Birgitta uddrag

ALFA

ALFA

B IRGITTA

Bodil Busk Sørensen

BIRGITTA

Bodil Busk Sørensen Birgitta © Forfatteren og Forlaget Alfa 1. udgave, 1. oplag 2013 isbn 978 87 7115 077 3 Omslagsbillede: Birgitta af Lis Engblom.

Allervenligst givet tilladelse til brug af kunstneren selv og Salems kyrka, Sverige, hvor billedet hænger. Foto taget af Anna Björkdahl Sats: RPC Sat med: Centaur Tryk: ScandinavianBook Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C

 3324 9250 www.ForlagetAlfa.dk

ALFA

B IRGITTA

Bodil Busk Sørensen

Forspil • En nat i det Herrens år 1310 lød en stemme fra himmeldybet til Birger Persson af Finstas 7-årige datter, Birgitta: ”Vil du have denne krone?”

Stemmen tav.

Barnet satte sig ret op og ned i sengen og lyttede ud i mørket. Hun genkendte ikke stemmen.

Halvt vågen vendte hun sig mod det sted, hvor lyden kom fra og så en skikkelse klædt i hvidt, en ung, smuk kvinde, som holdt en kostbar krone i hænderne. Barnet så betaget på hende, hendes ansigt, hendes øjne, hendes mund. Hun sad ved et bord, eller var det alteret i Rasbo Kirke? Det var ikke tydeligt i halvmørket. Den lille vågelampe, der altid brændte om natten ved barnets seng, stod på alteret.

Nu lød stemmen igen. ”Vil du have denne krone?” Barnet nikkede, og kvinden kaldte: ”Birgitta kom!”

Tøvende slog hun tæppet til side, stak tæerne udenfor og gled ned på det kolde gulv. Var det en brudekrone, som kvinden holdt i hænderne? Skulle hun giftes?

Nu stod hun foran kvinden. Hun så ind i hendes ansigt og vidste med ét, at det var Den Hellige Jomfru, det var Jomfru Maria, hun genkendte hende fra kirken, hvor hun sad på en trone med Jesusbarnet på skødet.

Kvinden så mildt på hende, da hun løftede den kostbare krone og satte den på hendes hoved.

Den var tung, og det gjorde ondt, da kronens ring var på plads og sad, som den skulle. Hun rankede sig, tog sig sammen og forsøgte at bære den.

Barnet sad igen i sin seng. Det var mørkt, kun den lille vågelampe lyste svagt. Hun frøs og trak tæppet op over sig. Hendes fingre rystede, da hun følte efter oppe i håret, hvor kronen havde siddet. Så foldede hun hænderne og bad det fadervor, som hun nok havde glemt i aftes.

Hun lå længe og lyttede. De kendte lyde kom til hende. Snorkelyde, hosten og harken fra det store soverum, vrinsken og brølen ovre fra staldene. Alting var, som det plejede at være.

Finsta Verden er lys

•

• D •

et var december, og året var 1305. Lagmand Birger Persson stod på stentrappen, som førte op til hovedbygningen, og så fraværende ud i den tidlige morgen. Han var varmt klædt på, uldkappe og tykke støvler. Sneen knirkede under hans fødder, frosten havde allerede godt fat.

Ovre i staldene var folkene i færd med at røgte dyrene. Fra smedjen steg røgen op gennem hullet i taget, hammerslag, jern mod jern siksakkede gennem mørket, skingre og hårde. Der var morgenaktivitet i de mange træbygninger, som lå spredt ud over området inden for voldgravene. Tjenestepigerne skramlede i bryggers og kælder, det flakkende lysskær i stegers og kælderrum fortalte, at gryder og potter var i sving over ildstedet. Madlavningen var i fuld gang.

Der var kommet bud til Finsta i aftes. En lille flok riddere med ilbud om at Torgils fra Aranäs var taget til fange efter ordre fra kongen. Stemningen var dyster, og snakken havde gået til langt ud på natten.

Fru Ingeborg var stået op og havde sørget for, at der kom mad på bordet.

Fisk, saltet og røget kød, oste, fyldte brødkurve og store kander med øl. Nu sov de, ridderne, men Birger Persson var vågnet tidligt, som han plejede, og var stået op.

Han trak skindhuen ned over ørerne og gik over mod staldene. Her beordrede han sin hest ført frem. Et par svende åbnede broen over voldgravene og fulgte ham til hest på afstand.

Hvad var det med disse sønner af den for længst afdøde konge Magnus Ladelås? Den ældste, Birger, arvede tronen efter sin far, da han kom til skelsår og alder, men han var så sandelig ikke den kvikkeste af brødrene. De to yngre, Erik og Valdemar, havde fået tildelt hver deres hertugdømme, men især Erik kunne ikke affinde sig med en andenplads.

Den kolde morgenluft klarede tankerne, og Birger gennemgik for sig selv den nye situation. Torgils fra Aranäs havde gjort det godt som rigets egentlige 9

B I RG I T TA

regent og formynder for barnekongen Birger. Torgils, der var ridder som han selv, havde stabiliseret adelens magt ved at samle stormændene i et forbund, hvortil også Norge havde sluttet sig. Men han havde dummet sig ved at lægge sig ud med præsteskabet. Han havde stukket hånden ned i en hvepserede ved at forsøge at indskrænke kirkefolkets rettigheder, og det var uklogt.

Magnus Ladelås havde i sin tid fritaget kirkegodset for skatter og afgifter, og det skulle marsken Torgils absolut ikke røre ved. Gejstligheden stod stærkt, havde hele den katolske kirke i ryggen. Man gav ikke disse rettigheder fra sig igen. Lagmand Birger Persson kendte om nogen landets love.

Han satte hesten i trav. Stien var frosthård og stabil med kun et drys af sne.

Stjernerne blinkede på den lille stribe himmel oppe mellem træerne. Det blev ikke lyst i dag, kun et par timer. Snart var det solhverv, og hvad ville det nye år bringe? Det var hertug Erik, som bekymrede ham. Erik var et lyst hoved, men skruppelløs i sin ærgerrighed. Med folkungernes evne til at se og kombinere alle muligheder ville han uden tvivl styre mod sit mål, og manglede der en brik i hans planer, skabte han den selv uden at tænke på omkostningerne for andre.

Ingeborg ville altid støtte Erik.

Fru Ingeborg! Birger Persson vendte hesten, han måtte tale med sin hustru.

Hun havde bekymring for børnene – de der var tilbage. Birgitta, den ældste, havde klaret de første tre år og så ud til at have et godt helbred, men hun havde ikke sagt et fornuftigt ord endnu. Var hun mon stum? Med store opmærksomme øjne fulgte hun tavs med i alt, hvad der foregik – ja, og den lille Katarina, mon de også fik lov at beholde hende?

Hun var blevet skrøbelig, fru Ingeborg. De mange små børn, der fik så kort et liv, havde gjort hende mere religiøs, mere tænksom. Han ville gerne glæde hende.

Der var et mylder omkring husene, da Birger vendte hjem fra sit morgenridt.

Folkene gik ærbødigt til side, da han med hurtige skridt gik op ad trappen til stenhuset.

Fru Ingeborg modtog ham i døren. Hun var iført en smuk lys ulden kjole med en grøn fløjlskappe over. Hovedlinet sad i bløde læg om hendes fine ansigt. Hun rakte begge hænder frem mod sin husbond og sagde med et smil, der røbede noget af hendes gamle livsmod. ”Vil du tro, Birgitta taler i dag, hun siger hele sætninger.”

10

F insta

❇ Det store bord stod dækket med alt, hvad køkkenet formåede. Pigerne gik til og fra med fyldte fade, stegte fjerkræ, lammekøller, postejer, tørrede kogte bønner, syltede agurker, kogte rullepølser, stribet saltet flæsk, syltede frugter og hele brød skåret i skiver. Kanderne med øl stod fyldte, og ved hver kuvert stod de fine grønne glas med dekorative knopper udenpå, som også havde den praktiske funktion, at de fedtede fingre ikke gled, når man tog på dem. Der manglede intet i fru Ingeborgs udstyr. En stor terrin stod ved bordenden med en dampende suppe.

Gæsterne stod i salen og småsnakkede, mens de varmede sig ved ilden.

Kappen med det broderede våbenskjold havde de slængt over skuldrene. Én af dem trådte hen til fru Ingeborg, der var på vej ud efter at have talt et par ord med sin husbond. Han bukkede høfligt for hende og roste hendes opdækning.

Alt var således parat, da Birger Persson bød sine gæster fra aftenen før til bords.

I lang tid blev der budt rundt og spist. Gæsterne var sultne fra dagen før.

Det lange ridt i vinterkulden havde tæret på deres kræfter. Det var godt at sidde i lagmandsgården, hvor ilden buldrede ved ildstedet og med al den mad på bordet. Birger brød som ventet tavsheden. ”Torgils er taget til fange efter ordre fra kong Birger,” begyndte han. ”Det er så den tak, han får for at have støttet ham som arving til tronen.”

Mændene rundt om bordet var rigsrådsmedlemmer. De kendte hinanden og talte lige ud af posen. Lagmand og borgherre til Loholm i Västergötland, Gudmar Magnusson, lagde kniven fra sig og tørrede fingrene i dugen. ”Brødrene hader hinanden, vil alle til fadet. Og værre blev det, da Torgils sidste år tvang de to yngste til at støtte deres bror,” sagde han. ”Erik skummede af raseri, da han skrev under,” indskød en anden, ”dokumentet forbød ham at vise sig ved hoffet uden at være inviteret af broren.” ”Kongen er et fæ,” ivrede den ellers så besindige Gudmar. ”Det véd Erik, og det spiller han på. Erik skulle efter min mening have været konge, han har formatet til det. Han er en ægte folkunge, der er både forstand og vilje i den familie. Du ved det da selv Birger, du har jo giftet dig ind i slægten, og du også Knut. Ja, min hustru er også én af dem.” Han så hen på Birger.

Lagmanden nikkede høfligt, mens han forsøgte at skjule et skævt smil. ”Jovist, Gudmar, jovist – både forstand og vilje.”

11

B I RG I T TA

Gudmar langede til fadene, hans kinder blussede.

