Ensomhedsparathed

“Trods sin Ensomhed (…)syntes han altid rolig og tilfreds.” “... at hans gudløse Genbo i al sin Ensomhed syntes lykkeligere end han.”

Henrik Pontoppidan, Lykke-Per “Das Idol dieses Zeitalters ist die Gemeinschaft“ Helmuth Plessner, Grenzen der Gemeinschaft (1924) “Til kultiveringen af evnen til at være ensom hører – også og måske uundgåeligt – religion: Gud er – for den religiøse – ham, der stadig er der, når ingen længere er der”.

Odo Marquard, “Forsvar for evnen til at være ensom”, i Slagmark 68, 2013

2

Hans Hauge

Ens om h e d spa r a thed Ek siste n tialismen s a kt u a l i t et

Ek sistens en Kø b e n h av n 2019

3

Ensomhedsparathed Eksistentialismens aktualitet Hans Hauge © Forfatteren og Eksistensen, 2019 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0536-2 Omslag: Eksistensen Maleriet: Jeg mangler ord” – (90 x 90 cm.) er i 2015 malet af Finn Ulf von Götzendorf Grabowski.

Maleriet er en parafrasisk ”gendigtning” over P.C. Skovgaards maleri Udsigt fra Møns Klint over havet set fra Taleren Udgivet med støøte fra Velux Fonden. Støtten er ydet under fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren”.

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

4

I nd hold Forord 7 I. Ensomhedsparathed 9 Da eksistentialismen kom til Hjørring 9 Fra Heidegger til Marquard 10 Ingen venter på Godot 11 Tegn på en ny eksistentialisme? 13 Neoeksistentialisme: Markus Gabriel 15 Ensomhedsparathed 17 Den store fjende: Naturalismen 20 Eksistentialisme og litteratur 23 Eksistentialisme og den ny biografiske kultur 24

II. Den danske eksistentialisme 27 Eksistensteologien 27 Universiteternes anti-eksistentialisme 28 Olaf Pedersen vender hjem til Randers fra Paris 29 Præsterne blev eksistentialister i 1950’erne 30 Dansk modernisme som eksistentialisme 33 Neomarxismen: Sartre som SF’er 35 Kierkegaard lever 37 Grønkjærs nye menneske er ikke eksistentialist 38 Information gegen Kierkegaard 39 Frisk eksistentialisme 43 Forloren eksistentialisme: Svend Brinkmann 45 Hannah Arendt – er hun en nazi? 46 Gå ikke glip af Gå glip 48 Brinkmann er en Stockmann 49 Brinkmanns Kierkegaard 50 Den sudetertyske bondesøn 51

5

Ensomhedsparathed

Kolde hjerner bryder sig ikke om eksistentialisme: Om Peter Lund Madsen 53 Mennesket er ingen Abekat 54 Hjernen som offentlig ansat 56 Hjernen er vores produkt 56 Carsten Jensen som skabseksistentialist 57

III. Begyndelsen: Tysk eksistensfilosofi 61 Eksistentialismen blev (ikke) til på en kro i Schwarzwald 61 Fritz Heinemanns opfindelse 62 Eksistensen kommer forud for essensen 64 Nazister brød sig ikke om eksistentialister 67 Karl Jaspers siger farvel til Tyskland 68

IV. Fransk eksistentialisme 71 Vi begynder dog i Italien 72 Abrikoscocktails på Bec-de-Gaz 73 “Skyd Sartre og glem Camus!” 76

V. Engelsk eksistentialisme 79 Modstand mod eksistentialismen 79 Eksistentialister i Oxford og Cambridge 80 Hvorfor har der ikke været eksistensteologi i England? 82 Camus sammen med Read i England 83 Velfærdsstat og filosofi 86 The Outsider 87 Honest to God 88

VI. Eksistentialisme og kristendom 91 Fri os fra fællesskab 91 Kirkens forbundsfælle? Pascal-strategien 93

Efterord: Min tids litteraturbølger 99 Litteratur 109 Navneregister 115 6

Forord

Forord Ideen til denne bog begyndte med min fratrædelsesforelæsning d. 27. februar 2017 på Aarhus Universitet, som er et dynamisk sted, hvor ‘institutterne’ har skiftet navne mange gange i min tid. Jeg begyndte i 1973 at undervise på Institut for engelsk filologi, skønt filologien er for længst forsvundet. Fakultetet hed dengang Det humanistiske Fakultet, nu hedder det Arts. Det institut, jeg fratrådte, hed først Institut for Æstetik og Kultur, så kom det til at hedde Institut for Kommunikation og Kultur, og det kan jo betyde lidt af hvert. I det institut befandt faget ‘dansk’ sig, og det hedder Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi.

