Da jorden fik feber Illustreret og fortalt af Esben Hanefelt Kristensen © Forfatteren og Eksistensen 2019 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-410-0627-7 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Foto: Lars Horn Tryk: GPS Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk
DA JORDEN FIK FEBER Illustreret og fortalt af Esben Hanefelt Kristensen
EKSISTENSEN
4
G
ud havde sovet en evighed, da drømmene begyndte. Først bankede de på som svage pulsslag. Så steg de i styrke og blev til korte glimt, hurtigere og
hurtigere gik det, og til sidst voksede de sammen til noget, der lignede begyndelsen på et vidunderligt eventyr. Og så vågnede Gud. Tomhed var omkring ham, intet mørke, intet lys. Da vidste Gud, at han ikke længere ville være ånd i intet. Han ville være Gud i alt og aldrig mere være alene. Ånden fik åndedræt. Det første åndedrag var et pust af ufattelig kraft, der udløste et skælv, en eksplosion, et rabalder. Gud var begyndt at gøre sine drømme til virkelighed. Først skabte han det dybe bløde mørke og så det tindrende lys til at fylde det ud. Lyset kom fra glødende galakser og strålende stjernetåger. Mælkeveje af asteroider, drabanter, planeter, kometer og det stjernestøv, alt er lavet af. Gud glædede sig over at være i midten af alt det nye, og da han var og er evigheden, gav han sig rigtig god tid til at lege videre. Han elskede alt det liv, han havde skabt, og besluttede, at alt levende skulle være hos ham altid.
Lige midt imellem evigheden og det uendelige kredsede en lille flok planeter og deres måner omkring en lysende stjernesol. En af planeterne skilte sig ud fra de andre ved at lyse op i universet med den klareste blå. Gud vendte sit ansigt i retning af den blå planet. Han havde næsten glemt den, for den var kun et lille stjernedrys i det kæmpe kunstværk, han var midt i at skabe. Den rene blå farve behagede ham så meget, at han digtede begyndelsen på et eventyr til stedet, et eventyr af den særlige art, der digter videre på sig selv. Han havde ellers nok at bestille med at gøre kaos til kosmos efter det store brag, det gav, da han vågnede, men han kom tilbage, fordi han ikke kunne lade
5
være og var endt med at elske stedet af hele sit guddommelige hjerte. – Den, der elsker, giver altid den elskede mange navne, men et navn blev ved med at lyde fra Guds læber, han kaldte sin planet for Moder Jord, fordi stedet bar på livet overalt. Det blev levet i hvert et hjørne og hver en krog, ja, selv på steder, hvor man ikke skulle tro, det var muligt. Livet trængte sig på, hvor landet var varmt og dampende, det ville være, hvor det var isnende koldt, og i de egne, der dannede midten mellem de to. Det boltrede sig også i det store hav, hvor bølgerne hele tiden slog ind mod landjorden og med tiden sleb den til i de mest utrolige former.
Gud kunne ikke få øjnene fra sit værk og elskede at være midt i det. Han var i vinden, der hviskede til urter, buske og træer, der voksede landet grønt. Han strålede i regnbuen, der byggede bro mellem tørvejr og torden, men også et tegn til alt levende om, at han altid ville være der. Fra den knejsende bjergtinde var han at finde i suset af vejret over skyerne. Varmen i en solbeskinnet klippeblok fortalte, at han lige havde været der. Fra Jordens indre strømmede Guds glødende glæde op og ud gennem sprækker og revner. Intet kunne holde den tilbage. Den lysende lava dampede af og størknede til nyt land fyldt op af de forunderligste formationer af mineraler, metaller og sten. Gud gav gnist til gnejs og granit, var at kende i karneol, kvarts og krystal, åbenbarede sig i årerne af marmor og malakit, skabte stråleskær i safirer og smaragder, rumsterede i rav og røde rubiner, føltes i flint og flække, levede i lyset af lapis lazuli og dyrebare drømmeskønne daggrydugklare diamanter. Fra Jordens hjerte løb et forgrenet net af gyldne metalårer ud i hvert et grundfjeld, så selv den mørkeste krog fik friske farver.
6