Elsker elsker ikke uddrag by Eksistensen

eLsker

eLsker 1 kke

John Rydahl

eLsker

eLsker 1 kke

En bog om Søren Kierkegaard

RPF

Religionspædagogisk Forlag

Elsker – Elsker ikke? En bog om Søren Kierkegaard John Rydahl ISBN: 978-87-7495-245-9 © 2013 John Rydahl og RPF – Religionspædagogisk Forlag Illustrationer: Niels Roland Fotos: Heiner Lützen Ank Layout: Lars Vendelboe Tryk: Printon Bogen er en ny og gennemredigeret udgave af en tidligere udgivelse af John Rydahl: Korsvejen – En bog om Søren Kierkegaard (1995) RPF – Religionspædagogisk Forlag Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C +45 33 24 92 50 www.rpf.dk

Kopiering kun tilladt efter gældende regler

INDHOLD Baggrund Kierkegaards tid ............................................................................ 7 1 Thomas og Louise......................................................................................13 2 Sørens far har penge.................................................................................17 Hvem er Søren – Hvem er jeg?.................................................................17 Guds straf..................................................................................................22 3 Søren sok...................................................................................................26 Faderopdragelse og modersmål...............................................................27 4 Det vilde liv...............................................................................................33 Spejlet.......................................................................................................34 Søren flytter hjemmefra...........................................................................45 Don Juan og ’Den Hellige Alliance’...........................................................46 5 Forelskelsen..............................................................................................53 Tvivlen.......................................................................................................54 Planen.......................................................................................................67 6 Elsker – Elsker ikke?...................................................................................73 Kierkegaard som forfatter.........................................................................73 Øjeblikket..................................................................................................79 Du skal elske din næste............................................................................82 Du skal elske din næste............................................................................85 Du skal elske din næste.............................................................................86 Du skal elske din næste.............................................................................87 7 Springet.....................................................................................................91 Baggrund Eksistentialismen..........................................................................97 Kierkegaard-leksikon...................................................................................103 Fikspunkter i Kierkegaards liv .....................................................................110 Bilag............................................................................................................117

At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. (Søren Kierkegaard, Synspunktet for min forfattervirksomhed, 1859)

Baggrund Kierkegaards tid Livet på landet

low nt ve

v tle Di

I 1700-tallet, hvor Kierkegaards far blev født i den lille by Sædding i Jylland, kunne bønderne ikke selv eje den jord, de arbejdede på. Det kunne kun godsejerne, kirken, kongen og adelen. På det tidspunkt boede over 80 % af befolkningen på landet, og de arbejdede stort set alle sammen som bønder. Bønderne kunne højst blive fæstebønder, hvilket vil sige, at de kunne leje en gård og noget jord af en godsejer. For at få lov det det, måtte de betale landgilde og yde gratis arbejde i to ud af tre dage året rundt. Betingelserne for at leje var altså gode for godsejeren, men dårlige for bønderne. En af de skrappe regler, som var med til at regulere bøndernes liv, blev kaldt stavnsbåndet. Stavnsbåndet var en lov, der forbød alle mænd mellem fire og 40 år at flytte fra den gård, hvor de var født. Med en sådan lov havde godsejerne altid billig arbejdskraft. Økonomien var imidlertid god i Europa i midten af 1700-tallet, og priserne på korn steg kraftigt. På den måde kom det til at gå godt for dansk landbrug. For at få det til at gå endnu bedre, begyndte nogle godsejere at slække på fæstereglerne, fordi de havde gennemskuet, at bønderne ville arbejde hårdere, hvis de fik bedre levevilkår. For nogle bønder kom det til at betyde, at de kunne beholde mere af det

korn, de dyrkede på den lejede jord. For andre, at de fik lov at købe og eje deres egen jord. Dog skulle de fortsat aflevere en del af de høstede afgrøder til godsejerne. Men selv om bønderne nu skulle aflevere en mindre del end tidligere, fik de godsejere, der havde lempet reglerne, mere ud af det, fordi bønderne arbejdede meget hårdere for at få mere til sig selv. Senere hjalp de samme godsejere bønderne over hele landet med at få ændret reglerne. De ivrigste godsejere var brødrene Christian Ditlev og Ludvig Reventlow. De gjorde et stort politisk arbejde for at få gang i de danske Ludvig R e landboreformer. Den første lov om lempelse af fæstereglerne kom i 1787, og året efter i 1788 blev stavnsbåndet ophævet. Men det tog alligevel 130 år, frem til 1919, før alle reglerne var ophævet, og bønderne fuldt Christi an og helt kunne være deres egne herrer. For bønderne betød ændringerne, at de blev mere frie, men de lærte samtidig at arbejde langt hårdere end tidligere, fordi jorden var deres egen.

Fra land til by Selvom Kierkegaards far var født på landet, nåede han ikke at opleve omvæltningerne. Allerede som 12-årig fik han nemlig lov at flytte til København, hvor han kom til at bo hos sin onkel, der var hosekræmmer. Derfor kom kan også selv i lære som hosekræmmer. Ved at flytte til København kom Michael, som Kierkegaards far hed, til at tilhøre en anden samfundsklasse end bønderne. Han blev medlem af det handlende borgerskab. Samfundsklasserne var på det tidspunkt meget forskellige, og de havde stort set ikke noget med hinanden at gøre. Til gengæld havde både adelsfolkene, godsejerne og handelsfolkene kontakt med ligesindede i de andre europæiske lande, og det førte hele tiden nye ideer og tanker til Danmark.

