De gudsforladtes Gud - Læseprøve

I De gudsforladtes Gud tager Lars Sandbeck kritisk stilling til teologien i det postmoderne og udvik­ler i den forbindelse sit eget bud på, hvordan vi i dag kan tale om Gud. Sammen med postmodernisterne afviser han forestillingen om den almægtige Gud og hævder i stedet, at kristendommens Gud må forstås i lyset af Kristi råb på korset: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” ’De gudsforladte’ betegner den store gruppe af moderne kristne, som ønsker at tale om og tro på Gud, men som samtidig føler sig fremmedgjorte overfor metafysiske og overnaturlige konceptioner af det guddommelige. Med guden på korset har disse tvivlere imidlertid en alli­e­ret: en Gud, som mister troen på sig selv, som tvivler på sig selv, og som gør sig en er­faring af, hvad det vil sige at være forladt af Gud. Denne Gud kræver ikke religiøs tilbedelse eller fromhed, men retfærdiggør i stedet mennesket i dets ikke-tro og gudløshed. Lars Sandbeck hævder da, at denne udlægning af korset peger i retning af en kristen ateisme, en ateisme, som paradoksalt nok er sanktioneret af Gud selv.

Bogen indeholder en grundig analyse af postmodernismen og dens teologi. Den diskuterer og vurderer en stribe prominente postmoderne teologers og religionsfilosoffers måde at tale om Gud på, og den forsø­ ger derigennem at nå frem til en samtidsrelevant kristen gudstale, en kristendom efter postmodernismen. Endelig indeholder bogen også kri­ tis­ke diskussioner af de aktuelle, debatskabende bøger Den nye Gud og Jobs tårer af henholdsvis Niels Grønkjær og Jakob Wolf.

1545-RPC-de-gudsforladte-DONE3.indd 1

Lars Sandbeck De gudsforladtes Gud

Postmoderne teologer har udsat gudstanken for en lang række innovative og stærkt revisionistiske fortolkninger. Således er traditionelle opfattelser af Gud som den almægtige, alvidende, evige og uforanderlige skaber og opretholder af alt blevet afvist og erstattet af ideer om, at Gud er svag, foranderlig og ligefrem død.

Lars Sandbeck (f. 1974)

De guds for ladtes Gud Lars Sandbeck

er cand.theol. og ph.d. fra Københavns Universitet og anmelder ved Politiken.

Han har tidligere udgivet blandt andet Fantasiens Gud, Anis 2006 Mig og evigheden. Johannes Sløks religionsfilosofi (red.), Anis 2007 Religionskritik efter Guds død (red. sammen med Mads Peter Karlsen), Anis 2009 Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister (sammen med Lars Christiansen), Informations Forlag 2009.

Kristendom efter postmodernismen

05/09/12 09.33

De g u dsforladtes Gud

28

De g u dsforladtes Gud K r i s t en d o m e fte r po s tm o d e rnis m e n Lars Sandbeck

For laget An is K øben h av n 2 0 1 2

De gudsforladtes Gud Kristendom efter postmodernismen Lars Sandbeck © Forfatteren og Forlaget Anis, 2012 Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos Toptryk Grafisk ISBN-13: 978-87-7457-627-3 Omslag: f09 Spottekrucifiks, graffiti fra det andet århundredes Rom, fundet under udgravningen af Palatinerhøjen for ca. 150 år siden

Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg c tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk

In d h o ld Forord

7

Indledning

9

De gudsforladtes Gud – en teologi for de korsfæstede......................................14 Gud og kristendom efter postmodernismen: bogens baggrund og opbygning .. 21 Fem teologiske principper ...............................................................................25

DEL I POSTMODERNE FILOSOFI OG TEOLOGI 1. Modernitetens dårlige samvittighed

31

En postmoderne kultur ...................................................................................31 To modernitetstraditioner ............................................................................... 33 Hverken/eller ..................................................................................................38 Politisk korrekthed og omsorg for “den Anden” ...............................................46 Postmoderne tænkning – kort beskrevet ..........................................................54

2. Afsekularisering og teologi i det postmoderne

57

Religionens genkomst...................................................................................... 57 Guds genkomst i den postmoderne filosofi ...................................................... 62 Teologisk misbrug af postmodernismen ........................................................... 70 Liberal og konservativ postmoderne teologi .....................................................74 Slutbemærkninger ...........................................................................................84

DEL II GUD – EFTER POSTMODERNISMEN 3. Guds død

91

Efter Guds død................................................................................................91 Fra Nietzsche til postmetafysisk teologi ........................................................... 94 Kristen ateisme .............................................................................................. 102 Gudsforladt ...................................................................................................106

Korsets Gud ..................................................................................................115 Opstandelse, frelse og korsets religionskritik ..................................................123

4. Guds svaghed

131

Æselguden .....................................................................................................131 Svaghedens teologi ........................................................................................136 Den almægtige og ondskaben ........................................................................ 144 Fra svag magt til subtil magt ..........................................................................157 En ny begyndelse: tilgivelsens subtile magt .................................................... 166

5. Guds foranderlighed

173

Alt flyder .......................................................................................................173 Opgør med det teologiske uforanderlighedsaksiom........................................177 Afsked med den apatiske Gud .......................................................................187 På vej mod en teologi om Guds tilblivelse ..................................................... 195 Gud-begivenheden ........................................................................................201

Litteratur

215

Person- og emneregister

225

FORORD

Forord

I

forbindelse med arbejdet med denne bog har ph.d., cand.theol. Mads Peter Karlsen været en uvurderlig støtte. Han har læst og kommenteret store dele af manuskriptet, men skal selvfølgelig ikke hæfte for andet end forbedringerne. I det hele taget har han været til stor inspiration, hvad jeg derfor gerne vil takke ham for.

Jeg vil også gerne takke professor Niels Henrik Gregersen, som gav mig den nødvendige moralske opbakning til at gå i gang med arbejdet, da jeg på et tidspunkt præsenterede ham for ideen.

Og så mangler jeg vist kun at nævne min kone Mette og vores lille Sophia. I har formentlig ikke tænkt jer nogensinde at læse bogen. Men den er til jer.

7

8

INDLEDNING

Indledning

H

vordan kan vi tale om Gud i dag? Denne bog er et forsøg på at give et svar. Der kan utvivlsomt gives mange forskellige svar på det spørgsmål, men jeg mener ikke, at alle svar er lige gode, eller at det kan være ligegyldigt, hvad man svarer. For mig at se er det bedste svar i dag et korsteologisk svar. Det vil sige, at teologien i dag mere end nogensinde tidligere må være en tale om Gud i lyset af den korsfæstede og fornedrede Kristus.

Korset fremstår uden tvivl som den kristne teologis mest effektive værn imod umenneskelige og perverterede gudsbilleder. Der kan være grund til at betone dette i en tid, hvor der, mens jeg skriver disse linier, foregår en heftig debat i landets aviser om, hvorvidt Gud stod bag den norske massemorder Anders Breiviks massakre på Utøya. Visse ultrakonservative, højredrejede præster i Norge har tilsyneladende hævdet, at det skulle være tilfældet. Herhjemme har blandt andre Peter Olsen og Børge Haahr Andersen fra den bibeltro, konservative institution, Dansk Bibel Institut, bakket deres norske meningsfæller op. Ifølge Peter Olsen handlede Gud “ved Breiviks hånd”,1 hvilket vil sige, at Gud direkte forårsagede massakren. Men det skal vi ikke være alt for kede af, for “Guds hensigt var god, for han vil kalde syndere til omvendelse. Jeg mener, at Gud altid har en hensigt med alt, han lader ske. Når ondskaben rammer os, er det, fordi Gud vil have, at vi skal vende os til ham. Alt, hvad der sker, er ledet og styret af Gud, også Breivik”. Denne opfattelse af Gud er jo ekstremt frastødende i al dens umenneskelighed, og samtidig er den efter min mening også komplet uforenelig med det gudsbillede, vi finder i Det Nye Testa1. Kristeligt Dagblad den 24. maj 2012.

9

INDLEDNING

mente. Men tingene tager en yderligere pervers drejning, eftersom Olsen tilføjer, at Gud samtidig også vil straffe Breivik for hans forbrydelser, selvom det jo strengt taget er Gud selv, der har fået ham til at begå dem.

For at omvende syndere og ugudelige mennesker lader Gud tilsyneladende indimellem særligt udvalgte individer udføre det beskidte arbejde med at myrde og lemlæste og massakrere – for derpå at straffe de selv samme individer for det beskidte arbejde, de har udført på Guds egne vegne.

Nu kunne man jo være fristet til blot at slå Peter Olsens (og ligesindedes) tale om Gud hen som formørket, fundamentalistisk tågesnak. Problemet er imidlertid, at Olsen et al. kun er mulige, fordi der i forvejen eksisterer en kristen tradition for at tillægge Gud ansvaret for alt, hvad der sker i denne verden, inklusive det onde. Ifølge denne tradition er Gud almægtig, hvilket vil sige at han styrer alle begivenheder og handlinger i universet. Føres denne tanke ud i sin yderste konsekvens, tvinges vi til at konkludere, at Gud handlede gennem Breivik. Peter Olsen er ganske vist en temmelig bastant og yderligtgående repræsentant for denne tradition, men problemet er principielt og forsvinder ikke af, at man nedtoner retorikken eller indfører et forbehold eller to.

Således kunne den langt mere raffinerede og absolut ikke fundamentalistiske teolog Jakob Wolf i en kommentar også tillægge Gud ansvaret for ondskaben i verden, inklusive Breivik, for “Gud er skaberen og opretholderen af alt”.2 Men netop fordi Wolf er mere raffineret i sin teologi, afstår han fra at begynde at gisne om, hvilken hensigt Gud nøjagtig kan have haft med at slå de unge på Utøya ihjel. Gud bevirker alt, men som almægtig skaber og opretholder af alt er Gud ifølge Wolf “skjult”, hvilket vil sige at det er komplet umuligt for noget menneske at gennemskue, hvorfor og med hvilken hensigt Gud handler, som han gør: “Man kan altså hverken sige, at Gud ikke bevirker det onde, eller hvilken hensigt, Gud har med det onde”. Wolf er med andre ord enig med Peter Olsen i, at Gud bevirker alt, hvorfor han nødvendigvis også på en eller anden måde har stået bag Breiviks udåd på Utøya. Men i modsætning til Olsen mener Wolf ikke, at vi kan vide noget om hensigten bag eller meningen med disse handlinger.

Gjorde Gud det mon for at omvende syndere? Var det en straffeaktion?

Var det bare for sjov? Ingen kan vide det, men ifølge almagtsteologien kan

2. www.kristendom.dk den 31. maj 2012.

10

INDLEDNING

man ikke desto mindre vide så meget, at Gud stod bag handlingerne, og at han derfor må have haft en eller anden mening med dem.

Folk må naturligvis tro, hvad de vil. Men efter min mening er almagtsteologien grundlæggende forfejlet. Dens gudsbillede er i direkte strid med evangeliet om den nådige, tilgivende og kærlige Gud. Derudover baserer almagtsteologien sig på overtro og metafysik af værste, forældede skuffe; dens Gud er en overnaturlig Gud, som med jævne mellemrum (eller konstant) intervenerer i naturens og historiens processer, og som derfor ikke overlader noget frit initiativ eller spillerum til naturen og mennesket. Han føler ingen medlidenhed, han kender ikke til anger, han kan hverken lide eller dø. Til gengæld påfører han gerne sin skabning en masse lidelse og død, alt sammen angiveligt ud fra en højere, guddommelig mening. Den almægtige Gud er ikke blot en ukristelig Gud, men også en umenneskelig Gud. I denne bog vil jeg forsøge at udvikle en opdateret, postmoderne version af den klassiske korsteologi som et modstykke til almagtsteologiens kyniske og umenneskelige gudsbillede. Jeg vil på kristen-teologisk grundlag og gennem inddragelse af en række moderne og postmoderne teologer temmelig ihærdigt forsøge at gendrive forestillingen om, at Gud er almægtig.

