D E B AT
En profession må have et fag, et professionssprog og en professionskultur Hvis lærere i fremtiden skal betragtes som professionelle og ikke proletarer, skal professionens sprog og professionsmarkører være tydeligere, advokerer lærer Daniel Panduro i sit kandidatspeciale.
KRONIK DANIEL PANDURO LÆRER PÅ CHRISTIANSHAVNS SKOLE CAND.MAG.
Hvis vi, også i fremtiden, skal betragtes som professionelle, skal vi standse den erodering af vores professionskarakteristika, der sker i disse år. 36 /
FOLKESKOLEN / 08 / 2018
Kort sagt: Hvis vi som professionelle lærere skal beskrive den verden, vi oplever, tilstrækkeligt præcist, har vi brug for et lærerfagligt vokabularium, altså et professionssprog.
Illustration: Peter Berke
Man kan tydeligt se, at hun er læge. Faktisk er der ingen tvivl, når hun står der i sin kittel med et navneskilt, hvorpå der ud over fornavn står de fire bogstaver »L-Æ-G-E«, mens hun smider om sig med de latinske betegnelser »Brachium«, »Cerebellum« og »Maxilla« med en klar erindring om det afgivne lægeløfte og om de forpligtelser, det pålægger hende. Man kan ikke lige så tydeligt se, at han er lærer. Der er ingen særlig beklædning, og læreren taler »hverdagsdansk« og har ikke lovet at ville forpligte sig på hverken professionsidealet eller folkeskolens formålsparagraf. Vi lærere er på mange måder udfordrede i vores professionsudøvelse. Det er ikke noget, vi snakker meget om, særligt ikke i tider som disse, hvor lærerværelserne summer af snak om den kommende konflikt, manglende forberedelsestid og dagligdagens pædagogiske udfordringer. Men det er vigtigt, at vi som gruppe, som profession, tør tage snakken om, hvad der adskiller os fra andre professioner, eller endnu vigtigere: Hvad der adskiller os fra lægmænd.
Lad os tage et konkret eksempel: På læreruddannelsen har man ved den seneste reform skiftet de lærerfaglige kernefag pædagogik, psykologi og almen didaktik ud med lærerens grundfaglighed (LG). For det utrænede øje kan denne beslutning måske virke ligegyldig – de lærerstuderende lærer vel stadig om børns læring, udvikling og dannelse? Ja, men hvor de tre tidligere fag var fag i deres egen ret, der pegede tilbage på en professionshistorie, så står lærerens grundfaglighed frit svævende i en historieløs boble. På trods af at der sikkert bliver bedrevet spændende og vedkommende undervisning under LG-overskriften, så giver faget ikke de studerende en indføring i en distinkt faglighed eller et bredt videnskabeligt grundlag at holde skole på. Denne bevægelse fra historisk og videnskabelig tyngde til en langt bredere overskrift har betydet, at lærerne er ved at miste noget, der er helt centralt for vores professionsudøvelse: vores professionssprog. Et professionssprog er ikke et sprog, der har til formål at ekskludere menigmand fra den pædagogiske samtale. Tværtimod: Det er vores ansvar at inddrage flere i den pædagogiske diskussion. Men vi har brug for et professionssprog, fordi vi derved kan kommunikere præcist og fyldestgørende på en måde, der inddrager den pædagogiske og didaktiske teori og de forståelsesrammer, vi har qua vores professionsuddannelse. Der er for eksempel forskel på summativ og formativ evaluering, ligesom det gør en forskel, om vi inddeler eleverne i heterogene eller homogene grupper, og der er forskel på elev- og undervisningsdifferentiering.
