Da Gud tog bussen

DA GUD TOG BUSSEN

1

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 1

03-06-2013 15:07:22

Martin Luther King Da Gud tog bussen – 382 dage der ændrede verden Oversat og bearbejdet af Liselotte Wiemer og Steffen Larsen © dansk udgave Forlaget Alfa, 2012 2. oplag 2013 Udgivet efter aftale med Beacon Press.

Original titel: Stride Toward Freedom – The Montgomery Story.

Copyright © 1958 Martin Luther King, Jr. Copyright © 1986 Coretta Scott King, Dexter King, Martin Luther King III, Yolanda King, Bernice King.

Denne udgave af Stride Toward Freedom er baseret på 1958 udgaven udgivet i USA af Harper & Brothers. Dele af den originale tekst er udeladt og teksten er bearbejdet til nudansk af Liselotte Wiemer og Steffen Larsen.

ISBN 978 87 7115 022 3

Forsideillustration © www.dan23.com – Dan23 er fransk street-art kunstner, fotoet på omslaget viser et af hans værker fra Strasbourg.

Omslag, sats og layout: Jensen & Dalgaard Tryk: BookMaker, Gråsten Foto side 11, 12, 13, 17, 118 © Steffen Larsen og Liselotte Wiemer.

Side 37, 125, 132, 153, 179 © Polfoto.

Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK – 1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk

2

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 2

03-06-2013 15:07:44

Martin Luther King

DA GUD TOG BUSSEN 382 dage der ĂŚndrede verden

Bearbejdet til dansk med forord og efterskrift af Liselotte Wiemer og Steffen Larsen

ALFA

3

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 3

03-06-2013 15:07:45

4

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 4

03-06-2013 15:07:45

Indhold FORORD ...... 7 Tilbage til Syden ...... 9 Montgomery før stormen ...... 19 Point oF no return ...... 35 Tomme busser ...... 45 Ranke rygge ...... 59 Vejen til ikke-vold ...... 77 modstandernes metoder ...... 93 Vold og terror ...... 115 Free at last ...... 135 Hvad så nu? ...... 163 EFTERSKRIFT ...... 169 Taler af Martin Luther King ....... 178 5

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 5

03-06-2013 15:07:45

PRESENTE! Dengang de frygtede dødspatruljer opererede i militærdiktaturerne i Sydamerika, havde man en skik, når man samledes i de kristne menigheder.

Man læste navnene op på de forsvundne, de bortførte og de dræbte. Ét for et. Uge efter uge. År efter år. Og for hvert navn, der blev nævnt, var der en i forsamlingen, som råbte: »Presente!« På den måde markerede man, at nogen vil bære dette menneskes drømme videre. Tage over.

Og En dag, hvor navnet Martin Luther King bliver nævnt, vil der være en, som rejser sig og råber: Presente!

6

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 6

03-06-2013 15:07:45

FORORD MISSISSIPPI 1955 De kom om natten. De kommer altid om natten. De vækkede de otte sorte, der sov i hytten. Og forlangte at få »drengen fra Chicago« udleveret. I timevis kørte de rundt med den 14-årige Emmett Louis Till. De bankede ham med pistoler. De flåede hans ene øje ud og til sidst skød de ham og med et lod om benene smed de ham i Tallahatchie River.

De var ventet. Feriedrengen Emmett havde angiveligt henvendt sig upassende til en hvid kvinde. Det var nu fire dage siden, og frygten lå tykt over byen Money. Der blev snakket, og der blev tiet. Familien forsøgte at få ham ud af byen og hjem til sin mor i Chicago. Men de gode hvide borgere Roy Bryant og John Milam kom først. Og skønt der var mange vidner, blev gerningsmændene senere frikendt. Som vanligt.

Sådan var vilkårene for sorte i USAs sydstater. Omgivet af afstumpet, blind og uforudsigelig vold. Det var nemt at dø i Mississippi. Og svært at komme derfra. New York var på en anden planet.

Tre måneder efter Emmett Louis Tills død nægtede Rosa Parks fra Montgomery, Alabama at rejse sig op for en hvid passager i bussen. Og verden blev aldrig den samme.

Martin Luther Kings bog om busserne i Montgomery er et historisk dokument, der inspirerer til håb og handling.

Fra Wall Street til ørkensandet.

7

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 7

03-06-2013 15:07:45

8

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 8

03-06-2013 15:07:45

1

Tilbage

til Syden 9

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 9

03-06-2013 15:07:45

Martin Luther King

E

n kølig lørdag eftermiddag i januar 1954 kørte jeg fra Atlanta i Georgia til Montgomery i Alabama. Det var en klar vinterdag. Der var operamusik i radioen. Så jeg nød turen, takket være musikken, det vidunderlige landskab og den pragtfulde himmel.

Efter et par timers kørsel kom jeg til et frugtbart område omkring Alabama Rivers skarpe knæk, hvor Montgomery ligger. Jeg havde rejst igennem byen før, men jeg havde aldrig været der på et rigtigt besøg. Nu havde jeg mulighed for at tilbringe et par dage i denne smukke by, en af de ældste i USA. Kort efter ankomsten blev jeg af en ven vist rundt i Dexter Avenue Baptist Church. Her skulle jeg prædike næste morgen. Det var en solid murstensbygning, som var opført efter borgerkrigen og lå på hjørnet af en køn, lille plads ikke langt fra bymidten. Da vi kørte op til kirken, lagde jeg mærke til en imponerende, hvid bygning, der lå skråt overfor. Det var staten Alabamas regeringsbygning, opført i 1851, og med sin høje kuppel et af de fineste eksempler på den særlige Georgia-arkitektur. Her stemte Alabama d. 7. januar 1861 for at træde ud af De Forenede Stater. Og dagen efter, på trappen op til søjlegangen, blev Jefferson Davis indsat som præsident for Sydstaterne. Det er derfor, Montgomery gennem årene er blevet kendt som Sydstaternes »vugge«. Her blev det første sydstatsflag fremstillet og hejst.