Napoleonskrigene Året efter de danske landboreformer kom den franske revolution i 1789. Handelsstanden i Frankrig havde, på samme måde som andre steder i Europa, tilkæmpet sig magt ved at tjene penge. Det var ikke længere kun jordbesiddelse, der gav magt. Pengene kom til at spille en stadig større rolle. I Frankrig ville borgerskabet nu også have indflydelse på de politiske forhold. Det var imidlertid ikke så let på grund af enevælden. Enevælden var den sidste fase af middelalderens feudale samfundssystem. Det betød at kongen ene og alene regerede landet. Han havde magten, og hans ord var lov. Det franske borgerskab havde længe prøvet

at overtale solkongen, Ludvig XIV, til at afgive noget af sin magt frivilligt, men det ville han ikke høre tale om, og i 1789 brød revolutionen derfor ud. Det endte med at borgerskabet vandt, og at kongen mistede hovedet. I Frankrig havde enevælden eksisteret siden 1640’erne, i Danmark blev den indført i 1660. Ideen om, at borgerskabet skulle have politisk indflydelse, bredte sig nu til de øvrige europæiske lande, men i Danmark havde den svært ved at finde fodfæste på grund af den kongelige censur. Begrebet censur er opfundet af kirkerne i middelalderen, hvor fx den katolske kirke udsendte lister over bøger, som det var forbudt at læse og senere trykke. Op gennem oplysningstiden (1700-tallet) var der stor kritik af censurreglerne, og i Danmark blev de i første omgang afskaffet i 1770, hvor man samtidig indførte trykkefriheden. Men da urolighederne tog til ude i Europa, og ideerne nåede Danmark, genindførte kongen, Christian VII, censuren, så det blev forbudt at skrive og trykke sine meninger. Derfor havde nye ideer svært ved at brede sig. Samtidig med borgerskabets oprør i Paris lå Frankrig i krig med en række lande i Europa. Det gjorde det svært for oprørerne at få oprettet et ordentligt styre efter revolutionen. Samtidig svækkede urolighederne i Paris de franske hæres muligheder for at vinde krigene, idet forsyninger af mad, våben og mandskab ikke nåede frem i tide. Det endte med, at en af officererne fra revolutionshæren, Napoleon Bonaparte, tog hjem til Paris og lavede et statskup i

englænderne igen København. Denne 1799. Han indsatte sig selv som diktagang med et voldsomt bombardement, torisk kejser og afskaffede omgående der fik en stor del af byen til at stå i alle revolutionens ideer. Som sit første flammer. Krigen var også hård for Danvigtige arbejde sluttede han fred med marks økonomi, og København mistede paven i Rom og aftalte et samarbejde sin førerstilling som handelscentrum i mellem kirke og stat. Hermed regnede Europa. Da krigen sluttede med Nahan med, at urolighederne hjemme i Frankrig ville stoppe, idet kirken havde poleons nederlag i slaget ved Waterloo stor magt over folks meninger. Da disse 1815, var Danmark to år forinden gået bankerot, og i 1814 havde landet måtte ting var på plads, kunne han fortsætte afstå Norge til Sverige. Efter krigen tog sine militære aktioner mod Tyskland, det 10-15 år før Danmark igen var på Østrig, Rusland og England. fode. Danmark havde held til at holde sig neutral i krigene, hvilket var med til at sikre fremgang i landbruget op Succes for Kierkegaards far gennem sidste del af 1700-tallet, fordi Hvor det gik rigtig dårligt for Danmark, der var stor efterspørgsel på korn fra gik det til gengæld godt for Kierkegade krigsførende lande. I takt med ards far. Gennem hele perioden forNapoleons fremgang turde den danske bedrede han sine økonomiske forhold. konge imidlertid ikke fortsætte med Hans held begyndte allerede under den at være neutral. Han var overbevist store brand i København i 1795. Her om, at Napoleon ville vinde krigene og undgik han, at hans hus blev ramt af valgte derfor at slutte sig til Frankrig ilden. Med tiden havde han udvidet sit for at stå sig godt med Napoleon. Det forretningsområde, og det var gået ham skulle imidlertid hurtigt vise sig at godt med forretningerne. Så da han året være et dårligt valg, fordi det medførte efter branden arvede en stor sum penge nogle kraftige nederlag til Danmark. efter sin onkel, kunne han afhænde Allerede i 1801 kom slaget på Reden; en forretningen og leve af renterne af søkamp mellem Danmark og England sin formue ved at investere den. Han ud for Kongedybet. Danmark d Nelson valgte at sætte alle sine penge i Lor nåede slet ikke at få sine skibe kongelige obligationer, selvom ud af havnen og mistede en andre investeringer nok stor del af flåden. Det var kunne have givet et større i dette slag, den berømte udbytte. Det skulle dog engelske viceadmiral, Lord snart vise sig at være en Nelson, satte kikkerten for meget klog disposition. det blinde øje, og på den Under bombardemenmåde gjorde slaget længere, terne af København i 1801 end det var nødvendigt. og 1807 undgik Michael Seks år senere, i 1807, angreb Kierkegaards huse igen at blive

ramt, og ved statsbankerotten i 1813 kom den store gevinst for ham. For at få råd til at deltage i krigen med Napoleon havde kongen udstedt en masse penge, der ikke var økonomisk dækning for. Dette var årsagen til bankerotten, som betød at pengene i Danmark blev nedskrevet til 1/10 af deres oprindelige værdi. Fra den ene dag til den anden var 100 kr. pludselig kun 10 kr. værd. Således mistede næsten hele Danmarks befolkning en stor del af det, de ejede. En af de få undtagelser var Michael Kierkegaard, der bare blev rigere. Der var nemlig en lang række lande, som havde lånt Danmark penge under krigen, og de skulle have deres penge igen. Derfor blev de kongelige obligationer friholdt fra nedskrivningen. De beholdt deres oprindelige værdi og var derfor langt mere værd end tidligere. Og det var jo netop i kongelige obligationer, Michael Kierkegaard havde investeret alle sine penge. På den måde kunne Søren Kierkegaard, der blev født samme år som statsbankerotten som den yngste af syv søskende, leve hele sit liv uden at skulle arbejde.

