Balladen om Elena uddrag

Nina Ullmann

BALLADEN OM ELENA En kĂŚrlighedshistorie

Balladen om Elena

Nina Ullmann Balladen om Elena En kærlighedshistorie © Forfatteren og Forlaget Alfa 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN 978 87 7115 078 0 Sat med Adobe Garamond Sats og omslag: Lars Vendelbo Tryk: ScandinavianBook Omslagsbillede: 123RF Binkski Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK - 1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk

Tak til Hans, min dejlige mand, for hans tålmodighed og hjælp.

Min redaktør Charlotte Ekstrand for et godt samarbejde, gode råd og tilbagemeldinger, og for at hun troede på mig.

Nina Ullmann

BALLADEN OM ELENA En kĂŚrlighedshistorie

ALFA

Jeg kom til verden på den nøgne jord uden lagner fødte mig min mor ofte hører jeg de hvides dom bliv, sigøjner, dér, hvorfra du kom sæt dig ikke ved de hvides bord du, som sover på den sorte jord og sådan vandrer vi gennem lande ak, mor, med støvets tegn i vores pande.

Ukendt digt

1 Elena vågnede med et sæt. Hjertet hamrede i brystet på hende.

Noget var galt. Men hun vidste ikke hvad, før hun blev opmærksom på larmen uden for husvognen. Elenas blik søgte mod loftet. Sort røg og hidsige flammer slikkede hen under det.

I det samme hev nogen i dørhåndtaget. Elena hoppede ud af sengen. Hendes alt for store hvide natskjorte flagrede omkring hendes krop og fik hende til at ligne et spøgelse, da hun faldt på det kolde trægulv. Døren fløj op.

- Mor, råbte Elena. Morens lille vævre krop var lige ved at rende hende over ende.

- Ud! Vi må ud, Elena!

Husvognen Elena sov i, var ikke større end tre gange fire meter.

I det ene hjørne stod en smal seng med en tynd madras. Ved siden af sengen var der et lille firkantet vindue. Under vinduet stod farens hjemmelavede, let vaklende egetræsbord og to skæve træstole. På bordet stod et par gamle hvide kopper. Der var skår i den ene. Bag døren hang en knagerække, og på gulvet stod en kasse med Elenas få ejendele. Væggene var fyldt med tegninger og nips.

Elena var ved at stable sig på benene, støttet af moren der tog hendes hånd. Flammerne var taget kraftigt til, og en bjælke i loftet var ved at falde ned og spærre for udgangen. Røgen udviklede sig med lynets hast, og lagde sig som et silkeslør omkring dem. Moren og Elena kunne næsten ikke se noget.

5

Udenfor hørte Elena hidsige stemmer i natten. Mennesker, der råbte og skreg i munden på hinanden. En stemme skreg.

- Skynd jer! Moren råbte med hæs stemme.

- Elena, Elena, vi må ud. Nu! - Hvor er mit tøj?

- Du har ikke tid! Elena mærkede et fast greb om sit håndled. Moren drog Elena efter sig.

- Vent mor, råbte Elena irriteret og prøvede at vride sig løs fra grebet.

Elena famlede efter sin tykke, gamle sweater og cowboybukserne, hun havde fået af sin bror, Corin. Hun fik netop fat på tøjet, da moren rykkede i hende med dirrende vred stemme.

- Har du tænkt dig at dø i flammerne? Elena svarede ikke.

Hun kunne ikke finde sine sko, men fik lige snuppet den vigtige pose, der lå på bordet, inden moren rykkede kraftigere i hende. Elena blev nødt til at følge med. Hun snublede over dørtrinnet og slog sin ankel på vej ud.

De småløb væk fra flammerne og over til den åbne plads i skoven, i sikkerhed, før et brag hørtes bag dem.

Der stod hendes lillesøster Nadja og trippede for at holde varmen sammen med bedstemoren Marona. Rundt omkring dem stod også de andre halvnøgne kvinder, med tæpper svøbt omkring kroppene, og snøftende børn, der græd højlydt. Moren prøvede at overdøve dem.

