ANMELDELSER Rå tone og holdninger på spidsen Nyt, overskueligt forløb åbner muligheder for at arbejde med ekstreme holdninger på nettet. Vi tager afsæt i på overfladen uskyldige videoer, der rummer det ekstreme i mere eller mindre fordækt grad. DANNELSE
Ekstremt demokratisk •G ratis • F orlag: C:ntact Integration og Uddannelse, Dansk Ungdoms Fællesråd
44 /
FOLKESKOLEN / 22 / 2019
○ ANMELDT AF: JANUS NEUMANN
På sengen sidder en pige. Hun har fået nye sneakers af sin kæreste. Dem vil hun gerne vise frem. Kæresten er bare så omsorgsfuld, og ja, han har da slået hende, men det fortjente hun jo, for hun stalkede ham med sms’er. Så måtte han vise sin maskulinitet og sætte hende på plads. Bare fordi hun er pige, har hun jo ikke betingelsesløst ret i alt. Pigen på sengen er skuespiller, og holdningerne er ikke hendes egne, men videoen er forklædt som en tilfældig unboxing-video, og heri gemmer sig det fordækte. Med »Ekstremt demokratisk« har C:ntact skabt et materiale, man som lærer kan inddrage i mange fag. Det være sig dansk, kristendomskundskab, samfundsfag eller timeløse fag om it og etik. Forløbets ni videoer er delt i kategorierne »magt og modstand«, »køn og seksualitet« og »racisme og nationalisme«. Jeg har haft lejlighed til at prøve forløbet af i to 7.-klasser. Personligt havde jeg lidt svært ved at vænne mig til udtrykket i forløbet, og særligt havde jeg svært ved at vænne mig til inddragelsen af figurer fra tegnefilmuniverset »Gigis«, som jeg synes trækker fagligheden i den gale retning. Eleverne synes det modsatte. De synes, »Gigis«universet er sjovt, fordi det er så stereotypt, som det er. Efter hver video følger nogle elevopgaver, hvor man i par eller i klassen skal diskutere videoernes indhold, og den del fungerer rigtig godt. Til sidst kan man se Gigis’ kommentarer, og det er netop pointen, at de ikke giver svarene, men holder spørgsmålene åbne. Ideen er, at eleverne skal blive i stand til at gennemskue og forholde sig kritisk til ekstreme ytringer på nettet. I det nye faghæfte fra samfundsfag kan man læse: »Elevernes ytringsfrihed i skolen skal foregå inden for rammerne af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, som det fremgår af folkeskolelovens formålsparagraf. Det er læreren og skolens ansvar at sikre, at åndsfrihed og ligeværd respekteres, samtidig med at klassen kan være et åbent forum for forskellige holdninger«.
»Ekstremt demokratisk« giver netop mulighed for at fremme den åbne dialog, der ligger i denne formulering. Der er nemlig ingen lukkede svar. Finessen ligger i, at ikke alt, hvad personerne i videoerne siger, er ekstremt, de siger også ting, der fra forskellige perspektiver kan give mening. Det skal man sammen med eleverne gennemskue og dechifrere.
Ideen er, at eleverne skal blive i stand til at gennemskue og forholde sig kritisk til ekstreme ytringer på nettet.
Eleverne i begge 7.-klasser var positive over for forløbet. Ved en hurtig evaluering gav de udtryk for, at det var fedt at få lov til at sige, hvad man mente, at det var en ny måde at lære på, og at det ikke kun var pænt, men også »anderledes«. Det synes jeg er med til at blåstemple forløbet. Det er dem, der er modtagerne. Til sidst skal det selvfølgelig med, at forløbet er gratis og derfor nemt at få adgang til. En anden stor fordel er, at man ikke behøver at bruge det hele på en gang. De enkelte videoer kan ses og bearbejdes på 15-20 minutter og kan derfor virke som triggere til samfundsfag, kristendomskundskab eller digital dannelse. Eleverne møder de digitale ytringer på nettet, og vi kan være med til at forberede dem og have antennerne ude, når de færdes digitalt. Desuden får man den mundtlige dimension i spil i den demokratiske samtale, og lige præcis den samtale skal styrkes, når nettet til tider flyder over med ekstreme holdninger, der modarbejder den. Prøv forløbet af med din udskolingsklasse. Ikke længere ned. Dertil er videoernes indhold for komplekst.