Hvor lang var tiden, da vi var mindre?
Niels Johansen
Hvor lang var tiden, da vi var mindre? Med
Sangene fra gaden
Tekst: Niels Johansen Musik: Werner Knudsen
Unitas Forlag
Hvor lang var tiden, da vi var mindre? af Niels Johansen Melodier til Sangene fra gaden af Werner Knudsen Nodesats: Werner Knudsen Š Copyright 2013 Unitas Forlag, forfatter og komponist Omslag og grafisk tilrettelÌggelse: Mikkel Pape og Lars Vendelbo Unitas Forlag 2013, 1. udgave, 1. oplag Unitas Forlag, Frederiksberg Alle 10, DK-1820 Frederiksberg C., Tlf. 3616 6481 unitas@unitasforlag.dk, www.unitasforlag.dk ISBN: 9788775178244 Tryk: Toptryk Grafisk
Indhold Prolog Del 1 13 Det var dengang 16 For officerers børn 17 Skoletandlægen 19 Isdronningen 20 Generalen i kælderen 21 Tre gange under bruseren 23 På flyvende tæpper 25 Aladdin 26 Mellemskoleprøven 28 Disciplinens glæder 29 Det svingede 31 Louis, drengen og drømmen 32 Rom og glade dage 34 Og nu er det nu her i Danmark Del 2 39 Et hjem med klaver 42 Jette 44 Nattens sorte fugl 45 Øst for Romsøgade 48 Med skoletog til paradis 50 Døden 52 Vi plukkede jordbær i barndommens land 54 Arkivet 57 Aladdin Del 3 63 The land of dreams 67 Krigsbørn 71 En fremmed krydser mit spor 75 Man ser det straks 78 Strengen 79 Den knaldrøde pirat 81 Gårdsang 82 Gyserkabinettet 85 Månemagi
86 Låger åbnes 88 Den gale på fjerde 89 Missemor 90 På fortællingens vinger 93 Blå mærker 94 Som stenen i lommen 97 Sangen om Fælleden 98 Paradis 102 Molen 103 Vikaren 106 Mads Mathisen 108 Pjalten Hjalte 110 Fdf gik glip af en stor trompetist 112 Sovesalen 113 De røde enge 114 Mørklægning 119 En lærke letted 121 Direkte under vorherre 123 Bethania 126 One, two, three o´clock 127 Julen varer lige til nytår 133 Stjerneskud 134 Stardust 138 Biksemad 140 Lysbørn 142 Den grå dame 145 Fyraften 146 Christian 9. 149 Gamle Aksels vennesang 153 156 158 160 162 165
Del 4 Bakken Gensynsblues Kære klassekammerater Hvor lang var tiden, da vi var mindre? Under månen igen Danmark dejligst
Epilog 169 Sangene fra gaden
”Jo mere jeg lyver, digter, fjerner og tilføjer, jo længere jeg tilsyneladende bevæger mig væk fra den erindrede virkelighed, jo mere kommer det til at ligne, jo mere kan jeg genkende den og stå inde for min gengivelse.” Benny Andersen
Prolog
Fra morfars knæ ser jeg sommerferiesolen liste op ad vestelommen I al sin glans Min morfars guldur Majestætisk træder det ud af sit læderetui og lader mig puste til sin tunge port Simsalabim Og kapslen springer op med sit evigt tikkende spørgsmål: Hvor lang var tiden, da vi var mindre?
