Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 2
26/06/15 11.12
Immaculée Ilibagiza med Steve Erwin
Folkemordet i Rwanda En personlig beretning om at begr ave de døde og tilgive de levende
På dansk ved K irsten Hasemann
ALFA
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 3
26/06/15 11.12
Til mine elskede forældre, Leonard og Rose, og til mine kære brødre, Damascene og Vianney, for al jeres uselviske kærlighed. I gør himlen smukkere. Jeg vil altid elske jer. Til min bror Aimable, med stor kærlighed og i håbet om at lindre en ubeskrivelig smerte. Og til min nye familie, Bryan og vores søde børn, Nikki og Bryan jr., for at give mig nyt liv, kærlighed og inspiration. Til minde om alle ofre for verdens folkemord.
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 4
26/06/15 11.12
INDHOLD Kort over Rwanda. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 FORORD
v/ Øjvind Kyrø. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
P R O L O G . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 INTRODUKTION:
Mit navn er Immaculée. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20
D E L I – D E T T R Æ K K E R O P T I L U V E J R .. . . . . . . . . . . . . . . . 23 1 • Evigt forår. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 2 • Rejs jer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 3 • Dybere indsigt.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 4 • Af sted til universitetet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 5 • Tilbage til hjemmet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 6 • Ingen vej tilbage.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 7 • Præstens hus. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 8 • Farvel til drengene.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105
D E L I I – I S K J U L . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 9 • I badeværelset. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 10 • Ansigt til ansigt med min vrede. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126 11 • Kampen for at tilgive.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 12 • Ingen venner at ty til. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141 13 • En forsamling af forældreløse.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 14 • Talegaven.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164 15 • Usandsynlige redningsmænd. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176 16 • Om at bevare troen.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 5
26/06/15 11.12
D E L I I I – E N N Y V E J . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 17 • Frihedens smerte.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 18 • Brev fra Damascene. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211 19 • Camp Comfort. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 20 • Vejen til rebellerne.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235 21 • Af sted til Kigali. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 243 22 • Herrens værk. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 254 23 • Om at begrave de døde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267 24 • Om at tilgive de levende.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277
EPILOG
Ny kærlighed, nyt liv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283
EF TERSKRIF T
2014. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 291
6
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 6
26/06/15 11.12
”NÅR VI IKKE LÆNGERE ER I STAND TIL AT ÆNDRE EN SITUATION, BLIVER VI UDFORDRET TIL AT ÆNDRE OS SELV.” Vik tor E . Frankl, ps ykiater, for fatter o g overlevende e fter 2. Verdenskr i g s holocaust
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 7
26/06/15 11.12
F o l k e m o r d e t
i
R w a n d a
Mataba
Mataba, nord for Kibuye, er ImmaculĂŠes hjemby.
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 8
26/06/15 11.12
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 9
26/06/15 11.12
D eF to lt kr eĂŚ mk ok re dr e o t p i t Ri w l a un vd ea j r
10
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 10
26/06/15 11.12
F o r o r d
FORORD A f Ø jvind Kyrø
Velkommen til den virkelige verden. Velkommen til mord, voldtægt og ildebrand. Velkommen til et slagtehus, hvor det, der i går var ulovligt, i dag er pligt. Velkommen til et land, der i hundrede dage var en tilstand, og hvor begreber som kærlighed, fred og retfærdighed var slukkede drømme, skrottede idealer, fikse fiktioner. Massakrer er virkelighed, når neglelakken skaller af rovdyrkløerne.