Så selv om jeg var kommet til en livlig by i økonomisk fremdrift, kunne man stadig finde mange spor af det gamle sydstatsliv og tiden efter borgerkrigen.

Fra trappen op til Dexter Avenue Baptist Church skulle jeg komme til at se dette imponerende bygningsværk mange gange i de kommende år.

Efter at have gået i skole i 22 år uden pause, manglede jeg nu kun at skrive min doktorafhandling. Derfor var jeg begyndt at se mig om efter et job. To kirker på Østkysten – en i Massachusetts og en i New York – havde

10

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 10

03-06-2013 15:07:46

tilbage til syden vist interesse. Tre universiteter havde tilbudt mig udfordrende jobs som underviser, dekan eller administrator.

Mens jeg gik og tænkte over disse forskellige muligheder, fik jeg et brev fra menigheden i Dexter Avenue Baptist Church i Montgomery.

De havde ikke nogen præst og ville gerne have, at jeg kom og aflagde en prøveprædiken, når jeg var i den ende af landet. I menigheden havde de hørt om mig gennem min far i Atlanta og andre venner fra kirken. Jeg skrev straks tilbage og fortalte, at jeg var hjemme i julen, og at jeg meget gerne ville komme til Montgomery og prædike en søndag i januar.

D

et var ikke nogen stor kirke.

Den havde omkring 300 medlemmer, men den havde en betydningsfuld placering i samfundet. Medlemskredsen bestod af mange velhavende og indflydelsesrige borgere.

Desuden havde nogle af landets bedst uddannede sorte præster virket der.

Skønt jeg havde prædiket mange gange og været hjælpepræst i min fars kirke i Atlanta i fire år, blev jeg en anelse nervøs den lørdag eftermiddag, hvor jeg gennemgik mit manuskript. Jeg var bevidst om, at denne gang var jeg til eksamen.

Hvordan kunne jeg bedst gøre indtryk på menigheden? Skulle jeg prøve at imponere dem med min teologiske viden? Eller skulle jeg tale, som jeg altid havde gjort, helt afhængig af inspirationen fra Gud?

Montgomerys Dexter Avenue Church i dag.

Sådan så den også ud i 1955.

11

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 11

03-06-2013 15:07:46

Martin Luther King

Kirkerummet i Dexter Avenue Church står stort set som i slutningen af 50’erne. Dog er der kommet puder på bænkene.

Jeg besluttede mig for det sidste. »Hold Martin Luther King i baggrunden og Gud i forgrunden, så skal det nok gå,« sagde jeg til mig selv. »Husk på at du er en budbringer, du er ikke selv kilden.« Søndag klokken 11 stod jeg på prædikestolen og prædikede for en stor forsamling. Mit emne var »De tre dimensioner i et fuldendt liv«. Menigheden var lydhør, og jeg tog derfra med en følelse af, at Gud havde brugt mig på den rigtige måde, og at det var en god kirke med mange muligheder. Senere på dagen havde jeg møde med kirkens ledelse, der bl.a. orienterede mig om stedets økonomiske forhold.

De spurgte mig, om jeg stadig var interesseret i at påtage mig jobbet. Jeg svarede, at jeg ville tænke alvorligt over det og spørge Gud til råds. Så kørte jeg tilbage til Atlanta og fløj derfra videre til Boston.

Omkring en måned senere fik jeg et anbefalet brev fra Montgomery.

De havde enstemmigt vedtaget at kalde mig til embedet som præst i Dexter Avenue Baptist Church. Jeg var meget glad. Men da jeg næste dag skulle flyve til Detroit, hvor jeg også var blevet bedt om at prædike, svarede jeg ikke med det samme.

Mens jeg sad og kiggede på skyernes sølvtæppe under mig og ind i himlens dybe blå, indså jeg dilemmaet ved pludselig at have flere tilbud på hånden. Jeg var delt i to. På den ene side var jeg tilbøjelig til at vælge præstegerningen. På den anden side ville jeg gerne undervise. Og hvis jeg tog en kirke, skulle det så være i Syden med alle de tragedier, der fulgte

12

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 12

03-06-2013 15:07:46

tilbage til syden med raceadskillelsen, eller skulle det være en af de to muligheder oppe nordpå?

S

å længe jeg kan huske tilbage, har jeg afskyet raceadskillelse og bedt mine forældre forklare, hvorfor den var der. Allerede før jeg kom i skole, havde jeg lært noget om diskrimination. I flere år havde mine uadskillelige legekammerater været to hvide drenge. Deres forældre havde en købmandsbutik lige over for vores hus i Atlanta. Men en dag, da jeg gik over vejen for at møde dem, sagde deres forældre, at de desværre ikke kunne lege. De var ikke fjendtlige. Og de kom med en masse undskyldninger.

Men det rystede mig, og bagefter var jeg nødt til at spørge min mor om det.

Alle forældre må på et eller andet tidspunkt forklare tilværelsens kendsgerninger for deres børn. Derfor var raceadskillelsen et uundgåeligt tema. Min mor tog mig på skødet. Hun begyndte med at fortælle om slaveriet, og om hvordan det var blevet afskaffet efter borgerkrigen. Hun forsøgte derefter at forklare mig om raceadskillelsen i Syden. Om de adskilte skoler, restauranter, teatre, boligkvarterer, om skiltene med ’kun for hvide’ og ’for sorte’ i ventesalene, på toiletterne og ved drikkevandsfontænerne. Hun understregede, at det var noget, der var skabt af samfundet, og at det ikke var naturens orden. Og så sagde hun de ord, næsten alle sorte hører, før de fatter det paradoks, der gør det nødvendigt overhovedet at sige dem: »Du er lige så god som alle andre.« Min mor var vokset op i relativ velstand som datter af en respekteret

Martin Luther Kings fødehjem i bydelen (Sweet) Auburn i Atlanta, Georgia.