Efterordet er en forkortet, mens bogen er en forlænget udgave af forelæsningen. Forelæsningen havde titlen “Fra Alan Sillitoe til Martin Heidegger”, fordi den første forfatter, jeg skrev en artikel om, var Alan Sillitoe, og den sidste, jeg havde skrevet en bog om, var Martin Heidegger. De to var begyndelsen og afslutningen på en rejse fra 1950’ernes engelske litteratur til 1930’ernes tyske filosofi og fra begyndelsen af 1970’erne til 2017. Og var der nu en forbindelse mellem Sillitoe og Heidegger? Arthur Seaton er hovedpersonen i Sillitoes roman Saturday Night and Sunday Morning fra 1958. Han er en oprører. “Once a rebel, always a rebel” er hans motto. Han er arbejder, der ikke var med i noget fællesskab. Han er individualist. Han er den enkelte. Han er en Camus i kedeldragt. Der var dermed en underjordisk forbindelse mellem eksistensfilosofien i Tyskland og litteraturen i England. Den enkeltes oprør mod fællesskabet eller massen. Jeg har selv levet en lille smule efter Arthur Seatons motto, som med årene har udviklet sig til senil ulydighed.

Da Jean-Paul Sartre i oktober 1945 holdt sit foredrag “Eksistentialisme er humanisme” i Paris, forsvarede han eksistentialismen mod angreb fra katolikker og kommunister. De repræsenterede de domine-

7

Ensomhedsparathed

rende tænkemåder i datidens Frankrig. I dag er det ikke nødvendigt at forsvare den mod den slags.

Hvad er i dag den dominerende tænkemåde? Det er naturalismen.

På universiteterne skal alt være naturvidenskab eller ligne den, og det gør, at især humanister forsøger at lade som om, de også bedriver nyttig videnskab. Modsætningen mellem åndsvidenskab og naturvidenskab er ophævet. Litteratur er ikke længere et dannelsesmiddel. Er det ikke utroligt, at da jeg begyndte at læse, satte ingen spørgsmålstegn ved, at alle engelskstuderende skulle kunne læse Beowulf på oldengelsk? Den slags havde man råd til dengang. Litteratur havde værdi i sig selv. Selv ældgammel litteratur.

Eksistentialismen er et opgør med naturalismen i alle dens forgreninger, og derfor kan den næppe eksistere på et universitet. I K.E. Løgstrups Den etiske fordring var der ikke en eneste videnskabelig sætning, som han sagde. Ham ville man straks fyre i dag. Han bedrev ikke ‘forskning’, som videnskab hedder. Han lavede ikke kvalitative undersøgelser over, hvad folk mente en etisk fordring var. Han havde ingen ‘data’.

Dernæst er der en dominerende politisk tænkemåde. Den hedder kommunitarismen. Stort set alle politiske partier fra højre til venstre, stort set alle tænkere og stort set alle digtere og præster drømmer om fællesskabet, det vil sige det tabte fællesskab eller endog det forsvundne erstatningsfællesskab. Der findes et udbredt ubehag ved individualiseringen. Fællesskaber og identiteter er nutidens trusler mod den enkelte.

Eksistentialisme er en frisættelse fra fællesskabets fængsel og fra identiteten og dermed muligheden for at lære at blive og øve sig i at være den enkelte. Det er det, som jeg med Odo Marquard kalder ‘ensomhedsparathed’. Eksistentialismen sætter grænser for naturalisme og fællesskab.

