Evig protest
Jörg Lauster
Ev ig prote st
Reformation som princip
Oversat af Sanne B. Thøisen
E ks iste ns e n Køb e n hav n 2 0 1 8
Evig protest
Evig protest Reformation som princip Jörg Lauster © Forfatteren og Eksistensen, 2018 Bogen er sat med Minion Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-410-0232-3 Oversat fra tysk Der ewige Protest. Reformation als Prinzip. © Claudius Verlag, München 2017 af Sanne B. Thøisen Omslag: Eksistensen Udgivet med støtte fra Veluxfonden, ydet under fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren. Ligeledes udgivet med støtte fra Anis Fonden og Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk
I nd hold Oversætterens forord
7
1. Det andet blik – Den liberale kulturprotestantisme
13
2. Reformationen æder sine børn
15
Reformation som depression Befrielse fra babylonisk fangenskab: Martin Luther Udover Luther: Europas reformationer Reformationens glemte skygger Kirkens evige fangenskab
3. Om reformationens betydning Alt brister: Reformation som epokalt snit Alt flyder: Nyprotestantismen som en ændret videreførelse af reformationen
4. Reformation i dag
15 17 22 28 32
39 40 44
53
Jubilæumsfestivtas 53 Tabsangst og tankefattigdom: Kirkens babyloniske fangenskab i dag 57 Ecclesia semper reformanda: Tænkende fromhed 67 Kirkens opbrud og ændrede former 83
5. Videre og vidde: Reformation som økumenisk princip 6. Religion for frie ånder
95 107
Oversætterens forord Jörg Lauster (f. 1966) er professor i religionsfilosofi, dogmatik og økumenisk teologi ved Ludwig Maximilian Universitetet i München. Hans disputats fra 2002 handlede om det reformatoriske skriftsyns forandring fra den liberale teologis fader Friedrich Schleiermacher (1768-1834) og frem, og hans fokus ligger i det hele taget på kristendommens transformation i det moderne og på religionens betydning som livstolkning i en postsekulær tid. Han blev kendt i en bredere tysk offentlighed, da han i 2014 udgav sit store værk om kristendommens kulturhistorie (Die Verzauberung der Welt. Eine Kulturgeschichte des Christentums). Bogen er nu kommet i 4. oplag, og den sigende titel ‘fortryllelsen af verden’ eller ‘verdens fortryllelse’ antyder, at Lauster i religionen og i kunsten ser en form for livstydning, der netop kan fortrylle verden og vores tilværelse i den – også i dag. Religion og kunst formår at give et perspektiv på verden af større højde og dybde end det affortryllede jernbur, Max Weber (1864-1920) anså moderniteten for at være. Der er med andre ord hos Lauster ikke tale om en kirke- eller dogmehistorie, men om en bredt anlagt fremstilling af kristendommens indvirkning på kultur og kunst, og – især efter renæssance og oplysning – omvendt også om kunstens og kulturens indflydelse på kristendomsformidlingen i det moderne. Her står han i en klart udtalt gæld til Schleiermacher og til kulturprotestantiske teologer i det 19. og 20. århundrede
7
Oversætterens forord
som Ernst Troeltsch (1865-1923), og Rudolf Otto (18691937) og ikke mindst Paul Tillich (1886-1965). Alle var de fælles om at have øje for reformationens eller rettere reformationernes skyggesider og om tage moderniteten alvorligt også som et befriende og mulighedsskabende vilkår og herudfra at spørge efter, hvad dette vilkår betyder for tolkninger af kristendommens tradition og af Bibelen i forhold til moderne erfaringer og for kirkens rolle i forhold til selvstændigt tænkende individer. Det er netop i denne kulturprotestantiske tradition, man forstår reformation ikke kun som historiske begivenheder, men som et protestantisk princip (Tillich), som enhver tid selv skal indløse, og som de reformatoriske kirker hverken deskriptivt eller normativt har ejerskab til. Kulturprotestantismen forstår sig selv som en videreførelse af de grundlæggende temaer i den tidlige lutherske reformation. Særligt tanken om individets frihed og umiddelbare gudsforhold og tanken om kirkens nødvendige vedvarende kritik af egne formidlingsformer og strukturer tilsiger, at ingen konkret udformning kan rumme eller indhegne kirkens transcendente grund. Lausters i omfang lille bog om reformationen som evig protest og princip knytter i høj grad til ved den store kulturhistoriebog og vidner om, at Lauster tidligt i reformationsåret har spurgt sig selv, hvor sammenhængen mellem reformation og modernitet mon egentlig blev af i de mange kirkelige fejringer af reformationen. Akademisk har markeringen af 500-året for reformationen bestemt givet anledning til en mængde interessant forskning og til 8
