Tilegnet Mogens Mogensen Medstander gennem 30 ĂĽr i arbejdet med at forstĂĽ forholdet mellem kirke og mission.
Ha n s R au n I v e rse n
Folkekirke brugerkirke kirke i mission •
E ksi ste nsen
ďťżÂ
Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Del I · Folkekirkens egenart . . . . . . . . . . . . . . . 19 1. Det folkekirkelige i folkekirken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 2. Samspillet mellem menighedsråd, ansatte og frivillige . . . . . . 43 3. Kirkebygningerne som folkekirkens hellige køer . . . . . . . . . 59 4. Kirkens diakoni og velfærdssamfundet . . . . . . . . . . . . . . . 79
Del II · Brugernes kirke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 5. Hvad bruger brugerne brugerkirken til? . . . . . . . . . . . . . . 97 6. Danskernes tro som tilhørsforhold eller trædesten i livet . . . . 111 7. Kirke sammen og hver for sig: Ene er vi flere . . . . . . . . . . 131 8. Fra repressiv rummelighed til værdsat mangfoldighed . . . . . . .153
Del III · Kirke i mission . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
171
9. Den participatoriske vending . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 10. Salmesangen og musikken som paradigme . . . . . . . . . . . 191
11. Fra kirkegang til gudstjenestedeltagelse for mange slags mennesker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209 12. Kan en national kirke vĂŚre kirke i mission? . . . . . . . . . . 233 Har folkekirken et formĂĽl? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255 Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259 Navneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 Emneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 Skriftstedsregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 291 Salme- og sangregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293
Indledning Jeg er glad for, at det er min mormor, der skal døbe mig. Hvis det var en fremmed præst, vil jeg være helt fortvivlet. (Kaja på fem, ved morgenbordet den 3. januar 2020)
Jeg kan ikke finde soundtracket til hele mit liv i én musik genre, og på samme måde er det med min tro. Nogle dage er jeg total nihilist, og har det godt med det, og så er der tider, hvor jeg tror på Gud og er ret kristen. (Phillip Faber på 36, i Kristeligt Dagblad den 3. april 2020)
Det er et privilegium at kunne begynde en bog med at citere to af landets mest oplivende og livsoplysende mennesker. De er begge to seriøst til stede i det, de gør, og de er åbne om, hvad de tænker om deres liv, som har mange dimensioner. De er ikke bare kristne, de er så meget andet, først og fremmest levende mennesker. De bruger kirken og dens salmer med stor indlevelse, når de ellers kan få hjertet med i det, de gør. I repertoiret hos dem begge er gode sange og salmer aldeles ligestillede. Vil man have et kort, men præcist udtryk for de grundlæggende betingelser for kirke og kristendom i Danmark, kan det næppe fås bedre end i de to små citater. Man kan også sige, at Kaja og Faber er folkekirken. Med deres måde at deltage i kristendommen på, er de med til at give kristendommen skikkelse og frit løb så godt og troværdigt, som det nu kan lade sig gøre i Danmark. De lukker ikke på forhånd af over for hverken andre mennesker eller over for den kirke- og kulturtradition, de lever i, men de tager begge to selv stilling. Det er et markant positivt udgangspunkt for folkekirkens arbejde. På den baggrund må der tænkes videre over dens arbejdsformer og udfordringer, sådan som jeg vil gøre det i denne bog. Hovedtanken i bogen lyder i al korthed: Kun ved at være brugerkirke for alle, kan kirken både være folkekirke og kirke i mission. Lad os begynde med at se på, hvad der ligger i de tre hovedord i den formulering. • 7
