At eje sandheden by Eksistensen

Af samme forfatter Sol og salt (ROMAN), 2018 Ravklumpen (BØRNEBOG), 1994

At eje sandheden af Ellen Strandgaard © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave 2019 ISBN 978-87-410-0628-4 Grafisk tilrettelæggelse: Tina D. Laursen Omslagsfoto: Marten Bjork, Unsplash Tryk: Druka Eksistensen Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk

At eje sandheden

Roman af Ellen Strandgaard

TAK til Anne Marie Tetevide, Jon Høyer, Lene Malmstrøm og Nils Bjervig, som læste med undervejs og gav mig gode råd, og tak til Hald Hovedgård for arbejdsophold.

“Physisch” ist nicht das einzige Kriterium einer Wahrheit. Es gibt nämlich auch seelische Wahrheiten, die sich physisch weder erklären noch beweisen oder bestreiten lassen. Carl Gustav Jung

At eje sandheden I Rise Mark 9

II RĂ¸dekro 53

III Viborg 79

IV Silkeborg 127

V Sommerhuset 167

VI Felsted Strand 189

VII Ud i verden 247

Rise Mark

”Hold igen!” råber Marie. Mette mærker knap nok jordemoderens faste hånd over underlivet, dér hvor smerten truer med at sprænge hende. Hun knuger Linnes hånd og vrider hovedet til siden for at vriste sig fri af den, der holder hende nede. ”Her!” Marie presser et stykke lærred ind mellem den fødendes tænder, som man trækker et bidsel ind i munden på en hest. Mette bider i tøjstumpen, hun knurrer som en gal hund. Linne tørrer hende over panden med en opvredet klud. Blanke knive drejer rundt i hende nederst, foran på kroppen og truer med at splintre hende. Hun har ikke gjort noget galt. Hun og Christian har ventet til bryllupsnatten. De blev frelst fra tuberkulosen, men hvad nytter det? Nu er hun på sit Golgatha. ”Kom, nu må du presse!” Maries stemme kommer langt borte fra. Mette adlyder, hun presser, som om hun skal skille sig af med en klump hård mave. Noget stort, varmt, vådt glider ubesværet ud mellem hendes ben, og i samme øjeblik er smerten væk. Så lyder et klask og et spædt vræl og Maries latter. ”En stor, velskabt pige!” Jordemoderen lyder glad. En pige! Mette hører lærredsstrimler gnide mod hinanden, hun ved, det er navlestrengen, der bliver underbundet. Et koldt vindpust fortæller, at døren går op. Bedste er kommet ned fra sit loftskammer med et strikket sjal om hoved og skuldre. Hun har hjulpet til i køkkenet og ventet sammen med Christian. ”Hov,” siger den gamle, ”katten strøg med. Mis, mis, ud! Er det nu, jeg skal komme med vandet?”

