Demokrati har brug for religion

Hartmut Rosa

Demokrati har brug for religion

Om et ejendommeligt resonansforhold

Baseret på et foredrag ved stiftsreceptionen i Würzburg i 2022

Med et forord af Gregor Gysi

Oversættelse: Sanne Thøisen

Eksistensen

København 2023

Demokrati har brug for religion

Om et ejendommeligt resonansforhold

Hartmut Rosa

© Forfatteren og Eksistensen 2023

Oversættelse: Sanne Thøisen

Orignal titel: Demokratie braucht Religion by Hartmut Rosa

Mit einem Vorwort von Gregor Gysi

© 2022 by Kösel-Verlag, a division of Penguin Random House Verlagsgruppe GmbH, München, Germany

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-0969-8

Omslag: Eksistensen

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK-1820 Frederiksberg C

tlf. 3324 9250

www.eksistensen.dk

Forord af Gregor Gysi

side 7

Demokrati har brug for religion

side 17

Oversætterens efterord

side 73

FORORD AF GREGOR GYSI

Hartmut Rosa har fremlagt en bog, hvor han tager fat på og behandler et af det modernes centrale temaer. Jeg vil ikke foregribe og bedømme, hvad der kan læses i bogen, det må overlades til læseren selv. Jeg vil hellere udtale mig om, hvad andre forfattere har at sige til temaet “Gud”, religion osv.

Det er ikke svært at se, at Hartmut Rosa med begrebet “resonans” sigter til praksisformer, som man ville kunne betegne som “vellykket praksis”. Her er der kommunikation, fællesskab og samarbejde. Mange mennesker vil

allerede have erfaret, hvad det vil sige, at interagere med andre på en måde der lykkes og hvilken dyb befrielse, det kan være. Men det egentlige problem er, at vi langt oftere oplever det modsatte. Og det er der etableret et begreb for, fremmedgørelse.

Når man betragter de forskellige teorier om fremmedgørelse nøjere, vil man kunne konstatere, at der altid er en forbindelse til religion, skønt fremmedgørelse egentlig ikke er et religiøst tema. Der er nogle filosoffer, som hver på deres specielle måde har bearbejdet temaet fremmedgørelse, Hegel, Feuerbach, Marx og Benjamin. Georg Wilhelm Friedrich Hegel har taget fremmedgørelsesproblemet op på en ironisk vis, idet han gør opmærksom på det teologiske teodicé-problem. Det handler om at retfærdiggøre Gud på trods af et så tilsyneladende ufuldkomment skaberværk. På samme måde anser Hegel det også for retsfilosofiens opgave

at gøre os bevidste om, hvordan det fornuftige i staten stillet over for de samfundsmæssige modsætninger alligevel kommer til udtryk.

Staten bringer netop friheden i stand, for det er først dens institutioner, der overhovedet muliggør refleksionen over den samfundsmæssige helhed og kritikken af den. Selvom valget af begrebet teodicé måske virker noget ironisk, så tilskriver Hegel både kunsten og religionen en særlig værdi. Ikke alle mennesker er filosoffer, men vi har alle et forhold til kunst og religion og får således muligheder for en fælles praksis.

Ludwig Feuerbach koncentrerer sig om religionen og et specielt fremmedgørelsesproblem i religionen. Med ideen om Gud skulle mennesker gensidigt kunne anerkende hinanden som medlemmer af ét og samme samfund, den menneskelige art. Men denne fremmedgørelse – adskillelsen af artsvæsenet fra det reale menneske – ville kun kunne overvindes ved, at gudsidéen sekulariseres.

Karl Marx går et skridt videre. Han spørger

hvorfor mennesker egentlig afspalter sig fra sig

selv som “artsvæsen” og adskilt fra hinanden repræsenterer enten staten eller Gud. Et eller andet i det virkelige livs konkrete tilstand forhindrer menneskers henvisthed til hinanden som “artsvæsener”. Det reale arbejde er fordrejet og bringer behovet for et mere fornuftigt arbejde i en ikke-fremmedgjort skikkelse til udtryk.

Walter Benjamin finder på anden vis motiver fra den religiøse tænkning i sekulariseret form vigtige for at kunne gennemtænke ideen om et frit samfund. Hans “historiefilosofiske teser” leverer billedet af en menneskehedens historie, der bliver skrevet af undertrykkere, sejrherrer og de herskende, og ikke af de undertrykte. “Historiens engel” vil genoprette “ruinerne”, ofrene for vold og undertrykkelse i håbet om et paradis, en forløsning. Men som fordrevet fra paradiset, er det man virkelig ser historien som en historie om magt. Med til opgaven om en virkelig befrielse hører også en anden historie. Men denne anden historie er en slags opstandelse. Dem som ikke forekommer i de

herskendes historie, må altså komme til orde. Først sådan kan et samfund, der er forsonet med sig selv, tænkes.

Hvordan det nu elles forholder sig, så har tænkningen over en fornuftig praksis en “hemmelig” forbindelse til religion.

