At vaere det man siger uddrag

TINA VARDE

At være det man siger Præsteportrætter

ALFA

Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og vÌre dig nüdig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

Fjerde Mosebog kapitel 6, vers 24-26

At være det man siger – Præsteportrætter Tina Varde © Forfatteren og Forlaget Alfa 1. oplag 2010 ISBN 978 87 91191 67 1 Foto: Private fotos. + S. 9 (øv.): Omar Ingerslev. S. 40 (øv.): Ulrik Jantzen, Das Burö. S. 110 (øv.): Rune Hansen.

Sats og omslag: Tina D. Laursen Tryk: Scandinavian Book Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk

Indhold Forord

6

1 Kæmper for Gud og Nørrebro – Pernille Østrem

9

2 Vandrefugl med luftrødder – Kristine Stricker

29

3 Kun med hjertet ser man rigtigt – Asser Skude

41

4 Livsglæde i præstekrave – Poul Henning Fromsejer

53

5 Vækst med Helligånd – Helge Pahus

65

6 Kvindemod i Sydafrika – Julie Aaboe

81

7 At gøre en forskel, uanset hvad – Jesper Oehlenschläger

97

8 Danser med sjæle – Ole Skjerbæk Madsen

111

9 At følges med sin næste – Rikke Marschner

125

10 At gøre Jesus til herre i sit liv – Martin Bergsøe

139

Eftertanke

157

Forord At lægge sit liv i Guds hænder er en stor udfordring i en larmende, materialistisk verden. Som troende må man improvisere og konstant kæmpe for at holde kursen – for at få den velsignede indre fred – og undgå at blive blæst omkuld af tidsånden.

Poul Henning Fromsejer, Pernille Østrem, Helge Pahus, Ole Skjerbæk Madsen, Kristine Stricker, Asser Skude, Julie Aaboe, Rikke Marchner, Jesper Oehlenschläger og Martin Bergsøe: Ti åbne og følsomme præster fortæller om deres liv og arbejde, der er alt andet end overfladisk.

Disse præster tør sætte sig selv på spil for at hjælpe andre – og gå nye, til tider vanskelige veje. Og som Pernille Østrem udtrykker det her i bogen: ”Det er fint, at menigheden ved, at præster også er nogle komplicerede mennesker med zig zag ar i panden.”

Det er sårbart at være menneske. Også at være præst... i et land og i en tid hvor tro ikke længere er en naturlig del af hverdagen. Hvor mange kun beskæftiger sig med det, der er synligt for øjet – i stedet for det, der er synligt for hjertet.

Som præst står man til rådighed, når overflader krakelerer, og livet er sværest. Når man arbejder – ansigt til ansigt 6

– med de dybe og vanskeligste sider af tilværelsen, lærer man meget.

Præsterne har derfor alle noget på hjerte og kan inspirere os til at overveje, hvad der er vigtigst i tilværelsen. Og til at tænke over, om der er overensstemmelse mellem det gode, vi siger og inderst inde vil, og det som er til. Om der er noget godt, vi endnu ikke har fået gjort for andre, konflikter vi ikke har fået løst, om vi er blevet for grådige osv.

Ofte er der langt mellem vore fine ord og gode intentioner og vore tanker og handlinger. Disse præster kæmper på hver deres måde for at være med til at mindske afstanden. At være det man siger... er ikke så let endda. Men vi kan hver især prøve.

Når livet byder på alvorlig sygdom, ulykker og andre kriser, kommer mange i tanke om at bede – og mærker måske endda beskyttelse, varme og kraft. Når krisen er overstået, vil eller tør en del ikke vedkende sig det. Måske af frygt for at blive hånet for det man kan mærke, men ikke bevise? Eller måske ”glemmes” det bare på grund af travlhed – eller fordi det er for stort og svært at rumme og forklare?

Jeg anerkender med glæde og taknemmelighed Jesus og Gud. Denne bog er skrevet med enhver tænkelig og utænkelig hjælp. Tak for stor støtte undervejs til: Jytte, Flemming, Kim, Scott og Thorbjørn Varde, Birgitte Dane, Henri Nissen (som har bragt et par af portrætterne i avisen Udfordringen undervejs), Jeanne Dalgaard, Gitte Sparsø og Niels Kjølhede. Uden dem havde denne bog ikke havde set dagens lys.

Tina Varde 7

Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.