Del 1
Det var dengang
Københavns Hovedbibliotek 12. maj 2011
Det var dengang, blå gummisko var blå. Så blå som ens korte bukser. Dengang skolen slog dørene op efter sommerferien den 12. august. Dengang det næsten var lidt for meget af det gode at gå op af skolens nyferniserede trapper. Så overvældende effektiv var lugten, at den næsten kunne bedøve en, som når man dansede med fru Tastum P. til dans. Men selvfølgelig i den modsatte ende af duftskalaen. Og det var dengang, man rykkede op i sit nye klasselokale og fik blanke uskrevne skoleskemaer fra Bikuben. Og man på vejen hjem fra sin første skoledag gik ind hos I. Christian Petersen og valgte det mest slidstærke kulørte papir, som mor bandt bøgerne ind i, sådan som bøger skulle bindes ind. Og når hun havde lagt dem på bordet og klappet dem professionelt på maven, så skrev hun med sin sirlige skrift på de hvide mærkater: dansk, regning og religion. Og det var også dengang, at Gunnar Nu Hansen og hele Danmark kæmpede med kaptajn Kurt Carlsen på ”Flying Enterprise”. Og da han endelig måtte give op og så sit skæve skib forsvinde i bølgerne den 10. januar 1952, kunne han og vi ranke ryggen i Danmark. Og det var dengang, da Erik Eriksen var statsminister, at prinsesse Margrethe blev arving til tronen i stedet for sin onkel, arveprins Knud. Og da Erik Eriksen ikke længere var statsminister, så var det slut med de borgerlige, som holdt med far, der havde sin egen forretning med et fint navn og få kunder. I stedet blev det igen socialdemokraten Hans Hedtoft. Men det var så til gengæld godt for Kurts og Pers far, der hverken havde en stor eller lille forretning og holdt Socialdemokraten eller Politiken. Jeg ser op fra min computer. Rejser mig. Det er godt at strække benene. Kaster et blik på de andre, der også sidder og skriver på Københavns Hovedbibliotek. Flakser rundt mellem reolerne. Finder en Storm P. : ”Hvordan fik De ideen til Deres nye bog?” 13
”Jeg fik en fyldepen i julegave.” Ja, det er godt, at der i tidens løb har ligget mange fyldepenne under juletræerne. Jeg har det godt mellem bøger. Mange bøger. Og det har jeg altid haft. Været storforbruger af ord. Forsøgt mig som kriminalromanforfatter i første mellem med Kurt og Ivan. Kunne falde i staver over spændende ord. Som da jeg en dag ville glæde min mor med en lille gave og stod helt fortabt uden for ostebutikken. Øjnene havde spottet navnet på den lille trekantede ost med et eksklusivt navn, der matchede prisen. Jeg gik ind i butikken og bad om osten med alpek løver. – Alpek løver? Gentog ekspedienten og gennemgik vel i sit indre de mange meget spændende timer i zoologi og særligt timerne efter spisefrikvarteret med løver. Men i timerne med løver havde hun måske været forkølet eller hos skoletandlægen. I hvert fald opgav hun og så spørgende på mig. – Ja, med alpek løver, gentog jeg nu lidt højere. – Mener du ikke med alpekløver? Jeg løb ud af butikken. Jeg går tilbage til min plads. Computerens blinkende øjne ser skeptisk på mig: Bliver det snart til noget, spørger de. Foran mig ligger gamle skolebilleder og en indbydelse til vores jubilæumsfest for årgang 1951–1961 på Den Classenske Legatskole. Om fjorten dage, den 27. maj skal vi mødes på restaurant Bakkely på Bakken. Det er derfor, jeg har slået mig ned her for at skrive et muntert indslag til jubilæumsfesten. For her sad jeg for 50 år siden og læste til realeksamen. Godt nok er biblioteket flyttet til Krystalgade, men duften i bageriet er som dengang. Rundetårn ligger, hvor det lå, og livgarden marcherer stadig ned ad Købmagergade klokken halv tolv. Nu er min computers spørgende blik blevet lidt mere formanende. Til et ”Skal vi så se at komme videre”. Jeg sætter mig og læser teksten igennem igen, imens jeg tænker på vores klasselærer i underskolen hr. Degel. Det vigtigste i en genfortælling, lærte han os, er indledning og afslutning. Mon også det gælder for indslag og taler til et skolejubilæum? 14
Jeg må skrive en ordentlig indledning. Helst lidt morsom. Ikke for lang. Og så sidder jeg her og skriver om, at min far og statsminisister Hans Hedtoft ikke stemte på det samme parti. Det duer ikke. Jeg sidder lidt. Går ned og køber en kop kaffe og en basse. Det plejer at hjælpe. Vender tilbage til min pind. Måske har jeg en idé nu. Ny side: Kære klassekammerater! Vi ved det godt. Ikke alle tommeltotter er ens! Og så vidt jeg husker, var jeg ikke den eneste dreng i klassen, hvis øjne blafrede på nødblus, når den stod på klippe-klistre ind under jul. Men sådan er der så meget. Som nu f.eks. ens knæ. Min far blev ikke, som lange John Hansen, solgt til Juventus. Min fars knæ var alt for bløde til fodbold. Til gengæld havde han let til smukke vers. Sådan er livet så nuancefyldt. Men som sagt havde mine ti fingre det alle svært med at finde fælles fodslag, når vores klasselærer hr. Ove Degel i december kom ind med favnen fuld af kulørt papir og blokken med sakse. Og som om det ikke var nok, så også lige den gamle kaffedåse med lim, som vi – ØV! hvor det klistrede – selv