Og til det formål gives der intet bedre middel end korset. Er man kristen, tror man, at Gud åbenbarede sig selv på Kristi kors. Her viste han sit sande ansigt og væsen. Her jog han en pæl igennem forestillingen om den almægtige, suveræne herskergud, for på korset hang han svag, ydmyget, lidende og til sidst også død. Hvis Gud virkelig afslørede sit væsen på korset, så afslørede han dermed, at han ikke har i sinde at ofre noget menneske for sin egen skyld, men at han derimod ofrer sig selv for menneskets skyld. En teologi, der baserer sig på korset i stedet for på almagtstanken, må kategorisk og principielt afvise, at Gud står bag verdens ondskab og menneskets lidelser. Korsets Gud er ude af stand til at forårsage nogen massakre, for han er naglet til et kors og har således bundet sig til det højeste symbol på protesten imod enhver form for vold, ondskab og meningsløs lidelse. Gud fik ikke Breivik til at trykke på aftrækkeren. Gud døde derimod sammen med ofrene på Utøya, og Gud lider i dag med de pårørende. I kølvandet på nazisternes jødeudryddelser blev det nærmest et mantra i efterkrigstidens såvel jødiske som kristne teologi, at forestillingen om en almægtig, evig og uforanderlig Gud, som fra sin ophøjede position udøver sit uindskrænkede herredømme over universet, døde sammen med 11

INDLEDNING

ofrene i Auschwitz. Efter Auschwitz kan vi ikke længere tale om Guds almagt og usvækkede styrelse, men må i stedet tale korsteologisk om Gud, idet vi betoner Guds svaghed, afmagt, lidelse og død. Det er betimeligt at minde os selv om dette mantra efter Utøya.

Selvom almagtsteologien i dag står stærkt i kristne fundamentalistiske kredse og i visse former for skabelsesteologi – for ikke at tale om dens uanfægtede position i islamisk teologi – er den langt fra den eneste anledning til, at talen om Gud i dag bør være centreret omkring korset. Postmoderniteten har på mange måder vist sig at være en epoke for opblomstringen af et utal af religiøse og spiritualistiske fænomener. Sociologer og idehistorikere taler i den forbindelse om samfundets afsekularisering eller om religionens genkomst. At tale om religionens genkomst i postmoderniteten er imidlertid lidt misvisende, for den type religion, der angiveligt skulle være kommet igen, har aldrig nogensinde været væk, den har bare været undertrykt og levet i tavshed. Men det gør den ikke længere. Den “religion”, der her er tale om, er folkereligiøsiteten.

Folkereligiøsiteten eller menneskets “naturlige” religiøsitet er indbegrebet af overtro, fantasteri og hjemmestrikket mytologi. Den folkereligiøse tror på hekse og trolde, spøgelser, engle og dæmoner, magi og mirakler, ufo-kidnapninger og healing, og indimellem også lidt på, at der findes en Gud, som kan give os vished om, at vi alle – undtagen Hitler, Breivik og lignende typer – vil få de ønsker, vi ikke har fået opfyldt i dette liv, opfyldt i det hinsides. Den traditionelle vestlige folkereligiøsitet er i løbet af postmoderniteten blevet stærkt suppleret med den voldsomt populære, østligt inspirerede nyspiritualisme. Så i dag tror det naturlige religiøse menneske ikke kun på spøgelser og ufoer, men også på Yin og Yang og åndernes magt, kosmiske energier og modergudinder, mindfulness og meditation; man går til clairvoyant og healere, lægger magiske sten i køleskabet og under hovedpuden og får ændret navn en gang om året hos den lokale numerolog. Det må siges at være temmelig ironisk, at den ellers så religionskritiske modernitet munder ud i den epoke i verdenshistorien, der mest åbenlyst har disponeret mennesket for en fuldstændig ukritisk og indimellem bevidstløs hengivelse til alskens overtro og nyreligiøsitet.

Nutidens “spirituelle” situation i Vesten er således ikke ligefrem kendetegnet ved, at folk tror på for lidt, men snarere ved at folk tror på alt for meget og på hvad som helst. I den forbindelse er det unøjagtigt at tale om religionens genkomst, og man burde måske i stedet tale om folkereligiø12

INDLEDNING

sitetens genopblomstring. Folkereligiøsiteten har nemlig altid været der.

Den er lige så gammel og tilsyneladende lige så uudryddelig som menneskeheden selv, men i Europa har den i små 2000 år været holdt nogenlunde i ave. Først af kristendommen, der i skikkelse af den katolske kirke og på vores breddegrader senere af den protestantiske udøvede et temmelig hårdhændet religionsmonopol. Folk, der troede på hekse, trolde, magi og den slags, blev stemplet som kættere og risikerede dermed at blive udsat for fængselsstraf, tortur eller henrettelse.

Da de store sekulære og religionskritiske bevægelser tog til i moderniteten, rettede kritikken sig først og fremmest imod de etablerede kristne trossamfund og den kristne dogmatik. Udbredelsen af masseateisme, religionskritik, individualisme og diverse sekulære ideologier må siges at have været ret succesfuld i forhold til at få svækket den traditionelle og institutionaliserede form for kristne gudstro, og samtidig var den medvirkende til at gøre det lidt pinligt at være overtroisk på den folkereligiøse måde.

Men hen mod slutningen af det 20. århundrede begynder sekularismen og dens ideologier – positivismen, marxismen og freudianismen – at miste folkelig opbakning. Den traditionelle kristne tro havde allerede mistet sin autoritet, men nu begyndte også sekularismen at miste sin. Og eftersom hverken kristendommen eller sekularismen længere er i stand til at lægge en dæmper på menneskets naturlige religiøse tilbøjeligheder, blomstrer folkereligiøsiteten nu for alvor op, ja, den skyder frem som paddehatte i en skov en regnvåd efterårsdag. Jeg har – bortset fra enkelte overvejelser i kapitel 2 over religionens genkomst i den postmoderne filosofi – ikke tænkt mig at analysere postmodernitetens folkereligiøse tilstand nærmere, men vil her nøjes med at henvise interesserede til Miles (1997), Fibiger (2006), Højsgaard (2011) og Krogsdal (2012).

Pointen i denne sammenhæng er, at folkereligiøsitetens genopblomstring og nyspiritualismens indtog kalder på en kristen teologisk respons.

Af grunde, som gerne skulle fremstå klare og overbevisende ved endt læsning af denne bog, mener jeg, at kristendommen må opfattes som en sekulariserende og religionskritisk religion, som på alle væsentlige punkter er uforenelig med den genkomst eller opblomstring af overtroiske og spirituelle tankeformer, som har fundet sted i vores kulturkreds de seneste 30-50 år. Den kristne tale om Gud, centreret som den er omkring den lidende og elendige Kristus på korset, markerer et epokalt opgør med ethvert metafysisk, overnaturligt, folkereligiøst og spiritualistisk gudsbil13

INDLEDNING

lede, et opgør med “religion”, for så vidt som religionen tager form af overtro, selvhjælpsteknikker, magi og klam inderlighed og fromhed. Folkereligiøsitetens genkomst og afsekulariseringen af samfundet kalder med andre på en kristen teologisk respons, som må tage form af teologisk religionskritik og religionskritisk kristendom. Sagt på en anden måde, så må responsen tage form af en revitalisering af korsteologien.

I denne bog vil jeg derfor forsøge at udlægge den kristne gudstanke på en sådan måde, at den tilnærmes en grundlæggende sekulær, religionskritisk og ligefrem ateistisk tankegang. Jeg vil forsøge at vise, at tanken om guden på korset ikke kun er et værn imod almagtsteologien, men imod enhver form for religiøsitet, spiritualitet og almindelig overtro. Styrken ved kristendommen består i, at dens Gud sætter os fri fra religionen og dens guder, ja, at dens Gud sætter os fri fra Gud selv, fordi han på korset demonstrerer, at han ikke vil tilbedes på nogen religiøs måde. Man kan i forlængelse af det 20. århundredes sekulariseringsteologi kalde den kristendomstolkning, jeg med denne bog lægger op til, for en kristen ateisme eller en religionsløs kristendom; selv foretrækker jeg at kalde den en teologi for de korsfæstede.

De gudsforladtes Gud – en teologi for de korsfæstede Jeg bruger kategorierne “de gudsforladte” og “de korsfæstede” stort set synonymt som en betegnelse for den store gruppe af moderne, kristne mennesker, som må leve med en grundlæggende splittelse eller ambivalens. Disse mennesker har på den ene side ikke opgivet gudstanken og gudstroen, de opfatter sig som kristne og forsøger at fastholde meningen med at tale kristent om Gud i dag. Men på den anden side er disse mennesker på godt og ondt også efterkommere af oplysningstiden, sekulariseringen og religions- og metafysikkritikken. Disse fænomener har gjort det vanskeligt for det moderne menneske at være gudstroende, og derfor kan de gudsforladte ikke uden betydelige anstrengelser og anfægtelser tale om og tro på Gud. De afviser forældede, metafysiske konceptioner af det guddommelige, de er skeptiske over for religiøse og mytologiske forklaringer, og de ved, at Bibelen ikke er Guds ord, men menneskers ord om Gud, der stammer fra en fjern fortid. De gudsforladte finder tanken om en almægtig og transcendent skabergud meningsløs, og de forholder sig skeptiske 14

INDLEDNING

til og kritiske overfor den nyspirituelle folkereligiøsitets forestillinger om det hellige og overnaturlige. De gudsforladte er i bund og grund tvivlere på nippet til at blive ateister, men de er ikke tvivlere af et ondt hjerte. De er tvivlere, fordi moderniteten og postmoderniteten har gjort dem til tvivlere, og fordi de ikke kan se nogen letkøbt løsning på den tvivlsramte og dybt ambivalente situation, de befinder sig i.

Den canadiske filosof Charles Taylor hævder i bogen A Secular Age, at det er et konstitutivt træk ved det senmoderne, vesterlandske menneske, at det erfarer en grundlæggende ambivalens i forhold til troen på Gud (Taylor 2007, 537ff.). Taylor beskriver denne ambivalens som en polarisering, et krydspres og et åbent rum; i det åbne rum “føler du vinden hive og slide i dig, nu i retning af tro, nu i retning af ikke-tro” (s. 549).

Naturligvis findes der i dag mennesker, som forsøger at undgå krydspresset ved at mure sig inde i et lukket rum, i denne sammenhæng kaldet henholdsvis fanatisk ateisme eller fanatisk religiøsitet, men sådanne fanatiske og polariserende måder at forholde sig til spørgsmålet om Gud på vidner netop om, at ambivalensen er konstitutiv for det senmoderne menneskes livssituation: man kan enten blive stående midt i ambivalensen, anfægtet og tvivlsramt, ude af stand til entydigt at afgøre sig for at tro på Gud eller at lade være; eller man kan flygte ud i en af de to ydrepositioner og blive fanatiker, enten ved fanatisk at afvise eller fanatisk at bekræfte troen på Gud. Fanatismen er således defineret ud fra dens forhold til og forsøg på at undgå ambivalensen.

Spørgsmålet er nu, om og i givet fald hvordan vi kan tale om Gud på en måde, der er på højde med og ikke forsøger at undslippe nutidens ambivalente gudsforhold? Vi kan ikke spole tiden tilbage til det før-moderne, hvor verdensbilledet og tænkningen gjorde det let for enhver at tro på og tale om Gud. Vi kan ikke geninstallere den klassiske metafysik uden dermed at blive anakronistiske. Vi må i stedet tage ambivalensen alvorligt og forsøge at udvikle en teologi – og det vil sige en gudstale og et gudsbegreb – som er på niveau med nutidsmenneskets erfaringer. Jeg kalder en sådan teologi en teologi for de korsfæstede, fordi de korsfæstede i en vis forstand deler skæbne med Kristus, da han på korset selv blev ramt af tvivl og anfægtelse og i desperation råbte: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,46). Teologien for de korsfæstede forsøger ikke at flygte fra denne situation, men ønsker at udvikle en gudstale og et gudsbegreb på baggrund af og i forlængelse af det gudsforladte råb fra 15

INDLEDNING

korset. Det er tanken om, at Gud selv gjorde sig en erfaring af splittelse, tvivl, ambivalens og gudsforladthed, som i dag må kvalificere talen om Gud, således at den kan blive en tale, der vedrører os i vores egen angiveligt gudsforladte situation.