I tre måneder eksploderede det jyllandstore Rwanda i en blodrus, i et orgie af massakrer, der efterlod landet som et vammelt stinkende rige, beboet af lig i opløsning. I 91 dage holdt en ung kvinde sig skjult i et badeværelse på én kvadratmeter sammen med en håndfuld andre kvinder, mens militsgrupper søgte efter dem for at myrde dem. Kun takket være en from opdragelse overlevede hun uden at blive vanvittig. Bortset fra en bror, der studerede i udlandet, blev hendes store familie myrdet, fordi de tilhørte den mindretalsgruppe af mennesker, som blev kaldt tutsier. I bogen her oplever man den 22-årige Immaculée Ilibagizas oplevelser i de hundrede dage i 1994, hvor folkemordet fandt 11
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 11
26/06/15 11.12
F o l k e m o r d e t
i
R w a n d a
sted, og det er overvældende at blive vidne ikke alene til de onde gerninger, de rabiate hutu-militser udøvede, men også til den stærke tro, der bar hende gennem det jordiske Helvede. Når hun tvivler på, at der eksisterer en Gud, når lidelserne er uendelige, beder hun om, at Gud hjælper hende, og han kommer hende i møde. Når hun møder en af sin families mordere, tilgiver hun ham, uden at han har bedt om tilgivelse. Og den kraft kommer fra Gud, ved hun. Det er slående og sigende, hvor rodfæstet hendes tro er. Hun ser alt gennem en kristen prisme. Mens mennesker forvandler sig til uhyrer, tror Immaculée Ilibagiza på, at der er en større mening med det hele. Det er afrikansk tro med kristen overbygning. I Afrika er der altid en forklaring på alt. Hvis et barn bliver sygt, hvis høsten slår fejl, hvis arbejdsløsheden raser, hvis manden er utro, skyldes det noget overnaturligt. Og drømme er lige så sande som virkeligheden, for de virker. Når Immaculée Ilibagiza er i sin dybeste sorg over tabet af sine kære søskende og forældre, viser de sig i en drøm for hende, fra Himlen, hvor de smiler og ler og fortæller hende, at hun skal være glad, for de har det skønt, hvor de nu opholder sig. Kun takket være en trance i bøn udholder hun 91 dage, hvor de otte kvinder sidder sammenstuvet og kun sjældent får mad, mens de kan høre militsgrupperne lede efter dem. Næsten tre måneder i frygt for døden, for en smertefuld og langsommelig partering, ville gøre enhver sindssyg. Jesus udholdt kun få timer på korset, mens Immaculée Ilibagiza står 91 dage igennnem i den samme vekslen mellem tvivl og tro, mellem tilgivelse af fjenderne og had mod de berusede mordere. Kun takket være den alternative virkelighed, hun opretter i sit
12
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 12
26/06/15 11.12
F o r o r d
bønsliv, og de syner, hun ser, overlever hun med forstanden i behold og får tilmed styrken til at tilgive morderne. Immaculée Ilibagiza føler sig som et Guds barn og overlader sin skæbne i Hans hænder, og hun anser massemorderne for at være besat af Djævelen, der har vildledt deres indre kompas. Europæere, eksempelvis, ville tænke anderledes og ikke give højere magter skylden for onde handlinger. Men der er ikke mange politisk-sociale forklaringsmodeller, som løber gennem Immaculée Ilibagizas hoved, mens hun gennemlider de 91 dage. Det er håb og tro, hun har brug for i det dødsrige, Rwanda var omdannet til i de hundrede dage, uhyrlighederne stod på, og hvor hele verden vendte tutsierne ryggen, selv om magthaverne i Washington, Paris og i FN, nøjagtigt vidste, hvad der skete. Satellitterne afslørede alt.
Selv de mest garvede krigsreportere glemmer aldrig folkemordet i Rwanda. Det tog nazisterne seks år at ombringe seks millioner jøder på industriel manér, mens det tog et lumpent proletariat af hovedsagelig arbejdsløse unge mænd tre måneder at myrde en million mennesker med macheter, spyd og tilslebne skruetrækkere. Det er cirka seks liv i minuttet. Det var ikke alene omfanget, men snarere nærheden i mordene, der chokerede. Det er ikke, fordi afrikanere er mere grusomme end nazister, at man brugte macheter; det skyldtes alene økonomisk uformåen. Rwanda er et af verdens fattigste lande, og derfor havde man ikke råd til krudt og kugler. Hutu-ekstremisterne blev opfordret af regeringen og de lokale myndigheder til at myrde tutsier, som blev betegnet som kakerlakker. Og skadedyr bør udryddes. Rwanderne har aldrig kendt til demokrati, men altid været vant til at modtage or13
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 13
