Gud flyver forrest uddrag

Gud flyver forrest Hündbog i børnegudstjenester Redaktion: Ane LaBranche

Eksistensen

Indhold

9 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Indledning

Indledende overvejelser • Bogens opbygning • Gudstjenestens opbygning • Forskellige gudstjenester og tilgange • Nadveren • Gammel Testamente og Ny Testamente • Typologi og frelseshistorie • Om at fortælle • Gudsbegreb og aldersdifferentiering • Om bøn • Om salmer • Valg af salmer og musik • Redaktionens top 33 over salmer • Forum for børnesalmer • Børnegudstjenester gennem tiden

39 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Høsttid

89 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Efterår

v. Ane LaBranche

v. Peter Nejsum

119 . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Allehelgenstiden

v. Annelise Søndengaard og Ane LaBranche

183 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Adventstiden

v. Andreas Thom

213 . . . . . . . . . . . . . . .

Jul og Helligtrekonger

v. Annelise Søndengaard

311 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vinter v. Lena Kjems

345 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Påske v. Peter Nejsum

377 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Forår

v. Lena Kjems

403 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Pinse v. Andreas Thom

435 . . . . . . . . . . . .

445 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Materialekasse

455 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

467 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Forslag til liturgi og bønner

Registre

Litteraturliste

Forord Dette er en brugsbog, en håndbog i børnegudstjenester, tiltænkt præster, kirke- og kulturmedarbejdere og andre der har med børnegudstjenester at gøre, og som savner inspiration og teologisk refleksion over den vigtige opgave, forkyndelse for børn er.

Titlen på bogen er affødt af en 5-årig dreng, der engang spurgte: Hvem flyver forrest – Gud eller Superman? Her siges i hvert fald to ting: For det første at forkyndelse for børn skal tage udgangspunkt i børnenes virkelighed, for det andet, at det er vigtigt for os, at forkyndelsen ikke taber teologisk højde, blot fordi den er henvendt til børn.

Derfor skal det være sådan, at Gud flyver forrest.

Tak til de mange kolleger rundt omkring, som har givet idéer, inspiration og skæve indfald til forkyndelse i børnehøjde. Tak til FUV for nogle udbytterige skriveophold i Løgumkloster. En stor tak til forlagsredaktør Charlotte Ekstrand.

Ane LaBranche, Andreas Thom, Annelise Søndengaard, Lena Kjems og Peter Nejsum

Indledning Indledende overvejelser Denne bog er en brugsbog med overvejelser og idèer til børnegudstjenester af mange forskellige slags. Bogen er bygget op over årstider, folkelige fester og mærkedage såvel som højtider. Den er ikke bygget op over kirkeåret, da vores erfaring er, at børnegudstjenesterne sjældent følger kirkeårets tekstrækker, men derimod årets gang, som det tager sig ud i børnehøjde med høst, skolestart, halloween, ferier, helligdage og skolernes idrætsdag.

Mange steder har man stadig høstgudstjenester for børn, derfor er der et kapitel med høsttiden, hvor forskellige temaer og vinkler præsenteres, ligesom de store højtider selvfølgelig er med.

Henover sommeren holdes der sjældent gudstjenester for børn. Vi har derfor prioriteret børnegudstjenester i sæsonen fra skolestart til pinse.

Vi har dels indhentet materiale fra kolleger, dels bidrager vi selv. Vi er forskellige, men fælles for os er, at vi er optaget af den teologiske refleksion i forhold til forkyndelsen i børnegudstjenester. Vi vil gerne stå lige så meget på tæer teologisk i forberedelsen af børnegudstjenester, som vi gør i forhold til højmesser og andre gudstjenester rettet mod voksne og på den måde kvalificere børnegudstjenesten teologisk. Vi arbejder alle meget bevidst med de teologiske muligheder, som forkyndelsen for børn byder på. Vi divergerer ikke væsentligt fra hinanden på de grundlæggende dogmer. Dog vil man erfare, at der er forskellige nadversyn til stede i bogen.