Ifølge almindelig kristen troslære er Jesus Kristus ikke blot et menneske eller et eller andet halvguddommeligt, mytologisk væsen uden for Gud, men han er på én og samme tid sand Gud og sandt menneske. I kraft af tonaturlæren og treenighedslæren bliver det således muligt at forstå gudsforladtheden som en hændelse, der siger noget afgørende om Gud selv. At erfare en adskillelse fra Gud eller at erfare gudsforladthed er en erfaring, der ikke er fremmed for Gud, idet Gud på korset tager gudsforladtheden på sig selv for dermed at stille sig solidarisk med det menneske, som har svært ved eller som ikke kan tro på ham. På korset retfærdiggør Gud vores manglende tro ved at blive ligesom os, når vi ikke tror på ham. I dag er det vanskeligt ikke at tvivle på Gud, men jeg forsøger at udlede en positiv og konstruktiv pointe af tanken om, at Gud allerede for længe siden på korset demonstrerede, at han også kan tvivle på sig selv. Dermed retfærdiggør han nemlig den gudløshed, vi selv gribes af fra tid til anden, for vores gudløshed svarer ikke kun til vores manglende tro på Gud, men faktisk også til Guds manglende tro på sig selv. Den Gud, som den kristne teologi i dag bør være en teologi om, er den Gud, som ved hvad det vil sige at være forladt af Gud, en Gud, som skiller sig fra sig selv, og som på korset – i det mindste for en stund – selv bliver ateist. Min påstand vil derfor være, at kristendommen med sin forkyndelse af Jesus Kristus som den gudsforladte Gud på korset stiller resurser til rådighed for, at der kan udvikles en tale om Gud, der svarer på og er på højde med nutidens ambivalente situation. Kristus er den gudsforladte Gud, men netop således er han også de gudsforladtes Gud. Dvs. han er den Gud, eller han er den eneste Gud, den tvivlsramte, moderne kristne kan have et forhold til.

Teologien for de korsfæstede afviger fra den klassiske korsteologi (Paulus og Luther) i den forstand, at den direkte appellerer til nutidsmenneskets ambivalente gudsforhold og til dette menneskes afvisning af diverse metafysiske og folkereligiøse forestillinger om det guddommelige. Det centrale fokus er dermed det tvivlende menneske, som bliver stående sammen med Kristus på korset midt i anfægtelsen og tvivlen. Hverken Paulus eller Luther befandt sig i en situation, i hvilken en sådan ambivalent og i virkeligheden temmelig ateismevenlig gudstale havde været mulig eller 16

INDLEDNING

meningsfuld. For dem var gudstroen en selvfølgelighed; der var ingen grund til at tvivle på, at Gud var til, at Gud var virksom, og at han øvede sit herredømme over verden og menneskelivet. Dette sikre grundlag for at kunne tale om Gud prægede naturligvis i høj grad deres korsteologier.

Den paulinske korsteologi er klarest formuleret i Første Korintherbrev 1,18ff., hvor Paulus taler om “Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger” (v. 23). Ud fra sammenhængen at dømme lader det til, at Paulus betragter Guds selvåbenbaring i Kristus på korset som en modsigelse af de repræsentationer af det guddommelige, som henholdsvis jøderne og grækerne gjorde gældende. Denne åbenbaring har nogle klare social-etiske perspektiver, for så vidt som Gud dermed gør “de vise” og “de stærke” i denne verden til skamme (v. 27). Således kan Kristus som korsfæstet forstås som en kritik af det stærke og succesfulde menneskes tendens til selvglorificering, for Gud har i stedet udvalgt “det, som er svagt i verden” (v. 27) og “det, som verden ser ned på, og som ringeagtes” (v. 28).

Denne bog ligger naturligvis i forlængelse af den paulinske korsteologis revolutionære sigte både på det teologiske og det social-etiske plan, men det sociale og etiske vil kun komme til at spille en perifer rolle. At Kristus på korset åbenbarer Gud, som dermed radikalt vender op og ned på de gængse forestillinger om guddommelighed, kommer derimod til at stå helt centralt, men jeg forsøger samtidig at udlægge korset som en religionskritisk begivenhed, i hvilken Gud retfærdiggør det gudløse, ikkereligiøse liv. En sådan udlægning findes ikke hos Paulus, i hvert fald ikke i Første Korintherbrev. I Romerbrevet 4,5 finder vi dog en beslægtet tanke.

Paulus skriver her om retfærdiggørelse gennem troen på Kristus og hævder så, at denne retfærdiggørelse gives til den, som “tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig” (v. 5). Ham, som gør den ugudelige retfærdig, er naturligvis Kristus. At være kristen er således at tro på den korsfæstede Gud, som retfærdiggør den ugudelige, dvs. at være kristen er at tro på den Gud, som retfærdiggør det menneske, som ikke tror på Gud, og som ikke har nogen Gud. Den religionskritiske og ateismetilnærmende pointe, jeg dermed ønsker at fremhæve, men som Paulus højst sandsynligt ikke kan have intenderet, er, at korset muliggør en opfattelse af Gud som én, der frabeder sig at blive gjort til genstand for religiøs tilbedelse og lovprisning, en Gud, som sætter os fri fra religion (Paulus ville sige fri fra “loven”).

Gud retfærdiggør os, når vi ikke tror på ham, ikke når vi tror på ham, dvs.

Gud retfærdiggør os i vores ugudelighed og vantro og ikke i vores religiøse 17

INDLEDNING

fromhed og tro – der er tale om retfærdiggørelse gennem vantro alene.3 Denne pointe bliver mig bekendt ikke formuleret så prægnant i den klassiske korsteologi, hverken den paulinske eller den lutherske.4 Luther udviklede sin korsteologi i opposition til det, han kaldte theologia gloria, herlighedsteologi.5 Herlighedsteologien i middelalderens teologiske systemer, som Luther opponerede så voldsomt imod, er først og fremmest kendetegnet ved tanken om en Gud, hvis herlighed angiveligt skulle bestå i, at han lever op til menneskets egne kriterier for, hvad der er herligt og værd at lovprise. Gud er således herlig i samme forstand som en kejser eller en konge er herlig, dvs. han er herlig og glorværdig i kraft af sin uindskrænkede magt og promp og pragt. Luther indvendte, at herlighedsteologien dermed afslører, at den kun formår at tænke Gud på menneskets præmisser og ud fra menneskelige standarder for succes og herlighed, men aldrig ud fra Guds. Således kommer menneskets erkendelse og forventninger altid til at bestemme over Guds selvåbenbaring i Jesus Kristus.

Ifølge Luthers mistænksomme analyse finder det almindelige eller naturlige religiøse menneske netop herlighedsteologien attraktiv, fordi den giver os en Gud, som formår at opfylde de selviske ønsker og behov, vi hver især måtte have, f.eks. behovet for at opnå succes i det dennesidige og frelse i det hinsidige. Herlighedsteologiens Gud er i virkeligheden egeninteressens Gud, den store garant for, at vores ønsker må blive opfyldt. Men når Gud så viser sig ikke at opfylde vores ønsker, når Gud handler på en måde, der ikke svarer til vores egen hjemmestrikkede jobbeskrivelse, bliver vi vrede på Gud, selvretfærdigt og bittert (Kolb 2002, 450).

Luther bruger da postulatet om Guds selvåbenbaring i Kristus og især på korset som en negation af herlighedsteologien og den naturlige religiøsitet. Ifølge Luther åbenbarer Gud sig nøjagtig dér, hvor ingen herlighedsteolog og intet naturligt religiøst menneske ønsker at finde ham: “som et spædbarn i krybben, som en kriminel på et kors, som et lig i en krypt” 3. Jeg kan i den forbindelse ikke løbe fra at være inspireret af Johannes Sløk, der ikke bad Vorherre om mere tro, men om mere vantro (Sløk 1988).

4. Pointen gøres til gengæld med stor kraft gældende i Jürgen Moltmanns moderne/postmoderne korsteologi: “i sin åbenbaring på korset retfærdiggør Gud de gudløse og altid kun dem” (Moltmann 1972, 32). Moltmann kommer følgelig til at spille en central rolle i denne bog.

5. For en udmærket, om end oversigtspræget gennemgang af Luthers korsteologi se Kolb (2002). Se endvidere Moltmann (1972, 73-77).

18

INDLEDNING

(Kolb 2002, 449). Ved at åbenbare sig på den måde afstår Gud fra at underlægge sig de jobbeskrivelser, mennesket i sin religiøse iver ikke kan lade være med at udforme på Guds vegne. Gud kom til verden som lidende tjener, som hjælpeløst spædbarn, som den korsfæstede, hvilket vil sige, at han kom til verden nøjagtig som den, der ikke kan fungere som garant for succes og ophøjet herlighed hverken i denne verden eller i den næste. Ud fra menneskelige standarder må den korsfæstede Gud regnes for en fiasko, men netop sådan demonstrerer Gud, at menneskelige standarder i det hele taget er ubrugelige som kriterier for bestemmelsen af, hvem og hvad han er. På denne korsteologiske baggrund kunne Luther da udvikle sin lære om den nådige Gud og om retfærdiggørelse genne tro alene, der som bekendt var stærkt inspireret af Paulus’ brev til romerne, men det afstår jeg fra at komme nærmere ind på her.

Denne bog er naturligvis et langt stykke hen af vejen inspireret af Luthers korsteologi og dens kritik af herlighedsteologien, for så vidt som selv nutiden er rig på herlighedsteologi i form af diverse metafysiske og overnaturlige gudsforestillinger. Men min udlægning af korset som en religionskritisk begivenhed, og som en begivenhed, i hvilken Gud i kraft af sin egen erfaring af gudsforladthed retfærdiggør den gudløse og vantro, indebærer en fokusforskydning i forhold til Luther. Luther frygtede Guds vrede og var bange for den evige pine i helvede, men opdagede, at en sådan Gud er komplet fremmed for evangeliet. På korset afslørede Gud, at han – om man så må sige – er villig til selv at tage skraldet, hvorfor vi mennesker ikke længere skal bestræbe os på at vinde Guds kærlighed og nåde. Når Luther vendte sig imod herlighedsteologien, skyldtes det i høj grad, at den holdt mennesket fast i et noget for noget-forhold (eller rettere i et noget for nåde-forhold) til Gud, hvilket implicit svarer til at holde fast i tanken om en streng og vred Gud, som vi har alt at frygte fra og kun lidt at håbe på.

Der er al mulig grund til at bifalde Luthers reformatoriske opdagelse på dette punkt, men det ændrer ikke ved, at situationen i dag er en anden, end den var på Luthers tid. I dag er vi ikke længere bange for Gud, vi er nærmere bange for, at Gud ikke er til. Luther var anfægtet over et bestemt overleveret gudsbillede; i dag er vi anfægtet over gudsbilleder generelt.

Af den grund kan den klassiske korsteologi ikke bare føres umodificeret videre i dag. Ved at tale om en teologi for de korsfæstede ønsker jeg netop at markere såvel kontinuiteten som diskontinuiteten mellem korsteologien dengang og nu.

19

INDLEDNING

Det Nye Testamente er rig på personer, som gennem tiderne har fungeret som forbilleder og rollemodeller for den kristne tro og praksis. Peter, Paulus og den barmhjertige samaritan hører blandt nogle af de mere populære. Denne bog, der taler til og om de gudsforladte og korsfæstede, har et lidt andet forbillede, nemlig forbryderen (eller røveren) på korset fra Lukasevangeliet 23,39-43. Nu blev Jesus ifølge forfatteren til Lukasevangeliet ganske vist korsfæstet sammen med to forbrydere. Hvis vi opfatter de to forbrydere som teologer, kan vi betragte den første som almagts- og herlighedsteolog, den anden som korsteolog. Den første forbryder spottede den lidende og ydmygede Jesus og sagde: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Som almagts- og herlighedsteolog har den første forbryder behov for en stærk og mægtig Gud, som med demonstrativ og overnaturlig magt kan gribe ind i verden og frelse de korsfæstede. Den første forbryder er religiøs på den naturlige måde; han vil ikke kendes ved en Gud, han ikke kan bruge til noget; han tror, at guddommelighed er ensbetydende med udødelighed, fravær af lidelse og almægtighed; han spotter Jesus, fordi han ikke som en anden superhelt river sig løs fra korset og massakrerer bødlerne. Den første forbryder tror på magi og overnaturlig intervention, han er forelsket i succes og magt og afskyr den svaghed og fiasko, han ser inkarneret i den lidende Jesus.

