Et håb på størrelse med en myg by Eksistensen

Merete Bandak

Et håb på størrelse med en myg - det er naturligt at dø, men ...

Eksistensen

A Hun går. Hun træder på fliserne. Hun går. Hun ser græsset i revnerne mellem fliserne. Hun ser villaerne på venstre hånd. Augustvarmen. Havernes frodighed. Hun går fordi det er værre at sidde stille. Hun registrerer lastbiler og arbejdsvogne der kører over plader over udgravninger. Hun mærker støvet de hvirvler op. Det lægger sig på hendes hud. Hun vandrer langs en indhegnet byggeplads. Forsøger at navigere i kvarteret. Finde en rute af passende længde. Hun går. Hun er i live. Han har fødselsdag i morgen. Hun har ikke købt gave endnu. Spørgsmålet er hvad han har brug for. Hun er nået tilbage til sygehuset igen. Går ind på afdelingen og sætter sig i det lille venteværelse med kaffekanden og koppen. I går så de et brudepar komme ud af en kirke. Sommerklædte elegante bryllupsgæster med drinks

og smil i parken. I går tomlede de sammen for første gang nogensinde fordi der ikke kører busser lørdag eftermiddag i Vestsjælland. I går spiste de kalvesteg som ikke levede op til forventningerne på Hotel Postgården. I går var en almindelig ferielørdag. Måske den sidste almindelige ferielørdag. Hun ringer op. Hvordan går det? Okay. Det er ikke så godt. Far er indlagt. Han har fået et anfald, han har kramper og er bevidstløs. Ja, i morges. Vi er på Slagelse Sygehus. Nej, jeg ringede ikke. I kunne jo ikke gøre noget. Jamen, de har scannet ham og de prøver at få kramperne til at holde op. Det er hvad jeg ved. Ja, på intensiv. Jo, okay. Jeg får masser af kaffe. Fint hvis I kommer. Hun ser de grøftekanter for sig som de har vandret langs de sidste to dage. Og marker med byg og hvede og havre. Og skovkanter med brombær der snart skal plukkes. Hun ser lyset over markerne under de blåsorte skyer og mærker stadig ømheden mellem skuldre og nakke efter rygsækken med skiftesko, toiletgrej og så videre.

Hun tager telefonen og ringer et nummer op og stiller sig hen ved vinduet som vender ud mod ingenting og får forbindelse. Jeg har booket en overnatning i aften. To personer. Jeg bliver desværre nødt til at afbestille. Ja, det er med kort varsel, det er jeg ked af, men min mand er pludselig blevet indlagt akut, så vi kan ikke komme. Mange tak for det. Det er pænt af jer. Tak. Vi kommer forhåbentlig en anden gang. Farvel. Hun ser igen strækningen for sig som de kørte i morges. Mellem Sorø og Slagelse. Klokken 8. Tog det ti minutter. Hun sidder på forsædet med rygsækken mellem benene og ser landskabet langs hovedvejen suse forbi som når man kører på motorvej. En smuk morgen. De kører uden udrykning. Der er ingen andre biler. Hvad taler man med chaufføren om der er i gang med at redde ens mands liv. Der er ikke megen trafik søndag morgen. Han taler med sygehuset. De siger de er klar til modtagelse. Hun undrer sig over sin rygsæk der står ved siden af hende på gulvet i venteværelset. Hvad fik hende til