8

I. Ensomhedsparathed Da eksistentialismen kom til Hjørring I 1967, mens jeg gik i 3.G. på Hjørring Gymnasium, holdt jeg et oplæg om eksistentialismen. Jeg har det endnu, og det var faktisk ganske godt. Jeg baserede det på Johannes Sløks Eksistentialisme fra 1964 og E. Thestrup Pedersens Kristendom og eksistentialisme fra 1956. Så gik der lige godt 50 år, og i august 2018 holdt jeg for anden gang i mit liv et foredrag om eksistentialismen. Denne gang på en højskole. Nærmere bestemt Grundtvigs Højskole i Hillerød til Filosofisk Forums kursus om “Eksistens hos moderne tænkere”. Eksistens er et populært emne, og kurset var velbesøgt. Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Albert Camus, Johannes Sløk var på programmet.1 I 1967 og igen i 2018. Der er åbenbart ikke kommet tredjegenerationseksistentialister til imellem 1967 og 2018. Der er en intakt eksistentialistisk kanon.2 Jeg genlæste Sløks bog og fandt den overraskende samtidig og aktuel. Den trænger næsten ikke til et supplement. Det er, som om den har ligget i dybfryseren, og man kan tø den op, og den er så frisk som i 1967. Deri kan man læse om, hvad eksistentialisme er. 3 Det er endda en dansk eksistentialisme.

Der var nye navne på programmet i Hillerød: Peter Sloterdijk, Niels Grønkjær, Marianne Stidsen og Svend Brinkmann. Sloterdijk er muligvis eksistentialist, skønt man kalder ham det vistnok ikke. Han er en bred, nationalkonservativ bevægelse, der kun består af Sloterdijk.

Niels Grønkjær var selv til stede og holdt foredrag om det nye men1. Der var også andet på programmet. Blandt andet et foredrag om Jørgen K. Bukdahl, der ikke kunne finde ud af, om han ville være eksistentialist, marxist eller hegelianer.

2. Derfor omtaler jeg senere nogle eksistentialister, som man ikke hører om i de fleste fremstillinger eller på Wikipedia.

3. Jeg refererer ikke, hvad de forskellige eksistentialistiske tænkere har skrevet og tænkt. Det kan enhver ‘google’ sig frem til.

9

Ensomhedsparathed

neske. Han er grundtvigsk valgmenighedspræst, og så kan man kun være skabseksistentialist. Dog har der på Grundtvigs Højskole været utallige Kierkegaard-kurser; de to gamle københavnske romantikere kan godt være på højskole sammen. Marianne Stidsen er noget så unikt som en eksistensfilosofisk litteraturkritiker.4 Svend Brinkmann afholdt de studiekreds om på kurset. Er han mon eksistentialist eller blot populær, eller er han populær, fordi det minder om eksistentialisme? Man kaldte i 1950’erne eksistentialismen en modefilosofi, og det var ikke pænt ment. Det var en af årsagerne til, at filosofferne ikke underviste i den. De havde glemt Kants råd om, at det er bedre at være en nar i moden end slet ikke følge den, og det er nok derfor, mange læser Brinkmanns bøger, og han henviser både til Kierkegaard, Camus, Arendt og Løgstrup. De fire synes i dag at udgøre en dansk, semi-eksistentialistisk kanon.

Fra Heidegger til Marquard Mit emne i Hillerød var tysk eksistentialisme fra Martin Heidegger til Odo Marquard. Det var glædeligt, at man endnu kan gøre folk vrede.

Det skete, da jeg præsenterede Marquards hermeneutik, der går ud på, at fortolkning er at finde noget i en tekst, som ikke står der, for hvorfor skulle man ellers fortolke? Det syn på fortolkning rystede en del, som nok var dansklærere, der mente, at tekster kan svare igen. Jacques Derrida har engang fortalt om et møde i Frankrig, hvor Heidegger havde holdt foredrag. Gabriel Marcel5 og Lucien Goldmann6 stillede, syntes de selv, Heidegger nogle skarpe spørgsmål. De spurgte, om hans måde at læse på ikke var farlig. Heidegger tænkte sig længe om og svarede: 4. Thomas Mann-eksperten Morten Dyssel talte om “Ensomhedens forbandelse”.

Det hørte jeg ikke, men det handlede om, at ensomheden var en forbandelse i litteratur fra Dostojevskij og fremefter. Og det lyder ikke særligt eksistentialistisk. Man fortalte mig også, at Marianne Stidsen ikke talte ret meget om eksistentialisme.

5. Fransk, kristen eksistentialist, som også skrev dramatik. Blandt andet et om Heidegger og Rilke. Mærkelig nok har næsten ingen danske teologer interesseret sig for ham. Han holdt studiekreds i sin lejlighed, og der kom både Jacques Derrida og den norske teolog Per Lønning.

6. Rumænsk strukturel marxist, det vil sige, han forsøgte at kombinere historie og struktur. Hans Pour une sociologie du roman spillede en vis rolle i litteraturvidenskaben.