13

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 13

03-06-2013 15:07:47

Martin Luther King. præst. Hun havde gået på den bedste skole. Hun havde været på college.

Og i almindelighed var hun blevet beskyttet imod diskriminationens værste sider. Men min far, der var søn af en fæstebonde, havde mødt brutaliteten og var i en tidlig alder begyndt at kæmpe imod. Med en frygtløs hæderlighed og en robust fremtoning var han en, man lyttede til.

Jeg kan huske engang vi skulle ud og købe sko. Jeg var ikke så gammel.

Min far og jeg sad på nogle stole foran butikken. Så kom en ung, hvid ekspedient ud og mumlede høfligt: »Jeg vil med glæde betjene Dem, hvis De vil være så venlig at flytte til stolene omme bagved.« Min far svarede: »Der er ikke noget i vejen med de her stole. Vi befinder os rigtig godt her.« »Jeg er ked af det,« vedblev ekspedienten, »men De bliver nødt til at flytte Dem.« »Enten køber vi sko, mens vi sidder her,« hvislede min far, »eller vi køber slet ikke sko.« Derefter tog han mig i hånden og gik ud af butikken. Det var første gang, jeg havde set min far så vred. Jeg kan stadig huske, at jeg gik sammen med ham ned ad gaden, mens han mumlede: »Ligegyldigt hvor længe jeg skal leve med det her system, vil jeg aldrig acceptere det.« Og det har han heller aldrig gjort. Jeg kan huske en anden gang, hvor vi var ude at køre, og han kom til at overse et stopskilt. En politibetjent passede os op og sagde: »Kør ind til siden og vis mig dit kørekort, boy!« Min far svarede vredt: »Jeg er ikke nogen dreng,« og han pegede på mig: »Det er en dreng.

Jeg er en mand. Og hvis du ikke kalder mig det, vil jeg ikke høre på dig.« Politibetjenten var rystet. Han skrev nervøst en bøde ud og skyndte sig væk.

14

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 14

03-06-2013 15:07:47

tilbage til syden På samme måde nægtede min far, efter at have overværet et brutalt overfald på en sort passager, at køre med offentlige busser. Han havde også stået i spidsen, da Atlantas lærere krævede ligeløn. Som præst ved Ebenezer Baptist Church og hyrde for en menighed på 4.000 havde han opnået stor indflydelse hos sorte. Måske havde han også vundet de hvides modvillige respekt. Han var i hvert fald aldrig blevet fysisk forulempet.

Det var noget, som undrede mine søskende og mig, fordi vi voksede op i en atmosfære fyldt med spændinger.

M

ed den arv kan det ikke undre nogen, at også jeg er kommet til at afsky raceadskillelsen. Jeg anser den for at stride mod al fornuft og moral. Som teenager kunne jeg umuligt acceptere, at jeg skulle gå ned bagest i bussen eller sidde bestemte steder i toget. Første gang jeg sad bag et gardin i en spisevogn, følte jeg det, som om mit selvværd blev mørkelagt.

Ligesom andre drenge kunne jeg godt lide at gå i biografen. Men jeg var kun til en enkelt forestilling inde i centrum af Atlanta. For oplevelsen af at skulle gå ind ad en bagindgang og sidde i en møgbeskidt særskilt afdeling var så afskyelig, at jeg slet ikke kunne nyde filmen. Jeg kunne heller aldrig vænne mig til de særlige venteværelser, spisesteder eller toiletter. Dels fordi de sorte afdelinger altid var ringere, dels fordi selve tanken om adskillelse gjorde noget ved min følelse af værdighed og selvrespekt.

S

å mens flyveren nærmede sig Detroit, tænkte jeg, at der nu endelig var en chance for at slippe ud af raceadskillelsens lange nat. Kunne jeg nogensinde vende tilbage til et samfund, som praktiserede det system, jeg havde afskyet siden barndommen?

15

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 15

03-06-2013 15:07:47

Martin Luther King Jeg havde ikke noget svar, da jeg vendte tilbage til Boston. Jeg diskuterede det med Coretta, som jeg havde været gift med i mindre end et år, og også hun havde sine betænkeligheder ved at vende tilbage til Syden.

Vi talte om den konsekvens, det ville få for vores børn. Vi genoplevede vores egen opvækst i Syden og alle de muligheder, vi var blevet frataget.

Vi talte om min kones musikalske karriere. Hun var sikker på, at chancerne for at studere videre var større oppe nordpå.

I flere dage vendte og drejede vi spørgsmålet, tænkte og bad. Til sidst blev vi enige om, at på trods af uundgåelige ofre, kunne vi gøre bedst gavn i det Syden, vi kom fra og kendte. Vi havde en moralsk forpligtelse til at vende tilbage – i hvert fald for et par år.

Syden var trods alle urimeligheder vores hjem. Vi elskede det, og vi havde et stort ønske om at gøre noget ved de uretfærdigheder, vi som børn havde følt så ubærligt på vores egne kroppe. Vi ville ikke være iagttagere.

Netop de sorte, som var blevet uddannet andre steder, burde jo vende tilbage med deres nye indsigt og overskud. Vi ville komme til at undvære en stor del af det kulturelle liv, vi elskede. Og vi ville hele tiden blive mindet om vores hudfarve. Men samtidig følte vi, at noget betydningsfuldt var i gære.

Og det ville vi være en del af. Syden havde store muligheder, og når det engang var kommet til sig selv og havde afskaffet diskriminationen, ville det opleve en moralsk, politisk og økonomisk fremgang, som næppe ville kunne ske andre steder i landet.

Jeg besluttede at tage imod kaldet fra Dexter Avenue Baptist Church i et par år og vende tilbage til forskningen senere. Og jeg sendte et telegram til Montgomery om, at jeg ville komme derned for at drøfte detaljerne.