10

Gud flyver forrest – Håndbog i børnegudstjenester

Bogens opbygning Bogen er bygget op således, at der både er temaer, gudstjenesteskitser og udfoldede gudstjenester. Håbet og tanken er, at man kan finde inspiration både i tidens tema, gudstjeneskitser og fortællinger, såvel som i de gudstjenester, der er skrevet helt ud, lige til at bruge. Det skulle give mulighed for både selv at gå videre fra en enkelt idè og for at snuppe en færdig gudstjeneste, hvis man har travlt.

Der indledes med en bøn til årstiden, dernæst overvejelser over tiden. Der præsenteres forslag til forskellige temaer, der knytter sig til tiden eller er oplagte gudstjenestetemaer i denne periode. Der er mange skitser, som ikke nødvendigvis dækker alle tidens temaer, men hvor sigtet med gudstjenesten fremhæves, kombineret med hvordan man skal gribe temaet an for at nå dette sigte.

Til hvert kapitel er der gudstjenester klar til brug til den travle præst og færdige fortællinger – også klar til brug.

Salmeforslag, rekvisitter, aktiviteter og opskrifter følger skitser og gudstjenester, ligesom der i indledningen og til hvert kapitel er forskellige overvejelser. Til slut findes en materialekasse, hvor skitser til en del udstyr findes.

I denne indledning findes desuden overvejelser af mere overordnet karakter om ritual, forskellige gudstjenestetyper, skriftbrug, genfortælling, salmer, bøn, aldersdifferentiering og meget mere. Og endelig en kort historisk gennemgang af børnegudstjenestens historie.

Gudstjenestens opbygning Ser man på ritualbogens afsnit om »Børnegudstjeneste på højmessens plads« fremstår det umiddelbart tungt og konservativt. Man skal imidlertid lægge mærke til, hvor der står kan, skal og bør, for det betyder, at der åbnes for

Indledning 11

mange muligheder. Bør betyder ikke nødvendigt, heller ikke kan, hvorimod det kræver en ansøgning, hvis man vil fravige skal. Det er vores opfattelse, at ritualbogens form for »Børnegudstjeneste på højmessens plads« trænger til en revision og til nytænkning. Der er så mange muligheder i det rituelle felt. Præsten kan i samarbejde med organisten og kirke- og kulturmedarbejderen sammensætte et ritual, som kan godkendes af menighedsrådet. Gør man det på den måde, vil man have vide rammer.

Ingrid Schrøder-Hansen bruger det at pakke en kuffert som eksempel på, hvordan man planlægger en børnegudstjeneste. Man kan pakke på to måder. Man kan pakke alt det, man har lyst til at tage med. Når kufferten så er overfyldt kan man sortere det fra, man kan undvære. Her vil kufferten altid være pakket til randen og svær at lyne.

Man kan også pakke på en anden måde. Nemlig ud fra devisen: Hvad har jeg behov for? Skal man på sommerferie til Spanien, kan man nøjes med shorts, T-shirt, klipklapper, badetøj og tandbørste. Det fylder kun et lille hjørne af kufferten. På samme måde med en børnegudstjeneste: Man kan begynde med højmesseritualet og se, hvad man kan undvære. Eller man kan begynde med ingenting og se, hvad man har brug for, for at det bliver til en gudstjeneste.

Gudstjenesten kan udfolde sig i et minimalistisk ritual og i det mere forfinede og næsten fulde højmesseritual, som det f.eks. ses i »Børnegudstjeneste på højmessens plads«.

Til de helt små er det måske ikke meget andet end et salmevers, der gentages og laves fagter til, en helt enkel fortælling illustreret med ting, der kan tages i hånden, foldede hænder og et fadervor, små arme, der lyser med på velsignelsen, og orglet, som spiller lidt, der skaber en gudstjeneste. Til de større børn kan man begynde at fylde mere på, evt. delt ud på stationer eller poster i og uden for kirkerummet, så de får fornemmelsen af de forskellige gudstjenesteleds egenart og sammenhæng. Spørgsmålet er, hvad sigtet er? At vise hvad et ritual kan eller opdrage børnene til at lære højmesseritualet at kende.