26/06/15 11.12
F o l k e m o r d e t
i
R w a n d a
drer, og denne autoritetstro var en af hovedårsagerne til den iver og lethed, morderne henrettede deres naboer med. Hele konflikten mellem hutuer og tutsier skyldtes i høj grad det belgiske kolonistyre, som i 1916 overtog landet fra Tyskland, fordi tyskerne tabte 1. Verdenskrig. Belgierne fandt en befolkning, der bestod af ca 15% tutsier og 84% hutuer, og som gennem århundreder havde levet sammen, havde samme sprog, boede blandt hinanden og havde giftet sig med hinanden i en sådan grad, at det ofte var umuligt at skelne mellem dem. Normalt var tutsier høje og tynde og kvæghyrder, mens hutuerne var lavstammede, firskårne og agerbrugere. Men takket være den stærke sammenblanding af de to folkeslag, måtte belgierne ty til den nyeste videnskab for at finde ud af, hvilken gruppe deres undersåtter tilhørte. Frenologi hed denne videnskab, som gik ud på, at man fra et menneskes ydre kan aflæse noget om dets indre egenskaber. Man brugte måleinstrumenter i denne moderne videnskab, som kunne aflæse, at en næse på en tutsi i snit var 1½ cm slankere end en hutu-tud. Desuden var tutsiernes hud lysere end hutuernes, og da frenologerne mente, at den hvide mand var den mest intelligente af alle på jorden, tillagde de tutsiernes lysere toning den betydning, at de oprindeligt var hvide mennesker, der blot havde opholdt sig længe i solen. Derfor blev tutsierne, som altså blev anset for at være ’solbrændte hvide mennesker’ tillagt en højere status, og de blev de belgiske koloniherrers lakajer. For at få orden på tingene udstedte belgierne i 1930’erne ID-kort til hele befolkningen, hvori det stod videnskabeligt stadfæstet, om indehaveren var hutu eller tutsi, selv om der snarere var tale om to kaster end to racer. En hutu kunne nemlig blive tutsi, hvis han anskaffede sig nogle køer. 14
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 14
26/06/15 11.12
F o r o r d
Normalt kan man ikke med sikkerhed afgøre, om en rwander er hutu eller tutsi. Derfor forlangte militsen ved vejspærringerne at se et ID-kort, før de henrettede en person. Det er grunden til, at Immaculée Ilibagiza beretter om en tutsi, der undslap døden ved en vejspærring, fordi vedkommende havde anskaffet sig et forfalsket ID-kort, hvorpå der stod hutu.
Et folkemord er altid politisk organiseret. Det var familien omkring den enevældige hutu-præsident Juvenal Habyarimana, som planlagde folkemordet, fordi præsidenten var gået ind på at forhandle tilbagevenden for de hundredtusindvis af tutsi-flygtninge, der ville hjem. De var flygtet fra pogromer, da belgierne i begyndelsen af 1960’erne ikke kunne modstå den bølge af krav om selvstændighed, som på dette tidspunkt flød gennem Afrika. Og da flertallet af hutuer fik magten, begyndte forfølgelsen af belgiernes kæledægger, som takket være kraniemålinger og lysere hud havde fået de bedste jobs i kolonistyret og var blevet koloniherrernes lakajer og slavepiskere. De var i løbet af et par årtier vokset til at udgøre henved en million rwandere i eksil, og de ville ikke alene hjem, de vil også have indført et flerpartisystem, pressefrihed og magtdeling, så halvdelen af hæren bestod af tutsier. Og sådan en ordning ville betyde, at præsidentparrets familie og venner ville miste deres lukrative poster og magt. Det var kliken af herskende officerer, forretningsfolk og politikere, der planlagde og organiserede udslettelsen af tutsierne, der boede i Rwanda, for hvis disse kakerlakker blev elimineret, ville alle problemer ophøre, fortalte de befolkningen i landet, som var plaget af dårlige verdensmarkedspriser på 15
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 15
26/06/15 11.12
F o l k e m o r d e t
i
R w a n d a