Efter at vi havde talt tingene igennem, accepterede jeg at blive præst for menigheden. Jeg bad om lov til at bruge fire måneder på at gøre min doktorafhandling færdig, hvilket de indviligede i. Ligesom de accepterede, at jeg ikke var forpligtet til at blive fuldtidspræst før d. 1. september 1954. Men jeg lovede at komme ned til Montgomery mindst én gang om

16

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 16

03-06-2013 15:07:47

tilbage til syden måneden for at tingene kunne fungere glat i overgangsperioden. En søndag i maj holdt jeg min første prædiken som præst i Dexter Avenue Baptist Church, og de næste fire måneder fløj jeg frem og tilbage imellem Boston og Montgomery.

I dette hus i Montgomery boede Martin Luther King.

P

å turen i juli havde jeg Coretta med. Hun kendte Montgomery, for hendes hjem lå blot firs miles derfra i den lille by Marion. Der havde hendes far, Obie Scotte, som var født på en farm, fået succes i forretningslivet. Han drev et transportfirma, en kombineret benzintank og købmandsbutik, samt en kyllingefarm. På trods af repressalier og trusler fra hvide konkurrenter havde han vovet at skabe et godt liv for sin familie og bevare en klippefast tro på fremtiden. Coretta havde boet i Marion, indtil hun forlod byen for at studere på Antioch College i Yellow Springs, Ohio.

Fra sin mor, Bernice Scotte, havde hun arvet sit musikalsk talent og en stilfærdig beslutsomhed. Ved hjælp af legater var hun kommet ind på New England Conservatory i Boston. Og det var i Boston, jeg forelskede mig i denne attraktive unge sangerinde, hvis blide tilbageholdenhed ikke kunne skjule hendes levende nærvær.

Og skønt vi var taget til Marion d. 18. juni 1953 for at blive gift på Scottfamiliens overdådige græsplæne, var det i Boston, vi begyndte vores liv som ægtepar.

Under besøget i juli så Coretta på Montgomery med nye øjne. Siden hun var teenager, havde hun indsnuset friheden på skoler, der ikke var raceadskilte, og nydt gæstfriheden

17

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 17

03-06-2013 15:07:47

Martin Luther King i hvide hjem. Nu forberedte hun sig på et mere permanent ophold. Hun besøgte de sortes kvarterer, hvor vi også selv var tvunget til at bo. Hun så, hvordan de sorte blev stuvet sammen bagest i busserne, og hun var klar over, at de betingelser måtte hun fra nu af leve under. Hun blev vist rundt i kirken og venligt modtaget af menigheden. Og med hendes naturlige optimisme og ligevægt – som i den følgende tid skulle blive min store støtte – var hun fuld af fortrøstning. Hun havde blik for den række af muligheder i det kirkelige arbejde, som Dexter og menigheden i Montgomery åbnede for.

V

i flyttede ind i præsteboligen d. 1. september 1954, og jeg begyndte som præst på fuld tid. De første måneder var travle. Vi skulle lære det nye hus at kende, det nye job, den nye by. Der var gamle venskaber, som skulle genetableres, og nye som skulle skabes. Vi havde næsten ikke tid til at forholde os til det omgivende samfund. Og selvom vi fornemmede, at noget var på vej, havde vi ingen anelse om hvilke omvæltninger, der lå forude. Omvæltninger der skulle forandre Montgomery for altid og få betydning for hele verden.

18

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 18

03-06-2013 15:07:48

2

Montgomery

før stormen

19

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 19

03-06-2013 15:07:48

Martin Luther King

L

ige fra begyndelsen var det kirkelige arbejde givende. De første par uger af efteråret 1954 brugte jeg på at udarbejde et program, som passede til Dexters særlige menighed. Jeg var opsat på at ændre det billede, kirken havde fået i offentligheden af, at den kun betjente en bestemt, indflydelsesrig samfundsgruppe. At det var »de fine folks kirke.« Jeg vidste jo, at en gudstjeneste kun har kraft, når folk fra alle samfundslag mødes og bekræfter deres indre samhørighed og enhed med Gud, når gudstjeneste bliver en fællesmenneskelig oplevelse. Enhver kirke der – bevidst eller ubevidst – kun tjener én samfundsgruppe, mister sin åndelige styrke, ja, mister selve den grundsten, der siger, at der skal være plads til alle. Og så risikerer den at blive reduceret til en social klub med en tynd skal af religiøsitet.

Jeg var også opsat på at udbygge kirkens hjælpeprogram. Da jeg begyndte, var der stort set kun en søndagsskole, hvor voksne og børn kunne mødes, baptisternes program for undervisning i kristent lederskab samt et missionsselskab, der skulle udbrede kendskabet til kirken i samfundet.

Jeg besluttede mig for at anbefale en række nye udvalg. Ét udvalg skulle give undervisningen i religion nyt liv, ét skulle stå for en øget indsats over for syge og trængende, ét som skulle beskæftige sig med sociale og politiske aktiviteter, ét skulle søge om og administrere legater til videreuddannelse og endelig et kulturelt udvalg, der skulle opmuntre lovende kunstnere.

Da mange af punkterne i det nye program gik imod den traditionelle måde at gøre tingene på, var jeg temmelig nysgerrig efter, om de kunne godkendes. Så med nogen ængstelse fremlagde jeg forslagene. Men til min overraskelse blev de modtaget overvældende positivt.

Og siden har menighedens samarbejdsvilje været imponerende. Næsten omgående begyndte antallet af nye medlemmer at stige, og regnskabet for de første seks måneder viste, at kirken havde tredoblet sin indtægt. De nye

20

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 20

03-06-2013 15:07:48

montgomery før stormen udvalg arbejdede godt, og programmet for religiøs uddannelse voksede støt og roligt.

