Er der steder hvor sandheden synger

Er der steder hvor sandheden synger

ER DER STEDER HVOR

Rasmus Skov Borring

SANDHEDEN SYNGER

En personlig fortælling om fællessang som folkeoplysning

Rasmus Skov Borring

Er der steder hvor sandheden synger

© Forfatteren og Eksistensen 2024

1. udgave, 1. oplag

Isbn 978 87 410 1105 9

Tak for støtte til JORCK’s FOND

Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen

Foto på bagsiden © Irfaan Khan

Sat med Gimlet

Tryk: GPS Group

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK-1820 Frederiksberg C

 3324 9250

www.eksistensen.dk

INDHOLD

Forord  7

Danmarks syngende folkekultur  9

Grundtvig og nye generationer  19

Mennesket i fællesskabet  37

Marskens digter, Jens Rosendal  57

Min fortælling  97

Folkekultur i samtiden  113

Når folkekultur flytter hjemmefra  133

Den æstetiske dimension  145

FORORD

Velkommen til bogen om Danmarks syngende folkekultur. Jeg glæder mig til at invitere indenfor i et univers, der gennem mit liv har haft stor interesse, og som i dag fylder meget både professionelt og personligt.

Bogen er baseret på mine erfaringer som kulturformidler af vores fællessangstradition gennem en lang årrække. Indholdet handler således både om folkekultur som fænomen samt baggrunden for et udvalg af mine egne kompositioner. Det kommer til syne i to spor: Et mere analytisk spor, hvor jeg benytter min faglighed, og et hvor min person og mine erfaringer bringes i spil. Det er for at eksemplificere, hvordan folkekulturens temaer om tro, håb, kærlighed og menneskeliv influerer på vores selvforståelse. De to spor blander sig løbende med hinanden.

Hvert kapitel åbnes med en af mine sange som afsæt for at bevæge mig ind i kapitlets fortælling. Alle sangene er udgivet, så du kan streame, lytte og synge med. Du kan også blot læse teksten, og det kræver ikke en særlig musikalsk indsigt at læse bogen. Intentionen er at gøre pointer og fortællinger tilgængelige på en måde, de fleste, ung som gammel, kan relatere til. Måske kan det blive lidt nørdet, når jeg taler om at komponere, men jeg har gjort mit bedste for at tydeliggøre, hvad jeg mener.

Udvalget af sange er en blanding af bestillingsopgaver og sange skrevet con amore. Nogle forfattere er nulevende, og vi har således kunnet samarbejde – andre er døde, og jeg har med respekt for det eksisterende givet mit bud på en ny melodi.

Jeg har dedikeret et kapitel til min mangeårige kunstneriske samarbejdspartner og ven, Jens Rosendal. Hans digterskab er et solidt eksempel på, hvordan folkekultur opererer, når den kommer fra et personligt sted, men også former sig i mødet med den anden. Derfor er der mange eksempler fra hans forfatterliv, som både siger noget om ham og siger noget generelt om det, der aktiveres i mange, når de træder ind i fællessangens univers.

Derudover glæder jeg mig til at dele mine refleksioner om mine samarbejder med andre forfattere, som jeg beundrer. Som komponist udtrykker jeg mig i stemninger og toner fra tangenterne, og en forudsætning for en sangs tilblivelse er melodiens interaktion med poesien. Når udtryksformerne forenes, kan man både være unik, men også være noget i kraft af hinanden. Det er der, det bliver en sang – og så kommer fællessangen, når folk synger med.

God læselyst!

Rasmus Skov Borring, foråret 2024

DANMARKS SYNGENDE FOLKEKULTUR

Sangen har lysning

Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson, 1872

Melodi: Rasmus Skov Borring, 2018

1. Sangen har lysning, og derfor den gyder over dit arbejd forklarelsens skin; sangen har varme, og derfor den bryder stivhed og frost, så det tør i dit sind.

Sangen har evighed, derfor den skyder fortid og fremtid i hob for dit syn, tænder uendelig attrå og flyder bort i et lyshav af længsler og lyn.

2. Sangen forener, idet den fortoner mislyd og tvivl på sin strålende gang; sangen forener, idet den forsoner kamplystne kræfter i samstemmig trang: trangen til skønhed, til dåd, til det rene!

– Nogle kan gå på dens lyslange bro højere, højere, frem til det ene, som ikke åbnes for andet end tro.

3. Fortidens længsler i fortidens sange

kaster vemodigt en aften-rød glans; samtidens længsler i toner vi fange ind for en eftertids sjælfulde sans.

Slægternes ungdom i sangen har møde, tumler sin stund i de tonende ord; – fler end vi aner, ja, ånder af døde vugges i kvæld i vort festlige kor.