Sørens ophav

Søren Kierkegaards far stammer som nævnt fra byen Sædding i Vestjylland. Her var oldefaderen omkring århundredeskiftet 16-1700 fæstebonde på en gård, som tilhørte kirken. Sørens oldefar og senere farfar skulle som alle andre betale afgifter til præsten for at bo på gården og dyrke jorden. Fordi gården lå på kirkens jord, blev den kaldt kirkegården. Dengang

Nødpengeseddel fra 1814

var det almindeligt, at man gav folk navn efter gården. Sørens farfar kaldte sig i begyndelsen for Peder Christianssøn fra Kirkegård. Senere tog han kirkegårdsnavnet til sig og kom derfor til at hedde Peder Christensen Kierkegaard. Sørens far blev født i 1756 som det fjerde barn i en søskendeflok på ni. Han var jo søn af Peder og kom derfor til at hedde Michael Pedersen (Peders søn) Kierkegaard. Som alle fattige bondedrenge på den tid skulle Michael tidligt ud og arbejde i marken. Hans arbejde bestod i at vogte får på heden, men i modsætning til sine søskende hadede han sin skæbne. Han mente ikke, det kunne være rigtigt, at han skulle tilbringe sit liv på den måde. En dag, da han var særligt led og ked af sin tilværelse, stillede han sig op på en stor sten på heden, vendte blikket mod himlen og forbandede Gud, fordi han havde placeret ham på dette elendige udsted. Et par år efter, i 1768, fik Michael overtalt sin far til at lade ham rejse til København. Her kom han til at bo hos sin onkel, der i 1750 havde fået borgerskab som hosekræmmer. På den tid kunne man ikke bare flytte til en by,

Sørens ’mødre’ Men tanken om, at Gud ville hævne sig på ham, fordi han havde forbandet ham, plagede Kierkegaards far. Og fryg-

s mor ren Sø d.

som man havde lyst til. De, som ejede bygningerne og jorden, skulle først give deres tilladelse, og man skulle være medlem af by-borgerskabet. Michael kom i lære som hosekræmmer hos onklen, og i 1780 fik han selv borgerskab i København. På det tidspunkt var han 24 år, og verden lå åben. Han viste sig hurtigt at have talent for handel, og forretningen voksede hastigt. I løbet af kort tid indførte han nye stoffer som bomuld og silke i handlen, hvor man tidligere kun havde været vant til linned.

Ane K irst in e

Vigtige steder i Søren Kierkegaards liv. Derudover spillede Berlin en særlig rolle for Kierkegaard

ten for, at straffen skulle ramme hans familie i stedet for ham selv, havde fået ham til at begå en større synd end selve forbandelsen på heden. I 1780’erne havde Michael Kierkegaard en kompagnon, som hed Røyen. Han havde en søster, der hed Kirstine, og med hende giftede Michael sig i 1794. Samme år ansatte han den 26-årige Ane Sørensdatter Lund som stuepige. Ægteskabet med Kirstine varede ikke længe. Hun døde barnløs, inden der var gået to år. Det fik Kierkegaards far til at tro, at Gud ville straffe ham ved at lade ham se sin kone dø i en alt for ung alder og lade ham selv ende sine dage uden arvinger. Meget tyder på at han i desperation har voldtaget stuepigen, som blev gravid. I 1797 giftede han sig imidlertid med hende, og 5½ måned efter fødte hun deres første barn. Siden Kierkega blev det til seks børn nd ar Lu mere, hvoraf Søren var den sidste. I 1809 købte de huset Nytorv 2 lige ved siden af byretten i København. Her blev de boende til deres død i henholdsvis 1834 og 1838. At Søren blev født samme år som Danmark gik statsbankerot og hans far af samme grund blev endnu rigere, opfattede faderen som en sidste advarsel fra Gud. Nu skulle afstraffelsen begynde, og den yngste søn skulle være sonofferet. Hele denne tyngende tankegang fik faderen bekræf-

tet i pietistmenigheden i Stormgade, hvor han jævnligt kom. Michael Kierkegaard var også overbevist om, at han selv skulle overleve alle sine børn, og at ingen af dem skulle overleve deres 33. år: Den alder Jesus havde haft, da han døde på korset. Man skulle næsten tro, at hans tanker alene har kunnet sætte en række dødsfald i

gang. For hans frygt kom til at holde stik for fem af de syv børn. Da han selv døde fire år senere, var to sønner, Peder Christian og Søren, dog i live, og hans negative forventninger gik altså ikke helt i opfyldelse. Inden sin død havde hans mørke religiøse tanker imidlertid sat deres præg på børnenes opdragelse.

OpGaVe Se film på Youtube: Kierkegaard og hans tid.

