Lotte Lyngby
Den mor jeg var
Eksistensen
Den mor jeg var af Lotte Lyngby © Forfatteren og Eksistensen, 2017 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-410-0334-4 Omslag og sats: Claus Nielsen Omslagsbillede: Martin Bigum: “Moderen”, olie på kanvas med harelim, 170 x 170 cm, 2016 Tryk: TopTryk Eksistensen Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk
“Noget vil blive fortiet, men det var penneførerens privilegium at kunne redigere historien og beskrive sandheden med sine egne ord” Bjarne Reuter i “Englene i Avignon”, kapitel XL
Drengen og pigen og mig
Jeg har været mor i 24 år, og alligevel ved jeg ikke, hvordan man er det. Hver gang jeg åbner min computer, ser jeg et baggrundsbillede af en dreng og en pige så små, at de kan sidde ved siden af hinanden i en barnevogn. Billedet er taget en sommerdag for mere end to årtier siden, og når jeg ser det, kan jeg flygtigt erindre duften af drengen og følelsen af pigen, og jeg kan mærke den lette tyngde af dem, når jeg løftede dem op. Hen over alle årene holdes fornem melsen fast. Drengen og pigen var to små liv, som var fuldt og helt afhængige af mig. Nu er den sidste af dem flyttet hjemmefra. Jeg sidder tilbage med tomme værelser og en stor lettelse og et vældigt vemod. Der er stadig nye skridt at træde for en mor. Jeg ved ingen ting om, hvordan man er mor til børn med egne adresser og egne liv, men som stadig er små i stemmen, når de ringer og sukker, og noget er galt, og jeg endnu engang ikke aner mit levende råd om, hvad jeg skal stille op. At være mor er det bedste og det værste, der er hændt mig. Det begyndte engang, og det holder aldrig op. Det har fyldt mine 7
hænder med travle gerninger i årevis. Det er en lettelse nu omsider at få hænderne fri. At være mor har proppet mit hjerte med glæde og bekymring, så det var ved at sprænges. Hjertet sprænges stadig. Børnene er flyttet hjemmefra, og bekymringen er blevet tilbage. Den tog de ikke med sig. Jeg har to postkort med malerier af Maria, Jesu mor, hængende på væggen. De er malet af Luis de Morales, og malerierne hænger på Pradomuseet i Madrid. Det ene forestiller den unge mor med sit nøgne spædbarn i favnen. Maria ser ned på barnet med lys i sit ansigt. Hun har runde kinder, og huden er glat. Hendes læber ser ud til at dirre af kærlighed, af benovelse, af usikkerhed, af ydmyghed, af overvældelse. På det andet maleri sidder den samme Maria igen med sit barn i armene, men nu er barnet en granvoksen mand, og han er tydeligvis død. Maria ser også her ned på sin søn. Hendes ansigt er blevet magert og slidt. Der er sorte rande under øjnene. Lyset er forsvundet, skyggerne har taget over. Hendes læber dirrer stadig, men nu dirrer de af skrig, der presser sig på; af sorg, der vælder over; af afmagt uden lige. Jeg har ikke siddet med mit døde barn i favnen. Og alligevel ser jeg mig selv i Marias to ansigter. Også mine læber har dirret af kærlighed og benovelse og overvældelse. Også mine læber har dirret af bekymring og magtesløshed og skrig, der pressede sig på. Jeg har ikke været mor til børn, der døde. Ingen af mine to har haft kræft eller mistet et ben eller siddet i kørestol. De har ikke engang brækket armen. Alligevel har hjertet siddet mig i halsen de fleste dage, alligevel er jeg slidt af bekymring.
8
Den her bog er ikke en katastrofebog. Den handler om al mindelige hverdage, der blev, som de blev. Den handler om et helt almindeligt moderskab, som forvandlede mit unge ansigt til det ansigt, der nu er mit; et ansigt med både smilerynker og dybe bekymringsfurer. At være mor er ikke stilstand, at være mor er at være i bevægelse. Jeg vil fra det sted, hvor jeg nu står, se tilbage på den mor, jeg var. Jeg vil forsøge at gå vejen igen. Jeg vil være dér, hvor en mor bliver til, og jeg vil være dér, hvor det viste sig, hvad det var for en mor, jeg blev. Vejen tilbage er lukket land. Intet af det, som var, kan gøres om. Jeg kan kigge tilbage og se. Den mor, jeg er, er skabt af den mor, jeg blev. Drengen og pigen vil kunne fortælle en anden historie. Deres far en helt tredje. Menneskene omkring os en fjerde og en femte. Den historie, som her skal fortælles, er min. Jeg er mor i en række af mødre. Jeg er ikke alene om at have hjertet fuldt af glæde og bekymring. Jeg skriver denne bog i et forsøg på med åbne øjne at se, hvad det var for en mor, jeg var. Jeg tyr til rækken af mødre, og jeg ser på, hvad de gjorde, og hvad de var, og jeg vil læne mig op ad dem. Jeg kunne have valgt virkelig hedens mødre at sammenligne mig med, eller jeg kunne have vendt blikket mod mødre i litteratur og i film og i kunst. Jeg vælger i stedet at spejle den mor, jeg var, i mødrene i den bog, som jeg qua mit arbejde som præst har arbejdet mest med. Jeg tyr til Bibelens mødre. De fødte børn, som jeg gjorde det. De ammede, de tørrede næser, de trøstede tårer væk. Det er ikke meget, Bibelen fortæller om dem. Bibelen kunne godt være mere optaget af morlivet, end den er. Især i betragtning af, at alle har mødre. Det gælder profeter og konger og vor Herre selv. En mor er måske så selvfølgelig, at 9
ingen tager notits af hende. Men der er trods alt glimt af mødre i Bibelen. Jeg vil se på, hvad de små glimt af deres mødreliv fortæller mig om at være mor. Jeg håber, at drengen og pigen tilgiver mig, at de er med på siderne i den her bog. Bogen handler ikke om dem, men om mig og om mødre. Drengen og pigen er det dyrebareste, der nogen sinde er blevet lagt i mine hænder. Jeg forsøgte at passe på dem. Det lykkedes langt fra altid. De var gjort af et særligt stof, for mens jeg forsøgte at være mor, voksede de lige så stille op og blev til fine mennesker. De overlevede og overlever min bekymring. Den her bog er ikke til dem. De klarer sig fint uden. Den her bog er til mødre. Og allermest er bogen til den mor, som er mig. Lotte Lyngby, oktober 2017
10