Det er jo mennesker skĂŚbner fra fĂŚngslet
af Dorte Kvist i samarbejde med Carl & Ingeborg Lomholt
Eksistensen
Det vedholdende engagement forord af Kjeld Holm, Biskop emeritus
Blandt de største glæder, jeg oplevede i mine mere end 21 år som biskop, hører mødet med Ingeborg og Carl Lomholt hjemme. Og venskabet med dem! Jeg kendte Carl i forvejen, for som lærer på Pastoralseminariet i 80’erne havde jeg sammen med de studerende været på besøg i Horsens Statsfængsel. Vi så kirken, talte med Carl og en indsat. I kirken fik vi en levende fortælling om, hvad dette rum betød for de indsatte, men også som et udtryk for, at der var en anden verden udenfor ringmuren. En verden, hvor det ikke først og fremmest handlede om straf og udelukkelse, men om forsoning, tilgivelse og håb. En verden, som fangerne kun oplevede i glimt. Det var disse glimt, Carl formidlede og har gjort det i mange år, modigt og vedholdende, men det var han ikke alene om, for Ingeborg var ved hans side, lige så utrætteligt og engageret som han. Hendes formidlingsform var sangen og musikken, der netop også udtrykker, at verden er større, end den anes indenfor fængselsmuren. Hele dette liv har de nu i denne bog fortalt om. Jeg kendte nogle af dens beretninger i forvejen, nogle er nye, og dog genkender jeg dem alligevel, ikke deres indhold, men det vedholdende engagement, de er et udtryk for, den aldrig vigende optagethed af, hvordan fangerne havde det, det aldrig hvilende arbejde for at skabe mere rum for menneskelighed og omsorg end det, der ellers rådede i hverdagen i Horsens Statsfængsel. 5
Carl og Ingeborg fortæller om, at det var en kamp, det var ofte op ad bakke, og mange andre ville være blevet trætte og mismodige, men det blev de ikke. Glæden over det, de arbejdede med, og det meningsfulde i det, overskyggede tristheden. Og de nøjedes ikke med denne dag, de udviklede begge to deres arbejde, fandt nye veje, nye muligheder. Ingeborg skabte kor og indspillede endda en plade, så vi andre også blev inddraget i hendes arbejde, og Carl tænkte teologisk og samtidskritisk ved at mobilisere en anden forståelse af retfærdighed, ved at skrive en fremragende ph.d. afhandling om retsbegrebet i Det Gamle Testamente. Vi markerede det en lys aften i deres gæstfrie hjem ved en herlig middag i gode venners lag. Da vi kørte hjem, tænkte jeg på Grundtvigs ord om at tale med venner i lys. Venner, som ikke bare var os, men også alle dem i cellerne, der nu lå hen i mørke. Jeg kunne have undt mange at opleve Carl lyse den aronitiske velsignelse over sin menighed i Vestermark Kirke. Thi det var andet end et rituelt led, det var et intenst budskab om lys og liv og fred – også dér, hvor mørket dominerede.
6
Notabene
I
denne bog er der anvendt dæknavne for såvel nulevende som afdøde indsatte og løsladte fanger. Deres virkelige navne er undertegnede bekendt. Undtaget fra denne forholdsregel er kun to nu afdøde fanger, som – endnu mens de levede – er blevet offentligt kendt for deres enestående kunsthåndværk, og som begge er repræsenteret i Fængselsmuseets udstillinger i det gamle statsfængsel i Horsens. Den nævnte forholdsregel har vi truffet for at beskytte de pågældende personer og deres pårørende samt ofrene for deres kriminalitet. Desuden har vi generelt undladt at nævne det eller de kriminelle forhold, som de indsatte var dømt for – bortset fra de yderst få tilfælde, hvor det for sammenhængens skyld har været nødvendigt at berøre sådanne forhold; men også dér er det sket uden identifikation. Det er ikke kriminaliteten, men de dømte, bogen har i fokus. Det er dem, den handler om. En del af dem var vi sammen med i kirken om søndagen og mange flere i hverdagen rundt om i fængslet, i musiske og kulturelle fællesskaber – og ikke mindst i isolationens totale ensomhed. Vi har delt meget mere med dem, end vi nogensinde kan fortælle om – også meget, som vi ikke engang kan fortælle hinanden, fordi det er dækket af tavshedspligten.