skulle røre ud. Jeg overdriver vist ikke, når jeg påstår, at vi var mindst et par fra vinduesrækken og en enkelt fra dørrækken, der hurtigt gav op og glemte alt om hjerter og musetrapper og i stedet kastede os over, hvad der lå inden for vores evner: små krøllede ringe til klassens kilometerlange guirlande. Som små krøllede ringe! Ja, men de kunne hægtes sammen. Hvor mange ringe blev det til? Og hvor lang er kæden blevet siden den augustdag for 60 år siden, hvor vi gik ind ad den lille røde port på Den Classenske Legatskole, eller den junidag, hvor vi for 50 år siden forlod skolen gennem den store røde port med en realeksamen og et: Vi ses selvfølgelig. Jeg kaster igen et blik på mine gamle klassebilleder. Det ældste er sikkert taget i den lille skolegård. Går vi i første eller anden klasse? Vi er 37 elever. Den lille med stritørerne ved siden af Rene er 15
mig. Og så er der klassebilledet fra realklassen. Nu er vi reduceret til 22 elever. Men så er vi også ni år klogere! Og her er et tredje billede. Det er taget ved vores 25års jubilæum. Men som dengang i realklassen på bænken i den store skolegård. Den var stadig rød. Og om fjorten dage skal der så tages et nyt klassebillede ude på Bakken. Skolebænke kan males år efter år. Klassebilleder har det desværre som spejle. De er sjældent, hvad de har været. Men nu er jeg i gang. Nu skal der fortælles om klassens kulørte og krøllede ringe, som tidens tand endnu ikke har fået tygget sig igennem. Måske fordi de fik så rigeligt af hr. Degels klister. For officerers børn Jeg ved ikke, hvor mange af jer, hvis far var officer. Min far var det bestemt ikke. Han solgte uldent undertøj. Men det var jo ellers det, som fundatsen sagde, ens far skulle være, hvis man skulle gå på Den Classenske Legatskole. Nej, far var ikke officer. Og godt for det. Han blev søsyg, da vi i Palladium så Barken Margrethe af Danmark. Men så vidt jeg husker, var der ingen i klassen, der sagde: Min far er general eller admiral. Oberst. Kaptajn. Løjtnant. Eller i det mindste sergent. Tværtimod husker jeg i flæng, at Palles far var formand for jordog betonarbejdernes fagforening. Sonjas far var vist noget stort inden for socialdemokratiet. En var vognmand i Ringbilen. En anden karetkusk for kongen og sad på bukken eller stod bagved, når kong Frederik kørte gennem byen. Og så var der Rene, hvis far var død, hvilket naturligvis gjorde et dybt indtryk på mig, når jeg var hjemme hos ham. Tænk, Rene havde kun en mor. Nej, det kneb med officerers børn i vores klasse. Hvordan fordelingen var i de andre klasser på skolen, ved jeg ikke. Men min søster, der gik tre klasser over mig, kom ind, fordi vores forældre kendte frøken Nilsson, der havde været lærerinde på skolen. Og endelig fordi vores gode nabo overlærer Nielsen var sekretær for inspektør Troldahl. Personlig flød jeg med, for nu at holde os til flådens sprog, i kraft af min søster. 16
Sådan kan man være så heldig, blot fordi man kender nogen, der kender nogen, som kan åbne de rigtige døre. Så nu ved I, kære skolekammerater, hvorfor vi mødtes i 1951, da min mor og jeg gik ind ad den lille røde port på Den Classenske Legatskole i Vester Voldgade. Skoletandlægen Vores skole var en kommuneskole, men trods alt med særlige privilegier. Som de 50 øres tilskud pr. elev til skovturen. Den årlige skolefest med lanciers og hele udtrækket i Håndværkerforeningen. Så vidt så godt. Men så var vi jo også privilegeret med vores helt egen tandklinik! Og det tør nok siges, at det var noget af et privilegium. Dagligt kunne vi sniffe den euforiserende duft oppe fra Isdronningens krystalpalads, hvor hun på fjerde sal residerede med sit istapbor. Ved siden af tandklinikken lå sundhedsplejerskens og skolelægens klinik. Men her var intet at frygte. Næsten da. Det var helt rart og afvekslende midt i en tysktime at komme op til sundhedsplejersken og få sin hørelse tjekket. Pædagogisk gik hun så langt væk, som lokalet tillod, og hviskede: sol – bær – syl – te – tøj, så lydløst, at enhver kunne høre det helt ned i den store gård. Og derefter fik man et papskilt for det ene øje og skulle med det andet SE, at svanen, toget og bilen sad præcis på det samme sted på den hvide synstavle, som de havde siddet sidste år. Og forrige år. Men sundhedsplejersken var helt okay og på vores side. Så var der skolelægen, som var en kvinde. Hun kom, når vi skulle vaccineres, og det var da egentlig ikke særlig morsomt, eller ses efter her og der og alle vegne. Især alle vegne. Og det var da heller ikke lige sjovt. Men selvfølgelig ganske underholdende for kammeraterne, der fnisende så på. Men selv hun var en ren amatør ud i skræk & rædsel i forhold til hende ved siden af:
17
ISDRONNINGEN En gang om året sendte hun sin hvidkitlede lakaj med de svup-svup-svuppende sundhedssandaler og de laksefarvede kartotekskort ned i klasserne. Og så kan det nok være, man følte sig privilegeret, når det hele var overstået, og man vendte tilbage til klassen, sikker på, at nu var der i hvert fald et helt år til næste gang.
18