Birgers svoger, lagmand og borgherre til Aspanäs, Knut Jonsson, blandede sig. ”Erik og Valdemar tog klogeligt til Norge, op til Eriks besiddelser der. Ja, han har jo friet til Håkons datter, Ingebjörg, da hun kun var et år gammel.”

Der blev nikket og grinet rundt om bordet. Jo, hertug Erik havde mange garn ude. Havde han ikke også friet til danskerkongens søsterdatter Sofia?

Der blev en pause i snakken, og i mangel af ord rakte mændene til fadene, smaske- og gumlelyde føltes mærkbart, sagen var alvorlig. Disse mænd vidste alle, at der stod meget på spil. Det kunne ende i oprør og krige. Man ventede på Birger Persson, men han tog sig som altid god tid, før han talte. ”Erik har en finger med i dette,” sagde han omsider. ”Han har sluttet sig til de gejstlige, som er oprørte over Torgils’ idé om at pålægge kirken skatter, og de har presset kongen til at arrestere ham.” ”Hvad sagde jeg?” Gudmar brød ind. ”Kongen er et fæ, han fatter ikke, hvad der foregår.” ”Det er mere indviklet end som så.” Lagmand Birger løftede sit krus, og var lige ved at glemme sine pligter som vært. ”Adel og præsteskab må stå sammen i rigsrådet. Jeg vil tale med min slægtning, domprovst Andreas i Uppsala, og høre hans mening. Erik går uden tvivl efter tronen, og han vil da også være bedre egnet end Birger, men jeg kan ikke lide, at Torgils skal ofres i det spil.” ”Og bønderne,” indskød én, ”hvis de tropper op med deres økser og køller, kan det blive blodigt!”

Stemningen var trykket. Udenfor var der mørkt, selv midt på dagen. ”Vi må se tiden an,” sagde Birger, ”den hellige jul står for døren, og i den tid er der ingen, der foretager sig noget uoverlagt.”

Han så sig rundt og kom i tanke om, hvad hans hustru havde bedt ham sige. ”Jo, I bliver naturligvis et par dage, før I tager hjem for at fejre julen. Det er fru Ingeborgs ønske, at I får hvilet ud. Hun har allerede pakket en kurv, som du må have med til fru Katarina, Knut. De to søstre står hinanden meget nær.”

Han så hen på Gudmar med et fornøjet glimt i øjet. ”Og Gudmar, forlad mig, at jeg helt har glemt at spørge til drengene. De har det vel godt og er raske og sunde?”

Gudmar smilede oplivet. Jo, drengene havde det fint, de var dygtige med heste og al slags idræt, men knap så optaget af boglig lærdom. Især Ulf gad ikke det med bøgerne.

12

F insta

Birger Persson lo i skægget og mente, at Ulf nok blev lagmand endda.

Han løftede sit glas. ”Allerede i morgen vil jeg opsøge Andreas i Uppsala, han kender kirkeretten, og hans mening er ikke uden betydning. Der er heste klar til de af jer, der vil med.” ❇ Trods de mørke politiske skyer kom julen, som julen gør, når det er dens tid.

Efter nogle meget travle dage med allehånde forberedelser til den store højtid, sænkede freden sig over lagmandsgården Finsta.

Fadebure og kældre stod fulde af mad: honningsyltede og tørrede frugter fra sommerens høst, saltede og tørrede fisk var oplagret, nu da søerne var frosset til. Foruden røget, saltet og tørret kød, var der i den kolde årstid et lager af fersk kød. Det lå på risten i kælderen, hvor store isklumper, hentet i søen, var skubbet ind gennem lugen udenfor og ind under risten, så den ferske kød var stiv af frost og kunne holde sig længe.

Det var fru Ingeborgs idé med den kælder. En lærdom hun havde med fra sit hjem, hvor hendes mor, fru Sigrid, havde øjne og øren åbne for tidens opfindelser, især de idéer, som kom kvindearbejdet til gode. Der stod oste i rækker på hylderne og brød i stabler. Nykærnet smør i bøtter og øl i fustager. Fru Ingeborg, der bar nøglerne ved sit bælte, havde sammen med husholdersken gået en runde om formiddagen og givet de sidste ordre: ”Sørg for at holde ildsteder og ovne i gang, ilden må ikke gå ud, og stien over til brændeskuret skal være ryddet for sne!”

Birger Persson var ved at gøre sig selv og sin husstand klar til midnatsmessen i Rasbo Kirke, hvor hr. Bengt forrettede messen. Som lagmand vekslede han mellem kirkerne på egnen, og i år blev det Rasbo.

Hestene stampede prustende i sneen på gårdspladsen. En slæde med plads til kvinderne blev kørt frem. Barnepigen stod med Birgitta i favnen. Som en lille tøjbylt blev hun båret ned til fru Ingeborg, der tog imod barnet og trak hende ind til sig. Nu sad de lunt i den store skindpose med tæpper og sjaler om sig. Endnu et par kvinder var med som hjælpere, de stoppede tæpperne ned om fru Ingeborg en ekstra gang og krøb så ned i deres kørepose. ”Hvor skal vi hen?” hviskede Birgitta.

13

B I RG I T TA

”Til kristmesse,” hviskede moren tilbage. ”Og du skal med i år, for nu er du stor og kan forstå, hvad præsten siger.”

Birger Persson bøjede sig ned over slæden. ”Sidder du varmt Ingeborg – og barnet?”

Fru Ingeborg nikkede og smilede til sin mand. Han var en del ældre end hun, og en omsorgsfuld husbond og far. ”Stump,” sagde han og strøg tøjbylten over hovedet. Han satte foden i stigbøjlen og sprang op på hesten. ”Så kører vi.” Hans dybe stemme hørtes ud over gårdspladsen, og selskabet kom i bevægelse.

Forrest red mændene med fakler. Bag dem Birger Persson selv med sine væbnere. Så dukkede slæden frem trukket af et par rolige heste, og bagest igen mænd med fakler. De var bevæbnede som altid, når man vovede sig uden for voldgravene. Ulvene var ude i nat og røvere ligeså.

Som de kom frem, dukkede andre op med heste og fakler fra de omkringliggende gårde, men ingen flok var så stor som den fra Finsta. Fru Ingeborg sad dybt begravet i pels og skind og nynnede for barnet, som hurtigt faldt i søvn.

Nu blev stien bredere, og Rasbo dukkede frem. Ilden blafrede i faklerne ved kirken, og mændene fra Finsta stak ligesom de andre deres fakler ned i sneen. ”Guds fred!” hilste man, som man kom frem.

Våbnene blev lagt i indgangsrummet. Kvinderne i slæden blev hjulpet ind i kirken, hvor lysene blafrede i lange vokskærter og fik Madonna med barnet, der tronede ved et sidealter, til at virke levende. Birgitta sad på barnepigens arm og kiggede rundt i kirken med store undrende øjne. ”Hvem er det?” hviskede hun og pegede på træskulpturen. Barnepigen skulle til at svare, men fru Ingeborg gjorde korsets tegn for sig og så indtrængende på Birgitta. ”Det er Den Hellige Jomfru, som fødte Jesusbarnet i nat.”

I det samme begyndte munkene at synge med bløde kraftige stemmer.

Rummet bølgede af toner, høje og dybe mellem hinanden. Hil dig, Maria, fuld af nåde … Barnet lyttede undrende.

Hil dig, Maria … Hun rakte over mod sin mor. Ingeborg tog hende ind til sig.

Velsignet er dit livs frugt, Jesus.

Tonerne steg og steg.

Hellige Maria, Guds Moder! Bed for os syndere, nu og i vor dødstime.

14

F insta

Tonerækkerne slyngede sig mellem hinanden i et flerstemmigt amen, som til sidst forsvandt højt oppe i hvælvingen. Der skete mærkelige ting, præsten stod frem og sagde ord, hun ikke kendte. Munkene sang igen, men hun kiggede hele tiden på Den Hellige Jomfru, der sad i en rød stol med et barn på skødet.

Jomfruen var i en fin blå kjole og havde en krone på hovedet.

Så var det hele ovre. Der blev snakket, og man hilste og ønskede hinanden en velsignet julefest. ”Ja, I kommer da til juleridt på Sankt Stefans dag!” Birger inviterede til højre og venstre.

Hr. Bengt, iført ornat til lejligheden, gik hen til familien fra Finsta og hilste på Birger Persson. Han bukkede for fru Ingeborg og så spørgende på barnet, der stod og så op på ham med store klare øjne. Ingeborg nikkede. ”Ja, det er Birgitta, vores ældste, vi er meget taknemlige.”

Præsten strøg sig med en distræt bevægelse over panden og nikkede lidt fjern i blikket. ”Nå, det er altså Birger Perssons datter, en pige forstår jeg.”

Fru Ingeborg lo af hans forfjamskelse. ”Ja, det er Birgitta,” sagde hun, ”men det er da rigtignok også svært at se, om det er en dreng eller en pige med alt det tøj, hun har på.”

Birger Persson så op og mødte sin kones blik, hun ville gerne hjem med barnet. Han tog afsked med præsten og bød sin hustru armen. Barnepigen løftede Birgitta op, og familien fra Finsta med heste, slæde og fakler forsvandt ud i den mørke julenat. Ulvene tudede, og stjernerne blinkede på den frostklare himmel, men Birgitta sov trygt. ❇ Hr. Bengt så op mod stjernerne på vej til sin bolig ved kirken. Lægbroderen havde lagt brænde på ilden og sat mad frem på bordet. Han gned hænderne af velvære. Kirken havde været fyldt, og messen havde været smuk og højtidelig. Julebudskabet var som altid en succes. Det havde Vorherre gjort godt. Hr. Bengt korsede sig uvilkårligt. Hvad var det for studentikose tanker, der overfaldt ham? Nu ikke overmodig. Men julen måtte da fejres behørigt.

Var der ikke nede i kælderen en fin årgang, som domprovsten havde foræret ham? Hr. Bengt tog en olielampe i hånden og gik ned ad kældertrappen. Her 15

B I RG I T TA

udsøgte han sig en flaske af de langhalsede med kurveflet omkring. Oppe i lyset studerede han stemplet nøje. Jo, ædel fransk klostervin, som domprovst Andreas havde opsnuset, da han studerede i Paris. Han måtte have haft en ordentlig sending med hjem. Præsten smilede uvilkårligt.

