debatteret
Professionshøjskoler mangler en
professionsdidaktik Hvad der virker, best practice, læringsstilsmetoder og klasserumsledelser er ikke nok træning for lærerstuderende. De skal have mulighed for en almen diskussion om folkeskolens overordnede formål og opgave, herunder lærerens personlige ansvar.
kronik Iben ValentIn Jensen lektor
Danmark har de sidste år forsøgt at udvikle en international uddannelseskultur ved at øge de oprindelige seminariers videnskabelige og akademiske niveau. Da professionshøjskolerne i den forbindelse jævnligt skal akkrediteres, betyder det, at vi i øjeblikket oversvømmes af en angelsaksisk akademisk-videnskabelig tænkning, der – ulig den kontinentale – har et øget fokus på naturvidenskaben, metoder og adfærd. Men lektorer på professionshøjskoler kan ikke enøjet træne lærerstuderende op i, hvad der virker, best practice, klasserumsledelse og læringsstilsmetoder, hvis de ikke samtidig har tid og mulighed for en almen diskussion om, hvad folkeskolens overordnede formål og opgave er, og vores personlige ansvar i den forbindelse. Den side af sagen er desværre druknet i en adfærdsudgave af en evidensbaseret fiksering, der snarere hører hjemme i et diktatur. Professionshøjskolen må finde tilbage til sine rødder, udvikle dem og gå i værdig dialog med omverdenen: Der findes to pædagogiske traditioner i Danmark, som har 38 /
haft afgørende betydning for professionsforståelsen hos lærere og pædagoger. Den ene tradition er reformpædagogikken, der har fokus på erfaringen, sanserne og deltagelsen. Den anden tradition er livsoplysningen, der har fokus på fortællingen, fantasien og livsmodet. Begge traditioner har deres udspring i oplysningstidens tyske almenpædagogiske tænkning og er på ingen måde forældede.
Angelsaksisk metodefiksering Det bliver afgørende for en reel international pædagogisk dialog, at danske studerende har en forståelse for vores danske pædagogiske tradition, der tager udgangspunkt i almene og kritiske dannelsesteorier. Det er en banal pointe i dag, at vi skal forstå vores egne rødder for at kunne gå i dialog med andre kulturer. Det gælder også, når emnet er fremtidens pædagogiske udfordringer. Det er ærgerligt for den angelsaksiske tænkning, at der ikke er mulighed for at få en kritisk-konstruktiv feedback fra den kontinentale almene pædagogik, og her i særdeleshed den reformpædagogiske, kritiske og livsoplysende danske tradition. I stedet er der i øjeblikket våbenhvile mellem den angelsaksiske og den kontinentale tradition, hvor de optræder som hånligt grinende parallelspor ledet af Jens Rasmussen, Lars Qvortrup og Niels Egelund som de tre tenorer.
Alene den angelsaksiske metodefikserede udgave har systemets velsignelse, og det er både akademisk og videnskabeligt en katastrofe, fordi vi går glip af en kritisk intellektuel dialog til gavn for den pædagogiske praksis.
Vi behøver desperat en gennemgående didaktisk diskussion i forhold til de nuværende professionshøjskolers øgede akademiske og videnskabelige arbejdsformer. Disse har bestemt løftet eksempelvis det skriftlige niveau på professionsuddannelserne og er nødvendige i moderne, komplekse forbindelser i forhold til kommunikationen og professionsudviklingen. Men samtidig peger reformpædagogikken og livsoplysningen på netop det dialogiske, nærværende møde og den narrative, sanselige ramme, som også er kvalificerende for netop professionsuddannelser – og som de næste mange år formodentlig vil være grunden til, at vores skolesystem fungerer på trods af mange problematiske administrative og organisatoriske tiltag.
Lærerens personlige ansvar Vi behøver lærebogsmidler på professionshøjskolen, som netop er sanselige og fortællende, og som har fokus på den studerendes personlige ansvar og opgave som lærer. Den
folkeskolen / 19 / 2012
136678 p38-39_FS1912_kronik.indd 38
22/10/12 14.19