1 Thomas og Louise

Mandag morgen - Hej Thomas, hvordan går det? - Det går fint. Fed weekend, mand, hva’ med dig? - Tak, godt. - Ka’ vi lige nå en smøg? 13

- Shit, jeg har ikke nogen med – har du? RIIIIINNNG - Åhhh nej, vi ska’ ha’ rel’gion. - Man har mest lyst til at pjække – han er simpelthen så kedelig. I klassen Hvad var det egentlig, han havde bildt Louise ind – at det havde været en fed weekend? Det var jo bare løgn. Faktisk havde den været helt ad helvede til. Hvorfor havde han sagt, den havde været fed? Hvorfor havde han ikke bare sagt det, som det var? Louise var jo en af hans bedste venner. De kunne tale om alt. Det var også bare typisk med den sætning. Den kunne slå enhver samtale ihjel. Alle og enhver brugte det åndssvage spørgsmål – ’hvordan går det?’ I virkeligheden mente man dårligt nok noget med det – det betød ingenting, og det lå li’som i luften, at man skulle svare, at det gik godt – uanset hvor dårligt, man havde det. Men hvad med Louise, hun havde jo også svaret ’godt’. Måske passede det lige så dårligt som hans eget svar. Læreren kommer ind ad døren, stiller sig ved katederet og fumler med sine papirer. Men hvorfor skulle Louise egentlig have spurgt ham, hvordan det gik, hvis hun ikke mente det? Det ville ikke ligne hende. Måske havde hun oprigtigt ment det, og så havde det været forkert af ham at svare, som han havde gjort. At stikke hende en hvid løgn. På den anden side, hvis hun virkelig var interesseret i at vide, hvordan han havde det, var det dumt at spørge ham ét minut i ringetid. Hvordan skulle hun have reageret, hvis han var begyndt at fortælle, hvad der var sket, og hvordan han i virkeligheden havde det? Det ville have været pinligt for hende. Hun havde været nødt til at sige undskyld, fordi hun spurgte – sige at hun ikke havde ment det på 14

den måde. Men hvad med ham selv. Han havde jo selv spurgt, hvordan hun havde det. Var han i virkeligheden heller ikke interesseret i hende? Jo – gu’ var han så. Men når han nu selv havde løjet om, hvordan han havde det, fordi han ikke troede på spørgsmålets oprigtighed, hvorfor havde han så givet Louise lige så dårlige betingelser for at svare? Var det ikke endnu værre, når han nu vidste, at man kunne blive nødt til at lyve? Måske havde Louise det i virkeligheden også dårligt, men ville ikke sige det, fordi hun ikke troede, han havde ment spørgsmålet alvorligt. På den anden side kunne det selvfølgelig også være, at hun rent faktisk havde det udmærket og bare havde været ærlig, da hun svarede ’Tak, godt’. Han vendte sig om og skævede ned til hende. Hun sad og smågabte, men så ellers almindelig ud. Hun havde sikkert allerede glemt deres lille samtale og tænkte nu på helt andre ting. Læreren: - Jeg har kopieret en lille sang til jer i dag. Nu skal I ikke grine, når I ser den. Jeg ved godt, den er lidt barnlig, og at I kender den alle sammen, men i dag skal vi bruge den til noget specielt.

2 Sørens far har penge

(Louis Levy)

Hvem er Søren – Hvem er jeg? Hvem var denne Søren? Thomas var ikke tvivl om, hvem ’jeg’et’ i sangen var – det var ham selv: En 14-årig dreng, der nogle gange kunne ønske, han var en helt anden – fx en med masser af selvtillid og en far med røven fuld af penge. Men Søren? Blikket blev tåget og tankerne flød bort. Lærerens stemme fortonede sig i en svag brummen. Han havde engang hørt om en berømt 17

mand, der hed Søren, men han kunne ikke komme i tanke om, hvad han mere hed. Hele tiden dukkede der et billede op fra en kirkegård.

Jeg taler helst med børn; thi om dem tør man dog håbe, at de kan blive fornuftsvæsener; men de, der er blevet det – Herre Jemini! (Søren Kierkegaard, Enten - Eller, 1843)

Det var et eller andet med, at hans far havde haft penge. På bare 17 år havde han tjent så mange penge, at han som 40-årig kunne holde op med at arbejde og leve af formuen. Der havde også været penge nok til, at Søren ikke behøvede arbejde. Men hans far havde alligevel tvunget ham til det i en kort periode. Søren selv havde vistnok levet i første halvdel af 1800-tallet i København. Stort set hele Danmarks befolkning levede dengang på landet og var bønder. Her måtte selv børnene arbejde hårdt fra morgen til aften. Derfor

ha vn lig , ge rb eg rav et

var det mest almindelige på den tid, at en familie var fattig, som drengen i sangen. Igen det billede af kirkegården – hvorfor dukkede det hele tiden op?

n be d Kø aar i g rd ke egå Kier k r i k r ens hvo Assist

Sørens far havde ikke haft dyr som faderen i sangen. Til gengæld havde han haft en god forretning i København, hvor han handlede med tøj. Han havde først været hosekræmmer, hvad det så end var, og siden forretningsmand. Det var det, der havde givet ham hele hans formue. Den lille Søren kunne altid gå klædt i tidens bedste tøj, hvis bare ikke det havde været fordi, faderen ikke ville bruge penge på den slags ligegyldigheder. Kirkegården igen, kors af sten, lavthængende sol og lange skygger. Denne Søren måtte også kaste lange skygger. Tænk, at skygger kunne være flere hundrede år lange – SELVFØLGELIG! Skygge, kirkegård, Søren – Søren Kirkegård eller Søren Kierkegaard. Det var det, han hed.

