Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør
H ans A nker J ørgensen
Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør Sentimentale viser, salmer, digte og tanker 70 år efter Auschwitz, Befrielsen og Hiroshima
U n i tas F or l ag
Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør – Hans Anker Jørgensen © 2015 Unitas Forlag og forfatteren Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Billederne på omslaget – Jørgen Albrechtesens ‘Udsigt fra Vejrhøj’, Tingbjerg Kirkes dør, Allehelgens Kirkes alter, Vallekilde Kirkes alter, Tingbjerg Kirke og Joachim Skovgaards mosaik i Vallekilde Valgmenighedskirke – er fotograferet af Margit Bjældager i 2014. Unitas Forlag 2015, 1. udgave, 1. oplag Unitas Forlag Frederiksberg Alle 10 DK-1820 Frederiksberg C. unitas@unitasforlag.dk www.unitasforlag.dk ISBN: 978 87 7517 966 4 Tryk: Toptryk Grafisk
Til mine børn Anna, Mattias, Morten og Signe og deres mødre Karin og Merete
Indholdsfortegnelse Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6
– og om kirken som samlende kraft i lokalsamfundet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94
Kapitel 1:
Ti viser fra de grønne enges ø . . . . . . . . . . 13 &
Noget om Astrid Lindgren og kristendommens grundfortælling . . . . . . . 32 Kapitel 2:
Ti alvorlige festsalmer . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
Kapitel 5:
Du satte dig selv i de nederstes sted – Ti af de bedste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 &
Noget om ørneflugt, tjenersind, Nietzsche, Jakob Knudsen og Solenes sol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110
&
Noget om sang og musik, Martin Luthers systemkritik, lægeløftet og ansvarets mysterium . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 Kapitel 3:
Dansens Gud – Ti oversættelser og opdateringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 &
Noget om ensomhed, om Dansens Gud og om Inger Christensens og Astrid Lindgrens aftenbøn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73
Kapitel 6:
Ti salmer af Brorson opdateret . . . . . . . . 115 &
Noget om salmesang, druknevand, eros og karitas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 Kapitel 7:
Kæmp for alt, hvad Gud har kært – Ti af de nyeste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 &
Noget om den fortabte søn og datter og far . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153
Kapitel 4:
Befrielsens børn – Ti digte . . . . . . . . . . . . . 77
Om forfatteren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171
&
Noget om poesiens og eksistensfilosofiens ringe bæreevne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
Alfabetisk indholdsfortegnelse over salmer, viser og digte . . . . . . . . . . . . . 173
Indholdsfortegnelse • 5
6 •
• •
Forord
K
ære læser. Denne bog er en tekstbog – med teologi i versform og erindringer og refleksioner i digte og prosa. Så selv om de fleste tekster er skrevet til fælles sang, må du til Højskolesangbogens og Salmebogens nodebøger eller hjemmesider på nettet for at finde de mange kendte melodier. De nye melodier kan du forhåbentligt finde i mine seneste udgivelser – eller på min hjemmeside: www.salmeanker.dk Med teksterne i bogen vil jeg forsøge at give det bedste, jeg selv har modtaget, videre. Til det hører min fars glæde over naturen, der bl.a. medførte, at når der kom familie og venner fra Bornholm og Jylland på besøg i Vallekilde, så skulle de en tur i bjergene, dvs. den smalle højderyg, der rejser sig mellem Lammefjorden og Sejerøbugten. Og hvis ikke der var tid eller bentøj til at bestige Vejrhøj mod vest 121 meter over havet, så endte turen på Esterhøj mod øst 89 meter over havet. Til det bedste hører også et hav af danske salmer og sange – og til det allerbedste min mors yndlingsvers: Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil på allerbedste måde!