Folkekirke Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark fik med grundloven prædikatet folkekirke. Indtil grundlovsændringen i Norge i 2007 var Den Danske Folkekirke ene om at være udnævnt til folkekirke i en grundlov. Mange andre kirker, fx små socialt bevidste metodistkirker i Nordeuropa og gamle missionskirker, som kan have et stort flertal af lokalbefolkningen som medlemmer i dele af Afrika, kan også kaldes folkekirker, fordi de 1) er der for folkets skyld, 2) arbejder på folks præmisser og 3) drives af folk og folkelige behov. I den nordeuropæiske betydning af ordet er en folkekirke imidlertid en tidligere nationaleller statskirke, der blev skabt med tvang fra oven, men som senere blev søgt givet videre til medlemmerne som en kirke fra neden, med medlemmerne som bærere af kirken. Der er imidlertid nogle oplagte problemer indbygget i brugen af ordet “folkekirke”. Når fx Grundtvig brugte det, tænkte han ud fra Israels stammer og mente, at danskerne er og bør se på sig selv som en lignende folkestamme med egen stammeeller folkekirke. Men hvad så med de 13,9% af befolkningen, som har udenlandsk oprindelse? Er de også “folk” eller en del af det danske folk, hvis kirke folkekirken er? Og hvad med kristendommens universalitet? De unge taler om deres kammerater på uddannelsesstederne som “folk”. De siger ikke, at deres medstuderende siger sådan og sådan. De siger: “Folk gør …, folk siger sådan og sådan.” Dermed anvender de ordet “folk” på samme måde som det engelske people som en betegnelse for mennesker i almindelighed eller en særlig gruppe mennesker i særdeleshed. I den betydning er ordet folk neutralt i betegnelsen folkekirke, men vel også lidt intetsigende. Den historiske baggrund for betegnelsen folkekirke og i øvrigt også den (nationalistiske) politiske situation, vi står i, betyder, at vi ikke blot kan kassere betegnelsen folkekirke, selv om den ikke er helt god. Ordet folkekirke kan også fyldes med positivt indhold, sådan som fx Grundtvig gjorde det, når han talte om folkekirken, som den kirke, der findes for folks skyld, på folks præmisser og med folk og folkelige behov som de store drivhjul. Mest enkelt og måske også allerbedst er det, hvis vi lader udtrykket folkekirke genlyde af englesangen julenat, hvor det handler om “en stor glæde, som skal være for hele folket” eller som det – med lige så 8 •
god ret i forhold til grundteksten – er oversat i Bibelen 2020 – “en stor glæde for folk” (Luk 2,10). I så fald kan folkekirke betyde den kirke, der klarer i lige grad at være kirke for og med alle mennesker i hele landet.
Brugerkirke Jeg prøver at sætte diskussionen for og imod ordet folkekirke lidt i perspektiv ved også at bruge to andre betegnelser for folkekirken: brugerkirke og kirke i mission. En brugerkirke er en kirke, der har mange bru gere, og som i praksis indretter sig ganske meget efter, hvordan brugerne bedst kan bruge den. Folkekirken har op mod 500.000 aktiviteter pr. år, svarende til ca. 5 ugentlige forsamlinger gennemsnitligt i ca. 2000 kirker i ca. 50 uger. Med 40 mennesker til stede gennemsnitligt pr. forsamling er der ca. 20 millioner besøgende eller brugere i folkekirken pr. år. Det betyder i praksis, at ca. 70% af befolkningen kommer indenom eller på anden måde har en form for nærkontakt til kirken i løbet af et år. Uden alle disse kirkebrugere, var der ingen kirke og slet ikke en folkekirke. Når vi kommer i kirken, bruger vi den til den konkrete anledning, vi er kommet i. Det betyder ikke, at vi har reduceret os selv til forbrugere, eller at vi betragter kirken blot som en del af markedet, hvor man handler efter smag og behag. Vi bruger kirken, når vi synes, at vi har brug for den. Gjorde vi ikke det, kunne kirken lukke – og medlemmerne ville i øvrigt melde sig ud, hvis de i længere tid ikke havde noget at bruge kirken til. Den vigtigste grund til at betale sin kirkeskat er simpelthen, at man har brug for kirken og det, den kan bruges til og står