Første Kongebog & Anden Kongebog
EKSISTENSEN
Første Kongebog & Anden Kongebog
… læst af Lisbet Christoffersen
Eksist E ns E n
Tak til de gode fagfolk, som har læst med i udkast, hvis kommentarer har været til umådelig inspiration, men som selvfølgelig ikke har ansvar for noget som helst: sognepræst
Else Rosenlund Korsholm, kursusleder, cand.theol., ph.d. Søren Holst, adjunkt, ph.d. Mikkel Gabriel Christoffersen, sognepræst Signe Danielsen, redaktør Jørgen Hansen, professor emeritus Jesper Jespersen, professor Bettina Lemann Kristiansen, lektor, kongelig ordenshistoriograf, dr.phil. Jes Fabricius Møller, seniorforsker, ph.d. Eva Maria Lassen, professor emeritus Hanne Petersen og stud.scient. pol. Karen Dahl Karlsen.
Tak også til de nære og kære, som i barndom og ungdom og voksenliv med passende tålmodighed har lyttet til mine fortællinger om så meget i samfundet og om bibelhistorie, salmer og højskolesange. Tak for, at I også nu har lyttet til mine idéer til denne bog og endog er kommet med gode kommentarer. Uden jer intet.
Søndag den 14. januar 2024
Søndag den 14. januar 2024. Danmark fik en ny konge, et nyt kongepar. Ca. 300.000 mennesker fulgte med i byen. Resten af landet så med på TV. Samme dag begyndte jeg at skrive denne bog om Kongebøgerne i Det Gamle Testamente.
Jeg har i årevis undervist om grundloven, om lovgivende, udøvende og dømmende magt, om kongehusets betydning, om kirke og stat både her og der, om ligebehandling og om religionsfrihed, kort sagt om grundlæggende byggesten i det danske samfund. Den faglighed om statens institutioner bliver min trædesten. For Kongebøgerne giver gennem en række fængende fortællinger gode illustrative pointer om grundlæggende byggesten i et samfund.
Jeg har trukket disse fortællinger frem fra teksten. Fortællinger om kongen, om loven, om templet, om dronningen, om profeter og præster, og om helligdage. Det er fortællinger, der er relevante for ethvert samfund, også et samfund som det danske i år 2024. Det er fortællinger, som jeg har båret med mig i mange år. Det er fortællinger, jeg har stor lyst til at give videre.
Søndag den 14. januar 2024 indledtes med morgengudstjeneste i sommerhussognet. En lille håndfuld, som altid, sådan en vintermorgen. Med en veloplagt sognepræst, der fortalte bibelhistorie.
Teksterne til gudstjenesterne i folkekirken er fastlagt. Det er ikke præstens valg, hvad der skal læses. Hvert andet år den ene tekstrække, hvert andet år den anden. Netop derfor ramte det mig, at en af dagens tekster var fra Kongebøgerne. Det var et stykke af fortællingen om den navnkundige kong Salomo, der indvier sit nybyggede tempel i Jerusalem. Teksten fra Første Kongebog 8,1; 8,12-13 og 8,22-30 er en del af hans bøn i den anledning. En tekst, der handler om, hvad man skal bruge templer til. Hvor og hvordan man skal relatere til Gud. Og jo også, indirekte, om forholdet mellem konge og kirke og om, hvad en konge er.
Teksten fra Det Nye Testamente handler om Jesus, der møder den Samaritanske kvinde ved Sykars brønd. Hende, der udfordrer Jesus på, hvor det rigtige bedested er: I Samaria, hvor hun kommer fra, eller i templet i Jerusalem, som befolkningen dér hævder? Dette spørgsmål om templets rolle og om den rette gudsdyrkelse er en central konflikt i Kongebøgerne.
Efter morgengudstjenesten i sommerhussognet er der kirkekaffe i sognehuset. Den morgen var der en livlig samtale. Folk er glade for at få fortalt bibelhistorie. Bibelhistorierne giver adgang til at forstå sammenhængene i teksterne. Det er her, i den fælles gudstjeneste, både inde i kirken og ved kaffen, at den fælles forståelse finder frem. Forståelse af fortællingernes betydning. Betydning for jødisk identitet, histo-
risk set, og også for aktuelle kampe i nutidens Israel. Betydning for idéen om kirken i kristendommens historie, i salmebogen, og i den aktuelle fortolkning af både folkekirken og andre kristne kirker. Betydning for at sikre gode samfundsmæssige institutioner for os, der den søndag danner menighed i det nordøstlige hjørne af landet. Den dag, Danmark får en ny konge.
