Hvorfor holder vi reformationsjubilæum uddrag

2017 2017 var et stort jubilæumsår. Det var som bekendt 500-året for Martin Luthers berømte afladsteser af 31. oktober 1517, men også 100-året for Transfer, salget af De Dansk-vestindiske Øer til USA, den 31. marts 1917. Også den russiske revolution havde sin 100 årsdag i 2017. Den 7. november 1917 (25. oktober efter den gamle russiske kalender) proklamerede Lenin den endegyldige sejr over den russiske zar og den russiske regering. Nu lå al magt hos den revolutionære komite af arbejdere og soldater, og her lå den indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Sammenligningen af de tre jubilæer viser, hvordan man kan erindre store begivenheder på forskellig måde. Salget af de vestindiske øer blev i Danmark markeret ved en tale, som statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt på St. Croix den 31. marts 2017, hvori han bl.a. sagde, at kolonitiden var »en mørk og skamfuld del af dansk historie«. 100-året blev brugt til at markere en problematisk periode i dansk historie, samtidig med at statsministeren kunne fremhæve, at Danmark og Vestindien i dag deler det samme kritiske syn på kolonitiden.

100-års dagen for den russiske revolution, der jo ellers var af verdenshistorisk betydning, blev derimod slet ikke holdt, men negligeret i det officielle Rusland. Forinden havde præsident Vladimir Putin erklæret, at revolutionen var en fejltagelse og derfor 3

en sag for det russiske historikerforbund. Kommunistpartiets tid var ovre – både i Rusland og herhjemme. Dog mødte 15-20 marxister og leninister op på havnen i Aarhus for at fejre revolutionens bedrifter den 7. november 2017.

Hvad skulle man så kalde reformationens 500-års dag? I Tyskland og i den økumeniske verden kaldte man det en Commemoration, det vil sige en fælles luthersk-katolsk erindring om reformationen og dens kirkelige konsekvenser. Herhjemme brugte man »reformationsjubilæum« som den almindeligste betegnelse, svarende til det engelske anniversary.

Et jubilæum rummer noget historisk, som man ser tilbage på, samtidig med at man bruger lejligheden til at fejre, hvad der måtte være værd at fejre og generindre, og hvad man tilsvarende må kritisere og lægge afstand til. Et jubilæum forudsætter, at man står i et levende forhold til noget historisk, der fortsat har betydning i dagens virkelighed. Man holder ikke jubilæum for komponister, som ingen længere lytter til, eller for forfattere, som ingen gider læse. I år 2018 er det 50-året for 1968-oprøret. Det bliver spændende at følge, hvordan det spænder af, for uanset hvordan den enkelte stiller sig til 1968, er det ligesom med reformationen en bevægelse, vi stadigvæk lever i forlængelse af.

Hensigten med denne lille bog er at beskrive og perspektivere det ganske omfattende reformationsjubilæum, der fandt sted i 2017. Vi begynder med historiske perspektiver på, hvordan og hvorfor man med mellemrum har fejret reformationsjubi4

læum herhjemme lige siden 1617. Derefter ser vi nærmere på selve forløbet. Hvad var det egentlig, der stod i centrum i 2017? Var det Martin Luther og hans teologi? Var det den særligt danske variation af reformationen, der blev indført af Christian III i 1536, og som egentlig først i 2036 får sit 500-års jubilæum? Var det folkekirkens lutherske profil i dag og i morgen? Eller var det den danske samfundsmodel anno 2017, der stod i centrum af interessen?

Sikkert er det, at reformationsjubilæet 2017 blev afholdt i et samfund, der i dag er mere pluralistisk end det var ved det 20. århundredes begyndelse. Det rejser spørgsmålet om, i hvor høj grad jubilæet var historisk tilbageskuende, og i hvilken udstrækning det var vendt mod fremtidens konstellationer af kirke og samfund, tro og tanke?

De tre forfattere er af Præsidiet for Reformationsjubilæet blevet bedt om at lave en beskrivelse og perspektivering af det danske reformationsjubilæum 2017. Aftalen er, at præsidiet økonomisk støtter udgivelsen af arbejdet som bog, men ikke får nogen indflydelse på indholdet eller lejlighed til at se teksten inden udgivelsen. Resultatet er denne bog, som forfatterne således alene har ansvaret for.

5

HVORFOR HOLDER VI REFORMATIONSJUBILÆUM?

Der kan gives et enkelt svar på det spørgsmål, vi stiller her i denne bog: Vi fejrer reformationsjubilæum for at takke Gud for kirkens reformation. Reformationsjubilæerne er i de tre første århundreder efter reformationen ganske simpelt takkegudstjenester.