for. Sognepræst Lena Kjems fortæller i en kronik i Kristeligt Dagblad 11. maj 2020, at hun aldrig har gået i kirke af lyst. Hun gør det, siger hun, fordi hun “trænger”. Hun har det altså med kirkebrugen, som fru murermester Jessen fra Matador har det med kage. Kjems’ udtryk rammer sikkert de fleste gudstjenestebrugere ganske godt: Vi bruger kirken, når vi trænger til det, ikke nødvendigvis fordi det er sjovt eller spektakulært at komme i kirken. Brugerperspektivet på kirken er jeg især blevet optaget af i årene 2014-19, hvor jeg var leder af et tværfagligt projekt på Københavns Universitet med studier af folkekirken som kulturinstitution. Her blev det klart, at folkekirken ligner alle andre kulturinstitutioner på i hvert fald Indledning • 9
tre afgørende måder. 1) den må være tæt på sine brugere for at forstå dem, 2) den må være skarp på sit formål for at have noget at bidrage med, og 3) den må indrette sit arbejde og sin organisation derefter. Resultaterne fra projektet er mest samlet fremlagt i to store bøger på engelsk.1 Jeg trækker i denne bog på indsigter fra disse studier, mens en samlet oversigt over resultaterne på dansk af Karen Marie LethNissen udkommer på Forlaget Vandkunsten. Når Kaja bliver døbt, og når Faber får 200.000 danskere til at synge eller lytte til “Hil dig, frelser og forsoner” på skærmen, er det et stykke kultur, men lige så fuldt et stykke kristendom. I og med at det sker i fuld offentlighed, hvor der jo altid er en vis smittefare, er det også et stykke potentiel mission, fordi både Kaja og Faber med deres handling stiller en kristen praksis til rådighed for andre mennesker. Hvis folk ikke brugte kirken, ville der ikke være meget mission i kirken, selv om coronaen har sat gang i flere andre – for en tid pinagtigt nødvendige – kommunikationsformer, mens kirkebygningerne har været fysisk lukkede. Hvis kirkebrugen hørte op, kunne, hvad der fortsat måtte være råd til af ansatte foruden behjertede frivillige, naturligvis gå ud på gader og stræder med deres kristendom. Måske kunne de stille sig op som gademusikanter ligesom Frelsens Hær. Jeg tror dog ikke, at der er ræson i mere gadeforkyndelse eller brug for mere kristen gademusik end den, Frelsens Hær leverer så udmærket. Derimod tror jeg, at der er masser af mission – følgeskab med kristent vidnesbyrd og tjeneste – i det, når kirker tager så godt som vel muligt imod kirkens mange slags brugere. Hvis kirken og dens mødesteder og forsamlinger er indrettet, så kristendommen her bliver levende for folk midt i deres liv, er det selvsagt vigtigt, at der kommer mange mennesker i kirkerne, når de ellers er åbne. I bogen På en mørkeræd klode fra 1986 skriver Carsten Jensen: “Kirkerne er nu aflåst seks dage om ugen, som om man frygtede, at den sidste rest af tro skulle undslippe, hvis uautoriserede pludselig åbner døren.” Siden har mange kæmpet for at holde kirkerne åbne, så de kan være det sikre fristed, hvor mennesker kan komme i enhver situation. Her kan der blive brug for et genopretningsarbejde
1 Iversen m.fl. (red.) 2019 og Woodhead og Iversen (red.) 2021
10 •
efter coronakrisen, så folk kan vide, at kirken (næsten) altid står åben for dem.2
Kirke i mission Som et stykke brugerkultur med mange dimensioner og et bestemt bud skab er folkekirken en kirke i mission. Brugerne og budskabet kan ikke skilles fra hinanden i kirken, ligeså lidt som de kan det i andre kulturinstitutioner. Skinner budskabet ikke klart igennem, er det kultur- og arbejdsformerne, der må laves om. Sådan arbejder alverdens former for mission, dvs. sendelse, med et budskab. Fra udenrigsministeriet til museernes skoletjenester ved man godt, at indpakningen og budskabet virker sammen på en måde, så handling og holdning ofte taler højere end tekster og ord med formelle budskaber. Langt op i 1990’erne blev man hængt ud som en suspekt person