- Alle kvinder og børn er ude og i sikkerhed.

Elena fik et chok, da hun så husvognene, snart kun ruiner, stå i lys lue, mens mændene kæmpede for at slukke branden.

Kvinderne stirrede resigneret mod flammerne og ænsede nærmest ikke børnene, der rev og flåede i tæpperne omkring deres liv. Elena tænkte, at der var mange følelser, der rørte sig i dem lige nu. Håbløshed, oprør, angst og fortvivlelse flød sammen i nattens rystende oplevelse.

6

Elena fik smidt bukserne i en fart og trak sweateren uden på sin fars aflagte skjorte, som hun altid sov i. Den nåede hende til knæene.

Hun frøs. Det sneede og var bidende koldt. Elena kikkede fortvivlet ned på sine hullede uldsokker, der vidnede om et langt liv. Der måtte da findes et par støvler, hun kunne bruge. Elena tænkte længe og kom i det samme i tanke om broren Marios støvler, der lå under det store hule træ. Dem havde han altid på, når han skulle ud at fiske. Hun løb derover. Hun hørte morens vrede stemme i baggrunden. Det kunne hun ikke tage sig af.

Støvlerne lå der heldigvis endnu, sammen med fiskestangen, nogle gamle aviser og et reb. Lige hvad hun havde brug for.

Elena tog den krøllede avis op, delte siderne og pakkede hurtigt sine kolde fødder ind i avisen. Hun bandt rebet omkring den ømme ankel, før hun stak fødderne ned i støvlerne.

- Det er bedre end ingenting, mumlede hun tilfreds med sig selv. Støvlerne var et par numre for store. Moren rystede på hovedet, da Elena kom tilbage. Hun sendte hende et vredt øjekast.

- Du er håbløs, mit barn, men opfindsom. Hvornår begynder du at gøre, som jeg siger?

Ordene blev hængende i luften.

Violetta strøg sin datter ømt over det sorte flagrende hår, som havde løsnet sig fra hendes fletninger. Bagefter lagde hun et tæppe omkring dem, mens de stod tæt omslyngede, stille og opslugt af egne tanker, indtil Elena med ængstelse i stemmen brød stilheden.

- Hvor er far?

Moren pegede ned mod vandet. Elena så flere mænd, drenge og hendes brødre stå i brandrække. Hendes far stod foroverbøjet foran hullet i isen. Elena kunne se en tyk halvrådden træstamme stikke op af vandet ved hans højre side. Det var nok den, mændene havde brugt, da de slog hul i isen, tænkte Elena.

7

Med hurtige tag fyldte han spanden med iskoldt vand og rakte den ene spand efter den anden videre til næste mand. Vandet skvulpede fra side til side i det høje tempo. Spandene var halvtomme, da de til sidst kom frem og blev smidt mod flammerne.

Den spruttende lyd af koldt vand, der ramte gløder, gav genklang i den stille nat.

Store skyer af sort røg steg mod himlen, før mændene endelig kunne smide den sidste spand vand på og redde de få stumper, der var tilbage.

- Det værste er overstået nu, sukkede faren med bøjet ryg, da han kom gående mod dem efter et par timers slukningsarbejde.

Han lagde armene beskyttende rundt om Elena og moren. Lige bagved stod de andre søskende tæt omslynget for at holde på varmen. Han vendte sig om.

- Er I alle i god behold? Han fik et kort alvorligt nik til svar.

- Godt!

De fleste af vognene var totalskadede og ubeboelige. Det var et sørgeligt syn. Elena kiggede op på sin mor, som stod tavs med tårer i øjnene og hovedet hvilende på farens skulder. Ingen talte.

Sådan stod de i flere minutter, indtil alarmen hylede højt og intenst i det fjerne.

Det var natten før palmesøndag, den 29. marts 1942, i Lübeck. Den samme frygt, som Elena havde haft tidligere på aftenen, kom snigende ind over hende igen. Hun vidste instinktivt, at et nyt bombeangreb var på vej.