Den anden forbryder gør noget meget forbløffende. Uden krav om tegn og undere bekræfter han, at den korsfæstede er hans Gud. Til den første forbryder siger han derfor: “Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? […] Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige”. Selvom en tekstnær eksegese formentlig ville påpege, at den anden forbryder skelner mellem Gud (som bør frygtes) og Jesus (som har fået den samme dom som forbryderne), vil jeg foreslå en anden læsning. Den anden forbryder hævder, foreslår jeg, at Gud i skikkelse af Jesus har fået samme dom som forbryderne, at det altså er Gud selv, som hænger dér på korset uden at være i stand til at forhindre det, som er ved at ske. Således erkender forbryderen, at Gud ikke er almægtig, at Gud ikke optræder som en superhelt, der på håndgribelig vis kan redde os, når vi har brug for det, at Gud på korset viser sig i sin svaghed og afmagt, ja, i sin gudsforladthed. Den anden forbryder har opgivet almagts- og herlighedsteologien, han er ikke religiøs i nogen almindelig betydning af ordet, og netop og kun således er han kristen, hvorfor Jesus da også udbryder: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”.

20

INDLEDNING

Den kristne bliver stående (eller hængende) med Kristus på korset, for på korset viser det sig, hvilken Gud, de korsfæstede kan tro på, tvivlere, vantro og gudsforladte, som de er. Forbryderen, røveren, skurken, der bliver hængende på korset, og som ikke ønsker sig nogen anden Gud end den elendige ved siden af ham, bliver dermed det store forbillede for enhver teologi for de korsfæstede.

Gud og kristendom efter postmodernismen: bogens baggrund og opbygning Der er to i udgangspunktet ret forskellige grunde til, at jeg har villet skrive denne bog. Den ene grund er, at jeg i efterhånden mange år har interesseret mig for postmoderne religionsfilosofi og teologi og er af den opfattelse, at der er behov for en dansk bog om emnet. Det har næppe kunnet forbigå manges opmærksomhed, at teologien og religionsfilosofien siden – lad os sige – 1970’erne har budt på en lang række stærkt revisionistiske og innovative bidrag til reformuleringen af gudstanken. I postmoderniteten bliver der for alvor pillet ved de attributter, som traditionelt er blevet tillagt Gud: almægtighed, alvidenhed, evighed, uforanderlighed, transcendens osv. Tanken om Gud som det højest tænkelige væsen er komplet fraværende i den postmoderne teologi, som i langt højere grad fokuserer på Guds svaghed og foranderlighed, hans selvfornedrelse og selvopgivelse, ja, sågar på Guds død.

Jeg finder mange af de postmoderne forslag tankevækkende, udfordrende og herligt provokerende. Jeg finder som regel også, at den postmoderne gudstale er i langt bedre overensstemmelse med kristendommens grundlæggende kilder, evangelierne, end teologien traditionelt har været, netop for så vidt som teologien traditionelt har tillagt Gud de ovennævnte attributter. Men alt dette betyder naturligvis ikke, at jeg finder al postmoderne teologi lige god og lige gyldig. Som det vil fremgå af denne bog, forholder jeg mig ligeså skeptisk som begejstret til den postmoderne gudstale, og jeg vil derfor løbende gå i diskussion med diverse postmoderne teologer og religionsfilosoffer med henblik på at foretage en kritisk vurdering af deres måde at tale om Gud på.

Jeg blev bekræftet i min fornemmelse af, at der virkelig er behov for en bog om postmoderne teologi på dansk, da valgmenighedspræst og 21

INDLEDNING

dr.theol. Niels Grønkjær i efteråret 2010 udgav sin åbenlyst postmoderne (eller postmetafysiske, som han kalder det) bog Den nye Gud. Efter ateisme og fundamentalisme. Postmoderne teologer er tilsyneladende i besiddelse af en intakt og formidabel evne til at provokere og forarge snart sagt enhver, der har en mening om gudstro, teologi og kristendom, og Grønkjærs teologi blev da også af visse debattører hurtigt (og temmelig forudsigeligt) stemplet som en kættersk teologi, der ikke hører hjemme i folkekirken. Jeg oplevede sådan lidt fra sidelinien debatten som delvist afsporet, idet diskussionerne i blandt andet Kristeligt Dagblad i højere grad kom til at handle om, hvorvidt kirken bør være så rummelig, at den kan huse en præst med sådanne synspunkter, end om, hvad de pågældende synspunkter så rent faktisk bestod i. I sin bog afviser Grønkjær, ligesom så mange andre postmoderne teologer, den såkaldte teismes forestilling om en almægtig, evig og uforanderlig Gud, som fra sin transcendente, ophøjede position suverænt kontrollerer og bestemmer alt, og han forsøger i stedet at udvikle en teologi om Guds magtafkald og immanensliggørelse gennem en udlægning af evangeliernes tale om inkarnation, korsfæstelse og opstandelse. Som det vil blive klart senere i bogen, er jeg bestemt ikke enig med Grønkjær i alt, hvad han skriver, men det fratager selvfølgelig hverken mig selv eller andre, som kunne tænkes at være uenige med ham, pligten til først at gøre et seriøst forsøg på at forstå, hvad der er anliggendet med, indholdet af og de mulige argumenter for og imod hans teologi.

Det var på et tidspunkt, da debatten om Den nye Gud så småt var ved at ebbe ud, at det slog mig, at der på dansk endnu ikke foreligger en eneste bog, som på sagligt grundlag undersøger og vurderer den postmoderne teologi. Efter at have været vidne til og delvist indblandet i debatten om Grønkjærs bog, og efter således at have kunnet konstatere, at aversionen imod den postmoderne teologi er stor og kendskabet tilsvarende lille, var og er det min klare opfattelse, at det i den grad er på tide, at dette stykke arbejde bliver gjort. På engelsk findes der efterhånden talløse introduktioner, antologier, debatbøger og readers om den postmoderne teologi, men det gør der ikke på dansk, hvilket må siges at være beklageligt, for så vidt som postmodernismen naturligvis også og i vid udstrækning har præget den hjemlige teologi på universiteterne såvel som i kirken.

Det var i udgangspunktet min hensigt, at bogen udelukkende skulle være en slags kritisk introduktion til den postmoderne teologi, altså en bog, som skulle tilvejebringe et overblik over og samtidig forsøge at tage stilling 22

INDLEDNING

til postmodernismens indflydelse på og betydning for teologien. Set i lyset af debatten om Den nye Gud ville jeg særligt tage stilling til, hvad man kunne kalde ortodoksien i den postmoderne teologi, dvs. jeg ville undersøge om, i hvilket omfang og i hvilken forstand den postmoderne teologi ud fra en kristen teologisk betragtning kunne siges at være eller ikke at være i overensstemmelse med kirkens bekendelsesgrundlag. På den måde skulle bogen gerne bidrage til at kvalificere den offentlige debat om gyldigheden af nutidige kristendomsfortolkninger og gudsforståelser, sådan som disse bliver formuleret af diverse både danske og udenlandske postmodernister.

Det gik imidlertid hurtigt op for mig, at det ikke var den bog – at det ikke kun var den bog – jeg følte mig motiveret til at skrive. Jeg har på ingen måder opgivet anliggendet med at undersøge og vurdere den postmoderne teologi, men jeg har til gengæld forsøgt at supplere og forene dette forehavende med et yderligere anliggende. Hvilket leder mig frem til den anden og lidt mere personlige grund til, at jeg har skrevet denne bog.

I 2009 udgav jeg sammen med Lars Christiansen en debatbog med titlen Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister. Det er en polemisk og kritisk bog, som absolut ikke giver sig ud for at bidrage med noget, der bare kunne minde om en sammenhængende, tidssvarende fortolkning af kristendommen og gudstanken. Siden udgivelsen af den bog har jeg rodet mig ud i en tilsyneladende endeløs debat med diverse ateister om tro, religion, livssyn, gudsopfattelse osv. Jeg har også været så heldig at komme ud i landets kirker og holde en del foredrag om bogen, men både i diskussionen med ateisterne og med præster og andre af kirkens folk er jeg ofte blevet spurgt, om jeg selv tror på Gud, og om og hvordan jeg i det hele taget mener, vi i dag kan tale om Gud. De to spørgsmål hænger naturligvis nøje sammen, for inden vi har gjort os klart, hvad vi mener, når vi siger “Gud”, kan det ikke lade sig gøre at give et adækvat svar på spørgsmålet om, hvorvidt vi så også tror på denne Gud eller ej. Jeg er hver eneste gang blevet bragt i forlegenhed af spørgsmålene og har kun været i stand til tøvende og vagt at fremstamme et eller andet tydeligvis ikke særligt tilfredsstillende svar. Gudløse hjerner handler udelukkende om, hvad man ikke skal tro på, nemlig de nye ateister. Men hvis ikke man skal tro på de nye ateister, hvad skal man så tro på? Det må siges at være et legitimt spørgsmål at stille til en person, som har brugt uanede mængder af tid og energi på at rende rundt og fortælle, hvad der er galt med alle mulige andres tro. Jeg har længe følt mig tilskyndet til at give et ordentligt, hvilket 23

INDLEDNING

vil sige et velovervejet og sammenhængende svar. Denne bog er det svar, jeg på nuværende tidspunkt er i stand til at give.

Nu er jeg imidlertid godt klar over, at langt de fleste mennesker vil finde det umådelig uinteressant og kedsommeligt at skulle læse en hel bog om, hvad jeg personligt tror, mener og tænker om Gud. Og da jeg i øvrigt heller ikke selv synes, det kunne være interessant at skrive en sådan bog, har jeg ladet være med at gøre det. Ikke desto mindre har denne bog to anliggender. For det første er den et forsøg på kritisk at undersøge og vurdere den postmoderne teologi. For det andet og samtidig hermed er den et forsøg på at besvare spørgsmålet om, hvordan vi i dag kan tale om Gud. Bogen er med andre ord en hybrid, men forhåbentlig ikke en monstrøs en af slagsen, idet de to anliggender efter min mening fint lader sig forene, i og med at jeg med denne bog netop har sat mig for at konsultere den postmoderne teologi med henblik på at udvikle mit eget bud på, hvad jeg opfatter som en samtidsrelevant og meningsfuld gudstale. Om bogen i sig selv må betragtes som et eksempel på postmoderne teologi, vil jeg overlade til andre at vurdere. Det er min hensigt at tage kritisk stilling til teologien i det postmoderne for derigennem at nå frem til en kristen teologisk position efter postmodernismen, en kristendom efter den postmoderne teologi.

Og det vil sige til en kristendomsforståelse, som har taget ved lære af postmodernismen, men som også selvbevidst formår at lægge afstand til den, når og hvor den af teologisk relevante grunde føler sig nødsaget til at gøre det. En tidssvarende teologi er ikke en teologi, som blot taler sin samtid efter munden, men en teologi, som taler til sin egen samtid, intervenerer i den; det må være en teologi, som har forstået samtiden, og som derfor og på den baggrund forsøger at tale om Gud på en måde, der er på højde med samtiden, uden dog ukritisk at lade samtiden diktere, hvad der må siges.