De har selvfølgelig også en anden begrundelse, der gennem de sidste to hundrede år er trådt tydeligere frem, nemlig at vi gennem jubilæerne til stadighed skaber en ny fælles erindring, der ikke alene er bundet til kirke og kristendom. Erindring er set i et moderne perspektiv en kollektiv stadfæstelse eller konstruktion af et fællesskab. Skabelsen af en kollektiv erindring foregår gennem fravalg og glemsel af visse ting i historien. Renæssancen, der var baggrund for reformationerne, havde som ideal en tilbagevenden til og besindelse på det oprindelige. Hertil hørte ideen om den rensede og mere oprindelige kirke; kirken som den var før »mellemtiden«: Middelalderen. Oldkirken blev idealet, der nu skulle omsættes i en ny virkelighed.

7

HUNDREDE ÅR EFTER: 1617

Da det første reformationsjubilæum løb af stablen i 1617, skete det i en gennempolitiseret verden.

Kirken blev splittet allerede ved midten af 1500-tallet, og hvert område, hver fyrste, fik sin egen religionspolitik, der kunne stå i modsætning til de to tidligere så afgørende magter, kejser og pave. En foreløbig ordning opnåede man i Tyskland med Den Augsburgske Religionsfred i 1555, der tillod de evangeliske lutheranere at eksistere inden for den statslige og juridiske ramme, det tyske kejserrige udgjorde. De reformerte, calvinisterne, var ikke omfattet af denne fred, men de accepteredes, skønt de politisk set forholdt sig skeptiske over for enhver centralmagt.

Tiden var ved at løbe ud for den »evigtvarende« fred, der siden 1555 så skrøbeligt bestod, i takt med, at de evangeliske lutheranere og reformerte i stigende grad følte sig presset af hinanden og begge af det katolske kejserrige. Det var således ikke lutheranerne, der fik ideen til reformationsjubilæet i 1617, skønt det var dem, der havde lagt reformator til den første protest, nemlig Luther med hans teseopslag i Wittenberg i 1517.

Initiativet til et reformationsjubilæum kom fra lutheranernes rival inden for de evangeliskes rækker, de reformerte. I sin nytårsprædiken 1617 udtalte hofpræsten Abraham Sculterus i Heidelberg, at det var »hundrede år siden, at den evige, almægtige Gud så nådigt til os og udfriede os fra 8

pavedømmets skrækkelige mørke«. Ved Den Protestantiske Unions møde i Heilbronn i april 1617 foreslog kurfyrst Friedrich V en storstilet fejring af reformationen den 31. oktober og 2. november.

Dette fandt støtte fra de delegerede fra Pfalz, Anhalt, Brandenburg, Baden-Durlach og Württemberg samt fra en række af de store frie rigsstæder som Strassburg, Nürnberg og Ulm. For den pfalziske kurfyrste var ønsket at nedtone spændingerne mellem de lutherske og de reformerte inden for unionen. De reformerte udgjorde jo en kirkeafdeling, en konfession, der i grunden ikke var tilladt i kejserriget. Trods alle uoverensstemmelser i forhold til de lutherske havde de dog god brug for disses støtte under det uvejr, der syntes at trække op – og som allerede i 1618 udløste Trediveårskrigen. Reformationsjubilæet skulle skabe en ny og alternativ erindring om evangelisk enighed ved at begrave erindringen om de uoverensstemmelser, der længe havde hersket mellem reformerte og lutheranere.

I det lutherske Wittenberg havde man dog også siden 1616 pønset på en fejring. Dekanen ved Det filosofiske Fakultet, Erasmus Schmidt, ytrede i november 1616 og i april 1617 nødvendigheden af et »Jobeljahr«, jubelår, eller »Halljahr«, der egentlig betyder et genlydsår. Reformationsjubelen skulle atter lyde. Fra Wittenberg var det ikke just udsoning, der lød. Her sammenfattede man situationen under slagordet, at »Guds ord og Luthers skrifter er gift for såvel calvinister som papister«.

9

I april 1617 skrev Det Teologiske Fakultet i Wittenberg til kurfyrsten af Sachsen, Georg I, at man havde behov for et »luthersk jubilæum«, der skulle afholdes med festlighed og hjertelig andagt.

Kurfyrsten bifaldt det og lod Overkonsistoriet i Dresden stå for indbydelserne og arrangementet af festlighederne. Det var dette program fra Sachsen, der fik den danske biskop, professor og universitetsrektor, H.P. Resen, til at reagere.

DA DANMARK BLEV LUTHERSK

Resen udstedte den 23. september 1617 et hyrdebrev til samtlige biskopper i Danmark, Norge, Island, provsterne på Gotland og Færøerne samt til de ærværdige brødre i hertugdømmet Slesvig og Holsten. Dette officielle aktstykke om reformationsfestens afholdelse var på knudret latin og rummede begrundelsen for festen. Måske har det været fulgt af et hæfte med salmer og bønner, der i så fald er blevet uddelt på efterårslandemodet i Roskilde i 1617.

Da Resen også var universitetsrektor, udgav han et universitetsprogram om de kommende festligheder. Det blev siden udgivet under titlen Jubilæus christianus. Det minder om hyrdebrevet, men det særlige er, at han her fremdrager »Luthers spådom om Norden«; en profeti, Luther skulle have udtalt om kirken, der i Norden skulle vedblive med at eksistere indtil verdens ende. Resen misforstod – måske 10