Blogs
Af Dorthe B. Clausen, børnehaveklasseleder på Vestfjendsskolen og blogger på folkeskolen.dk Privatfoto
“Min mor gider ikke have flere beskeder fra dig” Forældre kan komme til at give udtryk for, at det er irriterende med al den ”brok” i kontaktbogen – men det er en del af pakken, hvis vi skal være i dialog om barnet. Vi kan vist godt blive enige om, at sådan en overskrift kan få en hvilken som helst børnehaveklasseleder (eller hvem der nu er modtager) til at spærre øjnene op. Det gjorde jeg! Dagen i børnehaveklassen var lige startet, jeg havde gennemgået dagens program, og vi havde læst det fjerde kapitel i Tutti-bogen. Eleverne var på deres plads – penalhuset og bøgerne kommet op af tasken, matematiktimen var så små ved at gå i gang. Vi småsnakkede, vendte lidt løst og fast. Lauge sagde: “Jeg tabte en tand i går”. Yes! Jeg satte et kryds på vores tabt tand-tælleliste. Lauge havde tabt tand nummer 70 i dette skoleår, vi jublede og kunne glæde os over, at vi nærmer os de 100 tabte tænder. Vi regnede lidt og sagde tælleremsen 10-20-30 … Eleverne var aktive, der var masser af læring, det var hyggeligt, og stemningen var rigtig god, lige indtil Anders (ud af det blå) sagde til mig: “Min mor gider ikke have flere beskeder fra dig!” Det var, som om tiden stod stille, jeg skulle
“Det var, som om tiden stod stille, jeg skulle lige mærke efter. Var det virkelig det, han sagde?” lige mærke efter. Var det virkelig det, han sagde? Nuvel, jeg havde da de sidste dage skrevet i Anders’ kontaktbog, der havde været noget drilleri, næsvished og øgenavne over for kammeraterne, og ugen forinden havde jeg også haft en telefonsamtale med mor. Da det (endelig) blev frikvarter, stoppede jeg Anders, for jeg var lidt nysgerrig på, hvordan
jeg skulle forstå den besked, han havde givet mig tidligere. Anders var meget fattet og kunne godt sige det igen, hvortil jeg spurgte: “Jamen Anders, er det mig, der skal lave noget om, altså ved ikke at skrive beskeder til din mor? Eller er det dig, der skal lave noget om?” Anders kiggede lidt forlegent ned i gulvet, han var godt klar over, at det var ham, der skulle ændre opførsel. Jeg blev helt glad, for jeg må jo nok indrømme, at beskeden nemt kunne opfattes på en helt anden måde. Desværre bliver jeg også oprigtig bekymret: Hvorfor bruger forældre vendinger, som den jeg oplevede, til et barn på seks år? Et seksårigt barn har svært ved at forstå meningen med den form for beskeder. Barnet kan med rette blive forvirret, misforstå og tolke helt forkert og dermed bruge beskeden uheldigt. Jeg vil allerhelst tro det bedste med hensyn til “mors besked” til mig. Jeg kunne dog godt tænke mig, at hun havde skrevet det i kontaktbogen og ikke brugt sit barn som sendebud. Jeg vil nemlig gerne have beskeder fra mor. Folkeskolen
03
2022
27
