Evangel iet og e vangel i e r ne
Evangeliet og evangelierne.indb 1
08-01-2015 15:10:13
Evangeliet og evangelierne.indb 2
08-01-2015 15:10:13
Mogens MĂźller
Ev angel ie t o g e vangeli er ne Evangel ie r ne s om bib elske ge nsk r iv n inge r
Fo rl a ge t A ni s K ø be n h av n 2 0 1 5
Evangeliet og evangelierne.indb 3
08-01-2015 15:10:13
Mogens Müller Evangeliet og evangelierne Evangelierne som bibelske genskrivninger © Forfatteren og Forlaget Anis, 2015 Bogen er sat med Minion Pro på RPC ISBN-13: 978-87-7457-747-8 Omslag: Lena Rasmussen/RPC Udgivet med støtte fra Velux Fonden Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk
Evangeliet og evangelierne.indb 4
08-01-2015 15:10:13
In d h o l d Indledning 7 Kapitel 1 Fra bibelhistorie til historie 11 a. Den førkritiske periode 11 b. Den kritiske periode 38
Kapitel 2 Fra historie til bibelhistorie 63 a. Den førkritiske periode 63 b. Den kritiske periode 71
Kapitel 3 Mellemspil 81 Fremkomsten af begrebet “Genskrevet Bibel” (“Rewritten Bible”) 81
Kapitel 4 Evangelierne som bibelske genskrivninger 95 a. Evangeliernes formål 95 b. Kronologisk indordning af de fire nytestamentlige evangelier 99 c. Hvad er et evangelium? 105 d. Ikke-jøders indlemmelse i gudsfolket i evangeliernes bibelske genskrivninger 107
Slutning 131 Dokumentation 135 Litteratur 138
Efterord 143
Evangeliet og evangelierne.indb 5
08-01-2015 15:10:13
Evangeliet og evangelierne
6
Evangeliet og evangelierne.indb 6
08-01-2015 15:10:13
Indledning
Indledning
Ordet “evangelium” kan på dansk betegne både et skrift og selve det glædelige budskab. Den ældste brug af ordet i Det Nye Testamente er i Paulus’ breve, og her er det i den sidstnævnte betydning, evangelium optræder som en sammenfattende betegnelse for det budskab om Jesus Kristus, som apostlen er sat til at forkynde. I den forbindelse kan Paulus ligefrem – og lidt misforståeligt – tale om “mit evangelium” (Rom 2,16). Der eksisterede imidlertid ikke evangelieskrifter på hans tid, og han skrev heller ikke selv et sådant. Med henblik på den brug af betegnelsen, som opstod i det 2. årh., er det vigtigt at være opmærksom på, at “evangelium” til at begynde med optræder som noget andet end forjættelse, der er et løfte om en fremtidig, glædelig begivenhed. Således står “evangelium” som opfyldelsesdelen i skemaet “forjættelse-opfyldelse”. Evangelium som glædeligt budskab henviser altså til begivenheder, der har fundet sted, og som har skabt en ny situation, der betyder glæde for dem, som den omfatter. Det behøver derfor i grunden ikke at være bundet til Jesus og hans gerning forud for hans død. Det kan også angå begivenheder, der indtrådte som følgevirkninger af hans gerning. At der i de foreliggende evangelier desuden kan optræde forjættelser, f.eks. om en fremtidig opstandelse fra de døde, ophæver ikke, at det grundlæggende angår noget, som er indtrådt. Så selv om Paulus ikke udfolder fortællingen om Jesus i sine breve, er den til stede som forudsætning. For den senere sprogbrug fik det uden tvivl betydning, at forfatteren til Markusevangeliet indledte sit skrift med
7
Evangeliet og evangelierne.indb 7
08-01-2015 15:10:13
Evangeliet og evangelierne
ordene: “Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus”. Ganske vist står “evangelium” her heller ikke som den genrebetegnelse, som det siden skulle blive til. Men hermed var der skabt en kobling mellem Paulus’ forståelse og opfattelsen af “evangelium” som fortællingen om Jesus Kristus, sådan som den udfoldes i evangelierne. Det er dog alene Markusevangeliet, der har ordet i sin overskrift. Matthæusevangeliets indgangssætning lyder: “Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn”, Lukasevangeliet indledes med et forord, hvori forfatteren taler om “en fremstilling af de begivenheder, der har fundet sted iblandt os”, mens endelig Johannesevangeliet efterligner indledningen til Første Mosebog med sin overskrift: “I begyndelsen var Ordet”. I løbet af det 2. årh. e.Kr. indgik “evangelium” som genrebetegnelse i titlen på skrifter, der på en forkyndende måde beretter om, ikke alene hvad Jesus havde sagt og gjort, men også om hans skæbne. Det er netop denne sammenkædning af undervisning og forkyndelse på den ene side og på den anden side en fortælleramme, der giver de fire nytestamentlige evangelier deres særlige præg. Ganske vist kender vi i dag en længere række skrifter, som kaldes eller kalder sig evangelier, men ingen af dem, der har overlevet, ligner disse fire. For en dels vedkommende er de dukket op i nyere tid gennem skriftfund – sidst Judasevangeliet, der blev fundet i 1978, men først offentliggjort i 2006. De rummer enten alene talestof eller – som Judasevangeliet – kun et fragment af Jesus-historien. Men der er også adskillige af oldtidens evangelieskrifter, som i dag alene kendes gennem citater hos oldkristne forfattere. Nogle af dem kan selvfølgelig have haft en tilsvarende karakter.