Han skænkede vinen op i et stort glas og satte sig godt til rette ved bordet.

Snuppede med fingrene et stykke brød og lidt ristet gåselever – kørte vinen langsomt rundt i glasset og tog så en slurk. Bevar mig vel, det var sager. Hr. Bengt blev fjern i blikket.

Jaså, det var Birger Perssons lille datter, han havde set i dag. Det var længe siden, ja tre-fire år vel, da han havde sin uforklarlige oplevelse, det han for sig selv kaldte synet. Det han ikke turde fortælle nogen, for så ville man regne ham for gal. Han havde skriftet for biskoppen, men ellers ikke talt om det. Hvordan var det nu? Han skænkede et nyt glas og gav tankerne frit løb.

Hvad var det, han havde set hin vågenat i bøn, hvor han et øjeblik var gået udenfor og overvældet af himmelrummet havde hvisket for sig selv: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Da var det synet kom, huskede han og tømte langsomt glasset. Mens han stod der i den nordiske nat med himlen som et tag over sig, havde han set en lysende sky, og i skyen en jomfru med en bog i hånden. Jomfruen talte til ham, han huskede hvert ord: Der er født Birger en datter, hvis vidunderlige stemme skal høres over verden.

Han virrede med hovedet. Præster som han skulle ikke se jomfruer i skyen, der berettede om børn og fødsler. Præster skulle vogte deres tanker for Djævelens rænkespil.

Men i aften havde han set barnet lyslevende. Birgers barn, en pige. Det stemte jo præcist. Og hvis synet talte sandt og var fra Gud – og ikke Djævelens blændværk – så skulle engang hendes vidunderlige stemme høres over verden.

Jeg havde gerne været dette syn foruden, tænkte hr. Bengt, idet han skænkede et sidste glas af de franske dråber, fast besluttet på at skrifte for biskoppen igen. Han måtte løses fra dette tøjeri. Men ikke et ord om synet skulle fra hans mund slippe ud til andre, allermindst til familien på Finsta. Han tømte glasset og fandt sin seng og sov ind i den hellige julenat.

16

F insta

❇ Juledag var helliget hjemmet, først 2. juledag gik det løs med fester og løjer. Alligevel bankede det ved middagstid på den store indgangsdør til Finstagården.

Fru Ingeborg tog imod. ”Erik, er det dig?” Hendes ansigt strålede, og uvilkårligt bredte hun armene ud. ”Hvilken glædelig overraskelse.”

Den unge hertug trådte ind, lagde høvisk sit sværd ved hendes fødder, bøjede det ene knæ helt ned til jorden, mens han kyssede hendes hånd til hilsen. ”Fru Ingeborg, altid til tjeneste for så smuk en dame.”

Ingeborg tog begge hans hænder i sine og rejste ham op. Hun var klædt i en karmoisin-rød dragt med en kort kappe over, som blev holdt fast af et bredt sølvspænde hen over brystet. Erik stod høj og rank foran hende og smilede af hendes åbenbare glæde ved at se ham. ”Jeg fik en uimodståelig trang til at se Finsta og ønske jer alle en velsignet julefest,” sagde han. ”Står alt vel til her på lagmandsgården? Og børnene …?”

Erik forstod at trykke på de rigtige knapper, og Ingeborg fortalte, især om Birgitta, der ikke havde sagt et ord i tre år, men nu talte et sprog så godt som nogen voksen. ”Hun bliver snart fire, du véd jo ...” Ingeborg tav.

Erik nikkede. Han huskede udmærket den stormfulde aften ved Öland for snart fire år siden. Deres skib var blevet slynget mod en klippe og knust, og skønt det skete tæt på land, var mange mennesker omkommet. Han mindedes, hvordan det var lykkedes ham med sine sidste kræfter at bjærge den højgravide fru Ingeborg i land. Nu forstod han på Ingeborgs udtalelse, at det dengang ufødte barn ikke havde lidt nogen skade ved den voldsomme medfart.

Ingeborg lo. ”Hvad er jeg dog for en værtinde, kom indenfor? Birger, Birger, jeg har en glædelig overraskelse til os.”

I det samme kom Birger Persson ind i storstuen. Han havde hørt, at der var uro af heste og folk på gårdspladsen.

Der fór en skygge hen over hans ansigt, da han fik øje på hertug Erik. Hvad nu? Hvorfor var Erik her? Var han ikke i Norge? Ingen bemærkede noget, og han gik med hurtige skridt frem mod gæsten. ”Velkommen min dreng, hjertelig velkommen. Det glæder mig at se dig sund og rask,” sagde han.

17

B I RG I T TA

Birger betragtede indgående den unge hertug. ”Men hvad får dig til at beære Finsta med et besøg i disse hellige juledage?”

Hertug Erik bukkede ærbødigt for sin ældre ven. ”Såmænd for at fejre Upplands-lovens vedtagelse på 9-årsdagen sammen med Jer, kære Birger, og hvor gør man det bedre end på lagmandsgården, hvor den har fået sin udformning.”

Erik lo, han vidste udmærket, at Birger ikke faldt for smiger, men det skadede vel ikke. ”Nej helt ærlig, jeg kommer for at se Jer, kære Birger Persson, og for at overvære kapridningen fra kirken i morgen. Det morer mig at se alle disse gæve bondesønner og deres heste.”

Ingeborg havde for længst forladt rummet og var i fuld gang med at dele ordrer ud til tjenestefolkene. Hertug Erik og hans folk skulle beværtes med det bedste, borggården kunne præstere denne hellige juledag, hvor også borggårdens folk spiste med.

Lige nu blev der båret fyldte kander med øl ind i storstuen, og Birger bød sin gæst tage sæde. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var andre årsager end morgendagens kirkeridt, der bragte Erik til Finsta.

Denne broderstrid i kongehuset var farlig for riget: kongens motiver for at arrestere Torgils var uklare, Andreas og præsterne vidste han dog hvor stod, blot nu Erik ville spille rent ud.

Birger løftede sit krus til hilsen, han satte sig til rette for at lytte og lod Erik tale. ❇ I et hjørne på en lav skammel sad barnepigen Helga, en ung frøken af god familie. Birgitta sad på en skammel over for hende og lyttede, helt tabt for omverdenen.

Helga Nilsdatter havde fået til opgave at tage sig af ældstebarnet Birgitta, sørge for, at hun altid var klædt ordentligt på, at hun fik sin mad til tiden og sin søvn. Helga sov i en seng ved siden af barnet. Men som tiden gik, fik Ingeborg øje på Helgas mangfoldige evner, og hun blev guvernante for Birgitta.

Helga var fra Östergötland, hvor Ingeborgs søster Katarina på Aspanäs boede. Katarina var bekendt med Helgas familie og havde anbefalet hende, og hun viste sig snart at være et fund af en guvernante. Hun var som så mange 18

F insta

døtre fra det bedre borgerskab en tid blevet oplært hos dominikanersøstrene i Skänninge, hvor undervisningen i store træk gik ud på at oplære den unge pige i gode sæder og praktisk husførelse.

Helga var velbegavet og havde suget til sig af nonnernes lærdom, og endeløse rækker af fortællinger, sange og lege fandt vej fra hendes skatkiste, når hun var sammen med barnet. Ingeborg kunne ikke sige sig fri for et stænk af jalousi, når hun bemærkede, hvordan Birgitta dagen lang traskede i hælene på sin barnepige og næsten glemte sin mor.

Lige nu sad de to sammen i hjørnet, og Helga fortalte om Stefan Stalddreng. Jo, Stefan var stalddreng hos den mægtige kong Herodes i jødernes land.

Han skulle sørge for, at kongens heste fik vand at drikke. Selv midt om natten måtte han vande hestene, hvis de trængte til det. ”Hvor sov han?” indskød Birgitta, ”så han kunne vide det.” ”I halmen i stalden ved hestene, vil jeg tro. Det er ikke så koldt i jødernes hellige land som her.”

Helga strøg en hårlok væk fra barnets pande og fortsatte. ”En nat trak Stefan kongens heste ud af stalden og førte dem ned til vandingsstedet. Pludselig fik han øje på en stor stjerne, som ikke plejede at være på himlen. Stefan kiggede rundt på himlen, alle andre stjerner var små prikker i forhold til den, og han var sikker på, at der var sket noget mærkeligt.” Birgitta sukkede, men sagde ikke noget. ”Så sikker var Stefan, at han løb ind til kongen og sagde, at verdens største konge var født i denne nat. Kong Herodes blev vred og erklærede, at det var umuligt. På bordet stod der et fad med en stegt hane. Kongen pegede på den og sagde, at det sludder, Stefan fortalte, var lige så umuligt, som at den stegte hane på bordet ville blive levende igen. I det samme rejste hanen sig op og galede.”

Birgitta lo, så det klukkede. ”Så fik Stefan ret.” ”Det fik han, men kong Herodes blev så rasende over, at der var en konge, der var større end han selv, at han lod Stefan henrette.”

Birgitta så forskrækket op på Helga. ”Hvad er henrette?”

Helga veg udenom og tog i stedet Birgitta op på skødet, vuggede hende frem og tilbage, mens hun stille sang.

Stefan henter heste frem, vi takker så gerne, 19

B I RG I T TA

han vander sine foler fem, alt for den lyse stjerne.

Ingen dagskær ses endnu, stjernerne på himmelen de blinke.

Hun tog Birgittas hånd og talte de små fingre: ”En – to – tre – fire – fem. Fem heste var det, som Stefan skulle vande.”

Birgitta smilede, mens Helga nynnede igen og igen, til barnet sov. ❇ Messen i Skederid Kirke 2. juledag var i gang. Udenfor diget forsøgte staldkarlene at holde styr på de mange heste, der utålmodigt prustede og vrinskede i den kolde morgenluft. Nogle var ustyrlige, man havde hældt resterne af juleøllet i halsen på dem, de hoppede og dansede om kap med de arme stalddrenge.

Inde i kirken havde bønderne og deres sønner strakt hals, da en høj herre i ridderdragt fulgt af Birger Persson havde banet sig vej op til koret og sat sig på en af de få kirkestole, der var i Skederid Kirke. Var det hertug Erik? Man hviskede og puffede for at komme til at se. Ingen fulgte med i messen, som dog drejede sig om Den Hellige Sankt Stefanus, der først af alle led martyrdøden for sin kristentro.