Faren kyssede moren blidt på panden og hviskede i hendes øre.

- Jeg må samle rådet. Og så gik han.

Elena Garcia Vargas stod foroverbøjet i dyb sne og småfrøs med sine unge 17 vintre. Der var kommet nysne i løbet af natten, og

8

nu lå den som en tung dyne over træernes grene og kærtegnede stille jorden.

Hendes ansigtstræk var skarpe med et bestemt drag over den sensuelle mund. Hendes figur bugtede sig som et timeglas. Hun havde langt, ravnsort bølget hår, der nåede hende til livet.

Elena følte sig alligevel fortabt i dette øjeblik uden tag over hovedet, mad på bordet og en seng at sove i. Men de skulle nok klare sig på en eller anden vis, tænkte hun. Hendes bedstemor Maronas stemme surrede i hendes hoved. Vargas-klanen giver aldrig op – der findes altid en udvej. Det var bare svært at se lige nu.

Elena kikkede alvorligt over mod de andre i gruppen, som stod anspændte og urolige og afventende Gazés beslutning.

Elenas far, Marcelle, var øverste hoved i lejren. Han var en stolt, kraftig og muskuløs mand, med sort, krøllet hår, grå stænk i tindingerne og trimmet mørkt overskæg. Elena havde arvet meget af farens indre styrke og psyke. De var begge musikalske og lattermilde.

Da alarmen gik, havde faren skyndt sig at samle rådet for at drøfte en nødplan. Der skulle handling til – nu. Straks efter at de ældste havde talt sammen, og en fælles beslutning var truffet, fik gruppen besked på, at de skulle i skjul hurtigst muligt. Skjulestedet var i grotterne i et højt kalkbjerg, der lå nogle kilometer derfra, hvor de havde slået lejr. I hurtigt tempo kunne de nå at være fremme, før morgenlyset afslørede dem.

De havde ingen tid at miste. Skjulestedet lå nær floden Trave, et stykke uden for Lübeck og i skjul af en tæt bøgeskov ud mod Østersøen.

Elenas familie levede konstant i frygt for at blive fanget, og for sin ret til at overleve. De var et yndet mål for udryddelse efter Nürnbergerloven fra 1933. Loven beskrev dem som et socialt og økonomisk udstødt folk med en kultur præget af dovenskab og 9

arvelig kriminalitet. Dette vidste Elena fra sin far, som for en måned siden havde fundet en aflagt krøllet avis på en bænk med overskriften: Sigøjnerne skal udryddes. Samme aften havde han læst teksten op for sin familie. Elena kunne høre vreden i farens høje dybe stemme.

- Forstår I nu alvoren? Hvor vigtigt det er, at vi alle passer på os selv og hinanden? Politiet vil have os i søgelyset konstant.

Ingen svarede.

- I svarer ikke, råbte faren.

Elena huskede, hvor skræmt hun var blevet over hans temperament. Han havde stået oprejst med blussende kinder og nærmest råbt ordene højt ud til alle, som et nødskrig i mørket.

- Ja, far, vi forstår, hviskede Elena.

Hendes bror Mario tog over.

- Du har ret, far. Vi må passe bedre på fremover. Os skal de aldrig få fat på. Det er vi for smarte til i familien Vargas. Faren trak skævt på smilebåndet og satte sig ned igen.

Og nu havde de en plan.

10

2 Elena gik med vaklende skridt på den ujævne bund ind i nåleskoven, mens hun indåndede nattens fugtige luft, der duftede stærkt af nåletræer. Der kom ikke ret mange snefnug gennem de tætte trækroner. Bunden var dækket af kviste og grannåle, der knækkede med en skarp lyd under hendes fødder og fik hendes tanker til at vandre tilbage ...

Elena var 11 år, da familien flygtede nordpå mod Danmark for at søge mod et bedre liv. Rygtet havde spredt sig, og inden afrejsen var slægtninge og venner samlet, klar til at følge med.