Matthæusevangeliet kapitel 18, vers 12-14

1

Kæmper for Gud og Nørrebro Pernille Østrem blev hverken døbt eller konfirmeret – forældrene var ateister og kommunister. Men hun lærte at kæmpe for de svagest stillede. Under sygdom mærkede hun en dag Guds hånd og endte med at blive præst. Nu kæmper hun for at skabe tryghed på Nørrebro.

• Pernille Østrem er blevet kaldt aktivistpræst, og der er noget om snakken. Den 33-årige sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro gør en aktiv indsats for at skabe tryghed for alle i kvarteret. Hun tager initiativ til og medvirker i aktiviteter imod bandekrigen og volden – for eksempel kampagnerne ”Vi ta’r gaderne tilbage”, ”Væk med vold og våben” samt ”Slå et slag for Nørrebro”, der har fået stor opmærksomhed, både lokalt og i medierne.

— Da jeg i 2008 blev præst i Stefanskirken, var det slemt med bandekrigen. I perioder skete det næsten dagligt, at gader blev spærret af på grund af skudepisoder. Mange følte sig derfor utrygge.

— ”Diakoni” betyder jo at ”tjene”, og kirken skal tjene sine medmennesker med det, de har brug for. For eksempel husly, 9

mad, økonomisk hjælp eller tryghed. Lige nu handler kirkens diakoni på Nørrebro meget om at være med til at skabe mere tryghed for beboerne.

— Medierne har bragt mange historier om folk, der er bange og usikre, også pårørende til skudofre. Men de der ”bandebørger” skal ikke få os ned med nakken. Derfor besluttede vi os for at slå nogle gode slag for Nørrebro til fastelavn. Kirken inviterede til boksning og karateslag, hvor sponsorer gav en krone for hvert slag – og skaffede 10.000 kroner til Nørrebro. Til et lokalt forældreinitiativ, der arbejder for at børn kan bo trygt her, siger hun.

Der blev også oprettet en gruppe, der tog ud hver gang, der havde været en skud- eller voldsepisode. Under mottoet ”Vi ta’r gaderne tilbage”.

— Det er for sindssygt, at nogle få skyder og skaber angst hos så mange. Også hos de mennesker, der senere bare går forbi gerningsstedet og kommer til at føle sig utrygge. Derfor mødtes vi i lokalmiljøet hele foråret og sommeren, hver gang der havde været en skudepisode. Der gik sms-besked rundt til alle, og vi mødtes så på gerningsstedet næste dag.

— På den måde bliver stedet til noget andet. Et sted hvor man mødes – både for at tale om sine frustrationer, men også et sted, hvor vi gør det, vi er rigtig gode til på Nørrebro, nemlig at tale og leve sammen, mødes og holde fast i mangfoldigheden.

Vi drikker kaffe, nogle kommer forbi med hjemmebag, og vi deler blomster ud som et symbol for fred. Mennesker, der ellers aldrig ville have mødt hinanden, deler lidt af deres liv sammen, forklarer hun.

10

— Det er en spirituel handling at mødes på et gerningssted og omdanne det fra et voldeligt sted til et sted, som vi former, med alt hvad vi kan byde på. Politiet bakker op om projektet.

Ledende politifolk vurderer, at det gør en forskel, at beboere tydeligt og ved handling viser, at de ikke vil finde sig i vold og forråelse, siger hun.

Trusler Efter at Pernille Østrem er stået frem i medierne, er hun blevet truet flere gange.

— Selvfølgelig bliver man forskrækket, når man bliver truet.

Alle, der vil, kan jo for eksempel google én og så sende en trussel – helt uden at gå i dialog eller ville bidrage til at løse problemerne. Men det betyder ikke, at jeg går rundt og vender mig om på gaden. Det vækker mere en dybere følelse af sørgmodighed og magtesløshed. Det gør mig forstemt.

— Hvis jeg går forbi en flok unge mennesker i Scott-jakker, så er jeg langt mindre nervøs for at blive overfaldet eller røvet, end jeg er for at blive ramt af en vildfaren kugle fra nogle af de vanvittige mennesker, der kører til Nørrebro blot for at skyde.

— Jeg bor i et af de mest udskældte områder i Danmark.

Nogle forestiller sig, at vi går rundt med skudsikre veste i taskerne. For mig er det mit trygge, trygge hjem, og det vil jeg kæmpe for. Her føler jeg mig tryg.

Da Pernille Østrem stod frem i bl.a. TV2 News med en appel – til mødre, søskende og alle, der kender nogen, som går med pistol – om at hjælpe i kampen for at få våbnene væk fra 11

Nørrebro, blev hun også truet med vold med seksuelle underog overtoner.