Det var virkelig hr. Erik! En bonde havde mødt ham før og genkendte ham, ville han mon deltage i ridtet? Flot var han, som sin far, den gode Magnus Ladelås.

Endelig ringede kirkeklokken ud, messen var til ende. Præsten gik hen til hr.

Erik og trykkede ham i hånden. Folk trak ud til siderne, så der blev en midtergang. Erik nikkende til højre og venstre, mens han hele tiden belevent sørgede for, at præsten og Birger Persson var med ned gennem kirken.

Udenfor tog han sig tid til at hilse på mange af de fremmødte. ”Jeg fik lyst til at se kirkeridtet her i Uppland.” Han smilede og nikkede til en bonde med sølvknapper i vesten. ”Er det dine sønner, de fire karle der?”

Han gik ned ad stien, der førte op til kirken. Der, lidt fra de andre, stod hans folk og heste sammen med Birger Perssons. Han sprang op på sin hest, satte sig til rette i sadlen og afventede derfra, hvad der videre skulle ske.

20

F insta

Det kan nok være, der kom liv i karlene. Hertug Eriks tilstedeværelse kastede glans over dem alle. Hvem ville ikke gerne blive kåret som ”Stefan” i dag. De skulle ride uden saddel et par mil ad krogede omveje til Finsta gård, hvor der ventede øl og gode sager. Nu lød signalet, og i en sky af sne og jord og høje tilråb forsvandt rytterne. Det så halsbrækkende ud, én af karlene lå allerede og rullede i sneen. Så forsvandt den sidste ind i skovene.

Erik smilede hen for sig, og Birger vidste i samme øjeblik, hvorfor han var her i dag. Han ville være ven med bønderne – ligesom sin far. Sammen red de i ro og mag den korteste vej til Finsta og kom tidsnok til at se den nye ”Stefan” blive kåret og udvalgt til at være den, der først af dem alle fik høstet sine marker i det nye år – det skæbnesvangre år 1306. ❇ Vinteren var på sit højeste. Sne og frost hærgede landet. På kongeslottet i Stockholm gik kong Birger Magnusson hvileløs rundt i riddersalen.

Tjenerne slæbte brænde i det uendelige og forsøgte at varme rummet op. I kælderen under salen var der bygget et kæmpestort ildsted, en åben ovn, hvor store sten blev varmet op, så de blev næsten gloende. Dernæst blev de trillet ud på stengulvet foran ovnen. Varmen var enorm og førtes gennem huller i kælderloftet op til riddersalen. Kongen gik frem og tilbage og nød varmen strømme op om sig fra disse huller. Men inden i sig følte han en isnende kulde.

Det var februar, og Torgils Knutsson sad i sit fangehul og ventede på, at hans dom skulle eksekveres. Kong Birger var forvirret, vidste hverken ud eller ind. Hans bror Erik påstod, at det var Torgils, der var skyld i brødrenes stridigheder, og broren Valdemar var af samme mening. ”Var det vel ikke nok Torgils idé med det dokument, der havde sat splid mellem dem?” fastholdt Erik, der med brorens tilladelse aflagde et kort besøg på slottet efter jul – det første besøg efter at det fatale dokument var skrevet.

Han havde rost sin bror for at have taget det afgørende skridt over for Torgils. ”Det er vel dig, der er konge,” havde han med et ironisk smil henkastet under deres korte samtale. Så var han rejst igen, og Birger stod med ansvaret.

Han vandrede igen – frem og tilbage, frem og tilbage – peb ind imellem som en hund, for Torgils havde dog været hans trofaste støtte og taget hans parti, når brødrene blev for nærgående.

21

B I RG I T TA

Eriks besøg gjorde ham usikker, hvorfor var han pludselig dukket op? Og hvad med Torgils tilhængere? Han korsede sig i et forsøg på at holde dæmonerne på afstand, for først og fremmest var han hunderæd for at blive uven med kirkens folk.

Han følte sig presset fra alle sider og tog sig til hovedet med begge hænder, for virkeligheden var, at Torgils Knutsson skulle henrettes på Pelarbakken i dag klokken 12, og han, kong Birger Magnusson, havde underskrevet dommen.

Hans sindsstemning var yderligere blevet forværret, da et bud i morges var kommet ridende og havde afleveret et brev fra lagmand Birger Persson, hvor der efter de indledende høflighedsfraser kort og godt stod: ”For din sjæls saligheds skyld må du sørge for, at Torgils Knutsson bliver begravet på kristelig vis.”

Hen på eftermiddagen faldt der så meget ro over kong Birger, at han bød sine svende tage med på en ridetur, den friske luft ville gøre godt. Uvilkårligt styrede han sin hest forbi retterstedet. Han så derover, der var store blodpletter i sneen endnu. ”At de elendige rakkere dog ikke kunne lære at rydde op efter sig.” Vreden fik ham til at sætte hesten i trav. Da han undervejs passerede Gråbrödre Kloster, fik han den pludselige indskydelse, at Torgils Knutsson skulle stedes til hvile i dette kloster.

Beslutningen fik ham til at føle en ny og uventet følelse af frihed. Hertugbrødrene var ikke længere en trussel – nu da Erik havde fået sin vilje – og kirkens folk heller ikke. Danskerkongen kunne han også regne med støtte fra, det dobbelte svogerskab mellem de to kongehuse borgede derfor. Oplivet red han hjem og opsøgte sin dronning, som han ikke havde talt med hele dagen. ❇ På borggården Finsta havde man sit eget kapel. Det lå som en sidebygning mod øst og var bygget sammen med hovedbygningen. Birger Persson havde ansat en kapellan, en ung teolog, der også assisterede som hjælper ved kirkerne i omegnen. Han var ordineret som præst, og hver fredag skriftede Birger Persson over for ham, hvad han havde begået af fejl og uretfærdigheder i ugens løb. Efter at have bekendt alt, lagde præsten hånden på hans hoved og gav ham syndsforladelse.

Birger var en from mand, som på alle måder søgte at være retfærdig i sit embede som lagmand. Havde han gjort noget forkert, bekendte han sine fejltrin, 22

F insta

og ud over at betale erstatning til den, han havde forvoldt uret imod, donerede han store gaver til kirken og drog på flere pilgrimsrejser.

Hans nærmeste husstand var med ved disse fredagsmesser, og da Birgitta var fire år, var hun gammel nok til også at være med. Kapellet var et forholdsvis lille rum, hvor loftet gik helt op i taget. De få vinduer sad højt oppe, og langs siderne stod der træbænke uden ryg. Helt fremme i rummet stod et alter med en hvid dug. Der stod et krucifiks på det, og tændte vokslys. På gulvet ved siden af alteret stod der høje stager med tændte lys. Der lå en tyk bog på alteret, og ved siden af var stillet en kande, samt et lille lågfad.

Birgitta så sig omkring. På væggen hang et billede af en kvinde med et barn på skødet, det var skåret ud i træ og malet i fine farver, og på begge sider af hende hang der tændte lys. Det var Den Hellige Jomfru, vidste hun.

På en lav skammel oppe ved alteret knælede hendes far. Han mumlede en række utydelige ord, og ind imellem sagde præsten noget, men kun nogle løsrevne ord nåede ned til hende, navne på personer, som hun ikke kendte. Hun sad mellem sin mor og Helga, og uvilkårligt hviskede hun nogle af de ord, som hun opfangede. ”Den Hellige Jomfrus Søn.” Det lød fint, og hun hviskede dem flere gange for sig.

Hun så op mod alteret. Præsten stod foran hendes far, han lagde sin ene hånd på hans hoved og sagde nogle ord, som hun tydeligt hørte, men ikke forstod. ”I Den Hellige Treenigheds Navn, jeg løser dig.”

Faren rejste sig og gjorde korsets tegn, inden han gik ned og satte sig på sin plads.

Præsten tog bogen, der lå på alteret og begyndte at læse i en messende tone.

Birgitta kendte ham godt, han boede ofte på Finsta og spiste med ved bordet, og når faren var hjemme, førte de to lange samtaler. Messen var forbi. Birger tog sin datter ved hånden, da de forlod kapellet og gik op ad den korte trappe, der førte direkte ind til hovedbygningen.

Birgitta havde indtil nu kun fået undervisning af Helga, men inden længe skulle hun også have undervisning af præsten. Birger tog denne formiddag sin datter med ind i det, han kaldte sit skriveværelse, et rum hvor han opbevarede sine lagmandsskrifter. Hun fik øje på et stort bord, og foran det en imponerende stol med fine udskæringer. Der var andre stole i rummet, men det mest spændende var en høj skrivepult, hvor der lå ark af pergament og lyste på den

23

B I RG I T TA

skrå skriveplade, og øverst på pulten en hylde med flere blækkrus og en række gåsefjer.

Hun blev stående foran skrivepulten, og Birger løftede hende op, så hun bedre kunne se. Han forklarede hende, at hun nu skulle lære at læse og skrive.

Kapellanen, som de lige havde mødt over i kapellet, skulle være hendes lærer, og når lillesøster Katarina blev stor nok, skulle hun også være med. Birgitta pegede på en af fjerene. ”Hvorfor er der fjer herinde?”

Birger satte en stol derhen, som hun kunne stå på. ”Nu skal du se!” Han dyppede en fjerspids i blækhuset og skrev nogle bogstaver på et stykke pergament. Birgitta stod som tryllebundet og så, hvordan de mærkelige tegn et for et kom til at stå i en række. ”Bliver de ikke væk igen, bogstaverne?” Hun så, hvordan faren omhyggeligt tørrede fjerpennen af i en lille klud og satte den på plads.

Birger forklarede sin datter, at bogstaverne kunne blive stående i mange år, ja, i hundreder af år. Derfor skulle man tænke sig godt om, når man skrev noget.

Birgitta trak vejret dybt, hun ville gerne have prøvet, men hun turde ikke spørge om lov. ”Mine børn skal lære at læse og skrive, hvad enten det er drenge eller piger,” havde lagmanden en dag sagt til sin hustru, og fru Ingeborg var enig med ham.