i folkekirken, hvis man gik ind for mission i Danmark – allerværst hvis man ville bruge folkekirkens penge til at “missionere” for kirkens egne medlemmer, som om de ikke allerede som døbte, var så kristne, som man nu kan blive.3 Kort efter, at Pia Kjærsgaard var begyndt at skose folkekirkens præster, fordi de ikke drev mission i forhold til indvandrerne, vendte tidehvervsteologerne rundt. Nu var de for mission, men åbenbart på en eller anden arkaisk måde, som de ikke selv kunne finde ud af at praktisere. Det eneste positive eksempel på mission var Massoud Fouroozandeh og Church of Love, men hvordan praktiserer man Massouds arbejdsform, når det ikke er blandt iranere i Danmark, man arbejder? Jeg har i mange år argumenteret for, at folkekirken er den bedste model for kristen mission i Danmark. Kan andre, samlet set, fremme kristendommen bedre end folkekirken, er de hjertelig velkommen til det. Snart 50 års studier i kirke og mission har imidlertid overbevist 2 Erfaringerne fra sommerlandet i 2020 siger desværre, at der endnu er alt for mange lukkede kirkebygninger. Ofte gentager man biskoppernes tossede besked om, at kirken er lukket pga. corona, som om smitten særligt huserer inde i kirken. 3 Jeg har karakteriseret den indtil 1990’erne dominerende tidhvervsgrundtvigianisme som ordningskirkelig, fordi den satte kirkeordningens bevarelse over både menigheds- og sogneliv (Iversen 1987). Inge Lise Pedersen har sammenlignet den med provisorietidens visnepolitik (Pedersen 2020, 81).
Indledning • 11
mig om, at folkekirken er det bedste udgangspunkt for, hvordan der kan og bør foregå kristen mission i Danmark. Masser af præster og menighedsråd – antageligt de fleste – vil stadigvæk nægte eller i hvert fald ikke sige højt, at de er med i mission. Men slet så det instrumentaliserende udtryk “drive mission” og tal i stedet om at være “kirke i mission”. Med et endnu lidt uvant udtryk kan man bruge den internationale betegnelse “missional kirke”,4 som Marianne Christiansen gjorde det, da hun præsenterede sig som “diakonal, missional og musikal” ved bispevalget i Haderslev Stift. Hun vil som biskop være andet og mere end stiftsadministrator, nemlig leder af en kirke med diakoni, mission og musik. Man kan se på masser af arbejde i folkekirken som en slags kristendomsvedligeholdelse, hvor man søger at holde fast på status quo. Men så enkelt er det nu sjældent. Hvad med konfirmanderne, som ofte ikke har fået nogen troværdig præsentation af kristendommen før konfirmandundervisningen? Er det ikke et stykke mission? – en åben og spørgende dialog om den kristne livsforståelse, der er på spil i konfirmandarbejdet. Eller hvad med det gode begravelsesforløb, som kan gøre en familie til faste kirkebrugere i en hel generation? Det er veldokumenteret, at de fleste præster og menighedsråd (selvfølgelig) gerne vil nå længere ud med kristendommen – og at det lykkes i ganske stort omfang. I menighedsrådsløftet fra 1912 taler man – med vækkelseskristendommens terminologi – om sigtet mod “menighedens liv og vækst”. Som det vil fremgå, bl.a. i Kapitel 8, er formuleringen ikke heldig i dag. Men her, som så ofte i folkekirken, må vi leve med forældede formuleringer, fordi folkekirken har så dårlig adgang til at få revideret den officielle sprogbrug, selv om den er nok så forældet. Lad os se på et enkelt eksempel. Birgitte Kragh Engholm redegør for,5 hvordan hun siden 2012 har udviklet MindfulnessGudstjenester, samtalesaloner og faste events i det store Vesterbro Sogn, hvor hun er ansat til at skabe kontakt til sognets mellemgeneration. Hun arbejder målrettet med 1) kulturanalyser, 2) sproglig tilpasning og 3) receptivitet, altså hvad folk kan og vil tage til sig i praksis. Som hun selv 4 En introduktion til debatten om missional kirke findes i Mogensen 2019b, 9-89 5 Engholm 2020
12 •