Første og Anden Kongebog i Det Gamle Testamente handler om en stor konge, Salomo, og om mange, noget mindre konger, efter ham. Det landområde, hvor staten Israel befinder sig i dag, var i perioden ca. 900-600 f.Kr. regeret af konger. Nogle af de konger, jeg omtaler i det følgende, har man sikker viden om. Men det er virkelig påfaldende, at de mest berømte – kong Salomo, Dronningen af Saba, og kong David, som var Salomos far – ikke hører til de konger, man har sikker viden om. Heller ikke det tempel i Jerusalem, som kong Salomo ifølge fortællingerne i Kongebøgerne byggede, har man kunnet identificere.
Endnu, tænker jeg. For det minder om, hvordan vi i danmarkshistorien har forholdt os til de dele af Saxos Danmarkshistorie, som fortalte om et kongedømme, Skjoldungernes, med udspring i Lejre. Myte og fortælling. Nu har man gennem de seneste 30 år fundet meget rige og magtfulde bosættelser fra perioden ca. 500-1050, inklusive en kongehal. Det er udgravninger, der ifølge Lejre Museums hjemmeside klart viser, at Lejres sagnkonger skal tilbage i danmarkshistorien.
For mig at se er der en parallel til fortællingerne fra Kongebøgerne. Noget er sagn, noget er myte, noget er historiske fakta, noget er skrevet for at give moralsk
støtte til normer for statsdannelse. Men for min fortælling er det ikke vigtigt, hvilke dele af fortællingerne, der er hvad. Jeg genfortæller dem som fortællinger, der kan trækkes linjer fra op til nutiden. Som det er tilfældet, når de bliver læst ved en gudstjeneste i sommerlandet en vintermorgen.
Fortællingerne i Kongebøgerne indgår også i nogle store linjer i deres egen, bibelhistoriske kontekst, en kontekst, der har dannet forlæg for stor, europæisk litteratur, kunst og musik. Den bibelhistoriske kontekst ridser jeg kort op i det følgende.
I bibelhistorisk sammenhæng begynder det hele med fortællingerne fra Mosebøgerne om skabelsen, om Adam og Eva og Edens have og om Noa og arken. Mosebøgerne bringer historierne om Abraham, Isak og Jakob og løftet om at blive talrige som himlens stjerner og havets sand. De mange broderopgør. Mellem Ismael, den uægte søn, der bliver sendt ud i ørkenen med sin mor, Hagar, og Isak, der reddes af en syndebuk og bliver gift med Rebekka. Mellem tvillingerne Esau og Jakob, ham, der snyder sig til sin fars velsignelse, men til gengæld får sin elskede Rakel efter først at have tjent syv år for Lea. Mellem Jakobs 10 ældste, der er sønner af Lea og andre kvinder, og Rakels sønner, den yngste Benjamin og Josef, der bliver solgt til ægyptiske købmænd. Han, der først falder i unåde pga. en ufrivillig têtê-â-tête med Potifars hustru, men får job i centraladministrationen, hvor han sikrer, at man under en stor klimakatastrofe kan købe korn, en mulighed, hans brødre kommer rejsende fra hjemlandet for at benytte sig af.
Abrahams børn kommer til Egypten, og bliver talrige som sand og himlens stjerner, men det var måske hverken Faraos eller den store fortællers ønske at det lige var Egypten, de skulle befolke. Farao reagerer på den befolkningsmæssige udfordring. Han slavegør israelitterne og slår deres drengebørn ihjel. Dog ikke Moses. Hans mor gemmer ham i en sivkurv på Nilen, hvor prinsessen finder ham og tager ham til sig som sin egen. Men naturen går over optugtelsen. Moses solidariserer sig med sit undertrykte folk. Herren kalder ham til en post som folkefører, og sammen med sin bror Aron og sin søster Miriam fører han israelitterne ud af Egypten på den dag, der siden bliver til påske både i den jødiske og den kristne fortælling, nemlig den dag, hvor den straffende engel passerer forbi de jødiske huse og bringer hævn i de egyptiske huse, så jøderne endelig får lov til at gå. Lige ud i havet, som Herren rejser for dem, så der bliver en vej igennem, mens egypterne drukner.