at pakke alt deres grej sammen fra badeværelset, fra stole, bord og gulv mens paramedicinerne baksede med ham der lå og dirrede af krampe i dobbeltsengen. Hvad fik hende til at sørge for at tjekke ud i receptionen og betale for overnatningen mens de fragtede ham på båren ned ad trapperne og hen ad gangen, og nå at være klar til at holde døren for dem så de kunne få ham ud ad hoveddøren. Hvad fik hende til at agere så rationelt og effektivt og følelsesforladt. Ankomsten med ambulancen. Den professionelle ro. Op imod ti grønklædte på række side ved side på modtagelsesstuen står og venter på den ankommende patient. En af dem tager hånd om den pårørende og spørger hvad der er sket og om symptomerne, disse kramper. Derefter bliver hun tilbudt kaffe og en stol og en sofa i et venteværelse. Du kan også blive her hvis du vil. Han skal scannes. Hun vælger venteværelset. Hun drikker kaffe og spiser ostemad der smager som ostemad på et hospital. De er på et hospital. De skulle vandre, men nu er de her. I dag skulle de vandre langs Tystrup Sø og overnatte i Skelby. Gå i landskabet på landeveje og stier. I morgen skulle de komme til

Næstved, turens destination. Klosterruten. En slags pilgrimsvandring. I dag har den taget en drejning. Sengen køres med elevator en etage op. Hun følger med ved siden af og bag ved og ind på en tom stue. Hun står ved siden af den bevidstløse mand der dirrer af krampe under dynen. En læge hilser. Det er indtil videre ikke lykkedes at få ham ud af den krampe som opstod i morges for snart en del timer siden. De vil prøve et andet middel og venter på at det leveres. Og hvis det heller ikke virker. Det gør det sandsynligvis. Det plejer det at gøre. De voksne børn kommer til sygehuset. Revet ud af deres almindelige søndagsliv og trådt ind i katastrofen. Eller hvad det er. De befinder sig i alvorsrummet. Hvorfor ringede du ikke med det samme. Jamen, hvad kunne I have gjort. Hvad siger lægerne. At de ikke kan se noget på scanningerne. De ved ikke hvorfor han har krampe. Havde du ikke brug for at snakke med nogen. Snakke med os.

Hun henter bilen der har stået parkeret et par dage ved stationen og kører ud til Bilka for at købe en fødselsdagsgave. Hvad er gaven til en mand der er i undtagelsestilstand i ingenmandsland. Hun køber en deodorant i et eksklusivt mærke. Så må vi se, tænker hun. Udenfor i den lune sommeraften ser hun solen gå ned og farve himlen rød over rækkerne af indkøbsvogne og blå Bilka-flag. Hun fryser indvendigt.

B At være ekspert i bisættelser og selv blive ramt, er det muligt. At blive indhentet. At blive overhalet indenom. Døden kører ikke efter reglerne. Hvor er det uretfærdigt nogle gange. Eller måske altid. Eller kan døden være selvforskyldt. Fortjent eller ønsket. Man kan udfordre den, lokke den frem. Tirre den med et rødt klæde som en tyr. Prikke og stikke til den for at se om der er liv i den. Om den vil angribe. Man forestiller sig at man kan danse let omkring den som en tyrefægter, elegant, selvsikker, urørlig. Teoretisk set kan den ramme mig, men praktisk tror man den kan snydes.

Når man hjælper andre med deres døde, kan man måske selv gå fri. Nogen skal jo være sidste mand der lukker og slukker, den der kommer når lægen er færdig og ikke har flere midler mod døden. Præst eller bedemand. Hvem slukker efter præsten. Gør bedemanden. Efter bedemanden. Gør præsten. Ekspert i samtaler med pårørende til afdøde. I ritualer, trøst og taler. Det er præsten. I konflikter i familien mellem brødre, søstre, eks- og nuværende, kærester og koner og mænd. Der sidder præsten og lytter og forsøger at lægge trædesten ud. Uforsonlige sind. En eks der ikke skal vide noget og aldrig i livet få mulighed for at dukke op til bisættelsen. En bror. Og fortrydelser. Græmmelser over det man aldrig fik sagt. Over det man sagde, men som man ikke mente nær så slemt som det var sagt. Over det man aldrig fik gjort fordi man ikke kalkulerede med en deadline i praksis. Kun i teorien måske. Ting man gjorde som nu står i et hæsligt skær, gennemskuet som renvasket egoisme. I præstens dagligstue kommer skeletterne ud af skabet når der skal tales om den afdøde og hans eller hendes bisættelse. Eller begravelse. Måske er det ikke de mange ord og endnu færre begrundelser. Han skal

