Gu d e r i k ke e t f re mme d nav n Kristian Lundberg
Oversat af Edith Aller
E ksiste ns e n Køb e n hav n 2 0 1 7
Gud er ikke et fremmed navn Kristian Lundberg © Forfatteren og Eksistensen, 2017 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-410-0195-1 Oversat fra svensk Gud är inte ett främmande namn Libris förlag 2016 af Edith Aller Omslag: Eksistensen Udgivet med støtte til oversættelsen fra Nordisk Ministerråd
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk
”Dit er alt dette.” Johannes af Korset
25. august “Han er som et træ, der er plantet ved vand.” Det er en tidlig morgen. Det er i slutningen af august. Jeg er alene hjemme en kort tid. Der er stille. Alt forekommer mig nu så selvfølgeligt, så enkelt. Det er det ikke, nærmest tværtimod. Der er øjeblikke i et menneskes liv hvor verden på en mærkelig måde havner i en slags standbytilstand. Der bliver bare stille. En del af de valg vi har foretaget, bliver indlysende i dette perspektiv, andet er ikke til at forstå. Det er i denne stillestående venten at vore liv lægger sig til rette. De beslutninger vi har taget, finder deres bestemte plads. Personer, steder, hændelser. Det storslåede og det andet som vi bare vil vende ryggen til. Det som vi har helet, og det som vi har revet i stykker. Alting står bare helt stille lige i dette øjeblik. Nådens bord er dækket. * Denne tidlige morgen læser jeg om Lazarus. Efter sin død blev han lagt i en mørk grotte. Først svøbte man hans krop i et klæde. Det var en stum krop – og kold. En bror. Der står skrevet at han var en bror. Man rullede en sten for grottens åbning, man lukkede for dødens rum. Lazarus var nu en afsluttet fortælling, skjult i et fugtigt, koldt mørke.
7
En beviklet krop, indsvøbt i hvide stofstykker. Over ansigtet ligger et hvidt klæde. Sådan er det i flere dage. Pludselig er der en stemme som trænger ind i grottens mørke. En bydende stemme. Der er en stemme udenfor, og den råber ham tilbage til livet igen. Der bliver kaldt på ham. – Det siges at Jesus stod uden for grottens åbning og råbte hans navn. Nu går Lazarus fra at være en slags ingenting, skjult i mørket, til at være et navn, en skabning. Han nævnes ved navn, og nu er der pludselig en grænse. Lazarus går fra det navnløse mørke til det lysere, som det er at få et navn, at blive kaldt på. Være til. Blive til. Han går for at kunne blive til den fortælling som det er meningen at han skal være. At være til, at blive kaldt på. For nylig var han borte, nu er han her. Og du skal få lov til at blive den fortælling som det er meningen du skal være. * Det siges at den døde havde et ansigtsklæde lagt over ansigtet. Det tages væk, og ansigtet var levende. Lazarus’ krop var viklet ind i et klæde. Skjult. Hemmelighedsfuldt. Han lå i mørke, svævende mellem os levende og alle de andre, de døde. Strimlerne er viklet af, ansigtsklædet er taget væk. Nåden er konkret. Der findes ord som befrier os fra døden.
8
Man kan sige at det er når vi taler og lytter til hinanden, at vi er til. Der er møder som gør det muligt for os at krydse vore egne grænser. Vejen deler sig. På en måde er alt lige så selvfølgeligt som det er enkelt. På en anden måde er det netop så kompliceret som kun livet og troen kan være. At have fået navn, at blive kaldt på.
senere, optegnelse “Det knækkede strå bryder du ikke af, den døende flamme slukker du ikke, trofast fører du retten til sejr.” Dette er en fortælling. Den har form som dagbogsoptegnelser. Den har dog en bestemt begyndelse og et antal midtpunkter. Der er et givet fikspunkt. Et møde. Jeg overskrider grænse og mur og støttepunkter. Ja, det er en fortælling, selvom det vi skal være med til, er opdelt i forskellige afdelinger og kapitler. Det tager form som dage, nætter, optegnelser. Det er kalejdoskopisk, viklet rundt om sin egen akse. Den fragmentariske form er den eneste mulige. Det er optegnelser, enkeltdele som skal føres sammen til en større helhed, et billede. Der er et udsagn i Salmernes Bog som ikke lader mig være i fred. Det er to forskellige billeder af udsathed. Der står: “Den forsvarsløse overlader sin sag til dig, du er den faderløses hjælper.” Det der står, er enkelt nok. Det er tydeligt, hverdagsagtigt. Det beskriver en Gud som er til stede i
9
det svage, det udsatte. Han er der ikke som en passiv iagttager. Tværtimod. Han ved at den forsvarsløse vil overgive sin sag til ham. Han ved at den faderløse vil få brug for hjælp. Gud er en aktiv bevægelse, en handlen i det sårbare. Han kommer os i møde, også i det der er nedbrudt, i laser. Det er ham som kommer os i møde. Vi rejser ikke alene mod et fjernt endemål. Vi bliver mødt på vejen. Den tro jeg holder fast ved, er mere nedbrudt end hel. Det er ikke et evangelium for sejrherrer og løver. Det er et budskab om tabere og lam. Mens jeg skriver dette, er det stadig august. Den voldsomme varme er vendt tilbage, trykkende, lummer. I flere dage har det været næsten lammende varmt. Det er som at leve under trykket af et vedholdende tordenvejr der aldrig bryder løs. Jeg prøver at finde en indgang, en udgang. Jeg skriver en dagbog i vand, i det grønne, nedfælder optegnelser der opløses i varme. Det her er en journal over den tro der indhentede mig. Det er en tro som jeg prøvede at værge mig imod, som jeg aldrig bad om. En dag var den der bare. At overgive sig? Det er centralt. Overgivelsen. Men hvordan gør man? Det er muligt at beslutte sig for at troen bærer, også på dage som de her hvor ingenting i grunden holder. Men det kræver en beslutning – på samme måde som det var en beslutning der førte fem mennesker ud i koldt vand i 1848. En afgørende dåb. Kristusordet, konsekvensen, ansvaret for indsigten. Det var en planlagt dåb, de havde besluttet sig. 10
Det lader sig gøre at komme til tro på den måde, som en beslutning. * Der er en begyndelse. Et startpunkt. Der er også et slutpunkt. Det er uundgåeligt. Et slutpunkt kan vise sig at være en begyndelse, et nederlag kan år senere vise sig at være en sejr. Det absurde er hele tiden at gå ud fra at tid kun eksisterer nu. Vi er både erindring og fremtid, i os synger både det der har været, og alt det som skal komme. Vi lever hele tiden tæt op ad et antal grænser. Vi har et valg – af og til. Der findes ringe som breder sig, intet er lineært. Denne beretning kommer til at bevæge sig i ringe, til at være tæt på og langt væk. En dagbog. Dage og nætter, det der sker, og det som man tænker. Flere indgange, kun én udgang. En tro som bliver til, vokser frem. Der er en indgang i Gunnar Strängs agiterende cykelturné i 1932. Der er andre ringe som udvider sig og lukker sig. En voksendåb som blev forrettet i revolutionsåret 1848. Linjer der mødes, støder fra hinanden, skifter spor. Et kredsløb.