— Det var lidt overvældende i starten. Men hver gang det sker, beslutter jeg mig for ikke at lade angsten vinde og handler mig ud af det ved at sætte nye spændende ting i sving. Men det er vigtigt at tale om det og lære at håndtere det. Heldigvis får jeg stor støtte på hjemmefronten, også hvad det angår, fortæller Pernille Østrem. Hun er gift med nordmanden Eyolf, der er musikvidenskabsmand ved Det Teologisk Fakultet på Københavns Universitet. Han arbejder med musik, teologi og æstetik – spiller guitar og synger. Fra renæssancekor til Bob Dylan.

— Det er en altfavnende opgave at være min præstemand.

Eyolf og jeg sparrer og diskuterer alt. Hvis jeg er nervøs for at være ”ligeglad” eller for at ”afvise nogen”, siger han ofte, ”man kan godt sætte grænser. Det betyder ikke, at man ikke har hjertet med”. Og det er sandt.

— Jeg har også været på supervisionskurser, hvor jeg bl.a. har lært, hvordan man håndterer at blive udsat for trusler. Alle præster bør have supervision i deres arbejde. Det er desværre hverken obligatorisk eller en mulighed for alle, men det vil jeg gerne arbejde for, at det bliver. For mig har det været et led i ikke at blive handlingslammet, når det er lidt tungt at være udsat.

— Men jeg besluttede ret hurtigt, at hvis der er nogle, der vil true og være vrede på mig, så vil jeg, i stedet for at bruge energi på dem, finde nye kanaler til samtale og udveksling. Gerne på en sådan måde, at det ikke bare er mig, der står og taler hele tiden, men så jeg i højere grad er en præst i dialog med mennesker.

Det er sundt at videreudvikle dialogdelen af præsteembedet, for 12

man er forpligtet til at stå og holde enetale i hvert fald ca. en gang om ugen, siger hun.

For at løse bandekonflikten på Nørrebro er det nødvendigt at lytte til alle parter. Mennesker har brug for at blive hørt og forstået – også selvom de ikke nødvendigvis får opfyldt alle ønsker og krav. Pernille Østrem vil gerne være med til at skabe større forståelse og tolerance.

— Når der er noget, jeg vil forstå bedre, taler jeg altid med manden på gaden – med folk, som jeg ikke kender personligt, og som ikke er en del af min ”egen” kreds. Det er jo ikke mig, men de unge med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, der bliver visiteret og skal redegøre for, hvorfor de går i deres egen gade. Og derfor skal jeg selvfølgelig også tale med dem, når jeg vil vide noget om, hvad politiets og politikernes tiltag gør ved vores bydel.

— Hvis jeg bliver bedt om at udtale mig om forhold på Nørrebro, taler jeg også altid med nogle af de implicerede parter i sagen. Det kan være unge, taxachauffører, mødre eller pårørende til ofre i bandekonflikten. For det er altså ikke dem, der kommer mest til orde i medierne. Nogle gange har jeg tænkt på, om jeg måske for eksempel skulle køre taxaen, mens chaufføren lige smutter ind og bliver tv-interviewet i stedet for mig. Desværre har jeg ikke kørekort, siger hun.

Hjem til Stefanskirken Da Pernille Østrem startede som præst i Stefanskirken for et år siden, havde hun en stærk fornemmelse af ”at være kommet 13

Vær lykkelig på lykkens dag og indse på ulykkens dag, at den ene såvel som den anden er skabt af Gud, for at menneskene ikke skal finde ud af fremtiden.

Prædikerens Bog kapitel 7, vers 14

2

Vandrefugl med luftrødder Kristine Stricker er for første gang i sit liv klar til at slå rødder og finde ro... i præstegården, hvor arbejdets og familielivets glæder og smerte bearbejdes og bliver til stor livserfaring til gavn for alle.

• At være præst er at vandre i skyggelandets spindelvæve, i tilværelsens dale og dybe skove og fastholde, at livet er det bedste vi har. Som Leonard Cohen synger: ”There is a crack in everything, that’s how the light get’s in.” Eller som Einstein sagde: “Det er i modgang, at mulighederne viser sig.”

Det mener Kristine Stricker, som har været sognepræst i Havdrup Kirke – en fin lille landsbykirke mellem Køge og Roskilde – siden påsken 2009.

— Som præst kan jeg gennem kristendommen formidle, at livet både gør godt og ondt – og at modgangen ofte bærer stor visdom med sig til én som menneske.