12

Gud flyver forrest – Håndbog i børnegudstjenester

Børn kender og elsker ritualer og ved i udgangspunktet alt om ritualets styrke. De er rituelle skabninger, som vil høre den samme godnathistorie hver aften, puttes på den samme måde og se den samme film igen og igen. Der er tryghed og fællesskab i ritualet, og i kirken giver ritualet også tryghed for børnene, når det skaber rammen om det, vi gør sammen; modsat i børnehaven, hvor man godt kan lave hver sit, selvom man er i samme rum.

Ritualet er leg og som i legen er der regler, men det er legen, der er det afgørende, ikke reglerne. Den tilgang ligger bag de gudstjenesteforslag, hvor man bevæger sig rundt. Man løber så at sige fortællingerne og forkyndelsen ind. Vi driver den frem. For vi husker med kroppen.

Samtidig er ritualet frisættende, for når rammen er givet med forudsigelighed og gentagelse, kan fantasien og forestillingsevnen slippes løs.

Ritualet lever af gentagelse, og derfor står dåb og nadver stærkt. Her kommer de samme ord og de samme salmer.

I kirkerum og ritual møder man Gud i gensidig samtale.

Samtalen er båret af sang, lovsang, bøn, velsignelse, fortælling og parænesen, som kan være prædikenens opgave.

Ud af denne enkle forståelse for gudstjenesten kan man tilrettelægge forskellige former for børnegudstjeneste.

Denne bog byder på de klassiske gudstjenester, der følger ritualbogens forslag, stationsgudstjenester og gudstjenester, der inddrager hele kirkebygningen, kirkegården og dele af lokalområdet, gudstjenester for de små og de lidt større med leg og refleksion, alt efter hvilken aldersgruppe man har i fokus. Og gudstjenester med og uden aktiviteter, stort udstyr eller bare en enkel fortælling til at sove på.

Der har de senere år været en del tale om tivolisering af kirken. Kritikken går på, at kirken er blevet en del af underholdningsindustrien og dermed mister sit budskab i sjov og ballade. I denne bog vil der både være store udstyrsstykker og helt minimalistiske gudstjenester, hvor

Indledning 13

nærheden med fortælling, bøn og sang står stærkt. Vi vil ikke gøre os til dommere over formen, den kan og skal selvfølgelig befordre evangeliet. Men det kan ske på mange måder. Nogle kirker har ressourcer, som gør dem i stand til at etablere store og flotte arrangementer. Og hvorfor skulle man ikke give børnene lige så store oplevelser, som kirkens koncertpublikum får?

Børnegudstjenester er vigtige gudstjenester, og mange steder er der flere kirkegængere til en spaghettigudstjeneste end til en højmesse uden dåb. Ved børnegudstjenester må man godt vise kirkegængerne, at de betyder noget, at man har gjort sig umage med forberedelsen, med det musikalske, rekvisitter osv. Ikke alle sogne har råd til det store udtræk, men der er ingen grund til at gøre en børnegudstjeneste meget mere skrabet end sognets andre gudstjenester. Som en ekstra gevinst skal man være opmærksom på, at det er ved børnegudstjenesterne, kirken har fat i den aldersgruppe, mange sukker efter, nemlig de 25 til 45 årige.

Selvfølgelig kan man overveje, om man med det stort opsatte tilbyder det samme som underholdningsindustrien – nu bare i dårligere kvalitet, eller om man i kirken netop har noget helt særligt med det levende ord, fortællingen, musikken, rummet og nærheden, som man kan tilbyde børn og familier med længsel efter ånd og dybde.