Oversætterens forord
mange udgivelser inden for vidt forskellige discipliner, der alle bidrager til at kaste lys over reformationens kirkelige og kulturelle eftervirkninger på mangfoldige områder. Men det, Lauster primært efterspørger, er teologiske overvejelser over, hvad reformationens vigtigste indsigter betyder for mennesker i dag og nye formuleringer af de vigtigste indsigter, der kan siges at ligge i tråd med de erfaringer, vi gør i dag, og de tanker, vi har nu 500 år efter Luther. For nok var Luther en fremtrædende repræsentant for et skelsættende opbrud, som på mange måder kom til at pege fremad. Men han og hans tænknings horisont var og blev dog middelalderlig. Man kan også sige, at Lauster spørger, om det teologisk set i grunden svarer til ånden i reformationen mest at skue tilbage, at gentage og genopføre Luther, og kun Luther, uden at gøre sig ret mange tanker om de ændrede betingelser for samfundet og den enkelte og dermed for et fremtidigt teologisk og kirkeligt arbejde. Ud fra en økumenisk synsvinkel er det i hvert fald ikke konstruktivt udelukkende at skue tilbage. Som liberal teolog tænker Lauster ud fra den kirkeforståelse, han netop krediterer Luther for, også økumenisk: Ingen konkret kirke eller konfession kan indløse alle de muligheder, som en virkeliggørelse af kristendommen indebærer. Her er vi, siger Lauster, henvist til hinandens stærke sider. Nu berører Jörg Lauster ikke hverken dansk reformationsfejring, teologi eller kirkeliv, og enhver lighed med danske forhold er derfor helt utilsigtet. Men man oversætter og udgiver ikke en aktuel bog, med mindre man synes, den også har bud til ens egen sammenhæng. Om det holder og
9
Oversætterens forord
hvor langt, må læseren afgøre. For tyske og danske forhold er meget forskellige. Helt overordnet har Tyskland på en helt anden måde end Danmark gennemlevet det 20. århundredes katastrofer. Danmarks kirkeligt og kulturelt set relative homogenitet modsvares i Tyskland af, at der her lever to store konfessioner side om side (katolicisme og protestantisme). Det tidligere DDR tjener som eksempel på, hvor hurtigt en religiøs praksis kan næsten forsvinde. I Danmark falder medlemstallet i folkekirken langsommere end for de tyske kirkers vedkommende. Sidst og ikke mindst har vi i Danmark en stor kirkelig tradition for det, vi plejer at kalde et ‘folkeligt’ engagement eller en vekselvirkning mellem kultur og kirke. Det skylder vi mest af alle N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Med hensyn til bibelsyn og menneskeforståelse har de fleste af os derfor nok heller aldrig taget Luther helt på ordet. Mange danskeres tilgang til Luther og reformationen er nok i virkeligheden gået igennem Grundtvig – ikke mindst liturgisk. Grundtvig er også en væsentlig baggrundsfigur for den skandinaviske skabelsesteologi, repræsenteret af navne som Regin Prenter (1907-1990), Gustaf Wingren (1910-2000) og K.E. Løgstrup (1905-1981), der ikke er særlig kendte i Tyskland. Den grundtvigske og skabelsesteologiske arv er nok også en af grundene til, at kulturprotestantismen ikke har gjort sig stærkt gældende i dansk teologi og kirkeliv. I dette perspektiv har indflydelsen fra vores anden kirkefader fra det 19. århundrede, Søren Kierkegaard (18131855), nok især haft betydning for sansen for subjektivitet og inderlighed; for den ‘private’ religion i det moderne, som kulturprotestantismen uden for Danmark til fulde har an 10
Oversætterens forord