I den forsøgte han også at kombinere, men denne gang den konservative katolske René Girard med leninisten Georg Lukács.

10

I. Ensomhedsparathed

“Jo, den er farlig”. Tilhørerne i Hillerød syntes heller ikke, jeg talte pænt om neodarwinisterne. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg stillede i Hillerød spørgsmålet, om eksistentialismen er aktuel i dag, med udgangspunkt i Odo Marquard, som i 1974 på Justus-Liebig-Universität i Gießen, hvor han var professor i filosofi, holdt en række forelæsninger om eksistentialismen og dengang udtalte, at eksistentialismen var aktuel. Det var også provokerende, for på det tidspunkt var neomarxismen aktuel, og den er eksistentialismens tilsyneladende modsætning.7 I neomarxismen er “ingen den enkelte”, for der er alt kollektivt, og vores bevidsthed er i sidste instans produkt af økonomiske strukturer og klassetilhørsforhold. Marxisme er determinisme, og tilværelsen er ikke absurd, for historien har en mening og ender godt. Hvad med nu?

Neomarxismen er forsvundet. Næsten. Det er en ny begyndelse. Men som det er i lignelsen, når man renser huset for dæmoner, og det står prydet og rent, kommer der en masse djævle, der er langt værre. De har i dag besat dele af universiteterne og mange andre statslige institutioner. Hvem? Naturalisterne. Derom senere.

Ingen venter på Godot Eksistentialismen var aktuel i Tyskland i 1930’erne, i Paris i 1940’erne og i Hjørring i midten af 1960’erne. I visse kredse, naturligvis. De første to gange var det efter en verdenskrig. Det var ikke tilfældet i Danmark, eftersom den kom til os midt i velfærdsstatens guldalder.

Alligevel fandt mange, at livet var meningsløst. Eller måske gjorde de ikke? Måske lod de som om ligesom Sartre, som sagde det, fordi det var smart at føle angst. På den anden side var det under Den kolde krig med truslen om atomkrig, så måske var vi bekymrede, usikre og bange.

Hvad med i Danmark i 2018? Kan eksistentialismen blive aktuel igen? Eller er vi for lykkelige? Har livet fået mening igen? Vi har jo så mange værdier, men vi har også en masse fobier, blandt andet er der

7. Det var samme år, hvor Sartre besøgte RAFs Andres Baader i Stammheim fængslet.

Og det var en stor mediebegivenhed.

11

Ensomhedsparathed

en udbredt Gudsangst.8 Stemningen er på en gang munter og apokalyptisk.

Der spilles i al fald ikke længere absurd teater og da slet ikke på ‘tvteatret’. Ingen venter på Godot. Kunne nogen forestille sig en ballet bygget på Ionesco på DR?9 Digte er i dag lette at forstå. Tænk blot på Kim Larsens. Vi unge kunne dengang godt lide Sartres og Camus’ romaner, paradoksal poesi og absurd drama. Gad vide, om de unge kan det i dag? Og vi havde identitetsproblemer af en helt anden art end dem, de har i dag. Identitet eksistentialistisk forstået handlede befriende nok ikke om “kultur”. Identitet kan ikke være kollektiv. Eksistentialisme er hinsides kultur. Eksistentialister gider ikke identiteter, for hvis man får sådan en, er subjektet ikke intet, men noget. Menneskets væsen er ikke at have et væsen, en essens, en identitet. Jeg kan også huske K.E. Løgstrup, som mente, identitet var et uinteressant fænomen.

Begrebet findes ikke i hans forfatterskab.10 Identitet er en trussel mod den enkelte.

Vi vidste ikke dengang, om vi levede autentisk, eller om der var noget eller intet bag de roller, vi spillede. Vi var frie eller dømt til frihed, ligesom amerikanerne er. Vi var fremmedgjorte. Vi så lidt melankolske ud, lyttede til cool jazz, røg pibe og god tobak, helst Dunhill selvom det var dyrt, og gik med rullekrave og i duffelcoat. Vi vidste, at valget var vigtigt, og at vi altid valgte forkert. Vi gjorde også alt for at kede os.

Kedsomhed er det moderne samfunds store problem, sagde Heidegger, og Hjørring var byen, hvor man aldrig kedede sig.