Bjørnson skrev »Sangen har lysning« samme år, som Grundtvig døde. Sangen er en sammenfatning af Grundtvigs tanker om poesiens betydning for mennesket. Den er en hyldest til sangen. Det at vi synger, og det vi synger om. Bjørnson talte ved Grundtvigs begravelse, og sangens tilblivelse var præget af indtryk derfra. At synge åbner mulighed for at forstå vores historie, for at mærke poesien og det åndelige. Dobbeltheden i forståelsen af sangen forbinder traditionen og det historiske med fremtiden –idet vi gennem poesien bliver bevidste om, hvad vi kommer af, og ser fremad og reflekterer i fremtidens poetiske lys. Det er folkeoplysning! Og det er et godt sted at begynde. At træde ind i sangens univers giver os mulighed for at stille spørgsmålet: Hvem er jeg? Hvad er verden, og hvor er min plads i den? Hvordan kan det at synge hjælpe os til at forstå dette?

Til trods for at vi i Danmark har en traditionsrig samling af sange fra mange tidsperioder, der varierer i det poetiske og musikalske udtryk, er det forbavsende få sange, der handler om selve fænomenet at synge. Men det gør »Sangen har lysning«. Den er en kærlighedserklæring til sangens univers. Derfor har den altid haft min opmærksomhed. Jeg kan godt lide Oluf Rings oprindelige melodi, selvom jeg senere har komponeret en ny for at udtrykke teksten på en anden måde. I optakten til udgivelsen af 19. udgave af Højskolesangbogen blev en række komponister og forfattere inviteret til sangskriverseminar på Den Rytmiske Højskole i Vig. Initiativet kom fra Folkehøjskolernes Forening og sangbogsudvalget, der skulle kuratere indholdet til den nye udgave. Oplægget var at skrive nye sange, der potentielt kunne indgå i Højskolesangbogen.

Der var dog ingen garanti for, at de ville blive optaget. På seminaret blev vi introduceret til et inspirationsbord. Et bord med bl.a. lister over temaer, som med fordel kunne belyses i den kommende udgave, fordi de var fraværende i den eksisterende højskolesangbog. Der lå også en liste med ældre sangtitler, der måske var ved at glide lidt i baggrunden i det efterhånden brede repertoire af sange i Højskolesangbogen. Kunne de genoplives gennem en ny melodi? Det var en direkte invitation til komponisterne. Jeg fik med det samme øje på »Sangen har lysning«. Jeg vidste intet om, hvor mange af de andre komponister der måske havde samme idé, men det var præmissen. Og tiden måtte vise, om nogle af sangene efterfølgende slap igennem nåleøjet. Om dagen arbejdede vi på kryds og tværs, og om aftenen var der åben scene, hvor vi kunne afprøve sangene som fællessange. Vi bevægede os alle i spændingsfeltet mellem at være nytænkende og ramme en vis struktur, så sangen kunne synges. Der blev produceret over 100 sange den weekend, og flere af dem har fundet vej til Højskolesangbogen. Det var en rammesat produktion af ny folkekultur. Oluf Rings melodi til »Sangen har lysning« er fortsat i Højskolesangbogen, men nu suppleret af min melodi som et alternativ. Sådan som det er med en del ældre sange, at de både har den oprindelige melodi og en alternativ fra en nyere komponist. Mit nye bud blev optaget sammen med andre af mine melodier. Nu er jeg selv bidragsyder i den bog, jeg har kendt hele mit liv. Opgaven er så at forblive – for man kan jo risikere at ryge ud igen.

Danmark er en syngende folkekultur. Kun få lande i verden kan bryste sig af en kultur, der kommer til udtryk på den måde. Den bliver holdt levende, fordi den synges.

Den forbinder os med hinanden på tværs af generationer, og den giver os et sted at gå hen og få styr på os selv, forstå os selv i det nære og i relation til den verden, vi lever i. Det er en stærk kultur, der sætter fri og giver plads til den enkelte. Vi træder ind derfra, hvor vi er. Måske møder vi kulturen som unge, måske først senere i livet, men uanset hvornår, er der en vej, hvis vi vil. Mødet med den enkelte har altid været et afgørende fokus i mit formidlingsarbejde. I mit professionelle arbejdsliv har formidlingen af den danske sangskat fyldt meget og i mange former. Både som pianist, komponist, foredragsholder og redaktør. Som barn var den der også som en naturlighed. Jeg var dengang ikke klar over, hvor betydningsfuldt indholdet er. Det har jeg først erfaret som voksen. Når man er barn, er verden jo bare, som den nu er. Som voksen har jeg efterhånden besøgt alle afkroge af Danmark, for det er der, jeg har bevæget mig igennem mange år. I skolelivet, foreningsdanmark, kulturlivet, i kirken og steder, hvor folk mødes for at synge. Jeg har været sangvært i forsamlingshuse, på Det Kongelige Teater og på TV. Hvert sted har sin ret, og sangene udtrykker sig der, hvor de er og bliver brugt. Ingen har patent på folkekultur. Det er en ambition i mit formidlingsarbejde at tale på en måde, hvor folk selv kan tage stilling. Jeg ser det som min opgave ikke at ekskludere nogen, men give mennesker en indgang til mødet med sangene og fortællingerne bag – uanset hvilken politisk holdning og livsanskuelse de måtte have. Alligevel kan man sige meget uden at sige det direkte, og jeg er også et holdningsmenneske. Jeg er opdraget med et åbent forhold til kultur og en åbenhed over for de omgivelser, vi møder på vores vej i livet. Det er mit grundafsæt, når jeg formidler – uanset hvem publikum