Bedstemor Marona og nogle af de ældste slægtninge havde tidligere opholdt sig i landet og Marona længtes tilbage til Jyllands dybe skove, stille søer og det blidt bølgende landskab, hvor hun fandt ro og fred og et væld af forskellige nye planter og urter.

Elenas bedstemor valgte at tage toget sammen med nogle af de andre, og Elena huskede, hvordan bedstemoren beklagede sig over for Elenas far, da de mødtes på Altona-banegården, hvor de skulle med det sidste aftentog fra Hamburg til Flensborg. Elena hørte hendes hæse stemme.

- Åh, Marcelle, det er den værste togtur, jeg har været på.

Kupeerne var overfyldte, folk sad i midtergangen, så jeg nærmest ikke kunne komme på toilettet, stolene var alt for bløde, og min værkende ryg kunne ikke tåle rejsen, sukkede hun.

11

- Glæd dig nu over, at du er ude af landet, mor, sagde Marcelle opgivende og rystede på hovedet ad hende. Hun klagede da også over det mindste, der ikke passede hende, tænkte han.

- Ja, det har du ret i, min kloge søn, sagde hun og var allerede i bedre humør. Hun skyndte sig over til de andre, der stod i en klump og sludrede lystigt om rejsen gennem Spanien, Frankrig, Belgien og Tyskland.

Elena og de andre store familier havde taget den lange tur med heste og husvogne et par uger tidligere.

Karavanen havde Marcelle efterladt i skoven, tæt ved gården til grandonkel Alberto og hans kæreste, Olga. Luciano havde på turen fra Danmark 15 år tidligere bosat sig i Lübeck, efter at han faldt pladask for den tyske bondepige. Dengang havde Olgas familie accepteret hendes mørkhudede ældre kæreste og ladet ham bo hos dem. De tænkte vel, at han kunne være til nytte og hjælpe med det praktiske på den nedslidte gamle gård, som lå smukt ned mod en stor sø nord for Lübeck by.

Alt var gået så fint, indtil de ankom til Padborg omkring midnat. Her blev Marcelle afvist ved den danske grænse, inden de nåede paskontrollen.

- Desværre, du og de andre i følget har ikke tilladelse til at rejse ind i landet, sagde han med en afvisende stopbevægelse og viftede ham bagover. Marcelle fik dybe rynker i panden. Hans øjne lynede, da han med tilbageholdt vrede talte roligere end normalt.

- Det kan du ikke mene. Vi har gyldige pas, tilføjede han en anelse højere. De andre, der stod bag Marcelle, hørte det hele og omringede betjenten. Den noget ældre overbetjent, der trængte sig ind i cirkelen, kom ham til undsætning.

- Vi har ordre fra myndighederne. Den danske fremmedlov siger, at vi skal tilbagevise jer, sagde han med kraftig røst.

12

Grænsepolitiet havde fået en underhåndsmeddelelse om, at de ikke ville have tatere og sigøjnere ind i landet. Danskerne ville heller ikke hænge på dem.

Elena huskede hændelsen, som om det var i går.

Hun havde presset sig ind mellem mændene, der stod i ring rundt om betjentene, og kikket uroligt op på sin far. Han var rasende og ildrød i hovedet. Han er ved at eksplodere i raseri, tænkte Elena. Alle, unge som gamle, lavede en masse larm, da de forstod, at den lange rejse var forgæves. Håbet brast, da de fik at vide, at de ikke ville få indrejsetilladelse. Elena så til, mens de ældre i gruppen stod og provokerede betjentene ved at fægte og vifte med passet foran næsen på dem.

Elenas mor, den smukke og vævre Violetta, som havde overlevet syv fødsler, var forvandlet fra en besindig kvinde til en furie af raseri. Hendes stramt tilbagebørstede hår var samlet i en lang hestehale. I takt med hendes raske bevægelser, slog halen som piskeslag mod hendes tynde ryg. Selv om moren var spinkel af bygning, havde hun en vilje af stål. Hun gav aldrig op. Uanset hvor sort tilværelsen så ud, fandt hun altid en udvej.