Måske fik de slet ingen drenge igen, men til alt held var Birgitta sund og rask, hun var uhyre lærenem og lagde mærke til alt omkring sig. Efter at hun var begyndt at tale, stod munden ikke stille på hende. Birger Persson undrede sig over, hvad barnet dog kunne finde på at fundere over. Sad hun ikke forleden og bed i et æble, da hun opdagede, at det var ødelagt af en orm. Han skar det igennem og forklarede, at ormen allerførst krøb ind i kernehuset, hvor den indrettede sig, og derfra krøb den rundt i æblet og mæskede sig. ”Hvor ondt,” havde hun sagt, ”at begynde derinde, hvor ingen kan se den, og så ødelægge hele æblet.”

Birger strøg sin datter over det lyse hår og tænkte, at sådan var det onde i verden, det begyndte som regel i det skjulte.

I dag var han lettet. Han havde skriftet for præsten om Torgils, som han havde undladt at hjælpe, fordi det havde været en umulig opgave for ham. En tung byrde, som han havde båret på siden den hellige julefest, var fjernet fra 24

F insta

hans skuldre. Han tog sin datter ved hånden og gik ind i det store opholdsrum, hvor Helga stod parat til at tage sig af hende. ❇ Birger fandt sin hustru i vævestuen, hvor en vævekone netop var ankommet.

Hun skulle bo på gården resten af vinteren og foråret med og stå for vævningen af hør og uld til gårdens beboere. Et par piger fra en af egnens gårde skulle assistere hende og samtidig oplæres i vævefaget.

Vævegarnet hang i store bundter ned fra kroge i loftet, trendgarnet for sig og det farvede garn for sig. Fru Ingeborg gav sine instrukser fulgt af husholdersken, som de følgende måneder skulle holde opsyn med, at arbejdet skred planmæssigt frem. Rummet var fyldt op af væve og mærkelige redskaber: en garnvinde, en trendkasse med rum til alle trendnøglerne, så de ikke filtrede sammen, når de skulle spændes op, en garnholder, og i et hjørne en stor seng, hvor kvinderne sov sammen. ”Har du tid et øjeblik?” Fru Ingeborg så op og fulgte straks med sin husbond. De gik ind i storstuen og satte sig ved ildstedet. ”Kunne du aflægge et besøg på Sko Kloster i den nærmeste fremtid, og har du kræfter til det?”

Ingeborg lyttede opmærksomt. ”Jeg har tænkt, at vi kunne skænke et pænt beløb til nonnerne på klosteret som tak for løsningen ved skriftemålet i dag. Du kunne i den anledning overbringe abbedissen et dokument med anvisning på beløbet.”

Hans hustru nikkede, naturligvis ville hun gøre det, så snart vejret var til det. Ved samme lejlighed kunne hun aflægge et besøg i domkirken i Uppsala, hvor børnene var begravet, og bede ved Sankt Eriks grav, og ja, naturligvis gøre nødvendige indkøb i byen. Fru Ingeborg smilede beredvilligt til sin mand.

De aftalte forskellige ting angående turen, som sikkert ville strække sig over et par uger.

Der ventede Birger et længere møde i rigsrådet, hvor blandt andre Gudmar Magnusson og hans svoger Knut Jonsson også var til stede. Det trak op til uro i landet, kongen og hertugerne var langt fra forligte, og han ville ikke gøre sin hustru ængstelig.

25

B I RG I T TA

”Jeg er taknemlig over, at du vil besøge Sko Kloster for mig og vise nonnerne den venlighed.” ”Hvor længe er du i Stockholm denne gang?” ”Det kan vare flere uger, før du ser mig igen. Du skal ikke bekymre dig.

Jeg tager med Knut til Aspanäs, hvor han vil hjælpe mig med at opkøbe nogle gårde, som jeg vil lægge til godset i Skänninge.”

Birger havde ikke tid til mere snak. ”Jeg vil straks give forvalteren besked på at sørge for heste og slæde og et passende følge, når du har besluttet dig for tidspunktet for din afrejse.”

Han rejste sig med en let bøjning for sin hustru og gik ind til sig selv. ❇ Fru Ingeborg gik i gang med forberedelserne til rejsen. Der manglede hverken pelsværk, silke eller fløjl i hendes garderobeskabe. Dragter og skørter hang i rækker sammen med små lærredsposer med tørret malurt, så møl og andet utøj ikke skulle ødelægge tøjet.

Forvalterens kone Margareta, der skulle føre tilsyn med husholdet under fru Ingeborgs fravær, og et par ikke helt unge tjenestepiger var til stede, da fru Ingeborg udpegede de pelse, dragter, fodtøj og lingeri, hun mente at have brug for på turen.

Birgitta skulle med på turen. Fru Ingeborg vurderede, at det kunne være lærerigt for datteren at komme med på denne forholdsvis korte rejse. Det kunne lade sig gøre, når Helga og et par tjenestekvinder var med til at tage sig af hende.

Fru Ingeborg var omsorgsfuld i opdragelsen af sine to døtre, de skulle indføres i slægtens traditioner allerede som små. Selv havde hun mistet sine forældre, da hun var barn, og hun havde savnet en mors omsorg, da hun voksede op. Hendes far lagmand Bengt og hustruen fru Sigrid havde ejet jorde og gårde i Östergötland og var begge begravet i Skänninge, ikke langt fra Aspanäs, hvor hendes elskede storesøster Katarina boede. De havde været gudfrygtige og gavmilde og havde støttet flere klostre og kirker, blandt andet cistercienserklosteret i Sko, som Birgitta nu skulle se.

Selv havde hun været ganske ung, da hun blev gift med den noget ældre enkemand Birger Persson. Birgers første hustru Kristina var død, og ægteskabet 26

F insta

havde været barnløst. Både Ingeborg og Birger havde ønsket at se en børneflok vokse op på Finsta. Derfor var det smerteligt for dem begge, at de mistede tre små børn, før Birgitta blev født. Deres glæde var til gengæld stor, da hun viste sig at være sund og rask. Intet barn kunne være mere velkomment i denne verden, og hele Finstaslægten glædede sig med dem. Og da den lille Katarina to år senere blev født sund og levedygtig, var Ingeborg livet op og havde fået en del af sit ungdommelige livsmod tilbage.

Lige nu stod hun smilende og gav Helga besked om tøj og alt det praktiske omkring Birgitta. ”Og du får ansvaret for, at hun opfører sig pænt og ikke snakker i tide og utide.” Fru Ingeborg smilede ved tanken om de bekymringer, hun havde haft, da barnet ikke sagde noget. ”Og så skal hun naturligvis være klædt passende på, hvor vi kommer frem.”

Helga nikkede beæret. ”Dit eget tøj får du også tid til at ordne. Jeg sender et par af pigerne over for at hjælpe dig. Vi skal være klar til turen om et par dage.”

Fru Ingeborg nikkede venligt til Helga, der lyste op i et stort smil. Det var en anerkendelse at få ansvaret for, at Finstagårdens ældste datter tog sig godt ud på en sådan rejse.

I sit stille sind sendte hun en tak til sine forældre, som havde sendt hende på klosterskole hos nonnerne i Skänninge. Dengang var hun ikke begejstret, for det havde været en streng skole. Men nu var det en anden sag. ❇ Sko Kloster lyste i den skarpe forårssol, da selskabet fra Finsta drejede ind foran hovedbygningen. Endnu lå der sne over det meste af landskabet, birketræerne stod som fine silhuetter mod den lysende sne, hver gren var et kunstværk, selv den yderste lille kvist stod knivskarp mod den lyse himmel.

Birgitta kneb øjnene sammen, der blev pludselig et leben. Mænd i kapper og støvler, der sprang ned af hestene og overlod dem til staldkarlene, mens de selv løb over til den store slæde for at hjælpe fru Ingeborg og hendes medhjælpere ned. Skind og tæpper, der blev slået til side, og Helga der løftede hende op og rettede på hendes tøj, før hun tog hendes hånd og de fulgte efter damerne. Birgitta kiggede opmærksomt rundt med åbne sanser, lyde og lugte var anderledes end hjemme.

27

B I RG I T TA

Oppe på trappen stod en dame og smilede over hele ansigtet. Hun havde en hvid dragt på med talrige folder og med ærmer så rummelige, at hænderne kunne blive væk i dem. Bag hende stod flere kvinder, også i lyse folderige dragter. På hovedet bar de et langt sort slør eller kappe, der dækkede håret bagtil, men foran tittede nogle lokker frem.

Helga hviskede til hende, at det var nonnerne, som de skulle bo hos de næste dage. Den forreste var klosterets abbedisse, moder Anna. ”Om lidt skal du hilse på hende, og husk at se op og neje.”

Birgitta nikkede, turde ikke sige noget.

Nu gik abbedissen ned ad trappen og tog imod fru Ingeborg med udbredte arme. Så blev Birgitta trukket frem og beundret. Og ud af de enorme ærmefolder kom moder Annas hånd, og trykkede hendes egen lille hånd varsomt, men fast. ”Den Hellige Jomfru velsigne og beskytte dig,” lød det hen over hendes hoved. Birgitta nejede igen, hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. ❇ De havde spist sammen med nonnerne i den store fælles spisesal. Der havde været meget stille, kun priorinden, moder Anna, havde nu og da talt sagte med fru Ingeborg. En nonne havde læst op af en bog, men Birgitta forstod ikke ordene. ”Ordene blev læst på latin,” forklarede Helga, mens de gik gennem søjlegange og ned ad trapper over til kirken, som var bygget sammen med klosteret. ”Nu skal vi være med ved søstrenes aftensang, det kaldes vesper.”

Kirken var oplyst af vokslys, som stod i stager på gulvet eller hang på væggene. Birgitta så sig om. Der på en søjle sad Den Hellige Jomfru med Jesusbarnet på skødet. Hun genkendte det hjemmefra, og højt oppe et krucifiks med den korsfæstede Jesus.

Nonnerne var kommet ind i kirken og stod i deres lyse dragter ved de høje stole, som var placeret på begge sider af alteret. En lille spinkel lyd fra en klokke nåede hendes ører, og nonnerne begyndte at synge lyst og fint, anderledes end i kirken derhjemme, hvor munkene sang. Nu sang én af søstrene for, og de andre svarede i lyse høje toner. Helt op i hvælvingen nåede tonerne, de fyldte hele rummet – vemodig og lykkelig på samme tid.

