EN LILLE BOG OM
ONDSKAB OG LIDELSE J A K O B
E
K
S
I
B R Ø N N U M
S
T
E
N
S
E
N
A F SAM M E FORFATT E R
Horisont - lyrik og meditationer (1988) Ind gennem lysninger (digte, 1989) Skyggedage (rejsebog, 1990) Elegi for Mozart (essay, 1991) Europadigte (1991, 2. udg. 1996) Brød og bøn (digt, 1993) Den lange søndag (roman 1994) Mørke (roman, 1996) Sjælen og landskaberne (digte, 1997) Kulturhistoriske årstal (håndbog, 2001, norsk udg. 2003) Kun sig selv (roman, 2004) Vejen ud og vejen hjem (digte, 2004) Forfølgeren (roman, 2007) Pinballmesterens drøm - 9 meta fysiske fortællinger (2010) Månen i din hånd (haikudigte, 2010) Jobs drøm og andre fortællinger (2011) Verden ifølge U2 (essay, 2012) Kirkegården ved havet (digte, 2012) Kristus som antihelt (eksistens teologi, 2013) Juleevangeliet - en gendigtning (digte, 2014) Sange ved himlens port (Dylanbog, 2014)
Malmö by night (digte, 2014) Langsomheden 1.0 (digte, 2015) Argumenter mod døden (eksistensteologi, 2015) Lysåret (haikudigte, 2016) Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016) Pengeguden (essay, 2016) Porten til den indre by (digte, 2016) Den sidste passion (digte, 2017) Matthæuseffekten (eksistens teologi, 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017) Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018) Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018) Requiem (Samlede nekrologer vol. 1, 2019) Gensyn med den store fortælling (essay, 2019) Virkeligheden 2.0 (digte, 2019) Dahls forklaring (roman, 2020) Småtingsafdelingen (medieetik, 2020) Kvinden under isen (kriminal roman, 2021) Drømmetræet (digte, 2021)
INDHOLD
MENING 7 TID 11 ONDSKAB 14 MAGT 22 MEDLØBEREN 27
72 MODERSKABET 75 JALOUSI 80 VERDEN 82 SPROG 85 DE ANDRE
LIDELSE 29
88 FORULEMPELSEN
SMERTE 34
92 VREDE
SKAM 36
95 HAD
LØGN 40
99 MIG SELV
FRIHED 43
102 OFFER
MEDLIDENHED 48
106 SKYLD
IRONI 51 SELVMORD 54
109 UNDERTRYKKELSE 113 BESKUELSE
GUD 56
116 ANGST
FADEREN 59
119 FRYGT
FADERMORDET 63 KÆRLIGHED 66 DØD 69
120 FØLELSER 124 INDSIGT 128 LITTERATUR
M EN I N G
J
eg må erkende, at jeg til stadighed står i et dilemma: Er livet basalt set godt, eller er det basalt set ikke godt? Er tilværelsen lys og smuk, eller er den dybest set rådden, og er alt det, vi går og gør, ren og tom overfladiskhed? Eller halvt bevidste eller helt ubevidste forsøg på at pakke råd denskaben ind i glittet papir, så vi dog kan holde ud at tænke på at vi skal vågne i morgen med? At nattens mørke, der skal føre os hen til i morgen, ikke blot er et fysisk mørke, fordi jorden har drejet sig, og solen ser ud, som om den er omme på den anden side, men også er et symbolsk mørke, som viser os tilværelsen, sådan som den i virkeligheden er. Hvis tilværelsen ikke opfattes som god, nøjes man ikke med at sige, at den ikke er god. Man siger heller ikke, at den er dårlig. Det modsatte af god er ikke i den sammenhæng dårlig, det er ond. Det er noget filosofferne kan lide, for så har de udformet et emne, der kan behandles, og emnet er naturligvis: Det ondes problem. Det er imidlertid ikke kun filosofferne, som tænker over det. Det gør også alle andre mennesker. Så jeg er langt fra alene med dette dilemma. De, der ikke er filosoffer, tænker blot ikke over det på en systematisk og rationel måde, sådan som filosofferne forsøger at gøre det. Der kører tankerne i stedet rundt i hovedet fra morgen til aften. Der er et godt 7