I mange måneder havde jeg skiftevis arbejdet på at færdiggøre min doktorgrad og passe mit embede i kirken. Jeg stod op hver morgen klokken halv seks og brugte tre timer på min afhandling. Sent om aftenen satte jeg mig igen ned og skrev. Resten af dagen blev brugt på kirkeligt arbejde, der – udover den ugentlige gudstjeneste – omfattede bryllupper, begravelser og personlige samtaler. En dag om ugen besøgte jeg medlemmer af menigheden, som var syge eller på anden vis bundet til deres hjem.

I

den første tid gik en stor del af dagen med at lære menigheden at kende. Det betød hjemmebesøg og deltagelse i kirkens forskellige hjælpeforanstaltninger. Næsten hver uge deltog jeg i fem eller ti af den slags møder i de tidlige aftentimer. Jeg brugte omkring femten timer hver uge på at forberede min søndagsprædiken. Normalt begyndte jeg at skrive notater om tirsdagen. Om onsdagen fandt jeg de nødvendige kilder og tænkte over gode billeder og eksempler fra hverdagen, som kunne give min prædiken et livsnært indhold. Om fredagen begyndte jeg at skrive, og jeg blev normalt færdig lørdag nat.

Samtidig blev jeg mere og mere interesseret i hele Montgomery området. Byens økonomiske trivsel var stærkt præget af Maxwell og Gunter Air Force baserne. Ifølge den årlige rapport fra Montgomerys handelskammer havde disse to baser bidraget med 58 millioner dollars til byens næringsliv i 1955. Hvert fjortende medlem af Montgomerys arbejdsstyrke arbejdede på disse baser, og næsten hver syvende familie var en »air force« familie – enten civilt eller militært. Der boede 4.000 familier uden for baserne og inde i byen. Men skønt baserne racemæssig var integrerede og sorte og hvide arbejdede side om side, så var det omgivende samfund ironisk nok

21

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 21

03-06-2013 15:07:48

Martin Luther King fortsat indrettet med en række rigide regler for raceadskillelse. De store økonomiske midler havde ikke forbedret forholdene mellem racerne.

Montgomery var blevet et betydningsfuldt marked for bomuld, kvæg, gul fyr og løvtræ. Byen er også en vigtig producent af kunstgødning. Her er det største marked for kalve øst for Forth Worth, Texas, og syd for Ohio floden, men der er ingen tung industri. Det er årsagen til, at så mange sorte arbejder som hushjælp. Blandt sorte kvinder i Montgomery arbejder 63 procent i huset, og 48 procent af sorte mænd gør det samme. Heri ligger en del af svaret på det dybe misforhold i levevilkårene for hvide og sorte.

I 1950 var gennemsnitsindkomsten for byens 70.000 hvide 1.730 dollars, mens den tilsvarende indkomst for de 50.000 sorte var 970 dollars. Og 49 procent af de hvide familier havde vandskyllende toiletter inde i huset mod kun 31 procent af den sorte befolkning. Så udover at skulle lægge ryg til selve raceadskillelsen, der påvirkede alle dele af dagliglivet, led de sorte i Montgomery også alvorlige økonomisk afsavn.

D

isse to racer levede i parallelle samfund. Skolerne var naturligvis adskilte, og afgørelsen fra USAs Højesteret i maj 1954,1 syntes ikke at have haft nogen effekt på Montgomery. Hvis en hvid og en sort ville køre i taxa sammen, kunne det ikke lade sig gøre. For loven sagde, at hvide chauffører kun skulle betjene hvide passagerer. De sorte havde et særligt transportsystem. Sorte og hvide arbejdede sammen som ansatte og arbejdsgivere, de kørte til arbejde i den samme bus, men i hver sin skarpt adskilte ende. De kom også i de samme indkøbscentre, selv om sorte nogle gange var tvunget til at vente, indtil alle hvide var blevet betjent. Og de sorte blev sjældent tiltalt på en høflig måde. I flere dele af byen boede sorte og hvide som naboer, nogle steder var kvartererne flettet ind i hinanden 1

Der netop forbød raceadskillelse i skolerne. O.a.

22

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 22

03-06-2013 15:07:48

montgomery før stormen som fingre, men den ene gruppe vendte ryggen til den anden. Man deltog kun i det sociale og kulturelle liv med sine egne.

Der var ikke nogen integreret faglig organisering af f.eks. læger, sagførere eller lærere, og selv når disse faggrupper samledes i de nationale organisationer, tog man hver sin vej hjem. Der var heller intet samarbejde på det kirkelige niveau. Der var ingen Urban Leauge,1 som kunne bringe sorte og hvide sammen, og den aktive medlemsskare i NAACP2 bestod udelukkende af sorte. Den største højere uddannelsesinstitution for sorte i Montgomery var Alabama State College, som mest uddannede lærere.

Her var en lærerstab på 200 til de 2.000 studerende. Men skønt skolen havde en betydelig kulturel indflydelse på både byen og staten, fik den nydelige campus kun få hvide på besøg. I virkeligheden var det kun den lokale afdeling i Montgomery af Alabama Council on Human Relations3, som kunne samle de to racer om at løse problemerne i fællesskab.

I

Alabama havde lovgiverne og administrationen altid arbejdet på at holde sorte stemmer nede på et minimum. I 1940 var der ikke mere end 2.000 sorte i hele Alabama, som havde stemmeret. I dag, 1956, er tallet tæt på 50.000, men det udgør alligevel ikke mere end 10 procent af alle sorte i valgretsalderen. Af de hen ved 30.000 sorte i Montgomery, der i 1954 kunne stemme, var kun lidt over 2.000 registrerede. Det lave tal er i nogen grad et resultat af de sortes egen mangel på interesse og udholdenhed.