28

F insta

Birgitta fik blanke øjne, hun ville gerne have spurgt Helga om noget, om de små søskende, som havde været, men ikke var mere, men hun måtte ikke sige noget.

Helgas øjne var også blanke, men hun tænkte på sine unge år på klosteret i Skänninge, som havde været fyldt med ungdommelige længsler og savn. Forældre havde ikke fundet nogen mand til hende – hendes tanker gik til en ung, rask karl med lyst hår, som vandt juleridtet et år. Hun havde skænket for ham, og han havde valgt hende frem for de andre piger til juleballet, og … måske havde de ikke haft råd til en medgift, forældrene.

Nu sad hun med ansvaret for barnet fra Finsta. Uvilkårligt tog hun den lilles hånd i sin og strøg den blidt.

Birgitta så op, hun lænede sit hoved ind mod Helgas arm. Hvorfor var Helgas kind våd? ❇ Dagene var fløjet af sted. Moder Anna havde taget hjertelig afsked med fru Ingeborg og sendt hilsner med til Birger Persson med takkeskrivelse og kvittering for donationen. Familien måtte vide, at de til enhver tid var velkomne på Sko Kloster.

Selskabet var på vej til Uppsala. De skulle indkvarteres på et herberg ved kirken, en gæstgivergård, som hørte under Birger Perssons ejendomme i byen.

Mor var smuk. Birgitta kunne ikke blive træt af at se på sin mor, hendes lyse hud, de bløde hænder. Det bedste, hun vidste, var at gemme sig ind til hende og snuse. Mor duftede godt. Birgitta havde en fin lugtesans, som af og til havde fået hende til at trække sig tilbage fra folk, men mor var dejlig. Hun gik altid i smukke kjoler og havde et fint hvidt silkeklæde om håret. Birgitta følte, at hun strålede, når hun fulgtes med sin mor.

Lige nu var de på vej ind i domkirken i Uppsala, fulgt af Birger Perssons frænde, kannik og domprovst Olof Björnsson. Fru Ingeborg havde givet Helga fri, hun ville have barnet for sig selv denne dag i kirken.

Det lille selskab søgte hen til Nicolajkoret i kirken, hvor der stod et sidealter med tændte lys. Ingeborg standsede foran en gravsten med tre navne. Hun gjorde korsets tegn, også for Birgitta.

29

B I RG I T TA

Hr. Olof satte to stole frem og trådte diskret til side. Ingeborg satte sig og forklarede Birgitta, at her under gulvet lå hendes små søskende begravet. Deres navne var hugget ind i stenen, Birgitta følte efter med en finger. ”Hvad hedder de?” ”Din bror hedder Peter, som sin farfar, og dine små søstre hedder Margareta og Ingrid.” ”Hvordan så de ud?”

Men Birgitta fik ikke noget svar. Hendes mor var stille gledet ned på knæ foran gravstenen. Hun holdt et lommetørklæde foran øjnene, og Birgitta kunne se, at hendes skuldre rystede let. Birgitta lagde sig på knæ ved siden af hende, og hun hørte, at moren bad en bøn, som hun kendte. ”Fadervor … helliget blive dit navn … ske din v… ” Her knækkede stemmen over … for dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.”

Fru Ingeborg rejste sig fra sin knælende stilling og satte sig på stolen. Hun tog Birgitta op til sig og forklarede hende, at de små søskende havde det godt, der hvor de nu var – i himlen hos Den Almægtige Gud og hans engle. Hun gjorde igen korsets tegn for dem begge. ”Har de en mor, som passer på dem?”

Fru Ingeborg kiggede hjælpeløst op, men fik i det samme øje på en statuette af Jomfru Maria med barnet. ”Den Hellige Jomfru er deres mor nu,” sagde hun stille og pegede på billedet. ”Den Hellige Jomfru, Den Hellige Jomfru …” Birgitta gentog ordene.

Ingeborg tog hende ind til sig, hun smilede pludselig glad. ”Jeg har dig, og du har mig, og nu skal vi to ud i byen og finde ting, som du skal bruge i skolen.”

På vej ud af kirken gav fru Ingeborg en pose med mønter til domprovsten. ”Hr. Olof, I sørger for de sædvanlige sjælemesser.” Domprovst Olof Björnsson trykkede fru Ingeborgs hånd og bad hende hilse Birger, hans frænde. Han fulgte hende ud til hendes ledsagere, som ventede uden for kirken. ❇ Fru Ingeborg købte stort ind. Hos den fineste skrædder i byen lå der stoffer i ruller, hjemkommet med skib fra fjerne lande. Fløjl, silke og uld i forskellige 30

F insta

farver og mønstre blev bredt ud på borde og diske. Birgitta så forundret til, mens hendes mor diskuterede kvalitet og farver med skrædderen. Så mange alen af den rulle og så mange af den. Fru Ingeborg fulgtes med sin søsterdatter Cecilia, som var ung og nygift og bosat i Uppsala. ”Se her, Cecilia, se det fine mønster, vil det ikke være flot til en frakke til Birgitta? Og kjolestoffet her?” Cecilia løftede Birgitta op, så hun kunne se stoffet og føle på det.

Sakse og målebånd blev fundet frem. Store stykker stof blev klippet fra og lagt til side. Der blev taget mål og diskuteret vidde og facon.

I en skuffe med glaslåg lå der smykker og spænder i alle mulige farver og former. Låget blev fjernet og Birgitta fik lov at vælge et bæltespænde til sig selv.

Det var svært. Der lå store flotte spænder med forgyldninger, som straks faldt i øjnene. Men så fik hun øje på et sølvspænde, der var formet som et rundt skjold og pyntet med fem røde sten, fire i kanten og en i midten. Stefan havde fem heste, og her var fem glimtende sten. Birgitta havde lært at tælle. Hun tog det op og studerede det indgående, før hun rakte det til sin mor. ”Jeg vil gerne have det spænde!”

Den unge Cecilia forstod ikke rigtig hendes valg og pegede på et andet, som lå i skuffen. Men fru Ingeborg tog spændet, som Birgitta rakte op til hende og så eftertænksomt på det. Fem røde sten. ”Det er rubiner,” sagde manden, som ekspederede dem. ”Ja, jeg ser det,” sagde fru Ingeborg. ”Jeg vil gerne købe det spænde til min datter.” ❇ Birger Persson var ikke meget hjemme denne sommer. Han, der var Upplands største jordejer og tillige lagmand, sad i rigsrådet sammen med fætteren, Andreas And, som tidligere havde været domprovst, Gudmar Magnusson, svogeren Knut Jonsson og flere andre. De forsøgte ihærdigt at mægle mellem hertugerne og kongen. Også ærkebiskoppen i Uppsala, der ejede store jordarealer og havde egen hær, var selvskreven ved disse forhandlinger.

Den lyse svenske sommer, så smuk den end var, kunne ikke fjerne de politiske uvejrsskyer, der trak op.

31

B I RG I T TA

Hertug Erik forfulgte sin plan. Han havde uden skrupler skiftet side og stillede sig nu i spidsen for de folk, som havde været imod Torgils Knutssons henrettelse.

Desuden formåede han at udvide sit område, så han efterhånden havde len under både den norske og den danske konge. Han følte sig mere og mere som sin egen herre, og gjorde nu krav på gårde og jordarealer i Uppland, som hans bror, kong Birger, anså for sine. Det kom til utallige sammenstød mellem brødrene, og lagmand Birger Persson var den, der måtte dømme i tvisterne.

På Finsta levede man trods urolighederne som før. Birgitta var begyndt at lære bogstaverne. Hendes fætter Filip var præst og blev sammen med kapellanen en af hendes lærere. Hun havde tilmed sans for tal. Familien var ved at få grå hår i hovedet; for alt, hvad der kom i hendes nærhed, skulle tælles.

Hestene i staldene havde hun styr på, det var straks værre med fårene på marken. De blev talt igen og igen, når hun og Helga sammen med staldmesteren var ude på den daglige ridetur.

Birger Persson havde under sit fravær givet strenge ordre til, hvor familien måtte færdes. Rideturene foregik i afgrænsede områder, hvor borggårdens bevæbnede vagter til stadighed befandt sig.

Hen på sensommeren havde det spændte forhold mellem kongesønnerne tilsyneladende fundet et leje, hvor de kunne tale sammen. Kongen havde inviteret sine brødre til kongsgården Håtuna ved Mälaren, hvor de ville underholde sig med jagter, turneringer og overdådige fester med mad og drikke i overflod.

Netop disse dage tog Birger Persson til Finsta for at se til familien og forvisse sig om, at alt stod vel til derhjemme. ❇ Hertugbrødrene Erik og Valdemar var på vej mod kongsgården i Uppland med et stort følge af bevæbnede mænd. De havde været til bryllupsfest i Bjälbo, og humøret var højt.

Bønder og småfolk veg skræmte til side, når de larmende riddere fór frem på deres stolte heste. Veje og stier var deres, og latteren rungede, når en fattig bonde måtte opgive at styre sine heste, eller en gammel kone forskrækket tumlede ned i vejgrøften med benene strittende i vejret.

32

F insta

På Håtuna var alt rede denne septemberdag, da gæsterne med deres følge ankom. Brødrene hilste hjerteligt på hinanden og på husets frue, den danske kongedatter Margrethe. Hertug Erik så sig om, roste i velvalgte vendinger den smukke kongsgård og noterede sig samtidig, hvor hans folk blev indkvarteret.

Arrangementet var tilrettelagt som en familiefest, hvor flere var indbudt, og efter dagens anstrengelser samledes man i riddersalen til det helt store traktement. I løbet af dagen var der dog faldet et par tvetydige bemærkninger brødrene imellem. Hertugerne var langt fra tilfredse med deres arvepart. ”Er du ikke bange, at Torgils tilhængere skal få ram på dig, som krondyret der?” råbte Erik og ramte dyret i halsen.

Det segnede på stedet, og hans folk var på pletten og tog sig af det videre arbejde.

Birger forsøgte sig ubehjælpsomt i samme genre. ”Er du ikke selv bange?”