To år efter eller lidt senere gik det løs, og det var ikke kedeligt. Vi begyndte at gå i flok, og vi var mange nok. I Danmark lidt senere end i Paris kom studenteroprøret, og dermed var det ikke så interessant længere med eksistensen og hin enkelte, og fremmedgørelse var nu noget 8. Jeg tænker på Michael Kühnleins Wer hat Angst vor Gott? Über Religion und Politik im postfaktischen Zeitalter. Gudsangst, kritik af fornuften (Kant) og anything goes er de tre fundamentale, moderne karakteristika. Anything goes henviser til videnskabsteorien.

Det er ikke en opfordring, men en realistisk beskrivelse af, hvad der sker i naturvidenskaben. Paul Feyerabend var selv fysiker, så han vidste, hvad det drejede sig om. Eller Peter Hitchens The Rage Against God (2010). Der er også Torunn Borges essaysamling Gudskrekk (2000), der gør op med tendenser i norsk kulturradikalisme.

9. Ballet er afløst af Vild med dans, og det er jo ikke absurd.

10. Nu ved jeg, der sidder en eller anden krakiler og leder i alle Løgstrups skrifter efter ordet ‘identitet’. Ligesom engang en neopositivistisk historikers kritik af min bog om Løgstrup, Heidegger og nazismen gik på, at Sartre ikke var Albert Schweizers nevø, men det var Sartres mor, der var Alberts fætter.

12

I. Ensomhedsparathed

helt andet, og der var indført SU, og eksistentialismen var borgerlig, og Ritt hed Sorte Ritt, og der var EF-modstand og nej til atomkraft, og Maos lille røde var i lommerne, og piger gik ikke med BH, og de jurastuderende var, tro det eller ej, konservative. De mest progressive flyttede i kollektiver på Mols. Vi fik gruppeeksamen og projektarbejde, og det har man endnu. Forskning skal foregå i forskergrupper for at forhindre privatpraktiserende forskere. Helt forgæves var ‘68 ikke.

Trods neomarxismen påstod altså Odo Marquard, at eksistentialismen igen var blevet aktuel i Vesttyskland i midten af 1970’erne. Måske havde han ret. Jeg kan ikke huske, det var tilfældet i Aarhus, selvom det ikke beviser noget. Kan vi i 2018 endnu en gang sige, at eksistentialismen er aktuel? Er der tegn på det? Eller er det blot et fromt ønske?

Tegn på en ny eksistentialisme?

Der er små opgør på vej mod, hvad Raymond Tallis kaldes ‘darwinitis’, ‘neuroculture’ og ‘neuromania (Tallis 2011).’11 Det er ikke markante opgør, og oprørerne må holde lav profil. Tror du ikke på Darwin, kunne du være enten tyrkisk muslim eller amerikansk fundamentalist.12 Hvem ville køre i bus med en chauffør, der var kreationist? Fornuftecclesiaen er ikke særligt rummelig.

Jeg vil mene, at sociologen (og litteraten) Hartmut Rosas værker med lidt god vilje kan kaldes eksistentialistiske. Hans hovedværk er Beschleunigung, som betyder fart eller acceleration, det vil sige, det, at alt går hurtigere og hurtigere, er ifølge ham selv en ny teori om moderniteten.

Han har skrevet en opfølger, som hedder Resonanz, og den er et svar på hastigheden.13 Et andet tegn på, at eksistentialismen kunne være 11. Jeg siger ikke, at Raymond Tallis er eksistentialist, men blot det, at han gør op med en tænkemåde, som er eksistentialismens modpol. Han har f.eks. en kritik af “speciesism”, det vil sige kritik af det synspunkt, at vi skulle være mere end dyr. Det sidestiller delfiner i fangenskab med slaveri. Vi har i Danmark speceisister blandt teologer, f.eks. Ole Jensen. Jeg mener heller ikke, at man kan sige, at Habermas er naturalismekritiker, snarere naturalist light.

12. En sognepræst fra det gule Sønderjylland skal genopdrages i Darwin af Niels Henrik Gregersen, som er teologiprofessor. Det har den røde biskop Marianne Christiansen fra Haderslev besluttet. Præsten mente nemlig, at darwinismen havde skadelige etiske konsekvenser. Han kunne også være DF’er.

13. Resonanz er et eksempel på en skabelsesteologi uden skaber. Da Rosa var i Ribe til Lutherfejringen, spurgte mange ham, om han kendte Løgstrup. Det gjorde han ikke,

13