsreglementer etc. og er i tættere kontakt med borgernes behov og ideer. Dette gør, at de for eksempel er bedre til at udnytte de lokale ressourcer og initiativer og opbygge lokal resiliens. Som det vil blive uddybet i afsnit 5, er det derfor beklageligt, at aftaleteksten ikke lægger op til en styrkelse af deres rolle. FN-forbundet ser gerne, at der fokuseres mere på dette og henviser til diverse organisationer, der kommer med forslag til, hvordan eksempelvis byernes evne til at implementere bæredygtige initiativer kan styrkes: UN International Strategy for Disaster Risk Reduction (UN-ISDR) søsatte i 2010 den globale kampagne ’Making cities resillient’ med en tilhørende deklaration, som blandt andet København har underskrevet. Målet med kampagnen er at gøre forebyggelse og resiliens til en integreret del af urbane designs og strategier i opnåelsen af bæredygtig udvikling. Kampagnen opstiller en række guidelines, der kan hjælpe byer og lokale myndigheder med implementeringsarbejdet og styrke delingen af viden. FN-forbundet støtter dette initiativ, men mener samtidig, at FN-systemet i højere grad skal understøtte byerne og de lokale myndigheder i innovations- og implementeringsarbejdet.

C40 er en organisation bestående af byer fra hele verden inklusiv København, der arbejder for at implementere bæredygtige klimapolitikker lokalt for at afhjælpe klimaændringer globalt. FNforbundet støtter C40’s ønske om at blive anerkendt som repræsentant for verdens store byer, som har forpligtet sig til aktivt at fremme bæredygtige løsninger. Dette vil kunne styrke byernes position og føre til, at urbane strategier for tilpasning og forebyggelse kan virke som katalysator for de nødvendige forandringspolitikker på national, regionalt og måske endda globalt niveau.

Et andet initiativ er ICLEI, som er et internationalt forbund bestående af lokale myndigheder, samt nationale og regionale organisationer fra 70 forskellige lande, heriblandt Danmark, der har forpligtet sig til aktivt at fremme bæredygtig udvikling. ICLEI tilbyder vejledning, træning og information, som kan bidrage til mere effektiv kapacitetsopbygning og implementering af lokale initiativer. FN-forbundet ser med interesse på ICLEI’s forslag om, at ændre de nuværende ni Agenda 21-grupper, som blev adopteret i FN systemet i 1992 til tre større grupper bestående af Governmental Stakeholders, Business and Trade Unions og Civil Society. Som en organisation for lokale myndigheder mener ICLEI desuden, at de burde inkluderes i gruppen af Governmental Stakeholders. Denne omstrukturering vil i højere grad kunne samle de forskellige aktører og styrke deres indflydelse samt bevirke, at byer og regioner kan få en mere central position.

Bedre forhold for inddragelsen af civilbefolkningen FN-forbundet understreger, at en folkelig forankring og inkludering af den brede civilbefolkning er essentiel i forhold til at sikre en konkret og holdbar omstilling, hvor der tages hensyn til de kommende ge9

nerationer. Dette vil også sikre, at den globale civilsamfundsinvolvering ikke bliver løsrevet fra konkrete lokale erfaringer og initiat-iver. Grundet udviklingen gennem de sidste årtier fra industrisamfund frem mod et globalt videnssamfund er arbejde-kapital-relationen ved at blive erstattet af en stat-markedcivilsamfund- relation. Men hvor der har været stort fokus på relationen mellem stat og marked, så er civilsamfundets rolle blevet noget nær neutraliseret. Også i aftaleteksten er civilsamfundets rolle omtalt meget svagt og har ikke fået nogen særlig rolle på det nationale og international niveau. Dog ser FNforbundet potentiale i forhold til at udnytte de muligheder, som teksten giver, for at styrke civilsamfundets rolle og deltagelse lokalt, nationalt og global - men det kræver en aktiv opfølgning på teksten, både af civilsamfundet og de progressive regeringer. I denne forbindelse understreger FN-forbundet også potentialet i at inddrage det ’sub-lokale’ niveau, hvor fx boligforeninger kan bidrage til udvikling af bæredygtige løsninger.

Der er fortsat behov for rammebetingelser for virksomheders sociale ansvar Private virksomheder har vist sig som initiativrige og effektive aktører i bidrag til bæredygtig udvikling, blandt andet gennem offentlig-private partnerskaber. FN-forbundet forholder sig positive overfor inddragelsen af private aktører og opfordrer til, at der fortsat arbejdes for konkrete initiativer i forhold til at hjælpe det samlede erhvervsliv på vej. Dette kunne blandt andet gøres ved at fastsætte mere ambitiøse nationale, politiske og lovgivningsmæssige rammer, således at flere virksomheder tør satse på en bæredygtig og grøn omstilling.