billede fra gammel tid, hvor en bestemt teknisk indretning blev brugt til at fremstille mel til dagligt brød. Det var en kværn, som stod henne hos mølleren. Det er noget man kan forstå. Det er sådan de gør, tankerne, de kværner rundt i hovedet på en. Denne kværn er absolut ikke holdt op med at rotere, bare fordi vi køber melet indpakket i en pose i supermarkedet, ja, nogle vil mene, at vi kværner mere end nogensinde og at det er en af grundene, til at vi bliver nødt til at proppe os med underholdning hele tiden. Da filosofferne opdagede, at det ikke er afgjort på forhånd, om livet er godt eller dårligt, gik de i deres egen snare ved at tale om det ondes problem. For hvad siger det om tilværelsen at de ikke kalder det det godes problem? Det siger, at man på forhånd forventer, at tilværelsen er god, og at der er gået noget galt, når den viser sig ikke at være det. Hvor har man egentlig det fra? At den skulle være god. Hvilke erfaringer kan man overhovedet mønstre som belæg for den forestilling? Spørgsmålet om det ondes problem er behandlet i mange sammenhænge. Spørgsmålet om det gode behandles langt sjældnere. I en decideret håndbog om det problem bringer en af forfatterne to eksempler på, hvordan livet kan fore komme at være helt og holdent ondt. Vi kan alle sammen finde eksempler på almindelig ondskab, det er straks svæ rere at vise noget, der underminerer muligheden for, at livet i bund og grund skulle være godt. Det ene er fra en roman af W.G. Sebald, Austerlitz, som fortæller om en mand, der opdager, at hans forældre i vir keligheden ikke er hans forældre, men at han blev sendt 8
bort til England fra sit fødeland i Mellemeuropa som barn, og at hans forældre blev ført bort og døde under nazisternes tortur og folkemord. Han føler det sådan her: »Snart blev det umuligt for mig at vove det første skridt. Ligesom en linedanser, der ikke længere kan finde ud af at sætte den ene fod foran den anden, mærkede jeg nu kun den svajende platform under mig og indså med skræk, at balancestangens blinkende ender helt ude i synsfeltets rand ikke som før var mine ledelys, men ondskabsfulde forlokkelser til at styrte mig i dybet.« Det er almindeligt, at småbørn, der er bortadopteret i en vis alder, leder efter en form for tabt mening med tilvæ relsen hele livet, eftersom de på et psykisk, ofte ubevidst, plan husker det tab af mening, de oplevede, da de blev bort adopteret. At forældrene er døde under så store lidelser, gør, at det bliver umuligt for hovedpersonen at få fodfæste i livet og forstå det som en slags fundament under sin eksi stens og derved som et grundlæggende gode. Hvordan skal tilværelsen nogensinde kunne blive god, når den består af mennesker, der river den i stykker? Hvad nu, hvis der ikke er nogen mening med tilvæ relsen, lige meget hvordan vi ser på det? Den mulighed er til stede. Tilværelsen er ikke blot et brætspil, hvor vi muligvis kunne vende ondt til godt, eller hvor godt kan vendes til ondt. Tilværelsen er i bund og grund meningsløs, og den eneste mulighed er at lægge meningen et andet sted. Men så kommer det alligevel altid bagefter: Hvordan skaber vi så en form for mening i det scenarium? 9
Det andet eksempel er fra Det Nye Testamente, hvor den kristne missionær Paulus bringer en liste over sine lidelser: »… nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult« og dertil: vanære, spot, fattigdom. Alligevel ser han tilværelsen som grundlæggende god eller måske snarere, i sidste ende god, fordi midt i det hele stoler han på en forløsende kærlighed, som findes i det guddom melige perspektiv, i troen på Kristus. Spørgsmålet om »Det ondes problem« beror på en mis forståelse, hvis det skal forstås sådan, at løser vi problemet, også selvom det i praksis ikke kan løses, er tilværelsen grundlæggende god. Tilværelsen er ikke god og den kan ikke blive det. Der findes to måder, på hvilke tilværelsen kan være til at holde ud alligevel. Den ene er, at vi glemmer at den ikke er god. Den anden er, at vi gør noget, der skaber øjeblikke, hvor den opleves som god. Men hvis det lykkes, er tilvæ relsen så da ikke god alligevel? Noget tyder på, at vi er dømt til en eksistens som line dansere i vanskeligheder. Lad os i mellemtiden undersøge, hvordan nogle af de tunge områder, som vi allerede har nævnt et par stykker af, nemlig ondskab og lidelse, spiller ind i hinanden, og hvordan vi som mennesker går ind og ud af dem, og hvilke vi kan påvirke, når de påvirker os, og når de påvirker andre mennesker, og hvordan vi kan søge og muligvis finde øjeblikke, hvor det hele er til at holde ud.
10