debatteret
Psykologien som medspiller i skolesammenlægninger Erfaring og forskning viser, at mange fusioner ikke lykkes. På skoleområdet sammenlægges som bekendt skoler som aldrig før. Spørgsmålet og udfordringen er, hvordan man vender psykologien fra at give benspænd til at være medspiller i en sådan kompleks proces. kronik Morten novrup Henriksen og tHoMas lundby, organisationspsykologer ved lundby & novrup aps
For mange ledere er det en ny opgave at skulle gøre to skoler, to personalegrupper, to elevgrupper og to forældregrupper til en – og få det til at virke. Ændringer i skolestrukturen er resultatet af en politisk proces, som forældre og lærere oftest er uenige i. Naturligvis arbejder alle loyalt med på at udmønte den politiske beslutning, men lederne er på en voldsom opgave. At bygge bro mellem personalegrupper, der ikke har ønsket hinanden, på grundlag af en beslutning, de som udgangspunkt er uenige i. Ledelsesopgaven ligner ikke noget, lederne er vant til fra den daglige ledelse af skolen, og der skal graves dybt efter de rigtige værktøjer. Ofte er en lykkelig udgang mere baseret på heldige omstændigheder end på en organisatorisk veltilrettelagt og bevidst indsats, simpelthen fordi værktøjerne er uvante. Når man tænker 24 /
på konsekvenserne og de langvarige virkninger af en fejlslagen sammenlægning, ville det være naturligt, at kommunerne valgte at stille den ekspertise til rådighed, som rent faktisk kan støtte lærerne og lederne i den meget vanskelige omstillingsproces. Det er der brug for. Vi forstår godt, at lederne på det grundlag i stigende grad har efterspurgt organisationspsykologisk viden og hjælp i form af coaching og direkte processtyring. Vores job som organisationspsykologer er, lidt skævt sagt, at gøre psykologien i organisationer og relationer til medspiller frem for benspænd i den arbejdsmæssige hverdag og under forandringsprocesser. Gennem vores arbejde med skolesammenlægninger danner der sig nogle billeder af og erfaringer omkring, hvilke organisationspsykologiske temaer der ofte bliver dilemmaer i disse processer.
Familieskænderiet – værdier, der clasher En af de meget velkendte processer, der kan opstå, er »storebror-lillebror«-dynamikken. Den lille skole oplever den store som bestemmende, nymodens, uden respekt eller øje for den lille. Den store skole oplever den lille skole som en »særling« ude af trit med tiden, piverne, anarkisterne.
Og ledelsen? Ja, faldgruben er her at ville forsøge at ensrette alt. Og specielt når ledelsen sætter fokus på værdier og kultur. Det går alt for ofte i hårdknude. Blandt andet fordi man som ledelse ikke har de nødvendige procesværktøjer til at styre sådan en proces, og fordi det derfor ender i diskussioner, hvor to kulturer står og råber fra hver deres ståsted. Ikke særlig konstruktivt. Afhængig af om skolen fortsat er opdelt på forskellige matrikler, må ledelsen nok overveje grundigt, hvad der nødvendigvis skal ensliggøres fra start, og hvad der kan håndteres bedre ved at drøfte fælles mål og ved at skabe konkret samarbejde om relevante konkrete opgaver på tværs.
Lærerteamene og det innovative potentiale Midt i alt kaosset ligger et kæmpe potentiale. Potentialet for innovation og kompetenceudvikling. Vi oplever i vores arbejde med folkeskolelærere et brølende behov for kompetenceudvikling. Det er ikke længe siden, medierne var fyldt af historien fra Odense Kommune om at »sætte det bedste hold« og lærernes modsvar, som blandt andet gik på, at skolerne havde ladt dem i stikken omkring kompetenceudviklingen.
folkeskolen / 14 / 2012
136673 p24-25_FS1412_kronik.indd 24
10/08/12 14.08