Elena håbede, hun blev som moren, når hun blev ældre. Hun så op til hende. Men Elenas ældre brødre drillede hende altid med, at hun var stædig som et æsel og umulig at gøre tilfreds, hvis hun ikke fik sin vilje. Moren var stik modsat. Hun var familiens lyspunkt, og tålmodigheden selv. Børnene i lejren elskede at sidde og høre hende fortælle røverhistorier, inden de skulle i seng. Violetta elskede også at have sine egne og andres børn rundt om sig.

- Jeg vil hellere dø, end jeg vil tilbage til Spanien, hørte Elena moren sige. En anden ung mor råbte: - Jeg dræber mit barn, hvis vi ikke kommer ind i det forjættede land, sagde hun og vuggede sit skrigende barn på armen.

Betjenten og overbetjenten pressede sig ud mellem de vrede sigøjnere, der slog ud efter dem, da de satte i løb over imod 13

paskontrollens hoveddør. Betjentene låste døren bag sig. Gruppen fulgte efter dem og stod nu og hamrede på døren, mens overbetjenten var nødsaget til at varsle politimesteren i Gråsten, selv om det var midnat.

- Politimester Jørgensen, undskyld jeg ringer så sent.

- Det er ok, sagde Jørgensen med søvnig stemme.

- Du er nødt til at komme, sagde Thomsen med bekymret stemme.

- Hvad er der sket?

- Der er ankommet et hold sigøjnere med aftentoget, og de er helt vilde.

Thomsen vidste ikke, hvad han skulle gøre.

- Hør her, overbetjent Thomsen, giv ordre til, at sigøjnerne kan overnatte i paskontrollens forhal, hvor de kan indrette sig for natten. Jeg kommer og får styr på situationen i morgen tidlig kl. 05. Godnat!

Thomsen sukkede. Med hjælp fra en række betjente skulle de nok få skik på sigøjnerne. De skulle sendes tilbage. For at være på den sikre side udstyrede de tre Padborgbetjente sig med tåregasbomber og køller. De vægrede sig dog mod at benytte dem af hensyn til de mange børn. Nyheden om, at de kunne varme sig ved kakkelovnen i paskontrollen til næste morgen, fik langt om længe sigøjnerne til at falde til ro.

Elena mærkede, hvordan stemningen skiftede. Straks steg humøret en smule. Et nyt håb var tændt. Nu gjaldt det om at få en god nattesøvn. Alle var trætte.

Elena sov uroligt og vågnede meget tidligt næste morgen til lyden af muntert guitarspil. Moren lå fortsat og sov, mens faren var vågen. Han sad og spiste sin madpakke fra aftenen før, og lyttede til nogle af drengene, som spillede. Gårsdagens optrin var glemt.

Elena hørte hviskende stemmer ved døren. Hun lå lige indenfor. Politimesteren trådte ind i det overfyldte værelse. Elena 14

kunne i øjenkrogen skimte, at han havde en sort nypresset uniform på med blanke knapper og guldstriber på skuldrene.

Elena lod, som om hun sov og blev liggende helt stille, da han kom ind. Politimesteren var ikke alene. Bag ham kom ti andre betjente listende. De stoppede alle op, overrasket over det ejendommelige syn, der mødte dem.

- Det er dog besynderligt, sagde den ene betjent til den anden. Han var overrasket over at se, hvor hyggeligt disse sigøjnere havde indrettet sig. Mellem sovende børn, kvinder og mænd gik en sigøjnerdreng rundt og spillede smukt på sin banjo. En anden spillede violin. Betjenten rystede på hovedet.

- Se dem derovre. Han pegede over på en stor sigøjnerfamilie, der sad samlet i et hjørne.

- Man skulle tro, de var på picnic, sagde han. Han kom sig ikke rigtig over synet af familieidyllen, der sad og hyggede sig med medbragt mad og drikke.