præsenterer arbejdsprocessen, er den imponerende, næsten frygtindgydende bastant, men den fungerer. Folk kommer og bruger det, hun tilbyder, som er klassisk kristendom i en eksistensteologisk tilretning. Det spændende er nu, at hun ikke gør noget principielt anderledes, end hvad de fleste præster og menighedsråd gør, selv om hun – i det store sogn – er frisat til at gøre det meget mere konsekvent og kvalificeret, end man har ressourcer til andre steder. Endnu mere slående er det, at Engholm gør akkurat det, som rækkevis af gode missionærer har gjort gennem hele missionshistorien. Vi kunne begynde med Paulus på Areopagos eller vi kunne gå til Ziegenbalg i Tranquebar, Bruno Gutmann på Kilimanjaros sydskråning, Bengt Sundkler i Sydafrika – eller Ole Skjerbæk Madsen i nutidens nyåndelige miljø i Danmark og Norge. De har alle arbejdet akkurat som Engholm med kulturanalyse, sproglig oversættelse og stor opmærksomhed på receptiviteten. De har tilmed dokumenteret deres arbejde i store bøger, som nyder høj respekt blandt fagfolk som antropologer og sprog- og kommunikationsforskere. Det er en skam, at Engholm – og et flertal af præster i Danmark – ikke har studeret denne klassiske missionsform, selv om det er en sådan mission, de selv står midt i. Et andet aktuelt eksempel er, at Dansk Missionsråd i foråret 2020, midt under coronalukningen, udsendte et temanummer af serien Ny Mission om “Mission i en digital tidsalder” med erfaringer fra en lang række lande. Det ville være oplagt, at nogle af de folkekirkefolk, der har øvet sig i digital formidling af kristendom under coronaen, tog ved lære af erfaringerne fra international mission. Det vender jeg tilbage til i sidste kapitel.
Bogens sigte og genre Bogens sigte og genre er først og fremmest formidlende og debatterende. Mangt og meget i bogen har rødder tilbage til de 44 år, hvor jeg fik min løn for at drive akademiske studier i kirke og mission. Alle konkrete oplysninger, som jeg anfører, er dokumenterede andetsteds, ofte i lærebogen Ny praktisk teologi fra 2018, som man let kan finde vej i ved hjælp af emne- og navneregisteret. Det gælder fx talmæssige oplysninger om folkekirkens brugertal og konkrete missionærers Indledning • 13
arbejdsformer, som jeg har henvist til. I en liste til sidst i bogen kan man se, hvor jeg direkte trækker på tekster, som jeg har arbejdet med i andre sammenhænge – som artikler og foredrag. Som hovedregel har jeg udeladt tyngende akademiske mellemregninger og referencer. Kun hvor jeg har skønnet, at oplysninger, der kan have interesse for læserne, ikke er let tilgængelige andre steder, er de anført. Bogens tese lægger op til, at der bliver nogle overlap mellem dens dele og kapitler. Derfor har jeg indført nogle krydshenvisninger, men jeg vil særligt henvise til indeksene bag i bogen, hvis man ønsker at forfølge et emne eller en tankegang i bogen. Det samme gælder, hvis man mangler en introduktion til eller en definition af et udtryk. Jeg begynder ofte mit arbejde med det historiske stof for at forstå de historisk opkomne strukturer og traditioner, vi arbejder med. Så springer jeg til det nutidigt empiriske for at se på de folkelige og samfundsmæssige betingelser, kristendommen virker i i dag. Og til sidst udfolder jeg det mere teologisk normative med forslag til, hvordan kirkens arbejde måske kan og bør udvikles. En alt for enkelt opdeling efter denne treklang er imidlertid illusorisk. Det blik, man anlægger på det historiske og empiriske område, er medbestemt af, hvad man tror, man skal bruge til de normative overvejelser til sidst. Omvendt er de normative tanker ikke faldet ned fra himlen, men i høj grad bestemt af, hvad der er lært gennem de historiske og empiriske studier. Den skematiske opdeling, som kan være pædagogisk i en lærebog, er derfor ikke gennemført med nogen tvingende konsekvens i denne mere debatterende bog.