Bedstes stemme er lys, det er ikke til at høre, at hun er fyldt halvfjerds. ”Ja,” siger jordemoderen. ”Men få den kat ud!” Linne sparker efter dyret, der styrter efter den gamle ud ad døren. Det er godt at have sin søster i nærheden, og Linne har allerede prøvet det, Mette lige har gennemgået. Hun løfter hovedet fra puden. ”Hvornår får jeg hende?” Christian står i dørsprækken og kigger ind, hvor han ikke har lov at være nu. Hun kan se på hans ansigt, at han har hørt hende brøle, hun ved ikke, hvor højt, men hun er ru i halsen. Hun vil trøste ham, sige til ham, at hun ikke mærker noget nu, hvor det er overstået. Fuldbragt. Men han må vente. Bedste skubber ham til side på vej ind ad døren med et dampende vandfad. Jordemoderen har travlt med navlebind og svøb henne ved kommoden. Mette lukker øjnene og synker tilbage på puden. Hendes næsebor udvider sig for lugten af blod og jord. Lettelsen over at der ikke er noget i vejen med hendes førstefødte bobler i hende og bliver til et glædehulk, tårerne løber frit ned langs tindingerne, ned i hovedbunden. Fletningen generer ved ryggen. Hun løfter den fri, så den ligger over skulderen. I det dunkelt oplyste kammer tårner Maries skikkelse sig op over hende og lægger en bylt i hendes favn. Den nyfødte er svøbt stramt, så armene bliver holdt ind til kroppen. Øjnene i det lille ansigt er som små, liggende nymåner. Hovedet drejer i blinde med en søgende bevægelse hen mod sin mors bryst. Tungen stikker frem mellem spidsede læber, munden ligner et modent hindbær. Mette har aldrig vidst noget om den kildende følelse, det giver i underlivet, da hendes førstefødtes læber lukker sig om brystvorten og suger sig fast. Christian lister hen til sengen. Han retter på det indrammede broderi over hovedgærdet. Alt af Naade står der med gotiske guldbogstaver på sort fløjl. Han sætter sig tavs på sengekanten, rækker en forsigtig hånd frem og stryger over den lilles kind med en krum pegefinger. Jordemoderen stiller en stol hen, og han flytter sig over på den. Mette rækker ham den hånd, der ikke holder om det diende barn.

”Nu er vi en rigtig familie,” hvisker hun. ”Ja.” Han stryger hendes hånd, taknemligheden lyser ud af ham. ”Og Ras har klaret morgenmalkningen.” ”Han er en god dreng,” siger Mette. Malkning er kvindearbejde, men Christians bror hjælper til overalt, hvor der er brug for en ekstra hånd. ”Gud har været god mod os!” siger den unge far. Mette ser på ham. Den fyldige næse, de mørke øjne, overskægget. Jeg elsker ham, tænker hun og siger: ”Hvem skulle have troet, at vi kunne blive selvejere!” Med et glimt i øjet siger han: ”Helt galt er det ikke at være tysk!” Hun er nødt til at irettesætte ham: ”Havde vi været danske, var der nok også blevet sørget for os.” Kejser Wilhelm har gjort det muligt for unge, ubemidlede landmænd i det store kejserriges randområder at låne til køb af en gård. Lånet skal indløses i hypotekbanken i Hamburg. Da Mette og Christian blev gift i Løgumkloster for et år siden, kunne de derfor med det samme flytte ind i den lille, trelængede gård på Rise Mark og give Mettes mormor et hjem. Men ligefrem at være tilfreds med at leve under tysk lov er dog at gå for langt. Bedste stikker hovedet ind. ”Der er hønsekødsuppe i køkkenet. Marie, du trænger til mad! Også dig, Christian!” ”Ja tak, det skal gøre godt, inden jeg skal hjem og sove,” siger jordemoderen. Hun går hen til vinduet og tørrer duggen af en rude med ærmet. ”Det er varmt for november måned! Det bliver en smuk dag.” De tager alle tre noget med, da de forlader rummet, vaskefad, vandkande, snavset linned. Mette er alene med den lille, der har sluppet brystvorten. Hun snuser til barnets hoved. En varm, sød, letbitter duft. Hun lader næsen glide over barnets kind. Kan ikke få nok. En ømhed, hun aldrig har kendt, hverken for Christian eller for nogen af dyrene, kattene eller kalvene, som hun elsker, breder sig i hende. Åh, lillebitte barn, jeg skal passe på dig, og Gud skal hjælpe mig!