…dette tror jeg (og jeg vil villig høre enhver indvending, men jeg vil ikke tro den), at der med ethvert menneskes fødsel bliver en evig bestemmelse for ham, for ham særligt. Troskab mod sig selv er i forhold til denne det højeste et menneske kan øve. (Søren Kierkegaard, Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, 1847)

Thomas forstod den sørgmodige misundelse i strofe tre. Sørens far havde også været rig, også på børn. Syv i alt havde han haft, og Søren var den yngste. At der skulle være noget særligt ved at være far til Søren Kierkegaard oplevede faderen aldrig, men det vidste Thomas til gengæld. Søren Kierkegaard er den mand i Danmark, der har opnået størst berømmelse ude i verden. I dag har han et helt center på Københavns Universitet, hvor man udelukkende studerer de bøger, han skrev for mere end 150 år siden. Og på universiteter helt fra Tokyo i Japan og til Los Angeles i USA sidder man og læser hans bøger på engelsk eller lærer dansk blot for at kunne læse Søren Kierkegaard på hans eget sprog. Jo, der var god grund til at være misundelig på en far, der havde haft sådan en søn. Kun én anden dansker er blevet lige så berømt i udlandet som Søren Kierkegaard, og det er H.C. Andersen (1805-75). Han levede på samme tid som Søren Kierkegaard (1813-55), men de kendte ikke hinanden. H.C. Andersen er først og fremmest blevet berømt for sine eventyr, og netop hans eventyr er de bøger i verden, som er blevet oversat til flest forskellige sprog.

Man lever kun én gang; således er det her på jorden. Og mens du nu lever denne ene gang, hvis udstrækning i tid svinder ind med hver svindende time, sidder kærlighedens Gud i himlen, kærligt elskende også dig. (Søren Kierkegaard, Øieblikket nr. 8, 1855)

Thomas følte sig ligesom drengen i sangen, han var heller ingen Søren. Dem findes der nemlig kun få af. Et skævt smil viste sig pludselig ved Thomas’ mundvig: Kierkegaard var blandt andet blevet berømt, fordi han ville have givet drengen i sangen et spark bagi, fordi han ser så negativt på sin egen person. Drengen i sangen var ikke Søren. Thomas var ikke Søren, han var Thomas. Lige præcis Thomas – og ingen som helst anden.

For Kierkegaard var vi alle sammen nemlig hver især vores egen Søren. Måske ikke ligefrem i verdens øjne, men i Guds, og det var for Kierkegaard det vigtigste. At lære sig selv og sit eget værd at kende og at elske det, stod for Kierkegaard som en af de vigtigste opgaver i livet.

OpGaVe Læs i Kierkegaard-leksikonet (bagerst i bogen) forklaringerne til ordene ’Eksistens’, ’Enkelte, den’, og ’Selvet’. ● Giv på den baggrund nogle eksempler på, hvad det vil sige at træde i eksistens og at tage ansvaret for sit eget liv. ●

Guds straf

Omkring år 1670 opstod der i Tyskland en religiøs bevægelse, som senere fik navnet pietisme. Manden, som startede bevægelsen, ville lave en udgave af kristendommen, som lagde stor vægt på, at man skulle opføre sig på den måde religionen foreskrev. Man skulle kunne se på folks opførsel, at de troede på Gud. Det blev en meget streng og from form for religion, men den blev hurtigt meget populær og bredte sig også til Danmark. Især fik pietismen et godt tag i bønder og fiskere. Det var en udløber af pietismen, der i midten af 1800-tallet dannede den religiøse retning i Danmark, som hedder Indre Mission, og det var pietisterne, der indførte den danske konfirmation. De to vigtigste træk ved den pietistiske vækkelse var, at mennesket blev forstået som syndigt. Mennesket var et usselt væsen, som skulle lide under, at Adam og Eva havde gjort oprør mod Gud ved at spise frugterne fra Kundskabens træ. Livet var en straf for denne ursynd, og den eneste mulighed for at få et godt liv var, at Gud i al sin gavmildhed og nåde ville skænke én lidt medgang. Det eneste, mennesket kunne gøre for at opnå denne lykke, var at håbe og bede. Mennesket kunne altså ikke selv gøre noget for at få det godt, men måtte klynge sig til håbet. Søren Kierkegaards far var lige fra fødslen blevet opdraget efter denne strenge pietistiske tro, og han var tidligt fortrolig med den, men den gjorde ham samtidig til et bekymret menneske.

Ved troen giver jeg ikke afkald på noget, tværtimod ved troen får jeg alt, netop i den forstand i hvilken det hedder, at den, som har tro som et sennepskort, kan flytte bjerge […] Ved troen gav Abraham ikke afkald på Isak, men ved troen fik Abraham Isak. (Søren Kierkegaard, Frygt og Bæven 1843)

Det fik stor betydning for Michaels senere opdragelse af Søren, at han som barn på heden havde forbandet Gud. Da han som 12-årig fik lov at tage til København, oplevede han det i første omgang som en Guds gave. Gud havde hørt hans daglige bønner om at få ændret sin skæbne, men efterhånden som det gik bedre og bedre for ham i København, blev han mere og mere bekymret for, om Gud i virkeligheden havde lagt en snedig fælde ud for ham. Jo mere han grublede, jo mere dukkede episoden på heden op i hans bevidsthed. Til sidst stod den så stærkt, at han oplevede forbandelsen af Gud som sit personlige syndefald. En overtrædelse, som Gud ville straffe hårdt. Al medgangen i København, og at han overhovedet kom derover, var et led i denne plan. Gud kunne ikke straffe ham hårdt nok, uden først at bygge hans rigdom op. Lidt ligesom Job i Det gamle Testamente, der mistede alt, hvad han ejede, men fik det ti-fold igen, fordi han holdt fast ved Gud.