Virksomhedernes sociale ansvar i aftaletekstens paragraf 47 er blevet nedprioriteret og udvandet fra, hvad der oprindeligt stod i teksten frem til forhandlingerne i Rio. Den sidste forhandlingsrunde i Rio gjorde teksten så svag, at den nu kan fortolkes på så mange forskellige måder, at det er svært at se, hvilken effekt den kommer til at have på længere sigt. Teksten indeholder ingen egentlige forpligtelser eller tilnærmelsesvis en forståelse for, hvilket ansvar virksomheder har i forbindelse med udviklingen af en mere bæredygtig fremtid, men opmuntrer i stedet blot de private virksomheder til fortsat at overveje at adoptere frivillige standarder og rapporteringssystemer.

FN-forbundet er positive overfor den private sektors involvering, men anser fortsat fokus på udvikling af politiske og lovgivningsmæssige rammebetingelser for virksomheders sociale ansvar som et væsentligt instrument til vejen mod et bæredygtigt verdenssamfund. FN-forbundet kunne have ønsket sig en mere ambitiøs paragraf 47, men det er dog positivt, at paragraffen overlevede og således kan være et fundament for videre handling. Med paragraffen er der skabt en større opmærksomhed på vigtigheden af, at regeringer fokuserer på rammebetingelser i stedet for f.eks. Global Reporting Initiative. Endvidere har flere aktører og lande skærpet opmærksomheden på paragraffen, hvilket måske kan føre til et højere ambitionsniveau i fremtiden. Frankrig, Danmark, Brasilien og Sydafrika udmeldte i forbindelse med forhandlingerne, at de var ’Friends of paragraph 47’, hvilket måske kan styrke og udvikle politisk støtte på området

FN som samlende og faciliterende institution Behovet for et bredt favnende FN, der kan mobilisere de mange forskellige aktører (jf. afsnit 5.), er stort efter Rio+20-konferencen. Forhandlingsprocessen op mod topmødet bar præg af, at mange af de lande, der potentielt kunne være med til at sætte en ambitiøs bæredygtighedsdagsorden, ikke ville, mens mange af de lande, der havde gode intentioner og gerne ville, simpelthen ikke kunne. Dem, der både kunne og ville – civilsamfund og lokale myndigheder - blev ikke for alvor inddraget og hørt i forhandlingerne.

Det er FN-forbundets opfattelse, at forhandlingsprocessen savnede konkrete handlingsorienterede initiativer fra nationalstaterne, og at handlingsorienterede løsningsanvisninger i stedet kom fra aktører, der repræsenterede regionale og lokale aktører. Tilbage ser FN-forbundet et institutionelt FN, der ikke endnu har formået at tilpasse sig de nye magtkonstellationer horisontalt mellem lande og vertikalt mellem de nationale, regionale og lokale niveauer og derfor er ude af stand til for alvor at sætte retning og give fremdrift i afgørende internationale forhandlinger.

FN-forbundet er derfor af den opfattelse, at FN i fremtiden i højere grad bør søge at udnytte sin rolle som international organisation for at samle alle aktører i verdenssamfundet om bæredygtig udvikling og i højere grad facilitere og motivere til nye initiativer. Dette er meget lig den kommission for global regeringsførelse, der blev nedsat som følge af bæredygtighedstopmødet i 1992.

10

Hvad kan FN gøre anderledes?

FN-forbundet mener, at FN's rolle som samlende og faciliterende international institution bør styrkes og opfordrer derfor til, at: FN's programmer, der relaterer til bæredygtig udvikling opgraderes, særligt med fokus FN's Udviklingsprogram UNDP og FN's miljøprogram UNEP. Konkret med relation til resultatet fra Rio+20 opfordrer FN-forbundet til, at UNEP opgraderes, således at det omdannes til en FNorganisation (UNEO) – hvilket ikke blev inkluderet i aftaleteksten. Et UNEO vil give nye muligheder for at udvikle nye initiativer og samle eksisterende i højere grad end i dag.

FN kan med denne struktur målrettet overvåge og monitorere den globale udvikling indenfor bæredygtig udvikling i forbindelse med en række udvalgte indikatorer. Således vil FN kunne bidrage til at skabe klarhed og overblik over den bæredygtige udvikling (eller manglen på samme) på globalt niveau og samtidig i højere grad kunne understøtte forskning og uddannelse.

FN ville på denne måde kunne udvikles til at være en vidensbank for mangeartede aspekter af global bæredygtig udvikling. FN vil blandt andet kunne samle og dele erfaringer fra konkrete bæredygtighedsprojekter på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt niveau. Set med FN-forbundets øjne er der særligt et behov for at samle og dele erfaringer fra de mange initiativer på lokalt niveau, da disse har karakter af en høj grad af nytænkning og kan fungere som inspiration for mange globale aktører.

FN vil ligeledes kunne fungere som opsamlingscentrum og internationalt testcenter for de mange udviklingsorienterede initiativer, der forsøger at anvise nye metoder og modeller for bæredygtig udvikling. FN kunne eksempelvis igangsætte initiativer med det formål at videreudvikle og afprøve alternativer og supplementer til det traditionelle bruttonationalprodukt, samt videreformidle erfaringer herfra til alle niveauer af aktører.