Erik lo hånligt. ”Var det måske mig, der sendte ham til skafottet?”

Birger fik et skræmt udtryk i øjnene. Han forlod Erik og red hen til de andre.

Stemningen var høj omkring bordet denne aften. Tjenere løb til og fra, der manglede intet. Mad i overflod, franske vine og øl i kander blev båret frem, gåsefjeren, som lå ved tallerkenen, blev brugt, når mætheden gjorde det umuligt at spise mere, men de stegte jærper kunne man ikke lade gå forbi. Et raskt strøg ned i halsen og et gylp, og der var plads til mere. Så var tjeneren der straks med sand og spand og fejede uhumskhederne bag stolen op. De mindre berusede nåede dog hen til de store tønder, der var opstillet forskellige steder, hvor de kunne komme af med deres overflod og lade vandet.

Hertugerne drak med måde, alt imens kongen blev mere og mere beruset.

Han begyndte at prale af sine bedrifter, sine ejendomme, sin dronning – hun havde dog for længst forladt selskabet – sin søn, som skulle være hans efterfølger på tronen, og opmuntret af sine mænd, der kom med høje bifald, var han ikke til at standse. Endelig gled han ned af stolen som en leddeløs kludedukke og måtte hjælpes i seng.

I den mørke nat fik hertugerne kontakt med deres mænd, og pludselig var alt kaos. Lygter der blussede op, skrig og tummel i hele kongsgården. Kongen blev bagbundet og holdt fast af stærke mænd, han var ikke bevidst om, hvad 33

B I RG I T TA

der skete. Den unge dronning undgik heller ikke sin skæbne, bevæbnede krigsfolk trængte ind i hendes sovegemakker og tog hende til fange.

En behjertet mand fra hoffet fandt i larmen frem til den 9-årige kongesøn, Magnus, og fik ham smuglet ud og sendt til hans kongelige familie i Danmark.

Samme nat blev kong Birger og hans dronning Margrethe fængslet i Nyköpingshus af Erik og Valdemars mænd, og hertug Erik tog magten i Sverige.

Næste dag blev Birger Persson på sin gård i Finsta orienteret om, hvad der var sket. ”Det er efterdønninger af Torgils henrettelse,” forklarede han fru Ingeborg. ”Nu må vi håbe, at Erik bærer sig forstandigt ad.” ❇ Hertugerne Erik og Valdemar måtte dog efter en tid give deres bror kongen friheden igen. Danskerkongen kunne ikke stiltiende se på, at hans svoger på en så forsmædelig måde var blevet frarøvet tronen.

Hertugerne tog ophold på deres borge, mens de danske hære drog hærgende op gennem Sverige. Trods det, at hertug Erik var den norske kong Håkons kommende svigersøn, allierede Håkon sig med danskerkongen Erik Menved, og sammen fremtvang de, at Birger fik tronen tilbage.

Det skete dog ikke uden omkostninger for kong Birger. I realiteten blev riget delt mellem de tre brødre, og Erik befæstede sin stilling i grænseområdet mellem Danmark, Norge og Sverige.

På Finsta kom og gik stormænd og biskopper i disse år. Ved måltiderne blev der diskuteret love og rettigheder, og Birgitta lyttede.

Birgers svigerinde, fru Katarina fra Aspanäs, var taget med sin mand Knut til Finsta, hvor en del af rigsrådet i disse dage var samlet. Fru Ingeborg var sengeliggende, og Katarina havde påtaget sig værtindepligterne for sin søster.

Birgitta forstod så meget, at hun skulle på et længere ferieophold hos sin moster Katarina på et af Aspanäs-familiens godser i Uppland. Fru Ingeborg var igen gravid og havde det dårligt. Katarina havde derfor besluttet, at hun ville være i nærheden af sin søster.

34

F insta

”Vi tager ophold her i Uppland, indtil fødslen er overstået.” Hun forklarede Ingeborg sine planer. ”Jeg tager pigerne med hjem, så du kan få den hvile og ro, du har brug for.”

Katarina havde følt et moderligt ansvar for sin yngre søster, lige siden deres forældre døde. ”Filip kan undervise dem, og du vil nok finde det rigtigst, at også Helga følger med?”

Ingeborg lå stille og affandt sig med søsterens omsorg. Hun var taknemlig, men vidste med sig selv, at hun ville savne børnene. ❇ Hos moster Katarina var der børn i alle aldre, nogle var allerede gift, som kusine Cecilia. Der var den voksne fætter Filip, som var præst, og som Birgitta kendte fra Finsta, men der var også mindre børn, legekammerater og skolekammerater. Børneflokken blev undervist sammen, det var anderledes end hjemme, hvor Birgitta havde fået enetimer.

Birgitta var begyndt at læse og skrive små ord og sætninger, og hun skrev side op og side ned, afskrivninger af bønner, først og fremmest fadervor. Hun elskede at høre fortællinger om hellige mænd og kvinder, og Filip sparede ikke på dramatikken, når det kneb at holde de små elever i ånde. ”Nu skal I høre noget mærkeligt, som Den Hellige Bernhard oplevede,” sagde han og gjorde en lille pause. ”En dag viste Jomfru Maria sig for ham i levende live.” ”Hvordan kunne han vide, at hun var levende?” spurgte den ældste af drengene. Han turde godt afbryde sin bror, selv om han var præst.

Men Filip fortsatte uanfægtet. ”Jo, nu skal I høre. For at overbevise Bernhard om, at hun virkelig var til stede, tog Den Hellige Jomfru sit bryst frem og klemte på det, så der sprøjtede mælk ud over hans ansigt og klæder.”

Der blev musestille omkring bordet. ”Der ser I, at det hverken var en drøm eller et syn. Jomfruen var virkelig til stede.”

Birgitta sukkede. ”Den Hellige Jomfru,” hviskede hun for sig.

35

B I RG I T TA

Filip tog dem med udenfor, hvor han ville vise dem, hvordan de kunne kende rent kildevand fra andet vand.

De gik hen til et vandløb, hvor vandet styrtede ned over et hjul, som trak kværnstenen rundt. Filip forklarede: ”På den måde bliver kornet inde i møllehuset malet til mel.” Det var voldsomt og støjende. Filip gik derfra og hen til et sted, hvor vandet løb stille og fint ned over klippen.

Han samlede børnene om sig. ”Af tre ting, kan I vide, om kildevandet ikke er godt at drikke. For det første, hvis det ikke har den rette farve, for det andet, hvis det er grumset, og for det tredje, hvis det er stillestående og ikke bevæger sig. Husk det! Og vis mig så det vand, I kan drikke.”

Børnene undersøgte vandløbet, og Birgitta gentog for sig selv: ”Det må ikke have den forkerte farve … ikke være grumset … ikke være stillestående.” ❇ Katarina kiggede indgående på sin søsterdatter, der hele formiddagen havde gået underligt fraværende rundt og ind imellem følt med fingrene op i panden og håret. Hun tog barnet ind til sig. ”Hvad er der Birgitta, savner du din mor? I næste uge tager vi ned til hende, og så har du måske fået en lillesøster eller en lillebror.”

Birgitta smilede fraværende. ”Jeg har set Jomfruen.”

Det gav et sæt i Katarina. Hun stillede Birgitta foran sig og så hende ind i ansigtet. ”Hvad er det, du siger?” ”Jeg har set Jomfruen i nat.” Birgittas ansigt lyste. ”Hun satte en krone på mit hoved.”

Mosteren veg tilbage. ”Du har drømt, Birgitta. Du har drømt, at du fik en brudekrone på, ligesom Cecilia, da hun blev gift. Kan du huske, at du var med til Cecilias bryllup?” ”Jeg kunne mærke, at den sad her.” Birgitta førte begge hænder op til panden og pegede rundt om hovedet. ”Og når man kan mærke det, så er det ikke en drøm.”

Fru Katarina slog uvilkårligt korsets tegn for sig – hellige Guds Moder!

Bare det dog ikke var et varsel om sygdom og død. ”Glem det Birgitta, glem det, og løb ud og leg med de andre!”

36

F insta

Til Helga sagde hun: ”Hold øje med Birgitta, hun går og klør sig i håret. Hun har vel ikke fået lus? Du kan kæmme hende i aften, når du gør hende i stand til natten.” ❇ Der var alt for stille på Finsta, da fru Katarina den følgende uge ankom med sit følge. Staldkarlen tog mod hestene og Katarina løb op ad trappen til hovedbygningen. Forvalterens kone Margareta tog imod. ”Hr. Birger er inde hos fruen,” svarede hun på Katarinas spørgsmål.

Helga blev tilbage med pigerne, og Katarina skyndte sig ind til sin søster. ”Det blev en dreng.” Ingeborg lå i den store himmelseng, bleg og lille, og ved hendes side stod den lille barneseng. Katarina bøjede sig ned over søsteren og kyssede hende på panden.

Birger tog sin svigerindes hænder. ”Vi har fået ham døbt. Ingeborgs kapellan, broder Andreas har været her i dag.” Birger skjulte sin bevægelse i en hosten. ”Drengen er lille og svag, kan næsten ikke trække vejret.”

Ingeborg løftede hovedet en smule fra puden. ”Vi har givet ham navnet Bengt – efter vores far.” Store tårer trillede ned ad hendes kinder. ”Hvordan har pigerne det? Jeg vil gerne se dem.”

Katarina kom ind med børnene. Hun løftede dem op, så de kunne kysse deres mor, og bagefter fik de lov at se deres lillebror.

Helga gik ud med dem.

Samme nat døde den lille Bengt. Dagen efter blev han begravet i Uppsala Domkirke i familiegraven. Fru Ingeborg måtte blive hjemme, men hun ønskede, at Birgitta skulle være med. ”Hun har besøgt graven,” sagde hun til sin søster. ”Hun ved, at hendes små søskende er begravet der.”

Birgitta stod mellem sine slægtninge og så, hvordan den store sten blev løftet op, og den lille kiste med hendes lillebror blev sænket ned til de tre andre små kister. Der var stillet kærter rundt på gulvet. Munkene sang dødsmessen stille og i dyb andagt.

Herre, giv dem den evige hvile, og det evige lys lyse for dem. Amen.