kaffe og te samt ungdomsledighed og overbefolkning. Fattige mennesker holder fornuftigvis med stærke mennesker, og ledsaget af fossende øl, store ord og løfter blev de ludfattige unge mænd, der ikke havde råd til at købe sig et par sko, så de kunne gøre indtryk på pigerne, ivrige efter at tilslutte sig politiske ungdomsforeninger, der ville kæmpe for ”Hutu-Power”. Tanken om at kunne bemægtige sig tutsi-naboens hytte, afgrøden på marken, cyklen ved huset og familiens penge lokkede dem til at gå i gang med at myrde i en blodrus, opildnet som de blev hver morgen, når studieværten i radioen spurgte nationen: ”God morgen, Rwanda – er I begyndt at arbejde?” Og arbejde betød at dræbe, og et slid var det. Normalt, når tutsierne i Rwanda følte sig truet, havde de søgt tilflugt i den lokale kirke, fordi den blev anset for fredhellig. Det gjorde de også denne gang, da startskuddet til folkemordet lød i form af braget fra raketterne, der den 6. april efter solnedgang nedskød hutu-præsidentens fly. Straks lød det over radioen, at tutsierne stod bag, og så blev listerne taget frem over de mest prominente tutsier samt moderate hutuer, der støttede fredsløsningen mellem tutsier i eksil og hutu-regeringen, og store lagre af nykøbte macheter fra Kina åbnet. Tutsierne skyndte sig hen i kirken, ofte tilskyndet af deres hutu-naboer, og når alle var samlet, gik de unge militssoldater i aktion, ofte styrket af alkohol eller hash. Først blev granater kylet ind i mængden, og derpå gik de i gang med slagteriet af de overlevende. Efter et lille stykke tid blev morderne tørstige igen og trængte til at stive sig af og komme til kræfter, men for at deres ofre ikke skulle undslippe, skar de deres akillessener over, så de ikke kunne flygte. Som Immaculée Ilibagiza beskriver, var grusomhederne talløse. Der var ingen nåde at finde for de unge militssoldaters 16
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 16
26/06/15 11.12
F o r o r d
øjne, og det var sjældent, at nogle hutuer turde skjule tutsier, for så risikerede de, at blev anset for at stå i ledtog med ”kakerlakkerne” og selv blive dræbt. Også blandt præster, nonner og fremstående lægfolk var kærligheden ophørt, når det gjaldt tutsier. En katolsk præst i nærheden af Kibuye, hvor Immaculée Ilibagiza kommer fra, styrede en bulldozer fra et nærliggende vejarbejde ind i sin kirke, hvor tusinder af hans sognebørn havde søgt tilflugt. Sammenstyrtningen var mere effektiv end et par granater. De få overlevende blev henrettet af præstens håndlangere. Immaculée Ilibagiza lærer under folkemordet, at hun ikke kan stole på nogen som helst i denne verden. Selv da franske soldater højtideligt lover at beskytte hende og hendes medflygtninge, bliver de dumpet på en landevej med militssoldater, fordi franskmændene ville trække sig ud af landet. Operation Turquoise var slut. De eneste sande redningsmænd var soldaterne fra RPF – Rwandas Patriotiske Front – en veldisciplineret hær af eksilrwandere iført gummistøvler og østtyske sommeruniformer fra overskudslagre i det fjerne Europa. De marcherede ind fra nord og stoppede folkedrabet, anført af Paul Kagame. Resten er historie. Omkring to millioner hutuer flygter fra den fremrykkende RPF-hær til nabolandene og bliver nødhjælpsindustriens kæledægger. Flygtninge er per definition uskyldige, lød deres tænkning. Men denne masse af hutuer var den værste gruppe flygtninge, der længe er set i verdenshistorien. De truede sig til at få meget mere mad, medicin og andre fornødenheder, end de havde brug for, og de solgte varerne for at købe nye våben, så de kunne returnere til Rwanda og ”afslutte arbejdet”.
17
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 17
26/06/15 11.12
F o l k e m o r d e t
i
R w a n d a
To år senere måtte RPF invadere Zaïre, som DR Congo dengang hed, og tvinge flygtningene hjem, og 120.000 endte i fængsler. Men mange flygtede ind i Zaïres dybe skove med RPF i hælene, som nådesløst massakrerede børn og gamle, der ingen trussel udgjorde. Titusindvis af hævnmord i Zaïre er blevet kortlagt af en ekspertgruppe fra FN, men Paul Kagame, som siden folkemordets ophør har været enevældig magthaver i Rwanda, er ikke blevet krævet til ansvar. Omverdenen plages af gedigne grunde af skyld over at have svigtet i 1994, og den skyld bliver dygtigt udnyttet af det ny tutsi-regime, der derfor heller ikke oplever synderlige reaktioner på sit militærdiktatur, hvor fri presse, opposition og menneskerettighedsgrupper er ugleset. Den politiske situation er i dag meget lig den, der herskede før folkemordet. Immaculée Ilibagiza ser ikke, at dette er et problem, når hun på rejser er vendt tilbage til Rwanda fra sit nye hjem i USA. Hun ser kun, at det går fremad med levestandarden, og at der er fred og ro på gade og vej. Hun er blot jublende lykkelig over, at Gud har villet, at hun skulle overleve for at kunne fortælle sin historie. Og hendes historie er grusom og barsk, men den skal læses. For sådan er virkeligheden også.