Tro er: at selvet i at være sig selv og i at ville være sig selv gennemsigtigt grunder i Gud. (Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden, 1849)

Under hele sin tid i København holdt han kontakten til den pietistiske bevægelse, brødremenigheden, som havde lokaler i Stormgade. I begyndelsen troede han, at han blot skulle miste alt, hvad han ejede, men da det blev ved med at gå godt for ham økonomisk, måtte straffen komme på anden vis. Den næste tanke, der faldt ham ind, var, at han skulle leve sit liv uden familie, og da hans første kone døde tidligt, blev han desperat. Men senere fik han syv børn. I brødremenigheden fik han så den idé, at straffen i stedet skulle ramme hans børn, fordi det ville gøre ekstra ondt på ham. Han troede, han skulle overleve alle sine syv børn, og at ingen af dem skulle blive ældre end Jesus, som døde i en alder af ca. 33 år. Guds straf går i arv fra slægt til slægt, tænkte han, og Gud havde altså valgt at lade hans børn blive

ofre for faderens synd på heden. At hans bekymring gik i opfyldelse for fem af børnenes vedkommende gjorde ikke livet lettere for ham. Den stærke tro på religionen, som noget styrende for hans liv, gjorde, at han opdrog sine børn endnu mere strengt, end han selv var blevet opdraget. Værst gik det ud over den yngste, Søren. Måske fordi han blev født det år, hvor faderen for alvor blev overbevist om, at Gud ikke ville ramme ham på økonomien. I det år gik stort set hele Danmark fallit, men Michael Kierkegaard fik en mægtig fortjeneste uden at røre en finger.

OpGaVe Læs om pietisme og den herrnhuttiske brødremenighed i en ordbog på nettet (wikipedia.dk eller denstoredanske.dk). ● Læs i Bibelen fortællingen om Syndefaldet (1 Mosebog, kapitel 3). Bemærk: Bibelen findes også på nettet: www.bibelselskabet.dk ● Læs om begrebet ’Skyld’ i Kierkegaard-leksikonet og diskutér, om det Kierkegaards far gjorde på heden var et syndefald? Begrund jeres svar. ● Læs bilag 1 bagerst i bogen og diskutér, om der i disse cases kan være tale om et ’syndefald’ – begrund i givet fald hvordan. ●

Diskutér på den baggrund i hvilken udstrækning, vi som mennesker har ansvar for hinanden, og begrund hvorfor I mener, det er sådan. ●

3 Søren sok Læreren: - Søren Kierkegaard var altså en dansk filosof, som levede fra 1813-55. Han blev født den 5. maj attenhund... Ohhh at være en smutter – tænkt som en mælkehvid klat. Aaddd, Thomas havde aldrig skænket det en tanke – at hans mor og far måske slet ikke havde ønsket ham. Måske hans mor var blevet gravid ved en fejltagelse. Det var for meget, men det skulle ikke undre ham. De var ikke alt for kloge, og det var blevet værre med årene. En dag ville han spørge sin mor, om han var et uønsket barn. Når de sad og snakkede over teen efter skole. Men selvfølgelig elskede de ham – eller gjorde de? Mon de skulle anstrenge sig? Spillede de komedie? Tænk engang, hvis man kunne ha’ valgt sine forældre selv, eller hvis man havde haft mulighed for at opdrage lidt på dem forinden. De ku’ sgu godt ta’ lidt mere hensyn, når man nu ikke havde haft en chance. De skulle altid bestemme alting: Hvor mange timer han måtte arbejde i supermarkedet, hvornår han skulle være hjemme efter fester, at han ikke måtte få en tatovering. Man skulle fandme tro, de troede, de var guddommelige!

Faderopdragelse og modersmål Gud! Hvis der var nogen, der havde haft indflydelse på Sørens liv, var det Gud. Ikke nok med at Søren var faderens sidste barn – en efternøler og en ’smutter’. Et ikke-planlagt barn. Faderen opfattede ham også som Guds sidste advarsel. Den sidste mulighed for at genoprette sit forhold til HAM, fra dengang på heden. Søren blev faderens sonoffer, og han blev opdraget meget strengt og religiøst. Moderen kom aldrig ud af sin rolle som tjenestepige, og da faderen var hjemmegående, kom hun heller ikke til at spille nogen rolle i opdragelsen af børnene. Hun forblev nærmest husbestyrerinde, selv om de var gift. Utallige gange i sin barndom hørte Søren historien fra Det gamle Testamente om Abraham, der skulle ofre sin søn Isak til Gud for at bevise sin tro. Og endnu flere gange hørte han om Vor Herre, som ser alt, hører alt og holder regnskab med menneskets synder. Faderen havde en vane med at gå op og ned ad gulvet gennem stuerne, når han ville fortælle Søren noget vigtigt. På den måde holdt man blodcirkulationen igang og øgede koncentrationsevnen, hævdede han. På deres ofte timelange vandreture rundt i stuerne fortalte faderen Søren om livet og om verden. Han tog ham med på fantasirejser, hvor Søren kunne drømme sig væk og forestille sig verden udenfor. På den måde kom Søren vidt omkring, selv om han ikke bevægede sig uden for hjemmets fire vægge. I sin fantasi dannede han billeder til faderens fortællinger. Og så maleriske og levende var de, at Søren helt kunne glemme, hvor han i virkeligheden var. I sin måde at bruge sproget på var faderen streng, nøjagtig og formfuldendt. Ordene i faderens fortællinger og formaninger blev udvalgt med omhu, og Søren fik den oplevelse, at han på samme tid kunne samle 1000 af faderens ord i bare ét billede, men at hvert af ordene også kunne blive til 1000 forskellige billeder. Også i andre sammenhænge lærte Søren i en tidlig alder om sprogets betydning. På grund af faderens høje sociale placering kom der tit betydningsfulde personer i hjemmet. Ved disse lejligheder gik diskussionen altid livligt og ofte højrøstet, fordi Sørens far elskede at diskutere. 27