For at kunne varetage bogens dobbelte anliggende har jeg valgt at strukturere den i to hoveddele. Bogens første hoveddel består i en relativt omfattende analyse af postmodernismen både som kulturelt, filosofisk og teologisk fænomen. Kapitel 1 giver en generel beskrivelse af postmodernismen, mens kapitel 2 fokuserer på postmodernismens forhold til religion og teologi. Derudover leverer kapitel 2 også en overordnet karakteristik af den postmoderne teologi.6 Generelt gælder det for del 1, at den er mere 6. Termen “postmoderne” bruges i øvrigt gerne i tre forskellige, men relaterede betydninger. For det første er det en betegnelse for en arkitektonisk og litterær ret-

24

INDLEDNING

beskrivende og analyserende end diskuterende og vurderende. Der er tale om en art kortlægningsarbejde, hvor jeg så nøgternt, jeg formår, forsøger at gøre det klart, hvad postmodernismen er, og hvilke etiske og normative anliggender, der synes at drive den. Dette er nødvendige forudsætninger for at kunne forstå de ofte stærkt revisionistiske måder at tale om Gud på, som man kan møde i postmodernismens teologiske tænkning.

I del 2 formulerer jeg mit eget bud på en tidssvarende tale om Gud. Dette bud udvikles i diskussion med en lang række postmoderne teologer og religionsfilosoffer og er centreret omkring tre relaterede temaer, nemlig Guds død, Guds svaghed og Guds foranderlighed (henholdsvis kapitel 3, 4 og 5). Disse temaer er særdeles typiske for den postmoderne teologi, men idet jeg åbenlyst forsøger at udvikle en tidssvarende kristen tale om Gud, vil jeg ofte forholde mig kritisk til og afvisende over for den måde, disse temaer behandles på af postmodernisterne. Således er del 2 altså først og fremmest diskuterende og vurderende. Resultatet af diskussionerne bliver, som jeg allerede har beskrevet ovenfor, et begreb om de gudsforladtes Gud og en teologi for de korsfæstede.

Fem teologiske principper Hvordan taler man kristent om Gud? Det er et enormt kompliceret spørgsmål, hvis besvarelse forudsætter en grundig refleksion over kristendommens kildegrundlag, over disse kilders status og over hvilke fortolkningsprincipper, der bør gøres gældende i forhold til kilderne. Derudover forudsætter det en udviklet teori om den menneskelige erkendelses muligheder og grænser, en omfattende historisk viden samt et ikke ubetydeligt systematisk-teologisk talent. Her i indledningen må jeg af en lang række grunde (herunder mangning. I så fald taler man om postmodernismen. For det andet henviser termen til en kulturel tilstand eller epoke, der kaldes postmoderniteten. Og endelig for det tredje betegner det postmoderne en særlig type tænkning, en måde at tænke og teoretisere på, som ganske enkelt kaldes postmoderne tænkning, eller postmoderne … og så efterfulgt af en eller anden fagmarkør, f.eks. postmoderne filosofi eller postmoderne teologi. Jeg nævner dette blot for en ordens skyld, idet jeg gennemgående i bogen ikke tager højde for de forskellige varianter af termen. Af stilistiske grunde og for at fremme læsningen af bogen bruger jeg den betegnelse, der umiddelbart lyder bedst i den pågældende sammenhæng.

25

INDLEDNING

lende evner) desværre nøjes med noget andet, nemlig urimeligt kortfattet at præsentere resultaterne af mine egne principielle overvejelser over, hvilke normer og regler, jeg mener, må være styrende for enhver tale om Gud, som ønsker at kalde sig selv kristen. For man kan jo tale om Gud på mange måder, men ikke alle måder falder inden for rammerne af det, man i et kristent teologisk perspektiv kan finde acceptabelt.

Da denne bog ønsker at diskutere og vurdere diverse postmoderne måder at tale om Gud på for derigennem at nå frem til en tidssvarende teologi, har jeg været nødt til på et relativt tidligt tidspunkt i arbejdsprocessen at gøre det klart for mig selv, hvilke normer eller principper for talen om Gud, jeg opfatter som kristne. Jeg gør i den forbindelse brug af fem principper, og det er min opfattelse, at enhver teologi, som ønsker at kalde sig kristen, er nødsaget til at være i overensstemmelse med netop disse. Der kunne sikkert nævnes flere, men jeg er nået frem til de efter egen mening absolut væsentligste. Jeg opfatter principperne som minimalbetingelser for den kristne teologi. Og jeg kalder dem minimalbetingelser, fordi principperne indholdsmæssigt åbner for mange fortolkningsmuligheder, idet de netop blot udstikker de mest basale retningslinier for, hvad en kristen teologi som minimum må indeholde. Derfor vil jeg også bevidst skrive en kristen i stedet for den kristne Gud i det følgende.

De fem principper, jeg er nået frem til (delvist inspireret af den amerikanske teolog Robert W. Jenson, som jeg senere skal vende tilbage til flere gange), lyder således: 1. En kristen Gud er en Gud, som har gjort/gør sig selv tilgængelig for mennesket (inkarnationsprincippet).

2. Ved at gøre sig selv tilgængelig afslører en kristen Gud sig som en Gud, der kan påvirke og blive påvirket af det, der ikke selv er Gud, dvs. der er tale om en Gud, som formår at initiere en handling, og som formår at respondere på andres handling. Således må en kristen Gud i en eller anden betydning af ordet være en “person” (personprincippet).

3. En person, som er tilgængelig for andre, må som ethvert andet objekt være identificerbar, dvs. man må ved hjælp af egennavne eller identificerende beskrivelser (”Gud er den, som gjorde … og 26

INDLEDNING

som …”) kunne udpege og således skelne denne person fra andre personer. En kristen Gud – og en handling initieret af denne Gud – kan derfor ikke være anonym eller ubestemt (identificerbarhedsprincippet).

4. Ifølge de nytestamentlige forfattere (og ifølge en lang række kristne bekendelser) lader Gud sig identificere som Fader og som Søn og som Helligånd. Faderen, Sønnen og Helligånden henviser imidlertid ikke til tre forskellige guder, men opfattes i stedet som et “navn” for den ene Gud (Matt 28,19). En kristen tale om Gud kan derfor hverken være radikalt monoteistisk (én Gud, dvs. en enhed uden forskelle) eller polyteistisk (flere guder, dvs. forskelle uden enhed), men må altid være trinitarisk (en kompleks Gud, dvs. en differentieret enhed) (treenighedsprincippet).

5. Den Gud, som har gjort/gør sig tilgængelig for mennesket, den Gud, som lader sig identificere som Fader, Søn og Ånd, har ifølge den tidligste kristendom afsløret, at han er kærlighed (jf. 1 Joh 4,16). En kristen Gud er ikke en Gud hinsides godt og ondt, en etisk indifferent Gud, men en Gud, som entydigt og uforbeholdent bekæmper de kræfter i tilværelsen, som forhindrer og nedbryder kærligheden (kærlighedsprincippet).

Jeg hænger så at sige min egen teologiske hat op på disse fem principper, men jeg er fuldstændig på det rene med, at der findes adskillige teologer, som ikke vil gøre det. I denne bog kommer principperne ikke til at fungere som en art facitliste, som ustandseligt vil blive hevet frem, men de udgør snarere den implicitte baggrund for min stillingtagen til de forskellige postmoderne teologier, jeg kommer til at diskutere.

Teologien i denne bog bekræfter inkarnationen, den bekræfter Guds personale karakter og identificerbarhed, og den hævder, at Gud er treenig, og at han er kærlighed. Som sådan er der tale om ortodoks kristendom.

Men principperne er fortolkningsåbne og kræver en nærmere indholdsbestemmelse.

I denne bog vil det gudsforladte råb fra den lidende Kristus på korset fungere som den primære guide til at give principperne kød og blod.

27

DEL I POSTMODERNE FILOSOFI OG TEOLOGI

30

LITTERATUR

Litteratur

Altizer, Thomas J.J. (2006): Living after the Death of God: A Theological Memoir.

Albany: State University of New York Press.

Altizer, Thomas J.J. (1966): The Gospel of Christian Atheism. London: Collins.

Andersen, Vagn (2008): Transformationen Gottes. Abwandlungen des Begriffs des Unbedingten in der Moderne. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Athanasius (2007): On the Incarnation: De Incarnatione Verbi Dei. Stanford: Stanford University Press.

Barthelme, Donald (1969): “On Angels”, The New Yorker, 9. august.

Berger, Peter (red.) (1999): The Desecularization of the World: Resurgent Religion and World Politics. Grand Rapids: William B. Eerdmans Pub. Company.

Bloch, Ernst (1968): Atheismus im Christentum. Frankfurt am Main: SuhrkampVerlag.

Bonhoeffer, Dietrich (2006): Min tid er i dine hænder. Vennebreve og teologiske refleksioner 1943-44. På dansk ved Amalie Nørgaard Rathje. Frederiksberg: Aros Forlag.

Bourdieu, Pierre (1998): Acts of Resistance: Against the Tyranny of the Market. På engelsk ved Richard Nice. New York: The New Press.

Brunner, Peter (1959): “Die Freiheit des Menschen in Gottes Heilsgeschichte”, Kerygma und Dogma 5, 238-259.

Bultmann, Rudolf (1979): Geschichte und Eschatologie. 3. udg. Tübingen: Mohr/ Siebeck.

Caputo, John D. (2010): “The Sense of God: A Theology of the Event with Special Reference to Christianity”, i L. Boeve & C. Brabant (red.), Between Philosophy and Theology. Contemporary Interpretations of Christianity. Farnham: Ashgate Publishing Ltd.

215

LITTERATUR

Caputo, John D. (2007a): “Atheism, A/theology, and the Postmodern Condition”, i Michael Martin (red.), The Cambridge Companion to Atheism. Cambridge: Cambridge University Press, 267-282.

Caputo, John D. (2007b): “Temporal Transcendence. The Very Idea of à venir in Derrida”, i John D. Caputo & Michael Scanlon (red.), Transcendence and Beyond. A Postmodern Inquiry. Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 188-203.

Caputo, John D. (2007c): “Spectral Hermeneutics: On the Weakness of God and the Theology of the Event”, i J.W. Robbins (red.), After the Death of God. New York: Columbia University Press, 47-85.

Caputo, John D. (2006): The Weakness of God: A Theology of the Event. Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press.

Caputo, John D. (2001a): On Religion. London: Routledge.

Caputo, John D. (2001b): “The Poetics of the Impossible and the Kingdom of God”, i Graham Ward (red.), The Blackwell Companion to Postmodern Theology. Malden & Oxford: Blackwell Pub. Ltd, 469-481.

Caputo, John D. (1997a): The Prayers and Tears of Jacques Derrida. Religion without Religion. Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press.

Caputo, John D. (1997b): “Apostles of the Impossible. On God and the Gift in Derrida and Marion”, i John D. Caputo & Michael Scanlon (red.), God, the Gift, and Postmodernism. Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 185-222.

Caputo, John D. & Michael J. Scanlon (2007): “Do We Need to Transcend Transcendence?” i John D. Caputo & Michael Scanlon (red.), Transcendence and Beyond. A Postmodern Inquiry. Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 1-14.

Caputo, John D. & Michael J. Scanlon (1999): “Apology for the Impossible: Religion and Postmodernism”, i John D. Caputo & Michael Scanlon (red.), God, the Gift, and Postmodernism. Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 1-19.

Carlson, Thomas A. (2003): “Postmetaphysical theology”, i K.J. Vanhoozer (red.), The Cambridge Companion to Postmodern Theology. Cambridge: Cambridge University Press, 58-75.

Carlson, Thomas A. (1999): Indiscretion: Finitude and the Naming of God. Chicago & London: University of Chicago Press.

Castoriadis, Cornelius (1997): “Time and Creation”, i David Ames Curtis (red. og overs.), World in Fragments. Writings on Politics, Society, Psychoanalysis, and the Imagination. London: Routledge, 374-401.

216

LITTERATUR

Chesterton, G.K. (1908): Orthodoxy. Mineola: Dover Publications, Inc., 2004.

Coward, Harold & Toby Foshay (red.) (1992): Derrida and Negative Theology.

Albany: State University of New York Press.

Crockett, Clayton (2011): Radical Political Theology: Religion and Politics After Liberalism. New York: Columbia University Press.