— Vi skal ikke opsøge lidelsen, men lidelse og lykke er paralleller i vores liv. Og ligeså lidt som vi kan kræve lykken som en rettighed, ligeså lidt kan vi undgå lidelsen i vores liv. Men vi 29

kan i nogen grad vælge, hvordan vi vil forholde os til den. Skal lidelsen blive vores bitterheds åg, hvor vi synes vi er blevet uretfærdigt behandlet af Gud eller skæbnen? Eller tager du den på dig som en del af det at være menneske på denne klode – med en tyngdekraft, der gør, at vi dør, hvis vi rammes af en bil eller falder ned fra et tag, og har kroppe, som hele tiden interagerer med det liv og det samfund, vi omgiver os med.

— Mange tror, at livet skal være retfærdigt. Det er det ikke.

Livet er det mest uretfærdige, der overhovedet findes, og vi får bestemt ikke, hvad vi har fortjent. Heldigvis, vil jeg sige.

— Min mor fik sclerose lige efter, at jeg blev født, og i min barndom har jeg lyttet til hendes råb til Gud – om hvorfor han straffede hende? Hvad havde hun gjort galt? Og jeg bad og bad og bad til Vor Herre om at helbrede hende. Det er først som voksen, jeg kan se, at det jeg bad om, var ligeså urealistisk som at farven grøn kan blive til blå. Men mit første gudsbillede var kolossalt straffende og retfærdigt, og jeg har skullet igennem meget levet liv, før jeg forstod, at sygdom og modgang, tab og sorg ikke er gudsprøvelser, men eksistentielle vilkår. Jo mere du involverer dig, jo mere du elsker og giver dig hen, desto mere smerte og sorg kommer du også til at erfare. Det hører simpelthen sammen, siger Kristine Stricker.

Altid på vej Som barn og ung baksede hun med oplevelsen af ikke at høre til nogen steder. Hverken i barndomsmiljøet i Holte og Søllerød eller i sin egen familie. Det medførte, at hun tidligt udviklede 30

en ubændig trang til at løbe og cykle væk. Altid væk og ud i naturen.

— Det gav mig et ret gennemsnitligt resultat til studentereksamen, fordi jeg oftere sad med min hjemmebyggede racercykel ved vandet i Skodsborg end var til latintimerne på Holte Gymnasium. Det er, som om jeg er født med en indbygget rastløshed.

— Jeg var altid på vej. Noget mine børn har måttet betale en pris for på grund af mange flytninger rundt i Danmark. Min ældste datter sagde den anden dag, at når vi nu flyttede så tit, hvorfor kunne møblerne så ikke bare få lov at stå, hvor de altid har stået? Men nej, rastløsheden piblede frem også i indretningen – og i, at ingen måtte have faste pladser noget sted i huset.

Hvilket er noget af det værste for et barn. For børn elsker forudsigeligheden og vanens trygge spor.

— Pilgrimsvandringer har altid virket dragende på mig.

Fordi pilgrimmen på mange måder både vandrer ud af sit liv og sin dagligdag for en stund, og samtidigt ”vandrer sit liv” i miniformat. Når du vandrer, mærker du, hvordan bekymringerne danser rundt i dig og finder nye hvilesteder. At det, du var fyldt af i forgårs, og som måske gav dig urolig søvn, pludselig forsvinder som dug for solen, når du vandrer. Det uvæsentlige forsvinder, når du går mange kilometer, men noget andet bliver synligt, og det er de sprækker, som Leonard Cohen synger om.

— Når du vandrer, kommer der ting og hændelser og tanker op, som du måske til hverdag kan holde nede ved at have travlt med ”vigtige ting”... som i det store perspektiv viser sig at være ligegyldige. Men de holder smerten og uroen på afstand.

31

Når du så har vandret, myldrer det frem fra underbevidstheden med store og små ting. Det er derfor fuldkommen rigtigt set, at erhvervslivet nu er begyndt at indføre møder, hvor folk går tur sammen og snakker. ”Walk the talk” hedder det. Og det er det, du gør, når du er pilgrim. Du tænker og snakker dit liv. Med dig selv og dine medvandrere, siger hun.

Kristine Stricker har arrangeret vandringer i sit sogn og rundt om i landet siden 2001 – og i fjeldene på Færøerne, efter at hun var deroppe som præstevikar for nogle år siden.

