Kristendom mellem gnosis og ortodoksi. En systematisk undersøgelse af Augustins indoptagelse af platonismen, 2002 (disputats)
Religionsfilosofi. Kristendom og tænkning, 2002 (sammen med Svend Andersen og Troels Nørager)
Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme, 2010
Nye prædikener, 2013
Det nye menneske. Efter naturalisme og eksistentialisme, 2017
Søndag. Prædikener, 2020
Oplysning for de oplyste. En religionsfilosofisk introduktion til Hegel, 2021
Eksistensen København 2024
Hannah Arendt og kærligheden
En religionsfilosofisk kritik
Niels Grønkjær
© Forfatteren og Eksistensen, 2024
Bogen er sat med plantin på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook
ISBN-13: 978-87-410-1086-1
Omslag: Anna Falcon
Udgivet med støtte fra Jens og Karin Trollér Mikkelsens Fond VELUX FONDEN
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk
Fælles for alle er at tænke
Heraklit, fragment 113
Forord 9
1. Hvad er kærlighed? 11
Venskab 16
Erotik 19
Guds- og næstekærlighed 22
Gud er kærlighed 24
Kærlighedens religion 28
Arendts modsætning 30
2. Arendts første kærlighed 33
Fremmed pige på flugt 35
Biografisk konsistens? 38
Gensynet 40
Volo ut sis 42
Senfølger 46
3. Arendts Augustin 49
Arendts grundproblem 52
To slags kærlighed 54
To samfundsformer 55
Menneskets dobbelte oprindelse 57
Similitudo vs. aequalitas 59
Kærlighed i verden? 62
4. Den kristne kærlighedsrevolution 69
Den absolutte godhed 71
Den kristne civilisations grundmyte 74
Ingen kristen etik 76
Frihed fra politik 80
Den nye begyndelse 82
Befrielse og frihed 86
Det åbne spørgsmål 90
5. Hjemløs kærlighed 93
Abstrakt kærlighed 96
Konkret kærlighed 102
Handlingsløs kærlighed 104
Kærlighedsløs tilgivelse 109
Dømmekraften 111
Intermezzo i Venedigs skønne verden 114
Respekt for humaniteten 115
Lighed 118
Kærlighedens handling 119
Stadig ingen kristen etik 121
Frihedsideen 124
Modstillingen 129
Sædelighedens velsignelse 132
6. At elske verden, at elske i verden 135
En teologisk specialitet: skabt, født 137
Arendts apori 141
Hjemme i verden 144
Efterspil 147
Litteratur 151
Navneindeks 157
Der er ingen, som ikke elsker. Ethvert menneske elsker nogen, siger Augustin.1
Han siger: Manden elsker en smuk kvinde. Vi kunne fortsætte: Vennen elsker sin ven. Elskende elsker hinanden.
Det gør os skrøbelige. Man kan unddrage sig vores kærlighed. Vennen svigter. Den elskede er afvisende, og hvis den elskende erfarer, at hun er ligeglad, bliver hans kærlighed kold, og han begynder måske at hade hende. Så er han optaget af sit had. Man kredser om vreden på sin nye uven. Så er det alt dette, man er bundet af.
Ethvert menneske elsker noget. Nogen elsker fodbold. Den rejsende elsker Italien. Den gamle elsker dagslyset. Men evnerne kan svigte, rejsemålet skuffe, lyset fordunkles. Hvad elsker man så? Så elsker man det, der ikke blev som det skulle. Vi hænger i nederlaget, skuffelsen, manglen.
Men når vi genelskes, imødekommes, løftes, elsker vi endnu mere. Så forbinder vi os i endnu stærke -
1 Augustin, Sermo 34,1,2.
re grad med den eller det, som er genstanden for vores kærlighed. Så føler vi ikke, at vi er kastet tilbage på os selv. Så er vi frie.
Når vi elsker, fanges vores opmærksomhed af den elskede. Kærligheden vækkes ikke i os, men fødes i os. Min kærlighed var der ikke fra begyndelsen. Kærligheden kom med den elskede. Den begyndte med hende. Forbundet med hende er jeg fri.
Kærligheden er en urolig understrøm i Hannah Arendts liv og tænkning.
Der er ingen, som ikke elsker. Men hvem eller hvad elsker man?