Og Søren opdagede hurtigt hvorfor. Hans far fik nemlig altid ret. Søren var stolt af sin far, og han lærte samtidig faderens taleteknik. Han havde en evne til altid at vælge de rigtige ord og bruge dem præcist til det, de kunne. Og Søren lærte, hvordan udskiftningen af et enkelt ord i en sætning, eller blot en anden bøjning af et ord, fuldstændig kunne ændre betydningen og meningen med en sætning. Hertil kom, at faderen havde en god portion stædighed, vedholdenhed og kampånd.

… et sprog, der om det end på et enkelt sted synes fattigt, dog ikke er det, men forsmået som en beskeden elskerinde, der jo har den højeste værd og fremfor alt ikke er forjasket; et sprog, der ikke uden udtryk for det store, det afgjørende, det fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig forkærlighed for mellemtanken og bibegrebet og tillægsordet, og stemningens småsnakken, og overgangens nynnen, og bøjningens inderlighed og den dulgte velværens forborgne frodighed; et sprog, der forstår spøg nok så godt som alvor: et modersmål, der fængsler sine børn med en lænke, som »er let at bære – ja! men tung at bryde.« (Søren Kierkegaard, Stadier på Livets Vei 1845)

Skolen På den baggrund var Søren sprogligt godt rustet til at begynde i skolen. Men fordi han var lille, tynd og skrøbelig, begyndte han først i skolen som 8-årig. Som sine brødre blev han indskrevet på Borgerdydskolen. Hans skolegang blev absolut ingen succes. Han fik aldrig nogen nære venner, men blev mobbet gennem hele skoleforløbet for sit udseende. Også hans tøj blev han drillet med, for selv om faderen havde penge nok og faktisk havde handlet med tøj, var det ikke noget, han 29

Søren Kierkegaard blev født på Nytorv i København

ødslede penge væk til. Det var andre ting i livet end tøj og udseende, man skulle være optaget af. Søren fik øgenavnet ’Søren Sok.’ Hvad Søren manglede i overarmene, havde han til gengæld i munden. Når han blev drillet, svarede han altid igen med spydigheder om de andre, og han opdagede hurtigt, at han var ekspert i at finde de rammende og sårende bemærkninger. Ofte fik han bank, men han var ligeglad, selv om han tabte hver gang. Han blev ved, og faktisk holdt han mange fra livet, fordi de var bange for at komme til at græde i andres påsyn over hans perfide bemærkninger. Han lærte heller ikke noget. Han vidste stort set det hele, før de kom til det i skolen. Så han følte sig ikke blot klogere og bedre end klassekammeraterne, men også end lærerne. Hvis de kritiserede ham, svarede han frækt igen. Alligevel fik han klassens andenbedste karakterer. - Nåå Thomas, bli’r det til noget? - Thoomaaass! - Mmnn, øøhh – hva? (grinen fra de andre elever) - Go’ morgen hr. Mikkelsen, har De sovet godt? Kunne det passe herren at repetere, hvornår det var Søren Kierkegaard blev født?

- 5. maj 1813 – præcis fire måneder efter statsbankerotten ... - Nåå, så var du ikke faldet helt i søvn – hva? - Jo, men kan vi ikke snakke lidt om det der med at være et uønsket barn? - Hvad mener du med det? Det har da ikke en pind med sagen at gøre. Det kan du skrive på dagsordenen til klassens time, hvis du vil. Men skulle du ikke hellere tale med dine forældre om det … (latter fra klassen)

Københavns universitet, hvor Søren uddannede sig til teolog

I 1830 blev Søren Kierkegaard student. På det tidspunkt var han 17 år, og samme år begyndte han på Københavns Universitet. Han skulle læse teologi, det havde hans far bestemt ...

Bilag

117

118

Bilag 1

Faldet (Case 1) Du er på ferie i Venedig med nogle venner. En aften har I været i byen, og du er den sidste, der går hjem. Efter at alt er lukket, har du siddet på en bænk med en, du har mødt på diskoteket. I er nu gået hver til sit, og du er helt alene i gaderne med de mange broer og kanaler. Natten er stille, mørk og lun. Du går i dine egne tanker, men pludselig hører du et svagt og halvkvalt råb om hjælp. Du ser dig omkring, men alt er stille, og du kan ingenting se. Råbet kommer igen – denne gang noget højere. Du løber op på den nærmeste bro, men kan stadig ikke se nogen. Heller ikke i vandet. Råbet kommer igen, og du bliver sikker på, det kommer nede fra. Du hører nu en plasken bag den næste bro. Du løber ned på det næste fortov og op på broen. Her når du netop at se hovedet af en ældre mand forsvinde under vandet. Lidt efter dukker det op igen, og du kan se, der er tale om en stor gammel spritter. Af hans ansigtsudtryk kan du se, han er godt fuld. Han råber om hjælp igen, men har tilsyneladende ikke set dig. Du vender dig om endnu engang, men gader og broer er fortsat helt øde. HVAD GØR DU?