”Du sover!” Det er Linne, der stryger hende over kinden. ”Jeg har suppe til dig.” Søsteren lægger en pude bag Mettes ryg, løfter spædbarnet op og holder det, mens hun stiller en bakke på dynen. Mette læner sig frem, skovler grådigt suppe i sig, spilder på hagen, tørrer sig med et viskestykke. Linne sætter sig ved sengen. ”Det er synd, mor og far ikke fik lov at opleve det!” siger hun. Det skælver om Mettes mund. ”Ja,” hvisker hun. Linne stryger hende over armen. ”Jeg er så glad for, at I kan tage jer af Bedste!” ”Lige nu er det vist mest hende, der tager sig af os!” svarer Mette. Det er næsten som at være grevinde at kunne blive liggende og lade Bedste og Linne klare vasken af de snavsede lagner og bleerne og det daglige arbejde. Bedste, der er født helt tilbage i danskertiden, flyttede ind i gavlværelset, efter at Mettes og Linnes og Tines forældre blev lagt i graven i Løgumkloster. Mette har aldrig mødt Christians far og mor. De bukkede under for tuberkulosen, allerede mens han var dreng. De er ikke engang blevet fotograferet, så Mette ved ikke, hvordan de så ud. Christian var selv smittet, da hans forældre hostede sig til døde, og han flyttede hen til sin tante i Agerskov sammen med Rasmus og deres søster Hanne. Mette ser Christian for sig, som han så ud, da de mødtes på tuberkulosesanatoriet på Sild. Så fin og ung og spinkel med mørkt, lokket hår opsøgte han hende ved det hviddugede bord i spisesalen. Brevene, de skrev til hinanden, da de var kommet hjem. Kærligheden og længslen var det fineste, hun kunne forestille sig. Mette havde aldrig anet, at man kunne blive så indtaget i et andet menneske. Det kunne være gået galt med tuberkulosen, som det gjorde for deres forældre, men det er sygdommen, der har ført dem sammen. Sådan tager Gud det tungeste mørke i sin tjeneste og forvandler det til lys.

Hvert andet øjeblik hviner dørens hængsler, så det isner ned ad ryggen. Hun må huske at bede Christian smøre dem med svinefedt. Denne gang er det Bedste, der linder på døren. ”Der er besøg til dig!” Det er Ulla. Hun og Las bor på nabogården, der er fuldstændig magen til Mette og Christians. Ulla stiller en barselspotte på kommoden. ”Det er smørgrød,” siger hun med sin hæse stemme, stryger tørklædet af og lægger det over sengegavlen. Mette ser fra Ulla til Bedste, der har sat sig på stolen. Døren åbner sig en sprække. Det er katten, der lister ind. Den springer op og lægger sig i Bedstes skød. ”Christian er i Aabenraa i dag for at snakke med pastor Tonnesen,” siger hun. ”Om pigen kan blive hjemmedøbt.” Tårerne presser sig ganske uventet på. ”Jeg er så træt! Og det gør ondt i mine bryster. Og hvis der sker pigen noget,” hulker hun. ”Så, så, lille Mette,” siger Bedste. ”Det er fjerdedagen. Mælken løber til.” Hun nikker til Ulla, der nikker tilbage. Igen hviner hængslerne. I den åbne dør står Stine fra Indre Missions ungdomsforening og ser sky og nysgerrigt på Mette. Hendes hår, der er skilt i midten, kigger frem som undergardiner bag det stramt bundne tørklæde. Mette tørrer øjnene i ærmet. Stine bliver stående, hun vil ikke gøre væsen af sig. I favnen holder hun en barselspotte, indsvøbt i et broderet klæde. ”Tillykke med den lille,” siger hun og rømmer sig. ”Jeg har oksekødsuppe med!” Bedste rejser sig adræt. ”Men dog, tak for det!” Hun går hen og befrier Stine for lerpotten. ”Værsågod at tage plads,” siger hun og forlader kammeret. Mette lægger sin hånd i Stines. ”Der går nok et stykke tid, før vi kan komme til bibelkreds,” siger hun. Stine nikker. ”Det er klart.”

Endnu en gang går døren op. Denne gang er det Christian, der træder ind, rask, rødkindet og med klare øjne. Han ser sig om, nikker rundt. Så lægger han armene på sengens fodgavl og smiler til sin kone. ”Der er ikke noget i vejen for, at hun kan blive døbt herhjemme,” siger han. ”Når varmen kommer til foråret, skal hun fremstilles for menigheden i kirken.” ”Åh,” er det eneste, hun kan få frem af bare lettelse.