— Når jeg leder vandringer, er det med troen i rygsækken og bønnerne i fødderne. Vi vandrer som regel to dage og overnatter i et menighedshus på vejen. Vi går ofte i stilhed, med andagter undervejs, og det er fuldkommen fantastisk at bede Fadervor i en nyudsprungen bøgeskov og synge salmer ved en strandbred. Det er at favne universet og skabelsen og lyksaligheden ved at få lov at være her på kloden en stund. Uanset hvor lukkede og hæmmede folk kan være i begyndelsen, så ender selv den mest byrdehærgede vandrer med at smile og klukle over dette forunderlige liv, hvor lyset bliver ved med at finde vej ind i dit mørke.

— Det er det, som jeg kalder for Guds nærvær. Andre kalder det måske indre styrke eller tidens heling af sårene. På en vandring er der plads til at ordsætte livserfaringerne, lige som du vil, og til at have en dialog omkring det. Noget som er langt sværere i vores folkekirke, hvor gudstjenesterne ofte ender i præstens monolog og et forkølet ”god søndag” i kirkedøren. Dér lukker pilgrimsvandringerne op for noget andet.

32

Klar til at lande Sidste sommer, da Kristine Stricker drog på pilgrimsfærd i Spanien, kom hun til et vendepunkt. Efter flere års store og svære oplevelser og erfaringer i familien, som endte med, at hendes mand rejste væk og parret senere blev skilt, var hun endnu engang taget af sted for at komme væk.

— Og jeg gik og gik og gik, men en dag, da jeg var på vej op af en bjergskråning, var der noget, som standsede mig. Et ”noget”, som rullede igennem mig med ordene om, at nu skulle jeg ikke flygte mere. Nu skulle jeg vende om og gå ind i mit liv og tage imod al den kærlighed, som allerede lå der.

— Det var stærkt. Det var simpelthen så overvældende, at hvis der havde stået en helikopter, havde jeg taget den og var fløjet hjem. For jeg kunne mærke, at jeg ikke behøvede at gå ét skridt længere. Det blev jeg så nødt til, for der var ingen helikopter, og bjerget skulle på en eller anden måde forceres. Men det ændrede mit fokus. Hvor jeg før anså ordet ”sat” som værende det frygteligste fy-ord overhovedet, har jeg nu – efter jeg er flyttet ind i Havdrup præstegård og er blevet landpræst igen – virkelig lyst til, måske for første gang i mit liv, at slå rødder.

Naturhelbredelse Kristine Stricker arbejdede for nogle år siden som præstevikar i den gamle domkirke i Torshavn samt i flere små bygdekirker på øerne og inde langs fjordene.

— Mit liv har været en lang pilgrimsvandring, kan man sige, hvor stoppene undervejs alle har beriget mig – ikke mindst mit 33

KÌre børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.

Første Johannesbrev kapitel 3, vers 18

3

Kun med hjertet ser man rigtigt Præsten Asser Skude lærte tidligt, hvor meget kærlige ord og øjne betyder – og hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden.

• Nogle skynder sig hastigt videre eller går i en bue langt udenom.

Andre kaster en mønt i forbifarten. De gavmilde lægger en seddel og tager sig måske også tid til en lille snak. Men de færreste møder de hjemløse med et kram, en dybere snak og et brændende ønske om at hjælpe.

Det gør Asser Skude.

Da Kapernaum kirke på Nørrebro åbnede i 1895, talte præsten om ”at omvende sjæle med hjerter så hårde som sten”.

Asser Skude, 41 år, som tidligere var sognepræst ved kirken, tager ordene bogstaveligt. Han er med til at omvende hjerter og flytte grænser.

— Søren Kierkegaard er mit forbillede, når han taler om, at vi mennesker skal se hinanden med kærlighedens øjne.

— Et blik kan gøre ufatteligt meget... gavn eller skade. Man skal hverken se med medlidenhed eller nedladenhed, men med kærlighed. Det er så vigtigt, siger han.

41

For syv år siden startede Asser Skude Projekt Gjæstebud med gratis middag til hjemløse hver søndag. Han er siden december 2009 sognepræst i Bispebjerg-Brønshøj Provsti, men stadig leder af Projekt Gjæstebud. Hans store drøm er en kirke til de hjemløse i København, hvor de kan få lov til at overnatte, når der er frost udenfor, og hvor de kan have deres hunde med – også til gudstjenester.

Siden foråret 2010 har Bethesda på det gamle grønttorv lige ved Nørreport lagt lokaler til hans arbejde for de hjemløse. Han er glad for, at projektet er flyttet tættere på Københavns centrum, hvor mange hjemløse holder til. Og for, at ”vi har biskoppens ord for, at vi kan være i Domkirken til hjemløsebisættelser”.