bisættes. Nej, han skal begraves. Gu’ Fanden ska han ikke begraves. Mor vil gerne ha han skal begraves. Nej, asken skal spredes over havet. Han skal i de ukendtes grav. Sagtmodige, udmattede pårørende som har våget og været vidne til forfaldet gennem måneder og år. Dage og nætter med søvnunderskud og smerte aflæses i de grå, stivnede ansigtstræk. Hun kom jo ikke op af sengen de sidste to år. Hun ville ikke have besøg. Der var ingen der skulle se hvordan det var fat med hende. Ikke udstilles som svag og dødsmærket. Og før hun blev syg, spørger præsten, hvordan var hun da. Hvornår blev hun født. Og hvor. Barndomshjem. Dåb. Konfirmation. Bryllup. Arbejde. Børn. Børnebørn og svigerbørn. Interesser. Eks-. Hvad kan I særligt huske. Et ungt menneske dør med studenterhuen på. Efter sidste eksamen og før translokationen på turen i hestevogn rundt til de forskellige hjem. Han hopper ned fra hestevognen og træder ud på landevejen hvor han bliver ramt af en bil med 80 km/t. Tre års slid og slæb lagt død på få sekunder. Håb og drømme og kæreste og forældre står tomhændede tilbage. Kammerater ser

målløse til. Hvis vi bare havde … det var så meningsløst … unødvendigt. Nu sidder forældrene fortabte i præstens dagligstue. Hvad er der at sige? Præsten hjælper dem ud ad døren og går ind på sit kontor med de håndskrevne notater og sætter sig straks ved computeren for at skrive bisættelsestalen mens han stadig kan huske hvad stikordene hentyder til. Mens han stadig har energien, og før eftertanken melder sig og han føler efter i sin armhule om der er hævede kirtler, lytter efter om hjertet slår normalt, mærker efter om der er en stikken i venstre arm eller hovedpine eller halsbrand der kunne være en personlig hilsen til ham fra døden. Han skriver om den afdøde og opmuntrer de efterlevende til at bevare mindet og lade det inspirere til efterlevelse. Han udvælger en passage fra Bibelen som kan vise udveje fra døden og give styrke til at gennemleve sorgen. Han prædiker for sig selv. Og træder derefter beroliget og trøstet ud fra sit kontor, ud af hulen efter det intime møde, den guddommelige mundaflæsning, ud i verden. Præsten. Hendes mand.

C Han står med sine brede, korte fingre på stenens glatte flade. Stenhuggeren. Ved siden af ham står der en sten til og ved siden af den en til. Sorte, blågrå, grønne, røde, grå. Stribede, marmorerede. Slebne, rå. Tykke, tynde. Afrundede, firkantede, bølgede, hjerteformede. Monumentale, beskedne. Et ukendt marked byder sig til. Og en kasse med bogstaver og tal så der kan skrives et navn på stenen med den skrifttype, man swinger bedst med. Og to datoer. Hun ser sig følelsesløst omkring og forsøger at forsone sig med at befinde sig på dette frastødende sted.

D Hun går omkring på kirkegården. Absurd at kigge efter en grund med kirkegårdslederen som ejendomsmægler. Beliggenhed. Aftensol. Skyggende træer. Havudsigt. Trafik ad en hovedfærdselsåre. En hjørnegrund. Fordele og ulemper. Naboer med æstetisk sans eller mangel. Udsigt til dominerende sten og uskøn-

ne lamper og dikkedarer. At finde en egnet matrikel. Hvor vil afdøde gerne bo. Hvad ville han sætte pris på. Er han fordringsløs. Har han allergi over for syren. Vil han gerne have naboer som han i forvejen kender, nogen han nemt kan snakke med. Er han ganske enkelt ligeglad. Hvisker han at det kan vi få lov at bestemme. Han skal nok indrette sig. Bare vi er tilfredse, er det okay med ham. Lad mig tage den der, siger hun og peger. Et par matrikler fra biskoppen og forskellige andre han kan snakke med. Eller har snakket med. Ikke ud til motorvejen, men lidt i læ bag hækken. Og den skulle være dobbelt, ikke. Jo, der skal være plads til en til. På sigt. Kirkegårdslederen bøjer sig og noterer nummeret på den lille metalpind. Lyden af grus der knaser under sandalerne er det eneste hun hører mens hun går mod udgangen, mens hun forlader de dødes compound.