Bogens opbygning Bogen er delt op i tre dele med fire kapitler i hver – med betegnelserne Folkekirke, Brugerkirke og Kirke i mission, selv om alle tre synsvinkler på kirken er tænkt med i alle tre dele. Det har været en nyttig øvelse at overveje, hvilke emner der skal prioriteres i hver del, fx når folkekirkens egenart skal beskrives i fire kapitler i første del. Mit resultat er som følger: I Del I prøver jeg at indfange det folkekirkelige i folkekirken samt folkekirkens særlige opbygning og samspillet mellem dens medarbej14 •
dere. Lidt overraskende (for mig selv) måtte jeg også bruge et kapitel på kirkebygningerne, foruden en analyse af folkekirkens samspil med velfærdssamfundet set gennem diakonien som prisme. I Kapitel 1 om folkekirkens egenart satser jeg på at levere en slags folkekirkens fænomenologi i form af redegørelser for folkekirkens opbygning samt dens aktuelle styrkepunkter og udfordringer. Den første del af teksten er oprindeligt skrevet for svenske læsere, der som de fleste udlændinge har svært ved at forstå, hvad folkekirken er for en størrelse. Forhåbentlig har det styrket det pædagogiske greb. Kapitel 2 handler om, hvad jeg i Kapitel 8 kalder ‘kirkens folk’: menighedsrådene og ulønnede som lønnede medarbejdere eller sagt på en anden måde: de kirkeligt ansatte samt frivillige i kirken. Med al respekt for de øvrige grupper, fokuserer jeg først og særligt på menighedsrådene som en afgørende bærepille i folkekirken. Fra menneskene i kirken går jeg i Kapitel 3 til bygningerne. Kirkebygningerne betyder meget i forholdet mellem folk og kirke, så det er langt fra kun udtryk for nostalgi, når muligheden for at samles netop i kirken var savnet under coronaen. Kapitlet fremdrager imidlertid særligt den pointe, at kirkerne er en slags folkeligt fælleseje, selv om de er bestyrede (og finansierede!) af menighedsrådene. Det hører med til billedet af den danske kirkemodel, at den ikke blot har en ledelse, medarbejdere og bygninger, men også et omfattende frit, kirkeligt arbejde, der er organiseret uden for den officielle kirke i de såkaldt frie, kirkelige organisationer. Det gælder særligt på tre områder: børne- og ungdomsarbejde, missionsvirksomhed samt diakoni eller kirkeligt socialt arbejde, som jeg bruger til at illustrere området med i Kapitel 4. Samtidig illustreres folkekirkens praktiske interaktion eller ligefrem forvikling med velfærdssamfundet. I Del II om folkekirken som brugernes kirke ser jeg først på den faktiske kirkebrug i Danmark. Dernæst tegner jeg en slags portræt af danskerne som kirkebrugere og diskuterer, hvordan de bruger kirken. Til sidst skitserer jeg folkekirkens selvforståelse som et menighedsfælleskab og en alternativ tankegang om kirkens mange forsamlinger, som passer bedre med brugerkirken. Kapitel 5 begynder med en redegørelse for, hvem der har brugt folkekirken til hvad, fra kristendommens indførelse op til i dag. Jeg Indledning • 15
bruger her arbejdet med at etablere en aktivitets- og brugerstatistik for folkekirken som indfaldsvinkel til belysning af, hvordan folkekirken bruges. Kapitel 6 zoomer ind på kirkebrugernes tro og eksistentielle udfordringer. Her kan kirken spille en rolle på flere måder, som det bl.a. viser sig i to nye undersøgelser af forældrenes tilvalg eller fravalg af dåb af deres børn. Kirken indgår som en bestanddel i et tilhørsforhold til tradition og familie, som de unge forældre ofte ønsker at bevare. Men kirken kan også ses som et orienteringspunkt eller en trædesten i livet, som den enkelte kan vælge fra eller til. Kapitel 7 handler om individ og fællesskab i kirken i en individualiseret tid. Min spidsformulering er, at kirken skal give sig individualiseringen i vold, velvidende at vi alle lever af det, vi forud har fået