Af samme forfatter: Stop ved blink – noveller 2016
Til mine forældre, Lilly og Peter, i kærlig erindring
Claus Schjødt
De bortrejste Noveller
Eksistensen
Døden i frøperspektiv
Det hele begyndte med en død frø, påkørt af en tilfældig bilist i nærheden af det sted, hvor jeg bor. Blikket var brustent. Indvoldene væltede ud af en flænge i bugen. Det kunne være mig, tænkte jeg. En ødsel morgenbuffet til glæde for tre iberiske skovsnegle. Tanken om at dø har altid bekymret mig, og min bekymring er kun tiltaget i årenes løb. Hvilket forekommer mig logisk. Men nu var jeg, i en alder af 39, nået til et punkt, hvor omfanget af min bekymring tangerede det invaliderende. Kort sagt: Jeg tænkte og talte stort set ikke om andet. Også min psykolog var begyndt at se træt ud, selv om netop min bekymring for døden var selve grunden til, at jeg havde indledt et terapiforløb hos hende. Det var en del år siden, og min psykolog – en yngre kvinde, som lige havde åbnet egen praksis – var både optimistisk og levende interesseret i min fobi, mit traume, min angst, min neurose – eller hvad det nu var. Vi var ikke færdige med at diagnosticere.
~ 7 ~
“For mange er det et livsvilkår at være skræmt ved tanken om at dø. Det kan endda være ganske sundt, ansporende, om du vil. Vi gør os umage – for at overleve, undslippe. Holder op med at ryge og spise os fede. Dyrker motion og ser os for, når vi går over vejen. Der er meget godt at sige om angsten for at dø. Den er dybest set en livgivende ting.” Hendes tilgang til mit problem var om ikke andet forfriskende ny og indgød mig et betydeligt håb. Siden er både hun og jeg blevet ældre og klogere. Hun ved nu, at bekymringer angående døden ikke er noget, man bør tage let på. Det gør jeg i hvert fald ikke. Om vores samtaler har hjulpet? Hvad kan jeg sige? Jeg tror, hun er begyndt at se tingene fra mit perspektiv. Bekymringer af den art kan ikke altid snakkes væk. Somme tider skal der andet og mere til. • Jeg skrabede den døde frø af asfalten med en pind, fjernede de iberiske snegle og bragte liget hjem i den pose, jeg havde fået af en forbipasserende, mystificeret, men venlig hundelufter. Ceremonien var enkel. Jeg gravede et hul i haven bag den ejendom, hvor jeg bor. Lidt over halvandet spadestik dybt. Rystede liget ud af posen. Plop! Jord på. Meget tilfredsstillende.
~ 8 ~
Min psykolog så interesseret ud. “Tilfredsstillende?” “Ja.” “Kan du uddybe?” “Ja, altså. Når den nu var død,” forklarede jeg. “Så føltes det rigtigt, at den ikke blev tværet yderligere ud.” “Interessant.” Så sagde hun ikke mere, men sad længe og så fjern og tænksom ud. “Hvornår har du sidst deltaget i en begravelse?” spurgte hun endelig. “Ud over frøens?” “Ja.” Jeg foregav at tænke mig om. “Ikke siden jeg var barn. Det var min morbror. Han var i begyndelsen af 40’erne. En rigtig rar mand. Døde af kræft. Alle var meget berørte.” Faktisk havde mine ben rystet sådan under mig, at hele kirkebænken vibrerede. Siden da havde jeg holdt mig væk. “Aha.” Hun så igen tænksom, næsten oplivet ud. “Jamen, så vil jeg foreslå, at du deltager i en begravelse, så snart muligheden byder sig.” “Det kræver jo ligesom, at nogen dør,” påpegede jeg. “Og det kan jeg godt undvære.” “Det er jeg klar over,” sagde hun.