Culver, Robert Duncan (1996): “The Impassibility of God: Cyril of Alexandria to Moltmann”, Christian Apologetic Journal 1:1, 1-12.

Cupitt, Don (2000): Efter Gud. Gudernes komme, gudernes bortgang og religionen efter guderne. På dansk ved Gerd Have. København: Anis.

Deleuze, Gilles (1994): Difference and Repetition. På engelsk ved Paul Patton. New York: Columbia University Press.

Derrida, Jacques (2007): Dødens gave. På dansk ved J.B.L. Knox. København: Anis.

Derrida, Jacques (1995): Points …: Interviews, 1974-94. På engelsk ved Peggy Kamuf et. al. Stanford: Stanford University Press.

Desmond, William (2003): Hegel’s God: A Counterfeit Double? Hants & Burlington: Ashgate.

Eagleton, Terry (1996): The Illusions of Postmodernism. Oxford: Blackwell Publishers Ltd. Edwards, Rem B. (1978): “The Pagan Dogma of the Absolute Unchangeableness of God”, Religious Studies 14:3, 305-313.

Fibiger, Marianne C. Qvortrup (2006): “Senmoderne religiøsitet. Reinkarnation eller kødets opstandelse – hvorfor ikke begge dele?”, i Ida Auken og Knud Rendtorff (red.), Livet efter døden – i de store verdensreligioner. København: Forlaget Alfa, 135-154.

Franke, William (2007): “Introduction: Modern and Contemporary Cycles of Apophasis”, i William Franke (red.), On What Cannot Be Said. Apophatic Discourses in Philosophy, Religion, Literature, and the Arts. Vol. 2. Modern and Contemporary Transformations. Notre Dame: University of Notre Dame Press, 9-49.

Franke, William (2006): “Apophasis and the turn of philosophy to religion: From Neoplatonic negative theology to postmodern negation of theology”, International Journal of Philosophy of Religion nr. 60, 61-76.

Fraser, Mariam (2006): “Event”, Theory, Culture & Society 23, 129-132.

Gadamer, Hans-Georg (1960): Wahrheit und Methode. Grundzüge einer philosophischen Hermeneutik, 5. udg., 1986. Tübingen: J.C.B. Mohr.

217

LITTERATUR

Goetz, Stewart & Charles Taliaferro (2008): Naturalism. Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans Pulishing Co. Green, Garrett (2000): Theology, Hermeneutics, and Imagination: The Crisis of Interpretation at the End of Modernity. Cambridge: Cambridge University Press.

Gregersen, Niels Henrik (2011): “Guds omskriftelighed eller Guds bevægelighed?”, Dansk Teologisk Tidsskrift 74. årg., 238-243.

Grønkjær, Niels (2010): Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme. København: Anis.

Grønkjær, Niels (2007): “Kærlighedens religion. Sløks filosofi om kristendommen”, i Lars Sandbeck (red.), Mig og evigheden. Johannes Sløks religionsfilosofi.

København: Anis, 111-131.

Grønkjær, Niels (2005a): “Guds foranderlighed”, Dansk Teologisk Tidsskrift nr. 3, 184-198.

Grønkjær, Niels (2005b): “Den foranderlige Gud”, i Henrik Brandt-Pedersen & Hans Hauge (red.), Gud efter Grosbøll. Religion og samfund. København: Anis, 43-62.

Grønkjær, Niels (1999): “Efterord”, i Gianni Vattimo, Jeg tror at jeg tror. På dansk ved Finn Frandsen. København: Anis, 111-119.

Guthrie, Stewart (1993): Faces in the Clouds: A New Theory of Religion. Oxford: Oxford University Press.

Habermas, Jürgen & Joseph Ratzinger (2006): Fornuft og religion. Sekulariseringens dialektik. På dansk ved Søren R. Fauth. Højbjerg: Hovedland.

Hallward, Peter (2006): Out of This World. Deleuze and the Philosophy of Creation.

London & New York: Verso.

Hardt, Michael & Antonio Negri (2000): Empire. Cambridge: Harvard University Press.

Harries, Karsten (2001): Infinity and Perspective. Cambridge & London: The MIT Press.

Hart, David Bentley (2009): “Tsunami and Theodicy”, i David Bentley Hart, In the Aftermath: Provocations and Laments. Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans Pulishing Co. Heidegger, Martin (1967): “Einleitung zu Was ist Metaphysik?”, i Wegmarken.

Vittorio Klostermann: Frankfurt am Main, 195-212.

Heidegger, Martin (1966): “Gespräch mit Der Spiegel”, i Gesamtausgabe Bd. 16 (2000). Vittorio Klostermann: Frankfurt am Main, 652-683.

Heidegger, Martin (1943): “Nietzsches Wort ‘Gott ist tot’”, i Gesamtausgabe Bd. 5 (1994). Vittorio Klostermann: Frankfurt am Main, 209-269.

218

LITTERATUR

Hyman, Gavin (2001): The Predicament of Postmodern Theology: Radical Orthodoxy or Nihilist Textualism? Louisville: Westminster John Knox Press.

Højsgaard, Morten Thomsen (2011): Den tredje reformation – fra statskristendom til google-buddhisme. København: Kristeligt Dagblads Forlag.

Jensen, Ole (2005): “Gud som magten til at være til i alt, som er til”, i Henrik Brandt-Pedersen & Hans Hauge (red.), Gud efter Grosbøll. Religion og samfund. København: Anis, 63-90.

Jenson, Robert W. (2009): “Kristendommen og religionerne”, på dansk ved Karsten Farup Hansen & Lars Sandbeck, Dansk Teologisk Tidsskrift nr. 4, 241249.

Jenson, Robert W. (2008): Den treenige identitet. Gud ifølge evangeliet. På dansk ved Karsten Farup Hansen & Lars Sandbeck. København: Anis.

Jenson, Robert W. (2006): “Anima Ecclesiastica”, i R. Kendall Soulen & Linda Woodhead (red.), God and Human Dignity. Grand Rapids: William B. Eerdmans, 59-71.

Jenson, Robert W. (2000): “The Hidden and Triune God”, International Journal of Systematic Theology 2:1, 5-12.

Jenson, Robert W. (1997): Systematic Theology. Vol. 1: The Triune God. Oxford: Oxford University Press.

Jenson, Robert W. (1989): Story and Promise: A Brief Theology of the Gospel about Jesus. Ramsey, N.J.: Sigler Press.

Jonas, Hans (1987): Der Gottesbegriff nach Auschwitz: eine jüdische Stimme. Frankfurt: Suhrkamp Verlag.

Jüngel, Eberhard (1977): Gott als Geheimnis der Welt. Zur Begründung der Theologie des Gekreuzigten im Streit zwischen Theismus und Atheismus. Tübingen: Mohr/Siebeck.

Jüngel, Eberhard (1968): “Vom Tod des lebendigen Gottes: Ein Plakat”, Zeitschrift für Theologie und Kirche 65:1, 93-116.

Jüngel, Eberhard (1965): Gottes Sein ist im Werden: verantwortliche Rede vom Sein Gottes bei Karl Barth; eine Paraphrase. 4. udg. 1984, Tübingen: Mohr/Siebeck.

Jørgensen, Theodor (2011): “Oplæg om Niels Grønkjær, Den nye Gud”. Upubliceret foredrag holdt i Studenterkredsen, Kbh., den 3. november. Benyttet med tilladelse fra forfatteren.

Karlsen, Mads Peter (2010): The Grace of Materialism: Theology with Alain Badiou and Slavoj Žižek. København: Det Teologiske Fakultet.

Kearney, Richard (2010): Anatheism: Returning to God after God. New York: Columbia University Press.

219

LITTERATUR

Kearney, Richard (2003): Strangers, gods and monsters: Interpreting otherness. London & New York: Routledge.

Kearney, Richard (2001): The God Who May Be: A Hermeneutics of Religion.

Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press.

Kemp, Peter (2011): Filosofiens verden. Kritik – Etik – Pædagogik – Religion.

København: Tiderne Skifter.

Kemp, Peter (1974): Engagementets poetik. København: Vintens Forlag A/S. Kolb, Robert (2002): “Luther on the Theology of the Cross”, Lutheran Quarterly 16, 443-466.

Koranen (2006): På dansk ved Ellen Wulf. København: Forlaget Vandkunsten.

Krogsdal, Iben (2012): De måske kristne. København: Forlaget Anis.

Levinas, Emanuel (1969): Totality and Infinity. An Essay in Exteriority. På engelsk ved Alphonso Lingis. Pittsburgh: Duquesne University Press.

Long, Stephen D. (2003): “Radical Orthodoxy”, i K.J. Vanhoozer (red.), The Cambridge Companion to Postmodern Theology. Cambridge: Cambridge University Press, 126-145.

Loock, Reinhard (2007): “Schweben”, i Ralf Konersmann (red.), Wörterbuch der philosophischen Metaphern. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 355-368.

Mannermaa, Tuomo (1998): “Justification and Theosis in Lutheran-Orthodox Perspective”, i Carl E. Braaten & Robert W. Jenson (red.), Union with Christ.

The New Finnish Interpretation of Luther. Grand Rapids: William B. Eerdmans, 25-41.

Manoussakis, John P. (red.) (2006): After God: Richard Kearney and the Religious Turn in Continental Philosophy. New York: Fordham University Press.

Marion, Jean-Luc (2007): “The Impossible for Man – God”, i John D. Caputo & Michael Scanlon (red.), Transcendence and Beyond. A Postmodern Inquiry.

Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 17-43.

Marion, Jean-Luc (2005): “Mihi magna quaestio factus sum: The Privilege of Unknowing”. På engelsk ved Stephen E. Lewis. Journal of Religion 85:1, 1-24.

Marion, Jean-Luc (1991): God without Being. På engelsk ved Thomas A. Carlson.

Chicago & London: Chicago University Press.

Milbank, John (2004): “The Gospel of Affinity”, i Miroslav Volf & William Katerberg (red.), The Future of Hope: Christian Tradition Amid Modernity and Postmodernity. Grand Rapids: William B. Eerdmans Pub. Company.

Miles, Jack (1997): “Faith Is an Option; Religion Makes a Comeback. (Belief to Follow.)”, The New York Times Magazine, 7. december.

220

LITTERATUR

Moltmann, Jürgen (1977): “Den korsfæstede Gud og det apatiske menneske”, i Eksperimentet håp. Innføringer, på norsk ved T. Bergane & P. Leer-Salvesen.

Oslo: Gyldendal Norsk Forlag, s. 75-88.

Moltmann, Jürgen (1972): Der gekreuzigte Gott. Das Kreuz Christi als Grund und Kritik christlicher Theologie. München: Chr. Kaiser Verlag.

Nielsen, Jens Viggo (2007): “Rorty, Vattimo og religionens fremtid – skitse til en kritik”, i Santiago Zabala (red.), Religionens fremtid. Richard Rorty & Gianni Vattimo. På dansk ved Jens Viggo Nielsen. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 115-151.

Nietzsche, Friedrich (1887): Sämtliche Werke: Kritische Studienausgabe, bd. 3 (1980), Giorgio Colli & Mazzino Montinari (red.): München: de Gruyter.

Pennock, Robert T. (2010): “The Postmodern Sin of Intelligent Design Creationism”, Science & Education 19, 757-778.

Peters, Ted (1993): God as Trinity: Relationality and Temporality in Divine Life.

Louisville: Westminster/John Knox Press.

Robbins, Jeffrey W. (2007): “After the Death of God”, i J.W. Robbins (red.), After the Death of God. New York: Columbia University Press, 1-24.

Rorty, Richard (1989): Contingency, irony, and solidarity. Cambridge: Cambridge University Press.

Sandbeck, Lars (2011a): “At være i Kristus – krop og guddommeliggørelse”, i Kirsten B. Nielsen og Johanne S. Teglbjærg (red.), Kroppens teologi – teologiens krop. København: Anis, 187-208.

Sandbeck, Lars (2011b): “God as immanent transcendence in Mark C. Taylor and John D. Caputo”, Studia Theologica 65:1, 18-38.