og dagligt får fra Gud og vore omgivelser. Kun når kirken accepterer, at mennesker oplever deres afgørende eksistentielle spørgsmål som dybt personlige, kan der åbnes for en samtale om det fælles. Kapitel 8 drager den konsekvens, at den gamle og ofte repressive snak om folkekirkens rummelighed må erstattes af en værdsættelse af den faktiske mangfoldighed i og omkring kirken. Snakken om “det folkekirkelige fællesskab” som en samlet størrelse må afløses af en sans for forskellige fællesskabsformers ligeret i folkekirken, fordi de alle repræsenterer grundformer i folkekirken. Del III om Kirke i mission begynder med en beskrivelse af brugernes oplevelse af egenaktivitet og deltagelse som vilkår for kirkens arbejde. Sjovt nok er kirkens primære kommunikationsform, salmesangen, et flot udtryk for netop participation. Det gælder imidlertid ikke al deltagelse i gudstjenester i folkekirken, som ikke tilfældigt forsat rubriceres som “kirkegang”. Sidst men ikke mindst må der spørges, hvordan det går an for kirken på én og samme tid at være brugerkirke i denne verden og deltager i Guds mission – både når det gælder gammeldanskere og traumatiserede indvandrere? I Kapitel 9 tematiseres et generelt vilkår for kirkeligt arbejde i dag. I det 20. århundredes første årtier var det dominerende løsen “fælles fromhed” i menighedslivet. I århundredets mellemste årtier var det store plusord i folkekirken “forkyndelse”. I de seneste årtier er der indtrådt en “participatorisk vending”. Afgørende for, i hvilken grad folke16 •
kirken lykkes med sin opgave er, om kirkens brugere oplever sig selv som deltagere i kirken. Når folkekirken tabte terræn til den alternative religiøse praksis før årtusindskiftet, og ikke længere gør det i samme omfang, har det ikke mindst at gøre med sansen for participation. Emnet for Kapitel 10 er salmesangen, hvor folkekirken står stærkt, og som pr definition ikke blot er participatorisk, men også på en række andre måder er eksemplarisk for det gode kirkelige arbejde. Det er et af mange eksempler på, at folkekirken ikke primært har brug for at nyopfinde sit arbejde, men for at lære af og videreudvikle på arbejdsformer, den altid har kendt til. Kapitel 11 fokuserer på de forskellige participatoriske dimensioner i gudstjenesterne i folkekirken. Den hidtidige gudstjenestedebat går galt i byen, når den ensidigt handler om én højmesse med nadver hver søndag i så mange kirker som muligt. Gudstjenesten må sættes fri under mange former, også om søndagen. Samtidig må nadveren sættes fri fra det fangenskab, den er sat i som et fast liturgisk led i søndagshøjmessen. På den måde må såvel gudstjenesterne som nadveren åbnes for mange flere mennesker. Kapitel 12 vil på den ene side pege på, hvordan folkekirken som brugerkirke er god til at være kirke i mission på en lang række områder. Samtidig findes der en lang række spændinger mellem forskellige dimensioner eller poler i kirke og kristendom. Særligt påtrængende er i dag det stærke kald, der lyder fra indvandrerne og andre, der ikke er født ind i dansk kristendom. Omvendelseskristne har ikke primært brug for et lokalt fællesskab, som de kan hygge sig med, men for at opleve, at de har del i Kristus, og at Kristus er i dem på en måde, som overskrider tid og sted. Kolleger, der særligt har bidraget med kritisk læsning af udkast til de enkelte kapitler er nævnt i noterne. Følgende kolleger har kommenteret hele eller større dele af bogens første udkast: Karen Marie Leth-Nissen og Mogens Mogensen. Hjertelig tak. Også en særlig tak for redaktør Charlotte Ekstrands fornemme redaktionsarbejde. Og tak til følgende fonde, der har givet tilskud til bogens udgivelse: Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond G•E•C• Gads Fond
Indledning • 17