Forhindringerne er også betydelige. Alabamas lovgivning giver de ansatte vide beføjelser. På valgkontoret er man opdelt i særlige køer foran to borde. De ansatte, der betjener den sorte kø, arbejder i et demonstrativt langsomt tempo. Det betyder, at hvis køen har været på 50 sorte, er det 1 2 3

Borgerrettighedsbevægelse med vægt på uddannelse. O.a.

Den store, gamle amerikanske borgerrettighedsbevægelse. O.a.

Jvf. s. 26

23

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 23

03-06-2013 15:07:48

Martin Luther King ikke sikkert, man på en hel dag når mere end de 15. Alle skal udfylde et omfattende spørgeskema for at bevise deres egnethed. Ofte må de sorte udfylde skemaet flere gange, før man fortæller dem, at de allerede har bestået. Ikke så sært, at der ikke var nogen offentligt ansatte sorte i Montgomery og omegn.

Som et udtryk for, hvor meget disse problemer optog mig, var det første udvalg, der blev nedsat, det sociale og politiske aktionsudvalg. Dette udvalg skulle formidle oplysning om relevante forhold til menigheden og fremhæve vigtigheden af NAACP og nødvendigheden af at blive registreret som vælger og deltage aktivt i valgene. Hertil søgte jeg personer, som allerede havde udvist interesse for sociale problemer og havde erfaring på det område. Heldigvis var det ikke svært. For i Dexters menighed var der adskillige, som var dybt optaget af samfundsforhold og med glæde gik ind i arbejdet. Det er interessant at nævne, at to af medlemmerne – Jo Ann Robinson og Rufus Lewis – var nogle af de første, der blev aktive i den busboykot, der snart skulle afsløre, hvilken styrke der gemte sig i Montgomerys sorte samfund.

S

om året gik, kom der imponerende ting ud af dette udvalgs arbejde. Fra begyndelsen af november udsendte de hver fjortende dag et nyhedsbrev til alle kirkens medlemmer. Her kunne man læse om vigtige sociale og politiske forhold. Udvalget oprettede tillige en stemme-klinik, hvor næsten alle medlemmer af menigheden, som ikke var registrerede, blev orienteret om faldgruberne i den diskriminerende registreringsprocedure. Da jeg i november 1955 aflagde min årlige rapport for kirkens medlemmer, kunne jeg sige, at »dette udvalgs arbejde har været i særklasse, og hvert enkelt medlem af Dexter Baptist Church er blevet påvirket af det. Udvalgets arbejde har resulteret i, at mange nye vælgere er blevet registreret, og at Dexter har ført an i støtten til NAACP.«

24

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 24

03-06-2013 15:07:48

montgomery før stormen Da de forskellige udvalg i kirken var på plads, meldte jeg mig ind i den lokale afdeling af NAACP. Udover at rejse penge gennem kirken, holdt jeg mange foredrag for NAACP i Montgomery og andre steder. Mindre end et år efter blev jeg valgt til forretningsudvalget. Ved at deltage i de fleste månedlige møder blev jeg konfronteret med mange af de raceproblemer, som plagede samfundet, især hvad angik domstolene. Før jeg kom til Montgomery – og flere år derefter – blev det meste af energien og midlerne i NAACP brugt på at forsvare Jeremiah Reeves. Reeves, der spillede trommer i et sort band, var blevet arresteret som 16-årig og anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde. En fangevogter havde vist ham dødskammeret og sagt, at hvis han ikke tilstod nu, ville han komme til at brænde op derinde. Han tilstod, men trak senere tilståelsen tilbage. I de følgende syv år, hvor hans sag trak ud, vedblev han med at benægte ikke bare anklagen om voldtægt, men også overhovedet at have haft sex med den hvide pige.

N

AACP skaffede en forsvarer og de nødvendige midler til at føre sagen.

Ved den lokale domstol blev han fundet skyldig og dømt til døden.

Henrettelsen blev udsat på grund af en række appeller igennem Alabamas retssystem. To gange nåede sagen USAs højesteret. Første gang omgjorde de afgørelsen og sendte sagen tilbage til Alabama til en fornyet afgørelse.

Anden gang indvilligede Højesteret i at se på sagen, men afviste den senere.

Så Alabamas retsvæsen fik frie hænder til at tænde for strømmen. Efter en sidste mislykket appel til guvernøren kunne fangevogteren holde sit løfte.

Reeves blev henrettet i den elektriske stol d. 28. marts 1958.

Sagen mod Reeves var typisk for uretfærdighederne i Sydens retssale.

I de år, hvor han sad i fængsel, var mange hvide mænd i Alabama også blevet anklaget for voldtægt, men de forurettede var sorte piger. Mændene blev sjældent arresteret, og hvis det skete, blev de hurtigt sat på fri fod igen. Ingen kom nogensinde for en dommer. Så der var gode grunde til, at

25

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 25

03-06-2013 15:07:49

Martin Luther King sorte mennesker i Syden havde lært at mistro og frygte den hvide mands retfærdighed.

Omkring den tid, hvor jeg var begyndt at arbejde sammen med NAACP, blev jeg også opmærksom på Alabama Council on Human Relations. Denne raceblandede gruppe var optaget af medmenneskelige relationer i staten Alabama og mente, at undervisning var vejen frem mod lige muligheder for alle. Den grundlæggende tanke var, at »alle mennesker er skabt lige for Gud«. Så jeg meldte mig ind og deltog i de fleste møder i afdelingen i Montgomery. De blev holdt i min kirke. Efter blot et par måneder blev jeg valgt til vicepræsident, og det fortsatte jeg med at være, indtil andre vigtige ting kom i vejen. Foreningens præsident var Ray Wadley, en ung, hvid præst fra St. Mark’s Methodist Church. Han var indfødt sydstatsmand og blev senere forflyttet til en afsides beliggende menighed, fordi hans aktiviteter gjorde ham uønsket blandt sine egne. Der var to andre prominente, hvide medlemmer, og de var begge præster. Thomas P. Trasher og Robert Graetz skulle senere blive vigtige aktører i striden om busserne.