~ 9 ~
Jeg var lettet. En ubehagelig tvivl havde strejfet mig. Var vi overhovedet enige om, hvorfor jeg gik i terapi? “Derfor synes jeg heller ikke, du skal vente, indtil et familiemedlem eller en bekendt dør,” fortsatte hun. “Snup en fremmed.” “En fremmed?” “Ja, kig i avisen – efter dødsannoncer. Se hvad der byder sig af muligheder og vælg så en tilfældig ud.” “Er det en ny form for terapi?” spurgte jeg. “Ja, det kan man godt sige.” “Skal jeg have blomster med?” • Mine første mange forsøg var ikke vellykkede. Den sorte rustvogn, de sørgende gæster, kirkeklokkens langsomme bedeslag, det mørke tøj, salmebogen i kirketjenerens fremstrakte hånd – alle disse ting berøvede mig modet, allerede før begivenheden for alvor tog sin begyndelse. Først i syvende forsøg overvandt jeg min umiddelbare angst og fandt mig en plads yderst på den allerbageste bænk i kirken. Jeg var ude igen, endnu før de pårørende havde rejst sig for at gribe fat om håndtagene på kisten. “Du fik altså ikke selve jordpåkastelsen med?” spurgte min psykolog.
~ 10 ~
“Nej.” “Og hvordan føltes det?” “Smerteligt,” tilstod jeg. “Som at efterlade en blind midt i et fodgængerfelt.” “Aha.” Somme tider tror jeg, hun nyder at lade mig hænge lige der, med en nagende mistanke om, at hun har forstået noget, der for mig stadig er et mysterium. Men jeg nægter at udfritte hende. Den tilfredsstillelse skal hun ikke have. Det er trods alt mig, der betaler for vores samtaler. • De følgende måneder gjorde jeg gode fremskridt. Jeg bor i en by med både kapel og flere kirker. Og ved hjælp af aviserne på bibliotekets læsesal er det ret let at danne sig et overblik over aktiviteterne i den lokale begravelsesbranche. Efter at have lagt de indledende indkøringsvanskeligheder bag mig, indarbejdede jeg en fast rutine med to-tre begravelser eller – hvis det var det, der bød sig – bisættelser om ugen. Jeg satte mig hele tiden nye mål. Gled umærkeligt fra sidste bænkerække til rækken bag følgets bageste gæster. Blandede mig med dem, gjorde mig fri af dem og erobrede – efter endnu et langt tilløb – det
~ 11 ~
tomme rum, der altid er at finde mellem gruppen af bekendte og så vennerne og den nærmeste familie på de forreste rækker. Næste trin var at finpudse min fornemmelse for, hvornår familien – hele familien – var kommet, for så, når lejligheden bød sig, at udfylde en eventuel tom plads blandt dem. • Jeg foretrækker så afgjort begravelser. Bisættelser er en underlig uafsluttet affære. Man efterlader kisten foran alteret eller ser den køre bort i en rustvogn. Afdøde sendes til forbrænding. Sidste del af processen – som man hverken er vidne til eller herre over – venter endnu forude. Så er der større sikkerhed og konsekvens over en begravelse. Det ender her. Ingen hiver kisten op af hullet, når følget har vendt ryggen til. Der skal bare jord på. Jordpåkastelsen ved graven – Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå – er et højdepunkt. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg længe veg tilbage for dette øjeblik. Måske selve hullet skræmte mig. Nu fylder det mig med ro. Men man burde – hvis jeg skulle komme med et forslag til en forbedring – kaste graven til med det samme. I stedet for at smide roser ned på kisten
~ 12 ~