8
Evangeliet og evangelierne.indb 8
08-01-2015 15:10:13
Indledning
De, der skrev evangelierne, må have været på det rene med karakteren af indholdet af deres skrifter, vi vil i dag sige: deres sammenkædning af historie og fiktion. Alle indeholder de fortællinger og træk, der går ud over, hvad vi forstår ved historie. Dertil kommer, at det nu i mere end to hundrede år har været erkendt, er de ikke blevet til uafhængigt af hinanden. Tværtimod har de senere forfattere benyttet deres forgængers eller forgængeres fortællinger, idet de har suppleret og omskrevet dem. Spørgsmålet i dag er, hvor grænsen gik for deres frihed til at ændre, om de også følte sig frie til ligefrem at skabe nye fortællinger. Under alle omstændigheder fortæller disse forskelle evangelierne imellem noget grundlæggende om karakteren af disse skrifter, som må høre med til forståelsen af dem. Eller udtrykt på en anden måde: I selve genrebetegnelsen “evangelium” ligger der, at der ikke er tale om historie i vor forstand, nemlig om optegnelser om stedfundne begivenheder. Der er tale om bibelhistorie, dvs. om den slags historie, der – ganske vist i historiefortællingens form – vil fortælle om det, som går ud over, hvad almindelig historisk fremstilling beskæftiger sig med som for eksempel Guds indgriben. At det imidlertid kunne forveksles med almindelig historieskrivning, skulle snart vise sig. I det følgende vil vi se på, hvordan det, der i sit udgangspunkt var bibelhistorie, ret hurtigt blev sidestillet med almindelig historie og blev opfattet som sådan helt op i nyere tid, hvor adskillige dog i stedet valgte at arbejde med historiske rekonstruktioner. Men vi skal også forfølge den udvikling inden for opfattelsen af evangelierne, der vil føre til en genopdagelse af deres oprindelige karakter af bibelhistorie. Og friheden inden for denne genre er vi vel bekendt med i et land, hvor der gennem tiderne er udgivet et imponerende antal af bibelhistorier for ikke alene børn
9
Evangeliet og evangelierne.indb 9
08-01-2015 15:10:13
Evangeliet og evangelierne
i alle aldersklasser, men også for voksne. I disse bibelhistorier har der været vide grænser for forkortende sammenskrivninger, harmoniseringer, udeladelse af “upassende” fortællinger og tildigtninger. At en sådan skabende frihed også gjorde sig gældende i tilblivelsen af evangelierne selv, har det imidlertid taget tid at erkende. Her har kortlægningen af genren eller fortolkningsstrategien “genskrevet Bibel” eller “bibelske genskrivninger” i den antikke jødedom åbnet nye muligheder for en forståelse af tilblivelsen af Det Nye Testamentes fire evangelier. Nye tider og ændrede situationer førte til, den tolkende overtagelse af Jesus-fortællingen måtte falde forskelligt ud. Det var for forfatterne til evangelierne ikke et spørgsmål om, hvad der i virkeligheden skete dengang, men om at give svar på de problemer, der var aktuelle i deres menigheder. Det vil jeg eksemplificere ved en gennemgang af Paulus’ og de fire evangelieforfatteres besvarelse af spørgsmålet om muligheden af ikke-jøders indlemmelse i det kristne gudsfolk.