18
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 18
26/06/15 11.12
PROLOG
Det er ikke meningen, at denne bog skal være en historie om Rwanda eller om folkemordet i 1994. Det er min egen historie. Der er udgivet en del gode og informative bøger, som detaljeret udforsker politiske forhold og motiver til det folkemord, som ifølge Rwandas regering skønnes at have kostet mere end en million mennesker livet i løbet af omkring 100 dage. Det er min historie, fortalt som jeg husker den … og jeg husker den, som var det i går. Det er en sand historie. Jeg bruger mit eget navn og min families navne. Dog har jeg ændret navnene på de fleste andre, som optræder i bogen, for at beskytte de overlevendes identitet og for at undgå at forevige hadets kredsløb. Jeg tror på, at vores liv er indbyrdes forbundne, og at det er meningen, at vi skal lære af hinandens erfaringer. Jeg har skrevet denne bog i håb om, at andre må få gavn af min historie.
Immaculée Ilibagiza, New York
19
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 19
26/06/15 11.12
INTRODUKTION: M I T N AV N E R I M M A C U L É E
Jeg hørte drabsmændene råbe mit navn. De var på den anden side af væggen, og der var kun nogle få centimeter med puds og træ mellem os. Deres stemmer var kolde, hårde og beslutsomme. ”Hun er her … vi ved, hun er her et eller andet sted … Find hende – find Immaculée.” Der var mange stemmer, mange drabsmænd. Jeg kunne se dem for mig: mine tidligere venner og naboer, der altid havde vist mig sympati og venlighed, som nu var på vej gennem huset med spyd og macheter, mens de råbte mit navn. ”Jeg har dræbt 399 kakerlakker,” sagde en af dem. ”Immaculée bliver nummer 400. Det er et godt tal.” Jeg sad sammenkrøbet i hjørnet af det lille bitte hemmelige badeværelse uden at bevæge en muskelfiber. Ligesom de syv andre kvinder, der også skjulte sig for at redde deres liv, holdt jeg vejret. Deres stemmer gik gennem marv og ben. Det føltes, som om jeg lå jeg på et leje af glødende kul, som var der blevet sat ild til mig. En bølge af smerte væltede ind over min krop. Det var, som om tusinde usynlige nåle blev stukket ind i mig. Jeg havde aldrig drømt om, at frygt kunne fremkalde en så fysisk smertefuld tortur. Jeg prøvede at synke, men min hals var lukket. Jeg havde 20
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 20
26/06/15 11.12
I n t r o d u k t i o n
ikke noget spyt. Min mund var knastør. Jeg lukkede øjnene og prøvede at få mig selv til at forsvinde, men deres stemmer blev højere. Jeg vidste, at de ikke ville udvise nogen form for nåde, og jeg havde kun én tanke: Hvis de fanger mig, dræber de mig. Hvis de fanger mig, dræber de mig. Hvis de fanger mig, dræber de mig … Drabsmændene var lige uden for døren, og jeg vidste, at det kun drejede sig om sekunder, før de ville finde mig. Jeg tænkte på, hvordan det ville føles, når macheten flængede min hud og skar ind til knoglerne. Jeg tænkte på mine brødre og mine kære forældre og på, om de var døde eller levende og, om vi snart skulle være sammen i himlen. Jeg foldede hænderne om min fars rosenkrans og begyndte tavst at bede: Åh Gud, hjælp mig. Lad mig ikke dø på den måde, ikke på den måde. Lad ikke drabsmændene finde mig. Du siger til os i Biblen, at hvis vi beder, vil vi få … så Gud, jeg beder dig. Lad disse drabsmænd gå. Lad mig ikke dø i dette badeværelse. Jeg beder dig, Gud, jeg beder dig. Jeg beder dig. Frels mig! Frels mig! Drabsmændene bevægede sig væk fra huset, og vi begyndte alle at trække vejret igen. De var gået, men de skulle komme tilbage mange gange i løbet af de kommende tre måneder. Jeg tror på, at Gud lod mig overleve, men jeg skulle komme til at erfare i de 91 dage, som jeg tilbragte i frygt sammen med syv andre i et badeværelse på størrelse med et klædeskab, at det at overleve er meget forskelligt fra at blive frelst … og den oplevelse har ændret mig for altid. Det er en erfaring, der midt i massedrabene fik mig til at elske dem, som hadede og jagtede mig – og at tilgive dem, der havde massakreret min familie. Mit navn er Immaculée Ilibagiza. Dette er historien om, hvordan jeg opdagede Gud i et af historiens blodigste folkemord. 21
Folkemordet i Rwanda INDHOLD TRYK.indd 21
26/06/15 11.12