Forord • 7
Dette fjerde vers af Grundtvigs ‘Morgenstund har guld i mund’ rummer kernen af det, jeg forstår ved evangelisk og luthersk folkelig kristendom: Den gratis, ufortjente nåde – og den nytestamentlige sociale etik, som bliver til den lutherske kaldstanke – dvs. den tanke, at håndværkerens og bondens, skolelærerens og sygeplejerskens arbejde til næstens og folkets gavn er mere “som Gud det vil”, end munkens og spekulantens anstrengelser på at frelse sig selv. Denne sociale etik lærte hele min generation i skolen. Og denne lyst til at være til glæde og gavn blev sunget ind i generationer før os. I skoler og kirker: Sol opstår og sol nedgår, når den har gjort sin gerning. Gud give os at skinne så som himmellys, skønt af de små, da randt for os guldterning. Det gode ved denne enkle kristendom er, at den åbenbart gør verden bedre, hvor den bliver forkyndt, og at den er holdbar over for de rystelser, som verdenskrigene, atombomberne, naturvidenskaben og religionskritikken udsætter troen for. Det vanskelige er, at den ikke rigtigt trives i den nådesløse konkurrence på vor tids globale marked – omtrent som Ronja Røverdatter ikke trives i krigen mellem røverhøvdingene i hendes verden. Denne enkle, skandinaviske kristendom gennemsyrer Astrid Lindgrens fortællinger. Selv om Emil fra Lønneberg laver en del skarnsstreger, er vi ikke i tvivl om, at hans mor elsker ham “præcis som han er”. Og da julen nærmer sig, sender hun naturligvis en stor kurv med julemad og drikke hen til de fattige på fattiggården. Da Emil juledag får at vide, at forstanderinden på fattiggården har privatiseret hans mors gode gaver – så holder han, mens forældrene er ude – men i sin mors ånd – og på hendes forråd af mad og drikke – en kæmpe julefest for fattiglemmerne. Og da lille Ida spørger, om det her mon ikke er en skarnsstreg, svarer han: Nej! Det her, det er sådan noget, som får Guds engle til at klappe i hænderne!
8 •
Astrid Lindgren er med tiden blevet min yndlingsteolog. Men hvordan hænger det sammen med, at hun næsten altid svarede nej, når hun blev spurgt, om hun troede på Gud? Det hænger sådan sammen, at hun sagde nej til et barnagtigt og uholdbart billede af Gud, fordi hun – ligesom bl.a. Halfdan Rasmussen og den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich – tog erfaringerne fra verdenskrigene alvorligt. Tillich, der havde været feltpræst under Første Verdenskrig, og som var dekan ved det filosofiske fakultet i Frankfurt, indtil han blev afskediget af nazisterne i 1933, forklarede det sådan i en prædiken holdt i USA i 1954: “Da de tyske soldater drog ud i første verdenskrig, havde de fleste af dem den folkelige tro på en venlig Gud, der ville vende alt til det bedste. Men i virkeligheden vendte alt sig til det værste, for nationen og for næsten alle… I krigens skyttegrave blev den folkelige tro på et personligt forsyn langsomt nedbrudt, og i krigens femte år var der intet tilbage af den.” Og han fortsatte: “Under og efter den anden verdenskrig fandt en lignende udvikling sted her i Amerika... Hverken den personlige eller den historiske tro på forsynet havde dybde eller en virkelig grundvold.” Billedet af Gud eller “Vorherre” som den gode “styrelse” i historien og som den enkeltes personlige beskytter gik altså ifølge Paul Tillich i stykker for de overlevende tyske soldater under Første Verdenskrig. I resten af verden brød dette uholdbare billede af Gud først sammen under og efter Anden Verdenskrig. Tillich har sikkert ret i, at den enfoldige almagtsfundamentalisme brød sammen for de fleste mennesker. Ole Wivel skrev noget lignende i sin sang til højskoleindvielse i 1959: “Før sang man roligt salmer/ i fattet tro på Gud,/ men gammel enfold falmer/ som løv og slettes ud” (Højskolesangbogen nr. 165). Men den “gamle enfold” levede nu videre hos mange – og måske især i Danmark. Et tydeligt eksempel på det findes på Esterhøj i Høve 1500 meter fra, hvor jeg bor. Her har beboere i Asnæs Sogn rejst en mindesten 89 meter over havet og 96 meter over Lammefjordens udtørrede bund. Det fortælles, at elleve spand heste trak den store sten op fra