Han er selv vært ved søndagsmiddagene og støttes af mere end 200 frivillige og sponsorer. Præsten kender de fleste af sine ofte omkring 100 søndagsgæster og cirkulerer rundt og taler med dem under middagen. Der udveksles en del kram. Gæsternes ydre fremtoning er uden betydning for ham.

— Det er jo ikke det, der er udenpå, der er vigtigt. Man skal tage mennesker, som de er, og møde dem der, hvor de er. Alle har brug for at blive mødt og forstået.

— I starten gav jeg måske hjemløse et kram som modreaktion på den professionelle distance, mange har, når de skal hjælpe mennesker, der har det skidt. I dag er det naturligt for mig, og jeg opfatter dem nærmest som familie, siger Asser Skude.

Han blev inspireret til at gøre en indsats for hjemløse, da Hjemløsehuset på Falkevej åbnede for ca. 10 år siden. Siden har han gjort sig stor umage for at sætte sig ind i deres situation. Lyttet til talrige historier, vejledt og hjulpet så mange som muligt.

42

— Man får ved at give. Sådan er livet. Jeg får altid mere, end jeg giver til de hjemløse, og jeg føler, at de passer godt på mig.

De fleste har en høj moral og er gode kammerater. De vil ikke noget ondt. Nogle af dem, der kommer, fejer, vasker gulv, bærer skrald ud og fjerner affald foran kirken. Gennem årene har jeg oplevet enkelte indbrudsforsøg, men jeg tror, det var folk som var desperate.

— Vi kan alle komme ud for at blive tippet til den forkerte side, pointerer han.

Det oplevede han allerede som barn i Sakskøbing, da en håndværker mistede sin søn. Han mistede også sin kone, for da barnet døde, gik ægteskabet i opløsning. Manden blev spritter og hjemløs.

— En dag gav min mor ham noget mad, som han sad og spiste i vores entré. Jeg syntes, det var lidt mærkeligt, at han sad der og spiste vores mad og brugte vores bestik, husker Asser Skude.

Kender selv smerte Hjemløsepræsten har selv prøvet stor personlig smerte på nært hold.

— Som 12-årig så jeg en i min nærmeste familie forsøge at tage sit eget liv – som havde skåret i sig selv og lå på badeværelset med blodet rendende ud af kroppen.

— Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Faktisk har jeg haft svært ved at tro på, at det skete. Det er nok noget, jeg aldrig glemmer, selvom det snart er 30 år siden. Som barn var 43

det svært at forstå, at en voksen kunne være så ked af det og have så meget brug for hjælp. Og jeg har betalt en høj pris for at opleve det.

— Dengang var jeg alt for lille til at hjælpe et menneske, der stod mig nær, som forsøgte selvmord. Men i dag kan jeg hjælpe, siger han.

Disse smertefulde oplevelser har været med til at forstærke hans insisteren på at hjælpe dem, der har det svært.

— Jeg har tillid til livet. Når jeg har været nede i huller og ude i situationer, hvor jeg har følt, at jeg ikke var herre over min egen tilværelse, så har jeg altid prøvet på at fastholde billedet af, at nogen hjælper mig igennem. At Gud bærer. Efterhånden som jeg bliver ældre, er jeg ikke så kålhøgen som tidligere. Jeg har fået en større ydmyghed over for livet og dybere forståelse for, at vi ikke er herrer over liv og død.

— Engang blev jeg helt umotiveret overfaldet på Bakken.

Måske bare fordi jeg gik og så glad ud. Pludselig var der en, der angreb mig bagfra med en skruetrækker. Først troede jeg, at det var med en knytnæve, men den gik lige igennem. Jeg var rædselsslagen, men er heldigvis god til at løbe.

— Ham, der overfaldt mig, kunne have afsluttet mit liv. Sådan en oplevelse giver stof til eftertanke. Viser, hvor hurtigt livet kan ændre sig. Jeg forstår ikke hvorfor det skete, der var også andre der blev overfaldet den aften af den samme person. Jeg tror dog på en bærende, skabende og opretholdende Gud. Som præst arbejder jeg først og fremmest for, at vi sætter både Gud og hinanden mere på dagsordenen. Det kan forebygge vold og lidelse, siger han.

44

Tæt på hjemløse I vinteren 2007 havde Asser Skude tre måneders studieorlov og gik rundt på gaderne i København sammen med hjemløse.

For at sætte sig endnu bedre ind i deres livsvilkår. Det kom der en rapport ud af, samt større forståelse for deres livsbetingelser.