10
Evangeliet og evangelierne.indb 10
08-01-2015 15:10:13
Kapitel 1 Fra bibelhistorie til historie
Kapitel 1 Fra bibelhistorie til historie
a. Den førkritiske periode Dette første kapitel vil beskrive, hvordan indholdet af de fire evangelier hurtigt blev forstået som historieskrivning. For selv om der indgår guddommelige indgreb og overnaturlige hændelser i deres fortællinger, blev de allerede i løbet af det 2. århundrede opfattet som bogstavelige beskrivelser af, hvad der faktisk var sket. Hvor vi i dag må tro, at de fra deres forfatteres hånd er tænkt som bibelhistorie, dvs. fortællinger, hvor det er forkyndelsen, der finder sine udtryk i historielignende beretninger, dér forsvandt nærmest med det samme fornemmelsen for det, som vi må kalde deres fiktionsagtige karakter, når det blev budskabet, der skabte begivenhederne. Hvor denne holdning i lange tider førte til en harmoniserende læsning af evangelierne, udviklede det sig med en historisk-kritisk forskning til en reducerende jagt på en eventuel historisk pålidelig kerne. En første overraskende ting ved Det Nye Testamente, som de fleste på grund af vanens magt ikke studser særligt over, er, at det indeholder hele fire evangelier. De fortæller i grunden den samme historie om, hvordan Jesus fra Nazaret er Guds afgørende indgreb i historien, er den “salvede”, Messias, eller på græsk Kristus. Strategisk skulle man tro, at det havde været klarere med én, modsigelsesfri skildring. Tilmed ser det ud til, at alle fire skrifter i udgangspunktet har været anonyme. De navne, der er hæf-
11
Evangeliet og evangelierne.indb 11
08-01-2015 15:10:13
Evangeliet og evangelierne
tet på dem, indgår ikke i skrifterne selv, men er tilføjet på et senere tidspunkt, dels formentlig for at forbinde dem med personer, der kunne vække tiltro som vidner, dels vel også for at kunne skelne det ene fra det andet. Hvor Paulus’ breve kan forbindes med en bestemt skikkelse og dermed også tidsfæstes nogenlunde sikkert til begyndelsen af 50’erne, dér gælder noget tilsvarende ikke evangelierne. Selvfølgelig står der forfattere bag, men det er alene i Lukasevangeliet, at dets ophavsmand træder os i møde i et forord, hvori han dog ikke træder ud af anonymiteten. Hen imod slutningen af Johannesevangeliet møder vi i 20,30-31 også en erklæring om, hvad der har været formålet med affattelsen: “Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” Men her skjuler forfatteren sig bag passivformer. Disse skrifter er nu ikke skabt ved en beslutning fra menighedernes side. På den anden side artikulerer de det vidnesbyrd, den forkyndelse, der har skabt dem, og som de til stadighed lever af. Således kan vi også konstatere, at menighederne, kirken, tog dem til sig og derved bekræftede vigtigheden af deres budskab. Det at udtrykke sin gudstro ved hjælp af fortællinger, der øjensynlig refererede til begivenheder, der havde fundet sted som almindelig historie, om end med et ualmindeligt indhold, var en tradition, som de tidligste kristne kunne videreføre fra det, der var deres første Bibel, nemlig jødedommens hellige bøger, det der siden af kirken blev kaldt Det Gamle Testamente. For en stor del af disse bøger vil fortælle Guds historie med sit udvalgte folk – i medgang og modgang. Her byder ikke mindst fortællekredsene om profeterne Elias og Elisa i Kongebøgerne sig til som umiddelbare forbilleder for evangeliernes Jesus-fortællinger. Men også beretninger om den store lovgiver, Moses, har
12
Evangeliet og evangelierne.indb 12
08-01-2015 15:10:13
Kapitel 1 Fra bibelhistorie til historie
kunnet inspirere. Overhovedet er evangeliernes fortællinger spækket med åbenlyse og skjulte citater fra og et væld af allusioner til Det Gamle Testamente. De har helt åbenlyst ville opfattes som en fortsættelse og foreløbig afslutning på denne bibelhistorie. Selv om de fire nytestamentlige evangelier altså vil fortælle den samme historie, røber de tre af dem ikke kendskab til eventuelle forgængere. Det er kun i det allerede nævnte forord til Lukasevangeliet, at forfatteren træder frem og erklærer, at mange andre har forsøgt sig med en skildring som den, han nu giver sig i kast med. De har imidlertid ikke gjort det fyldestgørende, hvorfor det kalder på endnu et forsøg. Hvem disse forgængere er, får læseren dog ikke at vide, kun at denne forfatter angiveligt går bag om disse til dem, “der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere” (Luk 1,2). Hans eget