Forord • 9
Høve strand, og i vinterhalvåret står den stadig badet i projektørlys, så den kan ses langsvejs fra. I stenen er mejslet en tegning af Troels Trier den ældre, en løve med en løsrevet lænke om halsen, og følgende kvad – forfattet af pastor N. A. Jensen fra Møgeltønder: DØREN STÆNGTES. MAGTEN KUED HJERTER LÆNGTES. HÅBED LUED GUD DET LEDTE. TRO VAR FAST UNDRET SKETE. LÆNKEN BRAST Som en hjælp til forståelsen er også mejslet årstallene 1864 – 1920. Man kan altså her “på bjerget” lære, at beboere i Asnæs sogn ikke var ramt voldsomt af det værdisammenbrud, som man plejer at sige fulgte efter Første Verdenskrig. Tvært imod ser det ud til, at den verdenskrig styrkede den nationale idealisme og troen på Gud som den “styrelse”, den historiens herre, der sørgede for, at Sønderjylland, den “datter”, som blev “røvet” i 1864, kom hjem til Danmark. At den store, nationalistiske skyttegravskrig førte til genforeningen 1920, tolkes altså som Guds styrelse. Jeg er jo vokset op i den nationale rus efter befrielsen 1945, og jeg deler fuldt ud glæden over genforeningen 1920. Men set i en større sammenhæng må man sige, at en tolkning af Første Verdenskrig – med dens millioner af dræbte unge mænd – som Guds middel til Sønderjyllands genforening med Danmark – ikke bare er ukristelig, men dybt kynisk og naiv. Et af Folkekirkens store problemer i dag er en dårlig teologi, der udspringer af, at mange toneangivende danske teologer ikke har taget atombombens realitet og verdenskrigenes erfaringer alvorligt, men har bygget deres teologi på nazisten Martin Heideggers usentimentale eksistensfilosofi. De har talt og skrevet, som om alt, hvad der sker, er Guds vilje – som om Hitler altså var Guds redskab. Bag dette uholdbare billede af Gud som den alt-styrende ligger også den tyske filosof Hegel – og et misbrug af den danske Søren Kierkegaard, der jo kaldte Gud “styrelsen”. Men den mere folkelige baggrund er den nationale romantik med dens mildt sagt snæversynede forståelse af verdenshistorien, som altså står mejslet ind i genforeningsstenen på Esterhøj her i Høve.
10 •
Med mine salmer og bogen her ønsker jeg at overlevere det langt mere holdbare billede af Gud, som findes i Det Nye Testamente, i Fadervor og Trosbekendelsen og hos de fleste gamle danske salmedigtere. Et billede, som nok blev tydeligere for mig år for år ved min fars langfredagsgudstjenester i Vallekilde Kirke, hvor han i stedet for at prædike lod læsningerne fra Jesu lidelseshistorie og salmer og salmevers af Kingo og Grundtvig tale for sig selv. Jeg lader også de fleste digte og sange tale for sig selv, men skriver efter hvert kapitel noget mere om poesi, teologi og politik. Jeg slutter med en personlig fortælling om den fortabte søn og datter – og far. Når kun en af mine Kingoinspirerede passionssalmer er med her, er det, fordi jeg håber at få mulighed for senere at udgive en bog med passionssalmer. Når kun nogle få af salmerne med Caroline Borello Lerches skønne melodier er med, er det, fordi andet oplag af hendes og min ‘Du siger det med blomster’ endnu ikke er udsolgt. Tak til Odsherreds-maleren Jørgen Albrechtsen for maleriet ‘Udsigt fra Vejrhøj’. Til Margit Bjældager for fotografierne på omslaget og i bogen. Til Ruth Nyhuus Henriksen for hendes far Paul Nyhuus’ tegning af Vejrhøj set fra Vallekilde Til Jon Andersen for tegningen af Tingbjerg Kirkes dør Til Sten Hartung og Caroline Friderichsen for korrektur og konstruktiv kritik Til Niels Roesgaard Mose, Unitas Forlag, for stor tålmodighed og arbejdsindsats.
Høve Klitbo ved Sejerø Bugt i april 2015 Hans Anker Jørgensen
Forord • 11
12 •
• Kapitel 1 •
Ti viser fra de grønne enges ø
Paul Nyhuus 1946: Vejrhøj set fra Vallekilde
1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10.
Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør Livets under – Først fandt livets under sted Fra Ellinge Lyng imod Høve – Januar-vise Alting rimer i nat Som et drivhus i en frostnat Kornmod – Augusthymne Frømandens kys – Septembervise Fodvaskemanden – Bryllups- og nadverdrikkevise Djævlevise Mio, min Mio visen – Kom og lyt engang til en kæmpesang
& Noget om Astrid Lindgren og kristendommens grundfortælling
• 13
1. Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør!
1. Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør! Man ser fint fra Gniben og fra Røsnæs Fyr Samsø, Sejerø og Mols, men hvis du ikke er et fjols, mand, vil du se dit land fra Vejrhøj, før du dør. 2. Er du aldrig blevet kysset af en frø, sku du ta en makker med til Nekselø! Den er skøn som syndefaldet, og et bjerg bag bugten – kaldet Vejrhøj – kalder: Kom, bestig mig, før du dør! 3. Jeg vil ro kanalrundfart på Lammefjor’n og se gule rødder myldre op af jor’n; pege ud bag Fårevejle: Se de bjerge! Se, hvor dejligt! Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør!
14 • Kapitel 1
4. Du sku se en solopgang fra Høve Skov! Selv en gudløs krop må hviske: Gud ske lov! Der er også Møns Klint, når blot du husker inden vinter: Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør! 5. Suk du glad ved solnedgang i Jammer Bugt: “Hvor i verden er der noget mere smukt?” Stå kun stum ved Lumsås Mølle med en ven og et par øller, blot du ser dit land fra Vejrhøj, før du dør! 6. Jeg har set mit skønne land fra Vejrhøjs top; set, at her når ingen handicappet op; set et tårn med elevator* til turister med rollator! De skal se mit land fra toppen, før de dør. 7. Er du nede, der hvor udsigten er kort, og din arbejdsdag er håbløs eller sort, er samvittigheden snavset, tag en fridags tænkepause! Tag og se dit liv fra Vejrhøj før du dør!
Ti viser fra de grønne enges ø • 15
8. Hør historien, hvor den suser i dit land: Solvogn-mosen, Esterhøj og Rørvigs sand, Odden Kirke, Havnsøs moler, Vallekilde, Grundtvigs skoler. Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør. 9. Du skal se dit landskabs kirker indeni! Det var der, de gamle fik den fantasi, der har slidt og slæbt og bygget Danmark op til fælles lykke! Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør! 10. Tramp en sti fra Egebjerg til Dragsholm Slot gennem lavland, over bjerge, højt og flot, gennem skov og klit og lyng, og lyt til lærken, hvor den synger: Du skal se dit land fra Vejrhøj, før du dør!
HAJ 2010-14. Melodi: ‘Du må få min sofacykel, når jeg dør’. * Ved Skamlebæk – midt i Vejrhøj-buen – står et højt, mørkt TV-tårn med elevator. I ca. 1967 var jeg chauffør for en udflugt fra Simon Peters Kirke på Amager, hvor min far var præst 1964-69. Udflugtens absolutte højdepunkt var elevatorturen og udsigten fra toppen af det tårn. Det undrer mig, at ikke kommunen eller ældresagen eller en turistforening får åbnet det tårn – til glæde for gamle og handicappede – og til gavn for restauranter og hoteller – og for kommunens slunkne kasse. Det undrer mig også, at der ikke er store skilte ved de tre-fire stier op til Vejrhøj. På den jyske motorvej er der store skilte til Ejer Bavnehøj.
16 • Kapitel 1
2. Livets under
1. Først fandt livets under sted i mavens våde varme; kvindeæg og mandesæd blev krop med ben og arme. Længe leve kroppens fryd, fostervand og hjertelyd! Længe leve livet!
3. Så blev underbarnet født med længsel og med veer, grundigt undersøgt og mødt med kærtegn, kys og bleer. Længe leve barnegråd, mælkevej og ammeråd! Længe leve livet!
2. Så blev maven stor og rund og tankerne blev svære: Er den lille rask og sund? Hvad navn skal barnet bære? Længe leve kærlighed, ventetids besværlighed! Længe leve livet!
4. Lille ven, velkommen her i Jordens storfamilie! I dit smil er Gud os nær og hvisker os sin vilje: Leve skal i nord og syd kærlighedens tusindfryd. Længe leve livet!
