Det tabte guld af Claus Grymer Š forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2019 Omslag og grafisk tilrettelÌggelse: Tina D. Laursen ISBN: 978-87-410-0557-7 Tryk: Toptryk Eksistensen Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk
Claus Grymer
Det tabte guld
Eksistensen
Jeg vinkede forsigtigt til Hanne, min guldbrud – om jeg så må sige – og hendes kæreste, forhenværende psykiater Sven Severinsen, da de drejede ind i det høje græs foran sommerhuset, ”Klitrosen”. Så måtte de selv finde ud af at dele min hilsen. Hanne smilede, som om det ikke var noget problem. Jeg ved ikke med Severinsen, der ligesom før i tiden mest lignede en stor, lidt forlegen dreng. Det meste af hans ansigt forsvandt bag den nedsænkede solskærm. Det var jeg taknemmelig for. Han formodentlig også. Hanne virkede stadig glad, da hun stod ud af bilen. Hun omfavnede mig. Ligefrem, tror jeg nok, med hjertelighed – jo, med hjertelighed, og jeg var sikker på, at den var ægte. Det med knus var ellers ikke en hilseform, vi havde brugt i de mange år, vi var gift. Men en særlig dag kræver noget særligt. På en måde havde vi jo guldbryllup. Hanne ringede en dag i den anledning og spurgte på sin sædvanlige frejdige måde, om vi da ikke i det mindste burde markere dagen – det ville nok være lidt for meget ligefrem at fejre den, som hun tilføjede. Oprindeligt havde hun vel ligesom jeg regnet med, at dagen skulle forbigås i tavshed. Man skilter jo ikke med nederlag. Omslaget hos hende kom tilsyneladende efter en kronik, som jeg havde haft i Folkebladet. Den handlede om forskellige overvejelser, som det guldbryllup, Hanne og jeg ikke var nået frem 5
til, havde udløst hos mig. Hvad var det, der gik galt? Havde vi – oversat til ”man” – talt for lidt om det, der betød noget? Den slags. Jeg holdt mine betragtninger i det generelle, men vedgik at de beroede på egne erfaringer. Jeg håbede, at Hanne ville opfatte kronikken som en slags undskyldning. Så fik hun måske endelig lidt udbytte af den skrivetrang hos mig, der havde ødelagt så meget. Herunder vort ægteskab. Hun vinkede til Sven Severinsen, da denne straks efter ankomsten lettere hektisk ville af sted igen. Det voldte ham imidlertid en del besvær at manøvrere tilbage på vejen, bakkede og kørte frem, bakkede og kørte frem, små ubeslutsomme nøk tilsat rigelig brug af speeder, mens lugten fra udstødningen tog initiativet fra havluften. Han lignede en mand, der flygtede – uden rigtigt at kunne realisere forehavendet. Men det var nu egentlig ikke, fordi han behøvede at flygte. Aftalen – som Hanne havde hævdet, at han var indforstået med – var, at han skulle tage væk, mens hun og jeg passede det guldbryllup, vi ikke havde. Hvordan vi så end ville bære os ad. Det havde jeg ikke rigtigt styr på, men besluttede, at ingen os havde noget at miste. Heller ikke selvom arrangementet skulle blive pinligt, hvad jeg anså for en nærliggende risiko. Men så kunne vi jo bare skynde os væk fra hinanden og fortsætte den tilværelse, vi hver for sig var i gang med. Hvis vi altså var det. Jeg var ikke helt sikker for mit eget vedkommende. Også jeg vinkede til Sven Severinsen, om end mere diskret, som en rival vinker til en rival, eller en taber til en vinder, samtidig med at jeg prøvede at bevare et nogenlunde neutralt 6
ansigtsudtryk, indstillet som jeg trods alt var på at gøre, hvad jeg sådan cirka kunne, for at det forløb, som Hanne og jeg havde foran os, skulle blive – rimeligt. Faktisk glædede jeg mig ikke så helt lidt – måtte jeg tøvende indrømme, selvom en sådan letsindighed egentlig var mig imod. Utryg var og blev jeg under alle omstændigheder ved med at være. Hvad var det dog for noget, jeg havde indladt mig på? Men når nu Hanne så gerne ville … og selv om jeg så nogenlunde havde indvilget … var det hende, der måtte tage ansvaret for udfaldet … Nå, men var vi ikke blevet for gamle til at være selvhøjtidelige eller ømskindede, hvordan så end det gik? Jeg håbede det. Ombølget af dunsten fra udstødningen råbte jeg advarende, idet jeg med et kluntet og uden tvivl også latterligt udseende gammelmandsløb – jeg følte det hele tiden, som om jeg var ved at snuble forover – bevægede mig hen mod bilen for at hindre, at Severinsen fumlede sig ind i det kaos af hybenroser, som jeg uanset gentagne forsætter aldrig havde fået taget mig sammen til at fjerne, endsige blot at holde nede. Bag buskene, næsten skjult, var der en lumsk grøft, som muligvis var fyldt med vand. Dette var strengt taget kun mit problem i det omfang, den eventuelt ville forsinke Severinsens afgang. Jeg mærkede en vis skadefryd snige sig ind på mig, da Severinsen nærmede sig grøften. Og jeg vil ikke påstå, at jeg prøvede at bekæmpe den. Men jeg gjorde på den anden side heller ikke noget for, at den skulle udvikle sig yderligere. I øvrigt mente jeg, at jeg havde ret til at være ligeglad med, hvad jeg følte eller ikke følte. 7
Hanne og jeg stod ved siden af hinanden – ja, som om det stadig var os, der dannede par – og så efter Sven Severinsen, da han kørte hen ad stien, drejede og forsvandt. Hvad nu?
8