Sandbeck, Lars (2010): “Indefinability: Apophatic Theology and the Modern Denial of Human Nature”, i Troels Engberg-Pedersen & Niels Henrik Gregersen (red.), Essays in Naturalism and Christian Semantics. København: Det Teologiske Fakultet.

Scanlon, Michael J. (2007): “Trinity and Transcendence”, i John D. Caputo & Michael Scanlon (red.), Transcendence and Beyond. A Postmodern Inquiry.

Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 66-81.

Schanz, Hans-Jørgen (2008): Modernitet og religion. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Schjødt, Jens Peter (2004): “Definitionsproblemer i forhold til begrebet religion”, i Armin W. Geertz et al. (red.), Det brede og det skarpe – religionsvidenskabelige studier. En gave til Per Bilde på 65-årsdagen. København: Anis, 13-22.

221

LITTERATUR

Sennett, Richard (1998): The Corrosion of Character: The Personal Consequences of Work in the New Capitalism. New York: W.W. Norton & Company.

Sigurdson, Ola & Jayne Svenungsson (red.) (2006): Postmodern teologi. En introduktion. Stockholm: Verbum Förlag AB. Sløk, Johannes (1999): Guds fortælling – menneskets historie. Viby J.: Centrum.

Sløk, Johannes (1996): “Pontius Pilatus in memoriam”, i Niels Grønkjær og Kjeld Holm (red), 80 år med Gud. Afhandlinger og essays af Johannes Sløk. Viby J.: Centrum, 139-156.

Sløk, Johannes (1991): Hvad i alverden er verden? Viby J.: Centrum.

Sløk, Johannes (1988): Herre, giv mig mere vantro! Viby J.: Centrum.

Spong, John Shelby (2004): En ny kristendom i en ny verden. På dansk ved Lene Sjørup. København: Anis.

Stegmaier, Werner (2012): “Vergangenheit in der Zukunft: Nietzsches Nachricht vom ‘Tod Gottes’”, i Marius T. Mjaaland & Ulrik Houlind Rasmussen (red.), Impossible Time: Past and Future in the Philosophy of Religion. Tübingen: Mohr/Siebeck.

Stegmaier, Werner (2007): “Fließen”, i Ralf Konersmann (red.), Wörterbuch der philosophischen Metaphern. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 102-121.

Svenungsson, Jayne (2008): “Transcending tradition – Towards a critical theology of the spirit”, Studia Theologica 62:1, 63-79.

Svennungsson, Jayne (2004): Guds återkomst. En studie av gudsbegreppet inom postmodern filosofi. Göteborg: Glänta Produktion.

Svenungsson, Jayne (2003): “Negativ teologi och postmodern filosofi”, i C.R. Bråkenhielm & M. Martinson (red.), Negativ teologi. Historiska och filosofiska perspektiv. Uppsala: Uppsala Universitet.

Sölle, Dorothee (1966): “Atheistisch an Gott glauben?”, i Atheistish an Gott glauben. München: Deutscher Taschenbuch Verlag 1994, 81-108.

Sölle, Dorothee (1964): “Theologie nach dem Tode Gottes”, i Atheistish an Gott glauben. München: Deutscher Taschenbuch Verlag 1994, 55-80.

Taylor, Charles (2007): A Secular Age. Cambridge Mass.: The Belknap Press of Harvard University Press.

Taylor, Mark C. (2007): After God. Chicago: The University of Chicago Press.

Taylor, Mark C. (1987): Altarity. Chicago: The University of Chicago Press.

Taylor, Mark C. (1984): Erring. A Postmodern A/theology. Chicago: The University of Chicago Press.

222

LITTERATUR

Thyssen, Peter (2002): Eberhard Jüngel. København: Anis.

Tracy, David (1999): “Fragments: The Spiritual Situation of Our Times”, i John D. Caputo & Michael Scanlon (red.), God, the Gift, and Postmodernism.

Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 170-181.

Vanhoozer, Kevin J. (2005): “Pilgrim’s Digress: Christian Thinking on and about the Post/Modern Way”, i Myron B. Penner (red.), Christianity and the Postmodern Turn: Six Views. Grand Rapids: Brazos Press, 71-103.

Vanhoozer, Kevin J. (2003): “Theology and the condition of postmodernity: a report on knowledge (of God)”, i K.J. Vanhoozer (red.), The Cambridge Companion to Postmodern Theology. Cambridge: Cambridge University Press, 3-25.

Vattimo, Gianni (2007a): “Toward a Nonreligious Christianity”, i J.W. Robbins (red.), After the Death of God. New York: Columbia University Press, 27-46.

Vattimo, Gianni (2007b): “Fortolkningens tidsalder”, i Santiago Zabala (red.), Religionens fremtid. Richard Rorty & Gianni Vattimo. På dansk ved Jens Viggo Nielsen. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 65-78.

Vattimo, Gianni (1999): Jeg tror at jeg tror. På dansk ved Finn Frandsen. København: Anis.

Vattimo, Gianni (1997): Beyond Interpretation: The Meaning of Hermeneutics for Philosophy. På engelsk ved David Webb. Cambridge: Polity Press.

Vattimo, Gianni (1988): The End of Modernity. Nihilism and Hermeneutics in Postmodern Culture. På engelsk ved Jon R. Snyder. Baltimore: The John Hopkins University Press.

Ward, Graham (2005): “Postmodern Theology”, i David F. Ford (red.), The Modern Theologians: An Introduction to Christian Theology since 1918. Malden & Oxford: Blackwell Pub. Ltd, 322-338.

Ward, Graham (2003): “Deconstructive theology”, i K.J. Vanhoozer (red.), The Cambridge Companion to Postmodern Theology. Cambridge: Cambridge University Press, 76-91.

Ward, Graham (2001): “Introduction: ‘Where We Stand’”, i Graham Ward (red.), The Blackwell Companion to Postmodern Theology. Malden & Oxford: Blackwell Pub. Ltd, xii-xxvii.

Ward, Graham (1997): “Introduction, or, A Guide to Theological Thinking in Cyberspace”, i Graham Ward (red.), The Postmodern God. A Theological Reader. Malden &Oxford: Blackwell Pub. Ltd, xv-xlvii.

Ward, Keith (2006): Is Religion Dangerous? Oxford: Lion Hudson plc.

223

LITTERATUR

Westphal, Merold (2005): “Onto-theology, Metanarrative, Perspectivism, and the Gospel”, i Myron B. Penner (red.), Christianity and the Postmodern Turn: Six Views. Grand Rapids: Brazos Press, 141-153.

Westphal, Merold (2004): Transcendence and Self-Transcendence: On God and the Soul. Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press.

Westphal, Merold (2001): Overcoming Onto-Theology: Toward a Postmodern Christian Faith. New York: Fordham University Press.

Westphal, Merold (1995): “Postmodernism and religious reflection”, International Journal for Philosophy of Religion 38, 127-143.

Wildman, Wesley J. (2010): Religious Philosophy as Multidisciplinary Comparative Inquiry: Envisioning a Future for the Philosophy of Religion. New York: State University of New York Press.

Wolf, Jakob (2009): Jobs tårer. Om Gud og det onde. København: Anis.

Zabala, Santiago (2007): “En religion uden teister og ateister”, i Santiago Zabala (red.), Religionens fremtid. Richard Rorty & Gianni Vattimo. På dansk ved Jens Viggo Nielsen. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 13-44. Žižek, Slavoj (2011): Living in the End Times. London & New York: Verso. Žižek, Slavoj (2010): “A Meditation on Michelangelo’s Christ on the Cross”, i John Milbank et al., Paul’s New Moment: Continental Philosophy and the Future of Christian Theology. Grand Rapids: Brazos Press, 169-181. Žižek, Slavoj (2009): “Dialectical Clarity versus the Misty Conceit of Paradox”, i Creston Davis (red.), The Monstrosity of Christ. Paradox or Dialectic? Cambridge & London: The MIT Press, 234-306. Žižek, Slavoj (2006): The Parallax View. Cambridge & London: The MIT Press. Žižek, Slavoj (2003): The Puppet and the Dwarf: the Perverse Core of Christianity.

Cambridge & London: The MIT Press. Žižek, Slavoj (2002): Om troen. På dansk ved Henrik Mossin. København: Anis.

224

PERSON- OG EMNEREGISTER

Person- og emneregister Actus purus, 188, 189, 196 Afsekularisering, 12, 57ff., 61 Agnostisk, 57, 63, 85 Akkommodation/ akkommodationsvillig, 194, 209 Akkommodationsteologi, 78, 82 Alaxamenos, 131-134 Almagt/almægtighed, Guds, 12, 129, 135n23, 136-138, 145, 146ff., 159n29, 161 Almagtsteologi, 10-14, 157, 162, 165 Altizer, Thomas J.J., 76f., 96f., 103 Anaximander, 179n33 Anselm, 112f.

Apati/apatheia/apatisk (se også Impassibilitet), 187-190, 193-195, 209f.

Aristoteles, 66, 189 Arius, 182n35 Ateisme/ateist, 13-17, 23, 31f., 57, 6264, 70, 75-77, 85, 92, 95, 97, 104ff., 111, 114f., 132, 155f.

Athanasius, 182n35, 210 Auschwitz, 12 Badiou, Alain, 163n30 Balthasar, Hans Urs von, 146 Barth, Karl, 48, 69, 82, 146, 184 Barthelme, Donald, 91 Begivenhed, 19, 56, 92, 95f., 119-130, 160, 163n30, 170, 186, 201-214 Beherskelse/beherskelsestrang, 37, 53, 56, 69, 160 Bergson, Henri, 55 Bjerg, Svend, 84 Bloch, Ernst, 103f.

Blumenberg, Hans, 202n43

Bonhoeffer, Dietrich, 75f., 103, 132134, 145, 146, 151f., 158, 171f., 211 Breivik, Anders, 9ff., 159n29 Bruce den almægtige, 135n23 Brunner, Peter, 185 Bultmann, Rudolf, 58, 76 Camus, Albert, 64 Caputo, John. D., 39, 45, 56, 65, 77, 85, 146, 158-163, 166, 167f., 170, 175 Chesterton, G.K., 81, 105, 113, 132ff.

Christiansen, Lars, 23 Comte, Auguste, 37 Condorcet, Marquis de, 37 Crockett, Clayton, 77 Cupitt, Don, 78 Cusanus, Nicolaus, 35 Dalferth, Ingolf, 146 Dawkins, Richard, 60 Dekonstruktion/dekonstruktiv, 40, 45, 86, 160f., 175, 198 Deleuze, Gilles, 55, 75 Dembski, William A., 72 ”Den Anden”/”det Andet”, 46-50, 69, 72, 86f., 130, 160, 193ff., 203f.

Derrida, Jacques, 40, 51n13, 70, 73, 75, 77, 160 Descartes, René, 37, 55 Deus pro nobis, 185 Doketisme, 120, 124 Dostojevskij, Fjodor, 111 Eagleton, Terry, 45f.

Eckhart, Meister, 54 Efter-metafysisk/postmetafysisk, 22, 33, 50ff., 80, 84f., 92, 94-101, 138, 196

225

PERSON- OG EMNEREGISTER

Ekskarnation, 161, 190 Eskatologi/eskatologisk, 58, 197, 198, 209, 212ff.

Evangeliet/evangelierne, 19, 21f., 76, 114, 119f., 143, 157, 164f., 178, 188f., 193f., 200 Fader, Gud, 27, 109-113, 118-123, 126, 139, 182f., 193, 202n43, 204214 Fichte, J.G., 41 Folkereligiøsitet/naturlig religiøsitet, 12-16, 18, 135n23, 152f., 159, 210 Fornyelse, Guds, 201-209 Forsoning/forsoningslære, 112-114, 126, 208, 213 Fraværsmetafysik, 42 Frei, Hans, 83 Frelse, 110, 112, 123-126, 132f., 165, 180, 186 Freud, Sigmund, 94 Freudianisme, 13, 59f.

Frihed, 110f., 130, 140, 189, 213n45 Gadamer, Hans-Georg, 80 Gogarten, Friedrich, 58 Green, Garrett, 73f.

