portrætteret Formand for Børnerådet Lisbeth Zornig er et godt eksempel på, hvordan andre reddede hende ud af et misbrugshjem. Hun er bange for, at lærere i dag ikke underretter, fordi de for nemt lader sig manipulere af udsatte børns forældre. Lærere skal i højere grad kæmpe børnenes sag.
Tre lærere
reddede hendes liv Tekst
Christian Grunert
Foto
Jakob Carlsen
»Generelt gælder der ikke de samme værdier og ’ti bud’ i det miljø, jeg kommer fra, som i det, lærere og andre almindelige mennesker færdes i«, siger Lisbeth Zornig Andersen. »I det miljø, jeg kommer fra, er løgnen det gennemgående«, forklarer hun. Lisbeth Zornig er formand for Børnerådet og forfatter til bogen om sit liv, »Zornig – vrede er mit mellemnavn«, der udkom i forrige måned. Bogen beskriver et liv med svigt og seksuelle krænkelser, men fortæller også en historie om lærere, der rakte hånden ud og hjalp hende væk fra det miljø, hun selv kalder en del af »Underdanmark«. Hun frygter, at årsagen til, at så mange lærere ikke altid underretter, er, at de for let lader sig manipulere af løgnagtige forældre til udsatte børn.
Forældre kører lærerne rundt i manegen Problemet er, at lærerne møder forældre til udsatte børn med deres eget normsæt og tror, at de agerer på samme måde som dem selv, men sådan er verden sjælden, siger hun. »Vi behandler mennesker ordentligt, til det modsatte er bevist. Det er et godt næstekærligt princip, men hvis man ikke er i stand til at gennemskue løgnene og manipulatio34 /
nerne, så er der nogle børn, der bliver ladt i stikken i alt for lang tid«. Hvis samfundet skal komme flere udsatte børn til hjælp, er det nødvendigt at give lærere og socialarbejdere mere tid – tid til at lære forældrene og deres børn at kende, siger hun. »Det er nødvendigt, hvis man skal have en fornemmelse af, hvad det er for nogle værdier, de har. Hvis bare man havde tid til at tale med børnene om, hvad det er for værdier, de har derhjemme. Spiser de med forældrene, hvornår er der sengetid, og hvordan med lektierne? Hvordan foregår det? Hvad får de at spise? Sådan nogle helt almindelige ting kan faktisk fortælle meget om, hvad der foregår derhjemme«. Ifølge Lisbeth Zornig ved forældre ikke altid, hvad der er rigtigt og forkert, men de ved til gengæld, hvad der er strafbart, siger hun. Og i de værste sager ser man gang på gang, at forældrene har udnyttet det på det groveste. »I den type sager taler vi om udspekulerede mennesker – som altid kun har fokus på egen overlevelse på bekostning af andre. Det er ikke, fordi det er onde mennesker eller dårlige mennesker. De er bare selv vokset op i miljøer, hvor man igennem generationer har mistet empatien og omsorgen for det andet menneske for at kunne holde ud at være i det. Der er grænser for, hvor meget vold man kan være vidne til uden at blive afstumpet«.
Ulydighed får ingen konsekvenser – kun for børnene Lisbeth Zornig reagerer meget skarpt på Folkeskolens undersøgelse om lærernes
folkeskolen / 29 / 2011
p34-36_FS2911_Zornig.indd 34
15/12/11 12.11
