Ezras Bog & Nehemias' Bog

Ezras Bog & Nehemias’ Bog

… læst af Frederik Poulsen

Hvorfor overhovedet læse Ezras og Nehemias’ Bøger? Disse to skrifter i Bibelen er formentlig blandt de mest ukendte – og mindst populære. Det er ikke uden grund.

Bøgerne beretter om begivenheder i Jerusalem og omegn for 2500 år siden. Det er en periode i den tidlige jødedoms historie, som er præget af økonomisk krise, politisk usikkerhed og interne konflikter. Det gælder navnlig i spørgsmålet om, hvad det vil sige at være jøde. Bibelforskere i de forgangne århundreder anså ligefrem perioden for at være en kedelig nedgangstid, hvor alt stivner i præstestyre, lovhysteri og fremmedhad.

På teologistudiet i København, hvor jeg underviser i Det Gamle Testamente, læser vi nogle kapitler i dansk oversættelse med de førsteårsstuderende. Men jeg er oprigtig talt i tvivl om, hvor mange af dem der senere i studiet eller som præster vender tilbage til disse bibelskrifter. Det gælder sikkert også andre, der har prøvet kræfter med at læse Bibelen fra start til slut.

Derfor vil jeg fortælle, hvorfor jeg som bibelforsker og menneske er optaget af Ezra-Nehemias, som jeg fra nu af vil kalde de to skrifter. Og jeg vil pege på

spændende forbindelser til nutidens jødedom, min egen kristne tro og vores verden i dag.

En fremmed verden

Ezra-Nehemias spiller en perifer rolle i kristendommen. Der er ingen henvisninger til disse bøger i Det Nye Testamente, og der er ingen læsninger fra dem ved folkekirkens gudstjenester. Kirkens første teologer, som ellers var flittige bibellæsere, har ikke efterladt sig nogen kommentarer til dem, og de glimrer oftest ved deres fravær i moderne børnebibler, som er et fint pejlemærke for populariteten af bibelhistorier.

Det hænger sammen med, at begge bøger er udpræget jødiske i deres indhold og teologi. De er vigtige som en del af Israels historie, men for kristne kan det være svært at forbinde sig til deres fremmedartede univers. Mens fortællingerne i Første Mosebog, poesien i Salmernes Bog og de stærke billeder i Esajas’ Bog taler direkte til mig som menneske, må jeg grave dybere i Ezra-Nehemias for at finde livsvisdom og ord af eksistentiel betydning.

Som litteratur kan det også være en blandet oplevelse. Vi hører om genopbygningen af Jerusalems tempel, ordningen af sociale forhold i det jødiske samfund og genopførelsen af byens mure. Men fortællingens flow afbrydes igen og igen af lange lister med obskure navne og højtidelige skrivelser fra de persiske konger. Hvad værre er, er persontegningen af de tre hovedkarakterer – Zerubbabel, Ezra og Nehemias –flad. De fremstår som sterile rollemodeller: pligtop-

fyldende, lovlydige og nøjeregnende. Den dybde og dramatik, der indgår i bibelfigurer som patriarken Jakob, Samson eller David, er svær at genfinde hos Ezra og Nehemias. Ideologien i de to bøger er også streng. Ved første øjekast er der tale om en radikal og raceorienteret taleban-teologi, der opdeler verden i ”os” og ”dem” og søger at udrense alle fremmedelementer. Det er en bastant og mandsdomineret tankeverden, der lukker sig om sig selv.

1800-tallets protestantiske bibelforskere opfattede som nævnt teologien i Ezra-Nehemias som et åndeligt forfald. De gammeltestamentlige profeters levende og lidenskabelige gudsforhold, som man allerede dengang satte højt, stivnede nu i livløse ritualer og rigid lovreligion. Modstillingen er dog unfair og er med rette blevet kritiseret. Alligevel er det en pointe, at den klassiske religionsform i disse bøger som i store dele af Det Gamle Testamente kan være svær at relatere til i dag: en tempelkult med blodige dyreofringer, hellige genstande og detaljerede regler for kultisk renhed.

For templet spiller en stor rolle for forfatterne. Det gælder offertyper, ritualer, fester og en rangordning af tempelpersonalet i præster, levitter, sangere, portvagter og tempeltrælle. Men de omtalte konflikter mellem ansatte i templet kan indimellem godt fremstå som 2500 år gamle fagforeningsmæssige stridigheder – og altså ikke særlig relevante for os i dag.

Jødedommens tilblivelse

Når jeg alligevel er interesseret af disse to bibelskrifter, er det, fordi de er en uvurderlig kilde til viden om tilblivelsen af jødedommen. Ezra-Nehemias lægger sig i forlængelse af den gammeltestamentlige historiefortælling i Krønikebøgerne og skildrer jødernes historie, mens perserne havde magten over Mellemøsten (539331 f.Kr.).

Det er ikke en hvilken som helst periode. Tværtimod regner vi med, at det var på dette tidspunkt, at grundstenene blev lagt til jødedommen, som vi kender den i dag – grundsten som også er centrale for at forstå den ældste kristendom. Det gælder samlingen af Moseloven, studier i skriften og skærpelsen af en række omstændigheder, der hjælper til at skelne jøder fra ikkejøder. Det er omskærelsen, den ugentlige sabbat, en bestemt spisepraksis og modstanden mod ægteskaber med ikkejøder.

