Folkeskolen nr. 18, 2021

Page 27

“Jeg er heldigvis ikke klasselærer”

“Det sværeste som ny lærer er, at man har så travlt. Man skal forberede møder, forberede timer, mange vil have fat i dig, og så er klasserumsledelse svært. Jeg har haft store adfærdsmæssige forventninger til eleverne, og så er jeg overrasket over, hvor lidt fagligt de kan i 4. klasse i matematik. Men jeg er heldigvis ikke klasselærer. Det er jeg glad for, det ville være for meget”, siger THOMAS DALHOFF, der begyndte på Gentofte Skole her efter sommerferien. Han har tidligere arbejdet som vikar på skolen. Thomas Dalhoff blev uddannet lærer sommeren 2019 og har arbejdet på en international skole i Vietnam i to år. Der underviste han 16-18-årige, og der var meget disciplin. Nu har han 4.-klasserne i matematik og idræt, og de er ikke lige så autoritetstro som de vietnamesiske elever. “Nogle svarer igen, og de adlyder ikke. Det er jeg blevet noget overrasket over, fordi jeg har prøvet det andet i to år. Fagligt ligger eleverne ret meget på linje i klasserne, men adfærdsmæssigt er der udfordringer”. På Gentofte Skoles interne kursus for nyuddannede lærere har han valgt at observere lærer Klaus Berg, som er god til klasserumsledelse. “Didaktik og formidling er på læreruddannelsen meget mere teoretisk end praktisk. Jeg har ikke lært formidling på uddannelsen. Der foregår det hele meget mere akademisk. Derfor er dette kursus supergodt. Her har vi et forum, hvor det er i orden at tale om de vanskelige ting. Det er rart at kunne dele det i et trygt rum”. Thomas Dalhoff er blevet lærer, fordi han elsker at have med børn og deres udvikling at gøre. Han var fodboldtræner som ung og holder af at se, når ny læring opstår hos eleverne. Og så kan han godt lide, at jobbet er uforudsigeligt – selv om det også er det, der gør det hårdt. “Jeg kan lide at formidle. Jeg sælger en viden, og det skal helst være interessant. Jeg synes, der skulle være meget mere fokus på praktikken under uddannelsen. Hvis jeg ikke havde været vikar først, så ville det have været ekstra svært at komme ud i. Det er ikke nok at være en fagligt dygtig matematiklærer, man skal jo også kunne formidle det til børnene”. Han prøver at undgå at tage for meget arbejde med hjem: “Jeg prøver at huske, at det jo er et job. Ikke hele mit liv”. hl@folkeskolen.dk

Folkeskolen

18

2021

27


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.