Som med ritualet, således også med prædikenen, og bogen indeholder mange forskellige: Børneprædikener i klassisk stil, samtaleprædikener, små prædikener og mange fortællinger. Vi henter stof til fortællinger alle steder fra: Litteratur, film, aviser og ikke mindst fra egne og kollegers erfaringer.

Vi tror og håber, det afspejler virkeligheden ude i sognene, hvor vi står med meget forskellige vilkår. Og vi håber, brugerne af denne bog vil hugge en hæl og klippe en tå, så det tilpasses egne forhold.

14

Gud flyver forrest – Håndbog i børnegudstjenester

Når man prædiker for børn, kan det ske, at der opstår spontane kommentarer. Dette kan udnyttes i dialogprædikener, hvor børnene hjælper prædikenen frem, og der skabes rum for højlydt medlytten. I den forbindelse er det afgørende, at dialogen virkelig er åben. At præsten aldrig bruger nej som første ord i et svar, og i det hele taget ikke afviser eller overhører barnet. Den gode dialog kræver stor tryghed. Og så må man være forberedt på lidt af hvert. Man kan ikke regne med at kunne manipulere ‘de rigtige svar’ frem.

Står man på prædikestolen får man lidt andre svar, end man får fra gulvet, og en tredje vinkel kan opstå gennem en trekantssamtale mellem kirkemus, præst og menighed.

Ved alle gudstjenester gælder det, at en lille ting til at tage med hjem hjælper på hukommelse og erindring, og med tiden vil der opstå en spændt forventning om, hvad de får med denne gang. Ligger gaven i døbefonten, lærer børnene hurtigt, hvor de gode gratis gaver kommer fra.

Med til overvejelser over ritual og gudstjeneste hører også aldersdifferentiering, som berøres sidst i indledningen.

Forskellige gudstjenester og tilgange Her følger en kort gennemgang af forskellige gudstjenesteformer.

Spaghettigudstjenester - og andre gudstjenester med spisning Spaghettigudstjenester er familiegudstjenester uden nadver, da man spiser sammen bagefter, og de kan tilrettelægges med stor enkelhed: En lille »goddag igen«-salme, bevægesange, fortælling, gerne med udgangspunkt i en lille ting, som børnene kan få, aktivitet eller leg, en eller to kendte salmer til de voksne, fadervor og velsignelse.

Indledning 15

Sidste salme kan være bordverset, så man kan gå direkte til maden efter gudstjenesten. Helt enkelt og af en halv times varighed. Aldersgruppen vil ofte være familier med børnehavebørn.

Aftengudstjenester med spisning kan laves for alle aldersgrupper. Maden er ikke det vigtige her, det, folk kommer for, er gudstjenesten – og vi gør alene livet lettere for børnefamilierne ved at servere aftensmad, og så gør det ikke noget, at man kan se, der er gjort lidt ud af det, så familierne føler sig velkomne.

Man følger aftenringningen eller venter med at ringe til klokken hel, så gudstjenesten først begynder et par minutter over, og alle fortravlede familier kan nå det.

Tilmelding er en overvejelse værd. Dog vil de fleste frivillige, som ansatte, kunne vænne sig til at tælle kirkegængerne under første salme og koge spaghetti eller tynde sovsen derefter. Så slipper man for den lidt rigide tilmelding, og der bliver plads til de travle og glemsomme familier uden overskud, som beslutter sig i sidste øjeblik; altså ligesom ved sognets andre gudstjenester. Hvis man begynder kl. 17 og holder kirke eller sognegård åben før, kan familierne gå direkte fra institutionen hen i kirken uden at skulle i og af flyverdragt flere gange.

Mange steder har man gudstjeneste fredag aften, fordi der hverken er badminton, forældremøde eller andre særlige forpligtelser for børnefamilier. Til gengæld er der Disneysjov, som man sagtens kan nå hjem til. Eller som en kirketjener sagde: De skal nå hjem! Slik kan købes på vej hjem, og weekenden begyndes uden opvask!