Mette åbner døren til stadsestuen. Bedste har hentet brænde og tændt op i ovnen fra morgenstunden. Hun har også båret sybordet ind og stillet det ud for vinduet med blondegardinet, der skærmer møblerne mod solen om sommeren. Nu er markerne hvide af sne, og et mat lys trænger gennem det lette stof. Mette lægger en hæklet, hvid dug på sybordet, finder salmebogen og placerer den, så korset på forsiden træder frem i skæret fra lysestagen, som hun stiller ved siden af. En blomstermønstret fajanceskål sætter hun på bordet som døbefont. Der er køligt i stuen, hendes fingre bliver hvide, og hun gnider dem mod hinanden. Hun trækker gardinet til side og ser pastor Tonnesen ankomme til fods iført frakke og pelshat og store støvler. Præstekjolen har han over armen. Benene ryster under hende. Arbejdet med at gør det lille alter klar har taget så meget på hendes kræfter, at hun ikke magter at gå ud og byde præsten velkommen. ”Han er der nu,” siger hun hen mod køkkendøren. Mens Christian og Bedste tager imod præsten ved hoveddøren og hjælper ham af med frakken og i præstekjolen, giver Mette sin datter dåbskjolen på. Den lille pige er en slughals. Mælken løber lige igennem hende og fylder bleen med noget, der ligner gul sennep og lugter af kærnemælk. Mette må

skifte hende, inden hun kan iføre hende dåbskjolen og slægtskysen, som Linne har opbevaret og forsynet med lyserøde bånd. Præsten træder ind og ser sig rundt i stuen. Han nikker anerkendende, da han får øje på det seneste nummer af Sædekornet, der ligger fremme på skænken. Tonnesens tynde, uordentlige hår mildner noget af den strenghed, der ellers er over hans væsen. Mette sidder med den lille, mens præsten udfører sakramentet. Barnet ligger på en pude på hendes skød. Dåbskjolen med det fine broderi er draperet over hendes ben og når helt ned til gulvet. Linne er kommet igen til højtideligheden helt ude fra gården ved Sønder Hygum. Denne gang er Hans og lille Maja med, svogeren har næsten ikke et hår på hovedet. Linne og Hans er faddere. De har en indpakket gave med til den lille fra Christians tante i Agerskov. Bedste kommer med en kande kogt vand, som hun hælder op i skålen. Hun stikker en finger i vandet og nikker. Præsten stiller sig ved hjemmealteret. ”Jesus sagde, lad de små børn komme til mig. Dem må I ikke hindre, for de hører Guds rige til.” Mette kan ordene udenad. Tonnesen gør korsets tegn over den lilles ansigt og bryst. ”Hvad skal barnet hedde?” spørger han. ”Anna Jespersen,” siger Mette. Anna er Christians for længst afdøde mors navn. ”Anna Jespersen, forsager du djævelen og alle hans gerninger?” spørger præsten. ”Ja!” svarer Mette, og Christian nikker. ”Tror du på Jesus Kristus, Guds enbårne søn?” ”Ja!” Mette tager Annas kyse af og rejser sig med datteren i favnen. Pastor Tonnesen fører sin hule hånd ned i fajanceskålen. ”Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn,” siger han og hælder det lunkne vand over hovedet på den sovende lille pige.

En byrde løfter han dermed af Mettes skuldre. Nu vil intet ondt kunne nå hendes skat. Efter højtideligheden er der kaffe og kage, både pladebrød og lagkager og vandbakkelser og klejner. Bedste og Linne sender fadene rundt og skænker kaffe, og Mette sidder sammen med præsten og Christian. Hun pakker gaven fra Christians tante ud. Det er et par sorte barnetræsko, fint udskåret og med mønster i overlæderet, og Mette kan ikke lade være med at le. ”Le du bare,” siger Bedste. ”Inden du har set dig om, er hun vokset ud af dem!”