HAJ 1982-83. Melodi: Merete Wendler i ‘Kærlighedens Søn’ s.10 eller som ‘Nu er dagen fuld af sang’ eller Per Warming (se www.salmeanker.dk).
Ti viser fra de grønne enges ø • 17
3. Fra Ellinge Lyng imod Høve Januar-vise
1. Fra Ellinge Lyng imod Høve med brændingens torden mod nord går jeg med en salme på prøve, mens bølgerne sletter mit spor.
5. Jeg prøver at finde den rytme, der vækker det gode til dåd. Da råber du udefra: Pyt med den salme! Kom med i min båd!
2. I strandkanten går jeg og nynner og prøver at undgå de ord, der rimer på tolder og synder og smerte og nåde og bord.
6. Og pludselig går jeg på vandet i isnende skumsprøjt og storm. Her går jeg, jeg kan ikke andet, skønt båden er ude af form.
3. Jeg ser både frem og tilbage for ikke at størkne til salt, og søger af mågernes klage at forme en lovsang for alt.
7. Den ligner jo nærmest en bølge, men du står bevægelig fast. Jeg melder mig ind i dit følge og beder dig bære min last.
4. En lovsang for Janus, der danser med Venus – en skummende vals; for visdom og vilje og sanser; for alt, som er ikke til fals.
8. Du bærer det hele og læger mit kødsår og slukker min sorg og gir mig en slurk af dit bæger og sender mig ud med en kurv.
18 • Kapitel 1
9. Og pludselig går jeg på vandet med nødhjælp og gærende saft. Jeg flyver, jeg kan ikke andet, din kurv er en bærende kraft.
11. Og Venus blir aftenens stjerne, da solen går ned på min tur. Og månen står op uden hjerne, så Janus må ta sig en lur.
10. Jeg deler dit brød ud på prøve og nyder din saft – og blir ét med alle i Delhi og Høve, med Muhammed, Ghandi og Smith.
12. Han blæser i luren og vækker det gode i verden til dåd. Du ånder i alting og lægger mit hjerte til ro i din båd.
HAJ 2005 og 14. Melodi: Merete Wendler ‘Jeg kender en vingård, den gode’ i ‘Frømandens kys’ s. 42, ‘Lysets Utålmodighed’ nr.150 og ‘Salmer og sange i skole og kirke II’ nr. 136.
Ti viser fra de grønne enges ø • 19
4. Alting rimer i nat
1. Alting rimer i nat Der er rim under månens højt hævede smil Der er rim på mit grånende skæg og min bil Der er rimfrost i luften på ruder og spejl Der er rim på fornuften på guder og fejl
3. Alting rimer i nat Der er rim på de højder man før kaldte synd Der er rim hvor vi skøjter hvor isen er tynd Der er rim på min rus hvor blev timerne af Der er rim på det hus hvor du rimer mig af
2. Alting rimer i nat Der er rim på min vintergæks bomstærke spyd Der er rim i mit vinterdæks motorvejslyd Der er rim på den vej der er kortest i nat Og på dig og på mig og på sort og på kat
HAJ 2006. Melodi: Albert Madsen 2011 eller Keld Telen 2011.
20 • Kapitel 1
5. Som et drivhus i en frostnat
1. Som et drivhus i en frostnat kredser Jorden himmelblå rundt om polerne og solen med en masse byer på. Der er have, skove, bjerge, motorlarm og fuglesang. Jeg har udsigt til en færge og endnu en solopgang.
3. Vi blev ikke sat i verden for at spinde magt og guld. Vi fik givet denne perle med dens luft og vand og muld til at mætte sultne maver og at folde evner ud. Alle Jordens gode gaver fik vi ansvar for af Gud.
2. Jeg har udsigt til en verden, der er skøn og grøn og grum. Jeg har indsigt i en hjerne, der kan være meget dum. Og dog husker jeg, jeg lærte af min mor og vores præst: Vi blev ikke sat i verden for at råbe: Jeg er bedst!
4. Der er tegn i stress og klima og i sædens kvalitet på, at vi har levet dumt på den betroede planet. Skybrud, skilsmisser og brande er kun lidt af tidens nød. Folk på stepper og ved strande går mod sult og druknedød.
Ti viser fra de grønne enges ø • 21