Idyllen blev brudt, da Elena hørte betjentene vække de sidste sovende sigøjnere. Ved synet af alle betjentene mistede Elena straks modet. Slaget var tabt.

Modvilligt lod sigøjnerne sig skubbe ud til den ventende togvogn. Med morgentoget kl. 06 forlod Elena familien og slægtningene i Danmark.

Marcelle og de andre mænd blev enige om at holde et hastemøde i toget. De havde brug for at finde ud af, hvordan de kunne undgå at komme i kløerne på nazisterne, næste gang de skulle af ved stationen i Flensborg. De vidste, at der ville være kontrol. Skrækhistorierne fra kz-lejrene florerede.

Gruppen blev enig om at dele sig i fem grupper. Trods alt var jøder og sigøjnere et udskudt folk, som Hitler ville af med.

Samlet ville de påkalde sig for stor opmærksomhed.

Som planlagt stoppede toget i Flensborg et par timer senere.

Elena og de andre listede sig stille og roligt ud ad forskellige udgange. Kvinderne og pigerne bar tørklæde på hovedet for at 15

skjule det ravnsorte hår. De små børn var svøbt i tæpper. Det var umuligt at se deres mørke hud på afstand. Mændene bar hatte trukket langt ned i panden. De lignede almindelige fattige bønder, tænkte Elena. Aftalen var, at de senere skulle mødes i Lübeck. Hvis alt glippede, havde Marcelle allieret sig med sin barndomsven Alberto, der havde boet i Tyskland i 25 år. Han skulle passe på husvognene, som stod skjult i udkanten af byen mellem nogle store fyrretræer ca. en kilometer fra hans gård.

Elena så to SS-officerer komme gående mod den sidste togvogn, hvor hendes ældste onkel Luciano, hendes moster Maria og deres to 19-årige teenagedrenge stod. De blev stoppet sammen med et ungt nyforelsket par.

- Legitimation, tak. Onklen havde et gammelt dansk pas, som var ulæseligt. SS-officeren måtte være halvblind, for han læste ikke udløbsdatoen. Han lod onklen og konen passere.

Hans to teenagedrenge havde ingen legitimation på sig og blev bedt om at følge med politiet sammen med et nyforelsket par.

De havde gyldigt fransk pas, men blev alligevel stoppet og bedt om at følge med.

Elena så hurtigt den anden vej. Hun benyttede anledningen til at skynde sig videre sammen med de andre i modsat retning.

Hun kiggede en sidste gang. Fik et hurtigt glimt af drengene, der gik med små langsomme skridt, ludende med foroverbøjede rygge. Den unge franske mand begyndte at løbe i panik.

- Halt, råbte den ene officer efter ham. Men franskmanden fortsatte i løb. Rædslen fik hans ansigtstræk til at stivne. Munden stod åben. Forvreden.

- Halt, blev der råbt igen, højere denne gang. Det første skud susede lige forbi hans højre øre. Det andet skud traf ham i nakken. Manden faldt langsomt til jorden. Blodet piblede ud i en stråle fra hans nakke og lavede en sø omkring ham. Officererne ænsede ham ikke mere, gik bare roligt mod bilen. Kæresten be-

16

gyndte at skrige hysterisk. Fægtede med armene mod officeren, som netop havde skudt hendes kæreste.

- Morder, morder, råbte hun efter ham, og spyttede ham i ansigtet, samtidig med at hun sparkede ham hårdt over skinnebenet. Officeren greb hende hårdt i armen. Med den anden hånd tog han fat i hendes hår og trak hende efter sig mod bilen, der gik i tomgang.

- Dig tager jeg mig af senere, råbte han med lynende øjne.

Hvis et blik kunne dræbe, var hun død nu, tænkte hun. - Skyd mig også, skreg hun og slog ud med armene.

Officeren slog hende hårdt i ansigtet. Stemmen forstummede. Elena så officeren trække den viltre pige ind i bilen. Hun var målløs af chok. Resigneret fulgte drengene stille efter og satte sig ind i den samme bil.

