DEBAT Skolemødet – en invitation til en ny samarbejdsmodel for folkeskolen Med afsæt i Danmarks Lærerforenings folkeskoleideal samler DLF forskere, politikere og praktikere fra lærerprofessionen til skolemøde den 5. december. Håbet er at finde et afsæt til en fælles samarbejdsform for folkeskolen.
KRONIK ANDERS BONDO CHRISTENSEN FORMAND FOR DANMARKS LÆRERFORENING
Folkeskolen er Danmarks vigtigste samfundsinstitution. Den giver de kommende generationer den afgørende grunduddannelse og yder et helt afgørende og unikt bidrag til deres dannelse, og så har folkeskolen en uvurderlig betydning for den samfundsmodel, vi har valgt i Danmark. Folkeskolen skal tages alvorligt, og den fortjener, at vi seriøst samarbejder om at gøre den så god for eleverne og for samfundet som overhovedet muligt. Skolemødet er netop en invitation til, at vi sammen udvikler en ny og langt mere kvalificeret måde at samarbejde om folkeskolen på. I foråret 2018 indgik vi aftalen om Ny start. Det er åbenlyst for enhver, at aftalen kom i hus, fordi parterne var presset til at finde et alternativ til endnu en ødelæggende konflikt på undervisningsområdet – ikke just det bedste udgangspunkt for et godt samarbejde, kunne man mene. Her halvandet år senere kan vi imidlertid konstatere, at samarbejdet i mange kommuner og samarbejdet centralt mellem KL og Danmarks Lærerforening (DLF) rent faktisk er blevet klart forbedret. Kernen i det aftalte forpligtende samarbejde var og er at skabe størst mulig kvalitet i undervis28 /
FOLKESKOLEN / 21 / 2019
ningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital. Skolemødet kan ses som en naturlig og nødvendig udvikling af aftalen om Ny start, hvor også politikerne på Christiansborg indgår. De politiske partier har generelt udtrykt deres opbakning til aftalen, og i det politiske grundlag for regeringen står der direkte, at en ny regering aktivt vil bakke op om den aftale, som Danmarks Lærerforening og KL har indgået om Ny start. Skolemødet indledes med en kort præsentation af Danmarks Lærerforenings folkeskoleideal, der som bekendt er en del af vores – lærerprofessionens – bidrag til debatten om, hvorfor vi holder skole i Danmark. Vi kommer på ingen måde med en facitliste, men vi håber, at vi med folkeskoleidealet kan bidrage til en fælles og grundig refleksion over folkeskolens rolle i fremtidens samfund. Med en forståelse for hinandens udgangspunkt og forhåbentlig en højere grad af fælles kompasretning for folkeskolen får vi et langt bedre afsæt til at finde fælles brugbare løsninger på folkeskolens udfordringer.
Samfundskontrakt om folkeskolen Og det er der i høj grad brug for. I perioden fra 2003 til 2013 på bare 11 år blev der gennemført ikke mindre end tre omfattende skolereformer. Som en markant modsætning hertil er der i et land som Finland ikke gennemført en eneste skolereform i mere end 30 år. I Finland er der en lang tradition for, at der er en samfundskontrakt om, at grundskolen