“Kærligheden er, at der gøres forskel på to, som dog for hinanden slet og ret ikke er adskilt. Følelsen og bevidstheden om denne identitet er kærligheden, dette at jeg er uden for mig selv: jeg har ikke min selvbevidsthed i mig selv, men i noget andet eller en anden; men denne anden, i hvem jeg alene er tilfredsstillet og har fred med mig selv – og jeg er kun, for så vidt jeg har fred med mig selv, og har jeg ikke det, så er jeg i modsigelsen, der splitter mig – denne anden har også kun sin selvbevidsthed i mig, eftersom også denne anden er uden for sig selv, og vi er begge ikke andet end denne bevidsthed om at være ude af os selv og have vores identitet i det. Denne anskuelse, denne følelse, denne viden om enhed – dét er kærligheden.”1
G.W.F. Hegel formulerer i 1827 dette begreb om kærlighed. Hans filosofiske bestræbelse er at vise, at intet kan forstås ud fra, hvad det er i sig selv, men at noget altid må forstås i forhold til noget andet end sig selv. Det gælder ting, og det gælder mennesker. Jeg kan kun forstå mig selv i forhold til en anden end mig selv, en der ikke er mig. I det hele taget forstår vi os selv i for-
1 G.W.F. Hegel, Vorlesungen über die Philosophie der Religion. Werke 17, s. 221f. Jaeschkes udgave bind 3, s. 201f.
hold til andre og til verden, så vi i kraft af denne forståelse forbinder os med dem og det, der ikke er os. Vores liv bliver konkret – det latinske ord con-crescere betyder “vokse sammen med”. Det konkrete er relationelt.
Det gælder i særlig grad kærlighed. Den er relationel. Kærlighed er ordet for menneskets forbindelse med andre bevidstheder end sin egen. Med et andet menneske, med andre. Kærlighed kan veksles til et verbum: vi elsker et andet menneske, andre mennesker. Men noget går tabt, når begrebet (kærlighed) veksles til et verbum (elske). For i grunden er kærlighed ikke, at jeg elsker nogen, eller at nogen elsker mig.
Kærlighed er relationen mellem os. Kærligheden er ikke din eller min, men det, som vi er i, når vi elsker.
Kærligheden er det tredje, som forbinder to.
Denne forbundethed må være fri, siger Hegel. Det er den ikke, hvis den kun forpagtes af den ene af de to, eller af begge hver for sig. Kærligheden er ikke fri, hvis den opfattes som noget, jeg skal præstere for at gøre mig værdig til din kærlighed, eller hvis jeg forlanger den af dig. Så ophører det med at være kærlighed, fordi det ikke er frit. Så bliver relationen i stedet til præstation, magt, smiger, forfængelighed, had. Så er der kun to, der står uforbundet over for hinanden. Men når der er tre – når kærligheden er det tredje – så er jeg ude af mig selv, og det er du også. Så er vi begge befriet fra os selv, frie til at forbinde os med hinanden. Så er jeg ikke bare mig, og du er ikke bare dig, for vi forstår os selv i forhold til hinanden, i kraft af hinanden. I kærligheden føler og véd vi, at vi er forbundet,
Hvad er kærlighed?
for den er ikke din eller min, men noget vi kun kan have sammen, og som kun er, når vi har det sammen. Kærligheden er en enhed af forskelle, ja, af modsætninger. I den er man fri og forbundet. Den er tos enhed i det tredje. Det er Hegels begreb om kærlighed.
Der er noget strengt ved begrebet, en strenghed som vi oftest giver afkald på. Vi anstiller i stedet betragtninger over, hvad man også kan sige om kærlighed i lyset af, hvad vi har hørt, læst og oplevet. Det kalder Hegel at ræsonnere, og det giver han ikke meget for, fordi vi i ræsonnementet løsagtigt lader munden løbe med snart det ene, snart det andet. Vi kan også gøre os forestillinger om kærligheden. Som når litteraturen og billedkunsten og religionen fremstiller, hvordan vi gribes af kærlighed. Men trods deres appel samler heller ikke disse forestillinger sig i en forpligtende definition.
Det er anderledes med filosofiens begreb. Det stiller krav om konsistens og konsekvens. Filosofien anstiller ikke betragtninger og gør sig ikke forestillinger om, hvordan kærlighed griber os. Den ræsonnerer ikke. Den begriber, hvad der griber os. Filosofiens begreb siger ikke, hvad man også kan sige om kærlighed. Det siger, hvad kærlighed er. Hvad kærlighed er, når den er sand. Hvad sand kærlighed er. Hvad kærlighedens sandhed er.
Dette begreb om kærlighed kan antage forskellige former, som i større eller mindre grad virkeliggør begrebet.