11
* Jeg befinder mig ved en grænse. Jeg er nødt til at svare. Konkret. Det er sådan det begynder. Lazarus får navn. Han rejser sig fra dødslejet, linnedstrimlerne falder af hans kolde krop. Alt er som det plejer at være, bare mere fremmed. Der kaldes på ham – med navn. Det billede vokser i mig, bliver større og større.
12
26. august “Lykkelige er de som søger tilflugt hos ham.” Jeg er alene hjemme. Jeg hører lydene fra byen, fra trafikken, stemmer. Jeg hører mennesker forberede og afslutte vigtige og ikkevigtige sager. Jeg kan selv synes at i denne tidlige morgen er der intet der skræmmer mig. Jeg kan til og med tro det er sandt. Det er øjeblikke som dette der får den eksistentielle mosaik som vi alle er, til at forvandles til en gnistrende klar stjernehimmel. Man kan navigere efter stjernerne. Det sorte puslespil bliver lagt. Det hvide puslespil bliver lagt. Det er tungt og smukt af både guld og sværte. Der er ikke noget at forlade, ikke noget at nærme sig til. Der er bare helt stille. Det er her vi begynder. Det er i dette øjeblik jeg begynder at formulere det som har ventet på at blive formuleret. Gud er kærlighed. Nådens bord er dækket. “Han gav sin søn, sit ord.” Og jeg begynder min beretning med at forlade lejligheden på Davidshallsgatan. Jeg træder ud i den tunge varme som er ved at overtage morgenen, byen, parkerne. Jeg bliver en del af alt det der findes i en tidlig morgen i en større by. Jeg er på denne morgen et menneske som har alt at vinde og alt at tabe. At vinde en tro. At opgive en tro.
13
At sejre over og miste sig selv, at begive sig i krig mod sig selv og at blive hjemme i det som er fred. Alting sker samtidigt. * Det er lige her vi må begynde. Det er morgen. Alt er både velkendt og fremmed, lige sådan som det skal være. Det er i sådan et øjeblik, et af de få i mit liv, hvor jeg mærker tyngden i det at være til. Alvoren. Der kommer en helt særlig form for lethed. Hvis man vælger at stoppe op i sådan et øjeblik, bliver det nærmest krystalklart at der faktisk sker noget afgørende lige når der ingenting sker. * Jeg forestiller mig at der er en grund til at man vælger at blive et skrivende menneske. Måske er det så enkelt at man har nogle spørgsmål som man søger svar på? Det er en romantisk forestilling. En søgen efter det absolutte svar? Den absolutte sandhed? Er det overhovedet muligt at forestille sig det? Kan man skrive sig frem til sådan en sandhed? Jeg ved det ikke. Jeg har et meget enkelt spørgsmål. Det mangler et givet svar. Det er på grund af den mangel at jeg må forklare for mig selv hvad det er at tro. At være til i troen. Jeg tror at denne tekst, denne slingrende dagbog med alle dens fejlslutninger og gentagelser prøver at være en måde at forstå en tro på som på en måde er umulig. 14
* Den der taler, bliver synlig. Der findes udsagn som man kan måle og veje. Der findes sætninger som man kan sætte i system, og som man kan fortolke. Den der skriver, kan på en og samme tid gøre sin tekst fuldstændig glasklar og alligevel være fuldstændig skjult. Det bliver til et helt særligt mønster af lys og mørke. Der er tætte skygger der vokser op mellem alfabetets ruiner af lys. Så er det sådan jeg skal begynde?
senere, optegnelse “Forbarm dig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, min krop sygner hen, og min sjæl er fyldt af rædsel – Åh Herre, hvor længe?” Jeg mistede en form for tro da jeg var ung. Jeg mistede en anden slags tro da jeg blev ældre. I hvert tab var der også en gevinst, men den blev først indløst når tabet var blevet tydeligt, konkret. At miste sin tro er at råbe ud i morgenen og vide at der ikke er nogen der svarer. At vinde sin tro er på en måde det samme. Man råber sin fortvivlelse ud, kun for at møde
15