Som en, der ikke tror på Gud, er det vigtigt for mig, at det befriende indhold i de religiøse ideer ikke går tabt, selvom disse måske først bliver synlige i religionskritikken. Skønt demokratiet altid har en kerne af formal procedure, så vantrives det, hvis det udelukkende bliver forstået som en samling procedurer til legitimation af magt. I sidste ende drejer det sig altid om spørgsmålet, i hvilket slags samfund vi gerne vil leve. Et samfund, der fjerner sig alt for langt fra idéen om et fællesskab af frie og lige mennesker, hvor det handler om den fornuftige samtale om det fælles gode, fremmedgør demokratiet fra dets emancipatoriske idé.

Hvis man vil ændre noget på det, hvis man vil et mere retfærdigt land, der plejer human omgang med alle, som også lever her, så må man have viljen, kraften og modet til at lægge sig ud med de mægtige. For de har som regel mainstream på deres side.

Og for tiden er det netop kun religionerne, der er i stand til at præge samfundet alment forpligtende med moral-og værdiforestillinger. Venstrefløjen som samfundsmæssig kraft har længe forsømt det krav – på grund af den måde som den realt eksisterende socialisme blev organiseret og led skibbrud på – selvom den rent indholdsmæssigt havde gode tilbud. Men det skaber ingen almen forpligtelse. De konservative underordner i hvert fald tendentielt værdiforestillinger under den kapitalistiske økonomi. Men markedet kan ikke frembringe moral- og værdiforestillinger.

Nu får jeg ofte at vide, at alt jo sandelig ikke er i orden i kirkerne, og at milliardtunge bispe-

dømmer ikke ubetinget er højborge for social retfærdighed. Men man kan ikke komme uden om, at rigtig mange mennesker i kirkerne i den bedste mening gør moral- og værdiforestillinger – såsom agtelse for menneskeværd, solidaritet og barmhjertighed – til fælles goder med deres daglige liv og formidling, hvorved der i det mindste delvist bliver kompenseret for fremmedgørelsestendenserne i det reale samfund.

At den herskende politik desværre alt for ofte forlader sig på, at andre fylder de huller, som politikkerne har revet i vores sociale netværk, gør de manges sociale engagement – hvad enten det nu finder sted ud fra en kirkelig, en humanistisk, en venstreorienteret, eller en konservativ baggrund eller på grund af tanken om godt naboskab – endnu vigtigere, og er desuden en opfordring til os alle om at sørge for, at både den førte politik og vores samfund ændrer sig sådan, at fremmedgørelse ikke længere er dets dominerende kendetegn.

DEMOKRATI HAR BRUG FOR RELIGION

Mine ærede damer og herrer. Først vil jeg gerne takke hjerteligt for indbydelsen her til bispedømmets reception. Det er virkelig et hjerteanliggende for mig at indgå i dialog med mennesker af alle slags, for min erfaring viser, at dialog kan være rigtig frugtbar. I særdeleshed også for min egen teoriudvikling – den lever af det, og jeg har faktisk ofte erfaret, at meget af det, jeg som sociolog møjsommeligt stykker sammen, allerede bliver tænkt og forbilledligt

praktiseret i kirkelige sammenhænge. Des mere glæder det mig derfor ved denne lejlighed at

kunne diskutere med jer og komme i samtale med jer. Hjerteligt tak ikke kun for de venlige ord til introduktion, men også for den vidunderlige musik. Når man tænker over resonans, så kan man jo næsten ikke finde noget bedre eksempel end et fløjte- eller blæserensemble, simpelthen fordi resonans der bliver direkte mærkbar.

Måden hvorpå musikken her bliver frembragt, sætter tingene i svingninger. Åndedrættet, træder som en luftning på en måde i resonans med dem, som spiller et instrument, men også med hinanden, med rummet og med os som lytter. Det passer godt til – og det må jeg direkte ønske Dem tillykke med – at årets bibelcitat er: Giv mig et lydhørt hjerte! (1 Kong 3,9). Jeg tror, det er den centrale idé i min resonansbog, som går ud på, at det netop er resonans, vi som enkeltpersoner og som samfund behøver for at

få et liv, der lykkes både for den enkelte og for fællesskabet.

Men dermed bliver det også klart, at hjertet måske ikke er lydhørt. Og når hjertet ikke lytter, skyldes det ikke ubetinget kun den enkelte. For at vi skal kunne lade os hensætte i resonans med musikken her, må der være passende betingelser. Med hensyn til musikken i dag betyder det for det første, at fløjterne og de andre blæseinstrumenter skal være i resonans med hinanden. Hvis de ikke er stemte, bliver det i udgangspunktet svært. Ikke umuligt, men sværere. Også de rumlige og kontekstens betingelser skal stemme, og de sociale betingelser. Hvis vi er i dårligt humør, hvis man som lyttende har en aggressiv holdning eller er i dårlig stemning, så kan selv den skønneste musik netop derfor ikke nå en.

For så vidt kan man se, at resonanserfaringer er rige på forudsætninger, ikke kun i forhold til musik, men også i samfundet kræver de forudsætninger. Og det gør de især i et samfund, som jeg forsøger at beskrive med begrebet ra-