Gregersen, Niels Henrik, 7, 202n43 Grønkjær, Niels, 22, 51, 80, 85, 99f., 107n18, 118, 120-122, 137, 140142, 146, 158, 201-206, 209 Gud er død-teologi, 76f., 82, 96f., 103, 142 Gudløs/gudløshed, 16-19, 92, 96, 102f., 105-107, 114, 126-129, 207 Gudsforladt/gudsforladthed, 14-21, 105f., 113-117, 125-130, 170f., 207211, 214 Gudstro, 14-17, 70f., 85, 93, 102-106, 114, 134 Hardt, Michael, 34-37 Harries, Karsten, 33

226

Harris, Sam, 60 Hart, David Bentley, 157 Hedning/hedensk, 17, 77, 96, 113, 131f., 145, 159, 172 Hegel, G.W.F., 37, 66, 80, 94n17, 108, 110, 118, 173f., 184, Heidegger, Martin, 51n13, 53, 54, 55, 64, 66f., 75, 80, 98f., 175 Hellenistisk teologi, 178-183 Helligånden (se også Ånden), 27, 109-111, 114-118, 139 Heraklit, 174, 179n33 Herlighedsteologi, 18-20, 93, 110, 152, 154 Hitchens, Christopher, 60 Hobbes, Thomas, 37 Immanens/immanent, 35, 37, 38, 54, 56, 75, 108, 139, 186, 212 Impassibilitet (se også Apati), 187f., 194 Individ, 123, 203-205 Inkarnation, 26, 94, 108-120, 136144, 160f., 171f., 181-185, 193, 198f., 201-213 Irenæus, 112 Ironi/ironisk tænkning, 38-46, 49, 86 Islam/islamisk, 12 Jenson, Robert W., 26, 99f., 123, 177179, 183f., 192, 196f., 202, 205f., 207n44, 209, 212f.

Johnson, Philip, 72 Jonas, Hans, 146 Jüngel, Eberhard, 94n17, 100f., 116, 117n21, 125, 146, 183n36 Jødedom/jødisk, 11, 58, 67, 70, 77, 103, 108, 160, 164 Kant, Immanuel, 31, 37 Karlsen, Mads Peter, 7, 107n19 Kearney, Richard, 48, 70, 81, 85, 159n29, 197-201, 213

PERSON- OG EMNEREGISTER

Kemp, Peter, 83f., 171 Kenosis (se også Selvsvækkelse), 138ff., 144, 184 Kierkegaard, Søren, 48, 54, 69, 80 Kirken, 209-214 Koranen, 145, 150 Korsteologi, 9, 11, 14-20, 115, 117ff., 129, 160, 190, 212 Korsfæstede Gud, den, 17, 19, 21, 94, 110, 157 Kreationisme, 71-73 Kristen ateisme, 14, 102-108, 111ff.

Kuhn, Thomas S., 73 Kærlighed, 27, 75, 93, 109ff., 127130, 139ff., 154, 156ff., 164, 166, 189, 193-195, 198-201, 203ff.

Lacan, Jacques, 110 Leibniz, G.W., 37 Lidelse, 11f., 110, 117, 123-124, 126, 132-134, 145, 152-157, 158ff., 165, 168-169, 181f., 189-195, 203 Loock, Reinhard, 41 Luther, Martin, 16-19, 74, 121, 154, 212 Lyotard, Jean-François, 67 Løgstrup, K.E., 102 Marion, Jean-Luc, 52, 86, 167n31, 169 Marx, Karl, 94 Marxisme, 13, 59, 60, 62, 63 Messianisme, 160-161 Metafortælling, 67-68 Metafysik, 15, 36, 45f., 50-56, 65, 73, 75, 76, 83f., 92, 97-102, 115f., 134, 137ff., 148, 175f., 180, 189, 194, 196, 197 Metafysikkritik, 14, 75, 176, 181 Miles, Jack, 57f.

Mirandola, Pico della, 35 Modalisme, 118-120, 141

Modernitetskritik, 33, 37 Moltmann, Jürgen, 18n4, 121f., 124f., 127, 128, 129f., 146, 152, 189f., 193f., 207, 211 Monisme, 54 Monoteisme, 69, 129, 145, 151, 179 More, Thomas, 35 Myte, 65, 75, 76, 82, 83, 95, 179 Mytologi, 12, 76, 92, 158 Narrativ teologi, 82-84, 212 Naturalisme, 55 Naturkatastrofer, 143, 145, 152, 157ff.

Negri, Antonio, 34-37 Nietzsche, Friedrich, 35, 54, 55, 63, 75, 76, 80, 94-99, 101, 117, 159n29 Nihilisme, 49, 64-65, 139ff.

Nikænske trosbekendelse, den, 182184 Novalis, 41 Nyspiritualitet, 12ff., 96 Ockham, William af, 35 Ondskab, 9ff., 144ff.

Onto-teologi, 66-68, 98 Opstandelse, 114, 116, 119, 123-125, 142, 170-171, 192, 205, 217 Origenes, 112 Ortodoks/ortodoksi, 23, 27, 165, 183 Otto, Rudolf, 102 Overnaturlig, 11, 13, 15, 19f., 35, 54f., 72, 76, 85, 102ff., 149, 159, 171, 210 Pannenberg, Wolfhart, 102 Paradoksteologi, 181 Parminedes, 179n33 Paulus, 16-17, 19f., 98f., 124, 127, 138,160, 208, 211 Pennock, Robert T., 73 Personificering, 148ff.

Perspektivisme, 68f., 73

227

PERSON- OG EMNEREGISTER

Platon/platonisme, 31, 45, 55, 98, 100 Politisk korrekthed, 46, 48, 86 Polyteisme, 96, 151 Positivisme, 13, 59 Pseudo-Dionysios, 54 Radical Orthodoxy, 73f.

Rahner, Karl, 186 Relativisme, 49, 68 Religion, 12, 14, 31, 57ff., 62, 75, 77ff., 97, 103f., 132ff., 164f., 177186 Religionens genkomst, 12, 57-64, 70 Religionskritik, 13-14, 17, 19, 58, 59, 63, 75, 102f., 128-130, 134, 149 Religionsløs kristendom, 14, 57, 7576, 103 Retfærdiggørelse, 16-19, 127, 144n25 Ricoeur, Paul, 80 Rorty, Richard, 42f.

Rousseau, Jean-Jacques, 37 Sartre, Jean-Paul, 42 Schanz, Hans-Jørgen, 59, 61 Schlegel, Fr., 41, 43 Scotus, Duns, 135n23 Sekularisering, 14, 58-61, 72, 102f., 136, 139, 210 Sekulariseringsteologi, 14, 75, 77, 103f., 106 Selvhengivelse, 128, 130, 140f., 144, 193f., 204-206, 209, 211f., 214 Selvsvækkelse (se også Kenosis), 134, 139-144, 154, 211 Skabelsesteologi, 12, 146n26 Skjulthed, Guds, 145, 154f., 156 Sløk, Johannes, 18n3, 51n13, 67n15, 84, 135n23, 212 Spinoza, Baruch, 35, 54 Spong, John Shelby, 78 Spottekrucifiks, 131ff.

Subjekt, 36, 203-207

228

Sublime, det, 56, 108, 126, 164 Subtil/Guds subtile magt, 158, 163172, 199, 214 Svage tænkning, den, 136-138 Svag magt, 134, 157-159, 161-163 Svenungsson, Jayne, 86 Svækkelse, 106, 118, 134, 136ff., 151ff., 162, 203f., 207, 210, 211, 214 Svækkelsens magt, 142-143, 158, 207 Synd/synder, 9, 10, 112, 127, 132f., 159, 167-170, 213f.

Sölle, Dorothee, 104f.

Søn, Gud, 27, 109, 111, 119-130, 138, 192-193, 204, 206, 208, 212 Taylor, Charles, 15 Taylor, Mark C., 40f., 45n9, 70, 77, 85, 107n18 Teisme, 22, 70, 85, 99, 107n18, 129, 159n29 Thales, 179n33 Tilgivelse, 165, 166-172, 199, 206, 213, 214 Tillich, Paul, 76, 102 Transcendens, 21, 35f., 48, 54, 56, 69, 109, 164, 180, 211 Treenig/treenighedslære, 16, 27, 100, 109, 118-123, 165, 184, 186, 192, 204-209, 212, 214 Trinitarisk, 27, 100, 109, 118f., 121f., 141, 190ff., 204ff.

Teologi for de korsfæstede, 14-21 Uforanderlighed/Guds uforanderlighed, 21, 116, 146n27, 173, 175-189 Ugudelig, 10, 17, 127 Vanhoozer, Kevin J., 79-80 Vattimo, Gianni, 51n13, 53, 62f., 65n14, 70f., 80, 85, 86, 107n18, 118, 136-143, 144, 145, 146, 158, 161f.

PERSON- OG EMNEREGISTER

Vitalisme, 55 Ward, Graham, 74f.

Ward, Keith, 34 Weber, Max, 94 Westphal, Merold, 65-69, 80 Wildman, Wesley J., 48n10 Wittgenstein, Ludwig, 73 Wolf, Jakob, 10, 146-157, 164 Žižek, Slavoj, 107-115, 117-119, 120, 123, 126, 139, 141, 161, 164 Åbenbaringsteologi, 82 Ånden (se også Helligånden), 119f., 121, 123, 189, 204, 206ff.,212-213

229

I De gudsforladtes Gud tager Lars Sandbeck kritisk stilling til teologien i det postmoderne og udvik­ler i den forbindelse sit eget bud på, hvordan vi i dag kan tale om Gud. Sammen med postmodernisterne afviser han forestillingen om den almægtige Gud og hævder i stedet, at kristendommens Gud må forstås i lyset af Kristi råb på korset: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” ’De gudsforladte’ betegner den store gruppe af moderne kristne, som ønsker at tale om og tro på Gud, men som samtidig føler sig fremmedgjorte overfor metafysiske og overnaturlige konceptioner af det guddommelige. Med guden på korset har disse tvivlere imidlertid en alli­e­ret: en Gud, som mister troen på sig selv, som tvivler på sig selv, og som gør sig en er­faring af, hvad det vil sige at være forladt af Gud. Denne Gud kræver ikke religiøs tilbedelse eller fromhed, men retfærdiggør i stedet mennesket i dets ikke-tro og gudløshed. Lars Sandbeck hævder da, at denne udlægning af korset peger i retning af en kristen ateisme, en ateisme, som paradoksalt nok er sanktioneret af Gud selv.

Bogen indeholder en grundig analyse af postmodernismen og dens teologi. Den diskuterer og vurderer en stribe prominente postmoderne teologers og religionsfilosoffers måde at tale om Gud på, og den forsø­ ger derigennem at nå frem til en samtidsrelevant kristen gudstale, en kristendom efter postmodernismen. Endelig indeholder bogen også kri­ tis­ke diskussioner af de aktuelle, debatskabende bøger Den nye Gud og Jobs tårer af henholdsvis Niels Grønkjær og Jakob Wolf.

1545-RPC-de-gudsforladte-DONE3.indd 1

Lars Sandbeck De gudsforladtes Gud

Postmoderne teologer har udsat gudstanken for en lang række innovative og stærkt revisionistiske fortolkninger. Således er traditionelle opfattelser af Gud som den almægtige, alvidende, evige og uforanderlige skaber og opretholder af alt blevet afvist og erstattet af ideer om, at Gud er svag, foranderlig og ligefrem død.

Lars Sandbeck (f. 1974)

De guds for ladtes Gud Lars Sandbeck

er cand.theol. og ph.d. fra Københavns Universitet og anmelder ved Politiken.

Han har tidligere udgivet blandt andet Fantasiens Gud, Anis 2006 Mig og evigheden. Johannes Sløks religionsfilosofi (red.), Anis 2007 Religionskritik efter Guds død (red. sammen med Mads Peter Karlsen), Anis 2009 Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister (sammen med Lars Christiansen), Informations Forlag 2009.

Kristendom efter postmodernismen

05/09/12 09.33