— De problemer, der følger i kølvandet af hjemløshed, trækker tænder ud. Det er aldrig for sjov, man bliver hjemløs.

Prisen er høj, og mange dør tidligt.

— I december forrige år begravede jeg en 34-årig hjemløs.

Han døde af kulde, da han lå og sov uden for Hjemløsehuset, som er lukket om natten. Jeg synes, det er mærkeligt, at vi ikke kan finde ud af at give dem lov til at overnatte i en af de tomme kirker om vinteren – de gange der ikke er plads på herbergerne.

Bare så folk ikke sover sig ihjel. Det er så farligt at sove udenfor, især hvis man har lidt alkohol i blodet.

Asser Skude har også været i USA og rundt i Europa for at blive inspireret af andre hjemløseprojekter.

— I USA har de hjemløse den fordel, at det er lettere at få råd til en bil. Som de kan sove i og bruge til at komme lidt rundt.

I New York besøgte jeg et sted, hvor hjemløse blev hjulpet til at søge job, gå til jobsamtale og fik et pænt sæt tøj. De lærte også, hvordan man laver mad og holder hus med henblik på genhusning, fortæller han.

Der er mange måder at hjælpe mennesker til at få et værdigt liv.

— I Danmark må man ikke tigge. Men det er dyrt at være hjemløs. En plads på et herberg koster nemt 2.500 kroner om 45

Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så I kan finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde let.

Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 28-30

10

At gøre Jesus til Herre i sit liv Martin Bergsøe har været på en udfordrende åndelig rejse – som menneske, munk, katolsk præst og frikirkepræst. Han har haft store åndelige oplevelser, stor smerte og stor glæde.

• ”Den bedste hjælp vi kan give os selv, er at hjælpe andre, sådan at vi for et lykkeligt øjeblik glemmer os selv og vort ego.” Sådan skriver præsten og forfatteren Martin Bergsøe i sin bog Gud i Centrum.

Kunsten er så at hjælpe på rette vis. Nogle gange er den bedste hjælp en irettesættelse. Det lærte han for ti år siden af Mother Teresa, da han som præste-studerende tilbragte et år som frivillig i hendes orden i Rom: — Mother Teresa var en stærk kvinde. Benhård på den gode måde. Hun så lige igennem dig. Laserblik og no nonsense. Hun var sød ved dem, der havde brug for det. Men hun forventede alt af dem, der ikke havde brug for hjælp.

— En dag stod jeg og talte med hende klokken fem om morgenen efter en messe. Så kom der nogle amerikanske turister og italienske skolebørn for at snakke med hende. En amerikansk 139

kvinde med permanentet hår fyldt med lak og iført brillantbriller møvede sig frem foran de andre. Hendes mand stod tre meter bagved og så træt ud. Hun gav Mother Teresa en kuvert. Mother Teresa tog imod den og gik uanfægtet hen til en lille italiensk skolepige, som stod pænt og ventede med en kuvert med 150 kroner, som hendes skoleklasse havde samlet ind. ”Hvor er i søde. Gud velsigne jer, tusind tak, hils din klasse,” sagde hun meget kærligt til pigen.

— Den amerikanske dame blev fortørnet over, at der ikke blev lagt mærke til hende. ”Er De klar over, hvor mange penge, der er i min kuvert?” spurgte hun Mother Teresa.

Så åbnede nonnen kuverten. ”Ja, det er et stort beløb. Men Jesus ville blive mere glad, hvis du gav dig selv!” sagde hun.

— Det var profetisk tale til en, der hævdede sig selv. Den amerikanske dame blev helt stille, fortæller Martin Bergsøe.

Der har været en rød tråd i hans liv: En søgen efter sandheden. Den har bragt ham vidt omkring og ført ham til troen på Jesus og Gud. Jesus er sandheden... er han nået frem til. Og han tager meget gerne imod ordrer fra Jesus. Men helst ikke fra andre mennesker.

Da Martin Bergsøe var i begyndelsen af trediverne, tilbragte han et år som munk i karmeliterklostre i Sverige og Belgien. Som karmelitermunk lærer man at tie stille og bede. Munkene taler kun sammen ca. tyve minutter om dagen, under opvasken.

Hvis man ikke beder, så studerer man – også sig selv. For i stilheden ser man nemlig lettere sig selv. Både de stærke og svage sider.

140

— Man står alene, skrællet af, foran Guds åsyn. Det drejer sig først og fremmest om bøn med Jesus i centrum, forklarer han.

Efter et år droppede han munketilværelsen.