37

B I RG I T TA

Birgitta huskede, at hendes mor havde sagt, at Den Hellige Jomfru var mor for hendes små søskende, som var døde. Nu havde hun også Bengt at passe på.

Domprovst Olof Björnsson læste et stykke fra en bog, men hun forstod ikke, hvad han sagde. Hun kiggede hele tiden op på billedet af Jomfruen.

Den store sten blev lagt på plads af nogle munke, og familien defilerede forbi graven, mens de gjorde korsets tegn for sig.

Birgitta gjorde som de andre og besluttede, at hun ville læse sin brors navn, når det var hugget ind i stenen. ❇ Dagene føltes igen normale på Finsta. Fru Ingeborg var oppe og i fuld vigør.

Måske mere stille end før, hun kunne pludselig stoppe op og se tankefuldt ud i rummet, eller hun standsede sin ridehest og sad en stund og så op mod de drivende skyer.

På et andet punkt skete der også en ændring – hun knyttede døtrene tættere til sig. Det var som om, det blev magtpåliggende for hende at lære dem alt om husførelse, om hvordan de skulle optræde over for gæster, hvordan de skulle klæde sig, deres sprog og manerer, og frem for alt skulle de huske at bede de daglige bønner.

Helga var med på disse rundvisninger i borggården. Ingeborg ville, at hun skulle lytte med, skønt det var døtrene, hun talte til. ”Husk at undertøjet skal være i orden.” Ingeborg stod ved et skab med hvide klædningsstykker, der lå i stabler. Hun tog en særk i fint lærred frem og viste pigerne den.

Det var tydeligt, at fru Ingeborg havde alt, hvad der forventedes af udstyr på en borggård. Hendes far, den rige hr. Bengt, var af kongelig æt, og hendes mor havde været kendt for sin skønhed og sine smukke klæder.

Birgitta så sin mors fornemme kjoler og dragter, kåber og pelse. Brystsmykker, tunge guldkæder, bælter med kunstfærdige spænder, fingerringe og armringe lå på rad og række i en stor skuffe med mange rum. Men der var især én kjole, som hun lagde mærke til.

Moren tog den frem, så hun kunne se, hvordan den var syet. Den havde en række små læg, der begyndte helt oppe ved halskanten og faldt i bløde folder ned til gulvet. Ærmerne var lange og vide.

38

F insta

”Det er matgul silke,” forklarede hendes mor. Hun tog et gyldent bælte frem og viste, hvor fint læggene faldt, når det blev spændt om. ”Om skuldrene har jeg en sort fløjlskappe, som jeg holder fast med et brystsmykke.” Hun fandt et af smykkerne frem i skuffen.

Birgitta sukkede af betagelse. Selv den yngre Katarinas opmærksomhed blev fanget af det utrolige, hun så. Et stort rundt guldsmykke med en rød sten i midten og i en krans uden om små bitte sten, der glimtede i lyset. Helga holdt lampen hen, så de bedre kunne se. ”Det har været min mors smykke, jeg har arvet det efter hende, og dét er en rubin.” Ingeborg pegede på stenen i midten.

Birgitta fik lov at se i skuffen. Der var flere kors af guld eller sølv, og vedhæng med motiver af løver, som det hendes mor bar sammen med nøglerne i bæltet. ”Hvorfor er der løver på nogle af smykkerne?” ”Det er motivet i folkungernes våbenskjold.” Ingeborg viste det skjold frem, der sad i hendes bælte. ”Folkungeætten har ret til at bære det. Din far har to vinger i sit skjold, det er Finstaættens våbenskjold.”

Fru Ingeborg så hen på Helga. ”Jeg tror, jeg vil have denne kjole på til hertug Eriks bryllup.” Hun pegede hen på den matgule silkekjole. ”Den er ganske ny, jeg har ikke haft den på endnu.”

Birgitta rettede uvilkårligt ryggen, da de forlod rummet. ”Min mor sidder blandt de fornemste, når der er fest, og hun har den smukkeste kjole på.” Hun var stolt af sin mor. ❇ Længe havde Håkon 5. af Norge vægret sig ved at bortgifte sin unge datter til hertug Erik, og det for flere årsagers skyld. Norge havde fået fredsaftaler i stand med den svenske kong Birger, og den aftale kunne Erik nemt ødelægge. For det andet var han af den mening, at hans datter var for ung til giftermål, da Erik første gang bragte det på tale.

Kong Håkon var en from mand, der gav store gaver til kirken. Han havde sørget for overnatningssteder til de mange pilgrimme, der vandrede den lange vej til Sankt Olavs grav i Nidaros – en god indtægtskilde for landet var det unægtelig også. Som regent havde han tillige øje for det arbejdende folk, deres 39

B I RG I T TA

lønninger blev reguleret med passende mellemrum. Alt dette gjorde, at han var en populær konge.

I bunden af Oslo fjord byggede han fæstningen Akershus Slot, en bedrift som nabokongerne nok kunne misunde ham. Der var tre ydre borggårde at passere, før man nåede ind til det store tårn i midten. Og vovede nogen sig over vindebroen, måtte de gennem en 80 meter lang tunnelgang og låses gennem syv porte, før de nåede ind til borgens indre.

Der var gået fire år siden Erik sidst havde talt med sin kommende svigerfar om giftermål, og datteren Ingebjörg var i mellemtiden blevet elleve år.

Svigerfaren var ikke blind for, at hans datter var et godt parti. Hun var enearving til tronen, og blev Erik ikke konge, så var i det mindste hans arvinger sikret. Selv var han naturligvis interesseret i at vide datterens fremtid betrygget, og nu syntes det som om, at Erik var faldet til ro. Han havde gjort pilgrimsfærd og havde undladt at provokere sin bror kongen efter dennes løsladelse.

Brylluppet blev bestemt og festen stod på Akershus Slot. Gæsterne var ankommet, nogen langvejsfra, blandt dem lagmand Birger Persson og fru Ingeborg. Siden det ulykkelige skibbrud ved Öland var der på det nærmeste opstået et mor/søn forhold mellem Ingeborg og Erik, hvilket blev tydeliggjort for enhver, da lagmanden fra Finsta og hans frue senere fik sæde ved brudgommens side.

Alle Eriks tilhængere var til stede. Mats Kettilmundsson, Gudmar Magnusson, Knut Jonsson, og naturligvis broren, hertug Valdemar, som var forlover.

Kirkens folk var rigt repræsenteret fra både Norge og Sverige, deriblandt den lærde Andreas And fra Uppsala. Men Eriks bror, kong Birger, var ikke til stede. ”Fornuftigt,” bemærkede Birger til sin hustru. ”Vi skal ikke have Håtunalegen gentaget.”

Bruden stod lille og bleg i alt stadsen – kun et barn. Hendes mor, dronning Eufemia, og en flok kvindelige gæster stod hos hende, da hertug Erik kom hen mod dem og høvisk bukkede, først for dronningen og dernæst for sin brud, hvorefter han førte den unge Ingebjörg til bords. ❇

40

Efterskrift • Birgitta dør i sit hus ved Piazza Farnese den 23. juli 1373.

Birgittas rester skrinlægges den 4. juli 1374 i Vadstena.

1377 vender pave Gregor 11. tilbage til Rom for at blive.

Det Babyloniske fangenskab ophører.

1378 genforhandles Birgittas klosterregel og stadfæstes af pave Urban 6.

Klosteret i Vadstena indvies i 1384.

1391. Kanonisering, Birgitta helgenkåres.

Persongalleri Birgitta Birgersdatter Ulf Gudmarsson Ulf og Birgittas børn: Märta - gift med Sigvid Ribbing Gudmar - dør som barn Karl - ældstesønnen, flere ægteskaber Ingeborg Birger Katarina - gift med Eggard van Kyren Bengt Cecilia Birger Persson - Birgittas far Fru Ingeborg - Birgittas mor Katarina - Birgittas søster Magnus Gudmarsson - Birgittas svoger, gift med Katarina Israel - Birgittas bror Katarina Bengtsdatter - Birgittas moster fra Aspanäs Knut Jonsson - Birgittas onkel fra Aspanäs Cecilia - Birgittas kusine Filip - Birgittas fætter Broder Marcus - gartner på Aspanäs Johannes - gartner på Ulvåsa Helga Nilsdatter - Birgittas barnepige.

412

Hr. Magnus - med i følget i Rom Franciska Papazura - Birgittas veninde i Rom Dronning Johanna af Neapel - Birgittas veninde Magister Mattias - Birgittas lærer og skriftefader Prior Petrus af Alvastra - Birgittas vejleder og skriftefader efter Ulfs død Magister Petrus Olavi fra Skänninge - Birgittas vejleder og skriftefader i Rom Nicolaus Hermanni - lærer på Ulvåsa, senere biskop af Linköping Alfonso af Jaén - spansk biskop, redigerer Birgittas åbenbaringer Nicolaus Orsini - greve, støtter Birgitta i Rom Birger Magnusson - svensk konge Valdemar Magnusson - svensk hertug, bror til kongen Erik Magnusson - svensk hertug, bror til kongen Ingebjörg - norsk prinsesse, gift med hertug Erik Magnusson Magnus Eriksson - svensk konge, søn af hertug Erik og fru Ingebjörg Blanka - svensk dronning, gift med Magnus Eriksson

Paver i Avignon, som Birgitta sendte breve til eller mødtes med i Rom: Clemens 6. (1342-1352) Innocens 6. (1352-1362) Urban 5. (1362-1370) Gregor 11. (1370-1378)

413

❇ Året er 1310. Birgitta er 7 år, da en stemme i natten lyder fra himmeldybet: Vil du have denne krone? Birgitta slår tæppet til side og træder ud på det kolde gulv. Først er hun usikker, men da stemmen får krop, véd barnet, at hun kigger direkte ind i Jomfru Marias ansigt. Og den Hellige Jomfru placerer kronen på Birgittas hoved. Snart efter er både kronen og Maria væk, og soveværelset og den sorte nat atter genkendelige. Men Birgitta har fået et kald og en vej …

Bodil Busk Sørensen har skrevet en biografisk roman om Birgitta af Vadstena. Med udgangspunkt i de historiske fakta og Birgittas visioner, har forfatteren spundet en forunderlig fortælling om denne særlige kvindeskikkelse i europæisk kirkehistorie.

ALFA