Overfaldet (Case 2) Du har været et smut i Jylland for at besøge en kammerat og er netop vendt tilbage til København, hvor du er stået af toget på Hovedbanegården. Det er fredag aften, og der er masser af liv på stationen. Nogle af de unge mennesker er allerede halvfulde og råber højt. En lejrskoleklasse, som har været med samme tog som dig, er også ret højrøstede, så du tager godt fat i din sportstaske og skynder dig hen mod rulletrappen. Oppe i forhallen ser du imidlertid, at der er optræk til ballade. Tre store tatoverede fyre i læderjakker har trængt en arabisk udseende

119

mand op ad væggen, og idet du træder af rulletrappen, får han det første slag af en knytnæve i ansigtet. Hurtigt efter et slag i maven, så han krummer sig sammen, og et slag i nakken, så han vælter omkuld. Og så begynder de tre mænd ellers at sparke løs på ham, mens de råber. Forhallen er fyldt med folk, men ingen lægger an til at gøre noget. Du registrerer hurtigt, at de fleste nærmest med vilje forsøger at kigge væk og lader som om, de ikke har set noget. HVAD GØR DU?

120

Bilag 2

Historien om Job (fra Det gamle Testamente) Der var engang en mand, der hed Job. Hele sit liv havde han levet, som Gud ville have det – hjulpet de svage, givet mad til faderløse og tøj til de fattige. Og hver dag ofrede Job til Gud – ikke blot for sig selv og sin kone, men også for sine børns skyld. For sin store fromhed havde Gud velsignet Job med storhed og skænket ham syv sønner og tre døtre. Hertil kom syv tusinde får og tre tusinde kameler, fem hundrede spand okser, fem hundrede æselhopper og en mængde slaver. Job var den mægtigste mand i Østen. Og han var aldrig i tvivl om, at hans velstand hang sammen med hans tro på Gud. Men al den godhed irriterede Satan, og en dag udfordrede han Gud. ”Din tjener Job,” sagde han, ”er nok from, men det er ikke underligt, sådan som du har sikret og velsignet ham og hans familie. Lad ham for en tid komme i min varetægt, så skal vi få at se, hvor troende han i virkeligheden er.” Gud følte sig sikker på Job og tog udfordringen op. Han lod Satan få magt over Job og alt, hvad han ejede, men han stillede den betingelse, at Satan ikke måtte tage livet af Job. Straks efter begyndte det at gå skidt for Job. Først blev nogle af hans staldkarle overfaldet og hans okser stjålet. Derefter brændte alle hans får og hyrder inde i en stald. Og endelig blev alle hans kameler stjålet. Men Job bad og ofrede til Gud på samme måde som han altid havde gjort. Satan gik nu endnu hårdere til værks. Han sendte en voldsom storm over landet, og i løbet af en nat mistede Job alle sine ti børn. Da Job så det, flængede han sin kappe og klippede alt sit hår af, smed sig på jorden og bad til Gud. Så gik Satan til angreb direkte på Jobs krop, som han ramte med store betændte og ildelugtende bylder. Heller ikke dette fik Job til at

121

beklage sig. Men han satte sig i en askedynge og forsøgte at skrabe bylderne af med et potteskår, og da hans kone antydede, at alle hans ulykker måske skyldtes, at Gud havde vendt ham ryggen, blev hun straks irettesat. ”Hvis vi tager imod det gode fra Gud med glæde, må vi også tage imod det onde,” sagde Job. Rygtet om Jobs ulykker løb hurtigt, og i løbet af de næste uger kom hans venner for at se til ham. Bylderne var ikke forsvundet – tværtimod havde betændelsen bredt sig, så den nu også sad i ansigtet. Vennerne blev så forfærdede over at se hans ynkelige tilstand, at de dårligt kunne sige noget. De flængede deres kapper og dækkede sig med støv, mens de græd i sympati med Job, som for hver dag sygnede mere og mere hen. Der kom sprækker i huden over hele hans krop, og på grund af varmen kom der maddiker i de væskende sår. Så blev det for meget for Job. Han forbandede den dag, han var blevet født og ønskede, at han var død under fødslen. Men vennerne protesterede: Han skulle hellere bekende sin skyld og angre den synd, han måtte have begået, siden Gud havde ladet det gå så ilde for ham. Men Job var en retfærdig mand og ville ikke gå på kompromis med sandheden. Han hævdede hårdnakket, at Gud havde straffet ham uden grund. Vennerne var forargede. De mente ikke, at man som menneske kunne erklære sig uskyldig over for Gud. Det nærmede sig gudsbespottelse! Der måtte være et eller andet, som Job ikke ville fortælle, men som Gud alligevel havde gennemskuet. Men Job fastholdt sin uskyld og krævede en forklaring af Gud på sine ulykker. Han ville hellere dø end at fortsætte livet med disse lidelser. Om natten trak det op til storm, og ud af stormen hørtes Guds røst. Men Job fik stadig ingen forklaring – snarere en påtale: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden”, tordnede stemmen. ”Fortæl det, hvis du har forstand til det! Har du nogensinde beordret morgenen frem eller været ved havets kilder og vandret på urdybets bund. Kan du binde Syvstjernens bånd og løse Orions lænker. Kender du lovene i Himlen?”

122

Find denne bog og mange andre gode titler p책