Brevet til Hebræerne
… læst af Thomas Reinholdt Rasmussen
Eksist E ns E n
På vej mod forhænget … 7
En talende Gud 11
En skabende Gud 21
En mistende Gud 27
En tilgivende Gud 33
Noget om ypperstepræsten Melkisedek
og Jesus og lidt om Gud og præsteembedet
39
Troens ensomhed og troens fællesskab 55
“Uden for lejren” – nogle historiske betragtninger
65
På vej mod forhænget …
Da jeg som ung teolog i sommeren 1999 blev ansat som sognepræst i Elling sogn, der omfatter Elling, Strandby og Jerup kirker og er beliggende i Vendsyssel mellem Frederikshavn og Skagen, vidste jeg med mig selv, at jeg måtte holde en række foredrag over de bibelske skrifter i præstegården.
Det blev gennem årene til en række aftener, hvor vi sammen læste bibelteksterne i vinterens mørke.
Særligt husker jeg gennemgangen af Galaterbrevet og dets frihedsbudskab som helt igennem gode og godt besøgte aftener, hvor vi talte og diskuterede om den rette forståelse af dette grundskrift i og for den europæiske kultur.
Men det første år gennemgik jeg Hebræerbrevet.
Det står mig ikke helt klart, hvorfor det netop blev det af de bibelske skrifter, der skulle lægges fra land med. Det er et på mange måder vanskeligt skrift, der ved sin argumentation er på stor afstand af vores måde at tænke på, og som kan være svært at hive ud af den bibelske fortælleverden.
I min studietid tilmeldte jeg mig en gennemgang af Hebræerbrevet, og en kold vinterdag anskaffede jeg
mig den omfangsrige kommentar, som forelæseren havde anbefalet i den nu hedengangne Bethesdas Boghandel på Israels Plads tæt ved Nørreport Station. Den var så stor, at jeg næsten ikke kunne få den ned i min taske, som i forvejen var fyldt med noter og bøger. Så cyklede jeg hjem til Valby.
Jeg plejede at cykle ud ad Vesterbrogade og videre op ad Valby Bakke forbi Frederiksberg Slot. Men denne dag svingede jeg til venstre lige før bakken, og kørte rundt om Søndermarken. Det betød også at jeg kom forbi Jesuskirken, brygger Jacobsens voldsomme kirke, som nærmest er beklædt med kirkehistorisk graffiti.
Det var tæt snefog denne eftermiddag, og da jeg trampende på cyklen passerede kirken, kunne jeg højt til vejrs skimte den forgyldte engel på toppen af klokketårnet, eller kampanilen som den rettelig kaldes.
Englen står standhaftigt, forgyldt og med rejste, nærmest lodrette vinger, og måske med et sværd? Det husker jeg ikke. Men det har jeg sikkert forestillet mig.
Der stod englen. Midt i snefog og kulde. Uberørt.
Og englen og Hebræerbrevet talte sammen i mit hoved. Dels fordi Hebræerbrevet vrimler med engle.
Dels fordi sneens kuldepres efterlod englen upåvirket, den flyttede sig – naturligvis – ikke. Den var som keruben med flammesværd, som Gud satte ved Paradisets porte, for at mennesket ikke skulle forvilde sig tilbage til den gode have, det var uddrevet fra. Og derfor taler den også indirekte om forhænget, som Jesus som ypperstepræsten går om bagved. Englens ubevægelig-
hed overfor Jesu bevægelighed. Guds tale ved profeterne og englene og Guds endelige tale gennem Jesus.
Jeg trampede lidt hårdere i pedalerne og kom træt og tilsneet hjem og så frem til forelæsningsrækken, som skulle begynde et par uger senere. Den blev aflyst på grund af sygdom.
Det har måske efterladt mig med et lidt uforløst forhold til Hebræerbrevet, som kan være grunden til mit ungdommelige overmod i Elling sogn, hvor jeg kastede mig ud i en læsning af et af de vanskeligste bibelske skrifter sammen med nogle af de dygtigste tekstlæsere, jeg har truffet, nemlig kirkegængerne og studiekredsdeltagerne i sognet. Det var en af dem, der midt under striden om Thorkild Grosbøll, der ikke troede på en skabende og opretholdende Gud, og hvis sag fyldte utrolig meget i mine tidlige præsteår, standsede mig foran kirkedøren en søndag morgen og lettere indigneret sagde: “Folk siger, at de tror på, at der er mere mellem himlen og jord. Det gør jeg ikke. Jeg tror på Jesus!” Bortset fra det verdensåbnende i dette udsagn, så er det også en kerne i Hebræerbrevet. Troen på Jesus alene som banebryder og fuldender, og som sekulariserende derved, at loven skiftes ud med løftet. Det vil jeg tale mere om i det følgende.
Jeg håber med denne bog at kunne råde lidt bod på det uforløste forhold, jeg har til skriftet, og at vi sammen kan bevæge os ind i Hebræerbrevets univers, hvor så væsentlige emner som Guds tale, almagt, skabelse, historie, løfte, tro og forløsning diskuteres i et sprog, som måske virker fremmed, men som ikke
desto mindre ejer den bibelske historie og peger frem mod en meget stor virkningshistorie.
Hebræerbrevet er måske grundlæggende slet ikke et brev. Det er i hvert fald et vanskeligt brev.
Det er måske grundlæggende en prædiken, måske en læseprædiken. Sådan er den kristne tro også grundlæggende en prædiken, hvor Gud taler til os. Den kristne tro er ikke en beskrivelse af livsforhold eller af moralske anvisninger på livet. Det er Guds tale til os. Det er en tilsigelse til det menneske, der står i livet til halsen, eller som er strandet på synden med angerens hjælp. Det menneske, der tales til med Guds ord, for Gud er en talende Gud. Gud tilsiger os sin nåde.
Hebræerbrevet er bevægelsen fra loven til løftet, og vi er derved inde ved selve kernen i kristentroen.
Men nu er vi allerede langt inde i Hebræerbrevet. Det følgende er et forsøg på at udfolde noget af den kristne troslære i lyset af Hebræerbrevet.