Franskmanden blev liggende tilbage i en blodpøl, sammenkrøllet i fosterstilling.

Bilen gassede op, drejede rundt om et hjørne og var hurtigt ude af syne. Elena så dem aldrig igen.

Tårerne trillede stille og roligt ned ad Elenas bløde kinder.

Med deres mørklødede og fremmedartede udseende, anderledes skikke og omvandrende livsform var romaer lette at genkende.

Elena følte ikke, at hun kunne føle sig tryg nogen steder. Specielt ikke efter at krigen var brudt ud. Familien kunne aldrig blive længe på et sted, før de blev jaget bort – evigt uønskede.

Hvor var hun dog træt af det. Elena ville så gerne høre til et sted, selv om hun også elskede friheden og det enkle liv. Hun følte sig ét med naturen de gange om sommeren, hvor hun sov under den åbne himmel, kikkede op på månelyset, mærkede den klare, rene luft rense sine lunger, lyttede til fuglesang, der stille vuggede hende i søvn, og vågnede til en ny dag, udhvilet med fornyet energi af de første solstråler, som aede hendes kind.

17

Elena tænkte på sin familie og specielt på sin elskede bedstemor Marona. Den lange rejse havde tæret på hendes kræfter, kunne Elena se. Livet havde sat sine spor i hendes karakterfulde ansigt.

Hun manglede flere tænder, og de tomme mellemrum gav hendes rynkede mørke ansigt et troldsk udtryk, der gjorde mange af børnene bange for hende. Men ikke Elena. Hun var stolt af sin bedstemor, som var kendt i Triana som den mest anerkendte spåkone og medicinkvinde. Med sin store urtekundskab havde hun helbredt mange, inden hun rejste nordpå med karavanen.

Hun var den ældste og højest respekterede kvinde i lejren. Elena havde altid været bedstemorens øjesten. Og ved hver ledig lejlighed, de var sammen, benyttede Marona chancen til at lære hende alt om urternes hemmelige kraft og virke. En dag kunne hun selv hjælpe andre. Men Elena havde andre planer.

Elena havde tre ældre brødre. Storebroderen Aziz var 23 år. Han havde valgt at blive i Triana, da han netop var blevet gift med sin barndomskæreste Mimi. Hun ventede deres første barn, en uge inden karavanen rejste nordpå. Og nu kunne Elena kalde sig moster.

Elena savnede sin ældste brors selskab. Han var hendes bedste ven. Som barn havde Aziz altid taget sig kærligt af hende.

De havde den samme humor, grinede ad de samme ting. Hun elskede, når han spillede på sin guitar, og hun fik lov at synge af hjertens lyst. Mario og Corin på 21 år var Elenas to tvillingebrødre. Ens som to dråber vand, og uadskillelige. De var altid sammen. Elena så dem ikke så meget. Elena kunne kun se forskel på dem, fordi Corin havde et modermærke under sit venstre øre. Elenas muntre teenagesøster Nadja på 13 år var en drengepige, rebelsk og en dødirriterende søster i disse år.

Hun drillede konstant Elena med, at hun ikke havde fundet en kæreste endnu, for det havde hun. Som barn hang hun altid i hælene på sine tvillingebrødre og så op til dem. Det sidste familiemedlem i stammen var den smukke, men dødnysger18

rige lillesøster Valentina på otte år. Hun charmerede alle med sine store brune dådyrøjne og de sorte proptrækkerkrøller, der lagde sig som slanger omkring hendes ansigt. Hun elskede al den opmærksomhed, hun fik fra alle, både i og uden for lejren.

Hun var familiens maskot.

Marcelle havde besluttet, at familien skulle forlade sit hjemland, efter at et militærkup havde udløst den spanske borgerkrig i 1936. Elena havde grædt og skabt sig, da hun fik beskeden.

Hun ville ikke rejse. Hun kunne være hos Aziz og Mimi og passe den lille, men faren kikkede strengt på hende.