Den skriftlærde Ezra, som er en af de tre hovedpersoner, er i traditionen blevet opfattet som ”jødedommens fader” og sågar også som forfatter til Mosebøgerne. I portrættet af ham, som jeg vender tilbage til senere, er han en helteskikkelse, der belærer folket om Moseloven og formaner til streng lovoverholdelse. Han er arketypen på den lærde, der har indsigt i Guds vilje, og lægger interessant nok navn til en række senere jødiske skrifter om himmelsyn og dagenes ende.

Ezra er muligvis også nævnt i Koranen. Sura 9,30 taler nemlig med foragt om, at jøderne regner Ezra (Uzair på arabisk) for at være Guds søn, ligesom de

kristne siger, at Messias er det. Det må dog bero på en misforståelse, men viser, hvor vigtig en figur Ezra er i jødedommen. I jødisk tradition bliver Ezras Bog og Nehemias’ Bog faktisk opfattet som ét skrift, der hos de jødiske lærde blot omtales som ”Ezra”.

Ezra-Nehemias er altså af stor betydning som kilde til jødedommens tidlige historie. Det er dog ikke altid let at afgøre, hvad der er historisk korrekte oplysninger, og hvad der er forfatternes frie digtning. Nogle af navnelisterne og brevene fra konger og embedsmænd kan være autentiske – og det er fascinerende at tænke på. Andet materiale kan være blevet skrevet til for at skabe en sammenhængende fortælling.

Spredt ud i hele Mellemøsten

Jeg er optaget af, hvad Bibelen kan fortælle os om at leve uden for sit oprindelige hjemland eller i diasporaen, som det også hedder. Her er Ezra-Nehemias vigtig. For det er i denne periode, at jødiske samfund spirer frem uden for Palæstina.

Det begynder med Jerusalems ødelæggelse i 587 f.Kr., hvor jøder bliver spredt ud over hele Mellemøsten. De kommer navnlig til Egypten og Babylon i nutidens Irak. Disse samfund bliver med tiden til kulturelle kraftcentre, og vi regner med, at der allerede i år 300 f.Kr. levede flere jøder her end i det oprindelige kerneområde.

Ezra-Nehemias indeholder interessante glimt af jødernes tilværelse i Babylon for 2500 år siden. Samtidig møder vi stærke synspunkter på, hvordan livet

i forfædrenes hjemland – Jerusalem og omegn – skal udfolde sig. Det er en genkendelig konflikt mellem mennesker, der er blevet boende, og mennesker, der er rejst ud – og nu vender tilbage for at bestemme, hvordan alting skal være.

Ezra-Nehemias er blandt de ældste skrifter i Bibelen, der utvetydigt fremhæver diasporaens rolle inden for jødedommen. Det er ligesom i dag, når den jødiske lobby i USA er med til at påvirke politikken i Mellemøsten. De tre hovedpersoner – Zerubbabel, Ezra og Nehemias – kommer alle rejsende fra steder omkring Babylon for at ordne forholdene i det oprindelige hjemland. Og i hvert fald Ezra og Nehemias rejser tilbage til de jødiske diasporasamfund, de kom fra, når de er færdige med deres opgaver i Jerusalem. Ifølge traditionen blev Ezra begravet i nærheden af Basra i Irak, hvor de danske styrker gjorde tjeneste under krigen mod Saddam Hussein.

Ezra-Nehemias er spændende, fordi livet i det fremmede er blevet et vilkår, som der ikke skal ændres på. Opholdet bliver dog ofte beskrevet som ”eksilet i Babylon” eller ”det babylonske fangenskab”. Og for nemheds skyld plejer vi at sige, at det slutter med Ezra-Nehemias, da jøderne vendte tilbage til Jerusalem; altså et afgrænset tidsrum på godt 50 år (587-539 f.Kr.). Men det er egentlig misvisende, for jøderne blev ved med at bo derovre, og Babylon udviklede sig som nævnt til et jødisk lærdomscenter.

Hvornår sluttede det babylonske eksil så? Min gamle lærer plejer at svare: omkring 1952 e.Kr.! Det var, da de sidste jøder i Irak – mere end 120.000 – ved

en specialoperation blev flyttet til den moderne stat Israel. Og navnet på hele denne aktion? Operation Ezra og Nehemias!

Denne bog

Fortid og nutid mødes, når vi læser i Bibelen. Jeg vil lede efter motiver og scener i Ezra-Nehemias, der taler til mig som forsker og menneske. I første omgang vil det dreje sig om at forstå det særegne univers i de to skrifter. Det sker igennem fem ledetråde, der hjælper til at få overblik over indhold og tankegang.

Derefter følger forskellige indgange til Ezra-Nehemias. Det er alle temaer, der knytter sig til religion og kultur i dag. Det kommer til at handle om oplæsning af helligtekster som gudstjenesteform i synagoge og kirke, om bibelhistoriske highlights og om blandede ægteskaber, der er et brændende spørgsmål for nutidens jøder. Derefter skal det handle om lister som et redskab til overblik og erindring, om synligt lederskab og om et menneskes desperate forsøg på at undslippe historiens glemsel.