Dåbsgudstjenester Dåbsgudstjenester kan udfolde sig som børnegudstjenester. Enten fordi der er så mange børn i dåbsfølget, at de alligevel kommer til at præge hele gudstjenesten, eller fordi en dåbsgudstjeneste i små sogne eller tyndt-

16

Gud flyver forrest – Håndbog i børnegudstjenester

befolkede områder (som f.eks. nogle citysogne) kan give mulighed for at tilbyde almindelige børnegudstjenester.

I mindre sogne kan man skiftes til at have den månedlige dåbs-børnegudstjeneste, så man imødekommer både et behov for børnegudstjenester og for lørdagsdåb. Ved at samle flere dåb en lørdag om måneden kan der også blive en menighed.

Ritualet kan være: En kendt morgensalme, prædiken eller fortælling, dåbssalme, dåb, dåbssalme, velsignelse og kollekt. Dåben skal være det centrale og forløbet vare omkring 30 minutter, måske med en lille aktivitet for de tilstedeværende børn.

Stationsgudstjenester Ved Stationsgudstjenester er de forskellige gudstjenesteled lagt ud på poster og stationer. Kirkegængerne går fra post til post, og hvis der ikke er så mange, kan man gå i samlet flok, ellers kan man deles i hold. Det sidste kræver frivillige eller kolleger til at stå på posterne.

Først samles man i kirkerummet, så går man ud til de forskellige poster for at finde fortælling, bøn og salme og vender til sidst tilbage til rummet med det, man har erfaret, for at samles med salme og bøn. Fordelen ved stationsgudstjenester er, at kirkegængerne fysisk fornemmer de forskellige gudstjenesteled, og at de ved at gå fra post til post er med til at drive gudstjenesten frem.

Katekismusgudstjenester Her gives der – på baggrund af en lang tradition – mulighed for at gå i dybden med nogle centrale temaer. Man går ud fra det kendte: kirkens inventar, de store personer i kirkehistorien, fadervor, Bibelen, de ti Bud, eller lokal kirkehistorie. Ritualet kan være: salmesang, fortælling, samtale og bøn. Det er også en gudstjeneste at lære noget i de rammer, liturgi og kirkerum skaber.

Indledning 17

Højmessegudstjeneste Mange steder vil der være flere faste børnegudstjenester i årets løb på højmessetidspunktet, f.eks. høst, advent, helligtrekonger. Når der er dåb og nadver til sådanne gudstjenester, må ritualet forenkles, hvis man skal have tid til en prædiken/genfortælling/optrin. Se nøje på ritualbogens kan, bør og skal. En stor, fælles kirkebøn inden nadveren samt fadervor kan være bønner nok. Én læsning er nok, eller læsningerne kan erstattes af genfortælling i forbindelse med prædiken. Selvom der i ritualbogen står, at man bør have en læsning, er det ikke sikkert, at dette bør befordrer en god børnegudstjeneste. Børn skal, som nævnt andetsteds, være ret store, for at de får glæde af en bibellæsning i gudstjenesten. Man kan også stå med bogen og læse de første par linjer op for derefter at gå over i fortælling og slutte af med at læse de sidste linjer af teksten.

Vi mener ikke en klassisk prædiken rettet mod voksne fremmer noget godt ved en børnegudstjeneste.

Optrin og optræden Før man inddrager optrin i børnegudstjenester, skal man overveje hvorfor og med hvilket sigte. De færreste børn gider se andre børn optræde, så hvis man har børnekor, dramagrupper eller spejdere til at optræde, skal man nøje overveje hensigten, og hvor meget det skal fylde i gudstjenesten. Ekstra indslag gør gudstjenesten længere, og tid er en vigtig faktor, når man skal fastholde børns opmærksomhed.

Mindre børn vil ofte gerne se på større børn, og børn vil selvfølgelig også gerne se på andre børns optræden, hvis det er børn, der kan noget særligt.