— Jeg gjorde oprør, fordi jeg ikke kunne få min vilje. Min kærlighed til Martin var dengang større end min kærlighed til Gud. Jeg fandt ud af, at jeg var et lille menneske og en stor synder, siger han.

Et mirakel Det er et mirakel, at han overhovedet lever: Martin Bergsøe blev født tre måneder for tidligt på Rigshospitalet i København – i 1948. Dengang fandtes der ikke kuvøser. Han var så lille, at han kunne ligge i en cigarkasse.

Hans far var kunstmaler og hans mor hjemmegående. De var begge ateister, kulturradikale, bløde venstreorienterede. Familien, som også inkluderede en lillesøster og storebror, boede i København, indtil Martin var et år. Så flyttede de til en lille landsby mellem Skælskør og Næstved.

Han startede i 1. klasse på en ny centralskole i området, Kirkeskovskolen.

— Vi var totalt outsidere og anderledes, men jeg blev accepteret og havde det godt, fortæller han.

Da Martin var 13 år, flyttede familien til Kongens Lyngby.

Han kom til at gå på Bagsværd Kost- og Realskole.

— Her var jeg en bondeknold med sydsjællandsk dialekt, der kom til storbyen. Det var ikke særlig sjovt. Jeg var også 141

fagligt bagefter. Det endte med, at jeg midt i en gymnastiktime i anden real – hvad der svarer til ottende klasse i dag – bestemte mig for at afslutte min skolegang. ”Nu vil jeg ikke gå i skole mere,” sagde jeg bare og tog hjem.

— Mine forældre syntes, det var i orden, hvis jeg fik et arbejde. I første omgang blev jeg tankpasser, bagefter slæbte jeg tømmer som arbejdsdreng, men det var jeg ikke stærk nok til.

— I stedet blev jeg marinekonstabel i Det Danske Søværn i tre år, fra 1966 til 1969. Mest for at tjene penge, men også fordi uniformen var smart. Det var kedeligt, men lærerigt. I marinen lærer man at indordne sig og være social. Vi boede tyve mand sammen på ca. 45 kvadratmeter. Så nytter det ikke at være Karl Smart. Hvis ikke man indordner sig fællesskabet, overlever man ikke.

— I de år fik jeg to gange ordrer, som jeg nægtede at adlyde, fordi jeg syntes, det var dumme magt-demonstrationer. Jeg blev dog straffet mildt. Jeg tror, de bar over med mig, fordi de vidste, at jeg var lidt anderledes.

Hårde år Martins lillesøster, som var berider og meget heste-interesseret, døde, da hun blev sparket i hovedet af en hest. På det tidspunkt var Martin 34 år. Hans far var død af kræft, da Martin var 19 år.

— Dengang blev man bedt af lægen om ikke at fortælle den syge, hvor slemt det stod til. Det var nok noget af det sværeste for mig... at få besked og så gå ind til min far lige bagefter og lade som ingenting.

142

— Jeg holdt meget af min far, men kunne godt klare sorgen over at miste ham. Men var det sket bare et år tidligere, havde jeg nok været fuldstændig smadret, siger han.

Martin arvede efter sin fars død en sum penge, som satte ham i stand til at købe en lille ejerlejlighed på Vesterbro. Nu ville han tage den uddannelse, han ”havde mistet”. Han tog et studenterkursus, hvor ”en fremragende lærer” styrkede hans glæde ved dansk litteratur. En dansk-tysk klassekammerat – som var marxist og imponerede ved at kunne ”jorde lærerne” – var med til at vække hans interesse for politik og økonomi. Martin blev medlem af Danmarks Kommunist Parti og begyndte på skibsværftet B&W som arbejdsmand for rørsmedene. Han fik tilbudt et år på partiskole i Moskva og tog af sted. Her mødte han for første gang ”mennesker, der var villige til at dø for det, de troede på - for noget, der var større end dem selv”. Han lærte også at studere og tage noter.

— Men jeg meldte mig hurtigt ud af partiet igen. Bl.a. fordi jeg syntes, at DKP’erne på Københavns Rådhus var nogle pampere, siger han.

Studier I stedet begyndte han i 1977 at læse på Københavns Universitet.

Han studerede nordisk litteratur.

— Det var kanonsjovt. Jeg fik gode studiekammerater og blev meget inspireret af at læse Haldor Laxness, der blev katolik som 18-årig. Laxness var først kommunist, så taoist, siden humanist, for at slutte ved begyndelsen: Som katolik. Det var hos 143

Find denne bog og mange andre gode titler p책

www.rpc.dk