navn optræder som sagt heller ikke i selve teksten. De ældste vidnesbyrd om eksistensen af flere evangelieskrifter Det er først i begyndelsen af 100-tallet, at vi møder en mere konkret omtale af evangelier. Således synes det tidligste vidnesbyrd om sådanne skrifter at være en omtale af to af dem i et udsagn af biskop Papias af Hierapolis i Lilleasien. Denne forfatters årstal er der langt fra enighed om, men forskelligt peger på, at hans skrift Fortolkning af Herrens ord, der skal have været i fem bøger, må stamme fra omkring 110. Det har imidlertid ikke overlevet i sin helhed, men kun i enkelte fragmenter hos andre forfattere. Således optræder der i Eusebs Kirkehistorie fra begyndelsen af 300-tallet blandt andet følgende citater fra Papias’ værk:
13
Evangeliet og evangelierne.indb 13
08-01-2015 15:10:13
Evangeliet og evangelierne
“Også dette sagde presbyteren: Markus, som var Peters tolk, nedskrev omhyggeligt, men dog ikke i den rigtige orden, hvad han huskede, hvad Herren havde sagt eller gjort. For han havde hverken hørt Herren eller fulgt ham, men senere havde han, som jeg sagde, fulgt Peter. Denne formede sin lære efter, hvad der var nødvendigt, men ikke for at foretage en sammenstilling af Herrens ord, så Markus gjorde ikke noget forkert, da han skrev noget af det ned, sådan som han huskede det. For én ting var han meget omhyggelig med – ikke at udelade noget af det, som han havde hørt, eller give en forkert fremstilling af noget af det.” Det har Papias fortalt om Markus. Om Matthæus har han sagt følgende: “Matthæus sammenstillede ordene på hebraisk, og enhver oversatte dem, så godt han kunne.” (Eusebs Kirkehistorie III 39,15-16) Når Papias alene nævner Markus- og Matthæusevangeliet, er der grund til at tro, at det simpelt hen var, fordi han ikke kendte Lukas- og Johannesevangeliet. Således tilskriver han det såkaldte Hebræerevangelium beretningen om kvinden grebet i hor, der i dag med et stort tekstkritisk forbehold optræder i Johannesevangeliet 7,53-8,11 (Eusebs Kirkehistorie III 39,17). Havde Papias udtalt sig også om Lukas- og Johannesevangeliet, ville Euseb næppe have ladet være med at referere det. Som udtalelserne nu står hos Euseb, forekommer de dels at forudsætte, at Markusevangeliet er det ældste, dels at skulle forklare og dermed forsvare, hvorfor rækkefølgen af begivenhederne i dette og i Matthæusevangeliet ikke altid er den samme. Således fremstilles Markusevangeliets rækkefølge som mere tilfældig, mens Matthæusevangeliet
14
Evangeliet og evangelierne.indb 14
08-01-2015 15:10:13
Kapitel 1 Fra bibelhistorie til historie
– selv om karakteristikken er gådefuld og åben for forskellige fortolkninger – øjensynlig var kommet bedre fra det. Med navnet Matthæus tillægges skriftet også en apostel, dvs. et øjenvidne, hvad Markus – som det omhyggeligt siges – ikke var, idet han dog havde sit stof fra et øjenvidne, nemlig apostlen Peter. I øvrigt er Papias ifølge et andet fragment (Eusebs Kirkehistorie III 39,4) mindre interesseret i “bøgerne” end i “en levende og blivende røst.” Dvs., at han først og fremmest opfatter indholdet af evangelierne som noget, der går tilbage til Jesus selv og ikke kun til mellemmænd, end sige forfattere. Mens Papias således ikke benytter betegnelsen “evangelium” om de to skrifter, så sker dette hos den lidt senere oldkirkelige forfatter, Justin, der antages at være født omkring 100 og at have lidt martyrdøden i Rom omkring 165. Tilmed synes han at have haft kendskab til eksistensen af fire evangelier. Således skriver Justin i sin Apologi fra omkring 150-155 om de optegnelser, der er blevet overleveret fra apostlene, at de bliver kaldt “evangelier” (I 66). Og i den godt ti år senere Dialog med Jøden Tryfon 103,8 hedder det om et citat, der kun kan være fra Luk 22,44, at det stammer fra “de optegnelser, der – som jeg siger – var skrevet ned af hans apostle og dem, der fulgte dem.” For det kan hentyde til de to apostle (øjenvidner) og de to aposteldisciple, der siden optræder som navngivne evangelieforfattere. Justin er med sin “forklaring” til apostlenes optegnelser, at de bliver kaldt “evangelier”, faktisk det ældste vidne om denne sprogbrug. Irenæus af Lyon og det firfoldige evangelium Den tidligste kendte kristne forfatter, der ikke alene udtrykkelig viser kendskab til alle fire evangelier, men desuden som en selvfølge bruger de forfatternavne, som de
15
Evangeliet og evangelierne.indb 15
08-01-2015 15:10:13