Ole Hartling
Den 8. dødssynd Eksistensen
Ole Hartling Den 8. dødssynd I serien Kristendommen ifølge ... Isbn 978 87 410 0700 7 © Ole Hartling & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2020 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Heiner Lützen Ank Tryk: Latgales druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C ( 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold 7 Indledning 21 Objekt for foretagsomhed 33 Tortur – det ultimative magtmiddel 45 Menneskets magt og afmagt 55 Det sorgfulde liv 67 Verden ligger i det onde 77 Autonomi eller automani 87 Paternalisme og autonomi 95 Menneskelig vÌrdighed 103 Hjernesprog og hjertesprog
Til Marianne
Indledning
Lige så rigtigt og godt det er at blive værdsat, lige så forkert og skidt er det at blive værdisat
De syv dødssynder, også kaldet hovedsynder, blev anset for at være ophav til alle andre synder. Dødssyndernes latinske betegnelser er samlet i akronymet SALIGIA, som står for: Superbia (hovmod), Avaritia (griskhed), Luxuria (utugt), Invidia (misundelse), Gula (fråseri), Ira (vrede) og Acedia (dovenskab). I vore dage har en ændret holdning og omskrivninger af begreberne imidlertid taget luften ud af dødssynderne. Hovmod er for eksempel nærmest selvværd og stolthed. Griskhed er flid og profitmaksimering. Utugt er selvrealisering. Misundelse er benchmarking. Vrede bør ikke fortrænges; den er en dynamo for selvudfoldelse. Teologen Jan Lindhardt skrev i sin bog Ned fra soklen (1998): “Synden har forladt verden. Dispositionerne er der godt nok stadig, men de er blevet til psykologiske fænomener, 7
hvorved de har mistet deres syndefuldhed. Psykologiske fakta kan ikke være onde.” Hvis man i dag alligevel kunne føje endnu en dødssynd til de syv, vi kender, skulle nummer 8 være tingsliggørelse af andre mennesker, for det er et brud med en gylden etisk regel, måske den mest gyldne der findes. Filosoffen Immanuel Kant formulerede den: “Handl således, at du altid tillige bruger menneskeheden såvel i din egen som i enhver andens person, altid tillige som formål, aldrig blot som middel.” På mere mundret dansk kunne man sige: Dit medmenneske skal være et mål i sig selv – ikke kun et middel for dig. På latin hedder tingsliggørelse Reificatio, og SALIGIA bliver så SALIGIAR. Hovmodet eller overmodet blev allerede ved dødssyndernes oprindelige fastlæggelse i 1200tallet betragtet som roden til de andre, og jeg vil da uden tøven også henregne tingsliggørelse til hovmodet. Tingsliggørelse følger nemlig af den hovmodige tanke, at mennesket har magt over liv og død. For hvis vi gør mennesker til ting, bilder vi os ind, at de kan håndteres af os. Men med tingsliggørelsen ser vi ikke mennesket. Det er brutalt at betragte medmennesker som ting, 8
derfor medfører en håndterbarhedsideologi et brutaliseret menneskesyn. Få har beskrevet det med større vægt end filosoffen Martin Buber. Hans hovedværk hedder Jeg og Du (Ich und Du, 1923). Tingsliggørelse kan parallelt udtrykkes med Jeg og Det. Bogen har aforistiske og meningsladede sætninger. Selv om den ikke er lang, er den ganske tung at læse – men undervejs bliver man let om hjertet. Du og jeg eller Jeg og du? Om du eller jeg står først er velsagtens uden betydning, eller …? I min skoletid lærte jeg, at man ikke må nævne sig selv først eller for eksempel indlede breve med jeg. Jeget bør holde sig beskedent tilbage, men Bubers bogtitel følger ikke etiketten. Den tager udgangspunkt i jegets relation til medmennesket på samme måde som bibelordet om at elske sin næste som sig selv. Buber kalder ordparret Jeg-Du for et grundord. Og grundord er ikke ting, men forhold. Jeg’et kan ikke stå alene; hvis det skal være et grundord, så må du’et med. Men der er som sagt endnu et grundord, Jeg-Det. Buber siger: “Følgelig er også menneskets Jeg tvefoldigt. Thi Jeg i grundordet Jeg-Du er et andet end Jeg i grundordet Jeg-Det. […] Grundordet Jeg-Du kan kun udsiges med 9
ens hele væsen. Grundordet Jeg-Det kan aldrig udsiges med ens hele væsen.” Martin Buber siger, at man bliver til menneske i mødet med Du’et. “Du’et møder mig af nåde – ved at søge finder man det ikke. […] Men jeg træder ind i det umiddelbare forhold til det. Således er forholdet på een gang at udvælges og at udvælge, passivitet og aktivitet i et. […] Ved Du’et bliver Jeg til. Idet Jeg bliver til siger jeg Du. Alt virkeligt liv er møde.” Martin Buber er en stor forkynder og skildrer af mødet. Han siger: “Mellem Jeg og Du står ingen hensigt, intet begær og ingen begæring, og selv længslen forvandler sig, når den fra drømmen styrter sig ud i det åbenbare. Ethvert middel er en hindring. Kun hvor hvert middel er faldet hen, sker mødet.” Tingsliggørelse er både en forudsætning for og en følge af at have magt. Ting kan man få magt over på samme måde, som man kan styre en bil eller anvende en vaskemaskine med de og de knapper. Ønsket om magt over et andet menneske hænger således sammen med tingsliggørelse. Tingsliggørelse indikerer håndterbarhed. Derfor håndterer vi mennesker. Vi håndterer handicappede. Vi håndterer udlændinge. Vi 10