På den anden side kan en børnegudstjeneste bygges op om de optrædende børn, deres pårørende og gæster. For de børn, som optræder, er også menighed, og hver gang et barn optræder, møder der mindst 3 voksne, søskende

18

Gud flyver forrest – Håndbog i børnegudstjenester

eller venner op for at se dem. Det kan være et fint argument, men man skal nok ikke regne med, at resten af sognets børn strømmer til for at se spejdere dramatisere en bibelhistorie eller et børnekor synge et par sange.

Derimod vil mange voksne synes det er kært og rørende at se børn optræde; det er bare ikke voksne, der er målgruppen for børnegudstjenester.

Nadveren Man kan have forskellige meninger om det at gå fra en munter, måske løssluppen, stil i en børnegudstjeneste på højmessens plads til en alvorlig ritualstram stil som nadveren.

Det kan også være et scoop at arbejde med en lav og en høj stil sammen. Som i et hjem, hvor man sidder pænt til bords i spisestuen, men godt må høre høj musik og trampe i gulvet i dagligstuen. (Se under Bøn) Der kan være forskellige tilgange til, hvor stramt nadverritualet skal være. Man kan argumentere for at bruge oblater, så børnene på oblaten kan se billedet af den, de i måltidet får del i. Eller man kan lystigt bruge brunkager i juletiden. Man kan bruge saftevand i stedet for vin. Andre synes at vin, vin fortyndet med vand eller druesaft, er det eneste rigtige.

Man kan også overveje at servere brød og vand til alle. I nadverindledningen kan man så genfortælle brylluppet i Kana (Joh 2,1ff.) med vægt på det skabelsesteologiske i underet: Gud sørger selv for at skabe vand om til vin i vore munde og hjerter. (Se under Nadverbønner sidst i bogen) En nærmere overvejelse over nadverindledninger findes i påskeafsnittet, ligesom de forskellige gudstjenesteforslag vil vise eksempler på mulige nadverindledninger og temaer.

Hvad forskellige gudstjenesteformer, optrin og nadverindledninger er med til at forkynde, skal man selvføl-

Indledning 19

gelig gøre sig klart, når man forbereder sig og planlægger børnegudstjenesterne. Det er en god idé i forberedelsen at stille sig selv spørgsmålet: Hvad går børnene hjem med efter denne gudstjeneste? Er det en god oplevelse, tydelig forkyndelse, håb eller noget helt fjerde?

Gammel Testamente og Ny Testamente Efter at der i 1992 kom gammeltestamentlige læsninger ind i gudstjenesten, har det været en løbende diskussion, hvordan Gammel Testamente forholder sig til evangeliet. Den samme udfordring findes selvfølgelig i forhold til børnegudstjenesten. Gammel Testamente taler med mange stemmer, og en af de stemmer er – ligesom i Ny Testamente – død, vold og undergang. Der tales om dom og straf i et omfang, som langt går ud over, hvad børn kan rumme. Der er brug for agtpågivenhed, når man bruger Gammel Testamente til børn. Som i fortællingen om Noa, som er en yndet fortælling til børn, hvor de færreste vel vil uddybe udslettelsen af næsten hele menneskeheden – og dyreriget ligeså. Her vil fokus naturligt være på nåden, frelsen og Guds udvælgelse, at Gud tager vare på sin skabning og aldrig vil lade os udslette.

På den anden side kan man ikke klippe så hårdt i stoffet, at man helt mister fornemmelsen for de mange stemmer, som Gammel Testamente taler med. Mange af dem er umistelige, hvis vi skal nå frem til evangeliet, fordi menneskesynet er så realistisk og nuanceret.