Det nye High Level Political Forum, hvis etablering blev vedtaget i aftaleteksten fra Rio+20konferencen, pålægges ansvar og gives beføjelser til at kunne varetage ovenstående indtil FN's miljøprogram opgraderes til en decideret organisation (UNEO) med tilhørende ressourcer og beføjelser.

Danmark som foregangsland Det er vigtigt, at lande med en tydelig bæredygtighedsdagsorden – på trods af fraværet af nye initiativer i Rio+20-slutdokumentet – ikke opgiver egne initiativer for at fremme bæredygtighed nationalt, regionalt, internationalt og i FN-regi. På baggrund af Rio+20 er det FN-forbundets synspunkt, at der er et fortsat stort behov for, at Danmark fastholder og udvikler initiativer, der kan fungere til inspiration og anvisning af løsninger på konkrete elementer af bæredygtighedsdagsordenen. Det er FN-forbundets klare opfattelse, at der er et stort behov for, at de lande, der kan og vil – og som samtidig kan påvise konkrete resultater på bæredygtighedsområdet – må og skal gå forrest i den videre proces mod global bæredygtig udvikling.

Forslag til danske initiativer FN-forbundet ser Danmark som et af de lande, der skal gå forrest, og opfordrer derfor til, at: Danmark hurtigst muligt udarbejder en ny og forpligtende national strategi for bæredygtighed med mål og tidsgrænser samt tilhørende indikatorer, som angivet i regeringsgrundlaget, oktober 2011, og at denne strategi inkluderer den påvirkning, som produktion og forbrug i Danmark har på omverdenen. FN-forbundet opfordrer endvidere til, at bæredygtighedsstrategien forankres som en tværministeriel indsats og inkluderer aktører fra civilsamfundet, ligesom det er centralt, at den tilføres de nødvendige ressourcer, således at der kan udstikkes en tydelig retning for den bæredygtige udvikling i Danmark.

11

Danmark arbejder for, at EU’s bæredygtighedsstrategi (European Union Sustainable Development Strategy - EU SDS) revideres snarest muligt. En revisionen skulle have været besluttet i Det Europæiske Råd senest, december 2011, men dette blev ikke gjort. Derfor bør en revision af EU’s bæredygtighedsstrategi igangsættes snarest muligt, da en europæisk bæredygtighedsstrategi har potentiale til at fungere som en konstruktiv ramme for det fremadrettede arbejde med udvikling og implementering af de globale bæredygtighedsmål (SDG).

Danmark opretter et nationalt bæredygtigheds-organ, eksempelvis et råd eller et center, med det det formål at fungere som vidensbank for bæredygtig udvikling. Et nationalt bæredygtighedsorgan kan fungere som forum for udveksling af eksisterende viden om bæredygtig udvikling, det være sig strategier eller konkrete værktøjer og metoder. Et bæredygtigheds-organ vil ligeledes kunne udvikle og promovere nye tilgange til bæredygtig udvikling såvel lokalt (fx inddragelse af civilbefolkning), nationalt (fx viden til bæredygtighedsstrategi) som internationalt (fx inspiration til udvikling og implementering af indikatorer for bæredygtighed, der kan supplere det nuværende – og noget ensidige – bruttonationalprodukt). Et sådant organ vil samtidig kunne sætte fokus på og fremme de kommende bæredygtighedsmål i Danmark og skabe opmærksomhed omkring at sikre et bæredygtigt samfund for kommende generationer. I forlængelse heraf opfordrer FN-forbundet desuden den danske regering til at understøtte bæredygtighedsorienteret forskning.

Danmark arbejder for at fastholde EU 15-landene på deres mål om at afsætte minimum 0,7 procent af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand, og at EU 12-landene på samme vis afsætter minimum 0.33 procent til udviklingsbistand, som vedtaget i Det Europæiske Råd i 2005 (…). FN- forbundet opfordrer ligeledes den nuværende og fremtidige danske regeringer til at fastholde et ambitiøst niveau for den danske udviklingsbistand, således at den danske bistandsindsats nu og i fremtiden kan understøtte samarbejde med civilsamfundsopbyggende institutioner og organisationer i udviklingslandene med henblik på at fremme menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og social lighed.

Danmark medtænker fokus på alle aspekter af global bæredygtighed (herunder menneskerettigheder, social- og økonomisk retfærdighed, miljø og klima) i uddannelsesinstitutioner på alle niveauer (børneinstitutioner, skoler, gymnasier, universiteter mv.). Det er FN-forbundets opfattelse at den danske statsministers deltagelse i FN's generalsekretærs uddannelsesinitiativ, Education First, med fordel kan anvendes til at fremme uddannelse i bæredygtig udvikling på internationalt plan.

FN-forbundet mener, at Danmark ikke bare har muligheden for at påtage sig rollen som foregangsland, men også har en forpligtelse for at fastholde et fortsat fokus på behovet for en omstilling til global bæredygtig udvikling både på nationalt niveau og i FN-regi.

© FN-forbundet 2012

UN Photo John Isaac

12