E 22, 23 … 55, 56, 57 … 99, 100. Han træner mavebøjninger liggende på ryggen med bøjede knæ, fødderne

nederst i ribben. Så om på maven på en pude og rygbøjninger. Så møjsommeligt op på benene og fat med hænderne i håndtagene i stropperne højt oppe i ribben og seje træk nedefter igen, igen, igen, igen, så det synger i fjedrene. Hver morgen.

F Clay. Ler. Keramikmuseum i Middelfart. Under jorden, over jorden. Venlige kustoder der svarer før man spørger. De kørte som noget nyt over den gamle Lillebæltsbro og fandt nemt museet i et patricier-kvarter á la Ordrup, Hellerup, Charlottenlund. Tid nok. God tid. Ikke på vej over Fyn som gennem et lokalt Tyskland, i hast for at komme videre og frem. Denne sommer skulle turen være målet. De havde set de store smukke plakater med billede af kæmpekrukker. De havde parkeret bilen, og på vej mod hovedindgangen til museet havde de i parken bag museet gennem den lette grå regn fået et glimt af en krukke på størrelse med et menneske. En krukke som et menneske. Hvor-

dan byggede man pyramiderne. Hvordan laver man en krukke stor som en selv. Hvordan skaber man et menneske. Hver krukke har sin historie. Sit sagn som den bærer i sin hud. Skrøbelige udsagn om smertelige erfaringer og løsslupne bedrifter og stævnemøder. Om ofre for store at bære på egne skuldre. Guddommelige benspænd. Isaks ofring. De ser sammen på den mandsstore krukke i gul glasur med blå tegn og fyldt overalt med spidsede knopper af fingerlængde og tykkere end tommelfingre. Pigge. Øverst en dobbelt ring i brunt, det er halsen. Krukker som kroppe med livets erfaringer båret som fortællinger. Arrede liv. Behøver de hoved og mund for at fortælle. Er det i orden at de står der, en lodret kirkegård, en slægt af afdøde hovedløse med hver sin historie. Døde, men mere levende end mumier. Stående sarkofager fra nyeste tid. Udsagn om liv der var og ikke er mere. Om skønhed, smerte og skrøbelighed. De drikker af krukkernes livserfaringer. Myternes visdom. De lader deres liv fortolke af de bibelske billeders tyngde. Mennesker som krukker. Og han siger: ’Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.’ Og hun

siger: ’Hvilken skat, skat …’ og smiler til ham. Og han fortsætter: ’Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.’ Og hun siger: ’Det er stærke ord på et lermuseum, hvordan kan du huske alt det udenad.’

G Hvem hvisker i gravene. Hvad hvisker de om. Mellem kisterne som er under nedbrydning graves der gange som flittigt benyttes af orme, biller og larver. Det pusler af aktivitet. Ivrige munde æder og omsætter hud og kød fra dem vi kendte, til jord. Kirkegården, en omvendt by. Den rager ned i jorden og ikke op som byens huse. Der går man med hovedet nedad. Da kisten blev sænket i jorden og graven kastet til, blev der ikke lagt låg på et hul, men hullet fyldtes op og fik bund, og under bunden lagdes et tæppe af blomster, kranse, deko-rationer og hilsener på silkebånd. Et blødt, varmt og farvestrålende fundament. Enkelte røde roser kom med ned i dødebyen, kastet ned i dybet som en sidste tårevædet hilsen. Hun går søgende omkring i den under-