Nu er de på vej tilbage. Først må de dog ud på en ørkenvandring i 40 år. Undervejs bliver folket fristet af mange ting. Bl.a. danser de om guldkalven i stedet for at tilbede Gud og følge hans bud. De bliver også hjulpet på mange måder. Bl.a. med manna i ørkenen, som man om søndagen mindes om med det lille ’brød’, man bruger ved altergang i danske kirker.
Til sidst indtager de løfternes land. Et skridt på vejen er operation Jerikos mure, hvor folket gik rundt om byen i syv dage og på den syvende dag blæste i trompeterne, så murene faldt. Israelitterne nedkæmpede kana’anæerne og indtog landet. Undervejs bar
de Lovens Tavler med sig og opbevarede dem i Pagtens Ark, der boede i et telt, som blev rejst, hvor de nu gjorde holdt. Den ordning blev opretholdt også i det land, de indtog, ligesom de tilbad Gud på de mange offerhøje.
De tolv stammer fordeler sig og alle trives i et land, hvor alle stammer er lige, og hvor man har indsat dommere som ledere. Det fortælles der om i Dommerbogen og i Ruths bog.
Men nu viser det sig, at Pagtens Ark er landets største sikkerhedsrisiko. I Samuelsbøgerne hører vi om, at Filistrene i krig stjæler Pagtens Ark. Israelitterne får ganske vist Arken retur, men på det tidspunkt er den hidtidige leder, Samuel, blevet gammel og aflægs, og hans sønner lever ikke op til den standard, man skal have for at være dommer i Israel.
Så nu vil man have en ny regeringsform. Folket vil have en konge til at styrke landets sikkerhed, så man ikke igen skal ud i religionskrige med naboerne. Kongen skal samtidig videreføre dommernes høje standarder ved at opretholde loven i praksis, både for eget vedkommende og for landets beboere.
Den gamle Samuel gør folket klart, at en konge ikke alene er en fredsfyrste, der dømmer mildt i retssager. Han er også krigsherre. Der vil komme et nyt hierarki i samfundet og økonomien vil ændre sig fra udbredt landbrugsdrift til bymæssig bebyggelse. Og måske ville israelitterne bare have det samme som andre samfund i Mellemøsten ca. år 1000 f.Kr., de ville bo bag mure i byer, og de ville have en leder, der kunne sørge for sikkerheden?
En konge vil de i hvert fald have, og en konge får de. Samuelsbøgerne går videre med historien om den første konge, kong Saul, om David og Goliat og om, hvordan Samuel som en af sine sidste embedshandlinger salver David til at efterfølge Saul. De handler om kong Sauls fald og den unge kong Davids sejr, de handler om splid og død mellem kong Davids sønner, og de handler om at sætte nogen på en uriaspost, så andre kan få deres begær opfyldt i hinandens arme.
Samuelsbøgerne er Davids og Batsebas historie.
Det menneskelige resultat af Davids og Batsebas begær er Salomo. Han er hovedperson i Kongebøgerne og han bliver hovedpersonen i denne fortælling.
I denne læsning af historien på langs, står det samtidig klart, at kong David er den store konge, skabelonen for, hvad og hvem en konge er og skal være, den skabelon, både efterfølgerne – også Salomo – og andre magthavere gennem tiden bliver målt på. Uanset om David og Salomo faktisk har levet, er de blevet modeller for regime og magtudøvelse.
I den forstand handler Kongebøgerne om, hvordan man bliver konge. Om grundlaget, om kaldet, udnævnelsen og indsættelsen. Kongebøgerne handler om de ret få mænd, der var gode konger, og om de ret mange, der ikke duede. I Kongebøgerne har denne dom over den enkelte konge ret meget at gøre med, hvordan kongerne hver især forholdt sig til loven, til templet, til dronningen, til profeterne og til helligdagene.
De historier genfortæller jeg og i den rækkefølge. For hvert tema – kongen, loven, templet, dronningen, profeterne og helligdagene – tager jeg afsæt i centrale
fortællinger fra Kongebøgerne. De bliver foldet ud som bibelhistorie og som kristen grundfortælling. Og så bliver de sat i relation til dagens virkelighed i Danmark og Europa år 2024.
Forhåbentlig finder fortællingerne nye læsere, der kan gense sig selv i Kongebøgerne, kan se fortællingerne både som glatte spejle, der spejler nutiden, og som dybe brønde, hvor man som Den Samaritanske kvinde skal bruge både spand og seje træk for at kunne hente sprog til ny forståelse af det liv, vi nu lever.