erkendt. Mange af kulturprotestantismens anliggender kan vores danske tradition fra det 19. århundrede på en måde siges at have varetaget. Men nu var hverken Grundtvig eller Kierkegaard – til dels forståeligt nok – begejstrede for deres samtids akademiske teologi. Den del af arven fra de to mestertænkere behøver man ikke nødvendigvis videreføre. Lauster argumenterer som liberal teolog overbevisende for, at sammenhængen mellem akademi og kirke er mere nødvendig end nogensinde før i et kompliceret samfund med højtuddannede borgere, hvor religion ikke er nogen selvfølge, og hvor kristendommens store traditioner ikke står specielt stærkt i den kulturelle erindring. Denne sammenhæng ser Lauster også som et værn mod religionens to faldgruber: rigid ortodoksi og banal trivialisering. Reformationsfejringerne er nu tilbagelagte, men denne del af det protestantiske princip om sammenhængen mellem akademi og kirke har forhåbentlig en fremtid. Jeg vil gerne takke rektor Niels Thomsen for resolut beredvillighed til hurtig gennemlæsning af det færdige manuskript og for forslag til rettelser. Jeg er især lektor Maren Birk, Rysensteen Gymnasium taknemmelig for fra starten af have været en omhyggelig og opmuntrende både kritisk og konstruktiv medlæser. Tilbageværende mangler tager jeg på min kappe. Jeg skylder stor tak til både Veluxfonden, Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond og Anisfonden for økonomisk støtte til udgivelsen. Aarhus , november 2017, Sanne B. Thøisen
11
1. Det andet blik – Den liberale kulturprotestantisme Et halvt årtusinde med reformationen byder på en velkommen anledning til at gentænke den europæiske kristendoms oprindelse og fremtid. I det mangestemmige jubilæumskor høres fra den evangeliske kirkes side kun meget svagt den stemme, som engang ellers hørte til det fornemste, der udmærkede protestantismen. Den liberale kulturprotestantisme forstår sig selv som videreførelse af det reformatoriske på modernitetens betingelser. Den repræsenterer en religion, som klarer sig uden heltedyrkelse af sine faderfigurer, uden nidkær dogmatisme og uden institutionel selvforherligelse. Under påberåbelse af den kristne frihed lever den liberale kulturprotestantisme af en kristendommens åbenhed over for verden og kultur; den praktiserer økumenisk åbenhed og styrker kristne i at leve deres liv for Gud og mennesker i eftertænksomhed og en vid religiøsitet. Man har givet denne holdning mange navne: liberal teologi, kulturprotestantisme og nyprotestantisme. De rammer alle nogle aspekter, men aldrig det hele. Hvad man nu end kalder dette andet blik, fortjener det under alle omstændigheder at blive husket – i vore dages religiøse situation mere end nogensinde. Fra et liberalt perspektiv kan man dårligt være indforstået med alt, hvad reformationsjubilæet i dag indebærer. Opbuddet af festligheder er enormt, budskabet derimod alt andet end klart. Det libe
13
Evig protest
rale kulturprotestantiske perspektiv tilsigter eftertænksomhed og fordybelse, ikke larm. For dette andet blik på det halve årtusind med reformationen opmuntrer til besindelse på det, der udmærker protestantismen: tænkende fromhed og mod til at ændre former.
2. Reformationen æder sine børn
Reformation som depression Til sidst var de kun få. Naturen var udmattet efter en lang varm sommer, og sin tids engang mægtigste mand var træt efter et begivenhedsrigt liv. På en varm septemberdag i året 1588 døde kejser Karl V tilbagetrukket med få fortrolige omkring sig i et afsidesliggende kloster i Extremedura langt fra aktiviteterne ved sit tidligere hof. Halvandet år senere lod foråret vente på sig i Wittenberg, helt til efter påske trængte kold fugt ind i huse og knogler. Den 19. april 1560 døde Philip Melanchthon i sine nærmestes kreds. Han havde set det komme, feber og hoste var ikke længere til at ryste af sig. På den sidste seddel noterede han sig, hvorfor han ikke behøvede at frygte døden. “Du bliver befriet for al møjen og undslipper teologernes rasen.”1 Karl V og Philipp Melanchthon, mennesker der næppe kunne være mere forskellige, hører til reformationsbegivenhedernes største indbyrdes modstandere. Den ene som den mægtigste forsvarer for det gamle, den anden som den nye tros klareste lærer.
Heinz Scheible, Melanchthon. Eine Biographie, Münster 1997, s. 263. 1
15