Carl Lomholt og Ingeborg Lomholt
7
Horsens Statsfængsel. Foto © FÆNGSLET
Ingeborg og Carl Lomholt stod en vinteraften ved vinduet i deres køkken. Der var udsigt over hele det “sogn”, som de begge arbejdede i – han som præst, hun som organist og korleder. Det var mørkt, men projektører oplyste pladsen udenfor. De kunne se de snedækkede græsarealer, den gule ringmur 50 meter derfra med NATO-pigtråd over murkronen, der lå som en vogtende drage omkring det monstrøse bygningsværk, Statsfængslet i Horsens. Eller Slottet, som det blev kaldt. De havde haft en dag som så mange andre, hvor meget af tiden var brugt på samtaler med de indsatte, og nu var det fyraften. Men pludselig var der mennesker, hvor der plejede at være tomt. De så et reb blive kastet over ringmuren, og en mand, som de udmærket kendte, komme til syne allerøverst, bøje pigtrådens skarpe knive, springe ned, løbe hen til et ydre hegn, forcere det og forsvinde til den ene side. Snart efter kom vagterne, som satte i løb til den anden side. Carl og Ingeborg Lomholt sagde ikke noget til nogen. Ét var, at de havde fri og ikke havde pligt til at indberette noget til fængslet. Deres egentlige argument var tavshedspligten. Og eftersom den var en del af Carls arbejdsvilkår som præst, 9
underlagde Ingeborg sig den også. Fangerne skulle kunne stole på, at den gjaldt for dem begge. Altid. På spørgsmålet om, hvorvidt Carl Lomholt i den omtalte situation har lukket øjnene for, at den undvegne kunne være farlig uden for fængslet, svarer han, at det er en risiko, man må løbe. “Det kan man jo ikke vide, men i de fleste tilfælde vil fanger på springtur holde lav profil, for jo flere spor de lægger ud, desto hurtigere vil de blive anholdt. Og havde jeg i øvrigt meldt den fange til fængselspersonalet, havde jeg været færdig som fængselspræst. Det var blevet kendt blandt fangerne, at det var mig, der havde sladret, uanset hvor hemmeligt ledelsen og jeg havde prøvet at holde det, og så havde fangerne aldrig stolet på mig mere. Endelig er der den pointe, at det dengang ikke var kriminelt at undvige fra et fængsel. Det blev det først to år efter min pensionering. Jeg kan ikke forestille mig et sted, hvor præstens tavshedspligt er mere afgørende end i et fængsel, hvor en fanges generalieblad ligger tilgængeligt for enhver funktionær, og hvor fangen konstant overvåges, kontrolleres og visiteres og derfor uvægerligt kommer til at føle sig nærmest gennemsigtig. Min tavshedspligt har været så konsekvent, at ikke engang min kone og jeg har delt fortrolig viden om indsatte med hinanden. Det skulle ikke være sådan, at de kunne sige til Ingeborg: “Men det ved du vel fra Carl …” eller omvendt. Det var vigtigt for dem at vide, at vi tog det alvorligt begge to,” siger Carl Lomholt. Ingeborg Lomholt er enig. Heller ikke hun ville drømme om at melde en undvegen fange: “Vi bor her privat, og her var vi i vores gode ret til at forholde os passive.” Carl Lomholt har også været ude for, at en fange er stukket af fra ham, når han har været med på en ledsaget udgang, men når han fortæller om en sådan episode, griner han hjerteligt. Selv om han i situationen har følt sig svigtet, har han dybest 10