skulle man give gæsterne lov til at fylde jord i hullet. Så er der ingen løse ender. Man har gjort, hvad man kunne. Det er godt at få sig rørt, når man har siddet stille i et stykke tid. Desuden vil det utvivlsomt være godt for sorgbearbejdningen – sådan at få lov til at skovle sin sorg ned i et mørkt hul. • Jeg er overbevist om, at min klare røst stiver følget af, når vi står ude ved graven og synger Altid frejdig når du går. Visse kirkesangere har for vane at staffere salmen med en traurig, jamrende tone, som gør alle grådkvalte. De burde i stedet bestræbe sig på at tordne den ud med pauker og basuner – og derved ophøje den til en sidste sejrshymne for den døde. Faktisk bilder jeg mig ind, at jeg i flere henseender yder en fortjenstfuld indsats ved de begravelser og bisættelser, jeg deltager i. Min omfattende erfaring gør det naturligt for mig at overtage styringen, hvis jeg fornemmer en smule usikkerhed blandt gæsterne. Jeg ved, hvornår man rejser sig. Jeg snøfter, når det er passende, og formår altid at genvinde kontrollen. Og jeg er klar over, præcis hvornår det øjeblik indtræffer, hvor man bør trykke familien i hånden. “Kondolerer,” siger jeg beslutsomt og introducerer på den måde de øvrige gæster til brugen af dette
~ 13 ~
vidunderlige ord. Et perfekt konglomerat af beklagelse og medfølelse. Antonymet til gratulerer, men bedre. For ingen kunne drømme om at spørge: “Med hvad?” I et enkelt tilfælde har jeg tilmed assisteret på praktisk vis, da jeg på vej ind i kirken overhørte en lavmælt ordveksling mellem en bedemand og den afdødes søn. “Hvad gør vi? Vi mangler en til at bære.” “Åh, er der en, som ikke er kommet?” spurgte bedemanden. “Min farbror,” forklarede sønnen. “Han fik et ildebefindende på vej herhen.” “Nå da. Hvor uheldigt.” Bedemanden så rådvild ud. “Jeg kan da godt …,” hørte jeg mig selv indskyde. Sådan en kiste er i øvrigt tung. Selv når den afdøde er almindelig af kropsbygning, og man er seks om at bære. Døden vejer. Hvilket bekræfter mit oprindelige synspunkt. Man er nødt til at tage den alvorligt. • Trods det, at jeg altid forsøger at falde ind, blev jeg for nylig standset af en brysk udseende kirketjener. “Sig mig, hvad har du egentlig at gøre her?” spurgte han. “Jeg agter at deltage i begravelsen.” “Nå, det gør du. Så du kender afdøde?”
~ 14 ~
“Nej, ikke endnu.” “Endnu?!” “Det er kutyme, at præsten indfletter en kort levnedsbeskrivelse i sin tale,” forklarede jeg ham. Han lagde en hånd på min arm. “Jeg må bede dig gå.” “Hvorfor?” “Du kender ikke afdøde, kommer anstigende til den ene begravelse efter den anden – somme tider flere gange om ugen – og gnubber dig oven i købet op ad den nærmeste familie. Det er sygt!” Vi stod i våbenhuset. En kvindelig bedemand, jeg huskede at have set et par gange før, holdt øje med os, og inde i kirken var flere af gæsterne nu opmærksomme på os. “Du lusker dig vel også med til kaffebordet og får et par stykker gratis smørrebrød,” fortsatte kirketjeneren. “Fy for fanden.” “Aldrig,” protesterede jeg med al den værdighed, det var mig muligt at mønstre. “Det kunne jeg ikke drømme om. Det er ikke derfor. Min psykolog siger ...” “Psykolog! Ja, det kan du bilde mig ind.” Kirketjeneren strammede grebet om min albue og skubbede mig hårdhændet i retning af døren. “Hvad sker der?” Bedemanden var kommet nærmere.
~ 15 ~
“Fyren her sniger sig ind, hver gang vi har en begravelse.” “Det er da ikke rigtigt?! Sådan en slags ... dødsstalker?” Bedemanden så nysgerrigt på mig. “Akkurat! Syg i hovedet!” • Min psykolog har kun latter tilovers for den bemærkning. Hun siger, jeg er fuldstændig rask. “Du er som alle andre – en mand med en hobby.” “Men alligevel?” Jeg var selv kommet i tvivl. “Sådan frivilligt at gå til den ene begravelse efter den anden. Er det normalt?” “Hvad ved nogen overhovedet om, hvad der er normalt? Eller unormalt?” “Det håbede jeg, du havde styr på.” Min psykolog overgiver sig jævnligt til hysteriske latteranfald under vores samtaler. På det seneste er anfaldene taget til. Jeg er ikke fri for at være en smule bekymret for hende.
~ 16 ~