portrætteret høje, da jeg fortalte om vores Christian den Fjerde-forløb, hvor vi var i København en hel dag«, fortæller Birgit Lise Andersen. Som heldagsskole kan Strandgårdskolen tænke typiske skolefritidsordningsaktiviteter som en tur i Rundetårn ind i sammenhæng med de øvrige mål. Birgit Lise Andersen kom fra et job som konsulent i skole- og ledelsesudvikling, da hun blev ansat til at stå i spidsen for den kriseramte skole i Ishøjs navnkundige ghettobyggeri Vejleåparken. Hun skulle vurdere, om den havde en chance, eller den skulle lukkes. Under massiv bevågenhed fra skiftende undervisningsministre og ikke uden konflikter med lærerne og Lærerforeningen lykkedes det at vende udviklingen. I dag har Strandgårdskolen lige så stor tilstrømning af distriktets børn som de fleste andre skoler og dertil mange henvendelser fra familier, der vil flytte deres større børn til skolen også fra andre skoledistrikter. Alligevel har flertallet af eleverne sort hår og muslimsk baggrund, for over 80 procent af distriktets børn er tosprogede.
Blæksprutterne På de fleste klassetrin er der to spor, men på 1. er der tre. Ikke 1.a, 1.b og 1.c, men Blæksprutterne, Søhestene og Krabberne. »Vi delte dem ved starten af 1. klasse som en ny start ud fra sociale hensyn. Men vi har allerede flyttet nogle elever mellem klasserne – det gør vi jævnligt«, fortæller Blæksprutternes matematiklærere Kamilla Vestergaard og Julie Tyle Pedersen. De bliver lidt forvirrede over journalistens spørgsmål om, hvad forældrene siger til, at børnene ikke går i den samme klasse fra børnehaveklasse til 9. klasse.
Kamilla Vestergaard er både matematiklærer på 1. årgang og årgangens skemalægger, der uge for uge fordeler arbejdstiden for de syv voksne, som de 64 elever møder i løbet af ugen.
»Vi arbejder som en årgang – det er helt normalt her, så det kender de jo fra elevernes store søskende«. Der er syv voksne – fem lærere og to pædagoger – tilknyttet 1. årgang med 64 elever. Denne fredag efter tipausen skal Blæksprutterne have matematik. Timen starter med en gennemgang af, hvad der skal ske, på et whiteboard – opvarmning, værksteder og smileyer. »Hvad har I af forventninger til jeres smileyer i dag?« spørger Julie.
»At de alle sammen er gule og glade!« svarer en pige. »Hvad skal der til, hvis smileyerne skal være gule og glade?« »At vi følger med og gør, som læreren siger, uden at kæmpe eller slås«, foreslår en dreng. »Det handler ikke om, hvorvidt I slås – det forventer vi i det hele taget, at I lader være med! Men det handler om, hvordan du har arbejdet i dag. Har du gjort dit bedste?« Som opvarmning klapper klasse og lærere alle tallene op til 100. Hvis en elev ikke orker at klappe i hænderne og stikke tomlen i vejret, skal han eller hun bare fortsætte med at sige tallene. Så skal eleverne vælge sig ind på dagens værksteder, men en pige starter med at smutte ind bag gardinet. De to lærere kan kun være i to af dagens fire værksteder – vendespil og kæmpebanko. I et tredje værksted sætter læreren en lille skærm på bordet mellem to børn, og så skal den ene forklare den anden, hvor på en tom bankoplade han skal lægge de forskellige tal – foruden tallenes navne skal de træne ord som op, ned, højre, venstre, øverst og nederst. Men både her og ved bordene, hvor eleverne skal skrive tal i deres hæfte, er der flere børn, der ikke af sig selv går i gang med opgaverne.
Motiverede »Vi arbejder meget med medansvar og medbestemmelse. De er ekstra motiverede, når de for eksempel selv har valgt værksted, men det er et langt, sejt træk. I 2. klasse – der kører det. Værkstedsarbejdet er en krævende arbejdsform, men den tilgodeser elevernes behov for at bruge deres krop, bruge deres hænder og veksle mellem at arbejde alene, i par eller grupper. Men det er en
Tillidsrepræsentanten:
Man bliver lidt hinandens arbejdsgiver
Tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant på Strandgårdskolen Eva Norford brænder som sine kolleger for arbejdet med de tosprogede børn og er overbevist om, at helhedsskolen er det rette tilbud for dem. Men hun er bekymret for, om ildsjælene lægger så mange kræfter i jobbet, at de brænder ud. For selvom der er lagt timer ind i skemaet til at planlægge de mange tværgående aktiviteter, er der jo også brug for individuel forberedelse.
16 /
»Jeg kan godt være bekymret for, at meget af arbejdet bliver usynligt – at man bare forventer, at vi leverer det, også nu hvor vi får endnu flere undervisningstimer«, siger Eva Norford. »Det er et problem, at man bliver lidt arbejdsgiver for hinanden i årgangsteamene«, siger hun. Arbejdstilrettelæggelsen i Ishøj Kommune under lov 409 er p.t. ikke faldet på plads. kra@dlf.org
folkeskolen / 01 / 2014
141865 p14-19_FS0114_Ishoej_1.indd 16
06/01/14 10.38