set fuld forståelse for fangens behov for at få ekstra tid med kæresten, for eksempel. “Og Danmark er jo sådan et lille land, så de bliver altid fundet igen. Her kan man ikke gemme sig længe.” Den holdning til fængslets indsatte fik hurtigt sin afsmitning på familien Lomholts yngre generation. En dag hørte Carl Lomholt en ordveksling mellem sin søn og en kammerat, der legede uden for det åbne vindue. ”Hvad skal vi gøre, hvis der kommer en røver over muren til os?” spurgte kammeraten. ”Så skal vi fortælle ham, hvor der er et godt sted at gemme sig”, lød svaret. Det er ikke flugtepisoder, der tynger den nu pensionerede fængselspræst. Det er derimod de skæbner, som gav op, og som han ikke formåede at hjælpe, da det kom til stykket. Det er værst at tænke på dem, som efter mange års afsoning ikke havde nogen eller noget at komme ud til, og som snart efter løsladelsen tog deres eget liv. Når Carl Lomholt fortæller om dem, er det tydeligt, at minderne om de ulykkelige liv er forblevet en integreret del af hans eget. At de har en varig plads i den nutid, som han stadig boltrer sig i med engagement, temperament og følsomhed. Mange af de indsatte blev Ingeborg og Carl Lomholts venner. Nogle har holdt jul hos dem og deres børn, udenlandske pårørende til indsatte har boet hos dem, når de kom for at besøge deres familiemedlem i fængslet. Ægteparret har været fangernes fortrolige over for et til tider ubarmhjertigt system i alle de år, de har arbejdet i fængselsvæsenet – han i 25, hun i 31 år.
I juni 1975 blev Carl Lomholt ansat som fængselspræst for de knap 200 indsatte i Statsfængslet i Horsens, og det var en ønskestilling. Han kunne og kan ikke komme i tanke om et mere meningsfuldt sted at være præst end blandt folk i fangenskab. Og selv om både han og Ingeborg var enige om at 11
sige farvel til Treenighedskirken i Esbjerg, hvor de havde haft syv gode år, var Ingeborg ikke begejstret. Den første gang, de kørte forbi fængslet, tænkte hun, at det var et skrækkeligt sted, de var kommet til, med mure og pigtråd lige uden for funktionærboligens vinduer. Men fælles for dem var, at den sociale dimension var et bærende element i deres menneskesyn. Han med baggrund i et præstehjem, hvor det hørte til dagligdagen, at mennesker i nød kom til familien og fik hjælp. Hun som barn og ung i et Tyskland præget af 2. Verdenskrig, hvor hendes familie måtte åbne hjemmet for flygtninge, og hvor man stod sammen for at komme ud af det morads af død, elendighed og sønderbombede byer, som krigen havde efterladt.
Det
for Carl Lomholt. Han erfarede allerede som ung, hvad der rører sig i u-kirkelige miljøer, der ikke er “forprædikede”, som han siger. Hans første stilling var som præst i et slumområde i Københavns indre by, men allerede i sin studietid i byen blev han engageret i Kristeligt Studenter Settlement i Saxogade, som udførte socialt arbejde på Vesterbro. “Det var dengang, Vesterbro havde slumkvarterer med både første, anden og tredje baggård, og jeg hjalp til som frivillig i blandt andet en af settlementets ungdomsklubber. Senere blev jeg frivillig i Himmelekspressen, som var et herberg, der adskilte sig fra alle andre herberger ved, at der aldrig blev lukket en dør for nogen, uanset hvor berusede folk var, når de kom. De skulle bare opføre sig rimeligt. Lavede de ballade, kunne man blive nødt til at afvise dem, men jeg kan dårligt huske, at det er sket. Himmelekspressen var etableret af en præst, der hed Stampe, som senere blev præst på Bornholm, og jeg arbejdede som nattevagt derude. Det lå i Sydhavnen og bestod af jernbanevogne, en personvogn og tre-fire godsvogne, der var kørt ud på et sidespor. Der var køjer med tæpper og gratis overnatning, og om morgenen fik gæsterne begyndte tidligt
12