Skønt Montgomerys Council on Human Relations aldrig fik et stort medlemstal, spillede foreningen en betydningsfuld rolle. Som den eneste virkelig blandede gruppe i Montgomery tjente den til at holde forbindelseslinierne åbne imellem racerne. Mennesker hader for det meste hinanden, fordi de er bange for hinanden. De er bange for hinanden, fordi de ikke kender hinanden. De kender ikke hinanden, fordi de ikke kan snakke sammen. De kan ikke snakke sammen, fordi de er adskilt. Med rådet sørgede vi for at holde en forbindelsesvej åben.

E

n del mennesker undrede sig over, at jeg kunne være medlem af begge foreninger. Det overraskede mig. Mange sorte mente således, at integration kun kunne ske gennem lovgivning og retssager – hvilket var NAACPs hovedtanke. Mens mange hvide holdt på, at integration

26

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 26

03-06-2013 15:07:49

montgomery før stormen kun kunne ske igennem uddannelse – det var hovedtanken i Council on Human Relations. Hvordan kunne man gå ind i to foreninger, der havde så diametralt modsatte meninger og metoder?

Men spørgsmålet bygger på den antagelse, at der kun er én løsning på raceproblemet.

Jeg følte, at begge muligheder skulle stå åbne. Igennem uddannelse søger vi at ændre holdninger, og med lovgivning og retssystemet at regulere adfærd. Igennem uddannelse søger vi at ændre følelser som misundelse og had. Igennem lovgivningen og retssystemet at kontrollere effekten af disse følelser. Igennem uddannelse søger vi at nedbryde de følelsesmæssige barrierer over for integration. Igennem lovgivningen og retssystemet at nedbryde de håndgribelige barrierer imod integration. Begge veje er betydningsfulde og nødvendige. Enhver, der tror, at vejen til racemæssig lighed kun har et enkelt spor, vil uvilkårligt skabe trafikkaos og gøre rejsen uendelig meget længere. Mit arbejde i NAACP og Council on Human Relations byggede på den opfattelse, at begge foreninger afhjalp påtrængende behov i samfundet, og gjorde det med en høj grad af værdighed og klogskab.

S

om tiden gik, opdagede jeg adskillige ting i det sorte lokalsamfund, som skulle ændres, før der kunne ske ægte sociale fremskridt. For det første var der en himmelråbende mangel på enighed imellem lederne.

Der var flere sociale grupperinger, og de lå i strid med hinanden. Der var en forening kendt som Progressive Democrats, der blev ledet af E.D. Nixon. Der var Citizens Committee, som blev ledet af Rufus Lewis. Der var Women’s Political Council, der blev ledet af Mary Fair Burks og Jo Ann Robinson. Så var der NAACP, som blev ledet af R.L. Matthews. Og flere mindre grupper var med til at splitte de sorte endnu mere. Selv om lederne af disse foreninger var dygtige ledere med fælles mål, betød de

27

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 27

03-06-2013 15:07:49

Frihed er ikke en filosofi, ikke en gang en idé.

Det er en bevægelse i sindet, der i bestemte øjeblikke får os til at udtale de to enstavelsesord: Ja eller Nej. Octavio Paz

168

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 168

03-06-2013 15:08:06

Efterskrift 169

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 169

03-06-2013 15:08:06

da gud tog bussen 1929: Martin Luther King fødes d. 15. januar i Atlanta, Georgia 1954: USAs højesteret udtaler, at raceadskillelse i skolerne er imod forfatningen. Martin Luther King bliver ansat som præst ved Dexter Avenue Baptist Church i Montgomery, Alabama. Rocken bryder for alvor løs med Elvis Presleys That’s All Right.

1955: Emmet Louis Till bliver myrdet i Mississippi. Rosa Parks nægter at rejse sig i bussen. Præsident Eisenhower forhøjer minimumstimelønnen til 1 dollar.

1956: Opstand i Ungarn. Krig om Suez-kanalen.

Rosa Parks får højesterets ord for, at hun kan blive siddende. John Lennon får sin første guitar.

1957: Rom-traktaten bliver indgået. Southern Christian Leadership Conference bliver dannet med Martin Luther King som den første formand. Sovjetunionen opsender den første Sputnik.

1958: USA opsender sin første satellit.

I Harlem, New York bliver Martin Luther King bliver stukket i brystet med en papirkniv af en sindsforstyrret, sort kvinde. Han er tæt på at dø.

1959: Fidel Castro vinder magten i Cuba. Dalai Lama flygter ud af Tibet.

1960: Kampagnen mod Atomvåben afholder den første antiatommarch fra Holbæk til København. Nazibødlen Adolf Eichmann bliver bortført fra Argentina til Israel.

1961: Sorte og hvide studenter tager med bus til Syden i deres sommerferie. I Berlin bygges der en mur midt igennem byen. Sydafrika forlader Commonwealth.

1962: James Meredith er den første sorte, som bliver indskrevet ved Mississippi University.

I Albany, Georgia lider Martin Luther Kings bevægelse et svidende nederlag.

1963: Cubakrisen. Martin Luther Kings I Have a Dream tale i Washington. Medgar Evers, der er NAACPs mand i Mississippi, bliver skudt. Det samme gør præsident Kennedy. I Birmingham, Alabama vinder borgerrettighedsbevægelsen en markant sejr. Men fire sorte søndagsskolepiger bliver efterfølgende dræbt af en bombe.

170

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 170

03-06-2013 15:08:06

efterskrift 1964: Bob Dylan udsender The Times They Are a-Changin albummet. I St. Augustine, Florida møder bevægelsen hård modstand. Filmen Dr. Strangelove har premiere. Martin Luther King Jr. modtager Nobels fredspris.