Gudsbilledet, vi formidler til børn, kan ændre sig efter aldersgruppe, bibelfortælling, højtid og situation. Vores gudsbillede må gerne udvikle sig sammen med os, modnes og vokse med vores liv og udvikling. Hvor det for mindre børn kan være godt med herlighedsteologien og Gud som det stærke værn, kan dette billede ikke stå uformidlet og unuanceret, når de bliver ældre og måske bedre kan re-

20

Gud flyver forrest – Håndbog i børnegudstjenester

flektere (se nedenfor under gudsbillede og aldersdifferentiering). I Gammel Testamente er det ikke svært at finde bibelfortællinger med et herlighedsteologisk gudsbillede.

Den gammeltestamentlige kanon kan ses som Guds diskussion med sig selv, indtil han finder hvile i fortællingen om den purunge kvinde, der bliver med barn helt uden mandens hjælp. Nu vil han ikke længere være vred. Nu vil han åbenbare den side, som mennesker til trøst skal se – og så begynder Ny Testamente, som også har mange stemmer.

Man skal holde sig for øje, at den Gud, man møder i de gammeltestamentlige fortællinger, er den samme Gud, som åbenbarer sig i Kristus. Noas Gud, som udsletter det meste af alt liv, er den samme Gud, som tegner en streg i sandet. Det er den samme Gud, som åbner Guds Rige for syndere og toldere.

Typologi og frelseshistorie Jan Lindhardt gør i sin bog Frem mod middelalderen rede for, at vi bevæger os bort fra den individuelle skriftkultur frem mod en kollektiv billedkultur, sådan som man havde det i middelalderen. I middelalderen var kirkekunsten den fælles billedreference, nu er det f.eks. tv-serier, youtube og reklamer.

Der er stadig meget at hente i middelalderens typologiske billedverden og i den dialog, den billedverden skaber mellem Ny og Gammel Testamente.

Hvis man skal forstå Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag, skal man ikke bare forstå, at det er opfyldelsen af en profeti hos Esajas, men huske at David, Jesu stamfar, gik foran arken ind i Jerusalem. På den baggrund vil man kunne give en dyb og stor fortælling om forventning og opfyldelse, hvor æslet netop er med til at stemme forventningerne til den konge, som de havde ventet på i 1000 år.

Indledning 21

Brugen af Gammel Testamente i børnegudstjenesten kan pege på, at forventningerne bliver opfyldt og at de gamle fortællinger får en dybde og en billedverden at leve i.

Det frelseshistoriske greb er én blandt flere måder at bruge Gammel Testamente på, men dog et greb som helt små børn næppe får meget ud af. Mange bibelhistorier kan også stå alene uden at blive fortalt ind i frelseshistorien.

Historierne kan udfoldes med det helt enkle sigte at fortælle børnene om Guds nåde, styrke, omsorg eller slet og ret give dem bibelhistorier med i rygsækken, f.eks. så de kan spejle sig i Esaus vrede, Jakobs snyd osv.

En anden tilgang til børnegudstjenesterne er virkningshistorien og de spor, Bibelen har sat i vores kultur. Det typologiske gælder også eventyr og nutidige fortællinger, film, spil, legetøj, diller osv. Når de fleste kirker er et pokestop i spillet Pokemon Go, er det oplagt at fortælle, hvorfor pokestoppet, som giver ny styrke, helbredelse og nye pokemons, netop hører til i kirkerne. Man kan forklare, hvorledes kirken er menneskers åndelige tankstationer med håb og trøst til dem, som har behov.

Om at fortælle Børn skal efter vores erfaring været meget store for at få glæde af en klassisk læsning af en bibeltekst, selv en narrativ tekst kan være tung, hvis den bliver læst op direkte fra bibel eller alterbog. Derfor er genfortælling ideel til børnegudstjenester. Den gode genfortælling kan noget helt specielt, og det gælder i øvrigt ikke kun over for børn. Har man bare én gang oplevet, hvordan alle tilhørere, store som små, sidder med tilbageholdt åndedræt, glemmer man det ikke. Der er mange forskellige måder at blive en god genfortæller på, men her følger nogle gode råd, som efter vores erfaring dur: