”Vi bruger Google, fordi det giver mening”
FOTO Peter Helles
ORD Andreas Brøns Riise
I diskussionen om datasikkerhed drukner de gode pædagogiske grunde til, at et stadig større antal skoler bruger Googles værktøjer. Sådan lyder det fra to it-administratorer. De afventer med sindsro besked fra Datatilsynet om it-sikkerheden i deres skole og kommune. “Man kan godt komme til at fremstå semireligiøs”, griner Morten Ulstrup et par gange undervejs i interviewet, når han godt selv kan mærke, at engagementet tager over, og talestrømmen flyder lidt hurtigere end normalt. Men det handler netop om engagement og ikke om religion, skynder han sig at understrege. Om at han oplever så mange fordele ved at bruge de Google-værktøjer til skolebrug, som det seneste års tid har været omdrejningspunkt for en debat om datasikkerhed. Den skal selvfølgelig være i orden, understreger han, og det mener han også, at den er på hans skole. Det vender vi tilbage til. Morten Ulstrup har været primus motor på, at landets næststørste skole, Glostrup Skole, i dag er 100 procent “i skyen”. Skolen er gået fra at arbejde i Microsofts kontorpakke på Windows-pc’er til i stedet at bruge Googles kontorpakke på Chromebooks. Han er derfor i dag fuldtidsadministrator for et system, der er bygget op omkring Googles kontorpakke kaldet Google Workspace Enterprise, og som tæller omkring 3.000 brugere – herunder cirka 2.200 elever og 320 ansatte fordelt på skolens fire afdelinger. Fordelene, synes Morten Ulstrup, er til at få øje på. Han remser op: Maskinerne er klar til brug, få sekunder efter at de er blevet tændt. Styresystem og alle programmer opdateres automatisk løbende, så alle brugere – både elever og lærere – altid sidder med den samme version af styresystem og programmer. Alle filer ligger i skyen. Det vil sige, at når en Chromebook har udstået sin værnepligt Folkeskolen
03
2022
21