- Vi vender tilbage, Elena, det lover jeg dig. Om ikke ret længe, når krigen er ovre, sagde han og trøstede hende. Men borgerkrigen hærgede stadig. Borgerkrigen sluttede først i april 1939. Og hver gang Elena spurgte: Kan vi snart rejse hjem, far? var svaret altid det samme.

- Snart, Elena, snart. Men hun troede ikke længere på ham.

Sikkerheden var forsvundet fra hans stemme. Han mumlede videre.

- Vores land, mit barn, er blevet til Francos diktatur. Et isoleret land. Hvor styret hersker med gammeldags og strenge katolske værdier. Alt er for Gud, familien og fædrelandet. Det er ikke trygt for os at rejse hjem.

Det hed sig, sagde han langt senere, at Franco straffede andalusierne og deriblandt gitanos. Og Elena var gitanos. Hendes far havde kæmpet mod Franco under borgerkrigen. Men nu havde han fået nok. Han kunne ikke risikere flere døde. Flere af Vargas-familien var allerede henrettet, og Elenas yngste onkel sad i fængsel. Det vidste hun godt, men alligevel, tænkte hun og rystede på hovedet. Hun havde ikke gjort noget forkert, selv om hun undrede sig over, hvor de fik mad og tøj fra i perioder, hvor faren ikke arbejdede. Gitanos var nemme at pege ud som syndebukke for alverdens dårligdom.

19

- Vær du glad, pus, for at du får noget at spise hver dag, sagde faren med et strengt blik på hende, så hun holdt op med at være gnaven og surmule. Marcelle havde været på nippet til at blive taget flere gange, for at familien kunne få brød på bordet, men han havde undsluppet lovens håndhævere i sidste øjeblik. Blev han taget, var straffen fængsel med døden til følge. Marcelle så ingen anden udvej – familien måtte flygte fra landet.

Slægtsbåndene blandt gitanos var stærke, mange fulgte med fra Vargas-familien, da de rejste nordpå, ligeledes farens venner fra Granada. Elena fik nye legekammerater i sine fætre, kusiner og farens venners børn.

Det var næsten aften, tidligt på foråret, og varmt i lavlandet, da store og små begyndte rejsen sammen. Men det var stadig koldt i bjergene. Elena sad i den forreste af de seks husvogne, der bragte dem nordpå. Hun kunne se, at der fortsat lå lidt sne på de højeste bjergtinder, men ikke noget på de skovklædte skråninger, der var grønne og frodige. De rejste gennem åbne og lukkede landskaber, hvor vejene snoede sig, hullede efter frosten fra sidste vinter. Marcelles to stærke nordbagger Sheik og Prins trak vognen i front. Elena kedede sig og fik tiden til at gå med at tælle følget. Tretten voksne, femogtyve børn, tre hunde, to grise og tolv høns. Elena prøvede at genkalde sig de gode minder fra Triana. Hun havde været for ung til at mærke krigen og huskede bedst latter, glæde og sang fra sin barndom.

20

Året er 1943. Elena er en stærk, glad og frimodig pige, hvis liv bliver hårdt prøvet, da familien bliver fanget og sat i koncentrationslejr. Den unge pige bliver voksen fra den ene dag til den anden, og årene under krigen sætter dybe spor og efterlader et alvorstungt skær på både krop og sjæl. Vi følger Elenas kamp for at overleve de grusomheder, tilværelsen byder hende.

Vi følger parallelt den uge Stefans liv. Og vi følger det kærlighedsforhold de to udvikler, og som udfordres af krigens ubarmhjertighed. Vi følger en families vandring og stærke bånd og ser hvilke kræfter det bringer at holde kærligheden, håbet og troen i live, på trods.

Balladen om Elena udfolder sig i årene før, under og efter 2. verdenskrig. Det er en skæbne- og kærlighedsroman. En bog om relationer og drømme. Om mod og venskab. Og om en virkelighed, der både spænder ben og viser ømhed.