DEBAT Hun sejrede – ene kvinde mod 20 mænd
Lærer og skoleleder Thora Pedersen kæmpede for ligestilling med et forslag om lige løn for lige arbejde i folkeskolen. Men mange mænd strittede imod, for det ville skade lærernes sociale anseelse, mente de. KRONIK THORKILD THEJSEN, PROJEKTLEDER FOR LÆRERPROFESSION.DK, TIDLIGERE CHEFREDAKTØR FOR FAGBLADET FOLKESKOLEN
28 /
FOLKESKOLEN / 15 / 2019
Illustration: Peter Berke
For 100 år siden, den 19. september 1919, blev det lovfæstet, at mandlige og kvindelige lærere – og alle andre offentligt ansatte – skulle have samme løn for samme arbejde. Det kan vi i høj grad takke lærer Thora Pedersen for. I to år kæmpede hun i statens lønningskommission – som den eneste kvinde sammen med 20 mænd. 19 af dem gik ind for uligeløn eller, som det hed, »løn efter køn«, mens hun argumenterede for lige løn for lige arbejde. Hun vandt. Men modstanden både i kommissionen og i Danmarks Lærerforening (DLF) var voldsom. Ja, foreningen var ved at knække midtover på grund af uenigheden. Men Thora Pedersen kæmpede tålmodigt og med politisk tæft. I kommissionen mente man(d), at »Kvindelige Tjenestemænd ikke stod Maal med deres mandlige Kolleger i Tjenesteydelser«, og at mændene derfor skulle have højere løn end kvinderne, fordi »Arbejdet kræver et vist Maal af Dannelse og Kundskab«. Thora Pedersen var medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse. Formanden, Hans Svane, gik også ind for ligeløn, men mange andre var imod. Han ønskede, at Thora Pedersen skulle repræsentere DLF i lønningskommissionen. Hun svarede, at hun
ikke ville være den eneste repræsentant for DLF, for »det vilde være en umulig Stilling«. Resultatet blev, at DLF fik to medlemmer i kommissionen, så Thora Pedersen kunne arbejde for ligeløn, og landsbylærer Carl Dige kunne arbejde for løn efter køn. Som han skrev i Folkeskolen: »Vi Mænd maa samle vore Energi om at faa vores egen Stilling hævet saa meget som muligt under henvisning til, hvilke Krav der stilles os som Forsørgere og Stiftere af Hjem, og saa lade Kvinderne selv om, hvor højt de stiller deres Krav«.
»En Kommunelærerinde fra Ålborg« »20 Mænd var medlemmer af den Kommission – og hvilke Mænd«, skrev Thora Pedersen. »De forekom mig som rene Giganter. For hvem var jeg, en Kvinde – en Kommunelærerinde fra Ålborg, som ikke engang havde sin Organisation DLF i Ryggen, for den gik imod det, jeg gik ind for«. Og ganske rigtigt: Det var op ad bakke i DLF. Formanden fik ganske vist hovestyrelsen med på et forslag om ligeløn med et »forsørgertillæg«, som skulle lægges til grundlønnen – uanset om forsørgeren var mand eller kvinde. Men det ophidsede ganske mange mænd. Det ville »skade Lærernes sociale Anseelse«, og det var »et sørgeligt Udslag af den fortvivlede Kvindebevægelse«, lød anklagerne på et foreningsmøde. »Gammeljomfruforslag« blev der råbt fra salen, da Thora Pedersen talte. Fra hendes hjemby modtog DLF bagefter to resolutioner. En fra 57 lærerinder, der støttede princippet, hvor »lige Løn for lige
Arbejde var Grundlaget«. Og en fra 62 købstadslærere, der argumenterede for, at mænd skulle lønnes højere på grund af værnepligten og enkeforsørgelsen. Og fordi »Lærerindernes Arbejdsevne som Regel ikke staar Maal med Lærernes«. Stemningen var så ophidset, at Hans Svane måtte sætte sin stilling ind på at støtte hendes plads i lønningskommissionen. Til kritikerne svarede Thora Pedersen selv, at hun ud over at repræsentere de 4.000