1966: Forsøget på at overføre bevægelsens arbejde til Chicago mislykkes.

1968: De fattiges march til Washington – Poor People’s Campaign – bliver organiseret. Otis Reddings Dock of the Bay udkommer efter hans død. Inden for få måneder bliver Martin Luther King og justitsminister Robert Kennedy skudt.

1965: Marchen fra Selma, Alabama til Montgomery baner vej for præsident Johnsons lovgivning vedr. borgerettigheder og vælgerregistrering. Malcolm X bliver myrdet.

Michail Sholokhov får Nobelprisen i litteratur.

1967: Præcis et år, før han bliver myrdet (4. april), holder Martin Luther King en stor tale imod krigen i Vietnam.

Hippiernes Summer of Love i San Francisco.

1988: I tyveåret for Martin Luther King Jr.s død bliver den tredje mandag i januar gjort til national helligdag. Alle forventes at gøre gode gerninger denne dag, og børnene har fri fra skole.

1994: I Sydafrika inviterer den nyvalgte præsident Nelson Mandela sin tidligere fangevogter med til indsættelsen.

2005: Rosa Parks dør d. 24. oktober, 92 år gammel.

2006: Coretta Scott King dør d. 30. januar, 78 år gammel.

2008: Barack Obama vinder præsidentvalget.

2011: I Israel kræver et rabiat jødisk mindretal, at kvinder og mænd skal holdes adskilt i busserne. Kvinderne skal sætte sig bagest.

2012: David Dow, professor ved Houston Law Center, i en klumme i Politiken: »Siden 1976 har Texas eksekveret 470 dødsdomme. Antallet af sager, der omhandlede en hvid morder og et sort offer, kan tælles på én hånd, og man behøver ikke engang at bruge sin tommel-, ring-, pege- eller lillefinger«. Matthew J. Perry, der vandt Rosa Parks’ sag, dør i en alder af 89 år.

Og i USA er søndag formiddag fortsat det mest raceopdelte tidspunkt på hele ugen.

171

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 171

03-06-2013 15:08:06

da gud tog bussen

Der var engang Emmett Louis Till blev tævet ihjel i Mississippi, året efter Martin Luther King begyndte som præst ved Dexter Avenue Baptist Church i Montgomery.

Ingen blev dømt for mordet, skønt alle vidste, hvem der havde begået det.

Emmett Till var sort og 14 år gammel. Han boede i Chicago, men var på besøg hos slægtninge i floddeltaet. Hans forbrydelse bestod i, at han skulle have piftet efter en hvid kvinde. Det var ur-tabuet i Syden.

Det er ikke så længe siden. Og dog er det svært at forestille sig, hvordan livet var for de sorte i USAs sydstater. Forholdene mindede mest af alt om Sydafrikas apartheid. Men her tilsat tilfældighed og uforudsigelighed.

Man vidste aldrig, hvornår lynet slog ned. Og korset blev tændt. Og New York lå på en helt anden planet.

Inden for egne rammer kunne sorte mennesker have relativt gode liv.

Især hvis de – som Martin Luther Kings forældre – var veletablerede. De behøvede ikke at køre med bus, de kunne handle hos andre sorte, og de kunne sende deres børn op nordpå for at få en uddannelse.

Hvorfor Montgomery?

Det var aldrig forløbet så fredeligt i Mississippi. Eller i Georgia. Måske er Alabama den blideste af sydstaterne? Måske blev de hvide taget på sengen, da det viste sig, at de sorte mente det alvorligt? Og kunne gennemføre det. I Montgomery var der store talere og dygtige organisatorer. Her var øjeblikket. Her var Kairos!

Kairos Ordet kairos er græsk og betegner et møde mellem tid og rum. Et afgørende øjeblik, hvor man får mod til at handle, se sandheden i øjnene og tage

172

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 172

03-06-2013 15:08:06

efterskrift ansvaret på sig. For nu bliver der kaldt! Ordet bruges i Bibelen, når den guddommelige magt griber ind i historien.

Når Gud står på bussen!

Hvad der videre hændte Busboykotten i Montgomery handlede om noget meget simpelt. Og kravene var beskedne. Tre andre bynavne er knyttet til Martin Luther Kings navn.

Selma og Birmingham. Begge i Alabama. Samt Washington. Her var de største stunder. Men der var også mange sten på vejen.

Birmingham er Sydens Pittsburg. Kul og stål. Her drejede kampagnen i 1963 sig om simple rettigheder – som retten til at blive betjent, beskæftiget og behandlet ordentligt. Den lokale sherif Bull Connor sendte sine brandmænd på gaden. De spulede demonstranterne væk, når de kom ud fra Sixteenth Street Baptist Church. En dag kom der børn ud fra kirken.

Syngende og dansende. Drenge i skjorte og piger i tylskjoler. De blev også spulet væk, men fordi det bærbare tv-kamera var opfundet, kunne amerikanere over det ganske land få aftenkaffen i den gale hals samme aften. Den første dag blev 500 børn arresteret af Bull Connor og hans folk.

Efter otte dage med overfyldte (børne)fængsler gav de hvide sig.

Birmingham er måske bevægelsens mest vellykkede sejr. Det var børnenes øjeblik. Og fire små piger betalte med deres liv. Kort efter konfliktens afslutning øvede koret i Sixteenth Street Baptist Church en søndag morgen, da nogen smed en bombe. Det tog mere end tredive år at identificere gerningsmanden.

Siden 1962 dannede Martin Luther King parløb med James Bevel, en yngre præstekollega fra Nashville, Tennessee. De forstod begge to at slå hovedet på sømmet, så det var til at forstå. Altså: kommunikere! James Bevel var direktør i Southern Christian Leadership Conference (SCLC).

Og i 1964 fik han en ny idé.

173

DaGudTogBussen_Content_withPhoto2.indd 173

03-06-2013 15:08:06